Hver 8. Dag 1899-1900

Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen

Hver 8 Dag

Illustreret Ugeskrift, senere: Illustreret Familieblad

Udkom 1896-1928.

Skanningen (affotograferingen) er udført efter eksemplarer fra biblioteker eller i privat eje.
Tidsskriftets skønlitterære indhold er indekseret på Dansk Forfatterleksikon:

https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p71363.htm

Udarbejdet 2023 af Niels ]ensen

Opdateret den 15. august 2023 af Niels ]ensen

"HVERBDAG 25

Aargang
1899-7900.

Søndagen den 1. Oktober. yz

10 Øre om Ugen.
1 Kr. 25 Øre Kvartalet.

Hilskovskamp.

En Novelle af Alfred af Hedenstjerna.

mange Kærlighedsforhold paa vor Jord spil-
ler tre Personer en Rolle. Dette er efter af-
tenlandske Anskuelser en for mange.

Hans elsker Grethe, men Grethe elsker
" Karl og Karl ved ikke rigtig, hvad han vil. Saa
ligger Planen der til.en af de mest rystende Tra-
gedier, som nogensinde har tilintetgjort Blom-
sterne i et Menneskehjertes vaarfriske Rosen-
have. NY

Johannes Kruse var ung og havde et rent
Hjerte, hvad der især kom ham til Nytte, da han
var Hjælpepræst. En. saadan bør jo, dog være et
bedre Menneske end f. Eks. en Sagfører.

Han elskede Gerda Peters med sit unge, tem-
melig uskyldige Hjertes "hele Glød, og da han
var et strengt sandhedselskende og oprigtigt
Menneske, havde han i et dristigt Øjeblik fortalt
hende, hvordan Sagerne stod.

Gerdas gode Hjerte og hendes Bekymring for
Fremtiden tillod hende ikke at forholde sig lige-
gyldig overfor en saadan Kendsgerning. Hun tak-
kede ham for hans Venlighed og sagde, at hun
vovede endnu ikke at binde sig, thi hun kendte
endnu ikke: sit Hjerte rigtig; men endnu mindre
vilde hun dog fornærme ham ved en fuldstæn-
dig Afvisning. Var .det mon ikke det bedste at
lade Tiden raade — alt vilde saa nok blive
klart.

Og hun rykkede sig, idet hun sagde disse Ord,
saa tæt hen til ham paa Græsbænken, hvor de
sad, at en kæk ung Mand sikkert vilde have be-
nyttet Lejligheden til at kysse hende, rent bort-
set fra det Resultat, man kom til om den ægte-
skabelige Lykke. »

Men Johannes Kruse var ung og bly og Hjælpe-
præst; han nøjedes derfor med at gribe hendes
Haand og sige, at han var villig til at vente.

I det samme Sogn var der en Godsbesidder,
som hed Karl Skoubo. Han kunde ikke prædike
og kendte ikke de græske Bogstaver og havde

aldrig givet sig ud for en Helgen; men han ejede
et stort Gods, paa hvilket der kun hvilede et
lille Laan.

I vor Tid siger en klog Pige kun sjælden:
»Ham eller ingen”. Gerda Peters gjorde det i
hvert Fald ikke, hun sagde tvertimod: ,,Karl
Skoubo eller Johannes Kruse, helst Karl Skoubo!"

Og det ikke mindst, fordi Præstegaarde sjelden
er saa gode og store som Karl Skoubos prægtige
Ejendom og desuden har den ubehagelige Egen-
skab, at de fratages Enken efter et saakaldt
Naadesaar. -

Her gaves da nu tre forskellige Personer i-et
Kærlighedsforhold, altsaa en for meget, som jeg
allerede har bemærket. Det vilde være en stor
Fordel for Menneskeheden, om alle Kærligheds-
forhold mellem Mand og Kvinde kunde ind-
skrænkes til en Person af hvert Køn. Den tredie,
som bringer Forstyrrelse ind i det, vilde i de
fleste Tilfælde let kunne anbringes andetsteds i
et fjerde Hjerte. Naa, maaske vil det ogsaa
komme med Tiden.

For at blive i moderne Novellestil: Der ind-
traadte nu en Tid forholdsvis Ro. Pastor Kruse
prædikede bedre end nogensinde før, lod sig lave
en ny Præstekjole og lagde sin hele indtagende
Evne for Dagen. Frøken Gerda viste en levende
Interesse for Landhusholdning, og tilbød Godseje-
rens Søster sin Hjælp, naar hun skulde lave Oste
eller sylte. Kirken forsømte hun derfor paa ingen
Maade, men ogsaa for Damptærskemaskiner in-
teresserede hun sig levende. Hun græd hengi-
vent, naar Pastoren ved en Bibelforklaring ud-
lagde Lucas 15, og hun jublede og klappede i
Hænderne, naar Karl Skoubo kørte sine unge
Heste til.

Hvad Karl Skoubos indre Følelsesliv angik,
saa grundede han dybt over de forskellige Krea-
turracers Krydsning, spøgede med Pigerne, lod
aldrig et Blik eller Haandtryk ubesvaret og syn-

nn, gs

ELSKOVSKAMP.

tes ikke uopnaaelig for en Pige, der vidste, hvad
hun vilde. å

Hver femte Uge spurgte Johannes Kruse, om
Frøken Gerda var kommet til større Klarhed
med Hensyn til sine Følelser.

»Nej, endnu ikke, hendes Hjerte var saa sæl-
somt uroligt".

x z x

Det hører til de vanskeligste Ting "at faa en
Mand til at fri, naar han ikke vil og selv en vir-
kelig net Pige ser sig ofte nødsaget. til i disse
rosværdige Bestræbelser at gaa lidt vel vidt, saa
at hendes Anstrengelser ikke kan forblive ube-
mærkede for den ondsindede Verden.

Saaledes kom det endelig for Pastor Kruses
fromme Ører, at hans Gerda ganske grundigt
lagde an paa Godsejer Skoubo. Fuld af bitter
Sorg spurgte han hende aabent, om det var sandt.
Hun saa paa ham med Øjne, der var saa blaa
som det blaaeste Hav, og sagde, at det var Bag-
vaskelse.

Pastoren troede hende i Begyndelsen. For ham,
der havde saa nær Berøring med Troen, kunde
det ikke falde svært at tro paa en smuk, ung
Pige, som var hans første Kærlighed i Livet.

Men en Dag — da han nu i næsten et Åar
havde brændt af Kærlighed til Gerda — saa han
hende køre ovenpaa et Hølæs med Karl Skoubo,
og Karl havde lagt Armen fast og kraftigt om

hendes Liv, for at hun ikke skulde rutsche ned

fra Vognen, hvorfor ogsaa hendes søde, lille An-
sigt straalede af taknemlig Hengivenhed.

Da brødes noget itu i Præstens Hjerte, han
svor Frøken Gerda evigt Had og nød allerede
paa Forhaand alle de Ydmygelser, han vilde til-
føje hende i Fremtiden.

Han vilde fortælle Karl Skoubo, hvad hun var
for en Pige, saa at hun hele sit Liv skulde løbe
ugift omkring og maatte plage Livet af sig, for
at tjene til sit Underhold.

Han selv vilde hæve et Sparekasseindskud,
rejse til'Hovedstaden, tage Doktorgraden i Teo-
logi og "Skridt for Skridt træde op af Ærens
Stige og ende som Biskop.

Og naar han saa kom paa Præstevisitats i sit
Sogn, og kom kørende i sin elegante Ekvipage,
saa vilde "han stanse Gerda Peters, som kom
gaaende paa Landevejen i sin luvslidte, umo-
derne Regnkaabe og spørge hende, om hun for
gammelt Bekendtskabs Skyld vilde køre. med.

Ognaar hun saa kom og vilde være gode Ven-
ner med ham, saa vilde han sige til hende: ,,Nej,
kære Frøken Gerda, har De virkelig Tid til at
komme herhen? Er Karl Skoubos Hø allerede
kørt ind?"

Og naar hun herhjemme havde ægtet en fat-
tig Fyr og var blevet rigtig elendig, saa vilde
han allerede som Domprovst ydmyge hendes
Børn ved Gaver og gratis Middagsmad,

Med sit. eget Ægteskab vilde han vente, indtil
han var blevet noget stort og kunde faa en ade-
lig Frue med mange Penge og fornem Familie
og Gerda vilde blegne af Misundelse, naar hun
læste om det i Aviserne.

Ja, han skulde fuldstændig tilintetgøre denne
Kokette! Egentlig var hun jo slet ikke køn. Hvor
havde han haft sine Øjne henne?

Tre Uger igennem hidsede han sig hver Dag
værre -op..Han kom til det "Resultat, at han
maatte have været Offer for en fiks Ide og al-
drig i sit Liv havde brudt sig en Smule om
hende.

Egentlig maatte han takke sin Gud for, at
han var bleven hende kvit og han fandt, at in-
gen andre i Verden kunde have vist ham større
Tjeneste. end Gerda Peters, da hun narrede ham.

Han var hende taknemmelig og spurgte sig
selv, hvad der vel egentlig skulde være blevet
af ham, hvis det Uheld var vederfaret ham, at
hun vilde have haft ham.

Han følte sig som en til Livet tilbagevendt,
som en, der var undsluppet en stor Fare.

Medens han saaledes gik omkring og vævede
sig ind i det dybeste Had og den største Foragt
for hende, mødte han hende en smuk Sensom-
mereftermiddag paa en stille Sti gennem en Korn-
mark.

Gerda havde denne Dag af Karl Skoubos Sø-
ster faaet den fortrolige Meddelelse, at hendes
Broder skulde rejse og forloves med en Barn-
domsveninde. Derfor saa hun paa Præsten med
glade Øjne. '

»God Da... g, Frøken Gerda!"

"Og hun saa endnu gladere paa ham, omtrent
som en Rotte paa et Stykke Ost eller endnu ven-
ligere. :

Da sank hans Hjerte ned i Støvleskaftet, han
fik en Taare i Øjet, Stemmen svigtede ham, og
han strakte begge Hænder mod hende og hvi-
skede:

»Hav- Medlidenhed med mig ... mit hele Liv
skal være Dem viet..."

Og hun forbarmede sig over ham og trykkede
og kyssede ham og sagde, at han var hendes
første og eneste Kærlighed, den eneste Mand,
hvem hun nogensinde havde brudt: sig om.”

Og det forekom ham, at han var det lykke-
ligste Menneske paa Jorden.

NAAR LOTTERIET TRÆKKES.

Klasselotteriets Bygning paa, Margrethevej.

Naar Lotteriet
trækkes.

ET kan siges til Ære for det kgl. køben-

havnske Klasselotteri, at det ikke søger

at skaffe sig -Kunder ved nogen usma-

"gelig Reklame. Det skriger ikke op paa
Gadehjørnernes Plakater eller i Bladenes Aver-
tissementsspalter om de 200,000 Kr., som den
store Gevinst ved. sjette Trækning i Forening
med Præmien paa et halvt hundrede Tusinde
Kroner vil: skaffe i den heldige Spillers Lomme.
Som den fornemme Statsinstitution, det kgl. kø-
benhavnske Klasselotteri er, indskrænker det sig
til en Gang om Maaneden at give den fornødne
Underretning om Trækningsdagen ved et lille,
beskedent Avertissement i den. til Forsendelse
med de kongelige Brevposter priviligerede Ber-
lingske politiske og Avertissements-Tidende.
Hvad yderligere Oplysninger Lotteriets Kunder
maatte ønske erhverves gennem Lotteriets trykte
Plan; et fordringsløst Dokument paa tyndt Pa=
pir, der giver Oversigt over hele Virksomheden,
og i hvilket Summer. som 150,000. Kr. eller
80,000 Kr. ganske vist findes anførte med. en
noget spærret Skrift, men uden dog paa nogen-
somhelst Maade at fremtræde med brovtende
Paatrængenhed. Saa korrekt, saa tilknappet fin
og fornem er det kongelige københavnske Klas-
selotteri ligeoverfor det spillelystne Publikum,, at
man uvilkaarlig studser, naar man ser dets Byg-
ning ude paa Margrethevej. Tanken om disse
bugnende Overflødighedshorn, der i Basreliefer

pryde Lotteripalæets Facade,
kan umulig være udgaaet fra
Generaldirektoratet for Skat-
tevæsenet, under hvem Lot-
teriet — ganske betegnende
— sorterer. Denne allegori-
ske Fremstilling af uendelige
Rigdomme, som Lykkens
Gudinde synes villig til at
uddele imod Erlæggelse af et
lille Honorar, maa nødven-
digvis skyldes Arkitektens
Indiskretion.

Nogen indbringende For-
retning er Lotterispillet nem-
lig kun for de meget faa Ud-
valgte og saa naturligvis for
"selve Staten. Og dog fanta-
seres der livligt 1 mange Hjer-
ner om Anvendelsen af den.
store Formue, Lotteriet en
Dag skal bringe. Der bygges
endogsaa undertiden i stor
Tryghed paa Haabet om Ge-
vinsten, der maa komme.
Lodseddelen fornyes for Penge, der er hentede
paa Laanekontoret, i fuld Overbevisuing om, at
det er en god Spekulation at betale Laanekon-
torets høje Renter for at komme i Besiddelse af
en saadan Driftskapital. Rodemesteren og de an-
dre Kreditorer skal komme igen med deres Reg-
ninger efter Trækningsdagene — saa skal Gæl-
den blive betalt.

Almindelig er en saadan Tyrketro paa Hel-
dets: Ufejlbarlighed vel ikke, men at den findes
hos mange af Lotteriets Kunder er sikkert nok.

Lad os en Gang overvære Lotteriets Træk-
ning ude paa Margrethevej. Gaa vi. derfra lidt
af en Illusion fattigere, er der ingen Skade sket.

Det er sjette Trækning, og — lad os sige —
Trækningens første Dag. I den meget presen-
table og lyse Trækningssal, hvor et mærkelig
broget Publikum har søgt Plads paa Bænkene,
ses i Baggrunden en Skranke og bag Skranken
et meget stort Mahognitræbord. Omkring Bordet
sidder der seks af Klasselotteriets Embedsmænd,
og tre Drenge fra Opfostringshuset i ærmeløse
Uniformer have ligeledes Plads ved Bordet;
Drengen i Midten er beskæftiget med at stikke
Nummersedlerne og de tilsvarende Gevinstsed-
ler paa en Snor til Opbevaring i smaa Bundter,
de to andre Drenge fjerne Hylsterne fra Num-
mer- og Gevinstsedlerne efterhaanden som disse
udtrækkes. Oppe paa Bordet staar der to Lyk-
kehjul af Glas; det største af dem indeholder
Kl. 9 om Morgenen 100,000 Nummersedler og
det mindste 10,000 Gevinstsedler, hvoraf Halv-
delen er paa beskedne 50 Kr. — frit Spil i Lot-
teriet i et halvt Aar, hvis man vil betale de 60
Øre i Stempelafgift. Hvert Hjul betjenes af en

—$—

=

&eæ

HERRERNE sr nEnErE NES:

enn es NERVE

eN sr vier ae

FEE SER REN

NAAR LOTTERIET TRÆKKES.

uniformeret Opfostrings-
dreng med nøgne Årme,
og fra Lykkehjulene sen-
des de udtagne Hylstre
med Mellemrum igennem
to Glastragter ned til vi-
dere Behandling. Det ud-
trukne Nummer og den
tilsvarende Gevinst raabes
ud af to forskellige Funk-
tionærer, og naar halvtre-
sindstyve Gevinster ere
udtrukne, gøres der en
Pavse, under hvilken Lyk-
kehjulene sættes i Sving.
Ærligt og redeligt gaar
det hele til.

Udraabningen af de man-
ge høje Gevinstnumre, der
bevæge sig op over de
100,000, og de tilsvarende
smaa og beskedne Gevin-
ster paa 50 eller 100 Kr, virker imidlertid lidt
monotont, og det er forholdsvis sjeldent, at Gevin-
sten egner sig til at imponere. Kommer der en
Gevinst paa over 1000 Kr. — der er ved sjette
Klasses Trækning kun ialt 185 saadanne Ge-
vinster — meddeles Begivenheden to Gange, og
Udraaberens Stemme faar en højtidelig Klang.
Men mellem disse Gevinster er der lange Mel-
lemrum, og under disse kan man reflektere, sam-
tidig med at man betragter det store Lykkehjul
med Numrene og det lille Lykkehjul med Ge-
vinsterne. Man kan udregne under disse Mellem-
rum, at Sandsynligheden taler for, at Træknings-
salen i Løbet af 5000 Aar kun eneste Gang vil
blive Vidne til en saa epokevækkende Begiven-
hed som det vilde være, hvis 6. Træknings
150,000 Kr. faldt sammen med Trækningens
Præmie paa 50,000 Kr. Og man kan komme til
det Resultat, at skal man selv have nogen grun-
dig Udsigt til en Gang at vinde de 150,000 Kr.,
og man kun vil spille paa en enkelt Seddel, maa
man være forberedt paa at forny denne i
50,000 Aar. Af Gevinster paa 100 Kr. udbetaler
Klasselotteriet hvert Aar 24,326; i Følge Ret-
færdighedens Love burde man derfor kunne gøre
Regning paa en saadan Gevinst efter circa 47/,
Aars Forløb — saa slipper man at betale for
et helt Aar. Bliver man fordringsfuld og forlanger
en Gevinst paa 200 Kr., skal man derimod ef-
ter Sandsynlighedens Beregninger have Taal-
modighed til at vente i et halvt Hundrede Aar,
og alt eftersom Fordringerne stiger, stiger ogsaa
Ventetiden. a

De angivne faa Tal ere tilstrækkelige til at
antyde Lotteriets Gevinst-Muligheder, og de vil
vise, at man ikke bør pantsætte sin sidste gode
Frakke for at faa Penge til Lotterisedlens For-
nyelse. Men desuagtet er der neppe nogen. ÅAn-

I Klasselotteriets Sal, mens Lotteriet trækkes.

ledning til at fordømme Statslotteriet; har man
Raad og Lyst til at betale den aarlige Ekstra-
skat for at skaffe sig Vished om, hvorvidt man
hører til Fru Fortunas ganske faa Udvalgte eller
ikke, er der intet at sige til den Sag. Man maa
kun være sig bevidst, at man ikke kan gøre be-
stemt Regning -paa at hæve de udlagte Penge
med Rente i Finanshovedkassen.

Den duftende By.

ET lyder som et Æventyr og er det næ-

sten ogsaa... Vi burde kunne finde det i

de brogede Bøger, Æventyret om den

duftende By, men i Stedet kan vi opleve

det selv, naar vi besøger den lille franske By
Grasse, som ligger ikke saa langt fra Cannes.

Man kunde fortælle mange interessante og be-

lærende Ting om Grasse, som i lange "Tider var

Sædet for mægtige Biskopper, og hvis gamle

faldefærdige Huse maatte tilfredsstille selv den
umætteligste Årkæolog, men vi vil holde os til
Byen som den er nu, da den bestaar af et Regi-
ment Alpejægere, 5000 flittige Indbyggere, 60
Fabriksskorstene og Myriader.af Blomster, som
er rystet ud over Højene og den hele vide Slette
lige ud til Skovens mørke Linjer, som dukker
op i Horisonten. Indbyggerne, Skorstenene og
Blomsterne høre sammen, thi i Grasse lever alle
af og for Blomsterne. Nogle saar dem, andre
plukker dem og atter andre forvandler dem paa
Maskiner til Vellugt. Grasse er den store Kedel,
i hvilken Verdens Parfumer brygges. Og Kunsten
drives ærligt, man foragler de Kneb, som Kemi:
kerne har opfundet, hvorledes man kan afvinde
ganske tarvelige Stoffer en skuffende Duft. Her
plukker man Blomsterne, som trives saa ødselt

& —

8

DEN DUFTENDE BY.

ms
FRU SOES TER
MAR UR URTAVLA TER UMAR URL IEL ARON STN
3:
Ey

Jasminhøsten i Blomsternes By.

under den milde Himmel og man drager Sjælen
ud af dem. Denne Blomstersjæl er det som paa
æventyrlig Vis, efter mangehaande Omskiftelser
ender paa de kniplingskantede Lommetørklæder.
Dette Æventyr vilde være endnu smukkere,
om jeg kunde bilde Dem ind, at skønne Feer
ved Solnedgangstid svævede omkring og med
Alabasthænder indsamlede Blomsterduften i deres
Forklæder. Men Feerne mangler og Blomsterpi-
gerne er Bondekoner fra. Stedet og Omegnen, til
hvilke piemontske Kvinder har sluttet sig, for at
være dem behjælpelige med Arbejdet, som skal
udføres før elleve om Formiddagen eller fra 5
til 7 om .Eftermiddagen. Til andre Tider maa
Blomsterne ikke plukkes, da de nemlig saa hur-
tigere miste deres Duft. I Tusindvis vandrer
Piemontis Kvinder med deres arbejdsdygtige
Børn til Grasse i December Maaned, da Oliven-
høsten begynder, men endnu mere er deres Nær-
værelse nødvendig i Februar, i Violtiden. Saa
følger en Tid, hvor der intet er at gøre, indtil
atter fra Begyndelsen af Maj til midt i Juni Ro-
ser' og Oranger staa-i Blomt, i Juli følger Jasmin
og Tuberose efter og i Avgust Resedaen. Til-
sammen skabes en Blomsterkalender, i hvilken
hver Dag har sit Slid.. Blomsterne er ikke her
"Sindbilledet paa det lyse og lette — de er Brø-
det, Pligten og Møjen.- Arbejdet er ikke ringe.
Et Rosenblad er let som et AÅandepust og Hæn-
derne maa bevæge sig noget, før de har skaffet

— bd —

1,200,000 Kilogram
Rosenblade til Stede,
hvilket er det aarlige
Forbrug i Fabrikerne i
Grasse. Af Violer og
Orangeblomster bruges
endnu mere, af Jasmi-

ner en Million Kilo-
gram. Jasminen her er
ikke den lystigt i Vej-
ret klatrende Plante,
men en kun 75 Centi-
meter høj Buskvækst,
hvis Blade næsten for-

svinder under Blom-
sterfylden. Blomsterne

er større end dem, vi
kender og; har endnu
stærkere Duft. 500,000
Jasminbuske udfolder
sig i og omkring Byen
Grasse og paa samme
Tid aabner i alle Kroge
og Hjørner Tuberoserne
deres Bæger, saa at
man synker i et Hav
af Dufte, som i beru-
sende Bølger strømmer
ud fra Markerne.

Jasmin, Tuberose og
Reseda og endnu en to tre stærkt duftende Plan-
ter give endnu mere Arbejde i Fabrikkerne end
paa Markerne. De indhøstede Blomster former
sig til Høje paa de mægtige Træborde, hvor de
plukkes fra hverandre, ordnes og renses, saale-
des at intet vissent eller ufærdigt Blad bliver
derimellem.

Medens Roser, Violer og Iris er fordringsløse
og lader sig behandle ,varmt", det vil sige la-
der sig koge i en med Okse- eller Svinefedt fyldt
Pande, hvad kun fordrer ringe Arbejde, fordelt
over et Par Dage, forlanger Jasminen og dens
beslægtede ,,kold" Behandling. Da bliver Fedtet
strøget paa Glasplader, hærdet i Kølerummene
og bestrøet med et tyndt Lag Blade, som hef-
ter sig til Fedtet. Dette suger Duften ud af Bla-
dene, men det varer længe, inden det har faaet
nok. Hver Dag maa Bladene tages bort, Fedt-
massen røres rundt og bedækkes med et frisk
Bladlag indtil det endelig efter tre Maaneders
Forløb er mættet i den Grad, at det krad-
ses af og emballeres i store Tønder som ,P0-
made". Naturligvis er det ikke den Slags Po-
made, som i Haar og Skæg frembringer saa for-
føreriske Virkninger, det er kun et Udtryk for det
fremkomne, af Duften mættede Produkt, der at-
ter ved en Alkoholbehandling giver Duften fra
sig i flydende Form. Flertallet af Fabrikkerne i
Grasse fremstiller blot den saakaldte Pomade og
sender den. bort til Evropa og over Oceauet. I

i

kr Ad

"ev mentes

DEN DUFTENDE BY.

Roserne sønderdeles til Rosenoliefabrikation. SÅ

Paris, i London, i Brissel, i Berlin og i New-
York kommer dette Raastof i Hænderne paa
Destillatører, som frembringer Essenserne og sen-
der dem videre til Parfumefabrikanterne, som
fortynder dem, fylder dem i skønne Flasker,
klæber Guldetiketter med uforstaaelige Navne
derpaa og sluttelig sælger dem for en Bunke
Penge. — — — . ;
Kære Frue eller Frøken, som har læst. disse
Linier, glem ikke, naar Deres Vej skulde falde
forbi den lille By, som her er fortalt om, at af-
lægge den et Besøg. Om ikke af anden Grund,
saa blot for at hilse paa de Blomster, som for
Deém maa lade deres korte og sommerglade Liv.

I læggst svundne Tider døde Ridderne for deres
Damer, disse Blomster opfylde den samme
skønne Pligt. Det er afgjort meget behageligere
for os Mænd og det er ogsaa langt mere poetisk.
Kun Svinefedtet. har ikke meget med Lyrik at
gøre, men den moderne Industri har sine Krog-
veje, som man maa se bort fra. Tænk altsaa
ikke paa Pomaden, naar De fjerner Proppen fra
Deres Flakon, tænk paa de Millioner Blomster,
som har blomstret for Dem og hvis Sjæl flyver
imod Dem, saa tit De fører lLiommetørklædet
mod Deres skøntformede Næsé. Med denne Duft
bringes Dem hver Gang: en Hilsen fra Syden,
fra Blomsternes æventyrlige By.

En Verdensrejse for en Hustru.)

Roman af Guy Boothby.

Paa Dansk ved Johannes Magnussen.

Indhold af Begyndelsen,

Den unge Sagfører Brudeuell faar en Dag uventet Besøg af sin Myndling, den smukke Mildred Blake, der ønsker hans Assis
stance i et vanskeligt Anliggende, Sagen er den, at det nu er tre Aar siden, at hun hørte fra sin Broder Godfre ', der under et Op-

hold i Amerika havde faaet Lyst til at deltage i en stor Minespekula

tion, hvorved han mente at kunne tjene Millioner, Den,unge Pige

frygter derfor, at der skal være tilstødt ham en SE og sætter sig det Maal at finde hans Spor, hvad Brudenell lover at være
gv

hende behjælpelig med. Saa sker det, at Brudenell ti
denne strå Fr 9

ældigvis samme Dag faar Besøg af en Amerikaner ved Navn Mulhausen, og
ge Mand, der spiller saa stor en Rolle i Fortællingen, higer efter ogsaa ut erfare noget om Godfreys Skæbne. Det er

nemlig ham, Godfrey i sin Tid har truffet sammen med, og Målhausen og han har begge været D ere i den omtalte Minespeku-

lation. Men en Dag var der kommen en Kurre paa Traaden mellem de to Venner, Godfrey var pludselig rejst sin Vej, og siden havde

heller ikke Malhausen hørt det mindste til ham. Da Brudenell hverken kan eller vil give Målhausen. Oplysninger om Sefser, Haeger

Malhuusen selv Mildred Blake, der saa anmoder Brudenell om at komme ud paa Godset og assistere hende. I Godsets Skove | er

de en løjerlig Mundsling af dyrisk Udseende, som de ikke kan faa til at forklare sig de de straks viser ud fra Godsets Omgivelser.
el ve, Mi

De forstaar saa ege
Godfrey ikke kommer ti

h i Ledtog med Malhausen. Kaptajn Mo)
»Fs og arbejder lg ivrigt paa at kk i Besiddelse deraf. Brudenell og Mildred Blake beslutte da at

Idreds Fætter, har Ret til Godset, saafremt

rejse ud for at Oplysninger om Godfrey og en gammel Ven af den Blakeske Slægt, Sugfører Vargenal tilbyder dem Følgeskab.

De indskibe sig i Southampton; i Lissabon kommer til deres Overraskelse Kaptajn Morgraye om Bord.

ed Ankomsten til Argentina

eftersøger de forgæves Godfrey gennem Hoteller og Aviser. En Dag træffer Brudenell paa Gaden derovre Molhausen, Efterat Bru-

£ Paabegyndt i Nr, 38, den 18. Juni 1899.

er

EN VERDENSREJSE FOR EN HUSTRU.

denell har indhentet Oplysninger i Minerne, tilstaar Malhausen, at han i sin Tid har stjaalet store Guld-Mængder fra Mine-Selskabet,

bragt det om Bord i Godfrey Blakes Yacht, og siden intet set ti

I ham, Men nu paastaar han, at han har opdaget hvor Godfrey er,

Denne skal efter Målhausens Sigende være fængslet paa Kuba, og derhen sejler nu hele Selskabet, som efler Løfte tager Malhausen
med sig. Ved en Anbefalingsskrivelse, som Malhausen fremskaffer, til Kubas Guvernør, gives der Brudenell og Målhausen Adgang
til Fængslet, hvor de ganske rigtig træffer Godfrey i en ynkelig Tilstand. Malhausen kommer i Forbindelse med ham ved at byde
ham en Cigar, hvori et Brev er anbragt, der giver ham Anvisning paa at foretage et Flugtforsøg. Nu følger et Afskedsgilde hos Gu-

vernøren, hvor Miålhausen drikker denne til.

E tømte Glassene, men Miilhausen vilde ikke
have, der skulde være nogen Pavse i Lystig-
heden, og han tog en Guitar, der laa paa
en Stol ved Siden af, og akkompagnerede

sig til en særlig henrivende Elskovssang. Han havde
en smuk Tenor, og jeg mærkede med Forbavselse, at
Vinen ikke havde gjort den mindste Virkning paa den.
De overtalte ham til at blive ved med at synge, og
saa blev der sat endnu mere Vin frem. Men det kunde
ikke vare ved i Længden. De begyndte at blive over-
vældede. Stemmerne blev tykke og utydelige, og efter-
haanden holdt de helt op med at tale og faldt i Søvn.
Guvernøren var den sidste, der bukkede under. Mil-
hausen sad mageligt i sin Stol og tændte sig en frisk
Cigar, og saa mønstrede han roligt.de faldne Krigere.
Saaledes blev vi siddende et Kvarler. Saa gav han
mig Tegn til, at jeg skulde rejse mig.

»Nu behøver vi ikke at være bange mere," hviskede
han. , Vore gode Venner er rolige i de næste seks
Timer. Naa, lad os saa komme af Sted." Han kastede
sin Cigarstump og sprang op. ,, Følg mig," sagde han,
og vi forlod Værelset. ,,Gaa sagte,” hviskede han.
»Husk paa, at det heldige Udfald beror paa, hvorle-
des vi optræder i den første halve Time. Hvis vi gør
noget galt nu, saa vil Godfrey Blake efter al Sand-
synlighed blive her hele Resten af sit Liv. Her er et
Reb, som jeg har smuglet ind. Vil De tage det?«

Jeg tog det og fulgte ham ud i en Udbygning.

»Hør nu," sagde han, ,De maa kravle op paa Ta-
get af dette Skur, hvor der er Udsigt til Vindebroen
foran Fængslet, og naar jeg giver Signal, og Skild-
vagten kommer hen imod Dem, saa lad Løkken falde
ned over hans Hoved og træk saa stærkt til, som De kan.
Jeg véd tilfældigvis, at han ikke har Patroner i sin
Riffel, saa det eneste, De skal forhindre, er, at han
raaber. Saa snart De har gjort det, smutter jeg ned
og giver ham en Knevel i Munden, og saa gaar jeg
ind i Fængslet. Kom saa!

Vi gik ud i den friske Luft. Milhausen hjalp mig
med at klatre op paa Taget. Jeg krøb saa lydløst
frem som muligt, medens jeg kunde høre Soldatens
regelmæssige Trin dernede paa Broen. Rebet havde
jeg rullet sammen under mig, Løkken holdt jeg i
Hadaden og jeg ventede nu kun paa, at mit Offer
skulde komme nær nok. Der syntes at gaa Aar, inden
han naaede Enden af Broen og kom henimod mig
igen. Mit Hjerte bankede, saa jeg kunde høre det, og
da han endelig kom ganske tæt hen til mig, var jeg
saa nervøs, at jeg ikke kunde løfte Armen og lade
Lassoen falde, saa jeg maatte lade ham gaa tilbage
igen i Haab om, at jeg kunde gøre det næste Gang.
Da han saa kom Blbage: mandede jeg mig op og
overbeviste mig om, at Lassoen var i Orden. Da han
var lige under mig, svingede jeg Løkken og lod den
falde ned over hans Hoved. Saa trak jeg den sammen
med en Behændiglied, jeg næppe vilde have troet mig
i Stand til, og fik den straks snøret tilstrækkelig fast
til, at han ikke kunde raabe. I samme Øjeblik fo'r en
mørk Skikkelse frem nede under Muren; jeg hørte
Lyden af et Slag, og den stakkels Skildvagt faldt be-
vidstløs om paa Broen. Saa sagde Mulhausen, at Jeg
skulde komme ned og hjælpe ham, og i samme Nu
stod jeg dernede. ;

»Tag hans Frakke af saa hurtigt som muligt og tag
den selv paa," hviskede han.

Jeg gjorde, som han sagde, og imidlertid knevlede
Milhausen den ulykkelige Mand: i

»Det er godt,« sagde han. ,Tag nu denne Riffel og
spil Skildvagt paa Broen. Jeg maa ind og finde God-

frey Blake, før de opdager, hvad der er sket. Gud give,
de ikke afløser Vagten, før jeg vender tilbage. Hvis
de gør det, maa De klare Dem saa godt, De kan.”

Jeg tog Riflen og gik op og ned paa Broen, idet
jeg inderligt haabede, at ingen vilde komme ud og
inspicere Vagten. Mtlhausen havde imidlertid aab-
net den store Port med en Nøgle, han havde skaffet
sig, og forsvandt.

Jeg glemmer aldrig de ti Minuter, der paafulgte.
Natten var saa stille, som man kunde ønske sig; der
var næppe et Blad, der bevægede sig, og den eneste
Lyd, man kunde høre, var Flodens Rislen under Broen,
ja, Tavsheden var saa stor, at jeg holdt op med at
marchere paa Broen af Frygt for, at Lyden af mine
Trin skulde naa Huset. Jeg saa” i Tankerne Milhau-
sen gaa gennem Gaarden, nærme sig til den Hytte, i
hvilken Fangen var indespærret, og spekulerede paa,
hvorledes han kunde komme ind uden Nøgle. Men
da hørte jeg pludselig et højt Skrig om Hjælp paa
Spansk, etSkrig saa skingrende og gennemtrængende,
at det gav Genlyd fra Krattet derovre. Hvad skulde
det sige? En Ting var vis: der var én eller anden,
der var i Fare, og siden der var blevet skreget et
spansk Ord, var det klart, at det hverken var Blake
eller Mulhausen. Saa lød det atter, og nu var jeg ble-
ven enig med mig selv. Hvad der end skete, jeg
maatte opdage, hvem det var. Jeg styrtede hen imod
den store Port og traadte ind i Fængslet, og i samme
Nu laasede jeg Porten efter mig. Derved forhindrede
jeg i,det mindste Fjenden i at følge mig. Saa løb jeg
saa hurtigt, som jeg kunde, i Retning af den Hytte,
hvor Blake havde været indespærret. Det viste sig, at
jeg kom i yderste Øjeblik. I næste Nu vilde Grunden
til; at vi var der, have ligget klart for Dagens Lys, og
i Stedet for at hjælpe Blake med at undslippe, vilde
vi selv have været Fanger. Til min Forbavselse stod
Hyttens Dør aaben, og udenfor kæmpede Milhausen,
Blake og en tredie Mand med tre spanske Soldater.
Milhausen var bleven Herre over sin Modstander, og
da jeg kom, havde den tredje netop slaaet sin Mod-
stander til Jorden, men Blake havde været mindre
heldig.

Med et Blik overskuede jeg Situationen. Jeg saa”,
at hvor heldige end Miulhausen og den tredje Mand
var, saa kunde de ikke haabe paa at forhindre den
Mand, der havde overvundet Blake i at alarmere Gar-
nisonen. Det var mig, der maatte handle. Jeg kastede
maver den omtalte Soldat og væltede ham, saa
greb jeg ham i Struben og satte mig over Skrævs paa
ham. Det var en muskelstærk Mand, men jeg havde
overrasket ham, og han var for Øjeblikket værgeløs.

»Det kneb, Brudenell," sagde Milhausen saa roligt,
som om der slet ikke var hændt noget ualmindeligt.
»De kom lige i rette Øjeblik. Kom nu her, Blake, og
hold paa denne Herre, medens jeg binder ham. Giv
mug hans Skærf, saa jeg kan binde hans Hænder og
Fødder sammen."

Da Milhausen med Blakes Hjælp havde gjort det,
rejste han sig og kom hen til mig.

»Det var den Fyr, som var Grunden til al den
Alarm,” sagde han. ,Ham maa vi gøre os særlig Umage
med." 3

Fortsættes,

—7 —

br RR

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

Advokat Demange og hans ældste Søn.
(Sønnen spørger: Hyad er dit sidste Indtryk, Fader?)

NDNU et karakteristisk Billede indlemme vi i
det Galleri, som illustrerer Dreyfus-Affæren,
idet vi hosstaaende fremstiller en Øjebliks-
situation, som en ihærdig Journalist har ind-
fanget i sit Camera, og som viser os Advokat .De-
mange efter et Retsmøde konfererende med sin ældste
Søn, der spørger ham ud om Sagernes Stilling. De-
manges sidste Forsvarstale, der strakte sig over to
N Møder, var et
Mønster paa Vel-
talenhed, klar og
sammentrængt og
varmt bevæget.
Den bragte Taarer
frem i Dreyfus”
Øjne, den Hlbræig
sig Beundring selv
hos dem, hvem
den ikke lyk-
kedes at overbe-
vise. Dybt ned-
slaaet hørte De-
mange kort efter
den fældende Dom
blive forkyndt.
æ bal
ye et ejendom-
meligt Tilfælde

Senator Seheurer-Kestner.

dødeen af Dreyfus” bedste og første Talsmænd samme
Dag, som Verden fik Meddelelse om, at Dreyfus vilde
blive benaadet og sat i Frihed. Denne Mand var den
højt ansete Senator og Vicepræsident Scheurer-Kest-
ner, som i 1897 med den Avtoritet, han havde skaf-
fet sig gennem et langt og udmærket politisk Arbejde,
hævdede, at Dreyfus maatte være uskyldig dømt.
Hans Navn vil længe huskes i Sagens Historie, fordi
han brød den første og vanskeligste Vej for Revisio-
nen, men andre maatte siden fortsætte hans Arbejde,
han var for fin en Natur til at være med i en Kamp,
hvor Hensigten syntes at hellige alle Midler.

kJ WE
EJ

re Chabrol-Fæstningens sorte Flag havde Gué-
rin anbragt Ordene: Ned med Forræderne! For
at dette hans sidste Ønske kunde gaa i Opfyldelse,
var det imidlertid nødvendigt først at faa dem ud af
Fæstningen. Nu, da dette er sket, vil man forhaabent-
lig faa Held til at standse de pøbelagtige Udskejel-
ser, som nær kunde have ødelagt den store Udstil-

Jules Guérin.

lings Chancer, Hosstaaende præsentere vi den sør-
gelig berømte Hr. Guérins lidet tiltalende Skikkelse,
saaledes som han fremtræder paa de nyeste parisiske
Postkort.

— 8 —

LS 2

DEN SIDSTE AFSKED.

Den sidste Afsked (Indespærrede ægyptiske Solduter og deres Slægtninge). Efter Maleri af Georges Clairin.

Den sidste Afsked.)

ELLAH'ERNE skal i Krig. Ingen finder for

godt at sige dem hvorhen eller hvorfor.

Fra deres grønne ÅAgre, fra deres Duer

og Landsbyer har man drevet dem sam-

men, og nu den sidste Dag før Afmarchen spær-

res de inde i Fæstningen, til Udrustning, til Of-
fermesse, og for at hindre Flugt.

De løber deres angstforvildede Pander mod
Fængslets Mure, de hyler, tigger og truer —
forgæves, Vogterne skal nok vide at tvinge Vil-
jer og tøjle Tunger. ”

Fæstningen ses udefra som en firkantet sol-
sveden Flade med højtsiddende, jernspærrede
Rudehuller i Muren, og en jernpansret Træport,
hvori .er fastgjort Fodbøjler og Lænker til Krum-
slutning — en tyst Advarsel om Lydighed.

Paa den tørre, kitgraa Vej er strømmende
fuldt af Kvinder i lange blomsterlyse Gevandter,
med Slangeringe om Arme og Ben, med Brystet
dækket af. ringlende Amuletter, og Haaret løst
flagrende over brune Skuldre.

De klumper sig sammen i rasende Bylter,
som vrede Slanger, med skrigopspærrede Munde,
stive, udspringende Øjne og tilbagebøjede Halse.
De smider sig i Støvet og graver Fingrene dybt
i Jorden, de ruller sig sammen enkeltvis, 1 rok-
kende Fortvivlelse, danser om med vanvittige

+ Paa dette Aars Pariser-Salon vakte et Par Billeder af Georges

Clairi tydetig Opmærksomhed. Det ene, som vi gengiver
Ser NER Fallen Ms "fremstiller en Scene, som Kansinerss selv
ild været Vidne is eng (de KODE E rn Als is GEM lg
en) ind rres før Krigen i Fæn 4 u
SE deren Ena UERES Slæegtoin e, ude af sig selv af Fortvivlelse,
en sidste larmende Afsked med dem.

Fagter, og retter sig tilsidst mod Himlen, staa-
ende paa Taaspidsernes yderste Led, saa rankt,
at alle Muskler synes bristefærdig strakte.

De borer deres Negle i Fæstningsmuren og
søger at entre den. Deres Skrig kalder Mænd,
Brødre og Sønner frem i Vindueshullerne, hvil-
ket kun kan ske, naar den ene staar paa den
andens Ryg.

Her stirrer et Ansigt, der stritter to Hænder
— nedefra stræber alle Kvinder at berøre dem,
skønt ingen kan vide, hvem de tilhører.

Med Ryggene mod en Træpæl sidder i Rund-
kreds en Flok ældgamle Mænd, krumbøjede med
lange Stave i Hænderne,

De er hyllede i askegraa Kapper og sidder der
i rugende Sorg, som havde Lynet ramt dem un-
der Udøvelsen af en hellig Ceremoni og slaaet
deres Tunger med Lamhed. :

Bagfra sprænger en Horde Ryttere ind for at
splitte Kvindesværmen, men nogle af disse med
lange, sorte Burnus over de lyse Tunikaer styr-
ter sig dristigt mod dem. Rytterne hæver deres
Flodhestesvøber og lader dem ramme i Blinde.
De stejlende Heste gribes i Bidslet og Hovene
maser Kvindernes ÅAnsigter.

Om lidt vil Befalingsmændene trække blankt,
thi da skal Messen begynde, inden Fellah'erne
over den øde Ørken føres i Krig mod Fjender,
hvis Navne, de ikke ved.

Støvsøjlerne vandrer lydløst frem gennem Ør-
kenen, uden Rast uden Fart. Alle Levende, de
møder, dækkes blidt og dysses i Dødssøvn uden
Drømme.

DEN SIDSTE AFSKED.

Med rosenfarvet Skær er Horizontranden teg-
net og Luften skælver i tordensvanger blaalilla
Hede. Hist og her, hvor Hindringer stiger, skruer
Sandstøtterne sig sammen i lange, takkede Ban-
ker, som nøgne Klitter ved Solnedgang.

Stilheden er grænseløs og skæres hverken af
Fugl eller Insekt.

Fellah'erne vender hjem efter Krigen, trætte
og 'saarede drives de over Ødet. Tørst -plager
dem, Længsel gør dem bange, de kender ikke
Vejen hjem, ved ikke, om de skal føres i ny
Kamp.

I den døvende Stilhed synes de at høre Skrig.
Er det Kvindernes Længselsraab, som føres hid
baaret af Solstraalerne?

Solen synker, og Maanen spreder Lys 'over
Sølvsandet, der endnu flimrer med. rosenmørke
Rande. !

Frem af Bankerne stikker en bøjet Sabel, en
kvastprydet Tromme, en gullig Hjerneskal. Og
længeré borte, som Blomster paa en Kirkegaard,
Hjerneskaller, Hovedtøjer, Benpiber.

Det er Fellab'erne, som dysses i Dødens

Søvn. Karin Michaélis.

Af Dagens Krønike.
vER Hovedportalen til den nye Raadhus-
bygning ser man en tom Niche, hvis
Bestemmelse vel de færeste endnu ken-
der.

Her skal conditor wrbis (Byens Grundlægger)
Biskop Absalon anbringes. Figuren, der er ca.
6 Alen høj, er-udført i drevet Kobber efter Prof.
Bissens Gibsmodel; der'er ved dette Materiale
opnaaet en betydelig Lethed — hele Kolossen
vejer kun ca. 1000 -Pund — og desuden et Liv
og en Lysvirkning, som ikke naas i støbt Bronze.

Selvfølgelig kræver et saadant Kobbersmede-
arbejde til sm Udførelse mere. end en Haand-
værker, og H. C. Viggo Hansen, som er Me-
steren for det, er da ogsaa virkelig Kunstner
baade af Talent og Uddannelse. Oprindelig er
han Marinemaler, men kom efterhaanden ind
paa at lære "Kobbersmedehaandværket- for at
bruge det i Kunstens Tjeneste, og er nu egent-
lig mere Billedhugger end noget andet.

Absalon har kostet Hr. Hansen to Aars
uafbrudt Arbejde med to Svende og en
Dreng til Hjælp. I hans Atelier, er Skikkel-

Biskop Absalons Statue til det nye Raadhus. Efter Bissens Model udført i Kobber af Viggo Hansen.
(Paa Billedet ses Kunstsmeden ved sin Ambolt).

10 ES

AF-"DAGENS KRØNIKE.

7: sen lang-

1 somt vokset
frem af de
stive Kob-
berplader,

han ved
Hjælp af Ild
og Hammer
former, som
var de Ler.

xx x
x

al

Den gamle
Billedhugger
C. Peters,
som fornylig
afgik ved
Døden, hørte
vel ikke til
de store,
skabende
Kræfter,
hvis Værker
SkÆv2 trænger sig
dybt ind i Folkets Bevidsthed, men altid var han
en begejstret Kunstens Dyrker og altid udmær-
kede hans Arbejder sig ved en fin og ædel Form.
Rundt i vor By træffer vi paa ham. Kunstmuseet
ejer hans bedste Værk: En dansénde Faun, i det
kgl. Teaters -Forhal findes de plastisk ypperlige
Statuer af Ewald og Wessel, over Toldbodind-
kørslens Gitterport troner hans Merkur.og Nep-
tun og Marmorkirken er prydet med flere Statuer
fra hans Haand. Med særlig Iver lod han sin
Kunst virke.i Industriens Tjeneste.

Fjorten Aar gammel var Peters begyndt at stu-
dere Billedhuggerkunst, han blev Bissens Elev,
og efter at have vundet Medailler og Præmier, fik
han Understøttelse til en Romerrejse. 1866 blev

Billedhuggeren C. Peters.

han Medlem
af Akade-
miet og si-
den i en lang
Aarrække
Professor
ved Model-
skolen.

Sommeren
igennem har
Bech-Olsen

ladet sine
Muskler for-
falde. Han

nænnede

ikke at træ-
de op i Lock-
outens Dage,
da han vid-
ste, at mange af'hans Beundrere var forhindrede i
at være med. Men nu da alt er i Gænge igen,
har han udæsket.den viden om berømte Paul
Pons, som er 3 Tommer højere end han, har 2
Tommer længere Arme end han og vejer 10 Pund
mindre. For Bech-Olsen betyder Kampen dette,
at vinder han ikke, da opgivér han den Amerika-
turné, han har planlagt.til November, og af hvil-
ken "han venter sig rigt Udbylte.

Alt i en Maaneds Tid har Bech-Olsen lågt sig
overnaturlige Kræfter til ved i sin dybe Kælder
at tage Livtag med danske. Fæller, der gerne
stiller sig til hans Disposition. Medens han be-
gyndte med 20 Minutters daglig Øvelse, øgedes
Tiden bestandig, indtil han nu mod Træningens
Slutning kæmpede en lille Time. Naar Øvelsen
var forbi, fulgte en halv Times Massage, Styrte-
bad og 'en 2 Kroners Diner.

| — Sånn

Verdensmesterbryder Paul Pons.

HUMORESKE.

»Ud vil jeg, ud, aa, saa langt, langt, langt, over de hø-ø-ø-je Fjælde."

— 11 —

MALGAMIT-OFRENE.

Malgamit-Ofrene.

Roman af H. S. Merriman.
FØRSTE KAPITEL.
St. Jakobs Gade.

ET erPro-
me fessor
ln - von Hol-
”
Mi

zen,"
sagde en svær
Kone,som har en
Viktualiehand-
lerbutik paa
Hjørnet af St. Ja-
kobs Gade i
Haag; hun er
Jødinde som de
fleste af Beboer-
une i St. Jakobs
Gade og i Bezem
Gade ved Siden
af, hvor Frugthandlerne bor. — »Det er Professor
von Holzen, der gaar her forbi én eller to Gange om
Ugen. Det er en god Mand."

»Han har en god Frakke paa," svarede hendes
Kunde, en ung Mand med melankolske, mørke Øjne
oget Udseende, som om han paaskønnede denne Ver-
dens gode Ting.

Nogle Folk siger, at det ikke er klogt at gaa alene
igennem St. Jakobs Gade eller Bezem Gade, efter at
det er blevet mørkt; for der er lurende Skikkelser i
Portene, og man kan høre slæbende Trin i de mange
Gange. Naar man gaar forbi om Dagen og ser hurtigt
nok op, kan man opdage Ansigter, der flygtigt viser
sig i Vinduerne; det er især Kvinder, som aldrig sy-
nes af komme ud, men tilbringer deres Liv bag de
uvaskede Gardiner og omhyggelig lukkede Vinduer i
en Luft, som man kan faa en svag Forestilling om
ved at se paa Varerne i Butiken neden under. For-
tovet i St. Jacobs Gade benyttes ogsaa til den Han-
del med gammelt Metal og Vrag af Køkkenredskaber,
som synes at sætte Tusinder af den bandlyste Slægt
i Stand til at leve og trives alt efter Evne. Man vil
lægge Mærke til, at disse Handlende med et Kend-
skab til Menneskenaturen, der utvivlsomt skyldes Er-
faring, kun udstiller Ting som Senge og Kakkelovne
og andre tunge Varer, der ikke i en Fart kan snap-
pes af de rapfodede. Inde i Butikerne er der Masser
af Klæder og Bøger og tusind forskellige Ting af
ringe Værdi. Tavsheden synes at ruge over denne
Gade. Selv de blege og melankolske Børn, med de
dybe, udtryksløse Øjne og de hængende Næser synes
alt for tidligt at have opfattet Livets Alvor og indlader
sig sjældent paa Lege.

Den Mand, hvem Høkersken kaldte Professor von
Holzen, gik hurtig gennem Gaden med en Mine, der
anlydede, at han ønskede at tiltrække sig saa lidt
Opmærksomhed som muligt. Det var en bredskuldret

and med en fæl Mund — en graadig Mund, kunde
man sige — og milde Øjne. Det var i September
rele 3 og Professoren havde en tynd sort Over-
frakke paa, der var knappet stramt over hans brede
Bryst. Han havde graa Erde mer paa og en Paraply
i Haanden. Hele hans Ydre vidnede om Lærdom og
borgerlig Hæderlighed. Naar det kommer til Stykket
er "det fre nogen Nytte til at være lærd uden at se
lærd ud, og Professor von Holzen sørgede for at klæde
sig i Overensstemmelse med sin Livsstilling. Hans
Holdning lige over for Verden syntes at sige: ,Lad
mig i Fred, jeg skal ikke genere dig!" og den Hold-

ning er saa tilfredsstillende som muligt. Den er un-
der alle Omstændigheder bedre end den almindelige
Holdning som de fleste indtager, og som siger: ,,Lad
os vise hinanden Fortrolighed!" medens den saa fører
til Udveksling af værdiløse Varer.

Professoren standsede ved Døren til Nr. 15 i St.
Jakobs Gade — et af de ældste Huse i den gamle
Gade — og tændte langsomt en Cigar.

Der er en Butik i Stueetagen i Nr. 15, hvor der er
udstillet gamle Kakkelovnsrør og noget Ildtøj. Da
von Holzen havde stødt Døren op, stod han og ven-
tede ved Foden af en snæver og smudsig Trappe.
Han vidste, at der i saadan en Butik, i saadant et
Kvarter, altid er en menneskelig Edderkop, der lurer
i Baggrunden og lister sig hen imod enhver menne-
skelig Flue, der standser for at se paa Varerne.

Denne Edderkop viste sig straks efter — det var
en rynket Kvinde, der saa” ud som en Heks. Von
Holzen pegede opad. Hun rystede paa Hovedet.

»Han lever endnu," sagde hun.

Professoren vendte sig henimod Trappen men stand-
et Øjeblik.

»Vil De sende Bud efter noget Mælk," sagde han
og gav hende Penge. ,,Hvor meget har han faaet?”

»To Krus," svarede hun, ,,0g tre Krus Vand. Man
skulde tro, der var Ild inden i ham."

»Det er der ogsaa," svarede Professoren med et
barskt Smil, medens han gik ovenpaa. Han gik lang-
somt opad Trappen og pustede Røgskyer ud af sin
Cigar med en Regelmæssighed, saa det saa” ud, som
om han vilde røge noget. Frygten for Smitte er den
eneste Frygt, som Folk gaar ind paa, og det er van-
skeligt at forstaa, hvorfor denne Slags Fejghed skal
være mindre foragtelig end andre.

Von Holzen var Tysker, og den Nation forbinder
Mod med saa stor en Forsigtighed, at Folk, der tager
fejl, undertiden tror, at den mangler den først-
nævnte Egenskab. Et Ar paa hans Kind vidnede om,
at han i sine Studenterdage havde anset det for nød-
vendigt at duellere. Naar man saa” paa von Holzens
Ansigt, kunde man nemt komme til at spekulere paa,
hvilket Mærke hans Modstander bar som Minde
om det Sammmenstød.

Da von Holzen var kommet op, stødte han en Dør
op, der stod paa Klem, og gik langsomt ind i Værel-
set efter at have sendt en Røgsky i Forvejen. Der var
ikke mange Møbler, men Værelset var fyldt med en
hel Del Sager, som ikke havde noget at gøre i et
Sovekammer. Det blev nemlig brugt som Magasin for
de Ting, som Butikens Ejer kun tilbød nogle faa ud-
valgte. Luften i dette Værelse var som et sandt Ba-
belstaarn, hvor mærkelige Baciller fra alle Verdens-
dele fo'r omkring og brødes i Luften.

Paa et imiteret Empirebord i Nærheden af Vinduet
stod tre Vandkrus og et efterlignet venetiansk Glas.
En gul Haand, der blev udstrakt fra en mørk Bunke
Sengeklæder, greb efter Glasset, som var tomt, og
holdt det frem, da von Holzen kom ind i Værelset.

»Jeg har sendt Bud efter Mælk," sagde Professoren,
der røg stærkt SE passede paa ikke at se alt for nøje
ind i den mørke Krog, hvor Sengen stod.

»Det er venligt af Dem," sagde en Stemme, og det
var umuligt at gætte, om Tonen var spydig eller tak-
nemmelig. '

Von Holzen saa' ber det tomme Vandkrus med et
Smil og trak paa Skulderen. Hans Hensigt havde
maaske været venlig. En fæl Mund vidner sædvanlig-
vis om et blødt Hjerte.

»Det er, fordi De kan vinde noget ved det," sagde
den hule Stemme fra Sengen. ;

»Jeg kan vinde noget, men jeg kan ogsaa undvære
det," sagde von Holzen. Han vendte sig om imod
Døren og tog et Krus Mælk, som et Barn rakte ham.

»Saa skulde jeg have nogle Smaapenge igen," sagde
han skarpt. '

— 12 —

MALGAMIT-OFRENE.

Barnet lo listigt og rakte ham to smaa Kobber-
mønter.

Von Holzen fyldte Glasset og rakte det til den
syge Mand, som straks efter havde tømt det.

»De kan faa saa meget, De vil,” sagde von Holzen
venligt.

«Kan det holde mig i Live?"

»Nej, det kan intet, min Ven;" svarede von Holzen,
Han saa” ned paa det gule Ansigt, der stirrede op paa
ham fra Mørket. Det saa' ud til at være en gammel
Mand med store, blodskudte Øjne; hans tykke Mæle
skyldtes hans Mangel paa Tænder.

Manden lo. ,Jeg har alligevel levet længere end

nogen af dem,” sagde han. — Hvor mange af os
roser os ikke af en Fordel, som andre aldrig efter-
tragter!

»Ja," svarede von Holzen alvorligt. ,,Hvor gammel
er De?«

»Næsten fem og tredive," lød Svaret.

Von Holzen nikkede, vendte sig og saa” tankefuldt
ud af Vinduet. Lyset faldt lige paa hans Ansigt, som
vilde have været smukt, hvis Munden havde været
skjult.

Øjnene var mørke og rolige. Hans Pande saa' højere
ud, fordi hans tykke Haar stod næsten en Tomme
op fra den uden den mindste Krusning. Hagen var
lang og spids. Det var i det hele taget et Ansigt, som
man vilde have vendt sig om for at se igen. Man
skulde tro, at saadan en Mand maatte komme frem i
Verden.: Men ingen kan dømme om en anden i den
Henseende. Det er en mærkelig Kendsgerning, at
Fortrolighed med en Maud, der har skaffet sig et
stort Navn, fører til den uundgaaelige Slutning, at
han ikke fortjener det.

»Det er vidunderligt,” mumlede von Holzen —
»næsten fem og tredive Aar!" Det var vanskeligt at
sige, hvad han egentlig tænkte. Den eneste Lyd, der
hørtes fra Sengen, var Lyden af Manden, der drak.

»Og jeg kender. mere til Haandværket end nogen,
for jeg er bleven opdraget til det fra min Barndom,"
sagde den døende Mand med uhyggeligt Praleri.
»Jeg ventede ikke, til jeg blev tvungen til det, som
de fleste." å

»Ja, De var en flink Arbejder, siger man."

»Det var ikke Flinkhed altsammen," sagde han
tydeligt med sin metalagtige Stemme. ,,Jeg havde og-
saa Kundskaber."

Von Holzen, der stod med Hænderne i Lommen,
trak paa Skuldren. De var kommet til et gammelt
Stridspunkt igen som saa ofte før.

Lidt efter vendte von Holzen sig om og gik hen
imod Sengen Den gule Haand og Armen laa paa
Bordet og Holzens Fingre søgte efter Pulsen.

»De er svagere," sagde han. ,Jeg synes, det er rig-
tigt at sige Dem det."

Manden svarede ikke, men lagde sig længere til-
bage og aandede hurtigt. Det var, som om der var
noget, der sad fast i hans Hals. Von Holzen gik hen
til Døren, og i samme Øjeblik var der nogen, der
listede sig ned ad den mørke Tange:

»Gaa straks efler Lægen”, raabte han bydende.
Saa kom han tilbage til Sengen. ,, Tager De saa imod
mit Tilbud?" sagde han til den Syge. ,Jeg gør det
for sidste Gang."

»Tusind Gylden?"

Jal!l«

”Det er for lidt,” sagde den døende Mand. , Lad os
sige tolv Hundrede." É

SER Holzen vendte sig igen tankefuldt henimod
Vinduet. Der syntes at være faldet en dyb Tavshed
over de travle Gader, og den opfyldte ogsaa det
uhyggelige Værelse. Dødens Engel var atter en Gang
i Selskab med Menneskenes Begærlighed. &

»Naa ja, saa siger vi det," sagde von Holzen til-
sidst, ,siden De ligger for Døden."

»Hår De Pengene hos Dem?”
»Ja.”

»Aa!4 sagde den døende Mand i en beklagende
Tone. Det var vist kun naturligt, at han var ked af,
at han ikke havde forlangt mere. ,Sæt Dem ned og
skriv," sagde han.

Von Holzen satte sig og tog en Lommebog og Bly-
ant frem.

Saa gav den døende Mand sig langsomt, som om
han maatte tænke længe over det, til at diktere en
Blanding af Køkkenlatin og Hollandsk, som hans
Tilhører syntes at forstaa godt nok. Pengene laa i
graa Sedler paa Bordet foran den skrivende. Opskrif-
ten var lang, den indtog mange Sider i Lommebogen,
og Enkelthederne med Hensyn til de forskellige Væd-
skers Tilberedelse og Temperatur fyldte to Sider til.
Saa sagde den døende Mand til sidst: ,,Nu har jeg
været ærlig og redelig imod Dem. Jeg har sagt Dem
alt, hvad jeg ved. Giv mig saa Pengene."

Von Holzen rejste sig og lagde Sedlerne i den gule
Haand, som lukkede sig om dem.

»Jeg har. haft mere end det i Haanden,” sagde
Modtageren. ,,Jeg har en Gang været rig, og jeg gav
alle mine Penge ud i Amsterdam. Læs nu det op,
som De har skrevet. Jeg vil være ærlig mod Dem.”

Von Holzen stod ved Vinduet og læste det op.

»Ja,” sagde den anden. ,,Man kan se, at De har
faaet Deres Doktorgrad i Leyden. De har ikke gjort
nogen Fejl."

Von Holzen lukkede Bogen og puttede den i Lom-
men. Hans Ansigt udtrykte ikke nogen Triumf. Hans
noget flegmatiske Ro skjulte den Kendsgerning, at
han endelig havde faaet en Oplysning, som han længe
havde ønsket. Der var en Arbejdsvogn, der raslede
paa Stenbroen derude, saa den ene i Øjeblikket ikke
kunde høre hvad den anden sagde. Den syge bevæ-
gede sig uroligt i Sengen. Von Holzen gik hen til ham
og skænkede noget mere Mælk til ham, men i Stedet
for at gribe efter det lod den syge Mand sin Haand
ligge paa Tæppet. Han holdt fast om Sedlerne med
tre Fingre, med de andre to pillede han ved Senge-
tæppet. Von Holzen bøjede sig ned over Sengen og
undersøgte hans Ansigt. Den syges Øjne var lukkede.
Pludselig mumlede han:

»Nu, da De har, hvad De ønsker, gaar De!

»Nej," svarede von Holzen venligt, ,det skal jeg
ikke gøre. ,Jeg vil blive hos dem, hvis de ikke ønsker
at være alene. De er under alle Omstændigheder en
tapper Mand. Jeg bliver frygtelig bange, naar min
Tur kommer til at dø."

»De vilde ikke være bange, hvis De havde levet det
Liv, som jeg har levet. Døden kan i alt Fald ikke
være værre." Og Manden lo tilfreds som en Mand,
der har gennemgaaet onde Dage og endelig ser deres
Afslutning.

Von Holzen svarede ikke. Han gik hen til Vinduet
og aabnede det, saa at Luften, der var mættet med
Tørrerøg, strømmede ind; denne Tørrerøg, som bevir-
ker, at Luften i Haag ikke ligner nogen anden, for
det er en By med en Landsbys Lugt i sine travle
Gader.

Den tyske Videnskabsmand stod og saa” ud, og i
Værelset herskede der atter en løjerlig Tavshed.
Det var et mærkeligt Værelse at dø i, for hver Gen-
stand i det gjaldt for at være en Antikvitet, og skønt
nogle af disse Levninger fra Fortiden omhyggeligt
var blevet lavede i en lille Butik i Bezem Gade, var
andre virkelig gamle og ægte.

Glasset, af hvilket den døende Mand drak sin
Mælk, stammede fra Hollands berømmelige Dage, da
Vilhelm den Tavse med sin nordiske Haardnakkethed

og sin diplomatiske Kløgt traadte i z g
Albas 1id'og Fanatisme. raadte i Skranken mo

(Fortsættes).

ISLANDSFISKEREN.

I Folkelukafet paa en Islandssejler.

Islandsfiskeren.

AAR September Maaneds rødlige Sol skin-
ner over Bretagnes takkede Kyster med
dens lange Rækker af Fiskerbyer og Fi-
skerhavne, bliver .der Travlhed omkring

paa Kysten. Sardinfangsten med de store aabne
Baade i Atlanterhavet er endt, Fangsten er pak-
ket, og-.den Smule Afgrøde, den karrige Jord
har givet, er bragt i Hus. Stort er det aldrig.
Nu kommer Vinterarbejdet. Nu skal St. Malos
og Paunpols, Dunkerques og Concarneaus Hun-
dreder af Skibe paa Fangst under Island.

Islandsfiskeriet har et daarligt Ry paa sig
mellem de franske Fiskere. Der er først de 5 til
6 Maaneders Fraværelse fra. Hjemmet, saa det
frygtelige Klima, Ishavets bitre Kulde, Polarnat-
tens Mørke, Orkanerne, der har krævet saa
mange Hundrede franske Fiskeres Liv, og det
haarde Arbejde endelig. Hvor mange Folk fra
Bretagne er ikke druknede deroppe eller døde
paa Hospitalsskibet, — hvor mange flere er ikke
vendte hjem værkbrudne af Gigt, som Krøblinge el-
ler Drukkenbolte. Dette sidste er jo det frygte-
ligste: at den ellers saa nøgterne, nøjsomme,
franske Fisker paa Islandstogtet lærer at drikke
Brændevin, — for at holde sig varm, for at mod-
staa det haarde Klima.

Bretagnefiskeren vil da nødig af Sted; han
kender de Lidelser, der venter ham. Men naar
September kommer, og der skyldes hos Bage-
ren, og Slagteren sætter betænkelige Miner op
til ny Kredit, saa gaar Fiskeren dog en Dag til
sin,Kone og siger: Saa maa jeg til Island! Og
mellem franske Fiskere, hvor man ikke kender
stort til Sentimentalitet, flyder der ingen Taa-
rer, hvor haardt end Hjertet krymper sig, og

Konen siger: Tag af
Sted, min Ven, og den
hellige Jomfru "beskytte
Dig! Saa gaar Fiskeren
til Paunpol. eller St. Ma-
lo og faar sine Haand-
penge, som Konen og
Leverandøren. og Skibs-
handleren faar, og Fi-
skeren gaar om Bord i
den tremastede Fiske-
skonnert og bereder sig
til Afrejsen.

Men først er der den
hellige Jomfrus Fest. Fra
nær og fjærn er Fiskerne
og deres Familjer strøm-
mede sammen paa Byens
Torv i Paunpol, og Bis-
pen fra Dunkerque er
kommen. Saa har man
ogsaa hentet Jomfru Ma-
ria med Barnet, der staar i Paunpols. ,,Notre
Dame de Bonne Nouvelle", thi hun er alle de
bretagneske Fiskeres Skytsgudinde. Og nu ud-
deler Bispen Velsignelsen, og Hovederne blottes,
Hovederne bøjes og hør, — nu gentager. de Tu-
sinde Stemmer Korsangernes Ord: ;

Dame de Bonne Nouvelle,
Pa'ronne de matelots...
Marie!.protegez nous!

Hellige Jomfru fra Bonné Nouvelle Kirken, Ma-
trosernes Skytshelgeninde, Maria! Beskyt os
alle! ,

— Det er Flaade efter Flaade, Hundreder af
store Skibe bemandede med Tusinder af Fiskere,
der i Septembers sidste og- Oktobers første Dage
tager Kursen ud fra Bretagnes Kystbyer, sejler
op langs den irske Kyst og lægger.sig paa Fiskeri
under Island.

" Fiskerne i alle Verdens Lande er .et haard-
ført Folk, der ikke klager over Lidelser, men
selv for Bretagnes haardføre Fiskere er Islands-
fiskeriet dog næsten for strengt. At ligge fem,
séks Maaneder i den haardeste Vintertid ude i
Ishavets. Kulde og Storm om Bord paa et Skib -
beskæftiget med haardt Arbejde, ofte uden at
se Lund i lange Tider, uden Efterretninger fra
Hjemmet, henvist til den haarde Skibskost og
saa den fordømte Brændevin :/— alt dette skal
nok mærke sin Mand. Og saa maa man huske
paa, at det er Folk fra et helt andet og langt
mildere Himmelstrøg, Folk, der ikke som de nor-
ske, islandske og til Dels de danske Fiskere, ere op-
voksede i og tilvænnede med dette barske Klima.
Da man faar mange ' daarlige Elementer med,
hersker der en jærnhaard Disciplin om Bord.
Folkerummene er daarlige, ofte sover 12—16
Mand i et lille Rum paa 2 Meters Længde.og

— 14 —

ener. v

ISLANDSFISKEREN.

Snapsen udskænkes.

3 Meters Bredde, Arbejdet med at trække Fi-
sken, rengøre, behandle, salte og pakke den er
strengt, og dertil den daarlige, evig salte og
salte Kost med den billige Brændevin til. Er det
underligt, at saa mange franske Fiskere falder
som Ofre for Sygdom, og at der sker saa mange
Selvmord mellem dem. I de sidste Aar har man
faaet et fransk Hospitalsskib ,,Saint Paulf sendt
op til Island. Det er et dejligt stort, nyt Skib,
der er fuldstændig indrettet som Hospital med
Senge for 50 Syge og med 4 Læger og Apotek
om Bord. Det har af de danske Myndigheder
deroppe faaet Ret til at søge hvilken Havn, det
vil, til hvilken som helst Tid og uden Visitation.
Ofte tager et Par islandske Læger Ture med det.
Naar det har alle Senge belagt, sætter det de
haardest angrebne af de Syge i Land og gaar
saa atter ud, altid paa Farten, altid rede til at
bringe Hjælpen, hvor den trænges.

Det er udelukkende den store islandske Torsk,
der fiskes. Den fiskes med Line og Snøre. Naar
Fisken er fanget, renses den, sprættes op og
tørres. Mellem de franske og skotske Fiskere
heroppe farer Opkøberdamperne rundi og opta-
ger Fangsten, som saa gaar til England og især
til Spanien. og Sydfrankrig og Portugal, hvor
den er Fastedagsspise for Katolikerne. Fem Maa-
neder af Aaret. varer Fiskeriet, fra Oktober til
hen i Februar. Saa er det forbi, og Flaaderne
vender hjem. En slem Fjende er det frygtelige
Klima, men endnu værre er de pludselige. Orka-
ner, der raser under Islands Kyster. Orkanen
griber Skonnerten, slynger den rundt og trækker
den ned i Ishavet. Strømmen sætter Ligene ind
paa Land, og Islænderne finder dem. Paa Reykja-
viks Kirkegaard er der et Hjørne, hvor Kors

rager op ved Kors. Det er de Navnløses Kirke-:

gaard. Paa Korsene staar kun: Fransk Sømand,
død paa Havet! Og disse to Fjender: Kulden og
Stormene er det, der sender Islandsfiskeren den
tredje og værste Fjende paa Halsen: Brændevi-
nen, Morgen og Middag, Aften og Nat, ved År-

bejdet og udenfor Arbej-
det er ,,Patronen", Ski-
bets Fører, der med
Brændevinsdunken og
skænker ud for at faa
Folkene til at holde Mo-
det og Varmen oppe. Det
er netop denne daarlige
Brændevin, der kræver
saa mange Sygdomsofre.
Man har fra fransk Side
gjort alt for at bekæmpe
den, og for at belære Fi-
skerne om, at Brændevin
ikke er egnet til at styr-
ke, men til at nedbryde,
især i strengt Klima. Det
har ikke hjulpet. Dun-
ken gaar stadig rundt.

Den sidste Fangst. er pakket, Kursen sættes
nu i godt Humør -hjemover. Efter 10—14 Da-
ges Forløb ser man atter Bretagnes takkede
Kyster belyst af Februars skarpe Sol. Næsten et
halvt Aar er gaaet. Hvordan mon det staar til i
Hjemmet. Ved Paunpols eller St. Malos Kajer
venter Kvinderne. Ingen Taarer, ingen højrø-
stede Omfavnelser, et Kys paa Kinden, og alt
er, som havde man været skilt i 6 Timer og
ikke i 6 Maaneder. Kun en Kvinde bliver raad-
vild staaende. Saa nærmer hun sig ,,Patronen”,
Skipperen: og siger: Men min Mand, — hvor er
han?

»Patronen" ryster paa Hovedet. Saa nærmer
den gamJe Præst sig, der altid er paa Kajen, naar
Skibene vender hjem,. og han siger kun til En-

ken: Lykkelige ere de, som kunne græde!

Fra Reykjaviks Kirkegaard.

. — Det er sidste Gang, jeg har været paa Is-
land, sværger Fiskeren. Men naar der næste
Høst atter skyldes hos Bager og Slagter, gaar
han af Sted igen. Thi-Livet er strengt for fattige
Folk, — paa Bretagnes Kyst som over alt i
den vide Verden. ;

— 15 —

ulidelig

Kendte Navne

fra By og Land.
Tilbagetrædelse.,

Kontreadmiral C. 4. Bruun, som
fra Slutningen af denne Maaned
paa Grund af Alder forlader Sø-

officers-

korpset,

efterlader
sig et

Navn i
Marinen,

som har
en god

Klang

saavel
blandt Of-

ficerer
som Un-
dergivne,
som han

Kontreadmiral Bruun. ved Sat!

J;sjældne
bramfri Optræden og noble Karak-
ter i høj Grad havde forstaaet at
vinde i de forskellige Stillinger,
han har beklædt. Admiralen, der er
født 1834, traadte ind i Korpset som
Løjtnant 1855, blev Kaptajn 73,
Kommandør 85 og endelig Chef
for Orlogsværftet 92, Kongen har
paaskønnet hans lange og pligtop-
fyldende Tjeneste ved at udnævne
ham, der dies var Kommandør
af Dbg., til Storkors af Dannebroge.

Dødsfald.

Syngemester G. 4. Lembckes Død
var enpludselig ogubarmbjertig Af-
slutning paa et Liv, som til den
sidste Dag var opfyldt af det flittig-
ste Arbejde. Paa Teatret var han
baade hist og her, snart bag Ku-
lisserne, snart inde paa Scenen
midt i et Kor, og snart nede i Ka-

” til fl unnssk sk

KENDTE NAVNE.

ellet, hvor han spillede Violin.
Dienden fik den musikalsk bega-
vede Mand Tid til at undervise i
Klaver, accompagnere og assistere
og aabenbarede endda, naar han
kunde se Tid dertil, et Sangkom-
positionstalent, som ikke var ringe.
Ha skyldes de populære Toner
dj staa, medens
Bølgetne'rulle", som blev et Bra-
vurnum-
mer for
hans Ven
Kammer-
sanger
Simon-
sen.
Lemb-
cke var
født 1844,
fik 1868
fast An-
sættelse i
Kapellet
og ud-
BEVARE Syngemester Lembcke.
kgl. Kammermusikus, 1888 til Kor-
syngemester. Ved Teatret vil man
savne ikke blot hans Arbejde, men
ogsaa hans Kammeratskab.

| sg Fe] I en Al-
i PRES SESER "" der af 69
| | Aar er en
| af Frede-
riksbergs
ældste og
mest an-
"sete .Bor-
gere,
Vognfa-
brikant
N. Lær-
sen, af-
gaaet ved
Vognfabrikant Larsen. Døden.

Fra en beskeden Begyndelse i
1856 har han arbejdet sin Forret-
ning op til en af Landets største
Vognfabrikker. Han var den første
her hjemme, der byggede Enspæn-
dervogne til Sporvejsselskaberne,
og de bekendte røde Omnibusser,
der ruller gennem Strøget til Fre-
deriksberg, ere ogsaa udgaaede fra
hans Fabrik. Wrederiksbergs Bor-
gere havde betroet ham forskellige
Tillidshverv, bl. A. som Medlem af
Kommunalbestyrelsen, hvor han
ved sin'rige Erfaring og sin store
Kærlighed til og Interesse for Fre-
deriksberg By, gjorde god Fyldest
i en lang Række af Aar.

É:
Til vore Læsere.

Jævnsides med Fortsættelsen af
vor Roman ,Verdensrejse for en
Hustru", — en Rejse, der om kor-
tere Tid vil være. tilendebragt,
bringer vi fra i Dag en ny Roman:
»Malgamit-Ofrene", af H. S. Merri-
mam, hvis Romaner i Udlandet
har vundet det største Ry.

»Hver 8. Dags
Musik og Sang"

indeholder: Brudekoret af Operaen
»Lohengrin", etIntermezzo: ,,Forget
me not" .af Allan Macbeth, Paul
Linckes humoristiske Vise: ,,Mu-
sen" samt en Sang af E. Juel-Fre-
deriksen: ,,Paa mit Kammer".

. Rettelse.

Ved en beklagelig Fejltagelse er ved Om-
brækningen i nogle 'Eksemplarer af vort
sidste Nummer Portræterne af Ohérst We-
gener og Stationsforstander Bruhn blevne
ombyttede. i

ESS SELLERS RR TE

»HVER 8. DAG"S STORE
PRÆMIE-OPGAVE.

Rundt i det danske Sprog er der enkelte tomme Rum, som ,,Hver 8. Dag" gerne
vilde bidrage til at faa udfyldt. Sproget savner ofte korte og knappe Udtryk for en el-

ler anden almindelig sjælelig eller legemlig Tilstand, medens samtidig ganske lignende
Tilstunde i Sproget betegnes gennem særlige Ord.

Naar vi har spist tilstrækkeligt, er vi mætte.
Men hvad er vi, naar vi har drukket tilstrækkeligt?

Det er dette Spørgsmaal, vi stiller vore Abonmenter til Gramskning. Sproget hær
intet Udtryk derfor og vi siger da: Find et kort Ord, afledet af andre Ord i Sproget,
som kam udtrykke Følelsen: at have drukket tilstrækkeligt.

Den, som efter sprogkyndige Mænds Bedømmelse finder det bedst betegnende Ord,
modtager som Præmie: Fri Rejse til og 5 Dages Ophold i Paris under Udstillingen
1900. Besvarelser bedes sendt i Konvolut, mrkt. Tankesport, ,,Hver 8. Dags Redaktion,
Nygade 2, inden 31. December 1899. Skulde to eller flere have indsendt det Ord, som
findes at være det bedste, præmieres den, som først af disse indsende Besvarelsen.

Kun Abonnenter kunne deltage i Løsningen af denne Opgave.

16

il

AG3
SY =

Aargang
1899—1900. %

Nr. 2.

Hidelweiss.

Af Johannes Dam.

EPP var en lille, uhyggelig Krøbling, der
Q børstede Fodtøj i Hotellet, hvor vi boede,
min Hustru og jeg. Han havde en spids
Pukkel paa Ryggen og et umaadelig stort,
Hoved, hvori et Par ganske: smaa, hvidblaa
Øjne svømmende som et Par Blaabær i skum-
met Mælk.

Hans rigtige Navn var Giuseppe, han var som
lille Dreng kommet med. sin Moder helt nede
fra Ticino, hvor Kretinerne fødes. Selv var han
bleven helt fortysket der oppe i Oberbayern og
kaldtes som sagt bare Sepp.

Han holdt af at nusle rundt om Pigerne og
røre ved dem, naar han kunde komme til det, men
de slog til ham og løb, naar de mærkede det.
Men saa saa” han efter dem med et Blik i sine
to Blaabærøjne, saa man kunde blive syg derved.

Jeg overraskede ham en Morgen tidlig, da han
stod ude paa Altanen og passede sin Gerning.
Han havde en stor, tyksaalet Hestelædersstøvle
paa den ene Haand, og han kyssede Støvlen
flere Gange efter hinanden.

Jeg stod bagved ham, og han havde ikke op-
daget mig. Men jeg kunde ikke lade være at
le, og da vendte han sig om og saa sky paa
mig.
s net er maaske din ,,Schåtzchen"s Støvle,"
spurgte jeg. Det var vist ondskabsfuldt, men det
slap nu saadan ud af mig.

»Na!f &

»Du har maaske ingen Schitzchen ?"

»Warte Se noh," svarede han. ,,I'krieg wol
oh'amohl oane!"f

Og dermed kilede han løs paa Støvlen, som
faktisk var, hvad vi vilde kalde en Damestøvle,
men ganske vist efter oberbayriske Dimensioner.

Støvlen var Reserls. Og Reserl var Hotellets
flotteste Stuepige, en tyk, bredbringet og rød-

” ,Bi De kun. Jeg faar mig vel ogsaa én en Gang."

Søndagen den 8. Oktober.

10 Øre om Ugen.
1 Kr. 25 Øre Kvartalet.

musset Stadspige, rigtig som skaaret ud af et af
Defreggers Billeder.

Jeg var bleven indviet i Sepps helligste Hem-
melighed, og den knyttede os sammen. Siden
talte jeg ofte med ham, men om Reserl talte vi
aldrig.

Han holdt af at snakke om sine mandlige
Medtjenere, og især spurgte han mig ofte, hvem
af dem der syntes mig den raskeste og kønne-
ste. En Dag sagde han — det var just ude paa
Altanen, hvor han børstede Støvler, thi jeg stod
tidlig op og traf ham gerne der:

»Det er jo ikke nødvendigt at være smuk for
at faa sig en Kone, vel?"

»Åa nej, Sepp.”

»Ja, se, De har jo nu for Eksempel en rigtig
køn Kone, ikke?”

Jeg maatte le, og saa tav han. Sepp kunde i
det hele tåget ikke lide, at Folk lo, naar de
talte med ham.

Noget rigtigt fik jeg saaledes aldrig at vide
om min vanskabte Vens stille Kærlighed. Jeg
rejste bort, og før jeg rejste, gav jeg Sepp et
Timarksstykke af Guld, som han stak ind i en
Lomme, han havde indenfor Vesten. Den gav
han Reserl, og hun tog imod den, for jeg saa,
hun viste den frem for de andre Piger nede un-
der Valdnøddetræet om Aftnen, og alle Pigerne
lo, Reserl, mest.

Nogle Maaneder efter kom jeg igen, og da
var hverken: Sepp eller Reserl mere paa Hotel-
let. Men da jeg spurgte efter dem, blev der
sagt:

»Ja, hvor Sepp er bleven af, det kan Reserl
bedst fortælle Dem. Og Reserl bor nede ved
Søen hos sin Moder." ;

Jeg gik derned om Aftenen, og der nede ved
Søen fandt jeg hende. Hun sad paa en Sten og
syede. Men jeg kunde næsten ikke kende hende
igen. Hun var ikke saa trind som før, og hen-
des Blik var saa ganske udtryksløst, som om
hendes Fornuft var borte.

— 17 —

FE RE ENE HEN

RE EN

EDELWEISS.

Jeg hilste paa hende og spurgte hende om
Sepp: Hun blev slet ikke forbavset eller vred,
men hun pegede op mod Tinden af Waidmanns-
høh, det store Bjerg, hvor den evige Sne ruger
paa Toppen.

»Sepp . . . han er borte", sagde hun blot.

»Borte? — Deroppe?"

Reserl nikkede kun. Jeg begreb ikke, hvad
hun mente, men det anede mig, at hun og Bjer-
get bar paa en frygtelig Skyld overfor min for-
svundne Ven. Jeg trængte ind paa hende, og til
sidst begyndte hun at fortælle, paa en underlig,
aandsfraværende Maade, men uden et Øjeblik at
søge efter Ordene. Det var, som om hun læste
dem op af en Bog, hun næsten kunde udenad.

»Han sagde til mig, at han elskede mig. Han
vilde gifte sig med mig, vilde Sepp. Han gav
mig sin Løn, og han gav mig en Guldmønt, han
havde faaet, De ved nok af hvem, og jeg tog
den og købte mig en Halskæde og et Skørt. Et
rødt, dejligt Skørt. Det var Jægeren, som fik
mig til det, for jeg tænkte, han vilde have
mig.

»Sepp spurgte mig, om jeg vilde være hans
Schåtzchen. Men jeg lo ad ham. Jeg sagde, min
Schåtzchen skulde være en Jæger. En Jæger el-
ler en Soldat. Han spurgte: Hvorfor en Jæger
eller en Soldat? Jo, for han skulde hente mig
Edelweiss der oppe paa Waidmannshøh. Hente
Edelweiss? Ja, Edelweiss. Hver Dag friske Edel-
weiss. Hver Dag? Ja, Sepp, hver Dag, sagde
jeg, og det kan Du ikke. Hvorfor kan jeg ikke?
sagde Sepp.”

Her tav hun stille og gav sig til at lede efter
noget under sin Særk, inde ved Brystet. Hun

fik det hentet frem, og det var en lille Kvast af

visne Edelweiss.
»Hvad sagde Du saa, Reserl?" spurgte jeg.
»Jeg sagde: Fordi dit store Hoved vilde vende
dine smaa, visne Ben i Vejret for Dig, og saa

vilde Du falde ned og brække din Hals.

Men om Åftenen saa jeg ham krybe omkring
deroppe som en lille, sort Prik. Og jeg saa ham
selv falde, som en lang, sort Streg, der. blev

tykkere og tykkere, til han blev borte i Kløften.

Det var ogsaa mig, som fandt ham der nede

ved Floden. Hans Hoved laa i Vandet og var

flakt, men det var ganske rent. Floden havde
vasket alt Blodet bort.

Men han havde fundet Edelweiss, og der er
dog saa faa af dem. Se..."

Hun rakte de visne Blomster op imod mig,
og hendes Øjne lyste pludselig op i et stort aa-
bent Smil, man godt kunde kalde lykkeligt.

Jeg stod og saa ud over Søen, og i lang Tid
ledte jeg om, hvad jeg skulde sige. Endelig kom

jeg i Tanker om, at jeg i min Tegnebog havde

et Fotografi, jeg en Gang havde taget af Sepp.

Jeg tog det frem og rakte hende det.

»Vil Du have det?"

Hun saa paa det uden at røre det. Saa vendte
hun sig bort og sagde:

»Det er et daarligt Billede. Saaledes saa han
ikke ud.”

I det samme begyndte Aftenklokken at ringe.
Reserl greb min Haand og trak mig ned paa
Knæ ved Siden af sig.

»Bed," sagde hun. ,,Bed et Ave Maria, Herre!"

»For Sepp?”

»Nej, for Reserl . ..f

I de tavses Hus.

Normandiet, mellem Jorder, der bugner af

Grøde, mellem Veje, der i Foraaret er ind-

rammede og overdryssede med Frugttræer-

nes blegrøde Blomstersne, ligger ,de tav-
ses Hus", Moderhjemmet for alle Evropas Trap-
pistklostre.

Trappisternes Munkeorden er født og kommen
til Verden her. I en Egn, hvor Menneskene er
tunge, ludende, sværtbyggede og faamælte, sy-
nes ogsaa de tavse Munke at høre hjemme. I det
12. Aarhundrede dannes deres Orden med de
strenge Regler. Den faar Navnet Cistercienser-
ordenen, den breder sig over hele Evropa, men
falmer hen, da Reformationen giver Munkevæ-
senet saa haardt et Grundskud. Først i det 17.
Aarhundrede faar den atter Liv, da dens Genfø-
der de Raucée viser sig.

De Raucée var en fransk Adelsmand, der i
Paris havde ,tømt allé Glædens Bægre til Bun-
den". Da han ikke fandt flere Nydelser i Livet,
kom han til at tænke paa det hinsides. Eksem-

plarisk havde hans Liv jo ikke været, og nu
vilde han gøre Bod og spæge sit Kød. Saa gav
han alt sit Gods og hele sin Formue til Klostret
»La Grande Trappe" og traadte selv ind i Klo-
stret som Munk. Han tjente sig op fra at være
den ringeste Broder til at blive Abbed, og det
var i denne Stilling, han besluttede at genoprette
det gamle strenge Munkeliv, som. Cistercienser-
ordenen havde ført for Aarhundreder siden. Det
lykkedes ham, Klostret i ,La Grande Trappe"
fik Ry for Hellighed, og det ene Trappistkloster
skød frem efter det andet i de katolske Lande.

En Trappistmunks første Pligter er: strengt
Årbejde, Nattevaagen og Tavshed. Der arbejdes,
spises, vaages og bedes i Tavshed. Om Morge-
nen Kl: 2 begynder Trappistens Arbejdsdag.
Broder Klokkeren kimer med sin Klokke Brød-
rene op af deres Søvn, Brødrene ifører sig de
hvide og brune Dragter, og i Tavshed gaar de
med deres brændende Kjærter i Hænderne langs
de lange Korridorer over til Klosterkirken. Her

— 18 —

EET SAM EGER nn

I DE TAVSES HUS.

Den fremmede modtages i Klosteret.

bedes endnu de samme Bønner, som blev frem-
sagte af Ordenens Stifter, den hellige Bernard,
for 700 Aar siden. Kun Koret synger, og Abbe-
den læser Bønnerne; Munkene selv hører til i
Tavshed og beder i Tavshed. Kl. halvfire gaar
Munkene tilbage til deres Celler, stadig tavse
og hviler sig, og naar Hanerne begynder at gale,
staar de atter op. Klokken er 6 og Prioren kom-
mer. Det er den eneste Gang om Dagen, Mun-
kene maa tale. Prioren adspørger dem, og Mun-
kene svarer kort. Munken fortæller om de An-
fægtelser, han har haft, anklager sig selv og be-
der om Straf, og Prioren paalægger ham Bod.
Tyve Bønner i Nat! Dobbelt Arbejde i Morgen!
Munken bøjer sig og gaar.

Der spises i Tavshed. Brødet, Kjødet og den
tynde hvide Vin nydes i det store Refektorium,
uden at man hører Lyden af andet end af Tal-
lerkener og Glas. Ikke et Ord høres. Saa begyn-
der det legem-
lige Arbejde.

Og der arbej-
des flittigt og

strengt. Klo-
stret har ud-
strakte Jorder,
har vældige

Faareflokke,

Fiskedamme,

Stenbrud og

Tørveskær.
Munkene gaar
i deres hvide
Arbejdskitler til
Arbejdet. Bro-
der Faarehyr-
den driver sine
uldne Faar ud

. paa Græs, |
Brødrene fra

Munkene som Forspand.

Stenbrudet og Tørveskæret træk-
ker som Forspandsdyr afsted med
de tunge, tohjulede Kjærrer, og
Markarbejderne gaar til Værket
med Hakker og Spader. Sten bry-
des, Tørv skæres, Jord dyrkes op.
Alt gaar i den dybeste Tavshed.
Broderen, der har Opsigt med
Arbejdet og leder det, giver sine
Befalinger med smaa Haandbe-
vægelser. Mundene er fast kneb-
ne sammen. Man skulde tro sig
mellem Folk, der ikke havde Mæ-
le, man skulde tro sig mellem
Underverdenens Skygger, om man
ikke saa dem heroppe i den smi-
lende Sol i det dejlige franske
Landskab. Efter Middagen arbej-
des, læses og bedes der atter. År-
bejdet er, siger Trappisterne, det
Middel, som vi altid anvender for at holde
Liv i vort tavse Hus, det Instrument, vi bruger,
for at holde den strenge Disciplin vedlige. Vi
forsager alle Glæder, ogsaa den Glæde, der lig-
ger i at tale. Vi forsager selv den Glæde, der
ligger i Arbejdet, ved at gøre det saa pinefuldt
strengt. Kun den Glæde, vi har af at bede, ny-
der vi.

Næsten alle Trappister er Folk, der i en frem-
skreden Alder er gaaet i Kloster. Ulykker, Mod-
gang, dybe Sorger har mærket dem; de er flyg-
tede fra Verden og har fundet Ly her, Ly og
Fred for de gamle Tanker. Hvor mange gribende
Livsromaner skjuler der sig ikke her inden for
Murene af de tavse Munkes Hus. Der bedes ved
Aftentid atter i Tavshed, og nu kommer den an-
den Lejlighed, hvor Munkene har Lov at tale.
Det er, naar de i Skriftestolen skrifter de Syn-
der, de mener at have begaaet, siden de om

er ar

55,
AV
N

I DE TAVSES HUS.

Morgenen aabent
stod Skrifte for
Abbeden. Ud
over dette er de-
res Mund lukket,
Tavsheden, Stil-
heden befalet.
Kun hvis de er
syge, maa de sige
det og tale med
Lægen. Ellers le
ver, arbejder, li-
der og dør de i

Tavshed.

Trappisternes
strenge Arbejde
og nøjsomme Liv
har gjort Orde-

nen baade be-
rømt og rig. De
store Summer,
Klostret tjener
ved sine Munkes
Arbejde, gaar
mest til Egnens

Fattige og
ti St. Peders Stoli Rom. Et stort Arbejde
har Trappisterne forøvrig gjort baade i Fran-
krig og andet Steds ved at opdyrke hidtil
udyrkede, stenede, sumpede Strækninger. De
franske Trappistmunke, der har bosat sig i den
berygtede romerske Campagne, har hverken
skyet Sumpfeberen, Malarien, eller det haarde-
ste Arbejde, naar det galdt at lægge et nyt
Stykke Land under Plov.

Det er temmelig vanskelig for en Fremmed at
trænge sig ind i et. Trappistkloster. Man ønsker
ikke Bud fra den larmende Verden ind i det
stille Hus. Men lykkes det den Fremmede at faa
Tilladelse, vil han aldrig glemme Besøget; og
han vil mindes alt, hvad han saa, fra Indgangen
hvor Broder Portneren lukkede ham op, og de
to næsegrus paa Jorden liggende Dørvogtere
modtog ham, til den stille Kirkegaard bag Klo-
stret,hvor Munkeneliggerbegravet, Gravved Grav.

I Trappisternes Kloster: Den sidste Nattevagt.

Efter et Liv i haardt Arbejde, Nattevaagen,
Bod og Straf, Bøn og Tavshed, kommer for
Trappisten den sidste Station. Uden at klage
har han levet, uden at klage har han lidt og er
død. Det er hans Livs Maal. Og i en sort Træ-
kiste med rund Bund og en Pude fyldt med
Høvlspaaner, lægges han saa, iført sin brune
Kutte. To Brødre vaager i tavs Bøn den sidste
Aften og Nat hos ham, og før Daggry bæres
han ud paa Kirkegaarden, hvor "Brødrene har
gravet Graven. Jorden hvælves over ham, et
Trækors sættes paa Graven! Der staar intet
Navn paa Korset. Hvad skulde Navn til her.
Han er uden for Verden, der har glemt ham, og
»Gud kender ham jo, siger Munkene. Og naar
Messen er læst for ham, gaar Munkene tavse til
deres Arbejde, — saa tavse som den døde Bro-
der, der nu har naaet den evige Stilhed.

Et Protest-Møde i Hyde Park.

sigt og sat saa stærke Spor som i England.

Der gaar gennem Landet en Indignation,

som det vil være vanskeligt at beskrive.

Utallige ere de Udslag af Foragt, et frisindet

Land som England viser Nationen paa den an-
den Side Kanalen.

I intet Land har Dreyfusaffæren vakt en Op-

Jeg var til Stede i Hjertet af London, da Raa-

bet ,Dreyfus condemned" spredtes ud over
Byen. Jeg stod ved Liverpool-street Station og

saa ud over Mængden, der sloges om Aftenud-
gaven af ,Eveningmews" og , The sun" blot
for at se disse to Ord; overalt saa jeg knyttede
Hænder og Ånsigter, der udtrykte Sorg og Ra-
seri over en saa uhørt Daad; aldrig har Protest
mod Uret givet sig et mere imponerende Udslag.
Efterhaanden som Efterretningen SPESE ud
over Landet indløb Meldinger om den Bevægelse,
den allevegne foraarsagede. I de følgende Dage
afholdtes Sørgegudstjenester ikke alene i Lon-

(0

RR + gta. (JNRADE EA

ET PROTEST-MØDE I HYDE PARK.

4

Menneskeskaren ved den store Dreyfus Demonstration i Hyde Park.

dons store Eastendkvarter, hvor Jøderne har de-
res Hovedkvarter, men i mange større engelske
Kirker i Hovedstaden og Provinserne.

Rundt omkring fremlagdes Lister til Under-
skrift for de, der ønskede at bevidne den haardt
prøvede Madame Dreyfus deres Sympati, og det
ansete Blad Daily Chronicle havde allerede ef-
ter 6 Dages Forløb samlet 17,000 Navne, blandt
hvilke mange af Englands bedste. Det var vist
nok i samme Blads Spalter, at Ideen om en al-
mindelig Boycotten af Pariserudstillingen i 1900
fremkom. ;

Resultatet vil sikkert være danske Læsere be-
kendt; paa Listen over de Firmaer, der allerede
nu definitivt har trukket sig tilbage finder man
Navne værd hundrede tusinder af £. Et Aften-
blad vilde i Lørdags vide, at et Millionfirma ag-
tede at følge efter.

Hyde-Park-Demonstrationen er bleven det
store Udslag af Dreyfusbevægelsen; man maa
nære Beundring for den Hurtighed hvormed den
var organiseret, og de Tusinder her var mødt
var et tilstrækkeligt Bevis for at Indignationen
var ægte. ' ”

Det vil være vanskeligt at opgive Tallet paa
den Mængde, der allerede længe før Tiden havde
>» samlet sig om de 7 Talertribuner, der var op-
stillet i Parken, men det maa antagelig kunne

slaas til 100,000. :
ea oifferns til Mødet afholdtes af de Pengebi-

drag, som uden Opfordring i den forløbne Uge
var strømmet ind til Komiteen, og det viste sig
end ikke nødvendigt at modtage de Tilbud om
pekuniær Støtte, som fra mange Sider var givet.

Den midterste Tribune var udelukkende op-
taget af Kvinder, blandt hvilke mange velkendte
og gode engelske Talere; i tilstrækkelig Afstand
fra denne Tribune var omkring den anbragt 6
andre og fra hver af disse blev efter at den sid-
ste Taler havde afsluttet, oplæst en Resolution,
der besluttede:

At dette Massemøde af Indbyggere i Lon-
don, forsamlede i Hyde-Park sender Udtryk
af den dybeste Sympati til Kaptajn og Ma-
dame Dreyfus og forsikrer dem om, at alle
Steder, hvor det engelske Sprog tales er der
Beundring og Taknemmelighed for det store
Mod og ædle Eksempel, de har givet i denne
Kamp.

At dette Møde udtrykker sin Afsky for
Mænd, som har besudlet den Uniform, de bæ-
rer, i en lang fortvivlet Kamp mod Sandhed
og Uskyldigbed; at dette Møde ønsker Zola,
Picquart, Labori, Demange og deres Tilhæn-
gere til Lykke med den Modstand, de har
ydet militær og sekterisk Fanatisme og henven-
der sig til den franske Republik om at handle
efter det fri og ædle Frankrigs bedste Tradi-
tioner ved at frigive Kaptajn Dreyfus og ind-

Sa

GE RE ET

s smør + ders dene

ET PROTEST-MØDE I HYDE PARK.

sætte ham i sine Rettigheder, før det er for
sent.

Som rimeligt var overværedes Demonstratio-
men af en Del Udlændinge; der sporedes ikke
nogen synderlig Spænding mellem disse og Eng-
lænderne, førend en Franskmand ved Oplæsningen
af Resolutionen pludselig sprang op ved at høre
Dreyfus Navn nævne og raabte ,, Traitor".

Jeg skal ikke forglemme den Scene, som nu
paafulgte. Forvirringen var usigelig; et bølgende
Menneskehav, der trængte sig omkring Fransk-
manden, sønderrev hans Klæder, slog og spar-
kede ham. Rundt om hørtes Raab som , Duck
him", ,,Tear him to pieces" og ,,Shame, shame".
Under livlig Kamp rykkede Politibetjente frem

til Hest og langt om længe lykkedes det at faa
Manden i Sikkerhed.

Saa førtes han ud gennem Holborn Street
fulgt af Skarerne, der stadig gentog deres
»Shame, shame" og nu og da forsøgte at rive
ham ud af Politiets Varetægt.

Da jeg to Timer senere spadserede ned ad
Piccadilly var alt roligt; med .ca. 20 Alens Mel-
lemrum holdt ridende Politi hele Vejen ned igen-
nem, men man hørte intet andet Raab end Ga-
desælgernes: ,,Drama of Disgrace", ,,Drama of
Disgrace", ,,only twopence", medens Omnibus-
serne rullede ud mod Forstæderne med deres
Last af ivrigt diskuterende Demonstranter.

Valdemar Green.

Em Verdensrejse for en Hustru.)

Roman af Guy Boothby. '

Paa Dansk ved Johannes Magnussen.

Indhold af Begyndelsen:

Den unge Sagfører Brudenell faar en Dag uventet Besøg at sin Myndling, den smukke Mildred Blake, der ønsker hans 'Assi:
stance i et vane Ege Anliggende. Sagen er den, at det nu er tre Aar siden, at hun hørte fra sin Broder Godfrey, der under et Op-

hold i Amerika hav!

e faaet Lyst til at deltage 1 en stor Minespekulation, hvorved han mente at kunne tjene Millioner. Den unge Pige

frygter derfor, at der skal være tilstødt ham "en ker og sætter sig det Maal at finde hans Spor, hvad Brudenell lover at være

hende behjælpelig med. Saa sker det, at Brudenell ti
denne mærkeli

Ser samme Dag faar Besøg af en Amerikaner ved Navn Mulhausen, og
ge Mand, der spiller saa stor en Rolle i Fortællingen, higer efter ogsaa at erfare noget om Godfreys Skæbne. Det er

nemlig ham, Godfrey i sin Tid har truffet sammen med, og Målhausen og han har begge været De tagere i den omtalte Minespeku-
lation. Men en Dag var der kommen en Kurre paa Traaden mellem de to Venner, Godfrey var pludselig rejst sin Vej, og siden havde

heller ikke Målhausen hørt det mindste til ham. Da Brudenell hverken kan eller vil gi

ve Mulhausen Oplysninger om Godfrey, søger

Malhausen selv Mildred Blake, der saa anmoder Brudenell om at komme ud paa Godset og assistere hende. I Godsets Skove træffer

de en ARJSKUR Mandsling af dyrisk Udseende, som de ikke kan faa til at forklare sig

som de straks viser ud fra Godsets Omgivelser.

o

De forstaar dog saa meget, at han er i Ledtog med Målhausen. Kaptajn Morgrave, Mildreds Fætter, har Ret til Godset, saafremt
Godfrey ikke kommer tilbage, og arbejder nu ivrigt paa at komme i Besiddelse deraf. Brudenell og Mildred Blake beslutte da at
rejse ud for at søge Oplysninger om Godfrey og en gammel Ven af den Blakeske Slægt, Sagfører Vargenal tilbyder dem Følgeskab.
De indskibe sig i Southampton; i Lissabon kommer til deres Overraskelse Kaptajn Morgrave om Bord. Ved Ankomsten til Argentina
eftersøger de forgæves Godfrey gennem Hoteller og Aviser. En Dag træffer Brudenell paa Gaden derovre Mulhausen. Efterat Bru-
denell har indhentet Oplysninger i Minerne, tilstaar Målhausen, at han i sin Tid har stjaalet store Guld-Mængder fra Mine-Selskabet,

bragt det om Bord i Godfrey Blakes Yacht, og siden intet set til ham. Men nu paastaar han,
Denne skal efter Målhausens Sigende være fængslet paa Kuba, og derhen sejler nu hele Selsk

at han har opdaget hvor Godfrey er.
abet, som efler Løfte tager Målhausen

med sig. Ved en Anbefalingsskrivelse, som Milhausen fremskaffer, til Kubas Guvernør, gives der Brudenell og Målhausen Adgang
til Fængslet, hvor de gauske rigtig træffer Godfrey i en ynkelig Tilstand. Mulhausen kommer i Forbindelse med ham ved at byde
ham en Cigar, hvori et Brev er anbragt, der giver ham Anvisning paa at foretage et Flugtforsøg. Det lykkes dem at overrumple

Fængselsvagten og at trænge ind til Godfrey.

AN gjorde det, og da han rejste sig igen, var

Soldaten bundet paa Hænder og Fødder og

havde mit Lommetørklæde i Munden som

Knevel. Saa hjalp vi den tredje Mand mod
hans Modstander. Vi var endnu optagne af ham, da
vi hørte Blake, som havde staaet paa Post paa den
anden Side af Hytten, kalde paa os.

»Hurtigt, hurtigt," udbrød han, ,,de kommer.”

»Det var som Pokker!« sagde Muilhausen roligt.
»Saa er der ingen Tid at spilde!”

Han undersøgte for sidste Gang alle Knuderne, og
saa rejste han sig. Saa hørte vi Støj paa Broen,
og en Stemme raabte til Vagten, at han skulde lukke
op. Det var meget heldigt, at jeg havde haft den
Aandsnærværelse at lukke Porten; ellers var vi ble-
vet fangne. Nu havde vi i det mindste et Par Minu-
ters Forspring.

»Bravo, Brudenell!« udbrød Milhausen, ,De har
frelst os. Lad os nu bære disse Mænd ind i Hytten og
saa af Sted saa hurtigt som muligt!«

Vi lagde Soldaterne paa Gulvet i Hytten. Saa laa-
sede vi Døren efter os og fulgte vor kæmpemæssige
Fører henimod Palisaderne paa den anden Side af
Gaarden. Jeg kunde ikke forstaa, hvorledes vi skulde

komme over dem, men det kunde aldrig falde mig ind
at tvivle paa Miilhausens Planer. Alene den Kends-
gerning, at han førte an, var tilstrækkelig til at ind-
give En den Tro, at han havde tænkt paa alt.

Plankeværket var i det mindste tretten Fod højt og
bestod af meget stærke Planker. Miilhausen gik lige
hen til et bestemt Sted og støttede Ryggen imod det.

»De er den næststærkeste af os, Brudenell," sagde
Ha: »kravl op paa min Skulder saa hurtigt, som De
can." & =

Jeg gjorde det, med- Ansigtet imod Planke-
værket. Saa tog han mine Fødder i sine store Hæn-
der og løftede mig helt op saa langt, han kunde
strække Armene. Jeg saa”, at jeg nu Jet kunde klatre
op paa Toppen af Plankeværket.

»Sæt Dem dér," sagde han, ,0g hvis De kan, sau
hjælp den næste Mand. Det er Deres Tur, Hr. Blake,
skynd Dem!"

luke steg op paa Skuldrene af ham, og jeg trak
ham op. Det var et frygteligt Arbejde, men det havde
jeg ikke Tid til at tænke paa. Vi havde næppe truk-
et Blakes Kammerat op og firet ham ned i Krattet
paa den modsatte Side, før vi hørte, at Porten blev
sprængt.

” Paabegyndt i Nr, 38, den 18, Juni 1899. sæde

— syMaedik el … 1107 sk AED ERE

sillliusa. nn

EN VERDENSREJSE FOR EN HUSTRU.

»Men hvordan skal De komme op?" spurgte jeg
Milhausen aandeløs.

»Vær De rolig, det har jeg arrangeret," udbrød han
muntert. ,,Sig til dem paa den anden Side, at de skal
søge under en Busk lige neden under Plankeværket;
dér finder de en Rebstige; den skal de kaste over til
mig og holde godt fast 1 den anden Ende af den."

Jeg gjorde, som han sagde, og da jeg havde set
ham sætte Foden i Rebstigen, sprang jeg selv ned og
hjalp de andre med at trække. Straks efter var Mil-
hausen hos os igen, og vi styrtede saa hurtigt, vi
kunde, gennem Krattet. Jeg har aldrig været med til
et saadant Løb nogen Sinde før eller senere. Ved høj-
lys Dag er et kubansk Krat med sin tykke Underskov
og de sammenfiltrede Slyngplanter ikke noget let
Sted at bane sig Vej igennem. Hvor meget værre
maatte det saa ikke være i Bælgmørke, og naar man
fløj af Sted for at redde sit Liv! I det ene Øjeblik
kravlede vi saa godt, vi kunde, ind imellem Slyng-
planterne og skar og saarede vore Hænder paa de
skarpe, stikkende Blade, i det næste trængte vi os
frem gennem Grupper af tykke, tilsyneladende uende-
lige Bambustræer. I det ene Øjeblik var vi paa fast
Jord, i det næste til Knæerne i en Bæk eller i et Mo-
rads. Blake var nærmest ved mig, og da vi havde ar-
bejdet os frem en halv Time, kunde jeg mærke, at
Kræfterne var ved atsvigte ham. Ja, da vi kom op af
an NI0Ee og skulde klatre op ad en Høj, gled han og

aldt.

»Skynd Dem af Sted,” gispede han, ,,bryd Dem
ikke om mig, det er alligevel ude med mig."

»Snak," svarede jeg, medens jeg stod stille; ,,na-
turligvis forlader vi Dem ikke, vi maa holde sammen.
Milhausen!€

Milhausen standsede og kom tilbage til os. ,,Hvad
er der i Vejen?" spurgte han. ,, Hvorfor kømmer De
ikke? Ønsker De maaske at blive grebet, Blake ?'

»Nej, ikke med min gode Vilje," stønnede Blake,
pmen jeg kan ikke løbe mere, lad mig blive tilbage

er."

»Aa Passiar!" sagde Muilhausen. ,,De andre kan
gøre, som de vil, men jeg bliver.”

Saa kom ogsaa den Mand, vi havde befriet sammen
med Blake, tilbage 'og satte sig ved Siden af os.

»Naar man indlader sig paa den Slags Bedrifter,
saa maa man træffe sine smaa Forberedelser," sagde
Milhausen og trak en Flaske frem af Brystlommen.
»Jeg kender de kubanske Sumpe af Erfaring." Han
- fyldte et lille Bæger med Kognak og rakte Blake det.
»Drik det," sagde han, ,,det vil hjælpe Dem,"

Blake drak og gav ham Bægeret uden at sige no-
get, og saa fik vi andre hver en god Slurk.

»Hvordan gaar det nu?" spurgte Milhausen Blake.
»Er der Tale om, at De kan gaa videre?"

»Jeg skal gøre mit Bedste," svarede han og vilde
rejse sig, men saa sagde jeg: FS

»Før vi gaar videre, Hr. Milhausen, vil jeg have
Lov til at sige Hr. Blake, hvor glad jeg er over, at vi
har fundet ham." Jeg vendte mig om imod Blake og
tilføjede: ,De kan naturligvis ikke huske mig. Mit
Navn er Brudenell." |

»Brudenell!" udbrød den unge Mand forbavset. ,,Det
var en stor Overraskelse," sagde han; ,,;men hvordan
i ål Verden er De kommet herover?" n

Jeg vilde til at svare, da Milhausen bad mig op-
sætte alle Forklaringer. > ,

Indtil det Øjeblik havde vi haft et vidunderligt Held
med os. Hvor nær end vore Fjender havde været os i
Fængslet, havde de ikke vundet meget Terræn, siden vi
var klatrede over Plankeværket. Men paa den anden
Side kendte vi intet til Landet, og vi gik maaske ien
ganske gal Retning. Jeg kan ikke sige, hvor længe
Vi fortsatte vor Tur. Jeg véd kun, at da det blev Dag-
gry var vi endnu i Krattet paa et meget malerisk Sted

ved et lille Vandfald, der var omgivet af Bambus- og
Palmetræer.

»Det er bedst, vi hviler os lidt her,” sagde Milhau-
sen og kastede sig ned paa Jorden. ,Vi har vandret
i over fire Timer, og der maa være en Afstand af
mindst en halv Snes engelske Mil mellem os og vore
Fjender."

Han sagde en halv Snes, men mig forekom det, at
det var Hundreder, og hvad muatte Blake og hans
Kammerat ikke tænke, siden de ikke havde haft no-
gen rigtig Bevægelse i saa lang Tid? De var ogsaa
fuldstændig udmattede og syntes ikke en Gang at
have Kræfter til at tale.

Efter et Øjebliks Tavshed var de faldet i Søvn. Jeg
besluttede ogsaa at sove, men Miilhausen holdt Vagt.

Da jeg vaagnede igen, stod Solen temmelig højt
paa Himlen, og utallige Fugle sang. Jeg saa” mig om.
Et underligere Selskab end os kunde man ikke have
set paa hele Kuba. Mulhausen var den eneste, der saa"
nogenlunde ordentlig ud, og selv han vilde være ble-
ven anset for en Tigger. Han var bedækket med
Snavs, og hans Klæder var helt pjaltede. Blake og
hans Kammerat, en Irlænder, som hed O'Barry, var
nu slet ikke til at beskrive. É

Saa snart det var lyst nok, meddelte Milhausen os,
at han mente, det var det bedste, vi fortsattte vor Flugt.

» Vi maa lægge saa stort et Stykke Vej som muligt
mellem os og vore Fjender, saa længe vi kan,” sagde
han; ,de gennemstrejfer sikkert Landet og udlover
Belønninger for vor Paagribelse.”

»Ja saa er det jo bedst, vi holder os borte fra Lands-
byerne,” svarede jeg; ,,men hvordan skal vi faa Mad?"

»Det skal vi nok faa," svarede Milhausen, , men
der er én Ting, som bekymrer mig."

»Hvad er det?” spurgte Blake.

»Det vedrører ,, Argentinas Rigdom", svarede han.
»Det er det Skib, som vi er kommet med fra Argen-
tina.”

n»Ja, men hvad er De bange for?" spurgte jeg.

»Jo," svarede Miilhausen; ,da vi forlod Skibet i
Portillos Havn, var det Meningen, at Kaptajnen skulde
blive liggende med det dér, til vi kom tilbage. Men
saa snart dette Flugtforsøg bliver bekendt, telegrafe-
rer nok Autoriteterne til Havnen og bemægtiger sig
Skibet, idet de naturligvis gaar ud fra, at vi kommer
tilbage til det. Men saa bliver vort Tilbagetog afskaa-
ret, og det er kun et Tidsspørgsmaal, naar vi bliver
fanget.”

» Tror De da ikke, Kaptejnen er klog nok til at stikke
i Søen, medens vi er borte? spurgte jeg.

»Nej, det er jeg bange for, at han ikke gør,” sva-
rede Milhausen. ,,Han kan jo ikke vide, naar vi kom-
mer om Bord."

»Men i hvilken Retning mener De nu, at vi skal
gaa?" spurgte Blake.

Miilhausen trak en lille Rulle Papir op af Lommen.
Det var et Kort over Øen, som han undersøgte om-
hyggeligt; saa pegede han paa det og sagde: ,Herer
Portillo, og dér er San Juan, saa vi maa være omtrent
tolv Mil — omtrent dér! Jeg tror, at vi skal holde
os i vestlig Retning og gaa saa langt som muligt om
Natten og hvile om Dagen, til vi naar det Punkt her,
hvor vi maa stole paa, at Lykken hjælper os med at
naa Havnen og komme om Bord paa Skibet.”

»Hvor langt tror De, vi er fra Torre Blanco?”
spurgte Blake.

»Hvad i al Verden har Torre Blanco at gøre med
os?£ spurgte Milhausen.

»Hvis jeg skulde forklare det," svarede han, ,5aa
maatte jeg fortælle Dem alt, hvad der er hændt mig,
siden jeg sagde Farvel til Mulhausen i Buenos Ayres
for tre Aar siden. Jeg maa og skal til Torre Blanco."

»Vil De vise mig det paa Kortet?«

Fortsættes.

— & —

Da Tæppet faldt.

EMANGE sidder alene tilbage under Kristusfiguren paa Væg-

gen, grublende, grundende, méd det milde Ansigt gemt i

sine Hænder. Bag ham træder Esterhazy frem for at de-

klamere Epilogen, der uddrager Skuespillets Moral. Saa
falder Tæppet...

For Generation efter Generation' vil denne Situation staa le-
vende, aldrig vil man glemme détte Skuespil om den franske
Soldat, om Generaler, der sammensværger sig med Fanatikere og
Forbrydere for at frelse fra Straf et af de'laveste Mennesker, der
har vandret paa Jorden og om en Krigsret, der forskriver sig til
disse Generaler og som i lige Grad er bange for dem og for de-
res egen Samvittighed. Krigsrettens Dom blev en Plet paa den
franske Nation, som aldrig afvaskes, men Fremtidens Frankrig
vil fælde en anden Dom. Sikkert vil Reaktionen komme — og
den vil skænke Frankrig nyt Liv og ny Moral.

Q BASS ae
mæ mrrn - puma

” N i

matas DE ST
så K

SEE RESEN ELO FREDET MASSE SEERE TIRS AGES 1 PIVER

mr nsg

sy

æg
”

meme mmm

AF DAGENS KRØNIKE.

Elefanten ,,Baby" vakler bedøvet frem efter Kloroformeringen.

Af Dagens Krønike.

EN ene af Zoologisk Haves smaa Elefan-

ter, ,,Baby", har maattet lade sit unge

Liv. Oprindelig født i Siam blev den i

en Alder af otte Maaneder foræret Ha-
ven af Admiral Richelieu. Paa Rejsen hertil kom
den til Skade, Hofteskaalen blev forstuvet og
ved Ankomsten haltede den meget. Forgæves
haabede man at Uheldet ikke skulde hæmme
dens Vækst. I Aarenes Løb blev den mere og
mere forkrøblet, og selv om den ikke daglig led
Smerter, saa egnede den sig for hver Dag, der
gik, i stadig mindre Grad til at pynté i en zoolo-
gisk Have. Hensynet til den anden lille Elefant,
»Ellen", bevirkede dog, at den fik Lov at leve
foreløbig, idet unge Elefanter
— ganske som visse andre
Skabninger — ikke har godt
af at undvære passende Om-
gang. Da forleden den nye
Elefant kom fra Hagenbeck,
blev ,Baby" kørt ned paa
. Landbohøjskolen og overgivet
til Dr. Boas's Behandling. Dr.
Boas, der nylig havde gjort sør-
gelige Erfaringer med Vildsvi-
net, der ikke vilde slagtes,
men løb til Ballerup, lod ,,Ba-
by" binde om de "tre raske
Ben og kloroformerede den.
ILøbet af en halv Snes Minut-
ter faldt den om og sov hen.
Med en lang Kniv blev Hal-
sen skaaret over, og i en bred
Strøm skyllede Blodet ud paa
Gulvet. Derpaa savedes Hove-
det helt af, Maven sprættedes

he -

op, og de forskellige Viden-
skabsmænd flokkedes om den
for at sikre sig Præparater, af
hvilke enkelte ere lovede til
Udlandet.

bod x
x

Fra 1893 til nu i Sommer
har ,,Princess", som nu under
Navn af ,Rita" er 1 Prins
Christians Eje, sejlet under
Overretssagfører Hjardemaals
Flag. Kommandør Bonnesen
har leveret Tegning til den,
idet han har draget Lære af
den geniale Konstruktør Alfred
Benzons ,, Mabel".

Fin ,Hæk", temmelig langt
Overhæng for, med et Stævn-
løb, som moderne Øjne dog
ikke -mere finder rigtig smukt,
Baaden rummelig, rigget med Pælemast —
saaledes ser i korte Træk ,,Ritaf ud. Den har
deltaget flere Gange i Kiel og bragt en Mængde
Præmier hjem, baade derfra og her hjemme.
Sidst udmærkede den sig i Helsingør-Løbet
i Sommer, umiddelbart før end Prinsen overtog

en.

Naturligvis er der sket enkelte Forandringer
om Bord i Fartøjet siden ,,Kjælderenf maatte
give Ly for en Prinsesse. Den har faaet
lækre polstrede Hynder, og et flunkende Teser-
vice af Elektroplet.

Med det tilstundende Efteraar trækkes ,,Rita"
paa Land, men naar den første Foraars-Brise at-
ter kruser Sundets Flade, hejser Prinsen Sejl og
tumler selv med Fok og Klyver, og Baaden lø-

Elefanten skæres op paa Landbohøjskolen. — Dr. Boas demonstrerer.

AF DAGENS KRØNIKE.

Jeppe — har han spillet med
Ære. Af andre Roller, som
mange vil huske, nævne vi
Kristian Sanderum i ,,Forhus og
Baghus", Loriot i ,,Nitouche"
og Skolelæreren i ,,/Intriger-
ne", som netop for Øjeblik-
ket er paa Repertoiret.
Berggreen har færdedes paa
alle tre Privatteatre, siden
1884 uafbrudt hos Abrahams
paa Folketeatret, i yngre Dage
desuden i Provinsen hos Cor-
tes og Aug. Rasmussen.
Naar han ikke forlængst er
havnet paa Nationalscenen,
saa er Forklaringen simpelt
hen den, at han ikke har
Raad til at være der.
Festligholdelsen af Jubilæet
er udskudt en Uge, nemlig til
Prins Christians Lyst-Yacht: ,Rita%. den 11. Oktober, paa hvilken
Dag Berggreen spiller Arv i
ber flot gennem Søerne; det er Prinsessens lette ,,Julestuen", Sikkert vil hans smukke Hjem,
Haand, der hvilede paa Roret. Mange Sejre har hvis Udsmykning vidner om, at den gamle Kær-
den vundet før, men ingen saa stor som den lighed til Malerkunsten ikke er rustet, paa denne
sidste, da den vandt sig en Prinsesse. Dag fyldes med Venner, der vil takke ham for

x x

Den 4. Oktober 1874 viste Skuespiller Marius
Berggreen sig første Gang paa Folketeatrets
Scene som Kristian i ,,Min egen Dreng."

Han var da 21 Aar og udlært Malersvend i
Dekorationsfaget. Faderen, som var Skomager
i Odense, havde efter Konfirmationen ladet ham
oplære hos den dygtige Dekorationsmaler N. M.
Aagaard, der har sat sig talrige Mindesmærker
rundt om paa Fyens Herregaarde. Og efter Lære-
tiden arbejdede Berggreen et Aar hos Gzillich
ved det kgl. Teater. É

Imidlertid fik han Lyst til Scenen, lod sig
prøve hos Lange og blev straks antaget uden
egentlig Debut.

Som hans første Fremtræden paa Scenen var
uden Spræl og forloren Vigtighed, saaledes har
hele hans Bane været det. Jævnt og sikkert er
han vokset med sine Opgaver og er nu ubestridt
vor bedste — for ikke at sige eneste — Dialekt-
skuespiller. Hans Øre svigter ham aldrig, jysk,
fynsk og sjællandsk tumler han med samme samvittighedsfuldt Medarbejderskab og. trofast
Virtuositet, og en smuk Specialitet har han des- 'Kammeratskab i de 25 Aar.
uden i de smaa selvstændige Paahit, der giver
en Rolle Livets tilforladelige Præg.

Derfor viser Berggreen sig ogsaa sjældent

aa Scenen, selv i bitte smaa Roller, uden at
fremkalde Lattersalver. Og smaa er Rollerne ofte,
fordi vor Litteratur er meget fattig paa store
Roller af den brede, komiske Almuetype, som
ligger bedst for Berggreen. De faa, vi har — Arv,

Skuespiller Berggreen.

Syg

MALGAMIT-OFRENE.

Malgamit-Ofrene.

Roman af H. S. Merriman.

Fortsat.

ANGE Ting i Værelset, som havde en Historie,
var dagligt blevet brugte af Hænder, der for
længe siden var hensmuldrede, kunde for-
tælle Historien om en halv Snes Menneske-

liv, der var afsluttede og glemte. Luften selv lugtede
af Alder og hensmuldrede Minder.

Von Holzen kom hen imod Sengen uden at tale og
stod og saa” ned. Han var aldrig meget talende og
blev endnu tavsere i den Skygge, der hvilede over
den andens Aasyn. Den syge Mand aandede meget
langsomt. Han saa' et Øjeblik paa von Holzen og
vendte saa sløvt sine Øjne hen mod Væggen lige
over for.

Pludseligt var det, som om hans Aandedræt stod
stille, Der var lange Pavser, under hvilke han slet
ikke syntes at aande, saa fulgte der til sidst en Pavse,
som blidt gik over i Evigheden.

Von Holzen ventede et Par Minuter; saa bøjede
han sig ned over Sengen, aabnede let den døde Mands
Haand og tog de sammenkrøllede Sedler ud af den.
Han talte mekanisk de tolv Hundrede Gylden og
lagde dem såa atter i den Lomme, som han havde
taget dem ud af for en halv Time siden.

Han gik hen til Vinduet og ventede. Da Lægen
endelig kom, hilste von Holzen ham med et stift
Buk.

»Jeg er bange for, at De kommer for sent, Hr. Dok-
tor," sagde han paa Tysk.

ANDET KAPITEL
. Arbejde eller Leg.

To Mænd kørte i en Droske gennem Cockspur
Gade i London.

Den ene, .en stor Mand, der saa” fredelig ud som
en Ko, var i Uniform og førte sig med en Værdighed,
saa han ligefrem mindede om et Fyrtaarn.

Den anden, der var spinklere og havde et skarpt,
aabent Ansigt og Øjne med et vanemæssigt Smil,
havde en anden Uniform paa — det gode Selskabs.
Han var velklædt og, hvad der er sjældnere, han bar
sine smukke Klæder med en saadan Sikkerhed, at
deres Skønhed ikke blot syntes naturlig, men uund-

gaaelig.
»Saaledes ender denne Verdens Herlighed,” sagde

han.

I dette Øjeblik vendte tre Mænd paa Fortovet sig
om — de sædvanlige Mænd paa Fortovet paa den Tid
— og saa” ind i Drosken.

»Det er Whitelf udbrød en af dem. ,Det er min
Sandten White! Hurra, White!"

De udstødte alle tre et. Raab, som gav svag Genlyd
rundt omkring paa Trafalgar Plads, og som døde hen
i det fjerne. re

»Ja," sagde den unge Mand i Civil. ,,Det er denne
Verdens Herlighed! Hør, hvordan den svinder hen!
Dér er en Politibetjent, der tager til sin Hjælm. Det
maa være dejligt at være Major White — i Dag! I
Morgen — bonjour la gloire!”

Major White, som for et Minut siden havde ladet
sin Monocle falde, sad firskaaren og saa” ud paa Ver-
den med mild Overraskelse. Det Øje, som Glasset var
faldet ned fra, var endnu mere overrasket end det
andet. Men det lod til, at Manden var af den Slags,
som Verden i Reglen kun gør et flygtigt Indtryk paa-

"hørte a

Hans Holdning lige over for den vidnede om sikker
Tolerance. Han var i. Virkeligheden en af de Mænd,
som plejer at lade deres Næste leve i et indbildt Pa-
radis, der er grundlagt paa en Blindhed eller Dum-
hed eller Ligegyldighed, som Fremtiden kan berettige
eller ikke berettige.

White var, som hans Ledsager Tony Cornish havde
antydet, Øjeblikkets Helt, akkurat som Læseren kan
være Øjeblikkets dit eller dat, hvis hans Sjæl tørster
efter Hæder. s

Forbrydelse og Romanskriveri er de to brede Veje,
der fører til Berømthed; men Major White havde
hverken begaaet nogen Forbrydelse eller skrevet no-
get Digterværk; han havde kun arbejdet for sig selv
og sit Land paa en solid og fornuftig Maade pau et
af de afsidesliggende Steder, hvor en engelsk Officer
hyppig er nødt til at opholde sig, fordi Riget er suu
stort eller den ivrige Presse saa ufornuftig.

At han og hans Soldater var sluppet bort fra det
afsidesliggende Sted med megen Hæder for dem selv
og til Besvær for Ministeriet for Kolonierne, det var
en Kendsgerning, som det taknemmelige Fædreland
i dette Øjeblik gjorde sig megen Umage for at aner-
kende. At Myndighederne og de, der kendte ham,
lige saa lidt kunde forklare, hvorledes han havde
gjort det, som han selv kunde, det var en Kends-
gerning, som kun generede ham lidt. Major White
var klog nok til ikke at prøve paa at forklare noget,
Der havde været en Revy over de Tropper, som havde
deltaget i en kort og heldig Ekspedition, i hvilken
White ved heldige Omstændigheder var bleven Hel-
ten. Han var ikke af det Stof, som Helte bliver skabte
af; men det gjorde ingen Ting. Verden gør en Mand
til Helt uden at spørge om, hvad Stof han er skabt
af. Ja, den tager en Mands Navn og gør det berømt
uden saa meget som at spørge om, hvad Slags Menne-
ske det er, som har det Navn.

Tony Cornish, som færdedes overalt og saa” al
Ting, var naturligvis til Stede ved Revyen og kendte
de fleste Folk dér. Han gik fra Vogn til Vogn paa
sin fikse Maade og sagde det rigtige til de rigtige
Folk med de rigtige Ord, undlod at se de forkerte
Folk paa den mest velopdragne Maade og var. sig be-
vidst, at ingen kunde overgaa ham. Da saa denne ud-
mærkede Selskabsmand pludselig følte sig vakt til
stor Mandighed ved at høre Soldaternes Trampen og
ved at se sin gamle Ven White ride i Spidsen for sine
barkede Krigere, glemte han sig selv. Han svingede
med sin Silkehat og raabte sig hæs ganske ligesom
'den skikkelige Blytækker ved Siden af ham.

»Han har gjort bedre Arbejde end baade Herren og
jeg»" sagde Blytækkeren, da Tropperne var passeret
orog, og Tony indrømmede det med sit venlige

mime

Et Par Minuter senere traf Tony Major White, der
stod og stirrede højtideligt paa en lille Flok Meune-
sker, der stirrede ligesaa højtideligt paa ham. Det var
paa Fortovet ved Kasernen.

»Jeg har en Droske," sagde Tony, og White fulgte
ham lidt forvirret, men taalmodigt og banede sig
roligt Vej gennem Hoben, som om det var en Flok
Kvæg.

Han klggde ingen Bemærkninger, og selv om han

skillige Folks Hvisken: ,,Det er ham!" saa
smigrede det ham ikke overdrevent. Han sad stiv som
en Pind i Drosken og saa” ud, som om hans Uniforms-
frakke sad for stramt, hvilket den sandsynligvis og-
saa gjorde. Det var varmt, og han trak med et Par
Ryk Lommetørklædet ud af Ærmet.

n»Hvor skal du hen?" spurgte han.

»Jeg skal til Cambridge Terrace. Joan sendte Bud
til mig i Morges, at hun gerne vilde tale med mig,”
svarede Tony Cornish. — Det var en ung Mand, der
altid syntes at have travlt. Hans lange, tynde Ben be-
vægede sig hurtigt, han talte hurtigt og havde et hur-

SEN mer

MALGAMIT-OFRENE

tigt Blik. Der var et Præg af overfladisk Hast over
ham. Af en Lediggænger at være havde han mærke-
lig lidt Tid,

White tog sin Monocle frem, undersøgte den med
kortsynet Alvor og anbragte den højtideligt for Øjet.

»Cambridge Terrace!" sagde han og stirrede lige
ud.
»Ja, har Du set noget til Ferribys, siden Du vendte
sejrrig tilbage til disse Riger og Lande?" sagde Cor-
nish noget aandsfraværende; for han kendte saa
mange Folk, der spadserede i Piccadilly, og det er
meget vanskeligt at hilse yndefuldt, naar man sidder
i en Droske.

»Nej, jeg har ikke."

»Kom saa med nu. Vi træffer kun Joan hjemme, og
hun bliver ikke imponeret af din Uniform eller det
Støv og andre Levninger af Krigen, du har paa dine
Støvler. Lady Ferriby lister nok omkring i Nærheden
af Edgware Road — dér siger man, at Fisken koster
to Pence mindre Pundet. Min ærede Onkel soler sik-
kert sin Vest i Piccadilly. Ja, dér er han. Er han ikke
glimrende?" Og Tony hilste med en graa Handske
og et glad Nik.

nHvordan har Ferribys det?" spurgte Major White,
som altid udtrykte sig kort.

»Jo, saamænd. Onkel er optaget af Velgørenhed, og
Tante sparer Penge."

78 Frøkenen?% spurgte White, idet han saa” lige
ud.

Cornish saa” hurtigt paa sin Ledsager. ,Joan har
det godt," svarede han; ,hun er meget energisk og
stadig optaget af den ene Kæphest efter den anden.”

»Dem kender du ogsaa?"

»Ja, saamænd! Snart er Knaphullerne saadan, og
snart er de det ikke. Har Du lagt Mærke til det? Den
ene Dag skal der være neapolitanske Violer over
hele den venstre Skulder, Ugen efter skal man slet
ingen Blomster have."

Cornish talte med en Værdighed, der svarede til
Æmnet. Detlod til, athan studerede Menneskene paa
sin Maade.

»Ja," tilføjede han og lagde Haanden paa Whites
guldgalonerede Ærme, ,det kunde jo heller ikke
gaa an, at Verden stod stille."

»Nej!£ sagde Majoren mørkt.

De talte for at faa Tiden til at gaa. Joan Ferriby
stod imellem de to, som en Kvinde nødvendigvis kom-
mer imellem to Mænd enten før eller senere. Ingen
af dem vidste, hvad den anden mente om Joan Ferriby,
eller om han i det hele taget mente noget om hende.
Kvinder plejer altid at have en løjerlig Maade, paa
hvilken de nævner en Mands Navn, med en saadan
Udtryksfuldhed, at én af deres Køn skifter Farve.
Næste Gang hun saa træffer den Mand, gør hun det
igen; saa ser han det maaske, og maaske hans For-
fængelighed, der altid er paa sin Post, forøger denne
ulyksalige Rødme, og saa bliver de gifte og lever
ulykkeligt altid senere..Naa, lad os haabe, der er et
Helvede for Sladdersøstre.

Mændene har nu en anden Fremgangsmaade. De er
kejtede, de taler om, hvad der staar i Aviserne, og
gør i det hele øget ikke saa megen Fortræd.

Drosken med de to Herrer standsede ved Nr. 9 paa
Cambridge Terrace. Tony Cornish skyndte sig re
til Døren og ringede paa. Major White fulgte ham
stift, De blev førte ind i et relse i Stueetagen,
hvor de blev modtaget af en ung Dame, som med en
Pen i Haanden sad ved et stort Bord, der var fuldt
af Korsbaand.

»Jeg skriver til Foreningen for Kræmmermedhjæl-

erne, sagde hun; ,,men det glæder mig meget at se
em.

(Fortsættes).

Paa Langelinie. — , Mor, maatte Du ogsaa saadan løbe Benene
af Dig, inden Du fik Far?"

— »Nej, Børn, men han var ogsaa derefter,"

Em Afmagringskur. — ,Nu skal vi se, Fatter, om Lægens Kur
har hjulpet,«

»Ih du forbarmende, jeg vejer 16 Pund mere end sidst.«

Smaabilleder fra Amdrups Grønlandsfærd.

En af Deltagerne i Premierløjtn. Amdrups nys afsluttede Grønlandstogt, Hr. Kanoner A. C. Jacobsen, har
overladt ,Hver 8. Dag" følgende Tegninger og Tekst:

— ,Skal vi saa rejse ud.”

Dagens Slid,.

EN første Situation viser os de fem Delta-
gere i Færd med at krybe ud af de varme
Soveposer for atter at begynde Dagens
møjsommelige Anstrengelser, hvad en-

ten disse«nu bestod i en lang trættende Ro-
tur, eller — hvad der tog endnu mere alvor-
ligt paa Kræfterne — Arbejde med Hager og
Økser gennem sammenskruet tæt Is. Baaden,
som ved Turens Begyndelse med Last vejede
ca. 6000 Pd. maatte paa. de værste Steder ha-
" les over spærrende Isskodser, og da var det et
Stykke Arbejde, hvor hver Mand maatte lægge
Kræfterne i til det yderste.

Maaske kaldtes vi op fra Soveposerne til en Dag
fuld af spændende og vovelige Situationer, af
hvilke den øde, barske, ugæstfri Kyst bød paa saa
mange. Maaske skulde vi til at stage os gennem
tæt Is langs Brævægge, hvis vilde, sønderrevne
Isblokke truende hang over Hovederne paa os
— i mange Tilfælde kun -ventende paa den
mindste Berøring for at styrte ned og pulverisere
de forvovne Forstyrrere af ,,den store Stilhedf.
Under saadanne Omstændigheder tog de ellers
saa almindelige vittige Bemærkninger og Op-
muntringsudraab mærkværdig af og Farten gik
med en vis stille Højtidelighed, ingen vidste jo,
hvad næste Øjeblik vilde bringe.

Som Regel arbejdede vi os tæt op langs den
stejle utilgængelige Kyst og fjernede os ikke

uden Nødvendighed mere end ca.
1/, Mil fra den. Ofte blev vi dog
stoppet af uigennemtrængelig sam-
menpakket Is, saa vi blev nødsøget
til al staa tilsøs for der at finde
Gennemgang, og da stod der tidt
en haard Kamp. Frem maatte vi —
slidende, huggende os Vej gik det da
møjsommeligt Fod for Fod gennem
den vældige opskruede Blokis. Man-
ge drøje Knubs og Stød stod da vor
prægtige stærke Baad for imellem
den glashaarde, skarpkantede Is.

Paa vore første Baaderejser for
den Tanke os ofte gennem Hove-
det: ,,Saa, der knustes et Bord", men
»Agga" var med sin blikpansrede
Forpart stærkere end som saa —
som en Gummibold fjedrede den sig,
og vi havde efter alle vore haarde
Ture i Isen kun ubetydelige Brud
paa et Par Planker.

Ikke altid var det under den hyg-
gelige Teltdug, at vi tilbragte Natlen.

Paa vor Baadtur nordpaa hævede de gennem-
snitlig 2 å 3000 Fod høje Kystfjælde sig som
en stejl Mur fra Havet, kun hist og her med en
fattig lille Dynge af løse Stenbrokker”foran. Her

»maatte vi saa hale Baaden op mellem Stenene

og, af Mangel paa Plads til Teltet, vælge vort
Natteleje paa den Maade, at hver tog sin Sove-
pose paa Nakken og udsøgte sig en blot no-
genlunde flad Sten, som han saa paa en eller
anden Maadeafstivedepaaalle Siderforikkeattrille
ned. Og saa valgte vi ofte vort Sovested paa
Isen eller i Sneen, hvor vi da spredte Teltet ud
som Underlag. Da var det ikke morsomt, naar
vi midt paa Natten vækkedes ved Snevejr eller
Skylregn, som ubarmhjertig og hurtig gjorde det
af med Soveposernes Behagelighed. Chancen
for — under disse Omstændigheder — at faa
natligt Besøg af Isbjørne var heller ikke ude-
lukket, og altid laa vi med Gevær og Patroner
i Soveposen.

Tegningen gengiver det Øjeblik, da Løjtn.
Amdrup sender os sin sædvanlige Morgenhilsen:
»Skal vi saa rejse ud?" Bag ham er den mor-
genglade Nielsen allerede halvt ude, snart har
han faaet Kedlen sat i Sving og er i Færd med
at tillave Morgendrikken. De to Videnskabs-
mænd holder sig endnu noget tilbagetrukkent,
den ene med Klappen over Hovedet.

Naar vi var tørnet ud af Poserne, bleve disse
sammenrullede, og efter at have nydt vor Mor-

— 99 —

SMAABILLEDER FRA AMDRUPS GRØNLANDSFÆRD.

genkakao og vor reglementerede Kødkiks, gik
vi igang med vort Morgenarbejde: at pakke al-
ting sammen, køre Baaden i Vandet, laste den
— og derefter ud paa Farten.

Under Sejldugstaget.

Ikke altid gik det dog saaledes med stadig
Fremgang. Meget ofte lagde Isen os saa store
Hindringer i Vejen, at det var umuligt at trænge
igennem, enten den nu for Paalandsvind stuve-
des tæt ind mod Kysten, Isen for Paalandsvind
eller vi traf paa den faste Vinteris. Saa maatte
vi vente, og mange lange kedsomme Dage har

" vi paa den Maade tilbragt under Sejldugstaget.
Særlig naar Vejret ikke tillod os at være ret me-
get ude, var saadanne Dage uendelig lange. Paa
Stenøen, tilbragte vi saaledes 11 Dage — paa
alle Kanter indestængt af svær Is'og med næ-
sten uafbrudt daarligt Vejr.

Øen bestod af stejle og utilgængelige Fjelde,
kun en omtrent 300 Fod høj Knop havde vi at
kravle op paa, den blev da ogsaa besøgt baade
Nat og Dag for at holde Udkig med Isen, iøv-
rigt var det hele yderlig stenet og goldt med kun
en sparsom grøn Mosplet hist og her. — Saa
sad man, for det meste fugtig og kold; smaa-
snakkende Tiden hen, mens man søgte at faa
Has paa den ved de mest umulige Opfrisknin-
ger af ungdommelige Forlystelser.

En Gang paa Efteraarsbaadturen laa vi paa
»Jernøen" stille i 8 Dage. Det var en rasende
N.-Ø-.Storm, der havde sat Isen ind og pakket
til overalt. En Nat voksede Stormen til. Orkan,
og vi bleve vækkede ved at Teltet blæste sam-
men over Hovederne paa os — halvnøgne kom
vi ud i den kulsorte Nat, hvor Orkanen buld-
rende sled i os, saa vi næppe kunde staa oprejst.
Tilmed piskede Regnen ned og gjorde os, vore
Soveposer og alt vort Tøj, som laa blottet,
vaadt.

Amdrups Grønlandsfærd: Under Sejldugstaget.

Vi gjorde et Par fortvivlede Forsøg paa at
faa Teltet til at staa, men det var umuligt. —
Bardunerne sprang som Sytraad, og «vi havde
nok at-gøre med at holde fast paa det og paa
vort Tøj, hvoraf enkelte Ting som Lyn fløj i
Havet.

Vi maatte saa tilbringe Resten af Natten sid-
dende i Storm og Regn rugende over vore Sager.

Vor Baad, som var fortøjet et Stykke fra, paa
en temmelig skraa Pynt, fandt vi ved Daggry
blæst ca. 25 Alen henad Klipperne. Fortøjnin-
gerne vare gaaede, kun en holdt endnu, den var
gjort fast i vort Baaddræg, og dette klemt ned,i
en Klippespalte. Saaledes som Forholdene: vare
kunde Drægget med Lethed have slaaet sig løs,
vi havde saa næppe set vor Baad mere og i den
hang hele vor Skæbne, ved Tabet af den vilde
vor Tilværelse være mere end udsat paa en vild,
øde, for alt blottet Kyst.

Paa Tegningen ses Personerne — hvoraf to
er i Vandskindstøjet (Regntøj af Sælskind) —
siddende hver paa sin Sovepose, smaasnakkende
og røgende. Desuden indeholder Teltet vort Køk-
kenudstyr, Bøsser og forskellige Smaating. Den
store Kasse er vort Spisekammer og Bord.

I Grønlænderteltet.

Henad Foraaret, naar Solen steg højt paa
Himlen, smeltede Sneen paa Fjeld og i Dal og
som brusende' Elve sendtes den i Havet; da
vaagner ogsaa Friluftslængslerne og fra de trange,
beklumrede, halvt underjordiske Jordhuler, som
Grønlænderne tilbringer Vinteren i, flytter de i
Telte ud i den fri Natur paa de lave Pynter,
hvor Græs og Smaablomster begynder at spire.
Da ere de fri og livsglade Naturbørn i deres
rette Element, og i den kortvarige Sommer ny-
des Livet og Tilværelsen paa de grønne Fjeld-
skraaninger som en Legen og Tumlen uden
Ende. > Sr

Teltet er rejst af spinkle sammensurrede Læg-
ter, overtrukne med Sælskind, og ved Afstøtning
med Sten afgiver det en baade solid og tæt Bo-
lig, i hvilken man træder ind gennem et dobbelt
Skindforhæng. Herinde lever og aander i dette
Tilfælde ikke mindre end 3 Familier.

Interessant og malerisk viser et saadant Fa-
milieliv sig i al sin naturlige Nøgenhed: De
kraftige bredbrystede Mænd med det lange,
helt udslagne Haar og nøgne til Bæltestedet,
Kvinderne med Børnene i Baggrunden, enten
i deres Yndlingsstilling med korslagte Ben og
helt nøgne med Undtagelse af det smalle Lænd-
bælte (Natit), beskæftiget med Syning og Pas-
ning af Tranlampen, der stadig brænder foran
Briksen og baade afgiver Varme til Rummet og
til Kogning af deres Kød og Spæk i Gryden
oven over. Eller ogsaa ammer de eller leger med
deres Børn, hvis Antal i Reglen er meget stort,
og som livlige og glade tumler om mellem hin-

— 30 —

SMAABILLEDER FRA AMDRUPS GRØNLANDSFÆRD.

anden paa
Briksen. —
Paa Gulvet,
som 1 Reglen
er belagt med
flade Sten,
staar et Utal
af Blikbokse
og selvlavede
Træbøtter,
indeholdende
deres Føde:
Kød, Spæk og
Indvolde af
Bjørn og Sæl.
Appetitligt
tager det sig
ikke ud dette
Sammensu-
rium af alt,

men disse Mennesker tager det ikke saa nøje

I Grønlændernes Telt.

med, hvad de putter i-Munden — naar blot det

Kendte Navne
fra By og Land.

Den nye Professor.

Efter en lang og anstrengende
Konkurrence mellem tre af vore
yngre, Videnskabsmænd. blev Dr.
med. Thorkild Rovsing den sej-
rende Indehaver af Professoratet i
Kirurgi.

Allerede tidligt havde denne un-
ge Læge vundet sig Navn og Ry

det kirur-
giske Felt
og sikkert
bidrog
ogsaa den
Literatur,
hvormed
han alt
havde be-
riget sin
| Viden-
skab, til
at han
É blev fore-
trukket fremfor sine to Kollegaer.
Hans Lærebog om Urinorganernes
kirurgiske Sygdomme anses for at
være et udmærket fortjenstfuldt
Arbejde, og mange af de Teorier,
som Dr. Rovsing har fremsat, har
skaffet ham Ørelyd i den evropæ-
iske Lægeverden.

Han er tilmed en fortrinlig Ta-
ler og forstaar at begejstre sine
Omgivelser, saa at der ingen Tvivl
er om, at de Studerende i ham har

Professor Rovsing.

faaet en Lærer, hvem de vil følge
med udelt Interesse.

Udnævnelse.

I Slutningen af forrige Maaned
fratraadte den tidligere Chef for
Søminekorpsei, Kommandør F'. H.
Jøhnke, sin Stilling som saadan og

blev ud-
nævnt til

Kontre-

admiral
og Chef

for Or-
logsværf-
tet. J. af-

gik fra
Akademi-

et 1857
som Løjt-
nant, blev
Kaptajn
1874 og
Komman-
dør samt
Chef for Søminekorpset 1885. Som
ung Officer har han bl. a. været paa
et Par Togt til Vestindien,og i 1864
deltog han om Bord i ,,Niels Juel"
i Kampen ved Helgoland. Hans
Hovedvirksomhed har siden 1879
været knyttet til vort Søminevæsens
Udvikling, i hvilken Stilling han
efterhaanden har indlagt sig bety-
delig Fortjeneste. £

Da de politiske Bølger gik højt
herbjemme, og da Forsvarssagen
var under DE Debat, udgav han
en Bog om +F ydende Forter", der
vakte megen Opsigt. Hans Bog blev
taget til Indtægt for Venstrepartiet,

Kontreadmiral Jøhnke.

78%

ude i den friske klare Fjeldluft.

er dygtig fedt,
glider alt ned.
Til Trods
for den tem-
melig luftige
Bolig er dog
Atmosfæren
indenfor baa-
de varm og
trykkende af
Uddunstnin-
ger og osende
Lamper og
dampende
Spækgryder.
Og man føler
det som en
stor Befrielse,
naar man at-
ter staar der-

A. C. Jacobsen.

og han skaffede sig derved en Del
Modstandere.

Imidlertid holdt han sig person-
lig uden for al aktiv Politik, og
Sindene faldt derfor ogsaa snart
til Ro.

Med stor Energi og Dygtighed
har han med Held forfulgt sit Maal:
at bringe vort Søminevæsen paa
tidssvarende Højde.

Kaptajn J. 4. Vøhtz, som hidtil
har været Chef for Søminekorpsets
2. Afdeling, har ved Admiral Jøhn-
kes Tilbagetræden overtaget For-
retningerne som Chef for Sømine-

korpset.

Kaptajn mms ererEs
V., som i .»
den unge
Alder af

44 Aar
overtager
denne be-

tydelige
Tillids-
post, ny-
der megen
Agtelse i
øoffi-
cerskorp-
set som
en ind-
sigtsfuld og dygtig Kraft, der vil
forstaa at bygge videre paa sin For-
Feng udmærkede Arbejde. V.
lev Officer 1876, Premierløjtnant
1878 og Kaptajn 1892.

Kaptajn Vøhtz har tilli
Aar været en skattet
Officersskolen.

Kaptajn Vøhtz.

i nogle
rT ved

Professor Sophus Sørensen, som
i dette Efteraar fratræder sin Stil-
ling som Forstander for Seminariet
i Jellinge for at kunne overtage en
inspicerende Stilling under Mini-
steriet ved Skolevæsenet og be-
ndte som Kapellan hos den
aværende bekendte Forstander,
Pastor Madsen. Tillige optog han
Lærer-
gernin-
gen og
blev knyt-
tet med
saadanne
Baand til
Semina-
riet,athan
var selv-
skreven til
at blive
Pastor
Madsens
Efterføl-
ger som
dets Le-
der. Han er i Ordets sande Betyd-
ning en Arbejdets Mand, er i Be-
siddelse af en ualmindelig Energi
og Jernflid, der følger ham baade
ved hans egen boglige Syssel og i
Forholdet til hans Elevers grun-
dige Uddannelse. Bag hans til-
syneladende lidt strenge og for-
dringsfulde Væsen banker der et
Hjerte, som har forstaaet at vinde
de fleste af de unge. Baade som
Teoretiker og Praktiker er hans
Evner højt skattede, og han vil sik-
kert faa gode Frugter at se ogsaa
af sin fremtidige omfattende Virk-
somhed. Allerede 35 Aar gammel
blev han udnævnt til Ridder af
Dannebroge og nu ved sin Tilbage-
trædelse fra Seminariet er han ble-

Professor Sophus Sørensen.

vet udmærket med Titel af Profes- -

Sor.

Jubilæum.

En af Danmarks ældste Præster,
endnuiEmbedsstilling, Pastor Chri-
stian Frederik Læssøe, højtidelig-
holdt d. 2. Oktober sit 25 Aars Ju-
bilæum som Sognepræst for Galten
og Vissing Menigheder i Randers

t. Pastor Læssøe, der er født d.
1, Februar 1813 og altsaa fylder
7 Aar
har i to
Menne-
skealdre
viet sine
Kræfter i
Kirkens
Tjeneste
og prædi-
ker endnu
med
usvækket
Aands-
kraft.
Trods sin
høje Alder
kan Pa-

Pastor Læssøe,

KENDTE NAVNE.

storen glæde sig. ved et ypperligt
Helbred. Paa sin Jubilæumsdag
modtog han mange Beviser paa
sine Sognebeboeres Hengivenhed
og Højagtelse.

Postmester Hans Chr. Petersen
kunde den 3. Oktober d. A. fejre
25 Aars Dagen for sin Ansættelse
som Chef for Postkontoret i Hol-
sted. I denne Virksomhed har han
erhvervet sig en sjælden Anerken-
delse og Popularitet. Ved sin pligt-
tro Embedsførelse og store Imøde-
kommenhed har han gjortsig baade
agtet og afholdt af Publikum; og
ikke min-
dre af si-
ne under-

ordnede
Funktio-

nærer,
som han
al Tid har
omfattet
med stor
Interesse.
Ved Si-
den af sin
admini-
strative
Dygtig-
hed er
han i Besiddelse af sjældne -per-
sonlige Egenskaber. Enhver, der
har haft Lejlighed til: at komme i
nærmere Berøring med ham, vil er-
indre ham som. en elskværdig og
interessant Personlighed.

Holsted By kan takke hans gun-
stige økonomiske Omstændigheder
for, at han aldrig har søgt bort til
et større Embede.

Postmester Petersen.

Dødsfald.

I disse Dage er Juvelerer Pierre
Clément afgaaet ved Døden. Vor
Hovedstad har i ham mistet en af
sine dygtigste Haandværkere. Hans

udmær-
kede Ar-
bejde og

SE

rog-
dekan:
ber skaf-
fede ham

en ud-
strakt -

Kunde-

"kreds

blandt
Udlandets
Gesandter

og den
hjemlige
" Adel.
Knyttet,
som han var til den reformerte Me-
nighed, var han i en lang Aarrække
Kirkeværge for denne. Hans Om-
sorg for Guldsmedlaugets Ve og
Vel gav sig rigt Udslag i hans store
og ihærdige Arbejde for Oprettel-

Juvelerer Clément.

her

sen af Guldsmedenes Byggefore-
nings Stiftelse i Læssøgade. Den
afdøde blev 74 Aar.

En af Middelfarts ældste og mest
agtede Borgere, Bankdirektør 4. C.
Hamsen er afgaaet ved Døden næ-

Bankdirektør Hansen,

sten 81 Aar gammel. Han var født
i Byen selv; og havde, fraregnet sin
Læretid, da han stod i Manufak-
turhandlerlære i Fredericia, tilbragt
hele sit lange og virksomme Liv i
den lille venlige "By, der ligger
gemt ovre ved det vidunderlig
smukke Lillebælt. Der etablerede
han sig midt i Fyrrerne, og her
startede han 1854 Middelfart Dis-
contoinstitut, der skulde blive en
væsentlig Støtte for Byens Nærings-
liv. Tietgen sagde om' ham, at han
havde en fin Næse for Papirer, og
fra 1836 opgav han sin private For-
retning for helt at blive Bankmand.
Under hans Førerskab trivedes Ban-
ken saa vel, at man i 1866 uden Ud-
Kl for Aktionærerne kunde for-

oble Aktiekapitalen fra 150,000 til
300,000 Kr. Hel har naturligvis
været Byraadsmedlem, var rede til
at træde til ved alle nyttige Foran-
staltninger, har stiftet en Enkebo-
lig, og i det skjulte øvet stor God-
gørenhed.

»Hver 8, Dags
Musik og Sang",

Det i Dag udkomne Nummer af
»Hver 8. Dags Musik og Sang" in-
deholder: ,,Lille Oles Feriebrev fra
Skovby Præstegaard." Af Peter,
Tekst af —n. Siegfried Ochs: Fol-
kevise, humoristisk bearbejdet for
Piano i klassiske og moderne Kom-
ponisters Stil.

Aargang
1899 — 1900.

3.

R

Søndagen den 15. Oktober.

10 Øre om Ugen.
1 Kr. 25 Øre Kvartalet.

En Rose.

Af Anders J.

RÆSTEGAARDEN laa stille og fredeligt tæt

udenfor Landsbyen. Fra Dagligstuen havde

man Udsyn over en lang Strækning af

Landevejen, indtil den vesterude svingede
om og blev borte inde i Skoven.

Landevejen var den eneste Afveksling i Præ-
stegaardens ensformige Liv. Den var som et Bud
ude fra den store Verden. Man drøftede de Ti-
dender, Budet bragte, men lod ikke sin Ro for-
styrre deraf. Budet havde jo intet særskilt Ærinde
indenfor Gaardens Porte. Man havde det saa
dejligt paa Afstand altsammen.

Hver Dag, naar Eftermiddagskaffen var druk-
ket, sad den gamle Præst og hans seks og fyr-
retyveaarige Datter paa Vinduesforhøjningen i
Dagligstuen, Præsten med sine Aviser, Datteren
med sit Hæklearbejde. De skiftede ikke mange
Ord. Hver passede sit. Men mere travlt havde
de aldrig, end at deres Øjne jævnlig strejfede ud
over Vejens brede, hvide Stribe, begge to vog-
tede de paa, hvad der foregik derude.

Og den, som først opdagede, naar noget viste
sig, afgav trolig Melding derom til den anden.

»Se, Fa'r! Nu kører Møllerens bort. De skal
til Skovlunde, for de har den nye Charabanc."

Eller Præsten kunde sige:

»Hvem tror Du, det er, der kommer, Åvgu-
sta? Jeg synes, jeg skulde kende Hestene.”

Men Størstedelen af dem, der drog forbi paa
Landevejen, var farende Folk, der kom langvejs
fra og drog langvejs hen.

Der var Prangere, der skulde til Marked, Vogn-
mænd med køje Flyttelæs, Gøglere, der gik ved
Siden af deres store grønne Vogne og Skærsli-
bere, der lod Befordringen trække af et Par
magre Hunde.

De to inde i Præstegaardens Dagligstue saa
dem allesammen, og Prangerne og Vognmæn-
dene, Gøglerne og Skærsliberne gav, dem selv:

Eriksholm.

uafvidende, de stille Timer i Præstegaarden et
flygtigt, men broget Øjebliksindhold.

Og kom der en Gang imellem en Ligvogn,
hvis sølvbroncerede Søjler glimtede frem mellem
de sorte Gardiner, gisnede Fader og Datter
længe over, hvem dog det kunde være, der
skulde føres ad saa lange Veje for at finde den
sidste Hvile.

Naar Skumringen begyndte at falde paa, rej-
ste Præsten sig, lagde Aviserne til Side og iførte
sig Hat og Frakke for at gaa sin sædvanlige Af-
tentur.

Og samtidig forsvandt Frøken Åvgusta i Ret-
ning af Køkkenet for at træffe Forberedelser til
Aftensbordet og bringe Vandet i Kog.

Frøken Avgusta udførte al Tid Borddæknin-
gen med sirlig Omhyggelighed. Paa den kridene
hvide Dug var Sammenlægnings-Folderne let
kendelige, og Opsatsen paa Bordet manglede
sjælden Blomster eller grønne Kviste.

Naar Præsten vendte hjem, stod Bordet dæk-
ket, og Themaskinens hyggelige Snurren indbød
til Hvile og Vederkvægelse.

Præsten indtog sit Sæde i Sofahjørnet, Frø-
ken Avgusta satte sig i Kurvestolen over for
ham. Deres Kuverter var altid anbragt paa nøj-
agtig den samme Plads, ogsaa naar der var Gæ-
ster til Stede. i

Efter Bordet trak Præsten sig tilbage for, sam-
tidig med en Pibe Tobak, at nyde ngle Sider
teologisk Litteratur. Var han i rigtig godt Lune,
læste han højt af en æstetisk Bog, tiest af Pa-
ludan-Miller, Hauch eller Chr. Winther, men
ogsaa imellem af de gamle græske Klassikere.

Og det kunde hænde, at Pastoren, paa sin
tørre, skæmtsomme Maade og med det lune Blink
bag Brilleglassene, begyndte at fortælle smaa
Træk og Oplevelser fra det literære Liv i hans
unge Dage.

— 33 —

EN ROSE.

Men naar Bornholmeren i Dagligstuen slog ti,
var der mørkt og stille i Præstegaarden. De to
aldrende Mennesker gik tidlig til Ro for tidlig
næste Morgen at begynde det samme ensformige,
stilfærdige Liv.

Og saaledes havde Fader og Datter levet, si-
den Pastorinden var død for over tyve Aar til-
bage.

Men i de sidste Dage havde der været Liv
og Røre i Præstegaarden.

Landevejen havde bragt det — Landevejen,
som bragte den eneste Afveksling i de stille Ti-
mers Vegeteren.

Hvor Prangerne og Vognmændene, Gøglerne
og Skærsliberne drog frem, havde det lysnet af
Uniformer og blanke Vaaben. Soldater til Hest
og til Fods, i større og mindre Delinger, havde
befolket Vejens brede, hvide Stribe. Og en hel
Bataillon var kommen marscherende med Piber
og Trommer og vajende Flag.

Tropperne var paa Marsch til Kantonnements-
Øvelserne, der skulde holdes.i Omegnen.

Nogle af dem holdt Rast i Landsbyen og fik
anvist Kvarter i Gaarde og Huse.

De store, stille Stuer i Præstegaarden fyldtes
af mange fremmede Stemmer, og Frøken Avgu-
sta maatte dele sin Tid mellem Køkkenet og de
smaa Loftskamre, hvor Natteleje skulde beredes
for Gæsterne.

Der havde været Liv og Røre i Præstegaar-
den.

Ogsaa i Dag ventedes Indkvartering. Det var
Husarerne, der var i Vente. For at se de smukke
Uniformer paa nært Hold var Forpagterens Børn,
to gullokkede Piger i otte- og tiaars Alderen,
kommen over i Præstegaarden.

De to holdt Vagt ved Vinduet hele Tiden, me-
dens Frøken ÅAvgusta uafladelig færdedes mel-
lem Stue og Køkken, hvorfra en livlig Stegeduft
trængte ind, hver Gang Døren aabnedes.

Frøken Avgusta var gruelig nervøs. Hun trip-
pede omkring med smaa, ilfærdige Trin, trak
Skuffer ud i Buffeten og glemte at skyde dem
ind, og gav saa mange forskellige Ordrer i Køk-
kenet, at den gamle Pige var nær ved at gaa
ud af sit gode Skind.

Men paa sin sædvanlige Plads paa Forhøjnin-
gen sad Pastoren med sine Aviser og læste med
uforstyrrelig Sindsro en Pariser-Korrespondance

"om Dreyfus” Befindende efter Løsladelsen.

En Gang imellem kiggede han op over Bril-
lerne med et satirisk Smil.

»Naa, Smaapiger, ser I noget?”

-Smaapigerne rystede paa Hovedet. Der var
ikke det allermindste at opdage.

Men pludselig gav den yngste Signal. Der var
et mørkt Punkt derude ved Skoven. Og det
mørke Punkt kom nærmere. Nu saas tydeligt

de første Husarer komme sprængende i strakt
Karriere, saa en lang, lang Række.

»Frøken Avgusta, Frøken Åvgusta!"

Frøken Avgusta var ude i Køkkenet, men kom
endelig ind, hed og rød i Hovedet.

»Frøken Avgusta, Frøken Avgusta! Skynd
Dem endelig noget!"

Med en halvt fortrædelig Mine traadte Frøke-
nen hen til Vinduet. Hun syntes slet ikke oplagt
til at dele Børnenes barnlige Glæde over det
statelige Ryttertog. Det var næsten, som tvang
hun sig til at se paa Stadsen. Men en svag dir-
rende Linje ved Munden røbede, at hun ikke
stod der som en ganske ligegyldig og uinteres-
seret Tilskuer.

Da Eskadronen gjorde Holdt paa en Mark i
Nærheden, forsvandt hun hurtig i Køkkenet.

Ti Minutter efter bankedes der paa Døren, og
en ung Husarløjtnant stod i Entréen.

De sad ved Middagen, Præsten, Løjtnanten
og Frøken Avgusta, og Middagen var udmærket
og gjorde Frøkenen Ære.

Løjtnanten fortalte smaa Historier fra Feltto-
get, og Pastoren var lutter Smil og Elskværdig-
hed over for sin Gæst.

Men Frøken Avygusta sad tavs.

Naar hun mente sig ubemærket, betragtede
hun den unge fremmede. Hans blonde, tæt kru-
sede Haar, den let buede Næse og de fine, regel-
mæssige Træk havde kaldt en gammel Erindring
til Live.

Han havde straks præsenteret sig, og hans
Navn gjorde sit til at holde Erindringen fast.

»Løjtnant Bang, Løjtnant Bang," lød det for
hendes Ører. Og Navnet blev ved at komme
igen, monotont og trættende, som en Klokkes
samme enstonige Lyd.

I Samtalens Løb nævnte Løjtnanten GE af
sine Slægtninge, og Præsten spurgte:

»De er da ikke Søn af Oberst Bang?"

»Jo netop, Pastoren kender altsaa min Fa'r?”

»Ja, det vil sige, Deres Fader har en Gang
ligget i Kvarter her i Præstegaarden — ligesom
nu Def

»Hvor det var morsomt! Og han har siddet
her i den samme Stue?" '

»Ja, og paa den samme Plads som De."

»Hvor mange Åar er det siden?"

Fem, seks og tyve Åar, om jeg husker ret."

Gamle Karen kom ind med Desserten. Frø-
ken Avgusta tog Fadet fra hende og begyndte
at byde om.

»Vær saa god, Hr. Løjtnant.”

Stemmen havde en skarp og fremmed Klang,
der bragte Præsten til at se paa sin Datter.
Hun havde røde Pletter ved Tindingerne, og
hendes Hænder rystede.

Aa, hvor det dog var uforsigtigt af. mig,
tænkte han, at jeg skulde berøre den Sag.

— 34 —

EN ROSE.

»Lille Avgusta," sagde han med sin blødeste
Stemme, ,nu har Du den kedelige Hovedpine
igen?"

»Er Frøkenen meget nervøs?" spurgte Løjt-
nanten.

ȁa nej. Det plejer hurtigt at gaa over. Et
lille Stykke Æblekage til, Hr. Løjtnant?”

»Tak, De er alt for god.”

Man rejste sig fra Bordet. Løjtnanten fik Lov
at udvælge sig en af Præstens mange Piber,
hvoreftér Herrerne forlod Spisestuen. Gamle Ka-
ren havde faaet Ordre paa at servere Kaffen i
Biblioteket.

Frøken Avgusta var gaaet ud i Haven. Luf-
ten var frisk og klar. En høj, blaa September-
himmel med hvide Skybanker nær Horisonten.
Paa Espalieret udenfor Havestuen blomstrede
Theroser, gule og røde.

Frøken Avgusta blev længe staaende og saa
paa en rød Rose, der sad halvt skjult mellem
de. grønne Blade. Hendes Haand knyttede sig,
men lidt efter lejrede der sig et spottende Smil
om hendes Mund.

Hvor hun dog havde været svag. Åt lade sig
afficere af saadan en gammel Historie. Saadan
en gammel dum Historie. Herregud, hvor havde
hun haft sin. Forstand. Det, som havde været
dødt og glemt i saa mange Aar — skulde det
atter faa Magt over hende og fylde hendes Sind
med Uro? Hun havde jo følt sit Hjerte banke
derinde i Spisestuen, og-Blodet havde hamret i
hendes Tindinger. Aa, hvor det var tosset af
hende. Gammel Pige, som ,hun var.

Men hvorfor var Skæbnen saa ubarmhjertig
at sende hende denne unge Mand? Aldrig havde
hun drømt om, at hans Søn skulde træde ind i
hendes Hjem, skulde bænkes ved samme Bord
og sove under samme Tag som hun.

Og den røde Rose henne paa Espalieret be-
gyndte atter at fortælle den gamle dumme Hi-
storie, der havde faaet Frøken Avgustas Haand
til at knytte sig.

Den gamle Historie om to unge, dér én Gang
havde vandret i denne Have, under disse Træer.
Han havde plukket en rød Rose og fæstet den
paa hendes Bryst, og hun havde taget mod hans
Gave, smilende, rødmende og fuld af Lykke.

Da han tog Afsked, havde han sagt, at han
vilde komme igen. ;

Men han var ikke kommen igen.

Hun havde haabet fast paa hans Komme, hun
havde ventet ham længe, længe.

Den røde Rose visnede, og Roserne paa hen-
des Kinder visnede med den.

Og der randt Aar efter Aar. Ad Omveje hørte
hun, at han var bleven gift. Siden spurgte hun
ingen om ham. Hun forsøgte at sige sig selv, at
hans Lod og Lykke kom ikke hende ved, men
hun følte tungt og bittert, at hun havde knyttet
sin Skæbne til hans.

Den røde Rose gemtes som en kær Relikvi,
et Minde om hendes unge Kærligheds korte
Sommer.

I ensomme Timer kom den frem. Da steg der
en underfuld Duft fra dens falmede Blade, og
ombølget af denne Duft drømte hun sig ind i
Fantasiens favre Riger. s

Men naar Drømmen var endt, stod hun atter
i Virkelighedens Verden — og Livet ventede
hende med sine Pligter og Krav.

Frøken Avgusta gik. frem og tilbage i den
lukkede Lindegang.

Hvor det var underligt, at ham skulde komme,
gik det gennem hendes Tanker,, hvor det var
underligt, at han skulde komme.

Og det Skær af. gammel Smerte og gammel
Bitterhed, der havde luet om det Navn, han
bar, saa hun paany med samme Klarhed.

Men lidt efter lidt kom der Ro over hendes
Sind. Smerten fortonedes, Bitterheden ogsaa. Og
der blev en stille, mild Fred tilbage. Det var,
som Ungdomsdrømmen i sin sidste Opblussen
havde brændt Slakkerne bort. —

Ud fra Havestuen kom Præsten og den unge
Løjtnant. +

Frøken Avgusta gik dem i Møde.

»Det gaar bedre nu," sagde hun, da hun
mødte Faderens uroligt spørgende Blik. ,,Den
friske Luft har gjort mig godt."

Løjtnanten havde opdaget Roserne paa Muren
og udbrød i beundrende Ord om dem.

Frøken Avgusta plukkede smilende en rød
Rose og rakte ham.

»Hvor den er smuk," sagde han og aandede
paa de fine Blade. ,,Eftersommerens Blomster er
baade de kønneste og de, vi har mest Glæde af.”

»Ja," sagde hun, og hendes Tanker gik til-
bage til de svundne Ungdomsaar. ,,Den Rose,
der folder Bladene for tidlig ud, bliver ofte dræbt
af Frostluften eller Foraarets barske Vinde.”

9 0 ET NE

I JYDSKE SKYER.

I jydske
Skyer.

Til Vejrs ved Holste-
bro.

Af Emil Opffer.

Luftskip-
per Jo-
hansen
op fra
Holste-

bro.

Da jeg
om Mor-
genen
kom ind
i Anlæ-

- Over Stor-åaen. get, laa

' Ballonen

og vred sig som en strandet Hvalfisk. Et Gas-

rør var ført ind i Haven, og fra den tidlige Mor-

genstund lod man Gassen strømme ind i ,Fal-
ken" (dette er Navnet paa Ekvipagen).

Jeg melder mig hos Skipperen, og vi hjælpes
saa ad, assisteret af flere velvillige Borgere, med
at flylte Sandposerne, efterhaanden som Sækken
fyldes. ,

Ved Femtiden staar Ballonen som en gigan-

tisk sort Globe mellem de grønne Træer.

Et Par Grene kappes hist, et Træ fældes her,
og alt gøres rede til Opstigningen, medens flere
Tusinde vestjydske Øjne bag Indhegningen med
stigende Interesse følger de sidste Forberedelser.

Ligesom vi skal til det, siger Skipperen: ,,To
Pilsnere!"

Jeg skaffer dem.

»Naar vi er oppe paa de 4500 Fod, skal vi
drikke Broderskaal!" sagde Johansen.

Alles Øjne spiles yderligere. Tre Kanonskud,
Musiken intonerer! Ballongalop i Dagens Anled-
ning komponeret.

»AÅlle Hænder væk fra Gondolen. Giv os et
Slag i Bunden!"

, Vi stiger!

Fotografer fanger os i dette Øjeblik fra et

B-

Tag. Det var som om alle de viftende Bor-
gere med samt deres Holstebro pludselig
sank i Jorden.

Midterst viftede Apotekeren, overbrust af
Hurraraab.

Åa, hvor der er stille oppe i Luften, som
bærer os blidt frem over Byens Sølvflimmer
af Tage, hen over de grønne Markflader af
saftige Enge. Mørkebrune, næsten sorte viser
Lyngpletterne sig indkilede i denne Frodig-
hed, og som en mørk Arabesk snørklede Stor-
aaen sig frem gennem Landskabet, stundom
fangende et Glimt Sol.

Det sidste, vi hørte, var Hundeglam og An-
deskræp, og det sidste vi tydelig skimtede,
Vogne, der bevægede sig ud ad snorlige
Veje.

»Og jeg gaar til Vejrs med Cigar paa!" ud-
bryder Skipperen forskrækket og kaster sin Ci-
gar fra de 4500 Fod, som vi efterhaanden har
naaet.

Johansen slaar Bunden af vore:to Pilsnere
mod Gondolsiden, saa at Propperne springer af.

Der staar paa Himlen et Solblus, som giver
Genskin i Limfjorden og de smaa Søer dernede.

Vi løfter Hovederne og drikker Broderskaal.

Over os staar Ballonen som en stor forrøget
Pære imod den rene, nyvaskede Septemberhim-
mel. Indvendig bølger den af Gas som en to-
baksfyldt Stue. —-

Ude i Horisonten "glider hvide Lammeskyer
forbi i Højde med -os.

»Er Du aldrig kommen til Skade paa "dine
Luftrejser?" siger jeg.

»Ikke videre," svarer han. ,,En Gang har jeg
faaet en stiv Lillefinger, en Gang har-jeg bræk-
ket nogle Ribben og en tredie Gang er jeg ble-
ven skalperet ved at blive slæbt hen ad en
Mark med Hovedet nedad."

Da vi havde tilbragt-en lille Time i Luften,
pegede Johansen paa en Mark nær en Gaard.

»Se, der vil vi dale ned!"

I det samme trak han i Ventilsnoren, og Vi
begyndte at dale.

Som. sagt saa gjort.

Vi endte virkelig paa den Mark i Felding,
som den kloge Luftskipper, der havde været
oppe for 106te og sidste Gang, udpegede, og
vi fandt os hurtig omgivet af et stort Tilløb.

I Holstebro, ret en Stadsby, modtoges vi
samme Aften med Festlighed og Champague.

— 368 —

MALGAMIT-OFRENE.

Malgamit-Ofrene.

Roman af H. S. Merriman.

Fortsat.

RØKEN Joan Ferriby var et af de lykkelige Men-

nesker, som aldrig kender til Tvivl. Man maa

vist være ung for at nyde denne Rettighed,

der tilhører det nittende Aarhundrede. Man
maa være køn — det er i alt Fald bedst at være saa
køn som vel muligt — og man maa være velklædt.
Lidt Kendskab til. Verden, en bestemt Maade,
paa hvilken man meddeler, hvad der for Øjeblikket
gælder for at være Kendsgerninger, en hurtig Maade
at tale paa, og Resten kommer af sig selv. Denne af-
gjorte Sikkerhed ligger i Tidens Luft, lige som Be-
svimelser og Krøller og rørende Hjælpeløshed hørte
til en tidligere Periodes Luft.

Frøken Ferriby stod med Pennen i Haanden og lo
af den Uorden, der var paa Bordet. Hun var over-
ordentlig praktisk og ganske uden den Selvbevidst-
hed, som i fordums Tid antog Undselighedens irrite-
rende Skikkelse.

Major White, hvem hun trykkede venskabeligt i
Haanden, stirrede højtideligt paa hende.

»Hvad er det for noget — Kræmmermedhjælperne ?”
spurgte han.

Frøken Ferriby satte sig ned med alvorligt Ansigt.
»Åa, det er et brillant Velgørenhedsværk, vi har for,"
svarede hun. ,,Det kan Tony fortælle Dem om. Det er
et Selskab, hvis Formaal er at faa Folk til at lade
være med at cycle Lørdag Eftermiddag og laane deres
Cycler til Kræmmermedhjælperne, som ikke har Raad
til at købe Cycler selv. Fader er Formand for dette
Selskab." e

Cornish saa' hurtigt fra den ene til den anden. Han
havde altid følt, at Major White ikke helt hørte til
den Verden, i hvilken Joan færdedes. Majoren viste
sig undertiden i den, saa” sig om og vendte saa til-
bage til den anden Verden, der var mindre energisk,
mindre fremskreden og mindre hurtig i sine Omskif-
telser. Cornish havde aldrig søgt at interessere sin
Ven for adskillige gode Værker, som f. Eks. Joan
interesserede sig for, og som var udmærkede Sam-
taleæmner ved Thebordet.

»Det er saa rart," sagde Joan og samlede sine Pa-
pirer sammen, ,at føle, at man virkelig gør noget."

Og hun sas” paa White med en alvorlig Begejstring,
der fik ham til at tabe sit Øjeglas.

»Ja,f svarede han noget usikkert. . -

Cornish havde allerede sat sig ved Bordet og slog
Korsbaand om nogle Cirkulærer, der var trykt paa
tykt Brevpapir. Det lod til at være en travl Verden,
den Verden, som White var kommet ind i. Han saa'
paa Korsbaandene og Cirkulærerne og hensank i Be-
tragtningen af Joans pæne Fingre, da hun tog fat paa
Arbejdet.

» Vi har læst alt det, der stod i Bladene om Dem,"
sagde den unge Pige paa sin muntre, bestemte Maade;
nFader har læst det højt. Han læser altid højt af ,,Ti-
mes", Han synes, det er en god Øvelse for en Taler;
det tror jeg i det mindste. Vi har alle været meget
stolte af, at vi kendte Dem,% tilføjede hun og slog
energisk med knyttet Haand paa en Pakke Cirkulærer.

»Herregud!" udbrød White.

»Ja, hvorfor skulde vi ikke være del?" spurgte Frø-
ken Ferriby og saa” op. Hun havde udtryksfulde Øjne,
og der var næsten et vredt Lyn i dem. ,,Alle Englæn-
dere" — hun holdt pludselig op og kastede Papirerne
til Side, medens hun rejste sig. Hua saa” paa Whites
Frakke. ,Er det en Medalje?" spurgte hun og traadte
nærmere hen til ham. ,,Nej, hvor den er nydelig! Se,
Tony, det er en Medalje! Er det —" hun standsede
og saa” nøje paa den — ,Er det Viktoria Korset?”

spurgte hun og saa, fra den ene til den anden, medens
hendes Øjne funklede.

»Hm — ja" indrømmede White. j

Tony Cornish havde ogsaa rejst sig. Han gav White
Haanden.

»Det vidste jeg ikke," sagde han.

Der opstod en Pause. Tony og Joan log igen fat

aa deres Cirkulærer, men noget mat. Kræmmermed-
Erelperme syntes pludselig at have mistet noget af
deres Interesse. 3

»Det er sandt," sagde Joan tilsidst, ,,Fader vilde
gerne tale med dig, Tony. Han har en ny Plan, som
er meget storartet og meget vigtig; det kommer kun
an paa, om den ikke er for storartet; for den drejer
sig ikke blot om England, men ogsaa om andre Lande.
Det er en stor international Sag med nogle ulykke-
lige Fabrikarbejdere eller saadant noget lignende,
men jeg véd ikke rigtig Besked. Kan Du ikke huske
denne Hr. Roden? Han har været her og talt med
Fader om det.” ;:

Cornish nikkede paa sin raske Maade. ,Jo, jeg
kan huske Roden,” sagde han, ,det var den Mand, I
traf 1 Hamburg, en høj mørk Mand med et slapt Væ-
sen.”

»Ja,” svarede Joan. ,,Han har været flere Gange hos
Fader. Fader har lige saa travlt som altid med
sit Velgørenhedsarbejde,« vedblev hun, henvendt til
White. ,Jeg tror, han vil have, De skal. hjælpe ham
med dette."

. Jeg!" udbrød White nervøst. ,,Det duer jeg ikke
til. Jeg har ikke Begreb om, hvad en Kræmmermed-
hjælper er." !

»Men det, jeg mener, vedrører ikke Kræmmermed-
hjælperne," sagde Joan leende. ,,Det er noget, der er
meget vigtigere. Kræmmermedhjælperne. er kun —"

»Tidsfordriv," indskød Cornish muntert.

»Nej, sikke noget Snak! Men dette er en Ting,
som optager Fader meget. Han siger, det er det vig-
tigste han nogen Sinde har haft at gøre med — og
det vil sige en hel Del. Jeg vilde ønske, jeg kunde
huske, hvad det hedder, og hvad det er for nogle stak-
kels ulykkelige Mennesker, der laver det. Det er et
eller andet Stof med et løjerligt Navn. Men Fader
har jo at gøre med saa mange af den Slags Ting, og
de har altid lange Navne. Tante Susanne siger, det
er, fordi han har været saa letsindig i sin Ungdom,
— men det kan man ikke tro paa. Kan De tænke
Dem, at Fader har været letsindig i sine unge Dage
— naar man ser paa ham nu?&«

»Nej, Gudbevares!" udbrød White meget højtlide-
ligt og rettede sig med en Mine, som om han vilde
sige, at han var rede til at slaas med enhver, der vo-
vede at antyde sligt, og han fejede Tanken af Vejen
med en tung Haandbevægelse.

Men Joan var allerede gaaet over til noget andet.
Hun raadførte sig med en fint indbunden Almanak.
»Lad mig se,” sagde hun. ,,Fader sagde, at jeg skulde
træffe en Aftale med Dem. Naar kan De komme?"

Cornish tog en lille Lommebog frem, og disse to
travle Mennesker stak Hovederne sammen for at søge
efter en Dag, paa hvilken de ikke var optaget. Det
var ikke blot i Tænkemaade, men ogsaa i Ydre og
Væsen, at de lignede hinanden og skarpsynede Folk
kunde straks have sagt, at de var Fætter og Kusine.
De var begge lyse og letbyggede, begge muntre og
flinke, begge to saa” de paa Verden med en ener-
gisk, intelligent Mine, som vidnede om, at de vilde
efterlade sig Spor i den. Begge to kunde de godt i et
alvorligt Øjeblik pludselig blive opmærksomme paa
et humoristisk Træk, og den Egenskab gjorde dem no-
get overfladiske og tilbøjelige til at flyve fra den ene
Tanke til den anden.

z »Jeg vilde 1350; jeg inde butik det Navn, som
ar a øre me aders nye nd "
hun log Afekad med dem. Å De BSK 7 lkbe

ARE ; MES

gere

MALGAMIT-OFRENE.

Da de sad i Drosken, kom hun styrtende og raabte:

»Nu kan jeg huske det! Det er et Stof, som hedder
Malgamit,"

TREDJE KAPITEL
Et Møde.

Velgørenhed er saa sin egen Sag, den skaber en
Del af den Elendighed, som den lindrer; men den
lindrer ikke al den Elendighed, den skaber; og den
burde begynde ved det, der ligger den nærmest; men
det gør den ikke altid, fordi enhver er sig selv nær-
mest.

Lord Ferriby vidste meget godt, at der er Mænd og
maaske endogsaa Kvinder, som giver meget for at de-
res Navn kan tage sig ud paa Subskriptionslister.
Han vidste ogsaa, at en Indbydelse i dette Liv er lige
saa sikker en Madding som Løftet om Salighed i det
næste.

Derfor meddelte Lady Ferriby paa et Kort — i en
aaben Konvolut for at spare Portoen — at hun tog
imod visse Personer en bestemt Aften. Og de gode
og de fornemme Mennesker flokkedes paa Cambridge
Terrace, De gode og de fornemme er et noget blan-
det Selskab.

Der var f. Eks. nogle Ministre til Stede hos Lady
Ferriby, og der var Præster, baade højkirkelige og
Frimenighedspræster. Her stod en Mand, som havde
et Ordensbaand over sit Skjortebryst, dér stod en an-
den, som saa” stor og mere selytillidsfuld ud, men
som slet ikke havde noget Skjortebryst. Han udmær-
kede sig paa en billig Maade ved at have daarlige
Klæder paa.

»God Dag, Frøken Ferriby," sagde han, da han
traadte ind og rakte hende en Haand, som bar Mær-
ker af hæderligt Arbejde.

Joan trykkede hans Haand, og han gik videre.

»Er det Gasmanden?% spurgte Major White alvor-
ligt. Han havde staaet ved Siden af hende, lige siden
han var kommet, det lod til, han søgte Beskyttelse hos
en Dame, der forstod sig paa den Slags selskabelig
Virksomhed. Man maa antage, at han var mindre for-
virret, end han saa' ud til.

ele hviskede Joan til ham. ,,Han kommer over-
alt."

Denne Forklaring fremkaldte en vis Ro i det let
overraskede Øje bag Øjeglasset. White forstod Be-
tydningen af det, hun sagde.

»Naa, her er da en Mand, der holder sig ordent-
ligt,” udbrød han lettet; ,,;man kan se, han har været
Soldat. Naada, han er stor paa det," tilføjede Majo-
er da Manden gik forbi Joan med et temmelig koldt
Buk.

»Det er Opdagelsesbetjenten," forklarede Joan.
nHer kommer jo saa mange Mennesker, og det er et
noget blandet Selskab. Det har man ogsaa overalt.
Naa, dér kommer Tony da endelig."

Tony Cornish banede sig ganske rigtig Vej gennem
Hoben hen imod dem. Paa Vejen trykkede han en
Biskop i Haanden med en selvbevidst Kapellans from-
me Ansigt, og i næste Øjeblik puffede han en gemyt-
lig Baron mellem Ribbenene lige, da denne Adels-
mand naaede det Punkt i sin lille Historie, da ban
ventede at blive puffet i Ryggen. Det er altid klogt
at gøre "det, der ventes af En

Ved Synet af Tony Cornish blev Joans Ansigt al-
vorligt, og hun vendte sig hen imod ham med den
lille Rynke i Panden, som man kan finde hos en
Kvinde, der er optaget af Dagens store Bevægelser.
Men før Tony naaede hende, blev hendes Udtryk
ærgerligt paa en meget kvindelig, ja, endog gammel-
dags Maade.

»Dér kommer Moder," sagde hun og saa” forbi Cor-

nish, der i Virkeligheden ogsaa blev forfulgt af en
lille, rynket gammel Dame.

Det lod til, at Lady Ferriby ikke morede sig. Hun
saa” mistænksomt fra den ene til den anden, som om
hun søgte efter en Ven uden stort Haab om at finde
en. Hun saa” maaske paa Verden fra det Synspunkt,
hvad ogsaa mange andre gør.

Cornish trykkede Joans Haand. ,Hvilken Masse
Mennesker her er!" sagde han.

»Ja," svarede Joan alvorligt, ,,det viser, at der, naar
det kommer til Stykket, er en hel Del godt hos Men-
neskene; rige og fattige, store og smaa er Ligemænd
i saadant et Tilfælde som dette."

Cornish nikkede paa sin hurtige, sympatiske Maa-
de; han gik ind paa Øjeblikkets selskabelige Paa-
stand, som ofte gentages og aldrig overvejes, men
som vi alle gaar ind paa. Saa henvendte han sig til
White og klappede denne Kriger paa Skuldren.

»Naar man vil frem nu til Dags," sagde han, ,saa
maa mån optræde i en stor Bevægelse til Gavn for
Menneskeslægten.”

É: Joan hørte hans Ord og saa” lidt skeptisk paa
am. ;

»Og jeg vil frem i Verden, kære Joan," sagde han
med en Ålvor, som ganske forandrede Udtrykket i
hans Ansigt. Men det skiftedes straks igen, det var,
som om det blev udslettet af det venlige Smil. -

En skarp Iagttager var muligvis begyndt at speku-
lere paa, under hvilken Maske den virkelige Tony Cor-
nish skjulte sig. ;

Major White saa” sløvt paa sin Ven. Hans Ansigt
forandrede sig aldrig.

Imidlertid kom Lady Ferriby, en gnaven Dame i
sort Silke og uvurderlige Kniplinger, som til Trods
for sit hvide Haar og sit rynkede Ansigt dog var
klædt med en Omhu, der kræver Respekt baade hos
høje og lave. Verden var bange for Lady Ferriby og
brød sig kun lidt om hende. Naar hun kom, vendte
man sig i Reglen bort, og naar hun var gaaet forbi
med sit mistænksomme Blik, sit bøjede og rokkende
Hovede, sua hviskede man, at det var en Kvinde, der
havde en romantisk Fortid. Man maa haabe, at de
yngre af Lady Ferribys Bekendte tog en Lære af denne
katteagtige, ensomme Kvinde og anerkendte den
sørgelige Kendsgerning, at det er uklogt at give efter
for en romantisk Tilbøjelighed i sine unge Dage.

»Tony," sagde Fruen, ,De har spist alt Smørre-
brødet.” 5

Der var noget i hendes Stemme og i den Maade,
paa hvilken hun rørte ved Tony Cornish's Arm med
sin Vifte, der paa en fjern og kølig Maade antydedv,
at denne Sommerfugl havde rørt ved en af de stille
Strenge i hendes Hjærte.

Ja, hvem ved? Maaske der i de fjerne Dage, da
Lady Ferriby spillede sin Rolle i den romantiske
Historie, som alle hentydede til og ingen kendte,
havde været en anden Mand saadan som Tony Cor-..
nish, — munter og køn, letsindig og begavet med
den Evne at kunne gøre en stakkels Kvinde lykkelig.

n»Kære Tante," svarede Cornish med en Skødesløs-
hed, som kun han vovede at byde hende , velgørende
Mennesker er, altid graadige, og enhver anden Dyd
— som Maadehold, Kærlighed, Ydmyghed — tjener
kun til at sløve Sansen for Humor og forøge Appeti-
ten. Giv dem nogle Kiks, Tante."

Han bød hende Armen og førte hende godmodigt
ind i Spisestuen for at undersøge Sagen. Medens hun
gik gennem de overfyldte Værelser, saa” hun fra An-
sigt til Ansigt med sit hurtige, ransagende Blik. Alle
disse Mennesker var hende i høj Grad imod. Deres
største Forbrydelse var, at de spiste og drak; for Lady
Ferriby var gerrig.

g Fortsættes.

—. 8'—

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

BELSS"r
Py
"SC VENGER

BERNER REE

FRE 2822 MLS R 25 ME RAVEN

4
Fu
y |
kl
u i
|
iv)

Præsident Kriger prædiker.

EN Kamp som i over Hundrede Aar har været
ført mellem Englændere og Hollændere i Syd-
afrika, skal nu til at optages for femte Gang.

I Slutningen af forrige Aarhundrede erobrede
Englænderne Kapkolonien fra Hollænderne, og disse
vandrede ud til Natal. Englænderne fulgte efter og tog
ogsaa dette Land, og Hollænderne gik mod Vest og
grundlagde Oranje Fristaten, I 1843 tog England dette
Land, og man saa paa ny det hollandske ,, Trek". Nord
for Floden Waal (trans Waal) grundlagdes for 4. Gang
en Bonderepublik. I 1854
havdeEngland anerkendt
Oranje og Transwaal som
frie Stater, men i 1877
blev det engelske Protek-
torat forkyndt.

Transwaal havde da til
Præsident faaet den. i
1825 i Calesberg i Kap-
staten fødte hollandske
Bondesøn Paul Kriger.
Kriger, der var en højt
begavet Mand, havde
sammen med Prætorius
og Jouhert været dem,
der førte det store ,, Trek"
til Transwaal, og i 1872
blev han smed 13,000
Stemmer valgt til Præsi-
dent. Da Englænderne i
1880 kom i en saare uhel-
dig Krig med Zulukongen
Zetewajo, benyttede Krii-
ger Anledningen og er-
klærede Transwaal uaf-
hængig. En engelsk Hær
blev sendt mod Boerne,
men General Jouhert om-
ringede ved Majuba Hill
og nedskød og afvæbnede

dem, og Landet var frit. Ved Traktaten af 27. Februar
1884 erkendte Gladstone Oranjes og Transwaals Uaf-
hængighed.

Englænderne har siden, med Cecil Rhodes som Fø-
rer, taget alle Lande, der ligger omkring Transwaal:
Betschuanaland i Vest, Zululand i Øst og Matabele-
land, det nuværende ,,Rhodesia” i Nord. Nu bereder
man sig til endelig at æde de to smaa hollandske
Bønderrepubliker. Officielt klager Englænderne over,
at Fremmede ingen politisk Ret har i Landet, og at
Hollænderne opretholder et Dynamitmonopol, derska-
der Englænderne. Selvfølgelig er det altsammen fu-
tile Paaskud for at æde Landet og for fjerde Gang
berøve de flittige Hollændere Frugten af 50 Aars
strengt Arbejde.

Hollændernes Præsident er den 74-aarige ,,0om
Paul%, Paul Kriger. Denne gamle Mand, der er reli-
giøs Purituner, som aldrig drikker andet end Kaffe
og Mælk, styrer sin lille Stat med sandt Geni. Han
er som Inkarnationen af den hollandsk-afrikanske
Boer med hans Religiøsitet, Nøjsomhed, Flid, Udhol-
denhed og brændende Kærlighed til Fædreland og
Frihed.

Landet er rigt og frugtbart. Hollænderne er især
Bønder-og lever paa Farme, der besidder Tusinder af
Køer og Faar. De Fremmede har taget Minerne i Be-
siddelse, som de driver med Arbejdskraft af Kaffere.
Hovedstaden er Prætoria, opkaldt efter Krigers gamle
Ven, Hollændernes Moses, Prætorius. Moses er død,
men Aron, nemlig Kriger, lever endnu, og hvem der
ogsaa lever er — for at blive i Lignelsen — Josva,
nemlig gamle General Joubert. Det var ham, der pryg-
lede Englænderne i 81 ved Majuba Hill og Dr. Jame-
son i 1895 udenfor Johannesburg. Han staar rustet
med sine bevæbnede Bønder for at modtage Eng-
lænderne.

% x
En

DE Tid og den Energi, som Kriger faar tilovers
benytter han til at prædike. Naar han er træt af at
affatte Depecher til den engelske Regering og af at

Engelske Tropper indskibes for Transwaal.

== 89 —

fyldte Tiden før Mødets

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

Spektakelmødet i Trafalgar Square imod Transwaalkrigen.

telegrafere Nyt til de amerikanske Blade, .udarbej-
"der han Prædikener, som hovedsagelig bestaar af
Udfald mod Storbritannien og Udtalelser om at. Vor-
"herre uden Tvivl er paa Boernes Side imod de an-
"dre. Om Søndagen holder han disse Prædikener i
"den reformerte Kirke i Prætoria og udfolder ved disse
Lejligheder'en stærk og flammende Veltalenhed.

« ag x
Mr” i forrige Maaned indskibede de engelske Trop-
per sig for Sydafrika. Med Union Liniens Damp-
skib ,The Gaul" sejlede fra Southampton den 1. Ba-
tallion Northumberland Infanteri og det er fra dennes
Afrejse vi bringe et Billede. Der er omtrent Tusind
Mand ombord, som i deres røde Kapper tog sig fortrin-
lig ud. De var i god Kondition, ivrige efter at komme
ud i akliv Tjeneste og i hvert Fald, da de skal foto-
graferes, i straalende Hu-
mør.

Ed : ne
LJ

"TNEMONSTRATIONEN i Tra-

falgar Square i Lon-
don imod Transwaal-Kri-
gen blev en uhyre Fiasko.
En umaadelig Skare fyld-
te Pladsen, og hurtig blev.
man klar over, hvor dens
Sympatier var, da den ud-

Begyndelse med at af-
synge patriotiske Sange
og opløfte mægtige Jubel-
raab for Chamberlain. Da.
Talerne viste sig, blev de
budt Velkommen med Pi-
ben og Kasteskyts, og da
de forsøgte at tale, tog
Forsamlingen som me

en Røst fat paa at synge
Nationalsangen. ige-
vel fortsatte Talerne en
Times Tid deres Forsøg
paa at komme til Orde

midt i den mest djævelske" Larmen, som naaede sit
Højdepunkt, da en ung Mand af Forsamlingen havde
fundet Vej til en af Talerstolene. Da nogle af Talerne
vilde støde ham ned derfra, trængte Mængden frem,
og Politiet havde sit store Besvær med at tvinge den
tilbage.

” x x
E.

Pro Lougsert handlede saare klogt, da han
benaadede Dreyfus. Der synes nu at være kom-
met Ro over Frankrig, og Frankrig trængte ogsaa
til Ro. Ogsaa i den øvrige Del af Verden har Be-
naadningen haft Virkning. Kunde man end langt-
fra erklære sig tilfreds med den mærkelige Dom, der
blev Resultatet af Processen i Rennes, virkede dog
Bevidstheden om, at Dreyfus nu atter er i Frihed, be- -
roligendé. Frankrig er nu igen fuldt optagen. af Ver-
densudstillingen i 1900
og alt det vidunderlige,
den skal bringe. Imedens
lever Dreyfus et stille Liv
omgivet af sin Familié i
Carpentras. Det siges, at
hans Børn, for hvem
Grunden til hans saa
lange Fraværelse hidtil
har været skjult, efter
hans eget Ønske nu har
faaet alt at vide. Børn er
imidlertid Børn, og at
dømme efter vort Billede,
taget i Haven ved Vil-
laen i Carpentras, synes .
Meddelelsen heller ikke
at have gjort dybere Ind-
tryk paa dem.

Ser

Dreyfus Børn i Villahaven i Carpentras.

EvAQ

Af Dagens
Krønike.

AN paastod at
Bech-Olsen Af-
tenen før sit før-
ste Stævne med

Paul Pons var mindre vel
til Mode og førte Billard-
køen med mindre Sik-
kerhed end han plejer.
For første Gang nærede
da ifølge Sagnet den
folkekaarne Kong Mag-

AF DAGENS KRØNIKE.

2 DE er -

Bech-Olsen i Kamp.

LE as

nus Frygt. Og denne
Usikkerhed forplantede
sig ved Kampens Begyn-
delse til hele Folket, da
Paul Pons strakte sine
lange Arme og de vidt
udspilede Fingre frem
mod sin Modstander med
saa støt og overlegen
en Holdning, som var
han sikker paa sit Bytte.
Detkundeselv ikke Bech-
OlsensFostbrødre nægte,
at Pons var saa stolt en
Karl som nogentid var
set paa Traverbanen og

pus

7
at HÆFSEET?
pre

So mu armed

"enhver Tvivl om disse Kam-

"€ Paabegyndt i Nr. 38, den 18. Juni 1899,

AF DAGENS KRØNIKE.

stor var Beslyrtelsen, da Bech
laa sprællende i hans Arme.
Med en Hidsighed, der afviste

pes Ærlighed, rystede de Nak-
ker, stangede Hals og vred
Arme saalænge, indtil Fransk-
manden maatte bide i Madras-
sen. Og da steg imod Himme-
len et Jubelskrig, som de Folk
skulde have hørt, der paastaar
at Begejstringens Ild er slukt
i danske Hjerter. Det Kys, som
Dommeren gav Bech-Olsen, var
netop Symbolet paa hele Na-
tionens Kærlighed.

Og selv om det ogsaa den
følgende Søndag lykkedes Pons
at slaa til Jorden Mythen om
Bech-Olsens Uovervindelighed,
saa rokkede han dog ikke det
ringeste ved hans Berømmelse: Bech-Olsen er
og bliver den retmæssige Nr. 1 af evropæiske
Brydere og naar han i Begyndelsen af næste
Åar vender hjem fra Amerika vil han sikkert
tillige være den nye Verdens Verdensmester.

Trapezkunstnerinden i Selskabstoilette.

Det: volder Artisten de
største Bryderier, naar han
indenfor sin Kunstarts snævre
Rammer, hvor Gentagelsen bli-
ver en Nødvendighed, dog af
og til maa se at forny den
stadig mere forslidte Genre
gennem Ideer, der skaffer
den Overraskelsens Interesse.
Saaledes var Trapezkunsten
udnyttet til Kedsommelighed,
men ved et muntert gennem-
ført Paahit er det lykkedes
Mlle. Charmion, som for Ti-
den optræder i Cirkus Variété,
at skaffe sig et beundrende
Publikum. Ifuldt og pragtfuldt
Toilette lader hun sig hejse
op i Trapezen, og hendes Vit-
tighed er da den, at hun her-
oppefra befrier sig for 'alle de
Klædningsstykker, der vil hindre hendes Bevæ-
gelser under Øvelserne. Kjole og Skørt, Korset
og Strømper og endnu mere fare gennem Rum-
met, indtil hun i meget luftig Paaklædning ta-
ger fat paa sine smidige Luftøvelser..

Em Verdensrejse for en Hustru.)

Roman af Guy Boothby.

Paa Dansk ved Johannes Magnussen.

FTER at have søgt et Øjeblik pegede Mil-

hausen paa et Sted og sagde: SS vidt jeg
kan se, ligger det næsten tredive Mile mod
Syd herfra.”

»Saa maa det ligge lige paa vor Vej, hvis vi gaar
tå Kysten," sagde Blake. ,Og hvorfor skal vi ikke

et?= i

»Jo det er vist megetrigtigt, at vi skal se at komme
til Kysten," svarede jeg, ,men hvis De tænker paa at
udsætte Dem for flere Eventyr paa det Sted, De om-
taler, saa synes jeg ærlig talt, at De handler uret. Vi
har jo andre end os selv,at tænke paa, Hr. Blake, —
å Eks. Deres Søster, som venter med største Spæn-

ing.” AR

»Min Søster! udbrød han forbavset. ;Hvad mener
De? Er De gal?« ie

Det gik op for mig, at han slet ikke vidste noget
om hele Sagen.

»Jo Deres Søster er om Bord i Skibet. Det var
hende, der fik den Idé, at vi skulde tage her over og
søge efter Dem."

»Hvem har hun da med sig?" spurgte han.

»Frøken Priscilla Hemp,% svarede jeg, ,0g hvis De
ikke synes, det er nok, saa er der baade Deres Sag-
fører Humphrey Vargenal og Deres Fætter Richard
Morgrave."

Hun fo'r op. ,Richard Morgrave!" næsten raabte
han. ,Er han der ogsaa?"

»Ja han har ledsaget os fra England," svarede jeg.

»De overrasker mig mere og mere," sagde han med
et Udtryk i Ansigtet, som jeg ikke den Gang forstod.
»Sig mig, hvor kan det være, Miilhausen er med? Jeg

i ) Fortsat.

kan gerne sige Dem i hans egen Nærværelse, at han

har spillet mig et nederdrægtigt Puds i Argentina."
Jeg vilde give ham en Slags Forklaring, da jeg op-

"dagede et Blik i Mulhausens Ansigt, som fik mig til

at forandre Tanke.

»Er det ikke bedst," sagde jeg, ,at vi gemmer alle
Forklaringer til en mere passende Tid og Sted?. Jeg
maa rigtignok sige, at jeg synes, vi skulde se at
komme af Sted."

nJa De har Ret," sagde Blake, og vi sprang alle .op.
og begav os-paa Vejen.

Hvor længe vi gik, kan jeg ikke sige. Jeg véd kun,

- at jeg syntes, det var den længste Tur, jeg havde haft

i mit Liv. Op ad Bakke og ned ad Bakke, gennem
Krat, over Bække trængte vi os frem, indtil vi plud-
selig stod paa Randen af en lille Klippe, hvorfra der
var Udsigt til en Slette med en halv Snes fattige Bo-
liger. Endelig varvi kommet til et Sted, hvor vi kunde
faa Føde.

n»nLæg Dem ned," hviskede Muilhausen, ,0g hold
Dem saa rolig som, muligt, til vi ved noget om For-
holdene dernede." Vi gjorde, som han sagde. ,,Nu bli-
ver Spørgsmaalet," sagde han, ,hvordan vi skal faa
fat i lidt Føde. Stedet her ser uskyldigt nok ud, saa
det er vist det bedste at være saa kæk som muligt.
Jeg vil selv gaa derned og se, hvad jeg kan faa til
Købs. Det er bedst, De bliver her og passer paa, at
man ikke ser Dem."

Han havde næppe været et Øjeblik borte, før han
kom farende tilbage. É

»AfSted!" hviskede han. ,, Vi maa flygte. Soldaterne
kommer denne Vej og kan være her straks."

== ==

EN VERDENSREJSE FOR EN HUSTRU.

XII.
Blake fortæller sin Historie.

Vi for af Sted gennem Krattet og op ad Højen som
jaget Vildt, for vi vidste jo, hvad det gjaldt. Et trium-
ferende Skrig viste os, at man havde opdaget.os. Vi
løb, som om intet kunde standse os, slog Slyngplan-
terne til Side, .plaskede gennem Aaer og Bække og
slæbte vore trætte Legemer gennem Moser, der hver
Øjeblik syntes at skulle opsluge os. Milhausen førte
an som sædvanlig, saa kom Irlænderen O'Barry, der-
næst jeg og tilsidst Blake. Vi kom ned ad en stejl
Skrænt og traadte fra ud paa et aabent Sted.

»Pas paa," udbrød Milhausen pludseligt, ,,her er et
farligt Sted med Hængedynd."

I samme Øjeblik saa' vi, at Soldaterne var paa
Skrænten bag ved os, næppe en kvart engelsk Mil
tilbage.

Da jeg var kommet Halvvejen gennem Mosen, hørte
jeg Blake udstøde et Skrig, og da jeg vendte mig om,
saa” jeg, at han var faldet og ikke kunde rejse sig
igen.

Milhausen og O'Barry nærmede sig allerede den
faste Grund paa den anden Side, saa der var ikke an-
det for mig at gøre end at hjælpe ham alene. Jeg
sprang fra Græstot til Græstot ligesom før. Han var
faldet paa et særligt slemt Sted, og da han var saa
træt, kunde han ikke klare sig selv.

» Vent ikke paa mig Brudenell," udbrød han. ,,Hvis
De gør det, saa fanger disse Djævle paa Højen Dem.
Dette Mudder er saa sejgt som Fuglelim, jeg kan
ikke slippe ud af det."

I Stedet for at svare bøjede jeg mig ned over ham,
og med en Styrke, som jeg ikke havde troet, jeg ev-
nede, løftede jeg ham op paa Skuldren og skyndte
mig af Sted efter mine Kammerater. De spanske Sol-
dater affyrede to Skud efter mig, men de ramte hel-
digvis ikke. Jeg naaede den faste Grund uskadt og
lagde ham ned, hvorpaa jeg selv et Øjeblik sank
sammen, altfor udmattet til at tale.

»Det kan ikke gaa, Brudenell,” udbrød Malhausen,
»mand Dem op, nu skal jeg passe paa Blake. De maa
følge mig," vedblev han, idet han tog Blake paa Ar-
mene, som om han havde været et lille Barn, og saa
for' vi ind i et Krat igen. Jeg véd ikke, hvor længe
det varede. Vi sled os haabløst af Sted, hvert Trin
syntes en Mil og hver Mil en Evighed. Tilsidst kunde
vi ikke mere. :

»Jeg rører mig ikke et Skridt, før jeg har hvilet
lidt," gispede O'Barry og kastede sig ned under et
Træ, ,før maa de dræbe mig."

Milhausen var den eneste, der endnu syntes at
være i Stand til at bevæge sig. Han tog sin Flaske
op af Lommen og forlangte, at vi hver skulde tage en
Slurk af den kostbare Vædske, og den gjorde os godt
og bragte nyt Liv i os, saa vi efter ti Minuters Hvile
kunde sætte os i Bevægelse igen.

Til højre hævede der sig høje Bakker op over Krat-
tet, og vi vandrede hen imod dem. Det var noget ef-
ter Middag, at Soldaterne var kommet paa Spor efter
os, og Tusmørket var faldet paa, før vi naaede det
Sted, vi vilde naa. Det var klart, at vore Forfølgere
var langt tilbage, for skønt vi stansede og lyttede af
og til, kunde vi hverken se eller høre noget til dem.

Fortsættes.

Medfølelse.

(En ny Variation pag et gammelt Thema.)

— Go'e-Herre, gi' et Par Øre,
jeg har ingen Arbejde...

"

— en blind Kone . . -

" — Sygdom bjemme ...

— og en Svigermøoder ...

MODERNE KIRURGI.

Operation for Benmarvsbetændelse.

Albue-Resektion.

Blindtarmsoperation.

Dr. Doyen udfører sine Operationer.

Moderne Kirurgi.

om man ved har Pasteurs Opdagelser og

den Anvendelse, som den engelske Pro-

fessor Lister gjorde af dem, bevirket be-

tydelige Fremskridt i den kirurgiske Vi-
denskab. Takket være Antiseptiken ere visse
Operationer, som man tidligere næppe vovede
at forsøge paa, blevne næsten uskadelige. For-
hen hændte det ofte, at den Syge døde paa
Grund af den operative Behandling, nu derimod
har den fremskredne-Sygdom Skylden, naar han
bukker under. Faren ved den kirurgiske Behand-
ling er svundet betydelig og Operatørens Ansvar
er derved forøget, thi alt afhænger af hans Vi-
den, af hans Koldblodighed, hans Haandelag og
den Omhu, han anvender paa at beskytte Saa-
ret gennem den strengest gennemførte Antisep-
tik.

Alligevel, den" forholdsvise Sikkerhed, som
Antiseptiken yder, kunde ogsaa have den Virk-
ning at hæmme det gode operative Resultat.
Kirurgen, som stod ligeoverfor en Syg, hvem
Kloroformen beskyttede for Smerte og Antisep-
tiken for ethvert Angreb fra Mikrobernes Side,
han tog sig Tid og ofte altfor god Tid. Vi har
set Operationer vare baade to Timer og længere.
Dette er meget, altfor meget, naar man tænker
paa at Behandlingens Længde gør den Tilstand
særlig farefuld, som kan indtræde efter Opera-
tionen og bestaar i en Slags Lammelse, saale-
des at Legemet ligesom nægter at føre Kampen
til Ende og bukker under efter faa Dages Forløb,
befriet for sin Lidelse, men ude af Stand til at
drage Fordel af den for dyrt erhvervede Sejr.
Kirurgerne indskriver disse Tilfælde blandt de
»heldige" i deres Statistik og i Journalerne”læ-
ser Vi: ,,Operationen er fuldstændig lykkedes"
og erfarer den næstfølgende Dag, at Patienten
er død. Med en smuk Omskrivning siger man,
at Offeret er død ,,helbredet”. Det er en Trøst
for de efterladte.

Denne Indledning er nødvendig, naar man vil
fortælle om det store Ry, der allerede i nogen
Tid er gaaet af en yngre fransk Kirurg, Doktor
Doyen. Han er Professor ligesom sin Fader, der

er en anset Læge i Reims, og han har ved sin

Fremgangsmaades Dristighed og heldige -Resul-
tater fremkaldt Bevægelse paa alle den sidste
Tids kirurgiske Kongresser i Evropa. Den Metode,
som han lovpriser, er hans, paa sin særlige
Maner skærer han løs med sine Instrumenter,
som han selv har opfundet. Med en mirakuløs
Koldblodighed og Færdighed er han i sine Ope-
rationer naaet til saa at sige at standse Tiden,
selv de alvorligste Tilfælde besørger han be-
handlede med en forbløffende Hurtighed. Navn-
lig paa Edinburgh-Kongressen var man aldeles
overrasket, da man saa Instrumentet udføre sit
dristige Arbejde, og det siger sig selv, at i en
Forsamling af denne Art vilde Kirurgens Virtuo-
sitet blive regnet for lidet,-naar man ikke sam-
tidig saa et tydeligt teknisk Fremskridt, der sik-
rede og øgede Chancerne for Helbredelse. ,,Hur-
tigt, sikkert og behageligt" er et gammelt Motto
for den .operative Kunst, idet den sidste Ven-
ding sikkert skal udtrykke Behageligheden ved
paa letteste og bekvemmeste Maade at føres til
Helbredelse. Til disse Ord har Dr. Doyen føjet
endnu et Par, som han har gjort til sine:
»Primum non nocere", først og fremmest ikke
skade.

Doktor Doyen er knap 40 Aar gammel, og
allerede har hans Arbejde, der behandler de for-
skelligste Æmner, et betydeligt Omfang. Særlig
bekendt er han som Kvindekirurg, ved sin Vir-
tuositet fuldender han paa 10 Minutter Opera-
tioner, som man .for en Snes Åar siden ikke
turde indlade sig paa. Vidt og bredt har han
skaffet fransk Lægekunst ny Berømmelse.

HVORDAN DREYFUS SER UD. — EFTERAAR.

Eks- Kaptajn Dreyfus (fotograferet efter Frigivelsen.)

Hvordan Dreyfus
ser ud.

Med det nyeste Fotografi.

EDENS alle de Billeder, der hidtil har
været offentliggjorte af Eks-Kaptajn Al-
fred Dreyfus, stammer fra "Tiden før

hans Fængsling og første Domfældelse,

og medens de Amatørfotografier, der bleve tagne
under" Processen i Rennes er meget mangelfulde

og utydelige, har der ikke indtil nu foreligget '

noget andet Billede af Dreyfus, end det vi her
bringer.

Dette Billede har -en hel Tilblivelseshistorie.
Flere Hundrede Fotografer fra Berlin, Wien,

London og Paris strømmede straks til Byen Car-

pentras for at forevige Eks-Kaptajnen, men in-
gen kom ind i den strengt afspærrede Have og
Villa, hvor Familjerne Dreyfus og Valabregue
bor. Da meldte en Dag Pariseren Gerschel sig.
Familjen Scheurer-Kestuer vilde gerne have et
Fotografi af Dreyfus til at lægge i den afdøde
Senators Kiste, og de bad Gerschel skaffe det,
Selvfølgelig fik han Lov til at fotografere, og

sammen med et hjerteligt Brev sendte Dreyfus"

sit Billede til Familjen Scheurer-Kestner.
Det er dette samme Billede ,,Hver 8. Dag"
her bringer. . i ;
Billedet forestiller Dreyfus siddende i et Lyst-

hus i Haven til Valabregues Villa i Carpentras.
De intelligente men noget trætte Øjne skuer lige
ud mod Beskueren og kun det tykke Tøj dæk-
ker Figurens Magerhed. Da Dreyfus og hans
Familje er ligefrem nervøs ængstelige for at faa
blot' et Skin af at ville vække Reklame, vil der
næppe fremkomme andre Billeder.

Efteraar.

Lad blot de brune Blades vaade Klynge
hensejle ad den smudsig sorte Bæk.
Lad.andre blot om Sory og Vemod synge
og klage over Østenvind og Træk.

Lad andre græde, medens Regnen strømmer,
og sige, Livet savner Poesi.

Naar Mark og Vej i Ælte sammensvømmer,
jeg finder ultid dog en lille Sti. :

Imellem Skovens løvforladte Grene,

hvis mørke Toppe Taagens Tæppe gemmer,

i Regn og Rusk jeg gerne gaar alene

og lytter spændt til Stormens stærke Stemmer.

Naar Bølgen brydes skwmmende i Vrede
mod Strandens tangbeslængte smalle Bred,
naar Stormen rigtig buldrer løs dernede,
man føler at Naturen lever med.

Den stille, klare Sommerdag i Skoven

hvor intet Vindpust rasler Blad mod Blad,
”.hvor Solen bare brænder ned fra oven,

— Naturen synes mig saa ligeglad.

Men føler Savnet du af Sommervarme,

af Bøgens læderblanke, grønne Løv,

af brune Kinder, bare Ben og Arme,

af gule Plæner, Tommelag af Støv —.
Ø

Om ogsaa Skyer gennem Rummet jage,
og aldrig blotter Solens gyldne Skive,
Du har en lille Trøst endnu tilbage:
Hver Dag fra nu af kortere vil blive.

Åæet Bramsen.

— åd —

Har De hørt den sidste om Kej-
ser Wilhelm? Det fortælles, at han,
da han for nogen Tid siden in-
spicerede Barakkerne ved Karls-
ruhe, en Dag til sin store Fryd
stødte paa to Soldater, der, klædt
som Kokke, bar paa en mægtig
Suppekedel.

Haha — tænkte Kejseren, nu
skal jeg dog overbevise mig om
det er sandt, naur det siges, at
Forplejningen er saa slet her.

»Holdt!! kommamnderede han
og det med en Røst saa den mest
højrøstede Sergent ikke kunde
have gjort det bedre. ,Min Ske!
— og Laaget af!"

De to Soldater turde ingen Ind-
vendinger gøre, Laaget blev øje-
blikkelig fjernet, Kejseren tog sig
en ordentlig Skefuld — Tableaw!

Kejseren spyttede. Minen var
barsk. ,Skandale", udbrød han.
»Det rene Skyllevand!"

Hertil svarede den mindst frygt-
somme af de to Soldaterkokke:
»Ja, Deres Majestæt, det er lige
hvad det er. Vi har nemlig va-
sket op.” Kejseren lo forceret, for-
langte et stort Glas Cognac og
fjernede sig. t

Mam -mener, at det passerede
vil have belært ham om at inspi-
cere mindre hurtigt næste Gang.

bd

»Hvorfor vil De sminke Dem,
Frøken. Naa, det bliver jo enfim
Deres og ikke vor Sag — men
vi kan godt give Dem et lille
ekstra Kursus. At sminke sig er
meget lettere og mere ligefremt,
end man skulde tro, naar man
tænker paa den enorme og for-
bausende Virkning det kan have
paa Scenen. Det hæsligste Menne-
ske kan med største Lethed blive
en Skønhed. Nu skal De høre. De
har et magert Ansigt, og vil gerne
have et rundt. Saa lægger De en
rund Plet Rødt pua Kindbenet og
lader den løbe lysere nedefter. Vil
De have en stor Næse mindre, saa
lader De Kindens røde Farve gaa
lidt op paa Næsen og, omvendt, vil
De have en smal Næse bred, saa
holder man Kindens Rødt et Styk-
ke borte fra Næsen. Paa den Maa-
de bliver et Stykke af Kinden. til

SET OG HØRT.

Næse. Hvor-
dan forlænger
man sin. Næ-
se? Man sæt-
ter blot en lille
hvid Plet paa

Spidsen af:

den. Og vil

man gøre en
stor Mund lille,

anbringer
man i hvert
Hjørne af Læ-
berne Kindens
Farvetone, og

markerer
Grænsen med et Par smaa mørke
Streger. Med en sort Streg paral-
lel med de underste Øjenvipper
forøger man Øjnenes Glans. Men
det sidste, Frøken, er jo gwnske
unødigt for Dem at læres

sk

Amerikanerne er opfindsomme
Folk. ,Time is money" sige de, og
saa gør de alle mulige Opfindelser,
der sparer baade Tid og Penge.
Det er morsomt at se, hvad disse
Yankeer: har fundet paa, hvad
enten det nu drejer sig -om Be-
kvemmeligheder for Hjemmet eller
for. Kontoret. Vil man vide, hvad
nyt, der fremkommer i saa Hen-
seende, behøver mam blot at kigge
indenfor i det saakaldte Kontor-
inventar og Skrivemaskine Co. paa
Købmagergade. Og det behagelige
er.at man behandles lige høfligt,
om man køber noget eller ej — en
Fremgangsmaade i Forretnings-
branchen, der om ikke enestaa-
ende, saa dog i hvert Fald er ret
ualmindelig. ”

sk

AÅA propos Opfindelser. Ernst
Bojesen handlede klogt, da ham fik
den Idé at udgive én ny ,,Opfindel-
sernes Bog". Deterjo netop et saa-
damt Værk, vi alle trænger til. Vi
husker ikke, hvor mange Subskri-
benter det er, Hr. Bojesen allerede
kan avertere med. Men at det er
i Tusindvis, det ved vi og forstaar
vi. ,,Opfindelselsernes Bog" og en
Roman som ,,Dr. Nikola" det er
det, Folk har Fornøjelse af og der-
for ikke fortryder at erhverve sig.

Ea

At man kan købe Esterhazy
er velbekendt, men at Mamden
helt livagtig er at faa til Købs
her i Byen, er noget jeg nu kan
fortælle Dem. Baade han og Drey-
fus og alle de andre i Affæren im-
plicerede kan imorsomme Gummri-
figurer. faas hos Kunsthandler
Erslev paa Østergade. Alt eftersom
man trykker paa de elastiske Ficnu-
ver, se de enten uskyldige eller
storpralende, forstokkede eller høj-
tidelige ud. Paa den Maade kan

=R

man illustrere hele det- stenogra-
fiske Referat af Processen.

Eg

Hvem kender ikke auf Navn Jan
van Beers? Den berømte belgiske
Kunstner, der som ingen amden
kan male glade Damer i lette Si-
tuationer. Pariserné elsker hon,
Pwriserinderne forguder ham. At
blive malet af van Beers — naa-
dadada! Og selv er han ægte Pa-
viser. For nylig købte han sig et
elegant Hotel, der nu staar fiks og
færdig, efter at han har anvendt
det utrolige paa dets Udstyrelse.
Særlig er Pwriserne uldeles be-
tagne af et Flygel, han har givet
Udkast til. Det er indlagt og ma-
let ala Watteau,og naar det med-
deles, at alene dette ene Møbel har
kostet ham over 100;000 Frances,
saa forstaar man, at det maa
være en Perle. Det skal derfor og-
saa paa Pariserudstillingen.

xx

Mam tænke sig: i Frankrig an-
ses stadig en Ungkarl for at være
noget af en Forbryder. En gammel
Professor har regnet ud, at hvis
Landet vedbliver at affolkes, som
hidtil, vil Framkrigi1910 kun kun-
ne stille 288,000 Værnepligtige op
mod Tysklamds 546,000. Professo-
ren vil gøre alt, hvad der staar i
hans Magt, for at afhjælpe disse
Forhold, han vil have Klostrene
ophævede, Sundlhedsforholdene
forbedrede og høj Skat lagt paa
Pebersvendene. Mens vi herhjem-
me sige: ,Jeg har ikke Raad til at
gifte mig"; vil det i Framkrig
hedde: ,Jeg har ikke Raad til at
være Pebersvend:

7

»Skual, Frøken; men De drik-
ker jo ikke noget!" — ;,Tak-— jeg
har drukket tilstrækkeligt,” —
— Sig mig, hvad er'De saa,
naar De har drukket tilstrække-
ligt? Kan De finde et godt lille
dansk Ord for det, saa sender
»Hver 8. Dag" Dem gratis til
Paris næste Aar. I fem Dage
faar De frit Ophold, De vil faa
2, Klasses Jernbanebillet frem og
tilbage, varm Frokost og Middag,
2 Dages Køretur i Paris for at
studere Byen, Udflugter til Ver-
sailles Slot, 3 Dages Besøg paa
Udstillingen, Befordring af Rejse-
tøj til og fra Hotellet; en Rejsebog
over Paris. — Men en Tirig maa
De huske, det er kun for Bladets
Abonnenter, — og hvis De ikke er
Abonnent, maa De skynde Dem at
blive det.” i

Kendte Navne

fra By og Land.
Udnævnelse.

Kun en dansk Kongesøn vilde
være 1 Stand til som Konge at
vælge en 34-aarig, ubetitlet, saa at
sige ny Mand til en saa vigtig re-
præsentativ Post som et græsk
Generalkonsulat i København.

Kong Georg kan gøre det. Han

behøver ikke at slaa efter i Stats-
kalenderen, thi han kender selv
personlig sine Folk. Saaledes er
det gaaet
til, at Bil-
ly Thal-
bitzer er
bleven
græsk Ge-
neralkon-
sul.
Thalbit-
zer er Søn

Direktør,
Kaptajn

TE, 32
oprindelig
Artilleriofficer. Han gik dog hurtig
overi praktisk Virksomhed ogtjente
sine borgerlige Sporer i det engel-
ske Assurancevæsen. Siden 1890
har han ledet den danske Afdeling
af det engelske Livsforsikringssel-
skab ,Standard", hvis store Mar-
morhus er en.af Kongens Nytorvs
fornemste Prydelser,… der utvivl-
somt skyldes hans utrættelige
Energi.

Generalkonsul 'Tlsalbitzer.

Dødsfald.

Overtelegrafist G. E. V. de BRe-
nouard, som i 35 Aar har været an-
sat ved Statstelegrafen, er afgaaet
ved Døden i.sit 66. Aar. I 20 Aar
var han ansat i Helsingør, hvor han
tillige virkede som Tolk og Trans-
latør ved.det franske Konsulat. Da
han fratraadte denne Stilling, blev
han dekoreret med Æreslegionens
Ridderkors,ligesom han ogsaa mod-
tog en- spansk Orden for sine År-
bejder for dette Land. Den 1. April
tog han sin Afsked fra Statstele-

i : grafen,
SEERE hvor han
ve :… senest var
ansat som
Telegraf-
bestyrer
ved Kø-
benhavns

Bane-

gaard.
Ikke alene

iStatens

Tjeneste

nød han

eres men stor Anse-
Overtelegrafist de Renouard. else for

KENDTE NAVNE.

sin Forekommenhed og Dygtighed,
men ogsaa i det private Liv, og ikke
mindst som Medlem af Frimurer-
ordenen, skaffede han sig mange
Venner ved i det stille at række
en hjælpende Haand. Han var født
fransk Greve, Søn af General de
Renouard, der i sin Tid var Kom-
mandant paa Kronborg.

Nylig afgik ved Døden Afde-
lingsarkitekt under Københavns
Magistrat Christian Becher 48 Aar
gammel.

Allerede i en ung Alder blev han
knyttet til store og offentlige Bygge-
foretagender, idet han bl. a. medvir-
kede som Konduktør ved St. Hans
Hospitals Udvidelse, ved Opførelsen
af det kongelige Teater, Hotel
d”Angleterre og Kommuneskolen i
Nansensgade.

Efter en Studierejse i Syden paa
et Par Aar arbejdede han under
Professor Fengers Ledelse paa den
omfattende Restaurering af Børsen
og overtog derefter for Danmarks
Vedkommende Installationen paa
Pariserudstillingen i 1878.

Foruden Opførelsen af en Del
private Bygninger har Becher fore-
taget Ombygningen af Casino samt
Restaureringen af Børsens Indre.

I] 1890 overtog Becher Embedet
hos Stadsarkitekten. Saavel her
som vnder hans tidligere Virksom-
hed vandt

han me-
gen Tillid
og mange

Venner

ved sin

solide

Dygtig-

hed og
det brede
elskvær-
dige Lune,
som ka-

rakteri-
; serede
Afdelingsarkitekt Becher. ham.

Driftsbestyrer ved de sydfynske
Jernbaner, Justitsraad Dyhr, som
nylig afgik ved Døden, var født i
Nykøbing, Mors, 1833. Efter at have
gennemgaaet den militære Høj-
skole ansattes han ved Ingeniør-
tropperne. Igennem en Del Aar
delte han sit Arbejde mellem mili-
tær Ingeniørtjeneste og Anlæg af
Jernbanelinier, var 1861 med til
Anlæget af Dybbøl Skanser, assi-
sterede derefter ved Kontrollen med
de jydsk-fyenske Jernbaner og
deltog i 1864 under Belejringen af
Dybbøl. i

Efter Krigen afgik han som: Pre-
mierløjtnant fra Ingeniørregimen-
tet og fik Ansættelse som Banein-
geniør ved de fynske Slatsbaner.
Fra 1876—1890 beklædte han Em-
bedet som ODriftsbestyrer ved de

——47 —

sydfynske
Jernba-
ner, som
han ad-
minisire-
rede med
fortrinlig
Dygtig-
hed. Sam-
tidig mod-
tog han
adskillige
Tillids-
hverv og
Tid For- Justitsraad Dyhr.
mand for Bestyrelsen af Odense
Telefonselskab, som han havde
været med til at stifte, Han var en
ligefrem og elskværdig Personlig-
hed, som alle satte Pris paa.

Jubilæum.

»Frederiksborg Amts Avis" fej-
rede sit 25-Aars Jubilæum med Ud-
sendelsen af et smukt Festnummer.

Dette Blad, som nu er det le-
dende i Nordsjælland, startedes af
afdøde C. Berg efter Opfordring fra
en Del af Amtets Venstremænd.

I de første 21 Aar redigeredes
Bladet af Redaktør H.V. Rasmus-
sen, nu ,Aarhus Folkeblad", 1895
overtoges Redaktionen af cand.
Sigurd Berg, C. Bergs næstældste
Søn, der blev cand. phil. i 1887 og
derefter arbejdede en korlere Tid
ved de fleste af Faderens mange
Blade, 19 Aar gl. var han saaledes
et Aarstid Redaktør i Thisted,
hvorefter han i nogle Aar studerede
National-

økonomi
og Poli-
tik i Kø-
benhavn.
Under

Sigurd

Bergs
dygtige og
energiske
Ledelse er
Amtsavi-
sens Ind-

flydelse
Xl sigter
vokset,
bvædden Redaktør Berg.
gav sig et stærkt Udslag ved de
sidste Valg.

Isenkræmmer Oluf Brønnum
kunde nylig fejre Jubilæum, idet
det var 25 Aar siden han grund-
lagde sin velkendte Forretning.

Af Datidens Isenkræmmere blev
Forretningens Start modtaget med
megen Skepsis, fordi Brønnum var
den første, som her i Landet prø-
vede paa at knytte Køkkenudstyrs-
artikler til Isenkrambranchen, et
Forsøg, som lykkedes, og som i Lø-

essensen bet af. faa

Aar fandt
mange Ef.
terlignere
baade i
Hoved-
staden
og Provin-
sen.

B. dri-
ver en
betydelig
Forret-
ning med
Statens
og Kom-
munens Institutioner, Dampskibs-
og Jernbaneselskaber, Hoteller o.
1., og nyder den største Agtelse in-

denfor Standen.

Isenkræmmer Brønnum.

»Arbejdernes Læseselskab", som
har til Maal gennem Foredrag og
Bogudlaan at sprede Kundskaber
ud blandt den arbejdende Stand,
kan nu med Stolthed over de op-
naaede Resultater, se tilbage paa
en 20-aarig Virksomhed. Den har
mere end 2000 Medlemmer, en
Vennekreds af udmærkede Kuust-
nere og" Videnskabsmænd, som
yder den aandelige Støtte og en
anden Kreds med selve Kronprin-
sen i Spidsen, som bringer Sta-
tus i Vejret. Foreningen har gen-
nem ÅAarene vist at kunne magte
sit Oplysningsværk, og man mær-
ker gennem dens Arbejde og de
Kræfter, den formaar at binde til
sig, at der
i dens Le-
delse maa
være en
3penetig

nergi,

som vil
naa sit
Maal. I
Forman-
den, Tøj-
husarbej-
der L. P.
Hamsens
onen er
; enne

Tøjhusarbejder Hansen. ig Vilje
koncentreret og den Sympati, han
har vundet sig gennem sin. 3-aarige
Formandstid, gør ham Arbejdet for
sin Forening lettere.

Stjernekortet.

Nar man betragter Stjernehimlen
paa følgende Tider:

8. Oktober Kl. 11 Aften, 23. Ok-
tober Kl. 10 Aften, 7. November
Kl. 9 Aften, 22, November Kl. 8 Af-
ten, 6. December Kl. 7 Aften, 21.
December Kl. 6 Aften, saa vel som
alle mellemliggende Dage paa de
tilsvarende Klokkeslet, ser man
Mælkevejen strække sig i cn mæg-

KENDTE NAVNE.

V3204,>(3

VET

eg,

j
ze

g

uvvP,

tig Bue over hele Himlen fra Øst
gennem Zenit til Vest. Nær Zenit
staar Cassiopeja (W), og lade vi
Blikket glide mod Syd, ses den
store Firkant i Pegasus. Langt
under denne ses lidt til venstre
Deneb Kaitos i Hvalfisken, og lidt
til højre, umiddelbart ved Horison-
ten, Fomalhaut i den sydlige Fisk.
Denne Stjerne, som er af 1. St.,
hæver sig kun 3—49 over Køben-
havns Horisont. Den kulminerer i
ret Syd omtrent en Time før de an-
givne Klokkeslet.

Mod Vest ses det store latinske
Kors i Svanen og til højre Lyren
med den klare - Vega. Til venstre
for Svanen og lidt lavere ses Ør-
nen med Atair mellem to mindre
Stjerner i ret Linje. Til højre for
Vega er der i Kortet sat et Kryds

aa det Sted i Herkules, mod hvil-
ker vort Solsystem styrer frem i
Rummet. Her synes Stjernerne
nemlig i Aarhundredernes Løb at
spredes ud fra hverandre, medens
de i den modsatte Himmelegn (Syd
for Orion) ligesom fortættes. Gaa vi
i en Skov, ville Træerne foran og
bagved os paa lignende Maade
»flytte sig". Man har anslaaet Sol-
systemets Hastighed til 6 Mil i Se-
kundet, altsaa større end Jordens
Banehastighed, der er 4 Mil i Se-
kundet.

I ret Nord ses Karlsvognen. Paa
Østhimlen er Orion i Opgang; de

-8 klare Bæltestjerner har netop hæ-

vet sig over Horisonten. Meget lavt
i Nordøst ses Tvillingstjernerne Ca-

a 552773 1 "1%;

stor og Pollux. i lodret Stilling.
Højere oppe funkler Capella i Ku-
sken og den rødlige Aldebaran i
Tyren. Mod Sydøst ses det store
Stjernebillede Hvalfisken, i hvis
Hals den vidunderlige Stjerne Mira
maa søges; den vokser i en Maa-
ned fra 6. til 2—3 St. og aftager i
3 Maaneder atter til 6. St., hvoref-
ter den i 7 Maaneder kun kan ses
i Kikkert. Mira er netop for Tiden
omtrent i Maksimum eller i stær-
keste Glans.

I December kan Planeten Venus
ses 1—2 Timer efter Solnedgang
lavt i Sydvest, medens Jupiter maa
søges før Solopgang i Sydøst. Nat-
ten mellem 16. og 17. December
indtræffer der eu interessant Mag-
neformørkelse.

Torvald Køhl.

»Hver 8. Dag"s
illustrerede Serier.

" uyHver8, Dag"s illustrerede Serier
er Fællestitlen paa en Række Bø.
ger af forskelligartet Genre, hvis

"1. Bind, som indeholder Max Pem-

bertons ypperlige Roman: ,, Spionen
fra Kronstadt" nu er udkommet.
Den foreligger gennemillustreret j
særdeles smagfuld Udstyrelse og
medens Bogladeprisen bliver Kr.
2,50, kunne vore Abonnenter er-
hverve sig den for 1 Kr.

Nr. 4. 1899:57900. w.

10 Øre om Ugen.

Søndagen den 22. Oktober. 5 1 Kr. 95 Øre Kvartalet.

Verdenspostforeningens 259-Aars Jubilæum.
Joseph Michaelsen.

NBAAREN og mand-

voksen, som Athene

sprang frem af Zeus”

Hjerne, fremtraadte
paa en Mærkedag i Kultu-
rens Historie Rowland-Hills
Forslag til Indførelsen af en
lav ensartet Porto i Storbrit-
tannien. Og fuldt rustet som
selve Visdommens Gudinde,
behøvede det kun noget over
et Aarstid for at besejre
Ukyndighed og . Træghed.
Forslaget bares af den geni-
ale Tanke, at et Brev ikke
bør beskattes efter Afstan-
den, hvori det befordres. Og
dette fordi Posten skal be-
fordres over hele Landet, og
fordi disse Befordringsom-
kostninger udgøre en mindre
Del af hele Udgiften i Sam-
menligning med Brevenes Modtagelse og Ombæ-
ring. Der bør derfor slaas en Streg over alle 32 Por-
tosatser fra en Penny til 2 Sh. 6 ds. og fastsæt-
tes en Porto af en Penny for et Brev over hele
det forenede Kongerige, saa vil Korrespondancens
Stigen snart dække Tabet, medens Produktion
og Omsætning vil faa et mægtigt Stød fremad.

Forslaget blev anset for et Foster af en for-
rykt Hjerne, men i en ubegribelig kort Tid var
det gennemført i 1840.

Men medens de andre evropæiske Stater, skønt
trægt og delvis, gjorde dette kolossale Skridt
fremad — Danmark saaledes i 1851 — forblev
det ved det gamle i Postforbindelsen mellem

Landene indbyrdes. Her tumlede den gammel- ,

dags Finansvidenskab sig som en Fisk i Van-
det, og sagde uden at tænke paa Repressalierne:

Joseph Michaelsen.

»Lad kun Udlandet skatte
dygtigt!" Som Følge heraf
tog man indtil det dobbelte
af den indenlandske Porto af
et Brev til Udlandet og lige
saa meget af et transiterende
Brev — Danmark saaledes
11 Sk. endnu i 1864 — og
der ophobede sig paa denne
Maade paa et stakkels Brev
eller Avis en hel Række Por-
tosatser, der virkede som
Bomme paa Alfarvej, afspær-
rede Folkene fra hinanden og
forhindrede dem i at indlede
og vedligeholde Omsætnin-
gen af deres Produktion. Et
Brev til Nordamerika kostede
saaledes endnu i 1859 1
Rdl. og 1 Sk., til andre Lan-
de forholdsvis efter samme
Skala, medens smaalige For-
handlinger om Afslag og minutiøse Afregninger
over Mellemregninger kostede Tid, Flid og Penge.

Saa fik en dengang ung Assistent i General-
postdirektoratet Josenh Michaelsen i Aaret 1859
den geniale Ide med ét Slag at fjerne alle hine
Bomme ved Anvendelsen af Gensidighedsprin-
cipet i den udenlandske Postforbindelse. Han
havde gjort Nationaløkonomien til sit Hoved-
studium og saå snart, at Afgiften paa Korre-
spondancens saavel som paa Aandens Frembrin-
gelser gennem Pressen virkede som en Tyngde
paa selve Skatteevnen. Han saa paa den spildte
Arbejdskraft og fik Lyst til at raade Bod paa
Ondet. Han siger selv, at det gik ham som Dren-
gen paa Fabriken, hvis Hverv det var at aabne
og lukke for Ventilen og saa opfandt Dampven-
tilen. Og uden Hensyn til sin underordnede Stil-

==

VERDENSPOSTFORENINGENS 25-AARS JUBILÆUM.

ling, der efter bureaukratisk Lov havde at holde
ham ude fra alt, hvad der kunde ligne Initiativ
— en vis Tankebevægelse med paafølgende
Handling, der forbeholdes de øverste Overord-
nede — overrakte den revolutionære Åssistent
sin nærmeste Foresatte sit Forslag til Transit-
portoens Afskaffelse eller Afløsning.

Forslaget gik ud paa, at de evropæiske Sta-
ter skulde forene sig om gensidig at befordre
hverandres Breve og Tryksager frit over hver-
andres Territorium og anvende den lave inden-
landske Porto uden noget Tillæg af anden Porto
paa Breve til eller fra fremmede Lande, saaledes
at enhver Postbestyrelse udelt beholdt den Porto,
som var erlagt paa Ankomst- eller Afgangsste-
det — med andre Ord nedrive Bommene og
slaa en Streg over Transitportoen og den hele
Af- og Mellemregning. :

Joseph Michaelsen gik ud fra, at et Brev
kræver og faar et Svar, at Postruten og Befor-
dringsmidler ere tilstede, at den indenlandske
Post alligevel skal befordres, at Bekostningen
ved Befordringen af Transitposten vil dækkes
direkte ved den forøgede Korrespondance med
Udlandet og indirekte og navnlig ved den Gen-
tjeneste, som den ene Stat viser den anden.

ȁltsammen", siger han i sine Livserindrin-
ger, ,Saa simpelt som Sandheden og saa nær-
liggende, at det overses.”

Han var heller ikke blind for, at de S taler
som ved deres Beliggenhed i Evropas Udhjørner
ere forhindrede i at yde Gentjeneste, fornufligvis
burde udrede en Aversionalsum til de Stater,
der, som Belgien og Sweitz, vilde lide mest ved
Reformen. — Forslaget blev i det hele ikke vel
modtaget, men anset som et Slags Vigtigmageri,
og den Foresatte leverede efter kort Tids Forløb
Forslaget tilbage, uden at have læst det, med
en i spøgefuld Form iklædt Tilrettevisning for —
den slette Haandskrift. Der var dog én Mand,
i Postvæsenet, der gjorde en Undtagelse. Det
var den højt ansete, daværende Postinspektør
Petersen. Han sagde: ,,Denne Tanke var mig,
der var gaaet op i de gammeldags Beregninger,
saa fremmed, at jeg tvivlede om, at nogen frem-
med Stat vilde indlade sig paa el saadant For-
slag", og da han og den paa et større Omraade
lige saa fortjente Finansminister Sponneck begge
fraraadede Forfatteren at offentliggøre Forslaget i
Betragtning af Staternes Paaholdenhed overfor
de stedse stigende vældige Udgifter, saa fulgte
Forfatteren deres og Horats Raad at lade den
ligge i den Forvisning, at Tiden vilde arbejde
for ham. Det gik som ventet: Tiden og Historien
kom til Hjælp. Da Italien var blevet et samlet
Rige, det nordtyske Forbund dannet og et
stort Talent, Stephan, var stillet i Spidsen for
dette Postvæsen, udgav Michaelsen sit Forslag
gennem Trykken paa Fransk, fik paa denne
Maade Tilslutning fra indflydelsesrige Mænd i

Udlandet og formaaede derefter Udenrigsmini-
steriet til at fremsende det til samtlige Postbe-
styrelser og Regeringer i Evropa og de nord-
amerikanske Fristater. Det. var i April Maaned
1868, og i December Maaned samme Åar affat-
tede Stephan et ,,Denkschrift" om Dannelsen af
en almindelig Postforening med Afskaffelse af
Transitportoen og Indførelse af. en lav ensartet
Porto, samtidig med Bebudelse af en Verdens-
postkongres.

Da Michaelsens Tanke saaledes var steget
ned fra Utopien og havde taget Fodfæste blandt
denne Verdens Realiteter, men der endnu sav-
nedes en stærk offentlig Mening trindt om i Lan-
dene, saa satte ban sin Tid og sit Arbejde ind
paa en Agitation gennem Presse, Politikere,
Statsmænd og Diplomater i Evropa og Amerika,
der fortsattes uden Afbrydelse i henved 7 Aar
af hans Liv indtil Sagen var afgjort. Verdens-
postkongressen blev derefter af den tyske Re-
gering sammenkaldt til Møde i Bern i Begyndel-
sen af September 1874 og Geheimeetatsraad
Fenger fik Hvervet at repræsentere Danmark,
medens Michaelsen dog af Sømmelighedshensyn
blev sendt efter for at overvære Forhandlingerne.
Da han kom til Bern, var Hovedslaget slaaet,
medens han' selv blev ,sat først til Vægs og
saa til Dørs", det vil sige placeret paa en Stol
ved Væggen og til Eftermiddagsmødet nægtet
Adgang til Salen.

Saa vedtoge de to og tyve Stater, hvis Dele-
gerede repræsenterede et Omraade af 700,000
C] Mil med 350 Millioner Mennesker, paa hin
mindeværdige 9. Oktober, Dannelsen af en Post-
union paa hvilken Transitportoen var afskaffet
og en ensartet lav Porto fastsat, og al Mellem-
regning bortfaldt.

Det var i alt væsentligt Joseph Michaelsens
Forslag. Senere har med Undtagelse af Kina hele
den øvrige Verden tiltraadt Unionen og andre Post-
forsendelser er inddraget under dens Omraade.
Det gik nu her ganske som efter Rowland Hills
Reform. De udenlandske Postforsendelser stege
i en overordentlig Grad.

Det var da en god Gerning, — en Gerning
som bør mindes, — hvortil den unge Åssislent i
Postbestyrelsen for 25 Aar siden tog Initiativet,
og hvorfor han fortjener en tilsvarende Tak.
Man har opkastet det Spørgsmaal, om nu Æren
virkelig tilkommer Joseph Michaelsen eller Ste-
phan. Sammenstillingen er simpelthen umulig.
At en lille dansk Embedsmand uden Støtte af
sin Regering ikke kan sammenkalde en Ver-
denskongres, skulde man synes fulgte af sig
selv; at en Stormagts talentfulde Minister satte
sit Navn og sit Lands Magt ind paa Sagen, det
maatte til for at naa det store Resultat. Derfor
tilkommer Æren begge, om den end hidtil kun

er tilfalden den ene.
—br.—

NDS

FRA DE 25 DAGE.

Fad mr MEN Mat ER »

SIE!

Nee TOT E Te)

"ie
—%
Å

Hs. kgl. Højhed Kronprinsen i Hotel »Skaritsø«g Have.

Fra de 25 Dage.

Af V. Greibe.

I saa” jo lidt forandrede ud, en hel Del
af os, da vi mødtes i Kasernegaarden.
Der var nu f.'Eks. Petersen — han havde
multipliceret sig selv med to siden sidst,
og Forvalteren havde faaet Fuldskæg og var
bleven ,Proprietær, og Blikkenslageren — nej,
han var den samme som før. ,,Svend fra Fad",
som han altid sagde. om sig selv.
»Sig mig en Gang, Petersen, har Du puttet
Tornystret ind paa Maven?"
»Saa har Du da puttet Maven ind i Torny-
stret, 43!"
»Hvor mange Børn har Du faaet siden sidst?”
»Ingen —"
»Du maa jo ikke ha” Ære i Livet, naar Du
saa tør møde her! Jeg har da et Par Stykker

eller tre — men jeg jo er osse en Svend
fra —".

»Kompagni — til Højre — Ret!”

Jo, min Sandten, vi kunde rette os endnu.

»Geværrr i — Hvil!"

Det røg op paa Skulderen, som havde vi al-
drig bestilt andet end sætte ,,Kanonen" fast op
mod venstre Tornysterrem.

»Kompagni — Marrrrsch!”

Kaptajnen snurrede paa ,r'erne, som var det
et helt Tordenvejr, og ud gik det gennem den
gamle Kaserneport, forbi Kærester og Koner, der
sagde det sidste, det ømme Farvel til dem, der
drog i Leding.

»Saa” Du Konen, 99?"

»Næ —".

»Da peb hun da, som en Mus i Basselseng!"

Nu begyndte jeg at føle mig hjemme! Tonen
var anslaaet.

— Paa Fælleden gjordes første Holdt. Vi
skulde indkvarteres lige ved Kjøbenhavn den
første Nat, og Foureren foretog Fordelingen.

Kaptajnen spørger: ,,Er der Nogen, som ikke
véd, hvor han skal ligge i Nat, saa siger han
til!”

Og en hæs Røst forkynder: ,,Det ve” je” Kraft
ede me inte!”

Almindelig Forfærdelse. Saa viser det sig, at
det er en Tilskuer blandt Fælledens løse Fugle,
der i Sandhedens Interesse proklamerer sin Man-
gel paa Nattelogi — — han fik et favorabelt
Tilbud af Kaptajnen. om gratis Ophold paa Øster-
bros Politivagt; han renoncerede. Men bagved
mig stod en ung Dame, der betroede sin Ven-
inde, at det egentlig maatte være ,frygtelig grin-
agtigt saadan :at komme ud."

Ja, lille Frøken — saamænd! Og det'er i og
for sig kedeligt, at ikke alle kommer i Kanton-
nement — Damerne ogsaa — de gaar nemlig
glip af en Nydelse, hvis Omfang kun den ken-
der, der har været med i de 25 Dage, hvor
Kampene udfægtes mellem dem ,,;med Huebind""
og dem ,,med uden”. Jeg mener den Nydelse
atter at komme i sin egen gode Seng, nåar man
i et længere Tidsrum har gjort Forsøg paa at
flette sig Madrasser af Langhalmen og ført nat-
lige Kampe med Ladens eller Loens Mus og
Rotter, medens Lopperne formerede Skyttekæder
over Ens arme Krop. Jeg har indtil dette Øje-
blik fundet faa Nydelser, der kan konkurrere
med denne, der ligesom danner Skillevejen mel-
lem det militære og det civile Liv om Natten.
For hvad Resten angaar, da siger jeg ligesom
min Slof, Blikkenslageren: ,,Det Hele er jo 'In-
genting!f — bagefter.

— Nu er det forbi for denne Gang, Hs. kgl.

Højhed Kronprinsen har nedlagt Kommandosta-

ven, vi har faaet vor Anerkendelse for Øvelserne,
har afleveret Geværet og Munderingen og »Stær-
kassenf — det tekniske Udtryk for Tornystret

- bl —

REN REDEN VRE TRES

FRA DE 25 DAGE.

Den store Fodparade under Kantonnementet.

— har taget Afsked med Kastel og Kaserne,
med Officerer og Underofficerer.

»Farvel — og Tak for denne Gang; det var
jo alligevel ganske morsomt i Aar, lidt fugtigt,
ganske vist — — men man kan heller ikke al-
tid have det paa det Tørre!"

Ja ja, alle I, der ikke har været med, alle I,
som ikke kan ,udvikle". til Højre eller Venstre
eller ,bryde af med Roder" eller ,falde fladt
ned" — I kunde vist have rigtig godt af saa-
dan en lille Fodtur gennem Landet; den giver
Appetit, og der er nok baade af Ærterne og
Flæsket. Det gælder blot om to Beer som Kap-
tajnen sagde:

»Benene og Maven! Benene
holder I i Orden ved at. vaske
dem, Maven ved at drikke Bit-
ter!

Recepten er god. Jeg taler af
Erfaring.

ES Ea
x

»Vi stiller i Morgen tidlig
Klokken 6'/, ved X-løse!”
Kompagnichefen sporer sin
Stridshoppe og rider hjem. Kvar-
tererne ,formeres”, og , Trop"
efter ,Trop" vandrer til de Ste-
der, hvor de skal ligge. Dagen
har været streng, og om man-
gen En kunde det siges, at
»helt tungt han efter sig Foden
drog" ; endelig naar vi Per Han-
sens eller Hans Persens Gaard,
og de'svedte Jenser tage Vand-
posten med Storm. Efter et kort

» Toilette" indtages Middagen, Ølkruset vandrer
rundt, og Kæmperne drikker hverandre til, ak-
kurat som i gamle Dage. Dog er Skikken med at
kaste Benene i Hovedet paa hverandre bortfal-
den —. Det næste Spørgsmaal er: hvor skal vi
ligge? Rekognosceringen begynder og giver som
Regel til Resultåt, at Halmen er rede. Halm er
en herlig Vare — bevares — men jeg holder
alligevel mere af Dyner! Meget tidlig — Klok-
ken otte, halvni — kapitulerer man overfor Mor-
phei stærke Magt, til den næste Morgen mælder
sig med en svag Lysning i Øst.

— — Kompagniet er samlet, og Lægens Vogn

Cyele-Ordonnunsen bringer Melding.

ST

FRA DE 25 DAGE.

svinger ind paa Stil-
lingspladsen. Lægen er
en lille, gemytlig Mand
med et lunt Smil i;
Øjenkrogen; han ken-
der Jenserne og ved,
hvor Skoen trykker.

Kort efter falder Kom-
mandoen: ,, Træk den
ene.Støvle og Strømpe
af!”

Der. skal være Fod-
parade, Benene skal
efterses, før vi drager
ud til ,de store Øvel-

ser", de afgørende
Kampe om, hvem der

skal bringe Krigens
Laurbær: hjem "til. Ho-
vedstaden. Selvfølgelig
blev det os — men .til-
bage til Revuen . over
»Undersaatterne".

Delingsvis anbringes
Folkene paa et Gærde, og Lægen begynder sin
Vandring og sit Eftersyn, medens han faar Lej-
lighed til mangt et lille dramatisk Bonmot over
den: Vandmangel, der maa have været dér, hvor
den eller den har havt Kvarter; -Benenes Farve
antyder jævnligt noget saadant.

»Hvor: længe er det: siden, han har vasket
Skinkerne?" '

»I Gaar, Hr. Doktor!"

»Da kunde der, Pinedød,: godt saas Kartofler
paa dem i Dag!"

Officererne spiser Frokost.

I Kvarteret.

Synderen ser krænket ned paa sin Kartoffel-
mark, og Lægen gaar videre.

»Det er jo ligefrem Engletæer,” udbryder Dok-
toren, da han ser et Par nogenlunde velholdte
Ben — alting er jo relativt her i Verden!

Den sidste, Lægen kommer til paa Fløjen, er
Kompagniets særlige Udvalgte. Hans Specialitet
er at komme for sent og aldrig at blive straffet,
det vilde nemlig række for vidt; han er Sindig-
heden selv, og intet bringer ham- ud af det
Tempo, som han nu en Gang agter at tilbage-

lægge sin Livsbane i.
Lad mig f. Eks. kalde
ham for Povl — saa
er der ingen, som ken-
der ham — altsaa Povl
har i Ro og Mag taget
Støvle og Strømpe af
højre Fod og sidder nu
og venter paa Dommen,
medens hans Tanker
vandrer ud i Rummet,
hjem til Hanne eller
Marie, hvad hun nu
hedder.

»Fejler Benet no-
get?" spørger Lægen.

»Næj!” svarer Povl,

og stikker Benet ret
ud.

Men lidt efter siger
Povl stille hen for sig:

»Det var dov ke'lg”
.— nu viste je" ham
det go'e Ben, det. an-

det er skam skidt —

RS 23

FRA DE 25 DAGE.

I Kantonnementis-Lazarettet,.

— men det var da det reneste af dem, han
saa!"

Der er intet saa galt, uden det jo er godt for
noget:

— — — Fodparaden er forbi, :der afmarche-
res til Bataillonens Stillingsplads, Øvelsen be-
gynder. ,Forspids" og ,,Blænkere" sendes ud,
vi »Sikrer" os under Marchen mod Fjenden.
Pludselig kommer en Cykleordonnans susende
ad en Sidevej. Er det Ven — eller skal han

skydes? Det er en af vore egne, der bringer

Melding til Kaptajnen: Kompagniet skal ud og
dække højre Flanke. ;
Afsted gaar det over opblødte Pløjemarker —
fy for Pokker — over Roer og Ågre, over Grøf-
ter og Gærder, op ad Bakker og ned ad Bak-
ker — rigtig, der har vi ham lige overfor os!
»Holdt! Fald ned! Visér 300 —. — Sky-
vyd!
Og nu knitrer Geværilden som Fyrværkeriet
i Tivoli paa en Festaften. Paa en Bakke er vort
Artilleri kørt op — Bum, Bum! Das war eine
grausame Salbe. Rundt om farer Husarer og
Dragoner afsted som Ordonnanser — Kampen
er i fuld Gang over hele Linjen. Vi skyder aa-
benbart godt, for Fjenden trækker sig tilbage.
»Hold inde — — Hanen i Ro! Fremad!"
Puh — det er varmt; men Blikkenslageren
forsikrer fremdeles, at ,,det hele er ingenting"
og åt ,det ta'r man paa Landet med en knu-
sende Ro", Han kan sine Klassikere, den Mand.
Fjenden trækker længere og længere bort; nu
gaar han over Gærdet ind til Skoven. Vi skyder,
han tager Stilling, han skyder; men det bliver
for kedeligt i Længden — væk skal han.

»Bajonetterne paa —
fremad — gaa paa!"

Og saa lyder der et run-
gende Hurra, der giver
Genlyd mellem Granerne
og Bøgene, og ud af Sko-
ven farer Hjort og Hind,
medens Haren løber sig
en Hjertebanken til op ad
Bakken. Vi er lige ved at
følge efter Fjenden ind
mellem Stammerne — saa
lyder Spillemandens lang-
trukne Signal: ,,Holdt -—
hold inde!" Færdig.

Det er et grumme rart
Signal, naar man véd, at
Marketenderen holder i
Nærheden med de forskel-
lige Ingredienser til et for-
holdsvis lukullisk Maaltid
i det grønne, og med utræt-
telig Energi marcherer
Bataillonen til Hvileplad-
sen. Paa Kommandoen
»Træd af — Hvil", gør alle rask omkring, og
et Væddeløb — som gjaldt det Liv og Død, og
ikke: det bekendte tykke Surbrød og Bajeren
— startes mellem de vaabenføre Mænd. Blik-
kenslageren er en smuk Nr. 1, og i hans Køl-
vand følger Povl; thi her kommer Povl aldrig
for sent, dertil sætter han for megen Pris paa
Livets materielle Goder, og bevæbnet med fem
Stykker Wienerbrød og en Bajer vender han til-
bage, denne Gang i det kendte, sindige Trav.

— Op mod Skoven er der dækket til Office-
rerne; det er helt festlig arrangeret, og det er
mere end ondskabsfuldt af Himlen, at den sen-
der en Regnbyge ud over det hvide Bord, ned
i Kaffen, der antagelig ikke trænger til Fortyn-
ding. Den

En halv Time efter fløjtes der — et Varsko
om, at nu er Hviletiden forbi, og det gaar atter
hjemad til den gamle Gaard, hvor ,,Udrustnin-
gen", takket være Regnen, maa have en Ekstra-
pudsning. Derefter Middag, en ,,Seksogtreds"
eller en Napoleon" og saa i ,,Seng" — Program-
met om igen fra Dagen forud.

— — Men inde paa Feltlazarettet ligger Kam-
pens Ofre. En har det i Maven og En i Hovedet,
men mange i Benene; Skudsaar er heldigvis
sjældne! Og Lægen vandrer fra Seng til Seng
for at give Soldaterne den amerikanske Olie.
Den plejer at hjælpe for mange Sygdomme.

x . x
x

— — Oven over vore Hoveder trak Vildgæs-
sene i store, kileformede Flokke til deres Kan-
tonnement; vi drog. hjem fra vort, fra det land-

=>

FRA DE 25 DAGE.

lige Eksil, fra Halmen og fra Landboerne, der
for Resten var flinke mod Landsoldaten. Ind
mod Hovedstaden bugtede det lange Menneske-
tog sig, og med vajende Faner og mer eller
mindre klingende Spil holdtes Indtoget, medens
Københavnerne dannede Spalier for at se paa

de vejrbidte Jenser, der i 258 Dage havde kæm-
pet i det nordvestlige Sjælland, udstaaet Stra-
badser og saa videre — —

»Det hele var jo ingenting", som Blikkensla-
geren sagde, da vi tog Afsked, ,en lille pas-
sende Udflugt under vanskelige Terrænforhold!£

En Verdensrejse for en Hustru.)

Roman af Guy Boothby.

Paa Dansk ved Johannes Magnussen.

nøjes med Skovens Frugter i Nat, der er nok

af dem rundt omkring, og i Morgen faar vi
vel noget bedre, i alt Fald er den Kost lettere at
fordøje end spanske Kugler."

»Ja, det er rigtigt," sagde Blake. ,,Men lad mig nu
gøre, hvad jeg for længe siden vilde. have gjort, hvis
jeg havde haft Lejlighed til det. Lad mig takke Dem,
fordi De har frelst mit Liv. Hvis De ikke havde været
til, Hr. Brudenell, saa vilde jeg nu være død eller,
hvad der'er værre, tilbage paa Vejen til Fængslet.
Jeg takker ogsaa Dem, Milhausen. Som jeg sagde i
Morges, De spillede mig et fælt Puds i Argentina,
men jeg synes sandelig, at De har bødet tilstrækkeligt
for det 1 Dag. Nu tror jeg nok, vi er kvit.”

»Saa giv mig Deres Haand," sagde Milhausen. Det
var en løjerlig Scene, men det løjerligste var at se
den Virkning, Blakes Ord syntes at gøre paa hans
gamle Fjende. Han var øjensynligt rørt, og jeg syn-
tes, jeg saa” noget, der lignede en Taare, i hans Øje.
Muilhausen havde ved flere enden Lejlighed megettyde-
ligt vist mig, at der næppe var nogen Skurkestreg,
som han ikke kunde begaa. Han kunde lyve, bedrage
og stjæle med Frækhed og Samvittighedsløshed, men
nu viste han os til Gengæld, at han kunde lide Nød
uden at klage, være taalmodig og tage Hensyn til an-
dres Svaghed, naar de var i Fare. Ja, jeg tror end-
ogsaa han vilde have ofret sig selv for at frelse en
anden, hvis en Lejlighed havde tilbudt sig, og at han
vilde have gjort det uden at skænke det nogen syn-
derlig Tanke.

Det var O”'Barry, som først bragte os tilbage til den
sørgelige Virkelighed igen. ,,Jeg er sulten", sagde han;
»hvis De vil blive her, vil jeg søge efter nogle Frug-
ter. Vi maa ikke spilde Tid, ellers bliver det for mørkt
til at se, og saa maa vi jo lægge os til at sove uden
Aftensmad." É

Men jeg vilde ikke lade ham gaa alene, og saa
fulgtes vi to ad og kom snart tilbage med en udmær-
ket Forsyning. Da vi var færdige med vort Maaltid,
var det ganske mørkt. Vi kunde næppe have fundet
etbedre Skjulested. Vi havde slaaet Lejr paa et Sted,
der var beskyttet af tre store Klipper paa den Side,
fra hvilken vore Fjender rimeligvis vilde komme, og
paa den anden af et tykt Bambuskrat.

Mulhausen bød os Cigarer, og Blake og O'Barry
indaandede med Vellyst den duftende Røg.

»Jeg synes, Blake," sagde jeg efter en lang Pavse,
»at det er en god Tid at Bale Deres Historie paa.
Vi har ogsaa saa mange Spørgsmaal at gøre. De maa
huske paa, at vi slet ikke har hørt noget om Dem fra
den Tid, da De skrev det mærkelige Brev til Varge-
nal, hvori De bad ham om at sende £ 20,000".

» Vil De have den med alle Enkeltheder, Milhau-
sen?" spurgte Blake. ,Jeg har ikke Lyst til at saare

AD OS saa vælge et Sted, hvor vi kan hvile os,”
sagde Miilhausen. ,Jeg er bange for, vi maa
”

Fortsat.

Deres Følelser, men en rimelig Forklaring vil næppe
være smigrende for Dem." "

»Det skal De ikke bryde Dem om," svarede Mil-
hausen tørt.

»Naa, ja ja da, saa tager jeg fat,” sagde Blake.
»De husker nok, Milhausen, at vi skiltes ad i Buenos
Ayres samme Dag, da De vendte tilbage fra Minerne.
Jeg havde ganske tilfældig under Deres Fraværelse
opdaget det Bedrageri, De havde gjort Dem skyldig i.

Jeg var meget vred paa Dem, og i nogen Tid tænkte
jeg endogsaa paa at melde Dem til Politiet. De hu-
sker nok, i hvilken Tilstand De var, da De kom til-
bage. De havde ingen Idé om, hvad De sagde eller
gjorde. Vi havde en heftig Strid, og jeg krævede, at
De skulde betale mig det Beløb, jeg havde laant
Dem. De sagde, at De ikke kunde gøre det, og da De
en Time senere faldt bevidstløs om paa Gulvet, be-
sluttede jeg, at jeg vilde være færdig med Dem og
hele Sagen og forlod Huset.

Jeg begav mig til min Yacht og gav Ordre til, at
den skulde være rede til at sejle ved Daggry. Ved
Solopgang næste Morgen var Buenos Ayres og De og
al den Besvær, jeg havde haft med Hensyn til Penge
og Minén, noget, der hørte Fortiden til.

Jeg opdagede snart, at Mandskabet var et sjældent
Udvalg af Slyngler. De begyndte straks at knurre,
først over Maden, saa over deres Tjeneste og tilsidst
over Skibet. Da vi var ud for Beta havde jeg op-
daget deres JE ENA men nu var jo Ul E
ken sket, og fra den Dag gik jeg aldrig paa Dækket
uden med en Revolver i Lommen. Jeg var heller ikke
en Gang sikker "lse Officererne. Kaptajnen var skik-
kelig nok, men Styrmanden viste sig senere at være
en Skurk af første Skuffe. ?

En Uge senere kom vi ind i det karaibiske Hav,
og saa indtraadte Krisen. En Nat, da de troede, jeg
laa sikkert i min Køje, hørte jeg oppe paa Dækket,
at de vilde bemægtige sig Skibet og skille sig af med
mg: Styrmanden foreslog, at man skulde slaa mig
ned straks, saa jeg ikke kunde optræde som Vidne
imod dem senere, men Baadsmanden vilde ikke være
med til det. Derimod kunde de jo gerne sætte mig i
en Baad og lade mig i Stikken. Det blev de saa enige
om. Jeg listede mig ned i min Kahyt for at tænke
over Situationen.

DensammeNatblevjegvækketafen forfærdelig Kna-
gen og Bragen, der rystede hele Skibet og næsten
kastede mig ud af Køjen. Saa fulgte den samme Lyd
ogenstærk Bevægelse, og derpaa var der et Øjeblik ro-
ligt. Jeg var heldigvis gaaet til Køjs med Klæderne paa,
saajeg kom hurtigt op paa Dækket. Det var en dejlig
stjerneklar Nat, og der var næsten ikke en Vind, der
rørte sig. Jeg spurgte Kaptajnen, hvad der vari Vejen.
Han svarede, at vi var løbet paa noget, og at ban
Søk sendt Styrmanden forud Por at undersøge, hvad

et var.

Re REN

« Pasbegyndt i Nr. 38, den 18. Juni 1899.

EN VERDENSREJSE FOR EN HUSTRU.

Jeg havde undersøgt Kortet og overbevist mig om,
at der ikke var Land i Nærheden, saa jeg kunde
ikke forstaa, hvorledes det gik til, men der var ikke
megen id til Overvejelse. Det lille Skib var ved at
synke, Jeg havde næppe. overbevist mig om det, før
Maskinfolkene kom op og raabte, at der var fuldt af
Vand i Maskinrummet. Et Øjeblik senere duvede
Skibet paa en mærkelig Maade. Saa rystede det et
Par Sekunder som et saaret Dyr og gik ned med Stæv-
nen forrest, før vi kunde sætte en Baad ud. Jeg løb
agter ud og svang mig op paa Hakkebrættet, hvor-
efter jeg styrtede mig udi Vandet. Da jeg kom op
igen, saa” jeg mig om. Der var intet Spor af Skibet
at opdage, og jeg saa” heller ikke Mandskabet. Jeg
hørte nvk SSKIG ER Raab om Hjælp, men de blev
efterhaanden svagere, og tilsidst saa” det ud, som om
jeg var det eneste levende Væsen dér paa Stedet.«

Ialden Tid havde Milhausen siddet stille, men jeg
vidste godt, hvilke Kvaler han gennemgik. Tilsidst
talte han igen, men det var med en Stemme, som jeg
ikke havde genkendt, hvis jeg ikke havde været for-
beredt paa det.

»Er det Deres Mening," sagde han, ,at Deres Skib
gik til Bunds med Mand og Mus?"

nJa," svarede Blake, ,det gik til Bunds med alt,
hvad der var om Bord."

Milhausen tav igen. Saa mandede han sig op og
sagde: , Véd De bestemt Stedet?%

»Nej," svarede den anden. ,Hvorfor?«

»ÅAa, jeg spørger kun af Nysgerrighed," sagde Mul-
hausen hurtigt. ,,Jeg tænkte paa, om der var en Mulig-
hed for, at De kunde faa den op igen." ,

Medens han sagde det, nærmede han sig mig og
hviskede hæst: , Find paa en eller anden Undskyld-
mg, saa jeg kan komme til at tale alene med

e

m.

n»Hør!" udbrød jeg pludselig. ,,Hvad var det for en
Støj?«

Vi lyttede, men den eneste Lyd var en Bæks Ris-
len et Sted længere nede. :

»Jeg kan ikke høre noget," sagde Blake. ,Hvad tror
De, det var?" -

nDet véd jeg ikke,” svarede jeg. ,men det lød mis-
tænkeligt, saa jeg vil liste mig ned og undersøge Sa-
gen.”

»Saa følger jeg med," sagde Milhausen.

Vi bad de andre om at blive dér, hvor de var, ind-

til vi kom tilbage, og gik et Stykke Vej ned ad Skræn-
ten. Da vi kom til et passende Sted, bad Miilhausen
mig om at standse. Jeg ventede halvvejs, at han vilde
give sine Følelser Luft i Eder og Forbandelser, men
han satte sig ned paa en Sten og skjulte et Øjeblik
Ansigtet-i sine -Hænder. .
"| Hr. Brudenell," sagde han efter en Pavse, ,det
undrer Dem vist, naar jeg siger, at jeg anser mig for
en knust Mand; det er, som om Toden var veget bort
under mine Fødder. De skulde bare vide, hvor om-
hyggeligt jeg havde udregnet alt for at faa fat i det
Guld, hvor kunstigt hele min Plan var sammenføjet,
og hvordan det endelig efter utallige Farer og Van-
skeligheder lykkedes mig at komme om Bord paa
den Yacht — og saa miste alt paa den Maade —"

Han standsede pludselig.

»Jeg: har levet ene.og He i Tanken om de Pen-
ge," sagde han igen efter en Pavse. ,Jeg er fløjet hele

erden rundt efter det Skib. Jeg har drømt om, hvad
jeg vilde gøre, hvis jeg nogen Sinde fandt det igen,
jeg havde lagt helt nye Planer for mit Liv, og nu, lige
som jeg troede, at jeg var ved at faa mit Guld igen,
nu er alt mit Haab knust for bestandig."

Det er Meder IK nok, men jeg kunde ikke lade
være imed at føle Medlidenhed med ham. Hvad han
end var, saa var han i alt Fald grundig i sine Gavtyve-
streger, og jeg huskede stadig, at det var ham, vi

skyldte Godfrey Blakes Befrielse fra Fængslet. Jeg
gjorde Mine til at tale, men han afbrød mig.

Jeg véd meget godt, hvad De vil sige," sagde han
halv vredt, ,men jeg bryder mig ikke om at høre det.
Nej, alt er forbi, og det kan ikke nytte at klage. Men
det var derfor, jeg vilde tale med Dem, jeg vilde bede
Dem om at gøre mig en Tjeneste. Jeg véd, det er me-
get løjerligt under disse Forhold, men hele Historien
er løjerlig. Jeg vil bede Dem om at love mig, at De
ikke siger noget til den unge Blake om det Guld, før
vi er skilte ad. Jeg véd ikke, hvorfor jeg beder Dem
om det, for han véd jo meget godt, at jeg er et sam-
vittighedsløst Menneske. Men skønt De maaske næppe
vil tro det, saa er der dog nogen Finfølelse hos mig
i denne Sag. Jeg følte det først i det Øjeblik,
da jeg bar ham herop i Eftermiddag. Men jeg
kan ikke forklare det. Hvis jeg kunde have faaet den
Meddelelse, jeg ønskede af ham, og være rejst min
Vej for at opsøge Skibet og aldrig have set ham igen,
saa vilde jeg have gjort det uden at bryde mig om
noget andet, men nu da det hele er gaaet i Stykker,
vil jeg nødig have, at han skal vide noget om det.
De kan kalde det Forfængelighed eller hvad De vil,
men det er en Kendsgerning, at min Følelse er saa-
dan. Det er den første Tjeneste, jeg beder Dem om,
og jeg tror det bliver den sidste. Vil De opfylde min
Bøn?"

»Lad mig tænke mig om et Øjeblik," svarede jeg.
Lidt efter sagde jeg: ,Ja, jeg lover Dem, at han ikke
skal faa noget at vide af mig, medens De og han er
sammen," ANS

»Vil De saa ogsaa søge at hindre andre i at for-
tælle ham det?«

»Ja."

»Lad os saa vende tibage til vore Venner," sagde
han. ,Jeg er Dem meget taknemmelig."
fi »Hørte De noget?" spurgte Blake, da vi kom til-

age.

SKER det var Indbildning," svarede jeg. ,,Naa, Blake,
fortæl saa Deres Historie til Ende." £

(Fortsættes).

Humoreske.

Bras - ……—

g MA &
FS: « Æn
RER Al
sså
ig AR ude
Sy NY TU

— »Har Du lagt Mærke til, at mine Øjne ikke er ganske ens ?«
— "Ta; Du, Je er kønnere end det andet.« 8

EN DB

EET FREE EET REE

DAGENS KRØNIKE.

Dagens
Krønike.

ISTERS Barisson
vandt Ry ved
en Kaadhed,
der gik et godt

Stykke ud over, hvad
vi herhjemme anse for
præsentabelt paa en
Scene, hvorimod Si-
sters Lawrisson, som
for Tiden svæver hen
over Scala Varietéens
Scenegulv, søger at
vinde Folkegunst ved
ganske modsatte
Egenskaber. Fin
Smag og graciøse Be-
vægelser giver deres
Ensemble et Særpræg fremfor mange andre Da-
menumre paa Variétéen — de hujer ikke, men
synger, de .spræller ikke, men danser. Hertil
kommer de med den gode Anbefaling, som det
giver at have optraadt paa alle Verdens store

WE
RS SA:

så

2 2 SEER RTE

år

»Sisters Laurisson” i Scala Variété.

Variétéer. De medfører 60 Kostumer — Silke
helt igennem — og det første de søgte her i
Byen var et AÅssuranceselskab, hos hvem de as-
surerede den elegante Garderobe for en Værdi
af 20,000 Kr.

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

Thomas Lipton, som. deltager i den engelsk-amerikanske Sejlads.

amerikanske, har med hidsig Spænding fulgt
den Sø-Kamp, som nylig for tiende Gang siden
1851 blev udkæmpet mellem England og Ame-
rika og i hvilken det for England galdt om at tilbage-
vinde den af Dronning Victoria i sin Tid udsatte Sølv-
kande, den saakaldte ,,America Cup", som siden be-
standig forblev i
Amerikanernes
Eje. Det var den
store engelske
» Forretnings-
mand Sir Tho-
mas Lipton, som
denne Gang vil-
de gentage For-
søget med sin
Champion-Sejler
»Shamrock%, der
fik Amerikaner-
nes ,Columbia"
til Modstander.
Millioner er i Aa-
renes Løb af
Englænderne gi-
vet ud, for at vin-
de denne Sølv-
- genstand, som
kunstnerisk set
er et ganske tar-
veligt Stykke Ar-
bejde, men som
Aarene har om-
givet med en

' y grekennk Verden, specielt den engelske og

Sejladspræmien ,, America Cup,

Ske

EDEL EDGE PE CA 2

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

Glorie, der gør den tilen af Verdens mest eftertragtede
Sejrstrofæer. Dens oprindelige Værdi var ca. 1800
Kr., men ingen Guldsmed nutildags vilde vedkende
sig dette Arbejde.

haj bal
x

fn findes rundt omkring i Verden Eneboere,
hos hvem Helligheden har taget Magten fra For-
standen, og som ved deres sære Levevis har paadra-
get sig deres Medmenneskers medlidende Opmærk-
somhed. Vi
= præsentere i
Dag vore Læ-
sere et ægte
Eksemplar af
Racen, Gu-
stav Nagel,
som nu lever
i en lille tysk
By, efter at
Politiet har
forbudt ham
Opholdet i en
Skovhule,
hvor han aller
helst vilde
opholde sig.
Han gaar
klædt i et let
Gevandt, som
ikke tilhyller
det solbrænd-
te Bryst, men
modererer
dog Paaklæd-
ningen noget,
i naur han vi-
ser sig offentlig; thi Politiet er bestandig ikke venlig
stemt imod ham. Han bærer lange nedfaldende Lok-
ker, og fra hans ungdommelige Ansigt kigger et Par
store, blaa Øjne venligt ud i Verden. Han faster og
lever i det hele som den strengeste Asket og er saa
hærdet, at han til alle Aarstider gaar barfodet. og
uden Hovedbedækning. Hans Hang til Symbolik er
stort og viser sig navnlig i den Maude, hvorpaa han
udstyrer sin Bolig. Saaledes er f. Eks. Værelsets Loft
overtrukket med blaat ST so pepin hvorpaa gyldne
Stjerner er fæstet — et Sindbillede paa Himlen. Rødt
Papir fremstiller Morgenrøden, og han har ogsaa for-
færdiget en syvfarvet Regnbue. Fra Midten af Himlen
hængernogle Papirguirlander, som fremstiller Jakobs-
stigen, ned paa Gulvet, hvor en fint prydet Kukke
forestiller Jordens Sindbillede. Her sele Post, si-
ger han, her er Forbindelse mellem Himmel og Jord.

En tysk Eneboer. .

% bol
3

I Buda- Pest's
literære
Kredse har der
været stærkt
Røre i Anled-
. ning af, at den
berømte Jour-
nalist og Ro-
manforfatter
Maurus Jokar
trods sine 74
Aar har giftet
sig med en ung
tyveaarigSkue-
spillerinde Frø-
en AÅrabella

Den ungarske Forfatter Maurus Jokai,

Nagy. Allerede
for over en
Maaned siden
gik der Rygter
om at den gam-
le Digter vilde
gifte sig paany,
men Maurus
Jékai demente-
rede den Gang
altpaa det kraf-
tigste, og man-
ge troede ham
aa hans Ord.

esto større In-
dignation nu
da Ægteskabet
er et Faktum.
Maurus Jåkai
har været gift før og har flere Børn. Hans første Hu-
stru var ogsaa Skuespillerinde, nemlig 'den for sin
Skønhed og Talent saa feterede' Rosa Laborfalvi, der
døde for nogle Aar siden. At Venner skumler over det
passerede, tager den evig unge Skjald sig let: Navn-
lig nu, da han opholder sig i Italien, for atnyde Hvede-
brødsdagene med sin unge Brud, der prises mere for
sin Skønhed end for sit Talent, Det menes, at Fru
Jokai ikke oftere vil betræde Scenen.

Maurus Jåkais Hustru.

&x kaj
- . £ .
VER 8. DaG" har tidligere budt paa: en Præmie-
” Æskning for Amatørfotografer, og har i Sinde
snart at gøre Forsøget om igen. Da vi imidlertid sid-
ste Gang aldeles overvejende modtog Billeder med
landskabelige Æmner, har vi nu til Hensigt at sætte
vore Amatørers Opfindsomhed paa en større Prøve,
idet vi udelukkende ønske at modtage Billeder med
Genre-Motiver, og ganske banlyse Natirgedsiselker
fra Præmiekonkurrencen. Nylig gengav vi et Billede
fra en udenlandsk Konkurrence, hvis Æmne var en
Tagkammer-
scene, som
fremtraadte '
under Titlen: !
»Udslidt", |
Idag bringer |
vi et andet
Konkurrence-
billede, som
præsenterer
en højst for-
nøjelig Ne-
ger-Model. .
Og for at væk-
ke bjemlige
Fotografers
Fantasi kan
vi fortælle om
et tredie Bil-
lede ,,Faust i
sit Laborato-
rium", hvor
»Faust" var
Amatørfoto-
grafens gam-
le Fader, som
har indrettet
sig et Labora-
torium iParis,
hvor han sys-
ler med kemi-
ske Eksperi-
menter.

Ha! ha! hal (Et Amatørfotografi).

res

MALGAMIT-OFRENE.

Malzamit-Ofrene.

Roman af H. S. Merrimam.

Fortsat.

AA en
Forhøj-
ning 1

Bag-
grunden af
Salen, viste
der sig nu

imellem Pal-
mer og Kry-
santemum en
høj Mand, der
var rund som
en Sofapølse.
Han havde et
Papir i Haan-
den og et bal-
letagtigt Smil
om Munden.
Hans Hold-
ning var såaa-
ledes; at man
kunde se, han
nølede med at
opfordre et
saa velopdra-
gent Selskab
til at være
stille. Hans
høje, smalle
Pande straa-
lede i Lyset fra Lysekronen. Det var Lord Ferriby —
en Mand,'hvis bedste Ven gjorde sit Bedste for ham,
naar han kaldte ham velmenende. Han hostede lidt,
og dette var tilstrækkeligt til at fremkalde et Øjebliks
Ro. Under denne Pause stillede en velklædt.Præst
sig paa Tæerne og hviskede noget til Lord Ferriby
Man kunde se; at denne sagde Nej til den anden, efter
at Joan havde rystet paa Hovedet.

»Hm, mine Damer og Herrer," sagde Lord Ferriby.
»Hm -—: De kender alle Hensigten med vort Møde
her i Aften. De véd alle, at min Hustru og jeg er me-
get smigrede over, at De er til Stede, og jeg — hm —
jeg véd —,"

Men han syntes ikke at være ganske sikker, for
han raadførte sig med sit Papir. Biskoppen, der stod
i Nærheden af de gule Krysantemum, sagde: ,,Hør!£

»Og jeg véd, at vi alle som én føler en Trang til
at afhjælpe .den skrækkelige Ulykke, som hidtil har
raset i vor Midte, uden at vi vidste af det."

yHan har sprunget en halv Side over,” sagde Joan
fil Major White, som atter stod ved Siden af hende.

»Deter ikke Stedet her, og vi har ikke Tid for
Øjeblikket til at meddele Enkelthederne ved Malga-
mitfabrikationen. Det maa være nok at sige, at —
hm — at det Stof eksisterer, og at.det er nødvendigt
for: Papirfabrikationen. Mine Damer og Heérrer, den
pinlige Kendsgerning er bleven oplyst af min Ven,
Hr. Roden —"

Hans Højvelbaarenhed standsede og saa” sig om
med et halvt Buk, men kunde ikke finde Roden.

f — hm — Hr. Roden, at Malgamitfabrikationen
er ganske overordentlig farlig. Ja, de Folk, der laver
Malgamit — det er heldigvis ikke saa mange; fordi
de bliver ødelagte af en tærende Sygdom — altsaa
disse Folk indtager, om jeg saa maa sige, den samme
Plads i vor Midte som de Spedalske i Biblen."

Lord Ferriby bukkede elskværdigt for Biskoppen,
SAV om han vilde sige: ,Dette hører til Deres Om-
raade. 55

»Vi — hm — lever i en Tid,” vedblev Lord Fer-
riby, og den praktiske Joan nikkede for at vise, at
han nu var paa det rigtige Spor — ,da Velgørenhe-
den ikke længer er en Følelsessag, men snarere en
meget praktisk og tvingende Magt i Verden. Vi beder
ikke om Deres Hjælp til et usikkert og sværmerisk
Korstog imod Lidelsen. Nej, vi beder Dem om at
hjælpe os med at lægge en bestemt Plan til at for-
hedre vore Medmenneskers Tilstand."

Lord Ferriby talte ikke som en Taler; men han
talte saa sikkert som en, der er vant til at blive hørt
med Taalmodighed. Han ventede nu paa, at Bifaldet
skulde dø hen.

,Hvem har instrueret ham?” spurgte Major White
Joan.

»Hr. Roden har skrevet Talen, og jeg har lært ham
den," lød Svaret.

I dette Øjeblik kom Cornish ilende paa sin travle
Maade, Disse Mennesker syntes virkelig kun at have
lidt Tid, de hørte til en Slægt, som er meget tilbøje-
lig til ganske unødvendigt at skynde sig.

»Har I set Roden?" spurgte han og henvendte
Spørgsmaalet til baade Joan og White.

»Nej, aldrig!" svarede Majoren. ,Fortjener han at
ses?"

Cornish skyndte sig bort igen. Lord Ferriby talte
endnu, men det lod ikke til, at hans Tilhørere var
med længere; han talte om ganske almindelige Ting.
Et Par af dem, der var i Nærheden af Tribunen, lyt-
tede opmærksomt nok. Nogle, som haabede, at man
vilde opfordre dem til at tale, gav lydeligt deres Bi-
fald til:Kende, naar Taleren, standsede for at trække
Vejret.

Verden er fuld af Mennesker, som ikke vil ud med
deres Penge, men som er rede nok til at tilbyde, hvad
de kalder deres Tid, naar det drejer sig om den gode
Sag. Lord Ferriby var ødsel med sin Tid og holdt af
at tilbringe den med at høre sig selv tale.

Hver Kreds har sine Talere,- som lytter efter hin-
andens Perioder i Forventning om det Øjeblik, da de
selv kan faa et Ord indført. Naar Lord Ferriby saa”
sig om, blandt de velkendte Ansigter, saa” han en
halv Snes Mennesker, som talte ved alle Lejligheder
med en ophøjet Ligegyldighed for den Kendsgerning,
at de ikke vidste Besked om den foreliggende Sag.
Hvis de havde faaet den mindste Opmuntring, vilde
.de have besteget Talerstolen og ladet deres Vel-
talenhed overskylle alt. Lord Ferriby var klog nok
til at bemærke Faren. Han maatte vedblive at tale,
indtil Roden var kommet. Præsten havde jo allerede
hviskende tilkendegivet, at han havde et Par alvor-
lige Tanker, som han gerne vilde lægge Folk paa
Sinde.

Lord Ferriby kendte disse alvorlige Tanker og vid-
ste, at de egnede sig udmærket til at faa Forsamlin-
gen til at gaa ind 1 Spisestuen, hvor han som den,
der kendte sin Kone, havde Mistanke om, at der var
tavst og øde.

»Mon Hr. Cornish skal tale? spurgte en ung Dame
ivrigt Joan. Hun hørte til den Ungdom, som gaar med
Briller og nærer Foragt for Pandehaar — hvad der
er farligt for en ung Dame. Men hun erstattede na-
turlige og legemlige Mangler med et Overmaal af
den Iver, som Talleyrand beklager.

»Jeg tror det ikke," svarede Joan, ,,han taler aldrig
i-større Forsamlinger."

»Jeg gad nok vide hvorfor," sagde den unge Dame

skarpt og temmelig vredt.
Fortsættes.

— 59 —

Gadeliv i Johannesburg før Krigen — og nu.

Det omstridte Land.

; JÆ =D Eksprestoget til Johannesburg og. med
Udsigt til en Jernhanetur paa 52 Timer
i en ret middelmaadig Sovewagon, der
” hverken udmærker sig ved særlig Ren-
lighed eller andre iøjnefaldende Fordele forlader
man den lystige Kapstad for at fare til den ma-
giske By, Johannesburg, som Guldet har bygget
op i Løbet af 10 Aar. Langt om længe er man
skumplet frem til Bloemfontein, Oranjestatens
Hovedstad, en. venlig lille By, der ligger i en
vidstrakt Fordybning. Den har brede Gader, en
eller to Etagers Huse og en stor Torveplads,
paa hvilken om Formiddagen Bøndernes med
Okser forspændte Vogne spærre Vejen, .den har
ordentlige Hoteller og meget faa Knejper, ti al
Handel med Alkohol er forbudt i Oranje. Denne
Fristat er mindre end det nærliggende Transwaal
blevet Genstand for evropæisk Opmærksomhed
og den befinder sig saa omtrent, hvad dens
Indbyggere og deres personlige Værd angaar,
paa det gamle solide Grundlag, hvor fordum de
brave Bo-

'efter det." Og paa Forespørgsel om, hvorfor man
ikke havde gjort det, forklarede han, at det, var
for at undgaa alle de unødvendig mange frem-
medes Tilstrømning. Man er med Rette bekym-
ret for at blive overfløjet og undertrykket af
disse og foretrækker da hellere at stanse Udvik-
lingen og paa enhver Maade at modsætte sig
;den indtrængende Kultur. Dog, det vil vise sig
umuligt i Længden at indtage et saadant Stand-
punkt, Boerne har vist sig ude af Stand til selv
at udnytte den Skat, de besidder og Diamant-
gruberne, som nu er opdagede og lover det ri-
geste Udbytte, måa nødvendigvis lokkede frem-
"mede Magthavere til selv at bane sig.Vej.

Bortset fra . Bloemfontein findes i- Oranjefri-
staten kun Landsbyer, som beboes af agerdyr-
kende Boere. Efter lange og alvorlige Kampe er
de indfødte bragte til Ro, men de sorte maa
ikke bo indenfor de hvides Landsbyer; de ere
henviste til særlige borteliggende Egne og de er
ikke repræsenterede i Parlamentet.

Fra
ere an- BRET 20 TKS sn -— EES 5.0 == Bloem-
bragte fontein.

den. er der-
Da man fjorten
spurgte Timers
en af Fol- Rejse til
kets Re- Guld-
Bussen: byen, den
tanter om navnkun-
man ikke dige Jo-
havde hannes-
fundet burg.
Guld der Dens før-
i Landet, ste Huse
svarede blev byg-
han: gede for
Vej ti Aar si-
Rk " den. Da
har heller ERE Guldmi-
ikke søgt Krigsberedte Boere i Lejr. nerne |,

gr re

DET OMSTRIDTE LAND.

havde vist sig særlig righoldige, strømmede
man til i Skarevis fra Natal, lokkede af de
gode Udsigter. Men der hørte store Kapitaler
til at drage Skattene frem, det var ikke gi-
vet enhver at blive Guldgraver som i sin Tid i
Kalifornien, og inden kort Tid var det guldhol-
dige Terræn i Hænderne paa kapitalstærke Sel-
skaber, som enten drog Guldet frem af Jorden
derovre eller trak det ud af evropæiske Speku-
lanters Lommer.

Guldets Bearbejdelse krævede Mennesker, Ma-
skiner og Bygninger i Mængde. Menneskene
skulde ernære sig, Boliger og Maskiner skulde
skaffes tilveje og saaledes opstod inden kort Tid
Butiker, Værtshuse, Banker, Jernbaner — kort
sagt, der voksede i Løbet af faa Aar en stor By
op, som tryllet frem af Guldets Magt, og nu har
Johannesburg en Længde af flere Mil og et Ind-
byggertal af flere hundrede tusind Mennesker:
Midt imellem moderne Paladser ser man selv
paa Hovedgaderne smaa Blik-Hytter, alt efter-
som Fortuna fremdeles. har begunstiget den op-
rindelige Grundbesidder eller ikke:… Men- nu-sti-
ger Grundene stærkt og. det vil have til Følge,
at disseSmaabygninger forsvinder. De fleste Penge
tjenes nu ikke ved Indvindingen af Guldet, men
ved Handel, Børs- og Byggespekulation. Man
udretter noget, trods Bvernes Modstand mod
Fremskridt og og Udvikling, men mange er der
i Johannesburg, som gerne.saa Landet.under en
moderne Stats Herredømme, fordi man i saa
Fald haaber paa et nyt Opsving i alle Forret-
ningsforhold. : i

Dyrt er det at bo i Johannesburg og navnlig
for den tilrejsende, der skal svare de store Ud-
gifter uden at faa noget af de store Indtægter,
virker Priserne nedslaaende. Man tænke sig en

Fængselscelle med Seng, Servante og Skab og
akkurat saa megen Plads at man kan vende sig
omkring, saa har man et Værelse paa det bed-
ste Hotel og derfor betaler man med jævn Kost
20 shilling om Dagen. Kobberpenge bruges nær-
mest kun som Drikkeskilling, der laveste, Mønt,
som der regnes med er 6-pence (c. 45 Øre). Ev-
ropæiske Arbejdsformænd i Minerne, som i de-
res Hjemstavn kun var almindelige Bjergarbej-
dere, have deres 6—7000 Kr. om Aaret og des-
foruden fri Bolig, Mine-Ingeniører tjene fra 15—
30,000 Kr: aarlig og Direktører for Minesel-
skaber indtage lignende Stillinger som Direktører
for de store Banker i Evropa. Megen Luksus ud-
folder sig i Johannesburg og det endda en Luk-
sus, som maa importeres, Landet har ingen In-
dustri og Jorden giver kun lidt. Samtidig er der
den største Årmod i Guldbyen, thi stærkt mærkes
de mange, som tog derover med glade Forhaab-
ninger, og aldrig fik dem opfyldt. Derom kan de
fremmede Konsulater fortælle.

De fleste Miner er i Hænderne paa Englæn-
dere, kun faa tilhøre Franskmænd og Tyskere.
Derimod er et betydeligt Antal store Forretnings-
huse og Importfirmaer tyske.

Paa Oranjestatens Grænse ligger de berømie
Diamantminer i Kimberley. Her arbejder Zulu-
erne under Opsyn af hvide Mænd otte Timer i
Træk for en Betaling af c. 17 Kroner om Ugen.
De lever paa indhegnede Pladser, som de aldrig
maa forlade; der kan de faa den. Føde at købe,
som de har Brug for. Over hele Indhegningen
er anbragt et Staaltraadsnet, for at forhindre
dem i at bringe Diamanter, som de kunde have
stjaalet, videre ud i Verden. Naar de snavsede,
trætte og varme kommer op fra Minerne, staar
et forfriskende Bad til deres Disposition.

Diamant-Minearbejdere i Bad

Fa Cir

Kendte Navne

fra By og Land.

Dødsfald.

Den for kort Tid siden afdøde
Oberst L. Gerlach, var Søn af Ge-
neral G. Gerlach. Efter at han havde
gennem-

gaaet

Landka-
detakade-
miet, ind-
traadte
han i Hæ-
rens Ræk-
ker som
Sekond-
løjtnant
1853 og
gjorde
Tjeneste
ved for-
skellige
Bataillo-
ner. Han deltog som Adjutant ved
3. Regiment i Felttoget 1864, var
med ved Mysunde og Dybbøl, hvor
han blev saaret, da Prøjserne tog
Als. Han var en pligtopfyldende
Soldat og anerkendt som en dygtig.
Officer, udpræget human mod sine
Undergivne og sjælden afholdt
af Kammerater. I 1875 blev han
Kaptajn og 1886 overtog han Kom-

Oberst Gerlach.

mandoen som Oberstløjtnant over.

11. Bataillon i Aalborg. I de 8 Aar,
han var bosat der vandt han sig en
stor Vennekreds, som skattede hans
altid jevne og bramfri Væsen, hans
hyggelige Hjem og pletfri Karak-
ter. Allerede som Sekondløjtnant
udnævntes han til Ridder af Dan-
nebrog, ligesom han senere modtog
Sølvkorset.

Provst J. F. Langballe, som ny-
lig afgik ved Døden i sit Embede
som Sognepræst i Ørsted ved Ran-
ders, og Provst for Rougsø, Søn-
derhald og Nørre Herreder, var
megetkendti Randers Egnen, hvor-
til han var knyltet i nogle og tyve
Aar. Han
blev Stu-
dent fra

Skole
1841 og
teologisk
Kandidat
1847. Som
saa mMan-
ge unge

meldte
han sig

straks
som Fri-
villig,
da Kri-
en udbrød 1848, og med Hæ-
Sen deltog han i Strabadserne. Den
Afdøde har været Præst udeluk-
kende i Jylland siden 1855. I dette
Foraar nedbrændte hans Præste-

Provst Langballe.

Aarhus

KENDTE NAVNE.

gaard i Ørsted fuldstændigt, og
kun med Besvær reddede han sig
fra at blive indebrændt. Denne Be-
givenhedrystedenaturlig den gamle
Tl-aarige Præsts Helbred 1. høj
Grad. Han var dekoreret med Rid-
derkorset.

En af Sakskøbings ældste Bor-
gere, Snedkermester N. P. Larsen,
er nylig afgaaet ved Døden, 78
Aar gammel. Den afdøde, der i hen-
ved 30 Aar uafbrudt havde været
Medlem af Byraadet, hvilken Stil-
ling han
beklædte mmm

til sin SAL SS
Død, var

Medstif-
ter af By-
ens tekni-
ske Skole
og har her-
ved, som

ved sin
Virksom-
hed i In-
dustrifor-
eningens
Tjeneste i
betydelig
Grad bidraget til at højne den
Stand, hvortil han hørte, og inden
for hvilken han indtog en saa ære-
fuld Plads. Han var en stille Mand,
bramfri i sin Fremfærd, flittig og
virksom, og han har igennem en
lang Aarrække drevet en be-
tydelig Forretning der i Byen.

n
t

g

f kg
[07 Ft

(|

t

5

i

Snedkermester Larsen.

Institutbestyrer Nem, som for
nogen Tid siden døde, har i en
meget lang Aarrække været an-
sat som. Lærer ved de københavn-
ske Kommuneskoler, senest ved

Institutbestyrer Nehm.

Nansensgades Skole. Ikke alene i
denne Egenskab, men ogsaa som
Bestyrer af det Skriveinstitut, der
bar hans Navn, nød han stor An-
seelse som en energisk og dygtig
Mand. Mange ere de, baade unge
og ældre Elever, der har nydt godt
af hans Undervisning, og som min-
des ham med Taknemlighed. Han

— 62 —

agtede netop fra 1. Oktober paa
Grund af Svagelighed at trække
sig tilbage fra sin anstrengende og
omfattende Virksomhed, da Døden
temmelig pludselig bortkaldte ham
i hans 69. Aar.

Fødselsdag.

Den 10. denne Maaned fyldte
Kammerraad F'. 4. Betz, fhv. Læ-
rer og Kirkesanger i Idestrup paa
Falster, 80 Aar. Betz, der i et halvt
Aarhundrede har virket som Sko-
lemand paa Falster, har paa sit
Omraade væreten enestaaende Dyg-
tighed. Selv en saa skrap og kritisk
Visitator som afdøde Monrad kunde
aldrig finde noget at udsætte paa
Betz's Elever. Den gamle Skole-
mand har altid været yderst kon-
servativ Højremand, og det har
sikkert forbavset ham en Del, at
netop en af hans Elever, Peter Thy-
gesen Holm, skulde blive det dan-
ske Soci-

aldemo-
kratis før-
ste Ban-
nerfører.
Oprin-
delig hav- f
de Betz
været
Handels-
mand, og
det laa da
nær for
ham, da

Brugs-
forenings-
bevægel-
sen kom op, attage Delidenne. Han
har saaledes stiftet og organiseret
to Brugsforeninger, og er endnu

den Dag i Dag den enes merkantile
Leder.

Kammerraad Betz.

»Hver 8. Dags
Musik og Sang.

Det i Dag udkomne Nummer af
»Hver 8. Dag"s Musik og Sang in-
deholder: N. K. Madsen-Stens-
gawrd: Væveren synger; Ch. Gou-
nod: Marsch af Operaen ,Faust";
samt en stor amerikansk Visesuc-
ces: Fred. V. Bowers: ,Lykkelige
Jim, som er indlagt i Operetten:
»Belle of New-York", samt C. G.
Reissiger: Vals. d

Redaktionen paatager sig intet
Ansvar for indsendte Manuskripter
etc. Dog vil ubenyttede Manuskrip-
ter saavidt mulig blive returnerede,
saafremt de ledsages med en Kon-
volut, forsynet med Adresse og Fri-
mærke.

RONNING Victorias Søn, Hertu-

gen af Connaught var med sin
noget omfangsrige Gemalinde paa
Besøg i Ægypten. — Efter Hertu-
gens Revy over Tropperne udenfor
Omdurman, hvortil Hertuginden
havde ledsaget ham til Hest, brast
Saddelremmene paa hendes Hest.
De kunde ikke istandsættes, hvor-
for der blev lavet i Stand en Bæ-
restol til hende af en Lavet. — Paa
denne blev hun baaret af ægypti-
ske Artillerister, som kommande-
redes af én indfødt Officer, der
kunde tale lidt Engelsk. — Under-
vejs sagde Hertuginden: ,, Deres
Mænd bliver vist trætte af at bære
mig?€ — Offleeren svarede: ,,Slet
ikke, Madame. De Folk er vant
tilat bære Kanoner."

E3

Er De smuk? — Em tysk Læge,
Dr. Stratz forfægter den Mening,
at enhver normal skabt Kvinde
er smuk. Følgende Maal betegner
den fuldkomne, altsaa normale
Kvinde, saaledes som han har
kunnet udregne efter utallige
Maalninger: Hendes Højde skal
være syv og en halv Gange Hove-
dets Længde, ti Gange Ansigtets,
ni Gange Haandens, seks. & syv
Gange Fodens. Afstanden fra Tin-
ding -til Tinding skal være saa
stor som Ansigtets Længde. Ar-
mene skal være tre Gange Hove-
dets Længde... Benene fire Gange
Hovedets Længde, og Skuldrene
san brede som to Hoveder.

De gamle Grækere havde en
højt, fint udviklet Skønhedssans,
og Dr. Stratz finder, at Vatika-
nets Venusstatue, f. Eks., staar
højt over den Damnserinde, hvortil
(leo de Merode stod Model, fordi
den ligger Naturen nærmere.

De smukkeste Revræsentanter
for Kvindekønnet. som Dr. Stratz
har fundet, var Javunesere. Disse
Kvinder kjender naturligvis intet
til den moderne Civilisations Raf-
finements.. De har aldrig set et
Korset, langt mindre brugt det.
De arbejder strengt i fri Luft og
udvikler deres Muskler. De bruger
ikke Sko, hvorfor Fødderne er vel-
formede. — Ligesom alle andre
Læger skriver Dr. Stratz meget
om Korsettet, og dog er han for-

SET OG HØRT.

nuftig nok til
at indrømme,
at han ikke
kan hindre
Brugen af det.
Kvinder med
daarlig Figwr
vil altid bruge
Korset, men,si-
ger han, jeg vil
bede Kvinder
med god Figur
om ikke at ødelægge den ved at
bruge Korset.

Det fortællesom Sir Thomas Lip-

ton, som med Shamrock deltager
i det store Kapløb om Amerika-

. Pokalen, at han har lovet hver i-

sær af Yaktens Mandskab et Pund
Sterling om Ugen saa længe de
lever, hvis Shamrocks Bugspryd
er det første, som passerer Dom-
merbaaden. Det vil koste Lipton
omtrent 76,000 Pund Sterling, men
han har Ruad dertil, thi over hele
Verden — drikkés " der kolossale
Mængder af Liptons The og Sej-
ladsen kan betragtes som en ejen-
dommelig og enestaaende Rekla-
me for denne Handelsvare.

EJ

Ved en Koncert kom nylig to
Damer til at sidde ved Siden af
hinanden. Midt under et Num-
mer siger den ene, idet hun ven-
der sig om mod sin Naboerske:
»Hvor ham spiller slet og sikken
han sidder ved Klaveret." — ,,la
udmærket er det jo ikke, men det
undrer mig dog, at De udtaler
Dem sua skærpt, siden De er

her paa Fribillet.” — ,,Hvad me- :

ner De med det, jeg har da vir-
kelig selv købt min Billet." —
»Nej, det har De vist ikke, det
er min Mand, der giver Koncer-
ten, og der var ikke solgt en ene-
ste Billet.”

%

Em Dume-Abonnent skriver os
til: ,, Kære ,,Hver 8. Dag" — hvor
glider vi hen? Tænk Dem forleden
Dag indfinder der sig en Kokke-
pige hos mig for at ansøge om en
averteret Plads.

» Vær'saavenligatmeddele mig,”
siger jeg til hende, ,, hvorfor De for-
lod Deres sidste Plads?"

»Saa gerne," lød Svaret. ,, Hvis
Fruen saa blot først vil sige mig,
hvorfor Deres sidste Kokkepige
ikke gad være hos Dem længere 2%

Ea

»Haufnia"s Gaard paa Amager-
torv bliver mere og mere til et
Stykke originalt og moderne Styk-
ke København, der staar i den
besynderligste Modsætning til Ej-
endommens antike Arkitektur,
som endnu holder Gaardens hi-

storiske Trditioner i Live. Til-
venstre i Gaarden har man Ind-
blik i den avtomatiske Kafé, der
allerede kan betragtes som en
wundværlig Institution, tilhøjre
byder en Række aktuelle Billed-
Skabe paa en gratis Underhold-
ning, som man hidtil ikke har
kendt herhjemme og hvortil ,, Hver
8. Dag" bidrager med sit store
Materiale af Billedstof i Tegning
og Fotografi. Emdelig beherskes
Gaarden auf det nye ,,Panorumau
Hafnia", som præsenterer en ud-
søgt Swmling levende Billeder og
Lysbilleder i et af de smagfulde-
ste Lokaler, som vor By rwmmer.

xx

Den 17.Oktober var det 50 Aar
siden Frédéric Chopin, en af de
fineste Tonedigtere, som den mo-
derne Kunst kender, afgik ved Dø-
den. Hans Sundhed fik det afgø-
rende Grundstød, da det blev ham
klart, at den af ham tilbedte Geor-
ge Sand for bestandig havde brudt
med ham. I England søgte han at
bedøve sin Sjælesmerte, men livs-
og arbejdstræt henslæbte han sit
sidste Aar, kun ventende paa Dø-
den. Han ligger begravet paa Pére
Lachaise Kirkegaarden, efter eget
Ønske mellem Bellinis og Cheru-
binis Gravsteder. Et Marmormin-
desmærke smykker Graven. Lig-
begængelsen fandt Sted i Made-
leinekirken, hvor hans berømte
Sørgemarsch og Mozarts Requiem,
som han elskede saa højt, blev
udført af de første Kunstnere.

sk

Vi er allerede et Stykke inde i
den hyggelige Sæson, da Bægrene
stødes mod hinanden ved de man-
ge festlige Sammenkomster. Det er
da det rette Øjeblik Hr. Oscar H.
Hirschsprung har benyttet til at
aabneenstor Vinforretningi Ama-
liegade, lige midt i de bedre Mid-
dages Kvarter.

%

” Kvindelist er uden Ende" —
det gælder ogsaai Persien-og Orien-
ten. Mange Kvinder bære i Haa-
ret fine med Juveler besatte Dolke,
der er formede som Haarnaale og
ser ganske uskyldige ud. .Det er
yderst farlige Vaaben, thi de tyn-
de Klinger er fyldt med Gift. Et
Stik eller Rids med dette Vaaben
bringer Døden. Selv utallige Spa-
nierinder og Italienerinder betje-
ner sig af saadanne smaa. Dolke
som Nødværge. De bære dem skjult
t deres Strømpebaand og mangen
tilsyneladende fredelig Kvinde
gaar stadig med Hævnen hos sig.
I England blev nylig en. Hatte-
naal benyttet som Vaaben pan
samme Vis; med den forgiftede
Naal skaffede en ung Dame sin
Rivatinde af. Vejen.

LIVSFORSIKRING.

Sale N)
alg Al
i: ” =-
Lrnrortendal slet

ul ken

KSREERNE SSO NSREDE NEN SYGE

Livsforsikringsselskabet ,Star, Frederiksberggade 11.

Livsforsikring.

yLIG døde i København en bekendt Overrets-

sagfører, som 11 Aar forinden havde været

saa forsynlig at lade sig livsassurere. Han

havde den Gang tegnet en Police paa Kroner
54000, men naar om kort Tid Beløbet skal afvikles,
vil hans Efterlevende i Stedet for !
denne Sum faa udleveret Kr. 61000,
thi i Løbet af de 11 Aar har Sel-
skabet i Bonus skænket ham 7000
Kr. Det er Livsforsikringsselskabet
»Star", der har Æren af dette over-
ordentlig smukke Resultat.

Dette Selskab fyldte allerede for
6 Aar siden sit havtredsindstyvende
Aar og har siden 1863 været repræ-
senteret i Skandinavien. I Norge har
det længe indlaget Førstepladsen
blandt alle Selskaber, i Sverrig Plad-
sen som Nr. 2, og her i Danmark,
hvor Premierløjtnant C. Lund nylig.
"har overtagel Direktionen, har det en
Fremgang, der lover de største Resul-
tater. Som andre store Forsikrings-
selskaber bor , Star” paa Strøget; det
har faaet sine nye Lokaler i Frede-
riksberggade, hvor Stjernen, der bar
givet Selskabet sit Navn, sender sit |
Straalebundt ud over Gaden og fanger ag
den forbigaaendes Øje og Tanke. i

Det siger sig selv, at et Selskab,
der som dette har kunnet bringe sine
Fonds op fra et Beløb paa Kr. 90000
til mere end 85 Millioner Kroner,

maa byde Red ganske særlige Betingelser, hvorved det
vinder Folks Tillid og Interesse. Vi skulle da nævne
nogle af de Fordele, som ,,Star" yder de forsikrede.
Først og fremmest: Af hvert Kr: 100, som Selskabet
fortjener, uddeles Kr: 90 som Bonus til de forsikrede,
og der gives Bonus paa Bonus, for at yde ældre Po-
licehavere en større Andel end de nye indtrædende.

DEMENTE re

æn

»Stars Hovedlokale i London.

Denne Bonus beløb sig for det sidste Fem-Aar til
mere end 6 Millioner Kroner.

Ved Udbetalingerne gaar man frem med den stør-
ste Prompthed-og til det yderste er man kulant, idet
man meget rigtig ræsonnerer, at disse Forhold gen-
nem Omtale faar større Betydning end al Reklame.

I 1843 skrev Direktionen for , Star" i sin Beretning:
»Naar vi se paa den Elendighed, hvori Enker og Børn
saa olte bringes ved deres Forsørgers Død, kan For-
delene ved et velordnet Assuranceselskab ikke vur-
deres højt nok," Disse Ord er lige sande i 1899, men
Sandheden er langtfra endnu gaaet op for alle.

nStar!s Hovedbygning i London.

Aargang
1899— 1900. z

Søndagen den 29. Oktober. y

10 Øre om Ugen.
1 Kr. 25 Øre Kyartalet

Moderne Vikingefærd.

Siamstogtet.

Hs. kgl. Højhed Prins Vuldemar.

Handel og Søfart bringer. :

De Forsøg, vi i fordums Tid, da Kolo-
nisationen var den eneste Vej lil at aabne sig
et Marked, gjorde paa at vinde med, lykkedes
kun daarligt. Vore ostindiske Besiddelser maatte
vi være glade ved at komme nogenlunde hæder-
ligt af med, og de vestindiske Øer er endnu den
Dag i Dag vore Smertensbørn.

EMMELIG sent er Danmark kommet med i
Landenes store Kapløb om de Skatte,

Tiderne har forandret sig. Nu er det ikke med
Krigsskibe, man tiltvinger sig Fodfæste paa
fremmed Grund. Der kræves kun Foretagsom-
hed og — Penge. Men Penge ligger nu omstun-
der nærmere ved Haanden end i gamle Dage.
Den Gang maatte de først tjenes, nu kan de laa-
nes, blot Landet ejer Værdier nok, hvorpaa Kre-
diten kan bygges.

Og det gør netop Danmark.

Vi handler nu i stor Stil paa Amerika gen-
nem to forskellige Linjer. I disse Dage har Im-
teressen samlet sig om en ny stor Handelsvej,
af hvilken vi har Grund -til at vente os meget —
den østasiatiske.

Samkvemmet med Østens rige Lande begyndte

nValkyrien« begynder sin Lungfart,

rn REESE MR rr

MODERNE VIKINGEFÆRD.

som et rent personligt. Unge
driftige Danske, hvem Fæd-
relandet var for: snævert,
drog til Siam for at bryde sig
bredere Baner, og det lykke-
des for adskillige af dem.

En af disse, Konsul H. N,
Andersen, som i Bangkok
sammen med to ligeledes
danske Brødre Kinch havde
grundet en betydelig Køb-
mandsforretning, kom for
nogle Aar siden hjem til Dan-
mark, og saasnart han saa
den store, tomme Frihavn,
som unægtelig syntes noget
letsindigt anlagt, uden at no-
gen ret var klar over dens
Brug, slog det ham, at her
var en Chance for noget
stort og nyt.

Andersen & Co. blev det
første Firma, som slog sig
ned i Frihavnen med en Forretning i Teaktræ,
der navnlig solgtes i store Mængder til den rus-
siske og den tyske Regering.

Trafiken mellem Siam og Danmark var imid-
lertid baade kostbar og uregelmæssig, idet et
enkelt Firma . selvfølgelig ikke saa sig i Stand
til alene at fragte de svære Fartøjer, som er
nødvendige for denne Fart. Ganske naturligt op-
stod saaledes i Andersens altid arbejdende Hjerne
Tanken om Dannelsen af , Det østasiatiske
Kompagni".

Hvorledes denne Plan modnedes og gennem-

Kongelige Lystyachter ved Bangkok.

førtes trods megen Modstand, takket være Ån-
dersens Udholdenhed og fremragende danske
Finansmænds Støtte, lader sig ikke udvikle paa
dette Sted. Alle ved, at Direktør Heide er en
af dem, der først bør nævnes i dette Foretagendes
Historie. I Marts 1897 stiftedes Kompagniet med
en Aktiekapital af 2 Millioner — den er senere
udvidet til 3//, Million —. og i dette Øjeblik
ejer Selskabet seks store Dampere, nemlig ,,Siam",
»Malaya", ,,Cathey", ,,Annam", ,,Natuna" og
»Maha Vajirawudh", som alle er i fuld Fart mel-
lem København— Antwerpen og de store Han-
delspladser i Siam og
Kina.

Det næste Skridt,
som nu skulde gøres,
var at skabe Arbejde
og vinde ny Jord for
det nye Værk.

Saa udklækkede An-
dersen den Ide, som
i Begyndelsen for os
sindige Danske stod
som noget af det mest
fantastiske og æven-
tyrlige: det store Re-
klametogt.

Hvorfor tage i Be-
tænkning at benytte
dette Ord? Vi ved jo
alle, at den moderne
Konkurrences evige
Larm kræver baade
Trommeslag og Trom-
petstød af enhver,
der vil skaffe sig

Ørenlyd.

Se r7 rer

RTE NE

MODERNE VIKINGEFÆRD.

En siamesisk Dame.

Fællestoget af , Annam" og Krigsskibet ,,Val-
kyrien" er en Reklame, bestemt til at slaa det
fast for os selv og Verden, at vi er der, og at
vi agter at blive der.

»Ikke mener jeg paa nogen Maade", siger Di-
rektør Andersen til os paa sit hjemlige Lollike-
maal, ,at hele Verden skal gaa paa Halen over
dette fra et Verdenssynspunkt set saa beskedne
Spræl, vi nu gør. Min Mening er, og jeg beder
Dem sige det til Deres Læsere, at det allermest
er os selv, der skal vækkes ved denne Larm.
Danmarks Folk skal høre det og forstaa det, at
der ligger en Verden udenfor os, som er vor fuldt
saa vel som de andres, blot vi gider vinde. den.
At i denne Kappestrid, der gælder Handel og

Omsætning, kan vi være med fuldt saa vel som -

de andre. At Jorden i vore Dage i (Grunden er
saa lille, at det Folk, der ikke vil være med at
gøre sig den hele Jord underdanig, arbejder paa
sin egen Ligkiste.

Det er ikke min Tro, at alle Golkondas Skatte
vil strømme i vor Pose, saasnart vi sender et
Krigsskib til Østasien. Men det vækker. vor Udve,
vor Arbejdstrang og vor Tro paa os selv — den
vi saa højlig trænger til efter de mange Åars
Skuffelser og Nederlag, baade politiske og øko-
nomiske". .

Saaledes taler en Mand, hos hvem Fædre-
landskærlighed og Erhvervsaand har indgaaet en
uløselig Forbindelse. ) 3

Det er allerede nogle Uger siden, at ,Annam
stod ud af Frihavnen. Den skal anløbe og ind-

lade i flere evropæiske Havne, og , Valkyrien",
som i forrige Uge under Marinekommandør,
Prins Valdemar fulgte efter, vil indhente den i
Middelhavet. Her gaar de civile Passagerer om-
bord i Krydserkorvetten. Disse lykkelige, som
nu skal ud og forkynde Danmarks Hæder for
de mærkelige Østasiater — halvt Naturfolk,
halvt Kulturfolk, som de er — skal nævnes her:
Direktør Andersen, Direktør Heide, med sin
»Livlæge", Prof. Bloch, Grosserer A. C. Holm-
blad, Fabrikejer (Farver) Johan Goldschmidt
som Industriens Repræsentant og endelig For-
fatter-Tegneren Svedstrup og et Par andre Pri-
vatmænd. Togtet vil antagelig vare ca. 10 Maa-
neder.

Vi Danske har Lov til at være stolte af dette
Togt og af de Mænd, der har bragt det i Stand.
Hvor stor eller hvor ringe den Fordel vil være.
det vil bringe os, ligger endnu i det uvisse. Men
der er ikke Tvivl om, at sjældent har Udsigterne
til nye og store Handelsindtægter været bedre
for os end nu.

Der er for kort Tid stiftet et russisk-østasia-
tisk Dampskibsselskab, hvis Rhedere er dansk-
fødte russiske Undersaatter, og som sejler un-
der russisk Flag og med alle de Fordele, den
russiske Stats Beskyttelse kan yde. Det er en
offentlig Hemmelighed, at ogsaa dette Foreta-
gendes Drivfjedre er spændt i Konsul Andersens
lille Kontor ude i Frihavnen, og at de to Sel-
skaber arbejder i nær Forbindelse.

Andersens klippefaste Tro paa disse sine
Hjertebørn maa vække Beundring. Kunde vi an-
dre blot tilegne os noget af denne Tro, da vil
Togtet alene dermed være rigelig betalt.

Mariner.

FERSES TRENDEN ne REESE)

Kaptajn, Direktør Andersen.

— 67 —

se) kan ba es

AARHUNDREDETS APOTHEOSE.

i ISKDT

ARNE

Den nybyggede Aleksander d, Ill.s Bro under Arbejde.

Aarhundredets Apotheose.

Mens man bygger Udstillingen.

ET er den tidligste Morgenstund i Champs

Elysée. Vandvognene er ikke komne

hjem endnu, og Gartnerne gaar og pil-

ler og river i Buskadserne, mens de kig-
ger ned ad den tomme, skraanende Allé. Det er i
disse Dage, hvor Kastanierne blomstrer og sky-
der for anden Gang, og det er et henrivende Syn
at se de uendelige Rækker af Træer med rust-
røde og citrongule Blade mellem lysegrønne Spi-
rer og store hvide Blomsterfakler blive belyst af
den skarpe Septembermorgensol. Faa Fodgæn-
gere er ude endnu, men op ad Rue Royale, over
Concordepladsen og ad Alléen begynder nu en
endeløs Række af Kærrer at køre med Kalk, med
Sten, med Tømmer, — med Grus og med Jern-
bjælker. Og Plankeværksportene aabner sig, og
den lange Kortege af tunge Vogne med dam-
pende Heste forsvinder bag dem, ind paa den
uhyre Plads, hvor man bygger Udstillingen, der

skal straale over Paris og Frankrig og Verden -

som vort Aarhundredes vældige Apotheose.

— Hvor der dufter velsignet herinde, dufter
af Rust og vaad Kalk og opgravet Jord og Ma-
lerfarve. Hvor der dufter af Arbejde. Man føler
sig saa herlig ubemærket i denne uhyre Myre-
tue. Her svømmer Jorden med Dynd og Kalk-
vand, dér flyder nogle Brædder omkring, dér
hamrer en vældig Rambuk Jernstokkene ned i
Jorden, saa det knalder i Trommehinderne. Halv-
nøgne Årbejdere i røde Skærf og blaa Bluser
slæber Jernbjælker, Feltesser flammer, Nivellø-
rer kigger tænksomt i deres Glas, og oppe paa
et uhyre Jernstillads svinger og svajer en Bjælke
sig tilvejrs. Nu er man ved at vælte over en
Skinnevej, og nu er der en Kærrekusk, der brø-
ler lige i Nakken paa En: Hy—hy—lå bas! Og

man vandrer i Morgenstunden i Time efter Time
rundt i dette Kaos, og havde man ikke sit gode
orienterende Kort 1 Haanden, vilde man være
dummere, naar man gik ud af Porten ved In-
validehotellet, end da man gik ind gennem Planke-
værket ved Champs Elysée.

Men skal man tale om Arbejderne paa Udstil-
lingen, maa man begynde et godt Stykke før
man naar Tærrænets Plankeværk: i

Den forrige Udstilling i 1889 var besøgt af
38 Millioner Besøgende, det kneb den Gang at
faa befordret alle Gæster frem og tilbage, og man
kan forstaa, at det vilde have knebet endnu mere
næste Aar, hvor man venter mindst 55 —60 Mil-
lioner Besøgende, hvis der ikké blev gjort noget.
Åltsaa bekvemmede man sig endelig til at bygge
den store underjordiske Bybane ,,Le mélropoli-
tain", der som en vældig--Midgaardsorm ligger
undér Paris og bider sig 'selv i Halen. Det er.
Arbejderne ved denne -ny Bane, der har -for-
vandlet det halve Paris til én stor Byggeplads,
og det er med den Millionerne skal befordres ud
til Udstillingen. :

Hele Udstillingen er delt i io Afdelinger, en
paa hver Side af Floden. De forenes af Aleksan-
der den III's Bro, den der, som Digteren Here-
dids sagde, ikke skal forene blot to Bredder, men
to Folk. Paa højre Side, fra Concordepladsen
og ud mod Champs Elysée, rejser sig den væl-
dige Indgangsportal, og hvor det nu nedrevne
Industripalads laa, skal Kunsthallen være. Det bli-
ver en Bygning af Jern og Glas, og den skal
blive staaende efter Udstillingen. Langs Seine-
kajen op til Almapladsen strækker sig , Det
gamle Paris", en overmaade morsom og stilfuld
Gengivelse af et Par Gader.fra det 14. ÅAarhun-

— 63 —

Lg

AARHUNDREDETS APOTHEOSE.

Arbejdet paa den underjordiske Pariserbane ,Le métropolitain%,

dredes Paris. Længere henne, ogsaa ud mod
Floden, vil man træffe ,,Det engelske Hus", der
skal rumme en Del af den engelske Udstilling:
Paa det ikke ret store Terræn mellem Seinen
og Champs Elysée er der saa Plads for det store
Palæ for Kunstindustri eller, som det nærmere
betegnet hedder: Industri til. Huset og Boligens
Forskønnelse. Og gaar man saa videre mod Vest,
vil man naa til det andet af Udstillingens Knude-
punkter: Trocadero. Omkring denne vidunder-
lige Bygning grupperer sig de store koloniale og
orientalske Udstillinger baade fra Frankrigs egne
Kolonier og fra Kina, Japan, Tyrkiet, Marokko
og Indien og fra Englands forskellige Domæner.

De to Broer, Aleksander den II's Bro og Jena
Broen fører os over paa den anden Side, og her
møder Øjet straks Amerikas Pragtpalæ og det
store Palæ for maritime Sager. Omkring Eiffel-
taarnet har vi det tredje Knudepunkt i Udstil-
lingen. Her ligger Bygningerne for Ingeniør-

"kunst, Transportmidler, Kostumer, Metallurgi,

Kemi, Elektricitet — en henrivende dejlig Byg-
ning — Minevirksomhed og Maskinbygning. For
det sidste har man endnu den umaadelige Ma-
skinhalle fra 1889. Saa er der endvidere spredt
over Terrænet, helt ud til" Invalide-Esplana-
den og Grenelles Forstaden, alle de forskellige
Landes forskellige Bygninger, for Tyskland og
Spanien, Italien, Norge, Sverrig, Rusland, Græ-
kenland osv. osv., lige til man yderst ude ved
»Invaliden" træffer Rumænien og Transwaal.
Man føler sig jo lidt fattig paa sit Lands Vegne,
naar man ser, at Lande, som Transwaal og Tri-
polis kan faa Raad til at bygge sig egne Palæer,
mens vore danske 300,000 Kr. jo knap vil række
længere end til en beskeden Installation paa de
fire, fem Steder, hvor vi er anviste til at lade os
drukne i Massen. :

— Det er et Over-
blik over, hvordan de
forskellige Palæer er
lagte, men det er na-
turligvis vanskeligt at
forstaa for den, der
ikke i Forvejen kender
Terrænet om Trocadero
og Marsmarken eller
har et Pariserkort ved
Haanden.

— Mens man gaar
her i dette Kaos af
Jernstilladser og him-
melhøje Sprinkelvær-
ker, spørger man sig na-
turligvis først og frem-
mest: Vil dette naa at
blive færdigt? Alle In-
geniører siger: ,Ja, —
hvis! Hvis der ikke bli-
ver Strejke! Gaar År-
bejdet sin Gang roligt, bliver man færdig paa
Slaget. Ellers er Udstillinger jo aldrig færdige
paa Aabningsdagen. Udstillingen i Berlin i 1896
drev det til ikke at have Tag paa Husene, da
Kejseren kom, saa Majestæten med et vældigt
Donnervetter vendte sig om paa Hælen. De
franske Arkitekter lover, at Udstillingen 1900
ogsaa i denne Henseende skal blive enestaaende.
For Tilskuerne i Dag synes det en Umulighed,
men Hemmeligheden ligger vel deri, at naar man
bygger et fransk Hus, sker det som naar Børn
bygger med Klodser. Sten og Bjælker er tilhugne
og tilskaarede i Forvejen efter Beregning, og
naar de kommer paa Byggepladsen, bestaar År-
bejdet blot i at føje dem sammen. Eiffel konstrue-
rede sit Taarn paa Papiret i Løbet af 3 Maane-
der og byggede det i Løbet af 7. Naar han føj-

Russiske Arbejdere i 'deres Soyerum paa Udstillingspladsen.

— 6 —

ros RE

— Fe bel …
vat dl sd sanser

AARHUNDREDETS APOTHEOSE.

ede Bjælkerne sammen i Zden Etage, smedede
man Bjælkerne til tredje Etage fiks og færdige
til Sammennitning et helt andet Sted. Han er-
klærede senere, han godt kunde have bygget
Taarnet paa 4 Maaneder.

De fleste af de Lande, der bygger eget Hus
eller Palæ, har sendt deres egne Arbejdere til
Paris, Man mener, at de bedre vil kunne arbejde
efter Arkitekternes Ønsker, og at den nationale
Farve, der skal hvile over Huset, vil komme
bedre frem. Saa er jo unægtelig ogsaa Faren for
en Strejke langt ringere, Rusland har en hel
Hær af Ivan'er og Pjotr'er og Dimitrier paa Ud-
stillingen. De har fuldstændig indlogeret 'sig paa
Terrænet, hvor de arbejder, spiser, drikker umaa-
delige Mængder af Vodki og The og sover i
lange Barakker. Undertiden slaas de ogsaa, saa

deres Hyl vækker det halve Passys fredelige
Beboere. Men umaadelig flittige er de, og deres
Nøjsomhed er stor. Det er en pudsig lille Stump
Rusland, der her er sat ned midt i det gyldne,
larmende Paris.

Om Danmarks Deltagelse er der jo foreløbig
ikke stort at sige. Det Arbejde, der skal gøres,
kan jo ikke paabegyndes, før Bygningerne, vi
skal udstille i, er under Tag og bliver givne fri
til Installation. Skal vore forskellige Afdelinger
ikke drukne i de uhyre Rum eller klemmes ihjel
mellem mægtigere Naboer, maa det blive ved
Installationens Originalitet og Smagfuldhed, vi
holder os oven Vande. Paa den Maade haabe
vi at kunne holde os saa højt oppe i Vandskor-

pen, at vi kan raabe: Voici, Messieurs, voici
le Danemarc!
SVELEEs

Em Verdensrejse for en Hustru.)

Roman af Guy Boothby.

Paa Dansk ved Johannes Magnussen.

Indhold af Begyndelsen.
Den unge Sagfører Brudenell faar en Dag uventet Besøg af sin Myndling, den smukke Mildred Blake, der ønsker hans Assi:

stance i et vanskeligt Anliggende, Sagen er den, at det nu er tre Aar siden, at

un hørte fra sin Broder Godfrey, der under et Op-

hold i Amerika havde faaet Lyst til at deltage i en stor Minespekulation, hvorved han mente at kunne tjene Millioner. Den unge Pige

frygter derfor, at der skal være tilstødt ham en Ulykk
hende bebjælpelig med. Saa sker det, at Brudenell tik

e, og sætter sig det Maal at finde hans Spor, hvad Brudenell lover at være
ældigvis samme Dag faar Besøg af en Amerikaner ved Navn Malhausen, og

denne mærkelige Mand, der spiller saa stor en Rolle i Fortællingen, higer efter ogsaa at erfare noget om Godfreys Skæbne. Det er

nemlig hi

am, Godfrey i sin 'Tid har truffet sammen med, og Målhausen og han har begge været De tagere i den omtalte -Minespeku-

lation. Men en Dag var der kommen en Kurre paa Traaden mellem de to Venner, Godfrey var pludselig rejst sin Vej, og siden havde

heller ikke Målhausen hørt det mindste til ham. Da Brudenell hverken kan eller vil gi

ve Mulhausen Oplysninger om Godfrey, søger

Malhausen selv Mildred Blake, der saa anmoder Brudenell om at komme ud paa Godset og assistere hende. I Godsets Skove træffer

de en løjerlig
De forstaar dog saa mere
Godfrey ikke kommer ti

rejse ud for at søge Oplysninger. om Godfrey og en
De indskibe sig i Southampton; i Lissabon Voer

Mandsling af dyrisk Udseende, som de ikke kan' faa til at forklare sig og som de straks viser ud fra Godsets Omgivelser.
t, at han er i Ledtog med Målhausen. Kaptajn Morgrave, Mildreds- Fætter, har Ret til Godset, saafremt

age, og arbejder nu ivrigt paa at komme i Besiddelse deraf. Brudenell og Mildred Blake beslutte da at
ammel Ven af den Blakeske Slægt, Sagfører Vargenal tilbyder dem Følgeskab.

il deres Overraskelse Kaptajn Morgrave om Bord. Ved Ankomsten til Argentina

SRerker SE de forgæves Godfrey gennem Hoteller og Aviser. En Dag træffer Brudenell paa Gaden derovre Målhausen. Efterat Bru-
ene!

indhentet Oplysninger i Minerne, tilstaar Målhausen,
Denne skal efter Målhausens Sigende være fængslet paa Kuba,
til Fængslet, hvor de ganske rigtig træffer Godfrey i en ynkeli

ham en Cigar, hvori et Brev er anbragt, der giver ham Anvisnin

Fængselsvaglen o
der et Hvil forlæll

4, detskal jeg gerne. Naa, jeg saa” mig altsaa om,

men kunde ikke opdage nogen BaadellerPlanke,

som jeg kunde holde mig oppe ved. Jeg var der-

for nødt til at svømme, Der var hverken Land el-
ler Skib at øjne, og selv om jeg kunde holde mig i Live
til om Morgenen, hvilket sandsynligvis Hajerne vilde
forhindre, saa kunde jeg dog ikke holde meget læn-
gere ud. Jeg svømmede omkring uden at lægge Mærke
tilRetningen, Pludselig synes jeg at jeg saa en mørk
Masse foran mig. Jeg havde ikke Tid til at tænke
paa, hvad det var, før mine Hænder slog imod det,
og jeg opdagede, at det i alt Fald var af Træ. Jeg
greb med hele en druknende Mands Fortvivlelse ef-
ter det. Det faldt mig ind, at det sandsynligvis var
det, der havde bragt min stakkels Yacht til at synke,
og det viste sig at det var Skroget af et andet Skib,
der var gaaet under her. Hvis jeg kunde komme om
Bord, saa var jeg foreløbig reddet fra at drukne, selv
om jeg maaske skulde dø af Sult, Det lykkedes
mig at komme op paa Skroget, og til min Glæde saa”

%) Paabegyndt i Nr. 38, den 18. Juni 1899.

E at han i sin Tid har stjaalet store Guld-Mængder fra Mine-Selskabet,
bragt det om Bord i Godfrey Blakes Yacht, og siden intet set til ham. Men nu paastaar han,

at han har opdaget hvor Godfrey er.

i € og derhen sejler nu hele Selskabet, som efter Løfte tager Malhausen
med sig. Ved en Anbefalingsskrivelse, som Maålhausen fremskaffer, til Kubas Guvernør,

gives der Brudenell og Mutlhausen Adgang

g Tilstand. Milhausen kommer i Forbindelse med ham ved at byde
e g paa at foretage et Flugtforsøg. Det lykkes dem at Syerranple
at trænge ind til Godfrey. De faar ham gjort fri og under den største Fare flygter de af Sted Dag og Nat. Un-
er Blake om, hvorledes i sin Tid hans Yacht forliste.

jeg, at jeg kunde staa paa Dækket, selv om Vandet
næsten naaede mig til Skuldrene. Da jeg kavde hvi-
let mig lidt, vadede jeg agter ud og opdagede, at Ag-
terdelen næsten laa en Fod over Vandets Overflade.
Jeg blev henrykt over dette og lagde mig lige saa
lang jeg var. .
atten gik langsomt hen, og det var først efter en

Evighed, at Solen .hævede sig op over den østlige
Horisont. Jeg kom paa Benene og begyndte at gaa
omkring paa Dækket, idet jeg saa mig om i alle Ret-
ninger for at-se,-om jeg ikke kunde opdage et Skib
eller Tegn til Land. Men der var ingen af Delene.

Tilsidst lagde jeg mig ganske udmattet ned og faldt
snart i en dyb Søvn. Hvor længe jeg sov, véd jeg ikke.
Jeg blev vækket ved, at nogen ruskede i mig. Jeg
sprang op. Jeg var omgivet af en Gruppe Mænd.

»Jeg sagde nok, at han ikke var død!" udbrød en
Mand i en triumferende Tone. ,Naa, min Ven, hvor-
dan er De kommet om Bord paa dette Skrog?”

»Jeg er Ejeren af den engelske Yacht ,,Stephano-

EN VERDENSREJSE FOR EN HUSTRU.

tis", svarede jeg. ,,Den stødte sammen med dette
Skrog efter Midnat og gik til Bunds med Mand og
Mus. Jeg var den eneste, der undslap og kom om Bord
paa dette Vrag.”

»Stakkels Fyr," sagde en af de andre. ,,Det var
nok gaaet galt paa et hængende Haar,"

»Hvem er De," spurgte jeg.

»Vi er fra det Skib der ovre," sagde den Mand, der
først havde talt til mig. ,Vi har en Baad her. Tror
De, De kan komme ned i den, eller skal vi hjælpe
Dem ?«

»Nej, det gaar vel nok," svarede jeg, idet jeg rej-
ste mig og ved Hjælp af en af Sømændene kom hen
paa Siden af Skroget. Der laa en Baad, og et Øjeblik
efter var vi paa Vejen til den hvide Skonnert, der laa
en Fjerdingvej til Luvart.

Det var et smukt Skib, og da vi nærmede os det,
saa” jeg, at der stod en Mængde Mennesker og iagt-
tog os.

Da de saa”, at jeg var for svag til at klatre, blev
jeg hejset op. En halv Snes. venlige Hænder blev rakt
mig i Møde, men jeg kunde heldigvis undvære dem.
Da jeg kom op paa Dækket, traadte Kaptajnen mig i
Møde, men i samme Øjeblik han rakte mig Haanden,
traadte en anden Mand frem og udbrød:

»Men du gode Gud, det er Godfrey Blake!«

Jeg saa” mig om, og den Mand, som havde talt, var
ingen anden end min Fætter Richard Morgrave!+«

XIV.
Blake slutter sin Historie.

»Richard Morgrave!« udbrød Muilhausen og jeg i
samme ÅAandedræt. ,,De maa tage fejl.«

»Nej jeg gør ikke," svarede han. ,Men hvad er der
i Vejen? Hvorfor er De saa overrasket?”

»Ganske simpelt," sagde jeg, ,fordi Morgrave er
sammen med Deres Søster, Frøken Hemp og Varge-
nal om Bord paa ,,Argentinas Rigdom", og han har
altid bestemt nægtet, at hun nogen Sinde har hørt
om Dem eller fra Dem siden den Dag, da De kom til
Argentina. Har han da hele Tiden vidst, at De var
paa Kuba?«

»Ja, naturligvis," svarede Blake, ,0g det havde han
meget god Grund til at vide."

»Vil De fortsætte, Hr. Blake," sagde Milhausen.

n»Lige til det Øjeblik havde jeg holdt mig oppe,
men denne sidste Overraskelse var for meget. Jeg
hørte ham nævne mit Navn, saa” hans forbavsede
Blik, saa” ham række Haanden frem, saa husker jeg
ikke mere. Mine Sanser svigtede mig, og jeg faldt
om paa Dækket. Da jeg vaagnede, laa jeg i Mor-
graves Lukaf. Han sud paa Skibskisten ved Siden
af mig, og da han saa”, at jeg kom til mig selv
igen, skyndte han sig med at give mig noget Mad.
Han fortalte mig, at Skibet kom fra New Orleans og
var paa et Sørøvertog til Kuba. Jeg tror ikke, at jeg
nogen Sinde før har set et mere iltert og ligeglad
Mandskab. Flertallet var Englændere. Mange af dem
var af meget god Familie, f. Eks. min Ven O'Barry,
som for Resten er Irlænder. Jeg spurgte ikke om,
hvilke Grunde der fik dem til at gøre et saadant Sø-
røvertog til Kuba, og de syntes ikke en Gang selv at
vide det. De vilde have Spænding og Kamp, og det
fik de ogsaa til Gavns. :- E

Den følgende Dag var det klart at vi nærmede os
til vort Bestemmelsessted. Bøsserne og de andre Vaa-
ben blev bragt op og uddelt, og i nogle Timer var
Dækket fuldt af smaa Grupper Mænd, der rensede og
polerede de forskellige Redskaber.

Sent den samme Aften var vi i Nærheden af Ky-
sten, og noget efter Midnat kom en Baad roende ud

il os. Den var bemandet med Sorte og blev styret af

en høj, aristokratisk udseende, gammel hvid Mand,
som blev modtaget meget ærbødigt af Kaptajnen. Det
var en rig Kreol, der levede i Nærheden og plejede
at gøre sig en Forretning af at møde Sørøverne ved
deres Ankomst for at føre dem til et sikkert Sted,
hvor de kunde blive, indtil de kom sig tilstrækkeligt
efter deres Rejse, saa de kunde forene sig med Op-
rørerne.

Denne Mand havde ofte tidligere været med til den
Slags Eventyr, det var ham, som traf alle Anstalter
paa Fastlandet til at hverve Frivillige og købte
Vaaben og Forraad til dem og fragtede det Skib, som
førte dem til deres Bestemmelsessted, og han blev
udmærket betalt for det. Det var et farligt Arbejde,
for de spanske Avtoriteter var altid paa Udkig efter
den Slags Ekspeditioner, og naar de fik fat i dem,
viste de ikke nogen Barmhjerlighed.

Jeg havde jo ingen Ting at bestille den Gang, og
da jeg meget gerne vilde se noget til Landet, modtog
jeg med Fornøjelse Don Manuel de Ferraras Indby-
delse til at følge med min Fætter og bo hos ham, me-
dens jeg opholdt mig paa Øen.

Don Manuels Gods var en meget smuk Ejendom.
Huset var stort og yderst overdaadigt indrettet. Det
blev styret af hans eneste Barn, Datteren Inez, én af
de skønneste Piger, man kan tænke sig, og som den
Gang var omtrent atten Aar gammel. Gæstfrihed var
Husets Valgsprog, og da de havde hørt, hvorledes
det var gaaet mig, kendte deres Ædelmodighed næ-
sten ingen Grænse.

Det var et Ideal af et Hjem, vi boede i. Don Ma-
nuel var en udmærket Vært, og hans Datter støttede
ham godt i hans Anstrengelser. At drive en Morgen
bort med Frøken Inez paa den skyggefulde Veranda
eller i Orangelunden, det var en Fornøjelse, der aldrig
blegnede, og kort og godt, da vi havde været der i
fjorten Dage, var jeg forelsket til op over Ørerne i
den smukke Kreolerinde. Det var omtrent paa den
Tid, at jeg opdagede, at min Fætter Morgrave ikke
holdt saa meget af mig, som han havde ladet. Han
undgik mit Selskab, og naar vi mødtes, behandlede
han mig meget uforskammet. Men jeg tog det roligt,
da jeg kunde se, at han led af vanvittig Skinsyge.
Saa snart jeg viste mig, var det klart, at han havde
stort Besvær med at beherske sig.

Der er ikke saa meget mere at fortælle. En Efter-
middag, da vi havde boet over en Maaned i Huset,
traf jeg Inez alene i Haven. Hun fo'r sammen, da jeg
kom, og jeg lagde med Henrykkelse Mærke til, at
hendes Kinder blev røde. Jeg besluttede at sige hende,
hvad jeg tænkte, og derfor foreslog jeg hende, at vi
skulde sætte os et Sted i Nærheden, hvor vi kunde
faa et lille Glimt af det blaa Hav mellem Palme-
> (DeCER del dele DGL de h

nDet er den dejligste sigt, jeg nogen Sinde har
set," sagde hun, dg S; havde leg der lidt.

»Ja," svarede jeg med et Suk.

»Hvorfor sukker De?% udbrød hun. »Jeg synes, De
er bedrøvet i Dag. Det er da ikke mig, der paa nogen
Maade har krænket Dem ?«

»Nej, det kan De ikke, Frøken Inez," sagde jeg.
»Nej, jeg tænkte kun paa, at jeg snart skal sige Far-
vel til Dem og Deres gode Fader. Jeg har været her
i en Maaned, og det kan ikke gaa an, at jeg misbru-
ger Deres Gæstfrihed."

nDet gør De ikke," sagde hun rask. ,Det maa De
ikke sige, De véd jo, hvor meget min Fader har glæ-
det AG Byer ker: Base

»Ue omtaler kun Deres Fader," sagde jeg. "Har
De slet ikke været en Smule glad —a = Sl har
været her?«

Hun hang med Hovedet, men svarede ikke. Saa
blev jeg dristig og greb hendes Haand og fortalte
hende, at jeg elskede hende. En halv Time efter
vendte vi tilbage til Huset som lykkelige Forlovede.

Sm 1] —

EN VERDENSREJSE FOR EN HUSTRU.

Don Manuel var borte den Dag, men saa snart han
kom tilbage, bad Jeg pm at maatte tale med ham i
Enrum og forklarede ham mit Forhold til hans Datter.

Til min Glæde billigede han Partiet, og da han
havde forhørt sig lidt om min Stilling og min Formue,
sagde han, at vi kunde betragte Sagen som afgjort,
og at det glædede ham meget at byde mig velkom-
men som Svigersøn. To Dage senere forlod han sit
Hjem for at besøge sin Broder, der boede i Torre
BlEker Denne Mand havde jeg kun truffet en Gang,
og jeg havde ikke Lyst til at forny Bekendtskabet.
Han var lille og temmelig vanskabt; han var ugift og
havde Ry for ikke blot at være en streng Herre, men
tillige en stor Gnier. ?

Don Manuel tog altsaa af Sted og overlod til Frø-
ken Isabella, en ældre Dame, der var i Huset, at tage
sig af hans Datter. Hun generede os ikke meget, for
den meste Del af Dagen tilbragte hun med at sove
paa Verandaen. Morgrave, som, efter at jeg havde
meldt ham min Forlovelse, næppe havde værdiget miz
et Ord, blev nu pludselig til min Forbavselse lige saa
venskabelig, som han hidtil havde været fjendtlig.
Han spøgede med mig over den Overraskelse, som
mit Ægteskab vilde fremkalde. hos mine Venner

hjemme, og sagde mig Komplimenter om den dejlige
Borgfrue, som jeg snart skulde føre hjem til Burwell.

Dagen efter at Don Manuel var rejst, sad jeg sam-
men med Inez paa den samme Bænk, hvor jeg havde
erklæret hende min Kærlighed, da min Fætter kom
løbende hen imod os.

»Der er hændet noget meget vigtigt," udbrød han,
»og jeg anser det for min Pligt at raadføre mig med
Dig om det. Jeg har faaet Meddelelser vedrørende de
spanske Troppers Bevægelser, og det er nødvendigt,
at Don Manuel bliver underrettet om dem saa hurtigt
som muligt, men jeg véd ikke, hvordan jeg skal sætte
mig i Forbindelse med ham. Det er ganske umuligt
for mig at rejse herfra, for der kan komme et andet
Bud; ellers vilde jeg selv bringe ham Efterretningen.

»Hvis Du tror, at Meddelelsen er af nogen Betyd-
ning for Don Manuel, saa skal jeg gerne bringe ham
den," sagde jeg.

»Ja, hvis Du ikke har noget imod at tage af Sted,
Godfrey," sagde Morgrave med et velfornøjet Udtryk,
»Saa vilde det rigtignok være meget rart. Hvad mener
De Frøken Inez?" .

»Ja, De har vist Ret,” svarede hun. ,,Fader vil vist
være Dig meget taknemmelig, Godfrey."

Fortsættes.

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG.TEKST.

'Tyrefægtningen i Deuil: Tyren bryder ind blandt Tilskuerne.

"Nærheden af Paris i Lands-
hyen Deuil har nylig en ret

” Ål tragisk Tyrekamp fundet
Sted. Da Skuespillet tog sin

” Begyndelse, sprang den første Tyr,
Romito, et prægtigt, fyrigt, sort
” Dyr, frem for de ophidsede Til-
skuere. En Picador, siddende paa
en elendig Hest, begyndte at dril-
le Tyren, der tilsyneladende var
lidet krigslysten, og blot søgte at
slippe bort, indtil den pludselig
efter at have taget Maal af den
hindrende Barriere, i et Spring
satte over den og et Sekund efter
med fremstrakte Horn var midt
inde iblandt Publikum. Man kan
tænke sig Paniken. De skræk-
slagne Tilskuere trængte paa og
styrtede den ene over den anden.
Man bærer seks saarede bort med
kvæstede Lemmer. Imidlertid er
Tyren sluppet ud i det frie, hvor
den jages af Toreadorer og Gen-
darmer indtil en af disse sidste
er saa heldig at sende den det
dræbende Revolverskud, Derefter
vilde man fortsætte Kampen, men
Myndighederne protesterede, den
første Fægtning havde været me-
re end tilstrækkelig, og Præfek-
ten nedlagde Forbud mod ethvert
nyt Forsøg paa at indføre de
DS Skuespil i den franske

NL >e

x hj
EJ

VER Siden af Transvaal-Repu-
blikens Præsident, i hvis Træk
den engelske Presse finder den
taknemmeligste Genstand for de
mest haarrejsende Karrikaturer,

FSH ØVET;

LSE

General Joubert, Boernes Anfører.

UNSTFORENINGEN har i de senere Åar ka-
stet sig over en vigtig Opgave, som den
tidligere af Mangel paa gode Lokaler
maatte lade ligge. Den søger ved sam-

lede, saa vidt muligt fuldstændige Udstillinger

af afdøde
Kunstne-
res Pro-
duktion at
udbrede
Kendskab
til disse
blandt en
Slægt, som
ellers van-
skelig vil-
de kunne
komme
disse For-
tidens
Store paa
nært Hold.
For Ti-
den ser
man i de
smukke
Sale ved
Frederiks-

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

viser sig nu overalt i Bladene
General Jouberts karakteristi-
ske Profil. Denne Officer, som
er af fransk Afstamning an-
bringer med strategisk Sans
sine Tropper paa de Steder,
hvor Englænderne har sværest
ved at finde dem. Da Englæn-
derne vil søge at undgaa
Bjergkampe, er det et Spørgs-
maal hvorledes og hvornaar
de for Alvor vil kunne gaa løs
paa hinanden.

Alligevel kom det forholds-
vis hurtig til et alvorligt Sam-

menstød, da Boerne fra en - RR

Højdedrag-Stilling, som skul-
de synes at være dem yderst
gunstig som Dækning, beskød
Lejren ved Glencoe. Boernes

meget mangelfulde Artilleri"

kunde ikke maale sig med
Englændernes øvede og efter et
heftigt Sammenstød, stormede
de engelske Soldater frem, ind-
tog Boernes befæstede Stil-
ling og jagede dem derefter
paa Flugt.

I] denne Træfning mistede
Englænderne en af deres mest
udmærkede Krigsførere, nem-
lig den tapre General Symons,
der ramtes af en dødbrin-
gende Kugle.

Af Dagens Krønike.

holms Kanal en Gotfred Rump-Udstilling, som
gør sin Årrangør, Maleren V. Jastrau, stor Ære.
Rump, der blev født i Hillerød i 1816, hører til
samme Generation som P. C. Skovgaard,
Iumdby og Kyhn — og det var disse fire, der

er. ØER

-General Buller.
Englændernes Øverstkommanderende.

Motiv fra Vejen bag Kroen ved Raavud, efler Maleri af Golfred Rump.

samtidig,
omend
hver i sin
egen Aand,
opdagede
den danske
Natur og
erobrede
den for
Kunsten.
Rump er
vel den af
dem, som
har virket
stærkest
paa den
yngre
Slægt —
Malere

. som Foss,

la Cour,
Groth

0. S. V.

i
!

AF DAGENS KRØNIKE.

Maleren Gotfred Rump, efter Maleri af H. Olrik.

Han malede helst Skov og helst i Solskin, og
Solens Leg og Farvespil i Bøgeskovens Dybder
gengav han med fin Forstaaelse og behændig
Kunst. Til hans berømteste Arbejder hører Se-
rien ,,De fire Aarstider", som er i Grev Moltke-

Bregentveds
Eje.

Tekniske
Vanskelig-
heder hindrer
os i at byde
vore Læsere
en mere ka-
rakteristisk
Prøve paa
Rumps Kunst
end hosstaa-
ende Sommer-
billede. Por-
trætet af
Rump er gen-
givet efter Ol-
vriks Maleri.

Fløjteni-
slen Jørgen
Petersen,
som nylig
døde, havde
i mere end
50 Aar tilhørt det kongelige Kapel, og da han
for et Par Aar siden irak sig tilbage fra denne
Plads, viste det sig hvor vanskelig det var at
finde Erstatning for hans ypperlige Kunst. Efter
i længere Tid at have været svagelig døde han

i en Alder af 72 Aar.

Kapelmusikus Jørgen Petersen.

Skarpretteren.”)

Af Montjoyeux.

EDE i Fængselsgaarden var Opstillingen
af Skafottet i fuld Gang. Omkring det
stygge, skumle Apparat færdedes frem
og tilbage en Flok søvndrukne, bluse-

klædte Folk, der gled forbi ligesom Skygger i
den endnu mørke Morgenstund. De anbragte paa
Jorden en lang Sivkurv, flyttede Planker og tum-
lede med Træspande. I Mørket og Stilheden stødte
nu og da ubestemmelige, klingende Metalgen-
stande imod hverandre. Det lød omtrent, som
naar Røgtere skure og rense i en Kostald.

Omkring imellem Folkene gik en Mand i sort
Selskabsfrakke med en gammel, slidt høj Hat.
Han vaagede ikke uden synlig Nervøsitet,
over at alle Tilberedelser blev behørig trufne.
Det var Torqueur, Bøddelen, É

” Det er fransk Lov, at den til Heurettelse dømte Forbryder
frigives, saafremt Guillotinen i Henrettelsesøjeblikket nægter at
virke.

Han var henved de Halvfjerds. Et graat uplejet
Skæg indrammede hans skarpe, grove Træk. Han
betragtede Omgivelserne med sørgmodig Mine
og han kunde aabenbart kun daarlig forsone sig
med den Tanke, at det i Dag var sidste Gang
efter fyrretyve Aars Virksomhed, i Guillotinens
Tjeneste, at han skulde varetage den Bestilling,
hvis Udøvelse stedse havde staaet i saa nøje
Samklang med hans Karakter, at han med Smerte
følte Nødvendigheden af omsider at maatte
trække sig tilbage. Alderens Byrde krummede
hans Ryg, hans Syn var blevet svagt, og i det
psykologiske Øjeblik havde i den senere Tid en
let Skælven gjort hans Haand usikker. Den Dag
var kommen, da han maatte vige Pladsen og
med sin Pension og sine Sparepenge trække sig
tilbage til Privatlivets Fred. i

Det var i Dag hans otteogfyrretyvende Hen-
rettelse, og netop til denne skulde der, ved et

et A JBS;

SKARPRETTEREN.

grusomt Spil af Skæbnen, knytte sig en ganske
ny og langtfra behagelig Følelse. Denne sidste
Delikvent, hvis Livstraad han saa brutalt skulde
overskære, var nemlig ingen anden end hans
Byshbarn og Kammerat i Ungdommens Dage, Pierre
Colinot, tabt af Syne i over en Menneskealder,
og nu genfunden paa dette Sted. Hvem skulde
have anet, at den frejdige, lyslokkede Dreng, der
havde tumlet sig saa muntert i Mark og Eng,
og med hvem han saa ofte havde let og spøgt,
en Gang skulde omkomme for hans Haand, un-
der Guillotinens kolde Staal.

Han kendte sin Barndomskammerats hele
sørgelige Historie, der var kommen frem under
Processen, og han kunde ikke faa den ud af sit
Hoved.

Colinot havde i en ung Alder giftet sig med
en velstaaende Pige, og da.han selv var stræb-
som og dygtig, blev han tilsidst en rig Mand,
der nød megen Anselse paa Egnen. Hans Børn,
der vare godt gifte, gav ham kun Anledning til
Glæde og Tilfredshed, og alt var saare vel, ind-
til en skønne Dag hans Kone døde. Jordene
skulde nu sælges og deles, og med denne Tanke
kunde den gamle Colinot paa ingen Maade for-
sone sig. Han kunde ikke finde sig i, at Marker,
som han havde samlet ved at spare Skilling paa
Skilling, nu skulde deles og spredes for alle
Vinde, og hans Svigersøn, Lemercier, der havde
sat Striden.i Scene, blev nu den Fjende, den
Ransmand, til hvem han viede et vildt Had.
Naar de to Mænd tilfældig mødtes, kom det
straks til Skænderi, Trusler og Slagsmaal. Det
var godt at se, at dette engang maatte ende galt.
Dagen før Salget skulde finde Sted, løber Coli-
not i en Tilstand af vanvittigt Raseri hen til Svi-
gersønnen, i hvis Stue han vil trænge ind med
Magt. Døren sprænges, Skældsord og Trusler
udslynges paa begge Sider, og snart er Slags-
maalet i fuld Gang. Pludselig lyder et Skud:
Lemercier styrter om, ramt af en Revolverkugle.
Men Colinot er fudstændig afsindig og bliver ved
at skyde! Faa Minutter efter er hele Svigersøn-
nens Familie, begge hans Forældre, hans Barn,
en tolvaars Pige, og hans Kone, Colinots egen
Datter, ramte af dødbringende Kugler. Efter Ka-
tastrofens Fuldbyrdelse flygtede Morderen, men
blev kort efter arresteret og havde nu i seks
Uger bag Fængslets Mure oppebiet den skæbne-
svangre Dag. ...

Torqueur strøg sig med Haanden over Pan-
'den. Han havde stadig haabet, at Colinot vilde
blive benaadet, og da det viste sig, at hans Haab
var forgæves, tænkte han paa at trække sig til-
bage og at lade sin første Hjælper varétage Hen-
rettelsen. Men alligevel gjorde han det ikke; det
forekom ham nemlig, at det vilde være en Årt
Fejghed af ham at vige tilbage — og desuden
hvo ved? Maaske kunde han paa en eller anden
Maade mildne sin tidligere Kammerats sidste

frygtelige Øjeblikke? En fiks Idé kunde stadig
ikke komme ud af hans Hoved. Hvorfor var
Straffen ikke bleven forandret? Colinot havde jo
i hele sit foregaaende Liv ved en ulastelig Van-
del tiltvunget sig alle Menneskers Ågtelse. De
Omstændigheder, under hvilke Mordet var blevet
begaaet, tydede jo desuden ogsaa paa, at han
ikke dengang kunde have været ved sin fulde
Samling. Dernæst var Colinot jo en gammel
Mand, omtrent hans Jevnaldrende. Skarpretteren
havde en bestemt Følelse af, at ved denne Lej-
lighed misbrugte Samfundet sin Ret og begik
selv en Forbrydelse ved at anvende Lovens fulde
Strenghed paa Colinot. I Torqueurs Hjerne op-
stod, hastig som et Lynglimt, Ønsket om paa
en eller anden Maade at omgaa og svække Virk-
ningen af den uretfærdige Dom. Han stod et
Øjeblik eftertænksom lige som en Skoledreng,
der spekulerer paa Spilopper, og et lille Smil
bragte paa en Gang hans Læber til at dirre. . .

Øjeblikket nærmede sig. Øvrighedspersonerne
indfandt sig, og efter at de fornødne Formalite-
ter havde fundet Sted, bemægtigede. Bøddelen
sig den domfældtes Person. De kendte godt hin-
anden, og der var i begges Ansigter et Udtryk
af hemmelig Angst. Da den gamle Bonde vilde
tale, tvang Torqueur ham temmelig haardt ned
paa en Stol for at skride til de nødvendige Toilet-
te-Tilberedelser, samtidig med at han hurtig hvi-
skede ham i Øret:

»Maskinen virker ikke ... Jeg har sørget for
alt . . . Du vil blive benaadet ... Vær ikke
bange..."

Skarpretterens Hjælpere afklippede Haaret i
Nakken og Skjortelinningen. Torqueur vedblev
stadig med Blik og Minespil at forsikre sin Barn-
domsven om den forestaaende Frelse.

Fængselsdøren aabnedes paa vid. Gab. Den
Dødsdønte skred frem imod Guillotimen, eskor-
teret af Præsten og et Par af Bøddelens Haand-
langere. Han gik rank og rolig og betragtede
uden ringeste Skælven eller Blegnen det frygte-
lige Skafot. Et Beundringsgys meddelte sig til
den omstaaende Hob. Han lagde sig af sig selv,
uden Bistand, op paa Brædtet, der gled væk i
det samme. Kniven faldt. Colinot var død.

Han var død, saaledes som hans Ven, Bødde-
len, med ophøjet, varmhjertet Menneskekærlighed
havde ønsket det — haabende til det sidste!

sne ae

|
!
|
t
'
i

MALGAMIT-OFRENE.

Malgamit-Ofrene.

Roman af H. S. Merriman.

; Fortsat.
OHAN trak paa Skuldren og 10, Hun havde under-
tiden ogsaa nok Lyst til at vide det, men Tony
havde aldrig tilfredsstillet hendes Nysgerrighed.
Den unge Dame gik sin Vej og talte med andre

om det samme Æmne. Der var en hel Mængde Menne-

sker i Værelset, som gerne vilde vide, hvorfor Tony

Cornish ikke talte, og ønskede, at han vilde gøre det.

Man kan opnaa at beherske Verden ved at faa den

til at ønske noget og ikke tilfredsstille dens Ønsker.

»Jeg tillader mig at haabe,” sagde Lord Ferriby,
»at vi kan rejse den nødvendige Kapital, naar vor
Plan er bleven tilstrækkelig bekendt. Opfyldt af dette
Haab, har jeg taget mig den Frihed at optegne Nav-
nene paa nogle Herrer, som har været saa venlige at

aatage sig at være Medlemmer af Bestyrelsen. Jeg
oreslaar derfor, at man til Bestyrelsen af Malgamit-
fonden vælger — hm — mig selv —"

Som en øvet Taler standsede Lord Ferriby for at
vente paa Bifaldet, som ogsaa ganske rigtigt fulgte.
Nogle ældre Herrer, som havde været unge, den Gang
da Ferriby selv var ung, saa” med megen Interesse
paa Billederne paa Væggen. At Lord Ferriby blev
Formand i et stort Velgørenhedsselskab,. var det
samme som at sende dette Selskab Pokker i Vold.

Han stod og smilede nedladende til dem, der saa”
op paa ham, og glædede sig over, at hans letsindige
og ynkværdige Fortid endte paa saa berømmelig
en Maade.

»Hr. Anthony Cornish", læste han, og man klap-
pede atter.

»Major White." ;

Tilhørerne vendte sig om og stirrede paa denne
Helt, som stod rolig og ligegyldig forskanset bag sine
Briller med sit brede, solbrændte Ansigt over en en-
orm vid Skjortekrave.

»Hr. von Holzen."

Ingen syntes at kende Hr. von Holzen eller at bryde
sig meget om, hvorvidt han var til eller ikke.

»Og — min — hm — Ven — Ophavsmanden til
denne Plan -—- den Mand, til hvem vi alle ser op som
nogle meget ulykkelige Menneskers Velgører — nem-
lig Hr. Percy Roden.”

Lord Ferriby mente, at Tilhørerne skulde applau-
dere, og det gjorde de, skønt de aldrig havde hørt
Navnet før. Han lagde det Papir sammen, som han
holdt i Haanden, og tilkendegav, at han for Øjeblik-
ket ikke havde mere at sige. Fra sit høje Stade under-
søgte han hele Salen, idet han øjensynlig søgte efter
nogen. 'Tony Cornish var bleven nævnt efter Ferriby,
og Flertallet haabede, at han nu skulde tale. De ven-
tede, at i det mindste han skulde være livlig. Og des-
uden hvilede der over hans Navn en hemmeligheds-
fuld Trolddom, som i sig selv giver en Slags Berømt-
hed. Folk sagde om Tony Cornish, at han kom nok
frem i Verden, og dette alene havde skabt ham Held
i selskabelig Henseende. å

Men Cornish var ikke til Stede, og da Lord Fer-
riby havde ventet et Øjeblik, gik han ned i Salen og
sluttede sig til en Gruppe, thi Forsamlingen opløste
sig allerede i Grupper, og Flertallet talte vist nu om
andre Ting. I vore Dage har vi ikke Raad til at skænke
noget Æmne tilstrækkelig Tid, saa vi kan gavne Sa-
gen eller os selv, saa det varer ved.

Straks efter opstod der et Røre ved Døren,og Cor-
nish traadte ind, fulgt langsomt af en Mand, der saa”
træt ud, og for hvem Folk ved Døren instinktmæssig
gjorde Plads. Denne Mand var høj og bredskuldret;
han havde glat, mørkt Haar og gik med Hovedet no-
get bøjet. Hans Øjne var mørke, og den store, hvide

Stribe, der var synlig under Pupillerne, gav hele hans
Væsen et Præg af legemlig Skrøbelighed, der syntes
at tyde paa, at han stadig følte sig træt.

»Hvem er det?" spurgte Major White med en Slags
sløv Nysgerrighed, som kun faa af hans Medmenne-
sker havde Evne til at fremkalde hos ham.

»Hvem det er," sagde Joan og saa” henimod Døren
— ,naa, det er Hr. Percy Roden."

FJERDE KAPITEL.
En ny Discipel.

Der er noget gammeldags ved Atmosfæren i Hotel
»Vieux Doelen" i Haag, noget lige saa roligt og fre-
deligt, som der er ved selve Navnet paa dette histo-
riske Hus. Der er bløde Tæpper paa Trapperne, de
store Værelser er behængte med Tæpper og dekorerede
i en massiv og noget. mørk Stil. Huset selv, der er
mere end hundrede Aar gammelt, er af mørkerøde
Mursten. Vinduerne ere meget store og vilde synes
mærkelige i en hvilken som helst anden By end Haag.
Det gamle Skydegalleris Hotel ligger paa Toornoi-
feld, og ligegyldige Folk kan gaa forbi det uden at
skelne mellem det og private Huse paa begge Sider.
Dette Hotel er ikke saa meget et Hvilested for de
flygtige Rejsende, som det er Holdeplads for en stor
Hær, der altid bevæger sig roligt af Sted gennem
Byerne i den gamle Verden, nemlig Diplomaterne: —
den Hær, hvis største Sejr Freden er. Den Rejsende,
som tilbringer en Nat eller to i Hotellet, bliver maa-
ske lidt overrasket over den Luft, i hvilken han be-
finder sig, Hvis han er, hvad man kalder, en praktisk
Mand, ryster han sandsynligvis ildevarslende paa Ho-
vedet ved Tanken om Ejerens Udsigter. Der synes i
Virkeligheden at være en ejendommelig Mangel paa
Gæster. Trapperne er næsten altid ganske øde, .og
Salen er tom. Der er ikke nogen Lyd, der vidner om
Liv, ingen Kofferter i Vestibulen, ingen Lediggæn-
gere i Porten. Og dog, naar Tiden til table d” håte
kommer, bliver stille Døre aabnede, og stille Menne-
sker kommer ud af de Værelser, der før syntes ube-
boede.

Det er for det meste glathaarede Mænd med tænk-
somme, tilbageholdne Manerer, et vist civiliseret, kos-
mopolitisk Udseende og den uundgaaelige Diplomat-
frakke. De bukker alvorligt for hinanden og sætter
sig ved særskilte Borde. Hyppigt tager de Bøger og
Aviser og læser under det højtidelige Maaltid. Deter
nok værd at lægge Mærke til disse Mænd. Mange af
dem er graahaarede, ingen af-dem er unge; men de
er Bekyndere; rene Lærlinge i en meget vanskelig
Haandtering, og i kommende Dage skal de skabe
Evropas Historie. Thi disse Mænd er Attachéer og
Sekretærer ved Gesandtskaber. De kan tale til En
næsten paa ethvert evropæisk Sprog; men de er ikke
meddelsomme.

Om Vinteren — den livlige Aarstid i Haag — er
der sædvanligvis et bestemt Antal faste Beboere paa
Hotellet. Paa denTid, vi taler om, boede Fru Vansit-
tart der alene med sin Pige. Fru Vansittart plejede
at spise ved det lille Bord i Nærheden af Kakkelov-
nen, en reb tle kak kelarn af Staal og Messing, som
stod omtrent i Midten af den mindre Spisestue. Fru
Vansittart syntes at føle sig ganske som hjemme i
Hotellet og vekslede Hilsener med et Par af Diplo-
materne, Det var en yndefuld, mørkhaaret Kvinde,
med dybe, brune Øjne, der saa” paa Verden uden stor
Interesse, Man følte, at det ikke var cn Kvinde, der
ødslede med sin Opmærksomhed eller sine Tanker

aa en Skødehund, som saa mange Damer gør, naar
ne rejser alene med deres Pige og opholder sig i Ho-
teller paa Fastlandet. Maaske denne Kvinde, der om-

— 76 —

MALGAMIT-OFRENE.

trent var fem og tredive Aar gammel, foretrak at kede
sig ganske aabenlyst i Stedet for at vie sit Liv til en
rystende, firbenet Genstand. Maaske hun aldrig ke-
dede sig. Man kan ikke vide det. Herrerne fra Ge-
sandtskaberne kiggede paa hende over deres Bøger
eller Aviser og spekulerede pau, hvem og hvad hun
kunde være. De vidste i alt Fald, at hun ikke havde
nogen Interesse for de Ting i den store Verden, som
ruller af Sted Dag og Nat uden Hvile, med krampag-
tige Udbrud og kluntet Hast, medens de altid kan
overraske ved deres Bevægelser. Hun gav sig i alt
Fald ikke af med Politik, hvad hun nu ellers for Re-
sten kunde være, men talte paa en hel Del Sprog om
Æmner som Operaer, en ny Bog eller et gammelt Bil-
lede; og kunde som Regel falde hen i en afven-
tende Tavshed. I fem og tredive Aars Alderen er det
maaske ikke rigtigt at vente for taalmodigt paa de
Ting, som gør en Kvindes Liv Umagen værd at leve.
Fru Vansitlart saa” ikke ud, som om hun var en af
dem, der vil vente paa det ubestemte.

Da Hr. Percy Roden kom til Hotellet, fik han sin
Plads ved table d” håte anvist ved et lille Bord, der
stod imellem dem, ved hvilke Fru Vansittart og den
belgiske Legationssekretær sad. Et fint Instinkt med-
delte Percy Roden, at han havde vakt Fru Vansiltarts
Interesse, det var maaske den Følelse, der kaldes For-
fængelighed, og som indbilder unge Mænd saa me-
get og saa meget fejlågtigt. Da Roden kom hjem efter
en travl Dag 1 Omegnen af Scheveningen den anden
Aften, ventede ban halv Vejs den Hilsen, som halv
Vejs blev tilstaaet ham. Den Aften talle Fru Vansit-
tart Engelsk til Opvarteren. Det var øjensynligt hen-
des Modersmaal, og Roden lyltede. Efter Middagen
tøvede Fru Vansittart lidt i Salen, og hvis der havde
været en Kvinde til Stede, vilde hun have bemærket,
at hun gjorde det let for Roden at standse, medens
han gik forbi, og byde hende sin engelske Avis, der
var kommet med Aftenposten.

»Tak!" svarede hun. ,Jeg kan godt lide Aviser.
Skønt jeg ikke har været i England i flere Aar, har
jeg dog Interesse for, hvad der sker i mit Land."

Hendes Væsen var utvungent og naturligt og uden
Anstrøg af en paafaldende Fortrolighed, som er ka-
rakteristisk for Nutiden. Vi er tilbøjelige til at føle
os for meget hjemme.

»Jeg," svarede Roden med sin trætte Mine, ,har
tværtimod aldrig været udenfor England eller engel-
ske Kolonier før denne Gang."

Hans Stemme havde en hul Klang. Skønt han var
høj og bredskuldret, tydede hans Holdning paa Kraft.
Fru Vansittart saa” hurtigt paa ham, medens hun tog
Avisen ud af hans Haand. Hun havde kløgtige, tænk-
somme Øjne og spekulerede øjensynligt paa, hvorfor
han var taget til Kolonierne, og hvorfor han var vendt
tilbage derfra. Der er saa mange, der sejler til de
fjerne Havne, som tilhører de uheldige, under én
Himmel og vender tilbage under en anden, at det
synes klogere at blive hjemme og snappe den Smule
Solskin, man kan faa. Rodens Ydre vidnede ikke om,
at han havde opholdt sig i Kolonierne. Han var fak-
tisk en Mand, der kunde færdes i hvilket som helst
Selskab. 'Og det er sandsynligt, at Fru Vansittart med
sin raske Opfattelsesevne straks bedømte ham fuld-
stændig rigligt. Til Trods for vore Klæder, til Trods
for vore Miner og Manerer, viser vi os for det meste
akkurat, som vi er. Fru Vansiltart, som kendte
Verden og Menneskene, behøvede ikke nogen Op-
lysning af Percy Roden om, at han ikke kendle no-
get til Fastlandet. Naar man sammenlignede ham med
de andre Mænd, der vandrede gennem Salen til deres
Værelser eller deres Klub, saa var det klart, at han
havde en Slags Stivhed, som de ikke havde, og mang-
lede en anden Slags Stivhed, som de Mennesker faar,
der bor og indtager deres Maaltider paa offentlige
Steder. Fru Vansittart kunde rimeligvis godt have

gættet sig til, hvad Slags Opdragelse Percy Roden
havde faaet. For den Skole, en Mand har gennem-
gaaet, præger ham hele Livet igennem.

»Saa kender De altsaa ikke Haag?" sagde hun,
idet hun tog Avisen og saa” paa den med tilstrække-
lig Interesse til, at Samtalen kunde forlænges. ,,Det
er en By, som tager En. Det er én af Verdens Ho-
vedstæder. Wien, St. Petersborg, Paris er de andre.
Madrid, Berlin, New York, naa, — de er ingen Ting."

Hun lo, hilsle med en halvt udenlandsk Bevægelse,
der udtrykte Tak, og forlod ham saaledes, at han følte
Lyst til at se hende igen. Det lod til, at hun kendte
den Hemmelighed, som det andet Verdensmenneske,
Tony Cornish, havde røbet, nemlig, at man hersker
over Mennesker, naar man faar dem til at savne no-
get, og sørger for, at de bliver ved at savne. Da Roden
gik igennem Vestibulen, standsede han og gav sig til
at snakke med Portneren. I Løbet af denne Samtale
gjorde han nogle smaa Spørgsmaal om Fru Vansit-
tart. Denne Dame behøvede ikke at spørge om Ro-
den. Det er jo blevet fortalt, at hun rejste med sin
Pige.

Bag ser, at Deres store filantropiske Plan nueren
Kendsgerning,” sagde hun den næste Dag efter Mid-
dag. ,Jeg interesserer mig meget for den og kender
naturligvis nogle af de Folk, der er med til den.”

Roden lo ligegyldigt; men han var glad over, at
hun genkendte ham. Han var endnu ikke saa be-
kendt, at det jo morede ham at blive anerkendt. Intet
Menneske er i den Grad Offer for sin Forfængelig-
hed som det Menneske, der kun er nogenlunde kendt.

Fortsættes.

Humoreske.

. Konen: —
ligt til Dig ?«
5 LEE nVed ikke, hvad han hedder — je” kender ham kun

nHvem er den pæne Mand, som altid taler saa ven-

— 71 —

Me 2T Se sed ser ks SE

FINANSLOV-DEBAT.

Hinanslov-Debat.

Hr. Høgsbro, der ringer Afgang; og Skibet, der

glider ud paa Forhandlingernes lunefulde Vo-
ver, er Finansloven for Aaret 1900—01 — det tyvende
Aarhundredes første Finanslov. Hvorledes vil det nu
gaa den unge Skude, til hvis heldige Langfart saa
manges Haab knytter sig, som der er dansk tænkende
Mennesker i hele Landet?

Vi véd alle, at et og andet vil gaa tabt under Vejs,
og at nye Ting vil komme i Stedet; men vil Finans-
loven naa sikkert i Havn den 1. April 1900? eller vil
den — dog nej, hvem tør for Alvor omgaas med den
Tanke — strande paa Konfliktens skarpe, tilintetgø-
rende Skær?

Finanslovens første Behandling udmærker sig altid
ved en vis Almindelighed i Forhandlingen, en Drøf-
telse af Sommerens Begivenheder og af Vinterens
Muligheder; den har'derfor forsaavidt størst Interesse,
som Partiernes Ordførere her fremlægger deres Pro-
gram for den kommende Samling.

Hr. J. C. Christensen, Stadil talte som Venstrere-
formpartiets Ordfører, han er jo endnu en ung Mand,
men der er dog næppe i Folketinget en Taler, der
bliver hørt med større Op-
mærksomhed. Hans Tale har
intet agitatorisk ved sig, den
sidder derimod inde med en
ved samvittighedsfuldt Ar-
bejde tilegnet Sagkundskabs
solide Avtoritet; det er for
Tilhørerne næsten, som hav-
de man Hr. Christensen paa

DE — Det er Folketingets Formand,

ler; man overhører ikke let

mange af hans forholdsvis

J. C. Christensen, Stadi. — Svagt udtalte og lidet ak-
centuerede Ord.

Det moderate Partis Fører, Hr. Frede Bojsen har
for nogle Samlinger tilbage haft Ord for at være en
af Folketingets bedste Talere; i de sidste Samlinger
har Hr. Bojsen meget sjælden haft Ordet. Det var
derfor noget af en Begivenhed, naar han i Aar talte
paa Finanslovens første Dag. Hr. Bojsen taler endnu
formfuldendt og leder aldrig efter Ord, eller Sætnin-
ger, men hans Tale har næp-
pe den agitatoriske Klang
som tidligere. Den lette
Overlegenhed, med hvilken
Hr. Bojsen behersker lange
Rækker af Tal og Data, ty-
der paa en Indsigt og 'en
Hukommelse, der staar over
de Flestes.

Ogsaa Socialdemokrater-
nes Ordfører, Hr. K. M.
Klausen, er en parlamen-
tarisk Taler afreneste Vand;

Frede Bojsen.

Tomandshaand, naar han ta- .

Hr. Klausens Tale flyder let
og jevnt uden oratoriske Ge-
stus og Stemmevariationer.
Han er imidlertid ogsaa et
af Tingets mest talende
Medlemmer, og Øvelse gør
jo Mesteren.

Som fjerde og sidste Taler
paa Debattens første Dag
havde Højres Ordfører, Hr.
Lars Dinesen, Ordet. Han
er jo et af Tingets mest om-
stridte Medlemmer. Det er
ingen Hemmelighed, at Hr. Dinesens parlamentari-
ske Arbejde for en meget væsentlig Del er henlagt
til Udvalgsværelserne, og at det meget bestaar i
personlig Underhandling med og Paavirkning af
Modstandere og Meningsfæller. Hr. Dinesen er jo
ogsaa snart 30 Aars Parla-
mentariker, og faa kender 7 i
derfor Kulisserne som han.
Hans Ord paahøres altid med
stor Interesse, fordi mange i
dem mener at have et nogen-
lunde paalideligt Barometer
for de midtpunktsøgende
Strømninger i Tinget.

Blandt den lange Række
af andre Talere, som Plad-
sen ikke tillader os her at i
komme nærmere ind paa,
kan nævnes de forskellige
Ministre, af hvilke den nye Mand, Hr. Indenrigsmi-
nister Bramsen, hvis Billede vi for kort Tid siden
bragte, især fandt villigt Øre. Hr. Bramsen var jo
Medlem af Folketinget indtil April 1898, og han har
talrige Venner af alle politiske Afskygninger blandt
Tingets Medlemmer; med Henblik paa hans heldige
Arbejde for Ulykkesforsikringsloven mener man der-
for nu, at han har særdeles gode Betingelser for at
gennemføre Vinterens mest aktuelle Lov — en Lov
til Forebyggelse af Arbejdsstridigheder.

Det kan jo nemlig ikke fragaas, at Arbejdsstands-
ningen har optaget sin væsentlige Del af den fjorten
Dages Debat; den har endogsaa en Jomfrutale paa
sin Samvittighed, det var den nye Repræsensant for
Horsens Bykreds, Hr. Lyngsie, der i en længere Tale
for første Gang prøvede sit oratoriske Talent paa
Tinge. — Vi tror at kunne sige, at hvert Fald Steno-
graferne ikke er kede af Repræsentantskiftet i Hor-
sens, Hr. Lyngsie taler langsomt og tydeligt, medens
hans Forgænger, Hr. Wul/f var kendt viden om som
Evropås hurtigste parlamentariske Taler.

K. M. Klausen.

Lars” Dinesen.

==

Kendte Navne

fra By og Land.

En Hundredaarig.

I den lille slesvigske Landsby
Tyrstrup lever Enken Else Sophie
Beck, vor ypperlige Balletmester
Hans Becks Bedstemoder, som den
14. Okto-
ber fyldte

sit hun-
drede Aar.
Vort Bil-
lede viser
hendesom
97-aarig,
men Ti-
den, som
siden er
forløben,
har intet
synderlig
ændret,
der er
hverken
Grund til Klage over hendes Hu-
mør, hendes Sundhed, Søvn eller
Arbejdslyst. Den Dag i Dag sidder
hun ved Væven og spinder en Traad
saa fin, at hun ved en Husflidsud-
stilling i Sommer fik første Præmie.
Syv Børn har hun haft, af hvilke
tre endnuer i Live i Alderen fra 74-
79 Aar. Alle holder af hende, og
det er en Fornøjelse at høre hende
fortælle sine Erindringer, der stræk-
ker sig tilbage til Spaniolernes Be-
søg 1808.

Else Sophie Beck,

Dødsfald.

I en Alder af 75 Aar afgik nylig
ved Døden fhv. Kommunelæge, Ju-
stitsraad Emil Berendt. Efter at
have taget Embedseksamen 1853
nedsatte han sig som praktiserende
Læge i København, blev 1863 an-
sat som Distriktslæge og 1872 som
Kommunelæge paa Christianshavn,

hvor han

virkede i

40 Aar,

indtil et

Ulykkes-

tilfælde

for et Par
Aar siden
tvang ham
til at hol-
desiggan-
ske 1 Ro.
Hans
” utrætteligt
interes-
serede ÅAr-
bejde for
sine Patienter, der for en stor Del
tilhørte den kristianshavnske Fat-
tigbefolkning, og den omfangsrige
Godgøren Hee: som det var ham en
Glæde at øve, vil længe kaste Glans
over hans Navn og Minde.

Justitsraad Berendt.

KENDTE NAVNE.

Det store lollandske Grevskab
Hardenberg-Reventlow har fornylig
mistet sin mangeaarige, dygtige og
skattede Bestyrer Justitsraad Carl

Clasen,
der er af-
gaaet ved

Døden,
64 Aar gl.

Den af-
døde var
en højtan-
set Mand,

og meget
afholdt af

Godsets

Funktio-
nærer og
alle de

Justitsraad Clasen.

hvem han kom i Berøring gennem
den lange Aarrække, han beklædte
Stillingen paa Hardenberg. Skønt
Justitsraad Clasen ikke yndede at
tage fremtrædende Del i det offent-
lige Liv, havde hans Medborgeres
Tillid dog overdraget ham mange
Hverv, blandt hvilke særlig kan
nævnes Formandsposten i Repræ-
sentantskabet for Lollands Spare-
og Laanebank i Nakskov, som han
beklædte ved sin Død.

Jubilæum.

Den 28. Oktober kunde en af
overordentlig mange Lystrejsende
kendt og skattet Dame, Enkefru
Schou, Ejerinde af ,Hotel Silke-
borg", fejre 50-Aars Jubilæum som
»Silkeborgerinde". Fra Sjælland
drog hun
og hendes
forlængst

afdøde

Mand
over til

det da

nylig
grundlag-
te Silke-
borg, der
foruden
»Hoved-
gaarden"
og Micha-
el Drew-

Enkefru Schou.

sens
nybygte Papirfabrik kun bestod
af fxa Huse, og begyndte dér de-
res Virksomhed i en lille beske-
den Bolig paa samme Plads, hvor
nu det anselige Hotel knejser. —
I samme hurtige Tempo, som selve
Silkeborg voksede frem, voksede
ogsaa de unge Folks Forretning, og
denne Fremadskriden standsedes
end ikke, da Fru Schou i en ung
Alder fristede den Sorg at blive
Enke; med .omsigtsfuld Klogskab,
stor personlig Dygtighed og aldrig
svigtende Energi udvidede og for-
bedrede hun Ejendommen trods
mange vanskelige Tider, og styrede

SR, ene

Hotellet — tidligere støttet af en
Datter, nu af en Søn og Svigerdat-
ter — saaledes at det i Aarenes
Løb af de mange Rejsende, det
har huset, vandt en Ros, der vel
maa siges at være Idealet for et Ho-
tel: at man dér følte sig som i et
Hjem.

Nylig kunde Postkontrahent Å.
Chr. Sennels i Randers fejre 50
Aars Jubilæum som Funktionær i
Postvæsenets Tjeneste. S., som har

haft det
mange

Gange
brydsom-
ener

at gen

nemføre

Post og

Passage-
rer til ret-

te Tid i
deforskel-

lige Ret-
ninger fra
Randers
som Ud-
gangs-
punkt,
har tjent under 6 Postmestre og
af alle høstet Anerkendelse for sit
paalidelige Arbejde. Som Beløn-
ning modtog han i 1865 fra Direk-
tionen et Posthorn med Inskription,

Postkontrahent Sennels.

Utog Nr. 13.

Vi henlede vore Læseres Op-
mærksomhed paa den berømte Ro-
man ylltog Nr. 13 af Xavier de
Montepin, som offentliggøres i
»Hver 8. Dags Roman-Bibliotek,.
Uden lang Indledning bliver Læ-
seren Vidne til den tragiske Begi-
venhed, som danner Grundlaget for
Skildringen: et frygteligt Rovmord-
forsøg i et Jærnhanetog, hvor For-
bryderen en Vinternat styrter sit
Offer ud af Kupédøren, mens Toget
farer videre. Jagten efter Morderen
og den Skarpsindighed, der udfol-
des for at faa ham fat, danner Ro-
manens Handling, river Læseren
med, og holder ham i en uafbrudt
Spænding.

Redaktionen paatager sig intet
Ansvar for indsendte Manuskripter
etc. Dog vil ubenyttede Manuskrip-
ter saavidt mulig blive returnerede,
saafremt de ledsages med en Kon-
volut, forsynet med Adresse og Fri-
mærke. Y

SEEREN HEER are re

rent ere

AAR vi fortæller, at der er Blom-

ster saa sjeldne, at deres Pris
kan løbe op til en 20,000 Kroner,
straks naar de opdages, da vil
De tro, at vi holde Dem for Nar,
og dog er det ganske korrekt. Store
evropæiske Blomsterforhandlere
har Samlere, som opholder sig i
Troperne og ofte med Livsfare

SET OG HØRT.

ind paa at ud-
vikle en selv-
stændig Smag.

Sidst er at

melde om de
danskeLam-
per, som Fa-

brikant S.

Schmidt,
Landemærket
3, har bragt i
Handelen. Med
originale Motiver i smagfulde For-
mer foreligger i Kobber, Jern og
Messing em hel Serie Lamper,
blandt hvilke særlig maa nævnes:
Erik Scliødies ,,Empirelampe",
Arne Petersens ,,Raadhuslam-
pe" og Poul Fischers ,,Slange-
lampe". De fabrikeres tilmed kun
% et bestemt begrænset Antal Eks-
emplarer, livorved disse originale
Modeller faar forøget Værdi og
Interesse.

fremskaffer de sjældne Orkideer.

Stedet, hvor de opholder sig, er en
Forretningshemmelighed. Trods
den slørste Forsigtighed ved For-
sendelsen gaa ofte kolossale Vær-
dier til Grunde undervejs. Men
har Samleren fundet en særlig
god Nyhed og lykkelig.og vel faaet
den. sendt til Evropa saa er Ta-
bet rigelig genoprettet. Medens
man tidligere kun fremskaffede
nye Orkideer ved Indførsel fra de-
ves Hjemstavn, har man i de sid-
ste tyve Aar arbejdet ivrigt med
kunstig Blomsteravrl. Saaledes
fremkommer Aar for Aar mye
Former af ,,Venussko". Saalænge
kun den enkelte Plante forefindes,
er Værdien meget høj, ofte som
sagt 20,000 Kroner, men øges An-
tallet, falder Prisen hurtig. Em en-
gelsk Privatmand, som havde
frembragt et særligt smukt Eksem-
plar, brød den eneste Blomst af
den den Gang eneste Plante og
sendte den til Dronmingen i en
Orkidebuket til hendes Jubilæum
— i Sandhed en kongelig Gave!

x

Til Verdens-Udstillingen næste
Aar bliver Telefonforbindelsen
mellem Berlin og Paris i Orden.
Prisen for den korteste Samtale
bliver 5 Kr.

=

Ære være den danske Industri,
saaledes som den sejrssikker be-
standig.vinder frem paa nye Veje.
Vi behøver ikke længere at gaa
syd paa for at søge os Udstyret til
vore Hjem; alt, hvad vi behøver,
skabes nu langt solidere og mere
kunstfærdigt indenfor vore egne
Grænser. Vore Stuer bør .ikke
længere bestaa af tilfældig sam-
menbragte Genstande, hentede fra
hist og her, nu da vi ved, at
Haandværkere paa alle Omraa-
der sætter al deres Flid og Evne

x

Mam siger, at Leconcavallo,
Bajadsernes Komponist, har i
Sinde at gæste København i den-
ne Vinter. Nylig har han vundet
en ny Succes med en Opera, hvis
Sujet var taget fra Murgers be-
rømte Skildring af Bohemelivet,
som vi herhjemme kender fra Fol-
keteatrets Bearbejdelse: ,,Frie
Fugle". Leconcavallo er født Nea-
politaner, men efter et langt Op-
hold i Seinebyen føler. han sig
gunske som indfødt Pariser. Der
har ham paa nært Hold lært
Kunstnerlivets trange Veje at
kende og derigennem faaet Lyst
til at sætte Musik til de Æventyr,
Murgers forsuline Helte oplevede.
For Øjeblikket arbejder han paa
en Opera, som Kejser Vilhelm har
bestilt hos ham og mam siger, at
Kejseren selv har givet ham hele
Ideen.

x

Omtrent samtidig med at vore
Droscheheste mandede sig op til
en sidste Kraftanstrengelse mod
den frembrydende Konkurrence
ved et Væddeløb paa Traverbanen,
fik Berlin sine første elektriske
Motor-Droscher. Det er bekvemme
og elegante Køretøjer, men i Paris,
hvor mam længe har kendt dem, er
det dog især de fremmede, som har
taget dem i Brug. Pariserne selv
kan ikke rigtig vænne sig til at
køre i Boulogneskoven uden Hest.

Ed

Verdi er nylig blevet 86 Aar og
er dog langtfra træt af Livet. Ny-
lig bud han en Jowrnalist offent-
liggøre i sin Avis et Dementi af
de taabelige Rygter, der fortalte,
»at han var moden til Paradiset,
og for at vise det skændige i disse
Rygter gav han sig til at synge
Kærlighedsduetten af ,,Othello"s

— 80 —

første Akt. Der er kun en Ting,
som formørker hans Sind paa de
gamle Dage, ogdet er Lirekasserne.
Navnlig om Søndagen, naar han
gerne vil have lidt Ro, forfølger
de ham paa det grusomste. Da
Verdi paa en Helligdag fik Besøg
af en Journalist og skulde vise
ham sin Lejlighed, stansede han
pludselig foran en Dør og sagde:
»Der kan De ikke komme ind, for
der staar allemine Instrumenter".
Pua Journalistens indtrængende
Opfordring lukkede han op og det
viste sig at Værelset indeholdt
20—30 Lirekasser. Verdi havde
lejet alle disse Spektakelmaskiner
for at kunne være vis pau en
fredsommelig Helligdag.

Eoj

Amerikanerne plejer gerne at
sige, at ,dette eller hint” i Ameri-
ka er det største i Verden. Nu for-
tæller Amerikas Generalpostme-
ster, at De forenede Stuters Post-
etablissement er Verdens største i
sit Slags.

Og det synes, som om Paastan-
den er rigtig. Det amerikanske
Postvæsen behandler mere Stof,
beskæftiger flere Mennesker, udbe-
taler-flere Penge, har større Ind-
tægter, bruger flere Kontorer, naar
til flere Hjem og berører flere In-
teresser end enhver anden men-
neskelig Organisation.

Postdepartementet raader over
73,570 Postkontorer ; det beskæfti-
ger en Hær paa 200,000 Personer,
udbetaler i Aar 378,000,000 Kro-

mer og har om'!rent lige store Ind-

tægter. Hvert Minut faar det 12,000
mye Postforsendelser imellem sine
Hænder…

x

Den mye af Ingeniør Poulsen
opfundne Telefon-Fonograf, som
paa Forespørgslen ,,Hallo! Er der
nogen£, straks svarer: ,,Der er in-
gen hjemme, men jeg kan godt tage
mod Besked", er allerede patente-
ret i forskellige Lande. Der er
dannet et Aktieselskab, som skal
udnyite Opfindelsen og i Spidsen
for dette staar Veksellerer August
Lwnm, Ingeniør Lemvigh-Fog og
Ingeniørkaptajn Bast.

7:

SDAG 2). I

Aargang
1899 — 1900. %

Nr. 6.

Søndagen den 5. November. y

10 Øre om Ugen.
1 Kr. 25 Øre Kvartalet.

Clochette.

Af Guy de Maupassant. — Oversat af J. Ahlberg.

vor det er forunderligt med visse gamle
Erindringer, der. forfølge En, uden at
man kan frigøre sig for dem.

Den, jeg vil omtale, er saa gammel,
saa gammel, at jeg ikke kan forstaa, hvorfor
den bestandig staar saa levende for mig. Jeg har
siden.den Tid set og oplevet saa mange sørge-
lige, rørende, frygtelige Ting, at jeg er forbavset
over, at der ikke gaar en Dag, uden at Mo'r
Clochettes Ansigt viser sig for mig, saadan som
jeg kendte hende for mange, mange Aar siden,
da jeg var en 10—12 Aar gammel.

Hun var en gammel Syerske, der kom en
Gang om Ugen, hver Tirsdag, for at lappe og
stoppe. Mine Forældre boede i en af disse Byg-
ninger, som paa Landet kaldes Slotte, men som
forøvrigt kun ér gammeldags Huse, hvortil der
hører en 4 eller 5 Forpagtergaarde. Landsbyen,
en stor Flække, laa nogle Hundrede Alen der-
fra rundt -omkring en Kirke, der var opført af
røde Mursten, der i Tidens Løb var bleven sorte.

Mo'r Clochette mødte altsaa hver Tirsdag
mellem Kl. 6!/, og 7 om Morgenen og tog straks
fat paa sit Arbejde.

Hun var en høj, mager Kvinde, skægget eller
rettere laadden, ti hun havde Haar rundt om-
kring i Ansigtet paa de mærkværdigste Steder
og lignede i det hele en Soldat, der havde faaet
Skørter paa. Hun havde Skæg over, under og
omkring Næsen, paa Hagen og Kinderne. Øjen-
brynshaarene, der var tykke og buskede og
stride som Børster, lignede et Overskæg, der
var anbragt paa et forkert Sted. Hun haltede,
ikke som Vanføre i Almindelighed; hun lignede
el Skib i Søgang. For hvert Skridt hun gjorde,
saa” det ud, enten som hun besteg et Bølgebjerg,
eller som om hun forsvandt i en Bølgedal. Hun
havde altid paa Hovedet en uhyre hvid Hue,
hvis Baand flagrede ned ad Nakken ved enhver
af hendes Bevægelser.

Jeg. elskede Mo'r Clochette. Saasnart jeg var
komm”n op om Morgenen, gik jeg op i Linned-
kammeret, hvor jeg fandt hende ifærd med at
sy og med et Varmebækken under Fødderne.
Saasnart jeg kom, tvang hun mig til at sætte
mig paa dette Varmebækken, for at jeg ikke
skulde blive forkølet i det store kolde Værelse,
der laa lige under Taget.

Hun fortalte mig Historier, samtidig med at
hun reparerede Linnedet med sine store krogede
Fingre, der var meget bevægelige. Hun gik med
Briller, thi Alderen havde svækket hendes Syn,
og bag Glassene forekom hendes Øjne mig mærk-
værdig store og dybe. Hun havde, saavidt jeg
kan erindre de Ting, hun fortalte mig, og som
rørte mit Barnehjerte, den brave fattiges højsin-
dede Tænkemaade. Hun saa stort og simpelt
paa Tingene. Hun fortalte mig Begivenheder fra
Landsbyen, Historien om en Ko, der var løbet
bort fra Stalden, og som man havde fundet igen
en Morgen foran Prosper Malets Mølle, hvor den
betragtede Møllevingerne, der drejede rundt, Hi-
storien om Hønseægget, som man havde fundet
oppe under Kirkeklokken, uden at man nogen-
'sinde havde kunnet begribe, hvilket Dyr, der
havde lagt det der, eller om Jean-Jean Pilas
Hund, der 10 Mil fra Landsbyen havde hentet
sin Herres Benklæder, som vare blevne stjaalne,
da de en Dag hang til Tørre i Porten. Alle disse
naive Historier fortalle hun mig paa en saadan
Maade, at de gjorde et -uforglemmeligt Indtryk
paa mig og forekom mig paa en Gang storartede
og hemmelighedsfulde. De Fortællinger, som min
Moder om Aftenen fortalte mig, gjorde, opfundne
som de var i Digternes Fantasi, paa ingen Maade
et saadant Indtryk paa mig. som' Bondekonens
barnlige Historier.

En Tirsdag havde jeg hele Formiddagen lyt-
tet til Mo'r Clochettes Fortællinger og vilde at-
ter op til hende om Eftermiddagen, efter at have

SER =

SEES EET
v

CLOCHETTE.

været ude at plukke Nødder i Skoven bagved
Forpagtergaarden Noirpré. Jeg husker alt lige
saa tydelig, som om det var sket i Gaar. Dajeg
aabnede Døren, fik jeg Øje paa den gamle Sy-
kone, der laa udstrakt paa Gulvet ved Siden af
sin Stol med Ansigtet mod Gulvet og Hænderne
udstrakte. I den ene Haand holdt hun endnu
Naalen og i den anden en af mine Skjorter.
Det ene Ben laa under hendes Skammel, og
Brillerne vare trillede hen i en Krog ved Væggen.

Jeg skyndte mig bort, højt skrigende. Man løb
til, og nogle Minutter efter fik jeg at vide, at
Mo'r Clochette var død.

Jeg kan ikke beskrive den dybe Bevægelse,
den frygtelige, knugende Følelse, der greb mig.
Jeg listede mig op i Salen, hvor jeg skjulte mig
i en mørk Krog i en stor, gammel Lænestol.
Der lagde jeg mig paa Knæ og gav mig til at

græde. Jeg laa uden Tvivl længe dér; thi det

var bælgmørkt.

Pludselig kom der nogen med en Lampe, og
jeg hørte min Fa'r og Mo'r tale med Lægen, hvis
Stemme jeg kendte.

Man havde hentet ham, og han forklarede
Dødsaarsagen, som jeg forøvrigt ikke forstod.
Han sad ned og drak en Likør til en Kiks.

Han talte længe, og det, han sagde, har jeg
aldrig glemt og vil aldrig glemme. ,,Ak," sagde
han, ,stakkels Clochette, hun fik Benet knust
samme Dag, som jeg kom til Landsbyen. Jeg
var kommen med Diligencen og havde endnu
ikke faaet mine Hænder vaskede, da man kom
løbende efter mig. Det var et meget alvorligt
Tilfælde. Hun var 17 Aar gammel og en gan-
ske overordentlig smuk Pige. Hvad hendes Hi-
storie angaar, da har jeg aldrig fortalt den, og
foruden mig og en til, som ikke længere er her
i Landet, er der ingen, der kender den. Nu, da
hun er død, behøver jeg ikke at være tilbage-
holdende.

Paa det Tidspunkt havde der netop i Lands-
byen bosat sig en ung Hjælpelærer, som baade
havde et kønt Ansigt og en flot Figur. Alle Pi-
gerne vare forgabede i ham, men han spillede
kræsen, og han var desuden meget bange for
Skolelæreren, gamle Fa'r Grabu, der var hans
Foresatte, og som af og til var temmelig gnaven.

Den smukke Pige, som nu er død hos Dem,
syede den Gang hos Grabu. Den unge Hjæl-
pelærer havde øjensynlig tilkendt den smukke
Pige sin Gunst, og det smigrede uden Tvivl hen-
des Forfængelighed at blive begunstiget af denne
uimodstaaelige Erobrer. Saa meget er vist, at
hun holdt af ham, og at han opnaaede et første
Stævnemøde en Aften, efterat hun var færdig
med sit Syarbejde. Stedet var Skolens Lade. I
Stedet for at gaa hjem gik hun derop og skjulte
sig for at vente paa sin Elskede.

Han kom snart; men da de håvde talt lidt
sammen, blev Døren igen aabnet og Skolelære-

ren viste sig: ,Hvad bestiller Du deroppe, Si-
gisbert?" Da han mærkede, at han var fanget,
blev han aldeles forvirret og svarede: ,Jeg er
gaaet lidt herop for at hvile mig". Laden var
meget stor og komplet mørk. Sigisbert, der var
helt ude af sig selv, skubbede den unge Pige
hen imod Baggrunden, idet han gentog: ,,Skynd
Dig, skjul Dig, jeg mister min Plads, se at
komme bort!" &Skolelæreren, der hørte ham
mumle, vedblev: ,,Du er altsaa ikke alene der-
oppe?” ,Jo, vist saa, Hr. Grabu." ,,Men Du
taler jo?" ,Jeg sværger Dem til, Hr. Grabu."
»Det skal jeg snart faa at vide," vedblev den
Gamle, drejede Nøglen to Gange om i Laasen
og gik ned for at hente et Lys.

Da tabte den unge Mand, der var fejg, som det
ofte er Tilfældet med den Slags Mennesker, al-
deles Hovedet. Ude af sig selv vedblev han at
raabe: ,,Men skjul Dig dog, saa at han ikke fin-
der Dig. Du ødelægger min Karriére for hele mit
Liv — skjul Dig!" Man hørte igen Nøglen i
Laasen.

Hortense løb hen til den Luge, som vendte
ud mod Gaden og sagde fattet, sagte: ,, Naar han
er gaaet, kan Du komme og samle mig op".
Saa sprang hun ned. Fa'r Grabu fandt ingen
og gik meget forbavset sin Vej. Et Kvarter efter
kom Sigisbert hen til mig og fortalte, hvad der
var sket. Hun var falden ned fra den Etages
Højde og laa ude af Stand til at røre sig. Jeg
gik hen og fik hende bragt til mit-Hjem. Benet
var brækket paa tre Steder, og Benpiben stak
frem. Hun klagede sig ikke, men sagde blot
med en beundringsværdig Fatning: ,Jeg er
straffet." Jeg lod hendes Slægtninge hente og
fortalte en Historie om en Vogn, der var væltet
udenfor min Dør.

Man troede mig, og Gendarmerne søgte for-
gæves efter Ophavsmanden i en Maaned.

»Se, det var Historien, og jeg siger, at denne
Kvinde var en Heltinde, en af dem, der er skabt
til at udføre store, skønne Handlinger.

Hun var en Martyr, havde en ædel Karakter.
Og hvis jeg ikke nærede saa stor Beundring for
hende, vilde jeg ikke have fortalt denne Histo-
rie, som jeg aldrig har talt om, mens hun levede."

Lægen tåv. Moder græd og Fader mumlede
nogle Ord, som jeg ikke forstod. Saa gik de. Men
jeg blev liggende og hulkede i Lænestolen, me-
dens jeg hørte en underlig Larm og tunge Skridt
paa Trappen. Det. var Clochettes Lig, man bar

bort.

==

»Tietgen-Medalje%,

som ,Numismatisk Forening" lod præge i Anledning af Marmorkirkens Indvielse den 19. Avgust 1894. Stemplet er skaaret af Lindal.
Et Eksemplar af Medaljen i Guld overraktes Gehejmeetatsraad Tietgen. Medaljen gengives for første Gang her.

Marmorkirken.

1749 — 30. Oktober — 1899.

ARMORKIRKEN |"— Saaledes hedder den, skønt

M den ikke er af Marmor.

” »Frederikskirken!" — Skønt Frederik d.
V. ikke byggede den. — Men Grundstenen lagde han
og Grundmuren byggede han. En Grundmur, der fik
Lov at staa gennem Aarhundreder.

Slægt efter Slægt drog forbi Ruinen, de favnetykke
Mure, de røgsorte Marmorblokke. Som et Billede af
Pompejis Udgravninger, saaledes saa” omtrent Mar-
morkirken ud: Mosset
lagde sin grønne Kap-
pe over den kolde
Sten, Vedbenden slyn-
gede sig om Søjletor-
soerne.

Kirken stod som et
Sindbillede paa Na-
tionen. Den kom til at
høre med til Byens
Mærkværdigheder li-
gesom nu ,Hesten"

og Kristiansborgs
Ruin.

Der hvor nu Bred-
gade bader sin Asfalt
i Solen eller Hundre-
der af elektriske Lam-
per gør Nat til Dag,

hvor Menneskenes
glade Skarer daglig
tager Luft, sladrer,
skumler, ler og morer
sig, fra Kongens Ny-
torv til Rigsdagsbyg-

til Midten af forrige Aarhundrede en stor Have med
Pavilloner og mindre Paladser, med lange, krumme,
buksbomhegnede Gange og zirligt klippede Træer i
zirligt revne Bede. — Tvers over ,,Mynsterpladsen"
paa den anden Side Dronningens Bredegade var en
smuk og yndelig Have, som tilhørte hendes kgl. Høj-
hed Prinsesse Charlotte Amalie, ,der undertiden om
Sommeren beærede samme en kort Tid med sin høje
Nærværelse",

Denne Plads var det
Frederik den V. valg-
te til atrejse den Kir-
ke paa, der skulde
bære hans Navn, der
skulde bevare Mindet
om hans Storvælde til
sene Tider.

Hans Storvælde!

Hans Magtesløshed!

Allerede ved kgl,
Reskript af 12. Sep-
tember 1749 var det
besluttet atbygge den-
ne Kirke. Oprindeligt
skulde Materialet be-
staa af Sandsten og
Mursten beklædt med
norsk Marmor. Arki-
tekt Eigtved leverede
Tegningerne, men ved

dennes Død 1753

standsede Arbejdet
nogle Aar, indtil
Franskmanden Jar-

din fattede den lige

ningen strakte sig ind- Omrids af Jardins Plan til Marroockirken med ånsielke af Ruinens Størrelse, såa storslaaede som

— 8 —

MARMORKIRKEN.

SEG

Ris

ns fe, lir
rn

Marmorkirkens Kors afsløres den 8. September 1893.

uigennemførlige Plan at bygge Kirken ket af Mar-
mor.

Da man paa Grund af Pengehangel 1770 ganske
maatte standse Arbejdet, havde denne ,,Ruin" kostet
Landet henimod 5 Millioner.

Betænkelige Folk rystede paa Hovedet, da det i

”Firserne, altsaa over Hundrede Aar senere, rygtedes,

at Etatsraad Tietgen, Privatbankens Direktør, havde
besluttet at fuldføre Kirken. Men han tog fat med
frisk Mod. Tegninger og Planer havde Kammerherre
Meldahl leveret, idet han havde holdt sig saa tæt til
Jardins Tegning som muligt.

Grundene omkring Pladsen blev ryddede; de gamle
Rønner gav Plads for nye paladslignende Bygninger,
og i Løbet af 10 Aar lykkedes det ved fælles Hjælp
det danske Folk at fuldføre Marmorkirken. Den 19.
Avgust 1894 overleveredes Kirken til Kongen som
Kirkens øverste.

Allerede i Firserne straalede Kobberkuplen over
Hovedstaden. Husmødre Byen rundt ydede deres
Skærv til det prægtige Dække. Gamle Temaskiner,
Kobberkar og Pander vandrede i de Dage i Smelte-
diglen. — Men øverst oppe, hvor Korset blinker og
Stjernen lyser ud over Byen, staar Tietgens Navne-
træk beskedent slynget: C. F. T. Beskedent som un-
dertiden Geniet.

lation og Reklame, de ser det maaske, mens
de et Øjeblik hviler paa Korsets Grene paa
deres Fart ud over Jorden.

Dog, de behøver ikke at fortælle det vi-
dere. Alle ved det. Verden over kender man
Tietgens Navn. Den Traad, der skulde knytte
det til den store Verden, sendte han jo selv
Verden over. Det Spir, der skulde bære hans
Navn højt over den hele By, rejste han sig
selv. — Denne Kirke er ikke det evige Min-

de om hans Geni.
Axel Br.

Lamia.
Dansk Operapremiere i Udlandet.

ED en af de brede Boulevarder,

der har givet de ydre, nyere Kvar-

terer af den gamle By Antwerpen

et moderne Præg, ligger det flam-
ske Teater. I Bygningsmetode og Stil
er Teatret ikke uligt vort eget kongelige,
men hvor vi har maattet anvende groft
Cementpuds, har Flamlænderne” kunnet
bruge lutter Sandsten, der gør Bygningen
baade solidere og renere.

Inde i det gamle Antwerpens snevre,
uregelmæssigt krydsende Gader ligger et
Sted Byens franske Teater. Det er en
gammel Kasse efter klassisk Stil og
"meget upraktisk indrettet. Men denne Scenes
Skuespilkunst har gammelt Ry, og dens Opera
var i lange "Tider Antwerpens eneste. Men
med den stærke national -flamske Rejsning
for en Menneskealder siden blev ogsaa det flam-
ske Teater ved Boulevarden rejst, og i de sid-
ste fem-seks Aar har tillige- flamsk Opera -haft
til Huse paa
denne Scene.

Flamlæn-

derne er et
musikalsk
Folk. Man vil
erfare det,
blot man en
Nat gaar gen-
nem Gaderne
ned mod Hav-
nen ved

Scheldeflo- ”
den. Ud fra de

talrige Be-

værtninger,
hvor Alver-
dens Søfolk

mødes og sæt-

" Kun Fuglene, der stryge hen over Tagenes røde og ter Hyren over
graa Sten, højt hævet over Asfalt, elektrisk Lys, Rigs- Styr, lyder der
dag og Regering, Sladder og Skandale, Byggespeku- Sang til Gitar- Komponisten August Enna.
re

vere
X. IR SE AR
SER
ig y

>»

TEN NON,
> (|

Kg 3

|

spil. Derinde udmønter unge flamske Piger de-
res. naturlige Sangbegavelse og naturlige Elsk-
værdighed for et lystigt Publikum. Og som man
gaar videre i Gaderne, hører man pludselig Har-
monikaspil og kraftig Mandssang, og om Hjør-
net ser man en Flok unge Haandværkere kom-
me dragende i Bluse og med Fakler og alle gi-
vende sig hen i taktfast Sang. Eller nede ved
Scheldefloden, naar man gaar op paa den asfal-
terede Promenade over Kajen, da kan man

træffe adskillige
unge forelskede
Par, der i Maa-
neskinnet sidder
paa Bænkene og
synger smeltende
Elskovsduetter.
Ogsaa i de fi-
nere flamske
Kredse er der ud-
præget musi-
kalsk Sans. Over
halvtredje Hun-

drede Borgere i

Antwerpen har

saaledes af Kær-

lighed til Musik
lige saa meget

LAMIA.

Det flamske Teater i Antwerpen,” hvor Ennas Opera opførtes.

Scene af første Akt af August Eunas Opera ,Lamia", tegnet til ,Hver 8& Dag" af den flamske Kunstner van Neste,

som af national Selvfølelse skabt den nationale
Opera paa-det flamske Teater — ikke skabt den
alene ved det billige Offer at tegne fast Abon-
nement, men ved aarligt at skyde en ikke ringe
Pengesum til. Denne Støtte muliggør Operaens
fortsatte Eksistens. Men de halvtredje Hundrede
offervillige Borgere føler da ogsaa deres natio-
nale og kunstneriske Værd og kalder sig ,,Be-
skyttelseskommiteen". Alligevel — hvor vanske-
ligt vilde det ikke være herhjemme i København

at faa tegnet pri-
vate Bidrag til
aarlig Dækning
af vor Operas

Underskud !

Den 5. Okto-
heri Aar aabnede
den flamske Ope-
ra sin Sæson med
en ny Opera, La-
mia, af den dan-
-ske Komponist

August Enna
med Tekst af den
danske Digter
Helge Rode. Det
er jo ret under-
ligt, at en saadan

LAMIA.

Premiere skal finde Sted i Udlandet. Men bliver

Opførelsen en Sukces, har Komponisten næppe

Grund til at beklage sig over sin Udlændighed.

Fra Antwerpen er Vejen til de udenlandske Ope-

rascener maaske nærmere end fra København.
Og Lamia blev en Sukces.

Emnet i Lamia er taget fra. en Fortælling i
den oldgræske Litteratur. Lamia er det afskræk-
kende Navn, hvormed Zeus i sin Vrede bræn-
demærker de kvindelige Vampyrer, der daarer
Mændene blot for at ødelægge dem, stjæle deres
Kraft, udsuge deres Blod. En saadan Lamia er
i Fortællingen og i Operaens Libretto den dej-
lige Sybaris, og Aglaias unge Brudgom Celio
bliver Vampyrens Offer. I Operaens Forspil fæl-
der Zeus den Dom over Sybaris, der har bedra-
get sim guddommelige Elsker og i Stedet valgt
Mennesket Damis, at hun skal være en Lamia.
I næste Akt bliver Celio lokket af Sybaris, og
sidste Akt ender med, at den farlige Lamia ram-
mes af den Straf, Zeus har idømt hende: hun
forvandles til Skum paa Havet.

Den dramatiske Handling er ikke i og for sig
stærkt spændende, men Interessen slappes paa
intet Punkt, fordi hver Akt baade er fast bygget
og indeholder mange Scener af stor lyrisk Skøn-
hed og af intensiv musikalsk Virkning. Der er me-
gen Klarhed og Kraft i den orkesstrale Bygning,
Motiverne er smukke og letfattelige og flere af
Sangpartierne i høj Grad yndefulde. Særlig vil
man huske den enkle, storladne Kraft"i Zeus-
motivet, Sybaris Elskovsmotiv og hendes Skæb-
nemotiv, de indsmigrende Duetter mellem Syba-
ris og Celio, desuden en Drikkesang og især Ce-
lios og Aglaias dejlige Hilsen til Solen. Teksten
er mange Steder fin og lødig Poesi, og Helge
Rodes Oversættere til flamsk, to unge Redak-
tører i Antwerpen, havde baade holdt sig nær
tl Originalen og givet en poetisk Versifika-
tion.

Den sceniske Udførelse havde sine Mangler
baade hvad angik Dekorationerne og det drama-

"tiske Spil. Stærkest virkede den hosstaaende

Scene i første Akt — tegnet til ,,Hver 8. Dag"
af en ung flamsk Illustrations-Tegner van Neste
— hvor Sybaris i Bærestol føres over Scenen,
og Celio ser hende og for hendes Skyld forlader
sin Brud. Her var den Skønhed og Pragt, som
helt river med. Og her tog Frk. Kamphuizen sig
straalende ud som Sybaris. Den unge Dame er
smuk og statelig, hendes Stemme meget indta-
gende, og saa spiller hun som af vore Opera-

sangerinder "kun Frk. Dons i de bedst lykkede
Partier. >

Publikums Begejstring var stor. Den kulmi-
nerede efter første Akts skønne Ouverture og ef-
ter første Akts Slutning. Begge Gange blev Kom-
ponisten fremkaldt under varm Hyldest, og ved
Aktslutningen hædret med en forgyldt Laurbær-

krans, skænket af Teatrets Solister, Kapel og
Kor.

Med sit foregaaende Værk Cleopatra havde
Aug. Enna i Foraaret holdt sit Indtog paa den
flamske Opera og gennem dens næsten 20 Op-
førelser fastslaaet den Anseelse og Yndest, Pre-
mieren straks vandt ham. Med Lamia har Enna
befæstet sin Position i den flamske Musikverden.
I Oktober og November vil Lamia findes paa
Programmet hver Uge. Til December skal Enna
dirigere egne Kompositioner i Antwerpens store
Koncertforeningssal, og Juleaften skal Pigen

med Svovlstikkerne — Ennas og Ove Rodes
lille Opera fra Kasino — opføres paa. det flam-
ske Teater.

Der er: da al Grund til at lykønske vor
Landsmand til hans sjældne Held i Udlandet.
Hans kunstneriske Løbebane -— fra Orkester-
musiker under de tarveligste Forhold til Kompo-
nist af Verdensoperaer — er som et Eventyr,
der hører hjemme mere i Bøgerne end i Livet.

L. M-E.

Humoreske.

Udkast til et nyt Nationalmonument paa
Frihedsstøttens Plads.

(NB. Planens Gjennemførelse er sikret).

Tegning af H. V. Westergaard.

Br

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

Alverdens Nyt

i Billeder og Tekst.

ELTE er sjældne for Ti-

den og der vilde være

dumt af en Nation ikke

at gøre Stads af dem,
den har. Saaledes blev da ogsaa
den Hyldest, hvormed Amerika-
nerne nylig hilste Admiral De-
wey ved hans Hjemkomst, over-
vældende og uden Sidestykke.
Man gør sig ingen Idé om den
Popularitet, som Admiralen er
Genstand for, nej, Popularitet er
ikke Ordet, kun Forgudelse pas-
ser i dette Tilfælde. Den Modta-

Triumfbuen ved Admiral Deweys Hjemkomst.

gelse, som den russiske Kejser fik i Paris var for intet
at regne mod den Vildskab, som bemægtigede sig
New-Yorkerne de to Dage, da Dewey fejredes med
Parader til Søs og til Lands. I 6 Uger havde man af
Træ og Gibs rejst en storslaaet Triumf bue, ved hvis
Udførelse de første Billedhuggere i New-York havde
samarbejdet. Skønt disse Kunstnere arbejdede gratis
kostede dette Kunstværk en Sum af 35,000 Dollars
og dets Virkning var saa ypperlig, at der nu er Tale
om at lade Triumfbuen udhugge i Marmor og blive et
bestandigt Led i New-Yorks Udsmykning — et År-
bejde, som næppe kan gøres under halvanden Million
Dollars.

Den store Søparade, et fremadglidende Optog af
Krigsskibe, Passagerdampere og Yachtbaade, udfyldte
Begyndelsen af den første Dags Program, fik en over-
maade festlig Karakter og formede sig som en stor-
slaaet Hyldest til Deway, som befandt sig om Bord
paa sit Flagskib ,,0lympia%, Dagen afsluttedes med
pragtfulde Fyrværkerier. De mægtige Skyskrabere
var oplyst og dannede en ejendommelig Illumination,
og fra. Lyskastere udsendtes Kæmpestraaler over By
og Havn. Amerikanerne forstaar at arrangere Fest,
saaledes at det forslaar noget, og de havde da ogsaa

Eugelske Tropper hverves.

Seer

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

haft den Fornøjelse at drage 2 Millioner Fremmede
til Byen i denne Anledning. Landparaden den føl-
gende Dag og Festlighederne ved Triumfhuen blev
Glanspunktet. Ikke en Mislyd fik Stemningen til at
briste, thi Dewey er lige populær blandt Republika-
nere og Demokrater. Der har endogsaa været Tale
om at opstille ham som Kandidat ved Præsidentvalget,
skønt man intet sikkert kender til hans politiske Stil-
ling. Foreløbig vil han, træt af Fest-Strabadserne,
trække sig tilbage nogen Tid for at hvile ud. Han
har følt, hvad det vil sige at være Genstand for en
hel Nations Taknemlighed, og som synligt Minde ta-
ger han med sig en Æressabel, som Kongressen har
bevilget, og som højtidelig blev ham overrakt i Wa-
shington af Præsidenten selv.

N mærkelig Svin-

del har i den sid-
ste Tid givet Stof til
adskillig Sensation
baade 1 Sverig og
hos os. — Det blev
opdaget, at en Læge
Pallin i Eskilstuna
i flere Aar havde be-
draget flere, navnlig
engelske, Livsforsik-
ringsselskaber ved
at lade ,,daarlige
Liv" (svagelige Per-
soner) forsikre som
»1. Klasses Liv" og
saa, naar Vedkom-
mende døde, tilegne
sig Forsikringssum-
men:

Pallin overtog selv
eller lod sine Krea-
turer overtage Agentur for Forsikringsselskaberne. De
opsøgte nu tuberkuløse eller andre sygelige Folk —

Assurancesvindleren Pallin,

” navnlig Arbejdere —, lod dem forsikre paa Lægeat-

tester, som Pallin selv udstedte, hvorefter de Forsik-
rede mod en ringe Godtgørelse overdrog Policen til
den samvittighedsløse Læge og hans Venner. Man
har endog haft Mistanke om, at han selv hjalp lidt
til, naar de Forsikrede ikke døde hurtigt nok, men
dette har dog endnu ikke bekræftet sig.
.. Paa denne Maade er Forsikringsselskaberne blevet
bedrague for 312,000 Kr. Efter at Pallin og hele den øv-
rige ,Dødsliga" var arresteret, fandt man i hans
Gemmer 16 Policer, som han dog paastaar at have
tilkøbt sig paa lovlig Maade.
. I det hele hævder Pallin i alle Tilfælde at have
handlet i god Tro. Dette er aldeles utænkeligt, men
mærkeligt er det rigtignok, at Opdagelsen skete paa
Grundlag af en Sigtelse af Doktoren selv mod en af
sine Hjælpere. re
Man antager, at han er Morfinist og” har foretaget
sin Anmeldelse i utilregnelig Tilstand,”

bg +
5 ,

Fe ejendonmligt Stykke Natur, badet i Midnatsso-
lens Straaler, er tryllet frem paa det hosstaaende
Fotografi, som er taget oppe ved Spitsbergen: Fire
Maaneder igennem lyser Bros Sol me og. Nat over
det verdensforladte Land, fire andre Maaneder ligger
det hen i den mørkeste Vinternat. Denne Midnatssol
er det da, som har skabt disse Egnes store Ry, den
er det som kaster Glans over den mørke Klippestrands

vældige Omrids, over de hvide Gletscherstrømme,

I MidnatssoJens Skær:

som brusende sender. de nys smeltede Strømme ud i
det skummende Hav, over de vidtstrakte Tundraer
med deres yppige SMmByegelatiBn henover en Jord-
bund, hvor prægtige Alpeblomster trylles frem midt
i en ellers saa karrig Natur.

Hans Tegner og hans Tegninger.

Efler TegUIng af Chr, Krogh.

in

VORNAAR skal disse Eventyr være fær-
dige?" spurgie for et Par Aar siden
Maleren Christian Krogh, mens Hans
” Tegner sad for ham, og det Billede
blev til, som findes over disse Linier: Og. med
urokkelig Hengivenhed i Skæbnen svarede Teg-

ner: ,,Det raader han for, som stiller Stormen!"
Nu da Eventyrbillederne efter 10 Aars Forbe-
redelse er færdige fra Kunstnerens Haand, vil
man more sig over den Stump Selvbiografi, som
Anekdoten giver. Naturligvis er det aldeles ikke
et Øjebliks Sag at skabe et Værk som denne
Verdensudgave, der paa Forhaand gik ud og
søgte sig Verdensry, men det er heller ikke no-
gen' Hemmelighed, at et af Hans Tegners Prin-
cipper er, at han ikke vil forhaste sig. Derom har
man endnu flere og endnu mere overbevisende
Anekdoter end den ovenstaaende. Det hændte
f. Eks. en Dag, at en Ven af Kunstneren, ube-
kendt. med hans Sommeropholdssted, telegrafe-
rede til hans Forlægger: ,,Hvor ligger Hans Teg-
. ner for Tiden?" og Bojesen, der altid har en
Skælm i Skindet, depescherede ufortøvet tilbage:
»Paa den lade Side." Bort med Spøg: hvis dette
Arbejde har taget Tid, saa er Resultatet ogsaa
udmærket derefter. Se paa Tegningerne, der
straaler af Aand og Vid — tag Reproduktio-
nerne og husk, at man har støvet Eyropa rundt
for deres Skyld. Eller læg Mærke til Omslaget,

hvis Farvetone er frembragt gennem femten for-
skellige Forsøg. Tænk blot paa Starten: Detaille
og Klinger er ikke hver Dag hjemme for Anbe-
falingsskrivelser.

Fornøjeligt er det, naar man har bladet Teg-
ners sidste Arbejde igennem, da at tage frem
hans humoristiske Billeder fra de helt unge Dage
— man vil da selv i de allertidligste genfinde
det samme gode Lune, den samme sikre Iagt-
tagelsesevne og den samme kunstneriske Omhu,
kun at alle disse Evner i Tidens Løb har taget
større og fastere Former. Det var i Begyndelsen
af Halvfjerserne at Tegners Navn hørtes de før-
ste Gange. Han kunde mod Aflevering af en
Tegning hente sig en Tikroneseddel paa Aften-
posten, som lod Billederne følge med Bladet paa
en lille Lap Papir, og han havde faaet fast An-
sættelse ved Bladet ,,Punch", som den Gang
var et forholdsvis nyt "Blad.

Dette Blad fik Ry gennem Tegners køben-
havnske Skitser, et klassisk Galleri af utvivlsom
kulturhistorisk Interesse. Mange af Billedtekst-
erne blev ved Hjælp af disse Tegninger Alle-
mands-Slagord, gik over i Sproget og blev der.
For blot at nævne et enkelt Eksempel: ,,Nu ven-
der vi, Madam Svendsen" (det spinkle Mandfolk,

ek
NE

i — ÆT NER sæ

Efter en vre: Tegning af FLane sut

Ogsaa en Anvendelse: Hvis Du inte er artig, din uvorne Tamp!
saa kommer Bøhmanden deroppe og sla”er Dig.

jader SES

HANS TEGNER OG HANS TEGNINGER.

HK AE
| Eg re '

som paa Ballet svinger en Kæmpekvinde) stam-
mer fra denne fornøjelige Samling, hvis mange
Perler en Gang burde trækkes paa Snor i en slet
og ret ,Københavner-Udgave". Konfirmander,
Sjovere og Provinsbaldamer skildrede Tegner
med dybt loddende Psykologi.

Bojesen fik fat i Tegner da han havde virket
ved ,Punch" en syv-otte Aar, og han gav ham
den Opgave, at illustrere den humoristiske Ka-
lender ,,Oldfux". Her vokser hans Talent sig
mere omfattende, hver Tegning rummer et Mylr
af morsomt opfundne Enkeltheder, og han for-
maar at give selv de livløse Genstande saa sik-
ker en Karakteristik, som om de var levende
Væsener. ;

» N (|
== VW
RENEE s nag J
blee NNE AD VE: & æn

»Stormen flytter Skilte", tegnet af Hans Tegner til Verdensudgaven af H. C, "Andersens Eventyr.

Se GØS SEDSLEREER
5 Cs
ØS —

q Fa, FN
£ |;

"Nu bliver Tegner Illustrator i større Stil, rundt
i Bøger og Blade ser man til Stadighed de fire
faste Streger, som udgør hans Signatur. Sejrrigt
slaar han saa igennem med sit store Holberg-
Værk, hvori hans Vid, der forhen oftest var lunt
og stilfærdigt, bliver drastisk og pompøst. Hver
Linje, hans Blyant trækker, har levende Liv. Gen-
nem Bevægelse og Holdning formaar han at give
den hele Karakter. Som han har gennemstuderet
Tiden, saaledes har han gennemtænkt hver Si-
tuation og gennemtegnet hvert Interiør. Næsten
som en Radering staar hver enkelt Tegning.

Og nu er Andersens Æventyr fulgt efter i et
Værk, som i Følge sit hele Anlæg henvender sig
til voksne Mennesker. Kun for dem skabtes disse

HANS TEGNER OG HANS TEGNINGER.

Illustrationer, som Aand og Fantasi, Vid og
Ynde i overgiven Kappelyst har komponeret.
Dette er, som en af de fremmede Berømtheder
siger, uden Paavirkning — det er ,,Tegner" og
saadan som det er, er vi glade ved at præsen-
tere det ude i den store Verden.

Julius Lange har sagt, at næppe nogen For-
fatter vil være tilfreds med den Tolkning, en
illustrerende Kunstner giver hans Værk. Allige-
vel vil sikkert H. C. Andersen i sin Himmel
glæde sig ved Verdensudgaven, om ikke af an-
den Grund saa fordi den spreder hans Berøm-
melse over alle Riger og Lande. Men dybt vilde
han bedrøves, om han vidste, at hans egen Illu-
strator en Gang i et lystigt Øjeblik havde gjort
Kommers med det til hans Ære rejste Mindes-
mærke. Og dog er det Indfald saa harmløst
muntert: at lade en Tjenestepige benylte Ander-
sens Statue som et Skræmmebillede for Børnene,
og at give Digterens malende Haandbevægelse en
Retning, der snarere lover Lussinger end lystige
Æventyr. Var Andersen forfængelig, saa er hans
Illustrator det sandelig ikke. Andersen huskede
og gemte trofast alt, hvad der ofredes ham af
Ros og Dadel. Tegner er ganske uimodtagelig

me.

»Hyrdinden og Skorstensfejeren", tegnet af Hans Tegner til Verdensudgaven af H, C. Andersens Eventyr.

og gemmer paa intet. Han ejer ikke et Eksem-
plar af de Bøger og Blade, han selv har illustre-
ret, end ikke det Album, som bærer hans eget
Navn. Fortjenstmedaljen har han, men det vilde
ikke undre hans Venner, om han ikke vidste,
hvor den befinder sig.

Han er i det hele en beskeden og stilfærdig
Mand, der intet ønsker hellere end i Fred at gaa
rundt og se paa Menneskene, for hvis Ejendom-
meligheder han har saa sikkert et Syn og paa
Dyrene, blandt hvilke han har sine gode Venner.
Svanerne og Ænderne har siddet og staaet for
ham snart i Peblingesøen og snart i zoologisk
Have, og de har betroet ham alt det meget,
som allerede H. C. Andersen vidste saa god
Besked om. Som oftest bruger nemlig Tegner
Model, og han tager den, hvor den er ham nær-
mest. Da han boede paa Gammeltorv, var det
Bybudene, der sværmede omkring hans Dør,
som maalte holde for. Først brugtes de i Hu-
morens Tjeneste, snart belæsset med Buket,
snart med Kommode snart med Inkassationer
og da de ganske var udnyttede til de illustre-
rede Blade, saa gik de over i Litteraturen. Den
sølle, skallede Fyr dernede fra Hjørnet hylledes

— 9 —

HANS TEGNER OG HANS TEGNINGER.

1 gamle Dages
Klædebon og
forvandledes til
den stundesløse
Vielgeschrey.

Naar Tegner er
træt af Model-
lerne, hviler han
ud i saadanne
Smaapuslerier

som Ex-Lib-

ris, der ikke

suger Næring
af hans Lunes
Fond.

Maaske er det
en Tilfældighed
— Tegner tror
det i alt Fald selv — at hans Navn og Stilling
i Livet fik samme Ordlyd, men det ligger jo nær
at tro, at Talentet har ligget i Slægten og at

"Direktør Ernst Bojesen.

den er kaldt op derefter. Sikkert er det i hvert
Fald, at han har gjort Navnet Ære.

»Jeg har arbejdet som enhver anden, Heldet
og Bojesen kan jeg takke for det meste" —
det er alt hvad Tegner har at berette om sig
selv. ,Heldet", siger han, ,skylder jeg, at
jeg blev den første, der kom frem i min Genre,
Bojesen har jeg at takke for, at jeg fik noget at
udrette." Ligesaa beskeden den første Ytring er,
ligesaa sand er den sidste. Ernst Bojesen har
endnu en Gang vist at eje den lykkelige Ska-
berhaand. Han har indrammet Tegners Værk
saaledes, at ingen kunde gaa det forbi. Rime-
ligvis har Hans Tegner i sin store Beskedenhed
hævdet, at det med ,, Verdensudgave" og ,, Anbefa-
lingerne" kunde have været sparet. Men da har
sikkert Bojesen, hos hvem Skælmen altid staar
paa Spring, faderligt slaaet ham paa Skulderen
og citeret for ham Andersens Ord: ,,Hvad Fat-
ter gør, er altid det rigtige!"

Georg K.

Af Dagens Krønike.

VINDELIGE Skribenter
her til Lands er i
Reglenlige saailde
anskrevne blandt
Kritikerne, som de er yn-
dede blandt ukritiske Læ-
sere. Kun sjældent indrøm-
mes der en Dame en Plads
paa de Udvalgtes Parnas,
og endnu sjældnere sker det
straks ved hendes første
Fremtræden.

Frøken Ella Hanmcke —
en 22-aarig københavnsk
Grossererdatter — har haft
det Held. Å

Hvem skulde i Grunden
tro det, at disse elskværdige
Træk, disse blidt sværme-
riske Øjne, som vi straks
tror al kende fra hundrede
smaa Sammentræf paa Ga-
den eller i.Teatret — at de
er Facaden af en sjælelig
Verden, i hvilken der rører
sig en oprørsk Trods mod
Fordom og Vedtægt, en hensynsløs Lyst til at
blotte og hudflette sit eget Samfunds Hykleri,
en sjældent stærk og selvstændig Kvindesjæl?

Forfalterinden Ella Hancke.

Men saaledes er det. Ella
Hancke har i sin Debut-
bog ,Ruth Erlandsen" vo-
vet dette, som ingen ustraf-
fet gør, medmindre det sker
med et Talent, for hvilket
alle maa bøje sig. Og fra
alle Sider har man erkendt,
at den unge Forfatterinde i
sin Skildring af den unge
Bourgeois-Dame har lagt
ualmindelige Ævner for
Dagen.

Nu siger rigtignok Goe-
the, at ethvert dannet Men-
neske kan skrive én god
Roman; nemlig sin egen.
Og er end Ruth Erlandsens
Skæbne ikke Forfatterin-
dens egen, saa bærer dog
Bogens Psykologi umisken-
deligt personligt Præg.

Nægtes kan det heller
ikke, at Frøken Hanckes

Fremstillingskunst endnu
lader meget tilbage at ønske.
Det, som giver de bedste Løfter, er hendes ube-
stikkelige Ærlighed. Allerede den er en sjælden
Vare. J. D.

— 92 —

Em Verdensrejse for en Hustru.)

Roman af Guy Boothby,

Paa Dansk ved Johannes Magnussen.

Indhold af Begyndelsen.

,Den unge Sagfører Brudenell faar en Dag uventet Besøg at sin Myndling, den smukke Mildred Blake, der ønsker hans Asst
stance i et Yanbkeles Anliggende, Sagen er den, at det nu er tre Aar siden, at hun hørte fra siu Broder Godfrey, der under et Op-
hold i Amerika havde faaet Lyst til at deltage i en stor Minespekulation, hvorved han mente at kunne tjene Millioner. Den unge Pige
frygter derfor, at der skal være tilstødt ham en Ulykke, og sætter sig det Maal at finde hans Spor, hvad Brudenell lover at være
hende behjælpelig med. Saa sker det, at.Brudenell tilfældigvis samme Dag faar Besøg af en Amerikaner ved Navn Målhausen, og
denne mærke ige Mand, der spiller saa stor en Rolle i Fortællingen, higer efter ogsaa at erfare noget om Godfreys Skæbne. Det er
nemlig ham, Godfrey i sin "Tid har truffet sammen med, og Mulhausen og han har begge været Deltagere i den omtalte Minespeku-
lation. Men en Dag var der kommen en Kurre paa Traaden mellem de to Venner, Godfrey var pludselig rejst sin Vej, og siden havde
heller ikke Målhausen hørt det mindste til ham. Da Brudenell hverken kan eller vil give Målhausen Oplysninger om Godfrey, søger
Malhausen selv Mildred Blake, der saa anmoder Brudenell om at komme ud paa Godset og assistere hende. I Godsets Skove træffer
de en løjerlig Mandsling af dyrisk Udseende, som de ikke kan faa til at forklare sig og som de straks viser ud fra Godsets Omgivelser.
De forstaar dog saa meget, at han er i Ledtog med Malhausen. Kaptajn Morgrave, Mildreds Fætter, har Ret til Godset, saafremt
Godfrey ikke kommer tilbage, og arbejder nu ivrigt paa at komme i Besiddelse deraf, Brudenell og Mildred Blake beslutte da at
rejse ud for at søge Oplysninger om Godfrey og en gammel Ven af den Blakeske Slægt, Sagfører Vargenal tilbyder dem Føl ;
De indskibe sig i Southampton; i Lissabon kommer lil deres Overraskelse Kaptajn Morgrave om Bord. Ved Ankomsten til Argentina
eftersøger de forgæves Godfrey gennem Hoteller og Aviser, En Dag træffer Brudenell paa Gaden derovre Malhausen. Efterat Bru-
denell har indhentet Oplysninger i Minerne, tilstaar Malhausen, at han i sin Tid har stjaulet store Guld-Mængder fra Mine-Selskabet,
bragt det om Bord i Godfrey Blakes Yacht, og siden intet set til ham. Men nu paastaar han, at han har opdaget hvor Godfrey er.
Denne skal efter Målhausens Sigende være fængslet paa Kuba, og derhen sejler nu hele Selskabet, som efler Løfte tager Målhausen
med sig. Ved en Anbefalingsskrivelse, som Målhausen fremskaffer, til Kubas Guvernør, gives der Brudenell og Malhausen Adgang
til Fængslet, hvor de ganske rigtig træffer Godfrey i en ynkelig Tilstand. Målhausen kommer i Forbindelse med ham ved at byde

ham en Cigar, hvori et Brev er anbragt, der giver ham Anyisning paa at foretage et Flugiforsøg. Det lykkes dem at MS LUDS AE
Fængselsvagten og at trænge ind til Godfrey. De faar ham gjort fri og under den største Fare flygter de af Sted Dag og Nat. .
der et Hvil forlæller Blake om, hvorledes i sin Tid hans Yacht forliste. ”

ERMED var den Sag afgjort. :
»Skal jeg have et Brev med eller kun bringe

Bud?" spurgte jeg. j 3
»Du skal aflevere et Brev," sagde han. ,,Det
er allerede skrevet, og Don Manuel har givet mig Befa-
ling til, at der skulde staa en Hest sadlet for det Til-
fældes Skyld, at der skulde ske noget.«

»Saa tager jeg af Sted," svarede jeg.

En halv "Time senere arbejdede jeg mig gennem
Kraltet i den Retning, hvor jeg vidste, at Torre Blanco
laa. Solen var ved at gaa ned, da jeg naaede den Kro,
hvor jeg vilde ligge over om Natten. Jeg gav en Stald-
karl Tegn til at tage min Hest og gik saa ind i Gæ-
stestuen., Dér sad allerede en Mand og spisle til Af-
len, og da jeg fik Øje paa ham, blev jeg meget over-
rasket, for det var ingen anden end Don Manuel selv.
| »Hvordan kommer De her, Hr. Blake?+ udbrød
181. i
. nJeg kommer, fordi jeg skal opsøge Dem," svarede
Jeg. »Min Fæliter gav mig et Brev.i Eftermiddags, det
skal indeholde vigtige Efterretninger om de kongelige
Troppers Bevægelse, og han mente, De skulde have
det straks. Han bad mig om at bringe Dem det. Men
hvor kan det være, De er her? Jeg troede, De var i
Torre Blanco",

nJeg fik Bud om, at jeg straks skulde komme hjem,”
svarede han.

Vi saa” et Øjeblik forbavsede paa hinanden. Saa
sagde Don Manuel: ,,Maa jeg se det Brev?” Jeg tog
Brevet frem, han rev det op og undersøgte Indholdet,
der bestod af to store Ark apir, som var bedækkede
med.en tæt Haandskrift. |

»Santa Maria!" udbrød han. ,Hvordan har han
faaet fat i disse Papirer?"

Før jeg fik Tid til at svare kom den gamle Vært fa-
rende ind i Værelset.

»Mine Herrer," udbrød han aandeløst; , Tropperne
er her, Huset er omringet!«

Don Manuel sprang op. ,,Det er en Fælde!" udbrød

han. ,,Man har narret os!« .
. »Det er Morgrave, vi kan takke for det, udbrød
Jeg og knyttede Næverne af Ruseri. , Hvis jeg slipper
evende herfra, skal han komme.til at bøde dyrt for
sit Forræderi." ”

Den gamle Mand saa” hen paa Værten, som stod
skælvende i Døren, og Sens »De véd for meget

om mig, jeg maa ikke falde levende i deres Hænder;
hvor mange tror De, der er?

»Omtrent halvtredsindstyve,” svarede Værten.

»Og hvor mange Mænd og Bøsser har De i Huset
her?%«

nTre Mænd og tre Bøsser".

»Og jeg har min Revolver,” vedblev Don Manuel.

nDet har jeg ogsaa,” sagde jeg. .

»Men deter ikke rigtig at drage Dem med ind i
denne Strid," udbrød han. , Inez vilde aldrig tilgive
mig, hvis der hændte Dem uoget ondt.”

»Inez vilde aldrig tilgive mig,” svarede jeg, ,hvis
jeg svigtede Dem, naar De er i Fare."

Han gav mig Haanden. ,,De er en brav Mand!"
sagde han. ,,Men stæng saa Døren og Vinduerne, Pe-
dro,” sagde han til Værten. ,Jeg véd, al De og Deres
Folk hører til os. Nu skal jeg bjælpe Dem.”

Vi stængede Døren og Vinduerne saa godt, vi
kunde, og Værtens to kraftige Sønner hjalp os. Saa
gik vi.op paa det flade Tag og beredte os til at mod-
tage Fjenden. Det viste sig, at det var lige i det yder-
ste Øjeblik, for straks efter traadte den Officer, der
førte Soldaterne, frem fra Krattet og opfordrede os i
uforskammede Udtryk til at overgive os.

»Véd De, hvem De taler til, min Herre?£ 'spurgte
Don Manuel stolt.

»Ja, til Oprøreren Don Manuel de Ferrara,” svarede
.Officeren ,0g den unge Englænder, som gik i Land
fra Sørøverskonnerten for en Maaned siden. I Hans
Majestæts Navn opfordrer jeg Dem begge til.straks
at overgive Dem eller til at finde Dem i Følgerne.

»Og hvis vi nu siger Nej?%

»Saa stikker jeg Ild paa Huset. Mine Ordrer gaar
ud paa at bemægtige mig Dem døde eller levende.£

n»Saa maa De bestemme Dem til at tage os døde,”
svarede Don Manuel; ,for jeg lover Dem, De skal
ikke tage os i Live.”

Han havde næppe sagt disse Ord, før der faldt en
sand Kugleregn, som dog heldigvis ikke gjorde ham
nogen Fortræd. Vi besvarede Ilden, og i over en Time,
det vil sige, indtil Tusmørket faldt paa, lykkedes det
os at holde dem fra Livet. Vi kunde dække os, me-
dens de ikke vovede at komme ud af Krattet. Men nu
da Mørket faldt paa, var det en alvorligere Sag for
os. Vi kunde ikke se dem, saa de kunde storme Hu-
set fra alle Sider. Vi holdt straks Krigsraad.

— 83 —

”) Paabegyndt i Nr. 38, den 18. Juni 1899.

EN VERDENSREJSE FOR EN HUSTRU.

»Stillingen begynder at blive alvorlig," sagde jeg.
»Hvad skal vi gøre?"

»Den eneste Ting, jeg kan tænke mig," svarede Don
Manuel, ,er, at Pedro stiller et Lys i Gangen dernede
og saa paa en eller anden Maade aabner Porten. Me-
dens han gør det, maa vi se at smutte ud af Bagvin-
duerne og løbe saa hurtigt, vi kan, hen imod det lille
Krat, som ligger i Nærheden af Huset, og hvor de,
saa vidt jeg kan se, ikke har stillet nogen Post op."

Dette syntes i Virkeligheden at være den eneste
Udvej for os, og vi skyndte os at bringe Planen til
Udførelse. Værten stillede el Lys i Forstuen og ind-
rettede det saadan, at han kunde aabne Døren uden
selv at blive Skive for Fjendens Kugler. Da detlie
var sket, trak vi Vinduet i Bagværelset op.

»Naa," raabte Don Manuel, ,luk saa Døren op!"

I samme Øjeblik sprang vi ud af Vinduet. Men vort
Held var kun kort. Vi havde næppe sat Foden paa
Verandaen, før vi saa Glimt af Skud næppe tolv
Skridt fra os. Don Manuel udstødte et Skrig og faldt.
Saa saa” jeg igen et Glimt og følte Smerte i min Skul-
der, og i det næste Øjeblik laa jeg oven paa ham.

Da jeg kom til min Bevidsthed igen, laa jeg paa
Bordet i Kroens Spisestue. Jeg havde et Saar i Skul-
deren og et i Siden. on Manuel var død.—Naa, for at
gøre en lang Historie kort: Efter at jeg havde tilbragt
en hvileløs Nat, blev jeg den næste Morgen transpor-
teret til Portillo og derfra uden Forhør sendt til
Fængslet i San Juan, hvor jeg har været indespærret
siden den Tid. For seks Uger siden var der et Myt-
teri i Fængslet, og adskillige Fanger forsøgte at und-
slippe. Jeg hørte med til dem, og man sagde til mig,
at jeg skulde forberede mig paa at dø, men Myndig-
hederne havde endnu ikke afsagt nogen Kendelse, da
De befriede mig. Hvis jeg bliver taget til Fange nu,
faar jeg sikkert ikke nogen Mulighed mere til at
undslippe. Saa, mine Herrer, nu kender De min Hi-
storie,"

»De har haft en skrækkelig Tid," sagde jeg. Men
De fortalte os ikke, hvad der blev af Frøken Inez, me-
dens De sad i Fængsel."

»Ak nej, dér rører De ved et ømt Punkt," svarede
han. ,Kun Gud véd, hvad der er blevet af hende, men
jeg har dog hørt, at hun tog til Torre Blanco for at
bo hos sin Onkel, den gamle Gnier, og at hun tror,
jeg er død. Nu véd De, hvorfor jeg vil til den By paa
Vejen.”

Der var en lang Pavse. Saa sagde Blake meget
langsomt: ,Sagde De, at Richard Morgrave var om
Bord paa ,, Argentinas Rigdom! 2%
£ FEE svarede jeg simpelthen, og saa lod vi Æmnet

alde.

Da Blake var færdig med sin Historie, syntes ingen
af os at have nogen videre Lyst til Samtale. Jeg for
mit Vedkommende lukkede ikke .et Øje Resten af
Natten, og det var jo ikke saa underligt. Da Dagen
var ved at bryde frem, rørte Milhausen ved mig.
»Hør!" hviskede han.

Jeg kunde ikke høre andet end Vandfaldets Pla-
sken. Men saa skelnede jeg pludselig listende Fod-
trin, der efterhaanden nærmede sig.

»Hvad er det?” hviskede jeg. ,,Hvem tror De, det
kan være ?% i

»Det véd jeg ikke,” svarede Miilhausen.

Vi lyttede atter og hørte nu tydeligt Fodtrin,. Saa
saa” vi en Skikkelse nærme sig, og Milhausen og jeg
beredte os til at styrle løs paa Manden.

Men vore Forsigtighedsregler var overflødige, og vi
blev meget overraskede, thi Manden var ingen anden
end Miilhausens djævelske Ledsager Simeon, der
stod og maabede og gabede, som han havde for Skik.

»Men du store Gud, Simeon," udbrød Milhausen
paa Spausk, ,er det virkelig Dig?«

Manden kom frem og greb Muilhausens Haand og
kyssede den og strøg den med en underlig Lyd, der

fik Blodet til at stivne i mine Aarer. Mig værdigede
han ingen Opmærksomhed.

»Naa, naa, Simeon,” sagde Miilhausen, der virkelig
blev rørt over dette Væsens Kærlighed. ,,Hvordan
kommer Du her?&

Den anden mumlede noget.

»Han har et Brev fra Kaptajn Brown, og det er
lykkedes ham at finde vort Spor. Det er ikke daarligt
gjort!«

ESReon tog to Breve op af Lommen.

»Halløj," sagde Milhausen, ,,her er ogsaa et Brev
til Dem, Brudenell; det er vist ikke saa vanskeligt at
gætte, hvem det er fra."

Et Blik var nok til at vise mig, at det var fra min
Kæreste.

»Lad os saa se, hvad Brown siger," sagde Mil-
hausen.

Vi gik tilbage til de andre; saa aabnede han Bre-
vet og læste:

»Om Bord paa ,,Argentinas Rigdom".
Højstærede Hr. Milhausen!

Jeg sender Dem dette Brev med Deres Tjener i
Haab om, at det naar Dem senest om en Uge. Jeg
er kommet til den Slutning, at det er for farligt at
blive længere i Portillos Havn. Jeg letter derfor i
Aften og staar ud til Søs og krydser omkring indtil
næste Onsdag. Saa sejler jeg i Retning af Cap Tor-
tosa, og naar det er mørkt, nærmer jeg mig til Od-
den. Akkurat ved Midnatstid sender.jeg en Baad i
Land med første Styrmand eller én af Deres Ven-
ner. Hvis De har befriet Blake og kan naa til Kap
Tortosa, saa kan vi altsaa skaffe Dem om Bord.
Baaden venter en Time paa den østlige Side af
Forbjerget:i Nærheden af de høje Klipper, 'og hvis
De ikke har vist Dem inden den Tid, vender den
tilbage til Skibet, hvorpaa jeg sejler bort igen. Men
i en Uge kommer jeg igen hveranden Nat. Hvis De
efter den Tids Forløb ikke har vist Dem eller paa
én eller anden Maade sat Dem i Forbindelse med
mig, sejler jeg hurtig til Havanna og lægger Sagen
i den engelske Konsuls Haand.

I Haab om, at De er heldig i Deres Bestræbelser,
og at De har det godt, er jeg

eres ærbødige
Septimus Brown.”

»Naa, det tænkte jeg nok, at han vilde gøre," sagde
Miillhausen tilfreds. ,,Nu bliver Spørgsmaalet, om vi
kan naa Kap Tortosa i den Tid, han omtaler.”

»Lad mig se paa Kortet," sagde Blake. Da han
havde Bjork det, vedblev han: ,,Vi behøver kun at
gøre en lille Omvej for at komme til Torre Blanco."

Det blev afgjort, at vi skulde prøve paa at gøre
denne Omvej, og jeg fjernede mig for at læse mit
Brev. Fem Minuter efter var vi paa Vejen igen.

Vi ilede af Sted saa godt, som vi kunde, den hele
Dag og standsede kun for at hvile lidt og forfriske
os med de Frugter, som vi var heldige nok til at finde.
Om Natten lejrede vi os i en lille Lund i Nærheden
af en Landsby omtrent tre Mil fra Torre Blanco.

Blakes Utaalmodighed var frygtelig. Han kunde
næppe beherske sin Spænding efter at vide, hvad der
var blevet af den unge Pige, som han elskede, og som
han havde været skilt fra saa længe. Milhausen sendle
sin Tjener ned til Landsbyen for at anstille Under-
søgelser om, hvor Don Isidor Ferraras Hus laa og for
om muligt at opdage, om hans Niece boede hos ham.
Der gik halvanden Time, før han kom igen, men saa
medbragte han ikke alene en hel Del god Proviant,
som vi trængte saa meget til, men ogsaa den Under-

retning vi ønskede. Da Muilhausen. meddelte os, at

han havde opdaget, at hun endnu boede hos sin On-
kel, troede jeg, at Blake straks vilde være rendt sin
Vej for at opsøge hende. nede

es —

EN VERDENSREJSE FOR EN HUSTRU.

»Gudskelov,” mumlede han, ,Gudskelov, at hun
endnu er i Live!"

Saa spurgte han, hvorledes vi troede, han kunde
faa en Sammenkomst med hende.

»En af os maa først forklare hende Forholdene,”
sagde Miilhausen, ,for hvis man lige pludselig med-
deler hende, at De lever og er i Nærheden, saa bliver
hun forskrækket, og det kunde jo føre til, at vi blev
opdagede. Det er bedst, at Simeon, som ingen véd
hører til vort Selskab, bringer hende et Budskab og
beder hende om at ordne det saaledes, at hun træffer
en af os paa et ensomt Sted i Nærheden af Huset.
Naar hun saa er forberedt, kan Blake faa en Sam-
menkomst med hende.”

Vi blev enige om, at denne Plan var god, og saa
blev Simeon straks sendt af Sted. Han vendte først
tilbage efter to Timers Forløb og meldte, at han selv
havde set Frøken Inez, som, skønt hun var bleven for-
skrækket, havde svaret, at hun skulde være paa et
bestemt Sted i sin Onkels Plantage Klokken ti, men
at hun kun kunde blive der et Øjeblik, da den gamle
var meget mistænksom, og da han havde hørt, at der
var undsluppet nogle Fanger fra Fængslet i San Juan,
som man formodede var paa Vejen til Søen i den
Retning.

Klokken halvti begyndte vi at tænke paa at vælge
den Mand, som skulde ledsage Blake. Af. forskellige
Grunde valgte man mig, og saa drog vi af Sted, førte
af Simeon. >

XV.
Slutning.

… Turen var længere, end jeg havde ventet, og jeg var
ikke meget glad ved det, da jeg allerede havde gaaet

syv og tyve engelske Mil den Dag, og mine Fødder
var saa ømme, at det var mig en Kval at sætte dem
mod Jorden. Men endelig laa Landsbyen bag os, og vi
nærmede os den Plantage, vi søgte. Vi kunde skelne
Husets mørke Omrids, og der var kun Lys i et eneste
Vindue. Vi klatrede over et lavt Gærde, og Simeon
og Blake ventede, medens jeg gik hen til et aabent
Sted i Lunden, hvor det var aftalt, at Frøken Inez
skulde træffe mig.

Der var næppe gaaet tre Minuter, før en Kvinde-
skikkelse stod foran mig.

»Min Herre," sagde hun og gav mig Haanden,
»undskyld, at jeg har ladet Dem vente, men jeg kunde
ikke komme af Sted tidligere. Hvad er det, De vil
sige mig? Gud give, De maa bringe godt nyt om Hr.
Godfrey Blake."

»Jeg har mere end godt nyt at bringe Dem," sva-
rede jeg, »jeg har noget, som vist vil glæde Dem mere
end nogen Efterretning."

»Hvad mener De?% udbrød hun. ,,De mener vel
ikke, at han selv er her? Aa, for Guds Skyld, bedrag
mig ikke, jeg har lidt saa meget.”

Jeg tænkte, at Sandheden ikke kunde skade hende
nu, da hun var forberedt, og sagde:

»Jo, han er her, men naar De ser ham, maa De
huske paa, at han er en Fange, der lige er sluppet ud
af Fængslet, og at han bliver forfulgt af Soldaterne,
saa De maa ikke holde længe paa ham."

Hun vendte Hovedet bort fra mig, og jeg hørte
hende hviske: ,Aa, Gud ske Lov.!" Saa lagde hun
Haanden paa min Arm og sagde: ,Vi spilder Tiden,
bring mig til ham.” (Fortsættes).

Kendte Navne

fra By og Land.
Dødsfald.

Horsens har haft den Sorg at mi-
ste en udmærket Borger, Etatsraad
Isaac Z. Levy, som i første Række
har arbejdet paa Byens Fremgang
og hvis kloge og energiske Ledelse
satte sit Mærke paa mange forskel-
lige Sider af Byens Liv. Efter Fa-
deren overtog Levy en stor Køb-
mandsforretning, som hanudvidede,
ogsiden overtog han endda Horsens
Bryggeri, som hans store merkan-
tile Evner arbejdede op til en- be-
tydelig Virksomhed. 127 Aar havde
han Sæde i Byraadet, og herfra var
det, at Levy øvede sin store og gode

BEGGE
se paa alt,
hvad der
kunde bi-
drage til
Byens Op-
komst. Og
ved Siden

af delte

omfangs-
rige År-
bejde lag-
de mange

andre

Hverv Be-
slag paa

Etatsraad Levy.

ham. Han var Bankdirektør og For- København.Baade ved Kandidatmø-

mand for Sparekassen, Formand
for Handelsforeningen, for Tele-
fonselskabet og blev kort før sin
Død konstitueret Borgmester for
Horsens. Hans Fortjenester lønne-
des med Ridderkorset og Sølyvkor-
set.

Pastor F. P. N. Nansen, der se-
nest var Sognepræst i Højelse og
Lellinge
ved Køge,
er afgaaet
ved Dø-
den, 74
Aar gam-
mel. Han
var Søn af
Berling-
ske Ti-
dendes
bekendte
Redaktør
Nathan-
son. Som
ung Kan-
didat stif-
tede han Bekendtskab med den se-
nere Rektor Fr. Dahl, og disse op-
rettede et meget benyttet Artiums
Kursus i Hovedstaden. Haus tidlige
religiøse Vækkelse førte ham sam-
men med Pastor Blædel, P. A. Fen-
ger 0. a., der bleve Foregangsmænd
or en begyndende indre Mission i

Pastor Nansen.

sr05 —

der og ved offentlige Bibellæsninger
vakte disse Mænd et religiøst Liv i
vide Kredse. En kort Tid var N.
Kateket ved Garnisonskirken, der-
fra kom han til Aalborg som Præst,
senere til Næstved og i 1887 til
Højelse. Hans milde og venlige
Væsen vandt ham alle Vegne sær-
deles mange Venner.

Oberst Rasmus Christian Møller,
Søn af Digteren Poul Møller, er for
kort Tid siden afgaaet ved Døden.
Efter at han havde gennemgaaet
Odense Latinskole, fik han Lyst til
Militærlivet og meldte sig som Fri-
villig i 1848. Han deltog med 12.
Bataillon i Kampen ved Bov, Sla-
get ved Slesvig og senere ved Ny-

bøl o
Dybbøj. I - mme
1849 gjor- HERRE

de SL By

eneste
sek Løjt-
nant ved
5. Batail-
lon og var
med 1 Sla-
et ved
ederi-
cia, lige-
som han
i 1850 og-
saa var 1

Oberst Møller.

|
|
É

Ilden ved Isted. Efter Fredslutnin-
gen gennemgik han forskellige In-
geniørskoler og Artilleriskoler; men
atter møde vi ham i 1864 som Pre-
mierløjtnant og Kompagnichef ved
15. Bataillon ved Dybbøls Forsvar.
I 1867 blev han udnævnt til Kap-
tajn og gjorde Tjeneste som saa-
dan ved 1. Bataillon, indtil han 1883
faldt for Aldersgrænsen, hvorefter
han erholdt Oberstløjtnants Karak-
ter. Man fandt imidlertid en ny
Stilling til ham, idet han modtog
Chefsposten for den vestindiske
Rekruttering, som han indehavde
til 1893, da han blev endelig afske-
diget med Oberstpatent. Den af-
døde var meget afholdt paa Grund
af den humane Aand, der besjælede
ham. Allerede 1867 modtog han
Ridderkorset og senere Sølvkorset.

Kaptajn, Grosserer N. 4. Schjør-
ring, velkendt baade for sin store
Forretningsvirksomhed og for sine
nationale Interesser, er 58 Aar gam-
mel afgaaet ved Døden efter en
Operation, som han havde set sig
nødt til at underkaste sig. Med stor

Dyglig-
hed havde
Schjørring

arbejdet
sig frem
fra en rin-
ge Begyn-
delse, ind-
til han nu
ved sin

Død be-

skæftige-

de et Per-
sonale
paa om-

trent 40
Personer,
Han havde i 1864 som Løjtnant ta-
get virksom Del i Kampen ved My-
sunde, og senere som Formand og
Bestyrelsesmedlem for de gamle
Krigsmænds forskellige Foreninger
lagde han en patriotisk Interesse
for Dagen, som ogsaa gav sig Ud-
slag i hans Arbejde for at tilveje-
bringe Hornblæsermonumentet, der
nylig opslilledes paa Raadhusplad-
sen. Kaptajn Schjørring blev hæd-
ret som Ridder af Dannebrog og
Dannebrogsmand.

Kaptajn Schjørring.

Fhv. Stiftsprovst C. S.-Gad er
efter længere Tids Svagelighed af-
guaet ved Døden heri Byen. Han var
Søn af den i sin Tid bekendte Bi-
skop Gad og Søstersøn af Profes-
sor H, N. Clausen. Fra Metropoli-
tanskolen blev han Student 1845
og tog Embedeksamen 1851, Der-
efter virkede han nogle Aar som
Adjunkt ved Sorø Akademi, blev
en kort Tid Præst i Sønderjylland,
hvorfra han fordreves ved Prøjser-
nes Invasion, blev Sognepræst i
Hørsholm og 1871 Stiftsprovst i
Aalborg. I denne udstrakte Virk-

KENDTE NAVNE.

somhed arbejdede han med stor
Nidkærhed og Kærlighed, saaledes
at han vandt sig en Menigheds-
kreds, der skattede ham højt; men
desværre strakte hans Kræfter ikke
til under
- :… det opsli-
dende Ar-
bejde i
den store
By,og han
saa sig til-
sidst nød-
saget til
at søge et
mindre
besvær-
ligt Em-
bede paa
Landet,
Skjelby
og Gun-
derslev, hvor han var Sognepræst i
13 Aar, før han tog sin Afsked i
1897. Hans Menigheder paa de for-
skellige Steder ville mindes ham
som en Sjælesørger, hvis Hjerte
bankede varmt for alle, der kom i
Berøring med ham. Den afdøde
var dekoreret med Ridderkorset.

Stiftsproyst Gad.

En af ,,Det forenede Dampskibs-
selskab"s ældste Skibsførere, Kap-
tajn J. Harboe, er for nogen Tid
siden afgaaet ved Døden. Allerede
før Selskabet blev stiflet, førte han
et af de Skibe, som senere blev
indlemmet i den store Flotille. I
ca, 25 Aar har han uafbrudt ført
Dampskibet ,,Frederik", som gik
mellem Hull— København—Kønigs-
berg, og han har i denne lange Tid
vundet ikke alene stor. Anseelse
'som en dygtig Sømand, men hans
elskværdige og hjælpsomme . Per-
sonlighed har vundet ham over-
maade mange Venner. Da Selska-
bet holdt

25 Aars - mee
Jubilæum |

i 1891

"blev han -

dekoreret
med
Ridder-
korset.
For kort
Tid siden
maatte
han paa
Grund
af Svage-
lighe
trække
sig tilbage fra det anstrengende
Søliv. -

Kaptajn Harboe.

Jubilseum,
Redaktør V. F. Welsch i Holste-

Gang genvalgt med betydelig Ma-
joritet af de lavestbeskattede Væl:
gere. I den lange Aarrække har der
ikke været noget kommunalt Arbej-
de, som Redaktør Welsch ikke har
været Sjælen i; han har særlig for-
staaet at hæve Byens Skolevæsen
til en Førsteplads blandt offentlige
Skoler i Landets Købstæder, og han
har som Formand i Plantageudval-
gethaft den væsentligste Indflydelse
paa Tilplantningen af Kommunens
over 400 Tdr. Land store Hedeare-
aler, hvor der nu — efter 25 Aars
Forløb — vokser en stor og smuk
Granskov.

Foruden Hvervet som Byraads-
medlem med deraf følgende Kom-
missioner, har Redaktør Welsch
faaet betroet en større Mængde Til-
lidshverv i de næsten 40 Aar, han
har opholdt sig i Vestjylland, og
endnu er
han Inde-
haver af

mange
saadanne.
Vi nævne
saaledes,
at Jubila-

rener
Medlem
af Ring-
købing

Amis

Skole- | '
raad, er ; ==
Overbyg- Redaktør Welsch.

nings-
kommissær, Repræsentant i Køb-
stadforeningen og i ,,Ny jydske
Købstad-Kreditforening" o. m. fl.

Redaktør W. blev ved Majestæ-
ternes Guldbryllup i 1892 udnævnt
til Ridder af Dannebroge.

Nylig fejrede Møbelfabrikant P.
A. Ørnberg sit 25-aarige Jubilæum.
Fra en
ringe Be-

”gyndelse

har han
dygtigt
oparbej-
det en
Virksom-
hed, der
har Navn
indenfor
Møbel-
branchen
og somnu
residerer
i store Lo-
kaler i
Ørnbergs eget Hus. Jubilaren har i
en Aarrække været Medlem af
nr ELLE) Tidsel Besty-
relse.

Møbelfubrikant Øraberg,

bro, Christianshavner af Fødsel, fej-

rer Mandag d. 30. ds. et ganske
sjældent Jubilæum, idet han paa

enne Dag har siddet 25 Aar som
Medlem af Holstebro Byraad, hver

Nr. 7. 18991500. id

Søndagen den 12. November. E;

10 Øre om Ugen.
1 Kr. 25 Øre Kvartalet.

William Gerner.

”Ipr i et lystigt Refræn faldt Tæppet ha-
stigt til Jorden. —
Men selv om det har sænket sig for

Gerners Kunst langt frem i Tiden vil
vi huske hans over alle Bredder svulmende Hu-
mør. Lyslevende
j vil han staa for os
i : med de skælmske
Pupiller skudt helt
op i Øjekrogen un-
der de tykt male-
" de, højt buede
Bryn, med de but-
tede Kinders dybe
Smilehuller,. det
tjavsede Haar og
den sjuskede Paa-
klædning, som til-
sammen skabte en
godmodig-fiffig Fi-
gur, der gik lige
ind i Hjertet paa
den fødte Københavner. Under det glade og elsk-
værdige Vanvids Maske gik denne Skikkelse
rundt paa Scenen og latterliggjorde alt, hvad der
stred mod sund Sans. En Betoning, en Grimace
og en Haandbevægelse var tilstrækkeligt — da
maatte baade Professor og Bankchef og selve
den høje Censor give Værdigheden en god Dag
og bryde ud i en Latter, som i Aarenes Løb
hos disse gode Borgere var trængt et godt Stykke
bort fra dens Plads i'Mellemgulvet. Af de brede
Lag var Gerner "forgudet, fordi de i ham fandt
en Personifikation af deres egen jævnt-gemytlige
sunde Syn og Sans. Naar Gerner f. Eks. stod
og haanede Grafologien for det, som den kunde
faa ud af en lille skæv Streg, saa ejede han paa
Forhaand Gehør hos deite Publikum, hvem Gra-
fologiens Mysterier gik over al Forstand.

William Gerner.

Det barnlige var et fremtrædende Karakter-
træk i Gerners Naturel — et ægte Barn var han
af sin By og sin Tid. Han var lutter Godmodig-
hed, Ubekymrethed og Paavirkelighed, og barn-
lig Glæde lyste ud af hans Øjne, naar man roste
en af hans Præstationer. Ganske betegnende er
det, at han en Gang ytrede: ,De Voksne har
jeg ingen Gavn af at kigge paa, men dem der
(han pegede paa et Par Smaadrenge) dem kan jeg
lære noget af". De, som husker Bondemanden
i ,Paa Farten”,

Søren Jyde i
»Molboerne"
og Hans Wurst
i ,Minchhau-
sen" vil forstaa
denne Bemærk-

ning.

Gerners Op-
fattelse var hel
instinkttiv —
ofte stod det
ham ikke gan-
ske klart, hvor
Morsomheder-
ne i den Tekst,
han skulde for-
tolke, egenlilig
laa gemt, men
det gjorde ikke

noget, sagde
han, han skulde
nok faa Folk til
at le alligevel,
Det blev ham

efterhaanden

som en Leg, da Gerners sidste Revue-Rolle.
Rollerne skre- — nen, d nen mee SEE
— Maanen, den var oppe, da vi kørte ind,
ves for ham det var jeg og Mille Hr osse...

såa

— 97 —

WILLIAM GERNER.

Én.

Gerner i Sommer-Revuen 1896. — Du har skæmmet Dig Iversen! ...

og formedes i hans Tunge-
maal. Jo galere, jo bedre. —
»Glædelig Jul, Hans Svendsen"
»Ingen Forseelse", sagde
saa Gerner med en Betoning saa
kostelig, at Latteren slog ned
og standsede Scenens Gang.
Men den Slags kan ikke forkla-
res, det maa man have hørt.

Gerner var ikke selv helt glad
ved den Kunstgenre, i hvilken
han vandt sine Triumfer. Han
havde en Gang forlængst, da
han var ved Dagmarteatret,
krænket de høje Muser — navn-
lig Melpomene var efter hans
Optræden i ,,Galeotto" fortørnet
— i den Grad at de, for at hæv-
ne sig indgav ham den Tro, der
ikke lod ham i Fred, at han var
skabt for den store Komedie.

De mange Revuefigurer, som
han skabte, løber for Erindrin-
gen ud i en og den samme; hvad
Viserne handlede om, har vi
glemt, men Refrænerne -— en
lang Række pudsigt betonede
Ord — vil kalde Gerners Skik-
kelse frem bedre end noget Fo-
tografi kan gøre det.

De, som har lét Taarer over
ham, vil ogsaa nu maaske føle
Øjet dugges. Men i manges Be-
drøvelse ved dette Dødsfald er
der et ikke ringe Stænk af Ego-
isme ved Tanken om at en Kil-
de til mange glade Øjeblikke for

- … bestandig er løbet tør.
Georg K.

Kæltringernes Sprog.

VvVEM har ikke hørt om ,,Kæltringernes
Sprog". I Storbyernes Blade har man
jo længe kunnet læse om Tyveskoler,
hvor erfarne Veteraner har givet unge

Begyndere Undervisning i den ædle Stjælekunst,
om Forbryderorganisationer, Fagforeninger og
Underretningskontorer, om Steder, hvor der lejes
Børn, Bandager og falske Lemmer ud, og om
hemmelige Institutioner, hvor man kan blive ind-
viet i Forbryderverdenens Mysterier, vel at mærke
kun, hvis ,man” kan dokumentere at høre med
til: Gavtyvenes og Spitsbubernes velædle Lav.
Mange har maaske taget det Hele for Røverhi-
storier og Overdrivelser. Det kommer af, at sligt

Dybet. er , Verdens" tro Parodi.
” (Drachmann: King Mob).

selvfølgelig ikke kan tænkes i vort lille Samfund,
hvor Politiet saa at sige kender hver Lazzaron,
hver Langfinger, hver Tugthuskandidat. Men i
de store Verdensstæder, hvor Forbrydernes Ån-
tal er ti og tyvedobbelt saa stort som herhjemme,
hvor der er Skjulesteder nok, ,,Arbejdsmarker"
i rig Udstrækning og langt større Lejlighed til
at danne en Verden for sig selv, en lille Stat i
Staten, der kan disse mærkelige Foretagender
trives med Held, og der kan der udvikle sig en
hemmelig Frimurerorden bestaaende af Gavtyve
og med særlige Regler, Ceremonier, en. vis Over-
tro, visse Vedtægter og et eget Tyvesprog baade
mundtligt og skriftligt. Det véd enhver Krimina-

— 93 —

EO EET ESSENSEN EERgENENEN

KÆLTRINGERNES SPROG.

list og især de hyppigst benyttede Undersøgel-
sesdommere i London, Paris, Berlin, Wien og
andre Verdensbyer særdeles god Besked om.

Tyvesproget er vel saa gammelt som Tyve-
haandværket selv. Da Kæltringerne følte, de
havde sat sig udenfor Samfundet og havde er-
klæret Krig mod det, forstod de, at i denne ulige
Kamp galdt det at anvende alle Midler, og først
"og fremmest galdt det om at staa sammen og
hjælpe hinanden. At faa et Sprog, som kun for-
stodes mellem dem indbyrdes men ikke af Sam-
fundets Repræsentanter, d. v. s. af Dommere og
Politi, var da en Opgave, og man fik dette
Sprog. Formodentlig har man især faaet det
ved at laane af Zigøjnernes og Taternes Sprog.
Disse blev jo i Hundreder af Aar af de andre
Folk betragtede som ,,urene" og skyede af Bor-
ger og Bønder, hvor de kom frem paa deres
evige Vandringer som ,,Natmænd", d. v. s. som
Glarmestere, Kjedelflikkere, Aadselflaaere, Gøg-
lere, Tiggere og Tyve. Da de var skyede af de
Ⱦrlige Folk" var det naturligt, at de fandt an-
det Selskab, og de fandt deres Lige i Gavtyvene.
De havde jo fælles Fjende: Samfundet.

Om ,,Kæltringesproget" fortæller Sten Blicher
saa mangt og meget i sine Noveller fra Heden.
Man huske blot paa Historien om Peiter Benløs
og Linka Smælem. Men ,,Sproget" er langt æl-
dre endnu, og i hvert Fald paa Trediveaarskri-
gens Tid, da der var gyldne Dage for alt lovløst
Pak, har det eksisteret baade i Ord og Tegn.

Alle har hørt om det bekendte ,,Bankesystem"
i Fængslerne, hvorved Fangerne kan gøre sig
forstaaelige for hinanden og give Meddelelser.
Ved et simpelt System: Et Slag er A, to Slag
B, tre Slag C. osv. kan man fortælle sin Kam-
merat alt: om man har tilstaaet, hvad Domme-
ren sagde, hvad Straf man har faaet eller lig-
nende. Ved Gaardture eller ved Konfrontationer

for Skranken kan Forbryderne ligeledes ved al--

lehaande mystiske Tegn, Gebærder og Bemærk-
ninger sige mangt og meget, som Dommeren el-
ler Årrestbetjenten ikke forstaar, men som straks
opfattes af Kammeraten. Men foruden dette Ta-
-lesprog eller Døvstummesprog har Forbryderver-
denen et særligt Skriftsprog, hvormed den ene
kan gøre sig forstaaelig for den anden.

Kriminalister har længe vidst dette, og i de
sidste Aar har man med stor Interesse forsøgt
at komme tilbunds i det. Delvis er det lykkedes,
og der foreligger nu en Række, skal vi sige
»Autografer" med Udtydning.

Sproget er et Billed- og Tegnsprog og det be-

nyttes baade i Arresten og i Friheden. I Arres-
ten anvendes det, naar en Fange vil give sin
Eftermand i Cellen Underretning om, at han har
været der, hvordan Slutteren er, hvordan man
bedst kan lave Flugtforsøg o. Il. I Friheden an-
vendes .det især i følgende Tilfælde:

Naar en Mand har planlagt et Kup og ønsker

at have Eneret paa det og ikke at faa Konkur-
renter.

Naar han føler sig for svag til at udføre det
alene og opfordrer til Hjælp.

Naar han leder efter tidligere Kammerater el-
ler tilbyder sit Kompagniskab.

Naar han advarer sine Kolleger mod Politiet
der paa Egnen.

Naar han vil give Underretning om, hvor man
kan stjæle, hvor der gives Almisse eller ej, hvor
der er ,fri Bane" eller hvor der er Fare paa
Færde.

Naar man vil meddele, at her har man været
og der er ikke mere at redde.

Disse Indskrifter males op paa Husvægge,
Plankeværker eller Gærder. Et yndet Sted at
anbringe dem paa er Kirkemuren. Der tyr man
saa hen og læser, hvad Kollegerne har haft at
meddele. Lad os for et Kuriosums Skyld se paa
en saadan Indskrift fra Trediveaarskrigens Dage
og saa atter springe op til Nutiden.

Figur 1 forestiller en Indskrift paa en Kirke-
mur fra hine Tider. Den er af den østrigske Kri-
minalist Hans Gross tydet paa følgende Maade:

Det fjerde Hus (4 Streger) herfra tilvenstre
(Pilens Retning) skal den første Nat naar Maa-
nen .er i åde Kvarter afbrændes (Hanen). Jeg
søger mine tre Kammerater ,,Nøglen", ,,Kruk-
ken" og ,Spiralen” (formodentlig Øgenavne eller
Navne paa 3 Tatere).

Af Indskrifter fra vore Dage bringer vi nu her
en Række.

De to Kaarder, korslagte og med en Pil over
meddeler, at her kan der stjæles med Udbytte.
Pilen mellem de tre Kort fortæller derimod, at
paa dette Sted er der ikke noget at redde. Fi-
gur & er en Tiggers Tegn. Han har sat det, dels
for at sige andre Tiggere, at han har været her
og hvad Vej, han er gaaet, dels for, naar han
selv en Gang kommer tilbage til Huset, at kunne
huske, hvilke Krøniker, han har bundet dets Be-
boere paa Ærmet. ,Jeg har to ulykkelige Børn

" (to Girkler), har været syg i to Aar (to Streger)

og har en sengeliggende Kone (en halv Streg).
Sidst var jeg her den 4. December 1858”.

Naar to Forbrydere ved Tidernes og Politiets
Ugunst ere blevne skilte, længes de ofte tilbage
til hinanden. Saa gælder det at finde hinanden,
og man kradser da Tegn og Tegninger op, der
kunne fortælle, hvor man befinder sig. Fig. 6
viser os et Landskab tegnet i en eneste Streg.
Den, der har tegnet .det, har her meddelt sin
Ven: Den 12. Juli 1876 vil jeg være i den Egn,
som Du vil kende efter denne Tegning.

Fig. 7 er en almindelig Meddelelse: Jeg var
her den 5/,, 72 og gik den Vej. Jeg kommer til-
bage den >, 72 og vil gaa den anden Vej. Jeg
er Bageren! Men Fig. 8 er en hel lille Historie,
som vi maa dvæle lidt ved.

Fuglen paa Billedet skal forestille en Pape-

— 99 —

mr

KÆLTRINGERNES SPROG.

gøje, og den er, som saa tit i disse Indskrifter,
tegnet i en Streg. Den er Øgenavnet paa. For-
bryderen. Efter den ser man en Kirke og en
Nøgle og under dem tre Stene og et Svøbelse-
barn. De tre Stene er den katolske Helgen Etien-
nes Mærke. Svøbelsebarnet betyder Ens Fødsels-
dag. Nuvel, i denne Inskription siger han, der
har lavet det, ganske simpelt og tydeligt:

Jeg, kendt under Øgenavnet ,,Papegøjen",
ønsker Åssistance til al plyndre en Kirke, hvor-

= af
ren:
22
ØS)

2

<——

leg

Pm? Ey&

—> 47,ii,20-
Ø 6,3 <-———= 7: £

12

Sablen og Bajonetten, vil sige: Pas paa, der er
Politi i Landskabet. Egnen er usikker. Om Fig.
11 maa vi atter sige et Par Ord.

I en Egn paa Sicilien fandt man denne Teg-
ning indridset flere Steder. Folk, der vidste Be-
sked med Betydningen af de italienske Forbry-
deres' kabbalistiske Tegn, saa snart, at det var
en Advarsel til Gendarmen paa Egnen om at
fortrække, da han ellers risikerede at blive myr-
det. (Dolkene). Gendarmen, der havde været for

36 se

13 14

Tyve- og Tiggersprog i Billeder.

til jeg har Nøglen. Plyndringen skal finde Sted
den 26. December, Saint Etiennes (de tre Stene)"
Dag, og paa min Fødselsdag (Svøbelsebarnet)
den 25. December kan de, der vil tage Deli
Ekspeditionen, indfinde sig ved det ensomme

Kapel tilhøjre herfra (Nøglen og Barnet viser til--

højre og tæt ved den Mur, hvor Indskriften fand-
tes, tilhøjre for den, laa et lille Kapel),

Et almindeligt Tegn er Fig. 9. Naar det er an-
bragt udenpaa en Marskandisers eller anden
Handlendes Husvæg, vil det sige: Manden her
er Hæler. Han køber stjaalne. Sager! Fig. 10,

pligtopfyldende og grebet for mange Kæltringer,
vilde imidlertid ikke høre paa Advarslen. Han
blev, og en Morgenstund fandt man ham lig-
gende myrdet og bogstavelig sønderhakket af
Dolkestik.

Ogsaa Tiggerne har deres Tegn. For Resten
er der jo kun en flydende Grænse mellem tig-
gende Vagabonder og Forbrydere. I Dag Tigger,
i Morgen Forbryder og omvendt. Den paa Fig. 12
udstrakte Haand med de nedenforsiaaende Tegn
er et Tiggermærke. Den siger: I det 4de, 7de,
lite og 20 Hus herfrå paa højre Side og i det

—…100"—

KÆLTRINGERNES SPROG.

3die og 6te Hus herfra .tilvenstre giver man Al-
misse. En Cirkel paa et Hus (Fig. 13) betyder
forøvrig: Her gives noget. Et Kryds: Her gives
ikke noget. En Cirkel med et Kryds over: Man
tilbyder Mad eller Arbejde. En Violin (Fig. 14)
siger: Her faar man noget, naar man spiller;
Fløjten betyder, at her i dette Hus maa der mu-
siceres. Begge Dele sammen fortæller, at der er
godt Udbytte at vente.

— — »Dybet er Verdens tro-Parodi". Lige-
som Verden har sine Klasser og Kaster, har Dy-
bet sine, og ligesom Diplomaterne og Politikerne

har deres hemmelige Skrift, har Tiggerne, For-
bryderne og Pakket sin. De politiske Embeds-
mænd og Spioner kan ikke med større Iver søge
efter Nøglen til de fremmede Gesandters hem-
melige Tegnesprog end Dommere og Politi søger
efter at komme tilbunds i ,,Kæltringesproget".
Der er allerede skrevet en Litteratur om det, og
der er allerede store Specialister i det, som Østri-
geren Gross, Italieneren Calajanni og Fransk-
mændene Bertillon og Bourcart. Det er, som
Skriverhans siger, dog Tyvene, der giver Brød
til mange Mennesker.

En Verdensrejse for en Hustru.)

Roman af Guy Boothby.,

Paa Dansk ved Johannes Magnus3en.

Indhold af Begyndelsen.

Den unge Sagfører Brudenell faar en Dag uventet Besøg af sin Myndling, den smukke Mildred Blake, der ønsker hans Assi-
stance i et Yans coligt Anliggende. Sagen er den, at det nu er tre Aar siden, at hun hørte fra sin Broder Godfrey, der under et Op-

hold i Amerika hav

e faaet Lyst til at deltage 1 en stor Minespekulation, hvorved han mente at kunne tjene Millioner. Den unge Pige

frygter derfor, at der skal være tilstødt ham en lykke; og sætter sig det Maal at finde hans Spor, hvad Brudenell lover at være

hende behjælpelig med. Saa sker det, at Brudenell ti
denne mærkeli

ældigvis samme Dag faar Besøg af en Amerikaner ved Navn Malhausen, og
ge Mand, der spiller saa stor en Rolle i Fortællingen; higer efter ogsaa at erfare noget om Godfreys Skæbne. Det er

nemlig ham, Godfrey i sin 'Tid har truffet sammen med, og Målhausen og han har begge været Deltagere i den omtalte Mimespeku-
lation. Men en Dag var der kommen en Kurre paa Traaden mellem de to Venner, Godfrey var pludselig rejst sin Vej, og siden havde
heller ikke Malhausen hørt det mindste til ham. Da Brudenell hverken kan eller vil give Malhausen Oplysninger om dfrey, søger
Malhausen selv Mildred Blake, der saa anmoder Brudenell om at komme ud paa Godset og assistere hende, I Godsets Skove er
de en løjerlig Mandsling af dyrisk Udseende, som de ikke kan faa til at forklare sig og som de straks viser ud fra Godsets Omgivelser.
De forstaar dog saa meget at han er i Ledtog med Målhausen. Kaptajn Morgrave, Mildreds Fætter, nar Ret til Godset, saafremt

Godfrey ikke kommer ti

age, og arbejder nu ivrigt paa at komme i Besiddelse deraf. Brudenell og Mildred Blake beslutte da at

rejse ud for at søge Oplysninger om oafrey og en gammel Ven af den Blakeske Slægt, Sagfører Vargenal tilbyder dem Følgeskab.
0

De indskibe sig i Southampton; i Lissabon

mmer til deres Overraskelse Kaptajn Morgrave om Bord, Ved Ankomsten til Argentina

attereger de forgæves Godfrey gennem Hoteller og Aviser. En Dag træffer Brudenell paa Gaden derovre Målhausen. Efterat Bru-

denell
bragt det om Bord i Go

ar indhentet Oplysninger i Minerne, tilstaar Målhausen, at han i sin Tid har stjaalet store Guld-Mængder fra Mine-Selskabet,
dfrey Blakes Yacht, og siden intet set til ham. Men nu paastaar han, at han har opdaget hvor Godfrey er.

Denne skal efter Mtlhausens Sigende være fængslet paa Kuba, og derhen sejler nu hele Selskabet, som efter Løfte tager Malhausen
med sig. Ved en Anbefalingsskrivelse, som Målhausen fremskaffer, til Kubas Guvernør, gives .der Brudenell og Molhausen Adgang
til Fængslet, hvor de ganske rigtig træffer Godfrey i en ynkelig Tilstand. Målhausen kommer i Forbindelse med ham ved at byde
ham en Cigar, hvori et Brev er anbragt, der (piver ham Anyisning paa at foretage et Flugtforsøg. Det lykkes dem at overrumple

Fængselsvagten og at trænge ind til Godfrey.
der et Hvil fortæller Blake om, hvorledes i sin Tid hans Ya

6 faar ham gjort fri og under den største Fare flygter de af Sted Dag og Nat. Un-
mm forliste, Han blev optaget af et Sørøverskib, ført af Kaptajn Morgrave.

Paa dennes Angivelse fængsledes Godfrey, der ligesom Morgrave bejlede til den kubanske Frk. Inez' Kærlighed. Efter at have paa-
hørt denne Beretning faar Selskabet Brev fra Skibet gennem Målhausens Ledsager. Da man er i Nærheden af den By, hvori Frk.

Inez bor, arrangeres et Møde mellem hende og Godfrey.

ET er vist bedre, at han kommer til Dem,"
svarede jeg og bad hende blive, medens jeg
kg vendte tilbage til Blake og Simeon.

»Kom, Blake," sagde jeg. ,Følg mig, De-
res Kæreste venter Dem, men vær forsigtig!"

Han fulgte mig og jeg saa hende kaste sig i hans
| Årme; saa lod jeg dem alene.

Vi ventede over et Kvarter. Saa syntes jeg, at
det ikke var sikkert at blive længere. Jeg sagde til
Simeon, at han skulde blive, hvor han var, og gik hen
til dem.

.nTiden er omme," hviskede jeg til Blake. ,, Det er
vist ikke klogt at fortsætte denne Samtale længere."

»Godfrey har fortalt mig om Deres Godhed," sagde
den unge Dame. ,,Tak! Tak! Hvis De ikke havde væ-
ret, saa sad. han endnu i Fængslet. Om en Uges Tid
ude min Onkel have tvunget mig til at ægte en an-

en.

»Hvorledes vil De da nu forhindre denne Kata-
strofe?”

»Jeg bliver her ikke," sagde hun kækt. ,Jeg er ble-
ven enig med mig selv, og Godfrey har lovet at tage
mig med sig til England." i

»Ja saa," svarede jeg, ,men er det ikke temmelig
voveligt?"

»Jo, men jeg maa alligevel med ham," svarede hun,
»jeg kan ikke blive her; hvis jeg gør det, bliver jeg

nødt til at ægte en Mand, som jeg hader, og opgive
den, jeg elsker.”

»Det skal Du aldrig!" sagde Blake.

»Men, kære Ven," udbrød jeg, ,det bliver umuligt
for Frøken Inez at komme gennem Krattet med os,
og vi kan jo ikke færdes DB Landevejen. De véd jo
lige saa godt som jeg, at der mindst er to og tyve en-
gelske Mil herfra til Kap Tortosa.”

»Jeg har udtænkt en Plan," svarede hun, ,0g har
fortalt Godfrey den. Han kan drøfte den med Dem.
Nu maa jeg tilbage til Huset. Hvis min Onkel faar
Mistanke om noget, saa bliver vor Plan ødelagt. God-
frey har fortalt mig, hvor De skjuler Dem, og jeg skal
finde Midler til at sætte mig i Forbindelse SE Dem.”

Hun sagde Farvel. Da vi naaede vort Skjulested,
fandt vi de andre vaagne og meget spændte. Vi ka-
stede os ned paa Jorden, og saa forklarede Blake
dem, hvad Frøken Inez havde foreslaaet. Hun mente,
at hun kunde faa en Del af sin Onkels Heste, paa
hvilke vort Selskab kunde komme hurtigere til Ka
Tortosa, medens der saa tillige var mindre Grund ti
at frygte, at vi skulde vække Mistanke, end naar vi
vandrede til Fods gennem Kraitet. I ethvert Tilfælde
vilde hun ledsage os. Det var let at se, at hendes
Plan tiltalte Milhausen og O”Barry. Jeg maa tilstaa,
at jeg ikke var henrykt over den. Saa stort et Selskab,
der drog langs med Landevejene, kunde næppe und-

— 101 —

%) Paabegyndt i Nr. 38, den 18. Juni 1899.

ENEDES

SSO REBEEEBER DEERE EET EEN NEN

oem ee—

rer

|

|

i
ks

EN VERDENSREJSE FOR EN HUSTRU.

gaa at tiltrække sig Opmærksomhed, selv om det var
om Natten. Men jeg maatte i hvert Tilfælde slutte
mig til Flertallets Mening.

Hele den næste Dag laa vi skjult. Henimod Mid-
dag blev vi opmuntrede ved at modtage et Brev fra
Frøken Inez, nn hun underrettede Blake om, at hun
havde truffet de nødvendige Forberedelser til at slippe
bort den Aften. Klokken halv ni skulde der vente
Heste paa os i den Lund, hvor vi havde truffet hende
den foregaaende Aften. Hun skulde være rede, og
saa skulde vi skynde os af Sted til Forbjerget saa
hurtigt som muligt, førte af en trofast Tjener, som
skulde vende tilbage med Hestene ad en anden ej:

Saa snart det var mørkt, forlod vi vort Skjulested,
og førte af Simeon begav vi os af Sted den samme
Vej, ad hvilken Blake og jeg tilsammen var draget den
foregaaende Dag. Det var en dejlig Aften, og vi
imødesaa med den største Spænding Udfaldet af vort
Tog. Jeg vil ikke nægte, at jeg var nervøs; der var
saa meget, der afhang af de næste Par Timer. Muil-
hausen blev mærkeligt nok efterhaanden meget tavs.

»Jeg kan ikke forstaa, hvad der er i Vejen med
mig, Brudenell," sagde han, da jeg epargte ham, om
han fejlede noget, ,men jeg har en Slags Anelse om,
at det gaar nogen af os galt.”

ȁa Snik Snak!" svarede jeg. ,,De maa virkelig
ikke tabe Modet, efter at De har været saa storartet
flink i de sidste Dage. Om fem Timer er vi om Bord
og uden for al Fare, og saa har De den Tilfredsstil-
lelse at vide, at der mindst er en fem seks Mennesker,
hvis Taknemmelighed De har erhvervet for Livstid;
for vi skylder saa godt som ene og alene Dem det
heldige Udfald."

»Det er meget venligt af Dem,” svarede han, ,0g
jeg sætter stor Pris paa Deres Ros, for jeg kan godt
ide Dem, Brudenell, og skønt Indledningen til vort
Bekendtskab jo ikke var saa heldig, saa tænker jeg
nu saaledes om Dem, at der ikke er noget, jeg ikke
vilde gøre, for at De skulde komme til at holde af
mig. Som De ser, naar det kommer til Stykket, er jeg
dog kun en tarvelig Gavtyv."

Vi var naaet til Plantagen og stillede os et Sted,
hvorfra vi kunde se vore Venner nærme sig, men hvor
man ikke kunde se os. Her ventede vi over et Kvar-
ter paa, at Hestene skulde komme, og vi blev mere
og mere nervøse, da det varede noget. Hvad kunde
der dog være i Vejen?

Vi Blev tilsidst saa utaalmodige, at vi begyndte at
tænke paa at lade Blake og O'Barry blive tilbage for
at modtage Frøken Inez, medens saa- Milhausen, Si-
meon og jeg skulde søge at faa nogle andre Heste.
Men saa hørte Simeon med sit skarpe Øre et Men-
neske komme løbende og gjorde Milhausen opmærk-
som le det. Et Øjeblik efter viste der sig en gammel
Bun , som med dæmpet Stemme spurgte efter Hr.

e.

»Gud ske Lov! Er det Dig, min gamle Ven Gomez?"

»Hun er bleven opholdt," svarede Manden. Der er
Soldater i Huset; men hun har undskyldt sig med, at
hun har Hovedpine og er gaaet op paa sit Værelse.
Det varer ikke længe, før hun er her. Jeg har Hestene

arat, og hvis De vil samle Selskabet, skal jeg føre

em hen til dem.”

Saa fulgte vi den gamle Mand langs med Stien og
derpaa gennem en Port ind i en Slags Gaard, hvor
der stod nogle Heste sadlede. Han bad os om at be-
stige dem og holde os rede.

Men vi kom heller ikke nu saa hurtigt bort, som vi
havde ventet, og denne Gang var det endnu vanske-
ligere at holde ud. Hvad kunde der være "blevet af
Frøken Inez? Vi lyttede og lyttede, men hun kom
ikke. Saa hørte vi pludselig Trin, som af én, der flyg-
tede. Porten blev stødt op, og Frøken Inez fo'r ind i
Gaarden fulgt af en Mand i spansk Uniform. Vi stod
i Skyggen, og han var saa optaget af sin Forfølgelse,

at han ikke saa” os straks. Jeg saa” ham gribe Pigen
i sine Arme, og jeg hørte Blake, som stod ved Siden
af mig, udstøde et Raab og styrte af Sted. I samme
Øjeblik laa Spanieren paa Jorden.

»Det skal lære Dem at lade Damer i Fred, De Slyn-
gel!" raabte han. Saa. tog han Inez i sine Arme og
spurgte, om der var noget i Vejen med hende.

»Nej, nej," svarede hun, ,, men, vi maa af Sted saa
hurtigt som muligt; der er ikke et Øjeblik at lee
De har nok opdaget, at jeg er borte, og naar denne
Mand her ikke vender tilbage, saa begynder de straks
at søge efter os.”

Hun løb hen imod den Hest, der holdt parat til
hende, og Blake løftede hende op i Sadlen. Næsten i
samme Øjeblik hørtes der Stemmer inde i Huset.

»De er efter os!" udbrød Milhausen. ,,Hvis vi ikke
skynder os, fanger de os.”

»Denne Vej, mine Herrer!" udbrød den gamle Tje-
ner Gomez og viste os gennem en anden Port paa
den modsatte Side af Gaarden. Bag ved os kunde vi
høre Raabene blive højere hvert Øjeblik, og da vi
kom ned til det Vadested, hvor vi skulde over Floden,
hørte vi et Hornsignal.

»Dé har faaet Bud om, at De er i Nærheden," sagde
Frøken Inez, ,0g de skulde begynde at søge efter
Dem, saa snart det bliver lyst i Morgen.'”"

»Hvem kan have meddelt dem det?" sagde jeg.
»Vi har ikke set et levende Menneske undtagen Dem
og Gomez, siden vi er kommet til Torre Blanco."

Et Minut eller to senere var vi kommet over Flo-
den og drog nu af Sted i Retning af Havet. Gomez,
Miilhausen og Simeon førte an; saa kom Blake og
hans Elskede, og O'Barry og jeg sluttede Troppen.
Vi mødte ingen Mennesker og saa” ingen menneske-
lige Boliger. Stjernerne skinnede klart, og Ildfluerne
fo'r omkring mellem Buskene. En Gang hørte vi en
Hund gø i ABE fjerne; ellers var det ganske stille. Da
Gomez mente, at vi havde tilbagelagt Halvdelen af
Vejen, bad han os om at holde Rast et Øjeblik. Saa
drog vi endnu hurtigere af Sted. Klokken var omtrent
halv elleve, og vi havde endnu omtrent seksten en-
gelske Mil tilbage. Vi talte ikke meget sammen; hver
især var for optaget af sine egne Tanker til det. Jo
nærmere vi kom til Forbjerget, desto forsigligere
maatte vi være. Landet var meget ujævnt ved Kysten,
og hist og her var der tætte Skove. Endelig mærkede
vi et Pust af Søbrisen, og vore Hjerter bankede dob-
belt hurtigt. Om nogle faa Minutter skulde vi kende
vor Skæbne.

Vi drev Hestene frem og begyndte at ride op ad
den Skraaning, der førte til Forbjerget. Heldigvis var
det meget mørkt. Nogle Hundrede Alen fra vort Be-
stemmelsessted steg vi af Hestene og overgav Dyrene
til Gomez, da vi nu maatte gøre Resten af Turen til
Fods. Afskeden mellem Frøken Inez og hendes Fa- .
ders trofaste Tjener var rørende. Saa sagde vi Furvel
til ham og SRdEs hen imod Klipperanden. Nede i
Dybet kunde vi høre Bølgerne larme mod Klipperne,
men hvor ivrigt vi end spejdede, vi kunde ikke se
Tegn til noget Skib. Jeg prøvede paa at se, hvad Klok-
ken var, men det var saa mørkt, at jeg ikke kunde
se Urskiven.

»Nu maa vi finde Vej ned til Havet," sagde Mul-
hausen. ,,De store Klipper, som Kaptajnen talte om,
er lige under os, og nu skulde Baaden ligge dernede.
Naar vi blot først er om Bord, skal vi snart være fær-
dige med Kuba for bestandig."

Han havde næppe udtalt disse Ord, før Simeon,
der havde været lidt tilbage, kom løbende hen til ham
og hviskede noget. Mulhausen sprang op.

»Hurtigt!" sagde han. ,,Vi maa ned ad Skrænten,
Soldaterne er lige i Hælene paa os.

Sluttes.

— 102 —

EDITH.

Drachmanns -Edith.

EHidith.

u er det vel en halv Snes Åar siden den
kom, ,,Forskrevet —", Bogen, der blev
læst og læst om igen med hede Kinder
af al Ungdom i Danmarks Land. Og al

vor Længsel samledes om denne ene Skikkelse:
Edith. Bogen selv var kun som en uhyre Sok-
kel, en Digter rejste for den ene, den eneste,
»den store, noble Kvinde". .Og hun stod der i de
lyse Nætters Dæmring, høj og blond, smuk og
god, med de varme Øjne og de hvide
Hænder. :

Og nu — ti Aar efter skriver den
Digter, vi er vant til at betragte
som troløs som Havet, som ubestan-
dig, som Landevejens farende Svend,
en Bog, der er en Hymne til den
samme Edith.

Hvem var hun, denne Edith?

I et smukt Eventyr" fortæller
"Drachmann selv Historien om, hvor-
dan han mødte Edith. I Byens Ud-
kant fandtes der, som Levninger fra
den gamle, glade Tid, nogle smaa
Lysthaver og i Haverne nogle smaa
Thehuse, hvor Folk søgte hen de
lange lyse Sommeraftener og fandt
en barnlig Glæde ved at høre unge,
kønne Piger synge smaa lystige el-
ler rørende Viser om alt og om in-
genting, og i et af disse Thehuse,
siddende i Kreds med de andre, saa

ace P

Sangeren for første Gang Edith — og saa følger
Historien om Mødet og om Livet.

Det kan ogsaa fortælles lidt mindre eventyr-
agtigt.

Drachmann følte det selv i Midten af Firserne,
hvordan hans Digterevne ebbede ud, hvordan
Strengens Tone blev spinkel og brudt... der
var ingen Kvinde, der gav ham Sange, ingen
Kvindes Elskov ... og saa mødte han ude paa
en lille Frederiksbergs Café chantant den, han
søgte og længtes mod, eller som han troede var
den længselsfuldt forventede. Og han følte atter
i sig Ungdommen og Sange og Lysten til at
løfte Fanen og Grebet efter Kaarden. Og saa
sang han igen. Hver Formiddag kom han derud,
satte sig med sin Vin i det Værelse, som han
og hun havde kaaret sig ud, sad der og skrev
6—7—8 Timer paa Romanen om Ungdom og
Elskov og de lyse Nætter og den eneste Edith.
Men naar Aftenen kom søgte han op i Salen,
samlede om sig Malere og Digtere og der flød
Bourgognes Blod i brede Skaaler. Og naar den
profane Hob var borte, var vandret ind ad til
Byen, sad Digteren endnu i det lille Værelse
med Edith, og Achleitner klimprede paa Citha-
ren, helst den lille Melodi, som Ludvig af Bayern
komponerede kort før han druknede sig i Starn-
bergersøen. —

Den kan fortælles endnu langt mere realistisk,
denne Historie, — jeg kunde, men jeg vil ikke.

Os er det nok at vide, at Danmark havde en
stor Digter, hvis Evne en Gang ebbede ud, og
da kom der en ung Kvinde med blaagraa Øjne,
høj og rank, med langt gyldent Haar. Digteren
elskede hende, han sang, ja, og sang igen hen-
des Sange, og vi er hende taknemmelig for disse
Sange. Hun selv vil svinde i Mørket, som alle
de Kvinder, Digtere har elsket. og paa hvis Læ-

?

Drachmann-Værelset i ,Operetten (Særlig fotograferet for ,,Hver 8. Dagø).

— 103 —

EDITH.

ber de har hentet deres Sange. Sangene vil
leve, vi vil lytte til dem lyttende bange, vi vil
synge dem, vil drømme om Edith i de lune Som-
mernætters elskovsvarme Luft — men lad den
virkelige Edith blive paa Afstand. Det er baade
hun og den isen-graa Skjald og vi bedst tjent
med. Vi ved det, eller vi føler det instinktmæs-
sig, at hun er altfor ringe, hun vil ødelægge for
os den Skikkelse, som Digteren har skabt.
Værelset, hvor Drachmann digtede og drak,
staar der endnu, uberørt, værnet med Pietet af
Hr. Fejlberg, der modigt har kæmpet for at føre
Drachmanns litterære Varieté ud i Livet.- De
røde Lys sidde endnu i Stagerne halvt udbrændte.
Paa Hylderne staar endnu Hyrdinden og Tam-
bourspilleren i det skrøbelige Gibs, de smaa

Statuer, der lever deres evige Liv i ,,Forskre-

sy er, 4
vet c.c.

Humoreske.

— pUndskyld, Herre, jeg maatte vel ikke tænde hos Dem —
uden at gøre Dem for megen Ulejlighed."

Alverdens Nyt

i Billeder og Tekst.

N Søster til
Heinrich Hei-
ne, Fru Char-
lotte Emb-
den, er død i Ham-
burg i en Alder af
98 Aar. Hendes
Hjem var et Valfart-
sted for alle Beun-
drere af den store
Digter.

x s
En

DER Fjender j
besluttede, da SÆTTER SE 1 gg
Kampen varhidsigst, SEERNE? FEED ESBE
atrejse etMonument
for Oberstløjtnant
Henry paa hans :
Gravsted. Den militære Falskner skal hædres med et
allegorisk Mindesmærke, som i Sandhed maa have
kostet Kunstneren adskillig Hovedbrud. Det fremstil-
ler Patriotismen i Færd med at rive Hæren ud af
Kløerne paa Antimilitarismen, som den støder til Jor-
den. Denne Gruppe.anbringes paa en Sokkel,. i hvil-
ken en Buste af Oberst Henry anbringes uniforms-
klædt med de mange Ordener paa Brystet. Nu, da
Sindene ere faldne til Ro freder mere end en Bi-

Fru Charlotte Embden, Heines Søster.

dragyder, at han gav sit Navn og sine Penge til denne
kolossale Smagløshed, især da en Liste over alle

Et Monument for Oberst Henry.

— 10t —

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

dem, der støttede Indsamlin-
gen, er kommet offentlig frem.

En Forlægger har nemlig
haft den besynderlige Ide 1
en Bog, med Titlen ,, Henrys
Monument", at udsende en
Skildring af Begivenheder og
Forhold, der knytter sig til
Mindesmærket. Til dette
Værk slutter sig en Forteg-
nelse over alle Bidragydere.

og

93 Se

DEAR

na BP-v

tg /

SSI FR SSR
2855

E
RE BESS
FS

Tropperne hyldes.

Farvel, min Dreng!

siger Farvel til sin lille
Dreng, inden han begiver sig
ud paa den lange og usikre
Rejse. Endelig gengiver det
tredie Billede en for de unge
Krigere meget udsat Situa-
fion, da de allerede i den
engelske Kystby er Genstand
for temmelig nærgaaende
Angreb fra de kvindelige
Amatørfotografers Side.

Under dobbelt Ild.

Krigen i Genrebilleder.

eee i Genrebilleder viser os først to meget unge
Patrioter, som hyldede Soldaterne paa deres Vej
til Southampton. Bevæbnede med frygtelige Vaaben
svang de deres Faner til Ære for Soldaterne, der var
dybt rørte over denne Afskedshilsen fra det aller-
SEG England. En anden intimere Afsked bliver vi

idne til paa det midterste Billede, hvor en Officer

I den sydafrikanske Krig har Englænderne til EOR=
petransport benyttet sig af saadanne bepansrede
Jernbanetog, som vort Billede fremstiller. Dækket af
svære Panserplader kan Vognene udholde et Angreb
af selv meget kraftigt Skyts, men Englænderne havde
alligevel ingen Glæde af dem da Boerne brød Jern-
banelinien op og hindrede Togenes Fremgang.

fre

i
i

i
i

ARR:
EEN

Et bepansret Jernbanetog.

nes

— 106 —

AF DAGENS KRØNIKE.

Sabelslugeren Cliquot, (Særlig fot. for »Hver 8. Dag" ved en Fremvisning for Læger).

Af Dagens Krønike.

N Mand, der kan sluge en Sabel —
det gaar langt over Jokums Forstand —
saaledes synger Zincki sin Yndlingsrolle
som ,Jokum'f;

Det forekommer ogsaa mærkeligt, at Spise-
røret, som hos normale Mennesker næppe nok
vil tage imod et lille Fiskeben, .kan træneres til
at bruges til Sabelskede, og de fleste tror vist,
at de Forevisninger af denne Art, man har set
og hørt Tale om, er Humbug.

Der gives imidlertid adskillige Folk, der kan
anbringe fremmede Legemer temmelig langt nede
i Halsen. Dog turde vist Chevalier Cliquot, en
Amerikaner, der for Tiden optræder i Cirkus
Varieté, vistnok gøre Krav paa Rangen som ,,;Sa-
belslugernes Konge". Han tager med Lethed
enogtyve Tommer af en ordinær Ryttersabel i
sit Svælg — efter Lægernes Skøn naar Spidsen
et godt Stykke ind i Mavesækken. Et temmelig
stort Lommeur synker han til Kædens Længde
og beholder det 3 Minutter i Spiserøret, medens
han roligt ryger sig en Cigaret.

Manden forklarer, at han forstaar vilkaarlig
at forskyde Spiserøret, saa at det danner en ret-
linjet Kanal.

Paa vort Billede, der er taget ved en Fore-
visning for Læger i Koncertpalæet bærer han en
Vægtstang med 75 Punds Vægt fastgjort »aa

"det udmærkede Velgøren- -

DE en Bajonet. Naar han
i bøjer sig fremefter,
| hviler hele Vægten
É paa Bajonetspidsen,
f der trykkes 'op mod
ki: Bugvæggen.
FF

| x

1874 synes at have
været et frugtbart Aar
for Udviklingen af
vor Hovedstads filan-
tropiske Institutioner.
I denne Maaned fejrer
to af de mest bekend-
te deres 25aarige Be-
staaen.

»Københavns Un-
derstøttelsesfore-
ning" dannedes den
1. November 1874
ved en længe forbe-
redt Sammenslutning
af alle de mange vel-
gørende ,,Sognefore-
ninger”, der hidtil
havde arbejdet uden
fælles Plan og derfor
mangelfuldt. Dens første Formand var den da-
værende Vicepolitidirektør Oldenbwrg, nu Bir-
kedommer i Nordre Birk, Næstformand var da-
værende Kriminalretsassessor, nu Formand i Sø-

og Handelsretten, Madvig.

Foreningens Princip var ,Hjælp til Selv-
hjælp": Den uddelte ikke Almisser,' men hjalp
.kun, hvor Hjælpen virkelig kunde bringe den
Trængende paa ret Køl, og Understøttelserne
har i Overensstemmelse hermed ofte været tem-
melig store. Mangfoldige lykkelige Hjem kan
takke denne Forenings Støtte i en kritisk Situa-
tion for deres fortsatte Eksistens.

I de 25 Aar har Understøttelsesforeningen ud-
delt ca. 3 Millioner Kroner, som dels er ind-
kommet ved frivillige Bidrag fra Institutioner og
Private, dels Renter af Legatmidler, der staar
til Foreningens Raadighed. Det aarlige Budget
var i 1887-88 oppe paa å :
165,000 Kr., men ernu, 7

É
å
y

|

fordi Bidragene flyder
sparsommere, dalet til
100,000.

Man maa haabe, at Ju-
bilæet og det Festskrift,
som Sekretæren, Hr. cand.
jur. Riidinger, nylig har
udgivet,- maa bidrage lil
at vække ny Interesse for

hedsværk.

— 107 —

AF DAGENS KRØNIKE.

I Aarenes Løb har en Række ansete Mænd
været Foreningens Formænd — Overpræsident
Finsen, Kammerherre Bille, Overretsprokurator
Steinthal og Højesteretsassessor Mæiller. Siden
1893. har Nationalbankdirektør, Etatsraad R.
Strøm beklædt denne Stilling.

x k
sk

Den 17. November kommer saa Jubilæet for
»Foreningen til Lærlinges Uddannelse i Haand-
værk og Industri" — ,,Lærlingeforeningen",
som den populært kaldes.

Denne Forenings: Formaal er jo iøvrigt ty-
deligt nok angivet i selve dens Navn. Dens Virk-
somhed har især været knyttet til Lærlingepleje-
hjemmet i Nørresøgade, hvor en betydelig Skare
af unge Mennesker har fundet Optagelse, Uddan-
nelse og anden Støtte i de vanskelige Læreaar,
og denne Anstalt bærer en stor Del af Æren for,
at vi har en .saa hæderlig og dygtig Haandvær-
kerstand, som vi har.

Derfor omfattes Foreningen ogsaa den Dag i
Dag af den samme. varme Interesse baade i og
udenfor Haandværkerstanden, som da den stif-
tedes. Den har i Tidens Løb udvidet. sit Virke-
felt til ogsaa at støtte Lærlinge udenfor Hjem-
met, og endelig er Årbejderhjemmet ,,Fredens-
hus? ved Sortedamssøen et smukt Vidnesbyrd

om det Sammenhold, der i Lærlingeforeningen -

har haft sit første Arnested.
Foreningens egentlige Stifter er den gamle
Malermester Vilh. Schiørring, som endnu den

Scene af ,Vildanden%, udført af Dir. Albert Helsengrens Personale,

Dag i Dag ved Forenin-
gens hyggelige Sammen- |;
komster hædres som en SR
Patriark. Som Formand
har Hofmøbelfabrikant,
Kaptajn Larsen fungeret
fra 1875, og endnu le-
der han, trods sine 79
Aar, med usvækket Iver
og Interesse Foreningens
vidt forgrenede Virksom-
hed.

Kaptajn Larsen.

» Vildanden” i Provinserne.

Rækken af de Teaterselskaber, hvis Kunst vore

Provinsbyer nyder godt af, indtager det, som le-

des af Direktør Albert Helsengren, og som sær-

lig er knyltet til Aarhus, en af Førstepladserne.
I denne Sæson har man særlig haft Held med Frem-
førelsen af ,,Vildanden", og man vil da ogsaa af det
hosstaaende Billede faa et Indtryk af den kunstneri-
ske Alvor, som er lagti Arbejdet. Gamle Ekdal, længst
til venstre iBilledet udføres af Hr. Emil Helsengren,
Gregers Werle, ved Siden af ham, er Hr. Stigaard,
Gina: Fru Wilhelmi, Hjalmar Ekdal: Direktøren .41-
bert Helsengren, Dr. Relling: Rolf Knutzen og Bar-
net Hedvig: Frk. Mathilde Schmidt. Nylig er Stykket
i denne" Udførelse opført i Odense, og her blev det
udmærkede Billede, som ledsager disse Linier, taget.
Det er kun yderst sjældent, at Fotografier fra Scenen
falde saa heldigt ud; Vanskelighederne ved det kun-
stige Lys synes ganske at være overvundne.

al

G. P. Jacobsen, fot,

Bog

Siamesiske Skuespillerinder.

Af Emil Opffer.

»Prinsteatret" hedder det. -De Stole, vi

sidde paa, er Tilskuerpladsens eneste
Luksus. Tilskuerne ligner tilsammen mere et
Kødmarked end et Publikum, og det hele Par-
ket staar i Røg og Damp, eftersom alle, Mænd,

Kvinder og

Børn ryge Ciga-
retter og Ciga-
rer af fuld Hals.

Kvindernes
Mund er sort
som et udsluk-

ket Helved.

Tændernes
Ibenholtskulør
hidrører fra, at
de fordrive Ti-
den fra Morgen
til Aften med
at tygge Betel
(en lille Palme-
frugt). Deres
gnistrende sor-
te Haar klipper
de altid af i en
Tommes Læng-
de.

Paa Scenen opføres et dundrende Søslag.
Smaa, barbenede Siameserpiger, forsynede med
Hængeskæg og Pikkelhuer, forestille Evropæerne.
De kæmpe med Siamesere i hvid Marineuniform.
Den forreste Danserinde i hver Gruppe bærer et

1 er nogle Danske, som tilsammen have
lejet en Loge i Bangkoks fineste Teater,

Bugspryd og den bageste et Rør, bundet fast.

nedenfor Ryggen og med et Flag vajende bag-
ude. Hver Gruppe danner et Skib med Besæt-
ning. É

Søslaget ender med, at Siameserne blive slagne,
men da skal Kongens Søn (saa forestiller det)

Siamesiske Danserinder,

drage i Leding mod Evropæerne. Kongesønnens
Afsked fra sine tvende Hustruer er af ikke ringe
Virkning. I en halv Times Tid sidder de under
smeltende Musik og græder. De tørre Øjnene
ved paa en højst sirlig Maade at føre Pegefin-
geren op: til Øjet for efter at have beskrevet et
Slags Ottetal i Luften med Fingeren at knuse

Taaren i Øjen-
krogen.

Saa drager den
kongelige Hel-
teyngling med
et lille forgyldt

Klokketaarn

paa Hovedet
imod Fjenden
og bringer Sej-
ren bjem. Musi-
ken er ret klap-
rende og frem-
bringes ved, at
en Snes Mand

slaa et Par

Kæppe imod
hinanden.

En lille Bal-
let, indlagt i
Stykket, danser
med slangeag-
tig, asiatisk Ynde. De siamesiske Danserinder
ere Kapaciteter i Finger-, Arm- og Benvridnings-

kunsten. -

Men nu faar vi forøvrigt snart siamesiske Dan-
serinder at se rundt i Evropa efter Initiativ af
en Dansk, der af en indfødt Prins har lejet et
halvt Hundrede Skuespillerinder til "at optræde
paa diverse Scener med fuldt Udstyr og Ku-
lisser.

Vi er sikker paa, at de vil vække en overor-
dentlig Sensation.

za |: PRES

Malgamit-Ofrene.

Roman af H. S. Merrimann.

Oversat af Johannes Magoaussen.

Indhold af Begyndelsen.
I Begyndelsen skildres, hvorledes Professor von Holzen i Haag besøger en døende Mand ogt;køber en: værdifuld Opskrift af

ham. Da Manden er død, tager von Holzen sine Penge igen.
Læseren føres dernæst til London. En ung

erdensmand, Tony Cornish, træffer en gammel Ven, Major White, der vender

sejrrigt tilbage fra en Ekspedition i Indien. De gaar sammen hen til Tonys Kusine, Frøken Joan Ferriby, hvem de træffer optaget
uf Arbejde i velgørende Øjemed. Hun omtaler et nyt stort Velgørenhedsværk, som hendes Fader, Lord Ferriby, paa en Hr. Rodens
Opfordring har sat sig i Spidsen for, Det vedrører Fabrikationen af ma game et Stof, der er nødvendigt ved Papirfabrikationen,

men livsfarligt for Arbejderne. Han vil nu danne et Selskab, der skal bes

ylte Arbejderne og samle dem paa éi Sted saaledes, at

Selskabet overtager al Fabrikation af dette farlige Stof. I den Anledning holdes der et Møde hos Lord Ferriby, ved hvilket Besty-
relsen vælges, der bl. a. kommer til at bestaa af Lord Ferriby, Cornish, White, Roden og Professor von Holzen.

Handlingen forlægges nu lil Haag, hvor Percy Roden paa et Hotel gør Bekendts

det. Kender De Lord Ferriby?+
»Nej, jeg har ikke den Fornøjelse," svarede
Fru Vansittart langsomt.

»Han er en meget brav Mand," sagde Roden, og
Fru Vansittart nikkede. Roden havde trukket en Stol
frem, og efter et Øjebliks Tøven satte hun sig ved
Kaminen.

»Det har jeg altid hørt," svarede hun. ,,Han er jo
en stor Menneskeven."

»Ja, saamænd —" Roden standsede og tog en Stol,
»Ja, men Tony Cornish er vor højre Haand. Folk sy-
nes at have mere Tillid til ham end til Lord Ferriby.
Naar Cornish beder dem om noget, er de villige nok
til at give. Han er praktisk og hurtig, og det betaler
sig i Længden."

Det lod til, at Percy Roden havde Lyst til at være
meddelsom, og Fru Vansittart opmuntrede.ham øjen-
synligt. Hun sad og støttede sig til Lænestolens Årm
og saa” tænksomt paa ham med sine forstandige Øjne.
Maaske tænkte hun, at han ikke var af den Slags
Mennesker, som sædvanlig er optagede af menneske-
kærlige Foretagender. Rimeligvis var hendes Tanker
af den Beskaffenhed, og de blev, som Tanker saa ofte
bliver, i al Stilhed overførte til hans Sjæl; for han gav
sig til at forklare sig uden Opfordring.

n»Jeg skal sige Dem, egentlig talt er det ikke noget
velgørende Selskab,” sagde han. ,, Der er snarere noget
af en Fagforening i det.. Vi lever i en praktisk
Tid, Fru Vansiltart, og det er nødvendigt, at Velgø-
renheden holder Trit med Fremskridtet, og at den
hjælper sig selv.%« :

Der var et svagt Skær af Smidighed i hans Væsen;
det var sandsynligt, at han havde sagt det samme før.

»Hvem er ellers knyttet til dette store Foreta-
gende?" spurgte Damen, idet hun med sit Køns Kløgt
holdt ham fast ved det Emne, som øjensynligt inter-
esserede ham stærkt. De snildeste Kvinder behandler
i Reglen Mændene saaledes, og de véd i Almindelig-
hed, hvad der interesserer en Mand mest — nemlig
han selv. z

»Hr. von Holzen er den mest fremragende," sagde
Roden.

nJa saa!" sagde Fru Vansittart og saa ind i Ilden.
»Hvem er Hr. von Holzen?"

Roden standsede et Øjeblik, og Fruen mærkede
hans Tøven.

»Det er en Videnskabsmand — han er vist Profes-
sor ved et af Universiteterne herovre. I alt Fald er
han et meget begavet Menneske — analytisk Kemi-
ker osv. ,Det er ham, som har gjort den Opfindelse,
vi arbejder med. Han har altid interesseret sig for
Malgamit, og han har nu opdaget, hvorledes man kan
fabrikere det uden Skade for Arbejderne. Jeg skal
sige Dem, Malgamit er nødvendig for Papirfabrika-
tionen, og Verden vil aldrig komme til at trænge til
mindre Papir, end den gør for Øjeblikket, tværtimod
til mere. Tænk blot paa de uhyre store Masser af

K svarede han, ,nu har vi faaet Gænge i
n

ab med en yngre Enke, Fru Vansittart.

Papir, der hver Dag besørges med Posten. Papirfa-
brikationen er én af de største Industrier i Verden,
og uden Malgamit kan 1nan ikke lave ordenligt Pa-
pir nu til Dags."

Roden syntes at kunne sine Ting paa Fingrene, og
hvis han talte uden Begejstring, var Grunden vist den,
at'han saa ofte før havde sagt dét samme.

»Det interesserer mig meget," sagde Fru Vansit-
tart paa sin halvt udenlandske Maade, som var gan-
ske indtagende. Vil De ikke fortælle mig noget mere
om det?"

»Der er heldigvis kun meget faa, der laver Malga-
mit," vedblev Roden…, Man finder kun et Par Stykker
af dem.i Fabriksbyerne — i Amsterdam, Gøteborg,
Leith, New York, ja, selv i Barcelona; og der er na-
turligvis en Del i England. Vor Plan er kort-sagt den:
at samle disse Mæud, at bygge en Fabrik og Huse
til dem — lade dem slutte sig sammen og saa for-
syne hele Verden med Malgamit.”"

»Det er en stor Plan, Hr. Roden."

»Ja, det er en stor Plan, og jeg tror,.den er rigtig
anlagt. Disse Mennesker trænger til, at man beskyt-
ter dem mod dem selv. Som de nu lever, bliver de
meget godt betalte. De er optaget af et livsfarligt
Arbejde, og de véd det. Der er intet mere demorali-
serende for Menneskenaturen end at vide dette. De

har et kort, og hvad de anser for lystigt Liv." — Den

træt udseende Mand standsede og slog ud med Hæn-
derne paa en ligegyldig, haanlig Maade. Han havde
næsten nedladt sig til at blive begejstret. — ,,Der er
ingen Grund til," vedblev han, ,at de ikke skulde
blive et lykkeligt og hæderligt Samfund. Det første,
vi maa lære dem er, at deres Arbejde er forholdsvis
uskadeligt, hvilket det utvivlsomt vil blive, naar vi
benytter Hr. von Holzens Opfindelse. Jeg tror, at Re-
sten kommer af sig selv."

»Hvor har De i Sinde at bygge den Fabrik?” spurgte
Fru Vansittart, der havde den sjældne Evne at kunne
gaa Mellemvejen imellem venlig Interesse og simpel
Nysgerrighed. De to Ting ligger nærmere ved hinan-
den, end man i Almindelighed tror.

»Her i Holland," lød Svaret. ,,Jeg har næsten fast-
slaaet Stedet — jeg har tænkt mig, det skulde være
i Klitterne nord for Scheveningen. Det er derfor, jeg
opholder mig i Haag. Der er mange Grunde til at
vælge denne Kyst. Vi er i Berøring med Kanalsyste-
met, og Affaldet fra Fabriken kan gaa lige ud i Ha-
vet, hvilket er nødvendigt. Jeg bliver nødt til at.bo i
Haag sammen med min Søster."

»Naa, saa De har en Søster?" sagde Fru Vansit-
tart, idet hun vendte'sig lidt og saa' paa ham. En
Kvindes Interesse for en Mands Foretagende samler
sig altid om det Punkt, hvor en anden Kvinde træder
in i det. BR

a, jeg har.

RE om vog KEE

»Ja, Dorothea er ugift."

Fru Vansiltart nikkede et Par Gange.

— 110 —

MALGAMIT-OFRENE.

»Der er to Ting, jeg tænker paa," sagde hun. ,,Den
ene er, om hun ligner Dem, og den anden, om hun
interesserer sig for denne Plan. Men der er ogsaa en
anden Ting, jeg spekulerer paa. Er hun smuk, Hr.
Roden?"

»Ja, jeg tror, hun er smuk."

»Det glæder mig, jeg kan kan godt lide, at unge
Piger er smukke. Det gør deres Liv saa meget mere
interessant — naturligvis for den udenforstaaende,
men ikke for dem selv. De lykkeligste Kvinder, jeg
har kendt, var, som Folk er flest. Men maaske Deres
Søster baade er smuk og lykkelig. Det var dejligt, og
det er saa sjældent, Hr. Roden. Jeg glæder mig til at
gøre hendes Bekendtskab. Jeg bor nemlig i Haag.
Jeg har en Lejlighed i Parkgade, og jeg bor kun paa
dette Hotel, medens der bliver malet. Maa jeg hilse
paa Deres Søster, naar hun kommer?"

»Det vil glæde os meget,” sagde Roden.

Fru Vansittart rejste sig og saa paa Uret. Han rej-
ste sig ogsaa.

»Jeg interesserer mig meget for Deres Plan," sagde
hun, meget mere, end De kan tænke Dem. Det er
saa behageligt at træffe paa et Velgørenhedsværk,
der er saa nøje knyttet til praktisk, sund Sans. Jeg
tror, det er et stort Arbejde, De har for, Hr. Roden."

»Jeg gør, hvad jeg kan," svarede han med et Buk.

»Hvad det var, jeg vilde spørge Dem om,” sagde
Fru Vansittart og standsede et Øjeblik, medens hun
gik hen imod Døren. ,, Arbejder Hr. von Holzen ogsaa
af rent menneskekærlige Bevæggrunde?"

»Ja — jo, det tror jeg. Men han faar naturligvis sit
Honorar ligesom jeg. Det kan gerne være, han inter-
esserer sig mere for Malgamit som Videnskabsmand."

»Naa ja, som Videnskabsmand, naturligvis. God-
nat, Hr. Roden!"
Og hun forlod ham.

FEMTE KAPITEL.
Ud af Ægypten.

Der laa en tæt Taage over Maasflodens Overflade,
dér hvor.den var bred og grundet, og en Damper,
der laa for Anker i Kanalen, barsk og ubevægelig,
udstødte fra Tid til anden en advarende Lyd, medens
en Dreng paa Bakken ringede med en Klokke i
sløv Ensformighed. Vinden, som blæste fra Sydøst,
drev den endeløse Taage frem, og den samlede sig om
Rigningen og hang der i smaa Istapper, som pegede
mod Læ. Paa Broen paa Dampskibet stod den hol-
landske Lods filosofisk paa sin Post og lignede en
stor ulden Pakke. Nær ved ham gik Kaptajnen rask
og utaalmodig frem og tilbage og tænkte paa den
Tid, han skulde være inde. Taagen blæste af Sted
med en Fart af fire, fem Mil i Timen, men dens Masse,
der kom fra Lavlandet, syntes uudtømmelig. Taagen
blæser i Virkeligheden næsten hele Vinteren hen over

Holland.
Fortsættes.

Kendte Navne

frå By og Land.

Dødsfald.

Fhv. Amtmand Nutzhorn…er 71
Aar gl. nylig afgaaet ved Døden.
«Nutzhorn, der er født i Frederi-
cia, kom tidlig ind paa den mini-
sterielle Løbebane, hvor han usæd-
vanlig hurlig avancerede fra Åssi-
stent til Departementsdirektør.

To Gange var N. Minister, først
Indenrigsmister i 1868. dernæst
Justitsminister 1868. 1870 udnævn-
tes han til
Amtmand
i Vejle.

Han var
ikke blot
kendt som

den ud-

mærkede

og ind-
sigtsfulde
Admini-

strator,
men hans
noble og
elskvær-
dige Per-
sonlighed
har sammen med hans jævne, bor-
gerlige Frisind vundet ham Venner
viden om.

Fhy. Amtmand Nutzhorn.

Oberst P. S. C. Damm, som gen-
nem 40 Aar har været knyttet til
Rytteriet, er pludselig afgaaet ved
Døden i Slutningen af forrige Maa-

ned i sit
mm 67Aarher
i Byen. I
1851 blev
han dimit-
teret fra
Landka-
detakade-
miet som
Sekond-
løjtnant
og ansat
ved Rytte-
riet. Gen-
' nem de
Oberst Damm. SR.
cersgrader avancerede han til
Oberstløjtnant i 1882 og blev Chef
for 2. Dragonregiment. 1 1885 blev
han udnævnt til Oberst, senere stil-
let til Raadighed for Generalkom-
mandoen, indtil han i 1892 søgte
og fik sin Afsked. Han var en pligt-
opfyldende Soldat af den gamle
Skole der efterlader sig et godt
Navn i Hæren. Den afdøde var de-
koreret med Kommandørkorset og
Sølvkorset.

Pastor Nannestud i Stillinge
ved Slagelse er for kort Tid siden
afgaaet ved Døden 60 Aar gammel.

ur —

Han stammede fra en Slægt, der i
flere Led har skænket Danmark
Præster. Særlig har det ligget for
den Afdøde at sysle med biogra-
fiske Studier og Kirkehistorien, og
flere betydelige Arbejder har han
paa disse Omraader efterladt sig.
Il en Række ,Portræter fra Kirken"
har han paa en aandfuld Maade
bidraget til at belyse Skikkelser
som Monrad, Martensen, Hostrup,
Frimodt og nu senest J. H. Paulli
og Blædel. En Studie over Leo
Tolstoy udkom for nogle Aar siden,
ligesom han var Medarbejder ved
nUgeblad for dansk Folkekirke" og

»Histo-
risk Tids-

skrift". lun sr age ER:

Han var .
Student
fra Nykø-
bing, blev
Kandidat
1866 og
optog i
nogle Aar
Skoleger-
ning som
Adjunkt i
Roskilde.

I 1882 fik Pastor Nannestad.

han Sog-

nekald paa Fru og kom derfra til

Uby paa Sjælland. i sit nuværende

== ede var han kun Præst i to
ar.

i
H
i

Kaptajn F. P, Ingwersen, R. af
D., er afgaaet ved Døden, 74 Aar
81. For ca. 3 Aar siden flyttede Kap-
tajnen til København fra Slagelse,
hvor han i 22 Aar havde været Med-
ejer af og Direktør for Bryggeriet

»Pouls-

bjerg",
Kaptajn

Ingwer-
sen deltog
som Løjt-
nant i Tre-

aarskri-

en og
SO Kom-
pagnichef
i Krigen
1864; han
var ual-
mindelig
afholdt
af sine
Folk, og en Æressabel, de over-
rakte ham som Tak ,for Humani-
tet og god Ledelse" var den gamle
Kaptajns stolteste Eje.

Han var Stifter af Foreningen
»De danske Forsvarsbrødre" i Sla-
gelse og flere andre Steder, lige-
som , Gensidig Livsforsikring for
Forsvarsbrødre" var hans Værk.

De mange, der havde lært Kap-
tajn Ingwersen at kende, ville be-
vare Mindet om en grundhæderlig
og elskværdig Mand, hvis Sær-
kende var altid at hjælpe, hvor der
var Nød; thi den gamle Kaptajn
kunde ikke taale at se nogen lide.

Kaptajn Ingwersen.

Udnævnelse.

Den ved Søfartschef Jespersens
Død ledige Post er blevet besat
med en af Marinens Officerer, Kap-
tajn F. Hammer. Mange ere de Be-

tingelser,

som den
nySøfarts-
chef sid-

” der inde

med til at

udfylde
denne vig-
tige Post.

Ikke blot

som Mari-
— neofficer

har,han et
godtNavn,
hvor ad-
skillige
Tillids-
hværv er ham betroet, men ogsaa
udenfor Marinen har han haft Lej-
lighed til at vise sig som en dyg-
tig Sømand. I Aarene 1883—86 har
han ført Postdampskibet , Thyra"
til Island og senere i tre Aar Post-
dampskibet ,,Danneskjold Samsø"
i Routen Korsør-Kiel, Hans store
Erfaring baade som Teoretiker og
praktisk Sømand, hans karakler-
faste Optræden og tillige elsk-
værdige Personlighed vil sikkert

mm ,

Søfartschef Hammer.

. Skattevæ-

KENDTE NAVNE.

blive til Gavn for Søfartsafdelingen
og hævde det gode Ry, som denne
nyder blandt det rejsende Publi-
kum.

Jubilsæum.

Toldoppebørselskontrollør C. M.
C. Heesch fejrede nylig 50 Aars
Dagen for sin Indtrædelse i Told-
etaten, idet Hr. Heesch, fjorten Aar
gammel, fik Ansættelse som Kon-
torist paa Flensborg Toldkammer,
avancerede her til Fuldmægtig, og
indtraadte derpaa som Assistent i
Toldrevisionskontoret under det da-
værende

General- ; FEE 7
decisorat
for det in-
direkte

sen. 11865
indtraadte
Jubilaren
i Toldop-
synet som
Toldassi-
stent i
Aarhus og
1881 ud-
nævntes
han til
Toldoppebørselskontrolløri Nysted,
hvilket Embede han siden da har
beklædt, almindeligagtet og afholdt
af den lille Bys Handelsstand og
andre, med hvem han i Embeds
Medfør kommer i Berøring.

Toldoppebkontiroll. Heesch.

Den 1. November fejrede Læge
Aksel Halvorsen sit 25' Aars Jubi-
læum som Læge i Sakskøbing, ved
hviken Lejlighed Medborgere over-
rakte ham et pragtfuldt Guldur til-
ligemed en Adresse, der udtaler
Anerkendelse af hans Virksomhed
i Sakskøbing. Oprindelig kom han
der til Egnen som Læge for Baro-
niet Guldborgland, men han vandt
hurtig ved sin anerkendte Dygtig-
hed en Praksis, der gaar langt ud
over Baroniets Grænser. Af Saks-
købing Byraad er han et af de virk-

somste
Medlem-

mer og
Æren for
den lids-
svarende
Ordning
”uf Byens
Sygehus-
forhold og
hvad der-
med staar
iForbin-
delse til-
kommer
ham, lige-
som han
ogsaa var Ophavsmanden til den
ansete private Realskole i Sakskø-
bing. Han er i det hele en meget
virksom Mand i offentlige Anlig-

Læge Halvorsen.

— 112 —

gender, Medlem "af adskillige Be-
styrelser og valgtes fornylig til
Næstformand i Industriforeningen.

Tilbagetrædelse.

Danmarksenestekvindelige Post-
mester, Frk, Marie' Korup i Valby,
har nu an-

søgt om
og faaet
sin Af-
sked be-
vilgetmed
Pension.
Hendes
Fader,
der i sin
Tid havde
bestyret
Brevsam-
lingsste-
det i Val-
by, benyt
tede hen-
de den
Gang til at assistere sig, og da han
døde, overtog hun selv Ledelsen af
Postkontoret, som hun med Dyg-
tighed har forestaaet i 24 Aar. =
Forstaaeligt nok ønsker hun nu i
60 Aars Alderen at hvile sig efter
dette lange Arbejde.

Posimester Frk. Korup.

Til vore Læsere.

I Anledning af den nys afsluttede
Aargang minde vi vore ærede Abon-
nenter om det foreliggende Pragt-
bind til hvilket den udmærkede
Kunstmaler Gerhard Heilmann
har givet Tegningen. Paa den
smukke, grønne Baggrund bugter
sig de ildrøde Valmuer og under
disse er Navnet ,,Hver 8. Dag" an-
bragt paa gylden: Baggrund. Dette
særdeles smukke og solide Bind,
som ifjor fandt en betydelig Afsæt-
ning, sælges løst for 2 Kr., med
Indbinding for 3 Kr. og faas ved
Henvendelse til ,Hver 8. Dag"s
Forlag, Nygade Nr. 2, eller til en-
hver Bog--og Papirhandler.

Redaktionen paatager big intet
Ansvar for indsendte Manuskripter
etc. Dog vil ubenyttede Manuskrip-
ter saavidt mulig blive returnerede,
saafremt de ledsages med en Kon-

volut, forsynet med Adresse og Fri-
mærke.

Nr. 8. 18595396. &

Søndermarken.

ELT nede i Søndermarkens bageste Del,
ud mod Valhys Gartnerhaver staar min
; Yndlingsbænk. En gammel, kroget Tjørn

' gror ud over den og danner en Løv-
himmel. Jeg har holdt af denne Bænk fra den
første Gang, jeg saa den. Der er noget dobbelt-
sidet ved den, Tjørnen gemmer og holder Ver-
den ude, og dog kan jeg fra denne Bænk se
langt ud imod Grønt og mod Himlens Blaa.

Og nu sidder jeg der og ser med Sorg paa de
afbrækkede Kviste og Blade, der dækker Gan-
gens vaade Grus. I Gaar og i Nat er Stormen
faret haardt frem mod min Have, og endnu til
Morgen gaar den sit Ødelæggelsesværk efter.

Jeg drømte virkelig om, at nu skulde vi have
evig Sommer i Sludens og den lange Vinters.

Søndagen den 19. November. y

10 Øre om Ogen.
1 Kr. 25 Øre Kvartalet.

»Dersom Københavnerne vidste, hvad de ejede i
Frederiksberg- og Søndermarkens Haver....%
Drachmawun: Den hellige Ild.

i Land. Saa længe holdt min
Have tappert Stand. Men
denne Nats Storm har bort-
vejret mine Drømme. Endnu
i Gaar Morges stod Skoven
grøn og gylden, og i Dag...
Jeg synes, jeg hører Skoven
hulke som et Menneske, der
endnu er levekraftigt og dog
skal dø... Nu gaar vi ind
til Mørket og til Døden.

"Det er mig altid tungt at
sige Farvel til Sommeren og
Lyset og de lange Dage. Men
aldrig har det været tungere
end i Aar. Thi jeg har vir-
kelig oplevet en Sommer | og
efter den en Eftersommer
saa lys og saa varm. En Gang,
langt ind i næste. Aarhun-
drede vil Bedstemødre med
hvide Haar fortælle Børn, der tvivlende lytter,
om det vidunderlige Herrens Aar, 1899, da der
sandt at sige mange, lange Maaneder var Som-
mer og blaa Himmel. Og nu, da jeg ved, hvad
Sommer ejer af Lys og Sødme, ræddes jeg for
Kulden og Mørket og Døden. tsti

Og jeg har ondt af min tapre Have, der kæm-
per sin Dødskamp. Thi denne Have er mig ikke
Træer og noget fremmed dødt, jeg har gaaet
saa længe langs dens Gange, over dens Plæner,
at jeg selv er en Del af den. Vi har blandet
Blod. Ind i Tusind Minder og Tusind Dages Liv
vokser denne Have.

Men hvad har jeg levet, jeg har drømt her, dem,
ved hvis Side jeg har gaaet her, naar Aftenen
kom over den ensomme, fjerne Park . . . alt det
er mit eget,-det har ikke Værd for nogen anden.
Jeg er og vil være en af de Navnløse, som

— 118 —

aajs

SØNDERMARKEN.

denne Park har skænket Ensomhed og Skøn-
hed.

Men for de andre Naynløse, der som jeg hol-
der af den gamle Have, vil jeg fortælle om de

r.

—

Kildekonen ved Grolten.

Navnkundige, hvis Elskov, hvis Drømme og
hvis klare Tanker, disse Linde og disse Bøge
har skygget over, altsammen min gamle Have
til Forherligelse.

II.

Og først vil jeg mindes en kongelig Elsker,
han, der byggede dette Slot og lagde. paa hver
Side af det Haver med de lange, stive Alleer,
Frederik IV. Han var gift, men hans Hjerte var
ved Anna Sophie, og næppe var Dronning
Louise jordfæstet, før han paa Frederiksberg
Slot lagde Kronen om Anna Sophies mørkebrune
Haar. Ikke er det da at undre sig over, at Dron-
ning Anna Sophie elskede Slottet og dets Ha-
ver. Hvor var hun kvindelig klog, hvor forstod
hun ikke at bevare en
kongelig Elskers Gunsti
— Hun har gaaet her
i disse Gange, høj og
fyldig, og ud af de sorte
brændende Øjne har lyst
al den forfarne Kvindes
Kløgt. Der har sitret kon-
gelige Elskovsord under
de lange Alleers Løv-
tag. —

Og et halvt Aarhun-
drede gaar. Der kom fra
England en munter og
livsbegærlig Prinsesse.
Og atter bliver Slottet
og dets Haver Rammen
om en ung og forvoven
Elskov, Caroline Mathil-
des og Struenses. Da gik
den vilde Jagt gennem
Søndermarkens Gange,
Jagten, der endte med -

Fængsel og Rettersted og Stejle. Fra Bakken
kunde man se ind mod ,, Sorte Hest", hvorhen
den forvovnes Lig var bragt fra Østerfælled.

»Mathilde, hvor Du

Flygtig har redet den flygtige Ganger,
Blot dine Lidelser mindes endnu

Af den tungsindige Sanger."

II.

En ny Slægt rykker ind i denne Have, Guld-
alderens Digtere og deres Kreds af Mænd og
Kvinder. Men det er i en ny Have. Den engel-
ske Mode har sejret over den franske, de stive
Alleer har maattet vige for snorlige Gange, for
aabne Plæner, kun to lange Alleer er bleven til-
bage som Minder om Fortiden. Det blev Ensom-
hedens og Naturens Park, eller for at tale i Ti-
dens Sprog ,,Uskyldighedens Fristed".

Og man byggede i den smaa Bygninger, der
bragte Bud om fjerne, uberørte Egne, om En-
somhed og Drømme. Der var det norske Hus,
det kinesiske Lysthus med det store Konkylie-
spejl, med Klokker paa Taget, der klang for
Vinden, med Billeder af Mandariner og Damer
med Klumpfødder, der var Templet med dets
runde Kuppel, hvilende paa frie Søjler, Eremit-
tens Hytte og Grotten med dens Krystaller og
Malmstykker.

Af alt dette er kun det norske Hus og Grotten
tilbage, hvor Kildekonen sælger sine Bolsjer til
Smaabørnene og skriver sine smaa Digte, hun,
der saa fortræffelig passer ind i det gamle Sce-

” neri. Men ellers staar Haven den Dag i Dag, som

den stod, da den rummede hele Verden for den
unge Qehlenschlåger;

Haven var Slottets; var Hoffets, den var strengt

Det norske Hus i Søndermarken.

— 1i£ —

SØNDERMARKEN.

laaset af for den gemene
Hob. Men OQehlenschli-
gers Fader var Fuld-
mægtig paa Slottet, han
havde en Nøgle til Ha-
ven, og denne Nøgle aab-
ner Haven for hele den
Kreds, der slutter sig om
den unge Digterkonge.

Der var hele Verden i
denne. Park. Der var
Norges Graner og Nor-
ges Fjælde ved det nor-
ske Hus.

»Her til Thors og Hakons
Digter
kaldte Nornen mig."

Der var Robinsons Ø,
der var Østerlandets To-
ner 1 Kinahusets Klok-
ker, som Vinden spillede
paa. Naar Solen sank
ude over Valby.

»Jeg paa Landsbypræsten tænkte
ved sin Arne der,”

Og der var en Port ned mod Bakkehuset, gen-
nem den smuttede han til den elskede, gennem
den lukkede han hende ind i sine Drømmes, i
deres unge Elskovs Rige.

»Hvert et Træ i disse Gange
Mig et Minde staar."

Og der i disse Gange- gik Baggesen, hjerte-
skudt af Sophies Øjne, disse Øjne, hvis Mage
ikke fandtes i Danmarks Land, saa tindrende

Halls Statue i Søndermarken.

Stien ved Aaen i Søndermarken.

varme, saa fulde af Kærlighed, saa muntert spil-
lende.

»I Gaar jeg nød huldsaligste Veninde
hos Dig et Eden i Naturens Skød.”

Og der stod Fichte, med sin Sjæl fuld af Vis-
dom og Ild, og brød en Grangren af ved det
norske Hus, og rakte den til samme Sophie, for
at ,hun kunde flette sin Broder en Krans deraf".

IV.

Hvor har ikke mange vandret langs disse
Gange. Her gik Hauch, den mandigste blandt
danske Digtere, det nob-
leste Hjerte. Og her gik
Hall, der boede lige
udenfor den sydvestlige
Port. Hergik...

Og her sad paa ,en
Bænk — der hvor Ter-
rænet falder skraat ned
imod Gartner-Haverne i
Valby; to mægtige Pop-
ler indrammer Udsigten
og holder de omstaaende
Bøge i Ave" — her sad
en Digter og talte om at
revolutionere de danske
Sind. Og ved hans Side
sad Edith. ,Bænken laa
i Skygge, men Solstænk
gled over Ediths fine, lyse
Nakke. Hun sad efter
Sædvane lidt foroverbøj-
et, ridsende med Para-
sollens Dupsko i Gruset".

— 115 —

i

j

i
(i
i

|

[

i:

i
i
i
Å
å

SØNDERMARKEN.

V

»Dersom Københavnerne vidste, hvad de ejede
i Frederiksberg- og Søndermarkens Haver: saa
vilde de oprejse stolte Monumenter der. De vilde
føle Fædrelandskærligheden gro med dybe Rød-
der i deres tivoliflade Sind; de vilde blive stolte
og glade".

Saadan raaber Drachmann. Men der skal in-
gen Monumenter rejses i Søndermarken. Der er
Folk nok, der har haft skumle Planer mod denne
Have. Der er driftige Vandaler, der har villet
rejse Udsigtstaarn her og bygge Kafé, der er
Vandaler, der har været udenlands, og derfor
har villet lavet Vognkorso gennem dens Gange.
Men der maa ikke røres et Træ i denne Have,
den er saa smuk, som den er, at den ikke maa
forandres og forgrimmes.

Længe var den Hoffets alene, for et halvt
Hundrede Aar siden blev den aabnet for Pub-
likum, men det synes, som om den lange Af-

spærring virker endnu — heldigvis. Om Sønda-
gen er der Folk, saa pakkes Madkurven ud ved
den lange Allés Borde og i Græsset, saa leges
der to-Mand-frem-for-en-Enke ad de skraanende
Plæner. Men de søgne Dage er Søndermarken
for de ensomme. Lad de andre have Tivoli, og
Kongens Have og Langelinje og Frederiksberg
Have, lad dem have alle vore Parker, men lad
denne Have være for dem, der søger Fjernhed
og elsker deres Ensomhed, — og for dem, der
Mand og Kvinde helst gaar deres Veje, hvor
Mængdens Fødder ikke har traadt alt fladt og
grimt.

Blad bag Blad synker, nu kommer Mørket og
Døden over min Have. Min Hund er krøbet op
paa Bænken og har lagt sig ind til mig. Baade
du og jeg skylder denne Have gode Dage. Du
har leget muntert over dens Plæner, og jeg —

25. Oktober 1899. C. C. Clausen.

Er NEt BERGE Nihil storme

Af A. Conan Doyle.

OBINSON, Principalen vil tale med Dig!"

nÅa, han vil Fanden!" tænkte jeg;
for Hr. "Dickson, Agent i Odessa for
Korngrossererne Bailey & Co., var no-
get af en Grobian, hvad jeg havde maattet be-
kende. :

nHvad er der paa, Færde!" spurgte jeg min
Kollega paa Kontoret, ,,er han kommen paa
Spor efter vor lille Affære i Nicolaieff, eller hvad
er der i Vejen?" . 59%

nHar ingen Ide derom", sagde Gregory, ,den
gamle Dreng synes at være i et meget godt Hu-
mør; — nogle Forretningsanliggender, sandsyn-
ligvis. Men lad ham ikke vente.”

Idet jeg saa strammede mig op iil en Mine
af krænket Uskyldighed for at være forberedt
paa alle Muligheder, gik jeg ind i Løvens Hule.

Hr. Dickson stod foran Kaminen i en Brittes
fra Fædrene nedarvede Stilling og bød mig med
en Haandbevægelse tage Plads i en Stol foran
ham.

»Robinson,” begyndte han, ,jeg har stor Til-
lid .til Deres Klogskab og sunde Fornuft, Ung-
dommen giver sig jo nok underliden Luft, men
jeg tror, De har en solid Grundvold i Deres Ka-
rakter paa Bunden af lidt Letsindighed paa Over-
fladen.”

Jeg bukkede.

»Jeg tror," vedblev han, ,at De kan iale Rus-
sisk temmelig flydende."

Jeg bukkede igen.

”

»Naa, saa har jeg," - vedblev han, ,,en Sen-
delse, som jeg ønsker, De skal paatage Dem, og
af hvis heldige Udfald Deres Forfremmelse kan
afhænge. Jeg vilde ikke betro den til en under-
ordnet, hvis det ikke var Pligten, der for Øje-
blikket binder mig til min Post."

»De kan forlade Dem paa, at jeg skal gøre
mit Bedsie," svarede jeg.

»Rigligt, ganske rigtigt! Hvad jeg ønsker, De
skal udføre, er kortelig dette: Banelinjen er lige
bleven aabnet til Solteff, omtrent 100 Mil inde
i Landet. Nu ønsker jeg at faa Forspring for de
andre Odessafirmaer med at sikre mig det Di-
strikts Produkter, som jeg.har Grund til at iro
kan faas for meget lave Priser. Tag med Jern-
banen til Solteff og besøg en Hr. Dimidoff, der
er den største Ejendomshesidder i Byen. Skaf
saa gunstige Belingelser De kan med ham. Baade
Dimidoff og jeg ønsker, at det Hele skal løbe
saa stille og hemmeligt af som muligt — med
andre Oxd, at intet skal blive bekendt om Sa-
gen, før Kornet kommer til Odessa. Jeg ønsker
det i Firmaets Interesse, og Dimidoff paa Grund
af den Fordom, hans Bønder nære mod Udfør-
selen. — De vil blive ventet ved Enden af De-
res Rejse, og De skal tage af Sted i Aflen. Der
skal nok være Penge rede til Deres Udgifter. —
Farvel, Robinson. Jeg haaber, at De ikke vil
undlade at virkeliggøre den gode Mening, jeg
nærer om Deres Dygtighed." —

— 116 —

EN NAT BLANDT NIHILISTERNE.

»Gregory," sagde jeg, da jeg spankulerede
ind paa Kontoret, ,,jeg skal ud i en Sendelse —
en hemmelig Sendelse, min Dreng; en Affære,
der drejer sig om Tusinder af Pund. Laan mig
din lille Vadsæk — min er for stor — og bed
Ivan om at pakke den. En russisk Millionær
venter mig ved Enden af min Rejse. Sig ej et
Ord derom til nogen af Simpkins Folk, ellers er
Spillet tabt. Hold det endelig hemmeligt."

Jeg var saa henrykt over saa at sige at være
hag Kulisserne, at jeg hele Dagen sneg mig om-
kring paa Kontoret paa Snigmordervis med An-
svarsfølelse og rugende Omhu præget i hvert
Træk, — og da jeg om Aftenen gik ud og li-
stede mig bort til Stationen, vilde en fordomsfri
Iagttager sikkert have gættet fra min Opførsel i
Almindelighed, at jeg havde tømt Pengekassens
Indhold ud i Gregorys lille Vadsæk, førend jeg
gik bort. Det var for Resten uklogt af ham at
lade de engelske Mærker blive siddende paakli-
strede overalt. Men jeg kunde kun haabe, at
Mærkerne London og Birmingham ikke vilde til-
trække nogen Opmærksomhed eller i det mind-
ste, at ikke nogen konkurrerende Kornhandler
af dem kunde slutte sig til, hvem jeg var og
hvad mit Ærinde kunde være.

Da jeg havde betalt de nødvendige Rubler og
faaet min Billet, forskansede jeg mig i Hjørnet
af en hyggelig, russisk Jernbanevogn og sad og
grublede over min usædvanlig gode Lykke. Dick-
son var ved at blive gammel nu, og kunde jeg
udmærke mig i dette Forehavende, vilde .det
være en stor Ting for mig.. Drømme steg frem
om Kompagniskab i Firmaet. De larmende Hjuls
Raslen syntes at sige: ,; Bailey, Robinson &
Co.", ,,Bailey, Robinson & Co.", i et ensformigt
Omkvæd, som gradvis sank ned til en Summen,
der endelig hørte op, da jeg faldt i dyb Søvn.
Havde jeg kendt den Oplevelse, der ventede mig
ved Enden af min Rejse, havde min Søvn næppe
været saa fredelig.

Jeg vaagnede med den ubehagelige Følelse,
at der var en, som iagttog mig nøje; — og jeg
tog heller ikke Fejl. En høj, mørk Mand havde
taget Plads paa det modsatte Sæde, og hans
sorte ulykkevarslende Øjne syntes at se lige ind
i Sjælen paa mig, som ønskede han at læse
mine inderste Tanker. Saa saa” jeg, han skottede
ned til min lille Vadsæk. ,,Gud", tænkte jeg,
»her sidder Simpkins Agent antagelig. Det var
skødesløst af Gregory at lade disse forbandede

Mærker blive siddende paa Vadsækken". Jeg"

lukkede mine Øjne en Tid, men da jeg aabnede
dem igen, opfangede jeg den fremmedes alvorlige
Blik.

»Fra England, ser jeg," sagde han paa Rus-

sisk, visende en Række hvide Tænder, noget, -

der skulde være et elskværdigt Smil.
»Ja," svarede jeg, idet jeg forsøgte at se ube-

— 117 —

kymret ud, men smertelig vidende om mit mis-
lykkede Forsøg.

»Maaske rejsende for Fornøjelse?" sagde
han.

»Ja", svarede jeg ivrig. ,Ja vist, for Fornøj-
else, ikke for andet."

»Nej, naturligvis,” sagde han med en Skygge
af Ironi i Stemmen. ,,Englændere rejse altid for
Fornøjelse, gør de ikke? Oh, jo, ikke for andet£.

Hans Opførsel var mildest talt mystisk. Den
var kun forklarlig ved to Antagelser — enten
var han en gal Mand, eller ogsaa var han Agent
for et Firma og ude i det samme Ærinde, som
jeg, og bestemt paa at vise mig, at han , havde
lugtet Lunten". Begge Antagelser var næsten
lige ubehagelige, og i det Hele følte jeg mig let-
tet, da Toget standsede ved det faldefærdige
Skur, der gjorde Tjeneste for en Station i den
opblomstrende By, Solteff, den, hvis Hjælpe-
kilder jeg kom for at aabne, og hvis Handel jeg
skulde lede ud i de store Verdenskanaler. Jeg
ventede næsten at se en Triumfhue, da jeg steg
ned paa Perronen.

Man skulde vente mig ved Enden af min
Rejse, saaledes havde Dickson jo meddelt
det. Jeg saa mig omkring i den brogede Mængde
— men der var ingen Hr. Dimidoff at se. Plud-
selig gik en sjusket, ubarberet Mand hurtigt forbi
mig og stirrede først paa mig og saa paa min Vad-
sæk, der blev Aarsagen til min Ve. Manden for-
svandt i Mængden, men lidt efter kom han igen
slentrende forbi mig og saa sit Snit til at hviske
til mig:

»Følg mig, — men paa Afstand!"

Og straks derefter forlod han Stationen og gik
ned ad Gaden med hurtige Skridt. Her mødte
jeg sandelig et Mysterium, der kunde forslaa !
Jeg travede bag efter ham med min Vadsæk og
fik, da jeg drejede om Hjørnet, Øje paa en sim-
pel Droske, der ventede paa mig. Min ubarberede
Ven aabnede Vogndøren og jeg steg ind. —

»Er Hr. Dim —," begyndte jeg.

»Tys!" raabte han. , Ingen Navne, ingen
Navne! Selv Væggene have Øren. De skal faa
alt at høre i Aften;" og med den Forsikring luk-
kede han Døren i, greb Tømmen og kørte af
Sted i Hast — saa hurtigt, at jeg saa min sort-
øjede Bekendt fra Jernbanevognen staa og stirre
i Forbavselse efter os, indtil vi vare ude af
Syne.

Jeg overtænkte hele Situationen, mens vi
skumplede af Sted i det afskyelige fjederløse
Køretøj.

»Man siger, at det er de adelige, der ere Ty-
ranner i Rusland", tænkte jeg ved mig selv,
men jeg synes, at det er lige det modsatte, der
er Tilfældet, for her er nu denne stakkels Dimi-
doff, som øjensynlig mener, at hans forhenvæ-
rende Livegue ville rejse sig og myrde ham, naar
han skruer Prisen paa Kornet op ved at udføre

EN NAT BLANDT NIHILISTERNE.

noget af det. At tænke sig, at være nødt til
denne Hemmelighedsfuldhed og dette Bedrag,
og det kun for at sælge noget af sin Ejendom.
Aa, det er værre end en irsk Godsejer. Det er
afskyeligt! — ,,Naa, han synes heller ikke at bo
i et videre aristokratisk Kvarter," sagde jeg til
mig selv, da jeg stirrede ud paa de snævre,
krumme Gader og de lurvede, snavsede Russere,
vi passerede. ,Jeg vilde ønske, jeg havde Gre-
gory eller en anden med mig, for det er et Sted,
der ser ud til Allehaande! Minsæl! Han sagt-
ner Farten; vi maa være der!" Vi var der, ef-
ter alt at dømme, for Drosken standsede, og
min Kusks pjuskede Hoved viste sig i Døraab-
ningen.

»Her er det, højstærede Herre," sagde han,
idet han hjalp mig med at stige ud.

»Er Hr. Dimi—," begyndte jeg, men han af-
brød mig igen.

»Blot ikke Navne,” hviskede han, ,alt andet
end det. De er alt for vant til at leve i et frit
Land. Forsigtighed, du hellige!" Og han førte
mig ind i en flisebelagt Gang, og op ad en
Trappe for Enden af Gangen.

»Sid ned et Par Minuter i dette Værelse,"
sagde han, idet han lukkede en Dør op, ,0g
der skal blive serveret et Maaltid for Dem."
Derpaa lod han mig blive tilbage med mine
egne Tanker.

»Naa," tænkte jeg, ,hvordan saa end Hr.
Dimidoffs Hus ser ud, saa er hans Tjenestefolk
utvivlsomt godt dresserede. ,,Højstærede Her-
re", jeg kan for Resten ikke tænke mig, hvad
han vilde have kaldt gamle Dicksons i egen Per-

son, naar han er saa høflig mod en Kontorist?
Jeg antager, at det ikke vil være passende at
ryge i denne lille Baas; — men jeg kunde ha”
Pokkers Lyst til en Pibe. — I Parenthes sagt,
hvor det ligner forbandet en Celle!"

Ja, visselig lignede det en Celle. Døren var
af Jern, og uhyre stærk, medens det eneste
Vindu var forsynet med tætte Stænger. Gulvet
var af Træ og lød hult og usikkert, naar jeg gik
over det. Baade Døren og Væggene være tæt
overstænkede med Kaffe, eller en anden mørk
Vædske. — I det Hele taget, det var langt fra
et Sted, hvor det var sandsynligt, at man kunde
blive overdreven lystig.

Jeg havde næppe overskuet Rummet, før jeg
hørte Skridt nærme sig gennem Gangen, og Dø-
ren blev aabnet af min gamle Ven fra Drosken.
Han meldte mig, at Maden var anreitet og førte
mig under mange Buk og Undskylduinger for at
have ladet mig vente i noget, han kaldte ,,Af-
skedigelsesværelset", ned ad Gangen og ind i et
stort og smukt udstyret Værelse. Midt i det stod
et Bord, dækket til to Personer, og ved Kami-
nen stod en Mand, der kun var lidt ældre end
jeg. Han vendte sig om, da jeg kom ind, og gik
fremad og kom mig i Møde med ethvert Tegn
paa dyb Ærbødighed.

»Saa ung og dog saa hædret!" udbrød han,
— og idet han saa syntes at fatte sig, vedblev
han: ,,Maa jeg bede Dem sætte Dem ved den
øverste Ende af Bordet. De maa være udmaitet
af Deres lange og besværlige Rejse. Vi spiser,
vi to alene; men de andre samler sig senere.

Fortsættes.

Togsammenstødet ved Svenstrup.

oR fotogra-
fiske Gen-
givelse af

Svenstrup Station
giver Læserne en
udmærket Illustra-
tion til Bedømmel-
se af den Situa-
tion, som forelaa,
da Togsammenstø-
det fandt Sted ved
Syvtiden om Afte-
nen den 2. Novem-
ber, Billedet er ta-
get nordfra. Inde
ved Stationsbyg-
ningen paa Stats-
banens Hovedspor
holder et sydfra
kommende ordi-
nært Tog, der skal

Hovedspor,

Vigespor. Nibebanen.

Svenstrup Station, (Særlig fot. for ,Hver 8. Dag").

afgaa, saasnart et
Ekstratog fra Aal-
borg er rullet ind
paa Vigesporet,
det ligeløbende
Spor tilhøjre. Fra
Nibebanen, som
munder ud i Stats-
banens Vigespor i
Sporskiftet i vort
Billedes Forgrund,
er der lige ankom-
met et Tog, som af
Hensyn til de man-
ge Passagerer, der
den Aften var med,
holder for langt
fremme,-nemlig
" "saaledes at Loko-
Sporskifte. motivets forreste
Del er inde over

— 118 —

TOGSAMMENSTØDET VED SVENSTRUP.

[»d)

1 14 1 ne] EN.

Den knuste Jernbanevogn.

Sporskiftet, som Aalborgtoget hvert Øjeblik kan ven-
tes at passere.

Forstanderen for Svenstrup Station, Hr. Rasch,
befinder sig paa Hovedperronen for at kunne give
det holdende Tog Afgang, saasnart' Sporet nordpaa
er frit. Toget spærrer ganske Udsigten for ham til det
famøse Sporskifte; efter at have givet Indkørselssig-
nal spørger han for Sikkerheds Skyld yderligere en
tjenstgørende Elev, om der er fri Bane for det syd-
gaaende Tog, og faar bekræftende Svar.

Saa kommer Aalborgtoget brusende frem med en
Fart af 2 å 3 Mil i Timen og kører lige ind i Nibe-
togets Lokomotiv, der bliver totalt ramponeret. Værst
gik det forøvrigt ud over de første Waggoner i'Aal-
borgtoget;: et af vore Billeder forestiller den mest
medtagne... De fleste af Passagererne i disse Vogne
fik smaa eller større Skrammer.

Uhyggeligst stillede-Forholdene sig for 11 — elle-
ve! — Passagerer, der var sammenstuvede i en 8. Klas-
ses Kupé. Denne Kupé blev nemlig trykket ud af sin
Stilling, saaledes at der ikke kunde være Tale om at
aabne Dørene. De ulykkelige Passagerer, blandt
hvilke befandt sig flere 'saarede, maatte tilbringe tre
kvalfulde Kvarter i denne Celle, før der blev savet et
Hul saa stort, at de kunde komme ud; naar man til
deres Lidelser, den trange Plads og daarlige Luft føjer
Jærnbaneskrækken, som altid indfinder sig ved saa-
danne Lejligheder, løber det En koldt ned ad Ryggen,
og man undlader ikke at prise sin Skæbne, fordi man
ikke var med i det Selskab.

Blandt de haardest saa-
rede var Togfører Havgaard
fra Aalborg, hvis Billede vi
bringer; Hr. Havgaard, der
næste Aar har været Jærn-
banemand i 25 Aar, laa
med Hovedet indpakket i
tykke Bandager og kun med
en lille Del af Ansigtet fri,
da vor Meddeler aflagde
ham et Besøg i hans Hjem;
han fik en Hjernerystelse
ved Sammenstødet, men er
nu udenfor al Fare.

R

'Togfører Havgaard.

Naar Følgerne af Sammenstødet ikke blev værre,
skyldes det udelukkende det forulykkede Togs for-
holds"i3 langsomme Fart. En uheldig Omstændighed
var det, at Nibetoget ikke var kommet helt ind paa
Statsbanesporet; thi i saa Tilfælde vilde dets Lygte
være bleven observeret af Lokomotivføreren nordfra;
nu bemærkede Nibetogets Personale ganske vist det
frembrusende Tog; men da det vilde ,slaa bak”, vi-
ste det sig, at der var en Bremse, som ikke straks
vilde løsne sig, saa den Manøvre nyttede ikke.

Et Blik paa Billedet over Stationens Terræn viser,
hvori det ligger, at alle disse højst uheldige Sammen-
træf kunde have Muligheden for sig: Nibebanens Spor
munder ud i Statsbanen alt for nær ved det Sted, hvor
det til dagligdags korte Træn skal holde, nemlig ved
den bueformede Træperron til højre; ef saadant For-
hold er meget uheldigt, særlig ved dette Stationster-
ræn, hvor det som Følge af Lokaliteterne let kunde
være undgaaet. For at forebygge Gentagelser bliver
det vel nok ændret nu efter Katastrofen, men skulde
der ikke paa en eller anden af vort Lands smaa, idyl-
liske Stationer, en af dem, som kun én eller to Gange
om Dagen — naar Iltogene raslende farer forbi —
har et Pust af den store Verden over sig, findes noget
tilsvarende, som, hvis Ulykken skulde være, ogsaa
dér kunde afføde lignende uheldsvangre Tildragel-
ser,

I saa Fald burde det ændres.

Thi Katastrofer forstyrrer Idyllen!

Som Konjunkturerne saaledes stilledesig, vil vore
Læsere se, at det er meget vanskeligt 'at fælde nogen
afgørende Dom i Sagen.

Det indvendes jo straks, at Stationsforstander
Rasch selv burde have overbevist sig om Rigtigheden
af Elevens Forklaring; men Ingen vil kunne nægte,
at de nærmere Omstændigheder, som vi her har udvik-
let og illustreret, og ganske særlig de alt for snævre
Forhold paa den stærkt trafikerede Krydsniugssta-
tion i høj Grad taler til Undskyldning for en Mand,
hvem disse Misforhold ved den nævnte Lejlighed syn-
tes at have dannet en Sammensværgelse imod, saa
meget mere, som hans Arbejde i Statsbanernes Tje-
neste i de forløbne 21 Aar hidtil har været uden Plet
og Lyde.

Det Resultat, som Generaldirektoratet for Stats-
banedriften ved sine Undersøgelser kom til, vidner
da ogsaa om, at Ordet ,skyldig« i dette Tilfælde kun
har ganske relativ Betydning. Hr. Rasch blev fra Sta-
tionsforstanderembedet i Svenstrup forflyttet til en
Plads ved Esbjerg Station som Assistent af 2. Klasse.

Naar Hr. Rasch er bleven forflyttet til en Plads af
en ikke meget lavere Grad end hans tidligere ved
en større Station, beviser dette, at hans Skyld i Tog-
sammenstødet er af rent formel Natur, tilmed da det
vel tør anses for givet, at hans Anciennitet kommer
ham til Gode i det nye Embede.

— 119 —

—

PS Derme nen ble møn mede

gsemilntenestekrreseresnmerm mn sem rn magen

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

LLE Læ-
sere af
Nan-
senska

Rejseskil-
dringer ken-

der Bernt
Bentsen, den
lystige Fyr,
in trettende,
som Nansen

trods det

skæbne-

svangre Tal,
tog med sig i
Tromsø, fordi

han syntes
saa" godt om

den unge
Mand. Denne
Matros Bjørvik. Matros Bernt Bentsen.” trettende hvi-
Nordpolsfarende Søfolk. ler nu under
Isen paa Frauz Josefsland og medens det lykkedes
hans Mester at blive den af alle Mennesker, der
naaede højest imod Nord, saa fik han selv den sørge-
lige Lod at komme til at hvile i den nordligste Gray
efter alle de Trængsler, gennem hvilke ogsaa han
hjalp med til at berige vor Viden om .Jordkloden.
Hans Hvilested ligger:under den 81 Breddegrad, ikke
langt fra det Sted, hvor Nansen og Johannssen havde

opslaaet deres usle Vinterhytte.

Efter Nausentogtet gik Bentsen med paa Amerika-
neren Wellmanns ret æventyrlige "og fuldstændig
mislykkede Ekspedition, i hvilken kun fem Nord-
mænd tog Del. Efter Wellmanns Plan rejste man i
Høsten 1898 under den 81 Grad en Stenhytte, i hvil-
ken to af Ekspeditionens Medlemmer skulde overvin-
tre, medens de øvrige vendte tilbage til Skibet, der
forblev i sikker Havn. Alle fem Nordmænd erklæ-
rede sig beredt, Bentsen og Bjørvik blev de udvalgte.
Frivillig besluttede de sig til at efterligne Nansens
Vovestykke. Bentsen laa under for Overvintringens
Strabadser, sygnede hen og døde.
— Sit Løfte tro holdt Bjørvik ud
hos den afdøde Kammerat to
Maaneder endnu, indtil de øvrige
agile Aars Foraar kom og udløste

am.

x &
x

pe Jean af Orleans blev den
30. Oktober viét til sin Kusine,
Prinsesse Isabella. af Frankrig i'
den lille Sanct Raphael-Kirke i
Kingston, hvor ogsaa Greven af
Paris ægteviedes for 35-Aar siden,

Prinsen, Hertugen af Chartres

næst ældste. Søn, Prinsesse Ma-
ries Brodér, er velkendt herhjem-
me, hvor han har modtaget sin
militære Uddannelse. Prinsessen
er tredieældste Datter af Greven
af Paris og fyldte sidste 7. Maj
sit 21. Aar. Hendes Gemal er fire
Aar ældre.

Foruden de Indbudne af høj
Rang var alle Medlemmer af den
orleanske Familje til Stede. Her-
figen af Orleans gav efter at den
religiøse Del af Højtideligheden

var til Ende, en større Fest for

(KS SER

Prinsesse Isabella og Prins Jean af Orleans.

Selskabet i York-House, Hertugens Residens. De ny-
gifte har faaet tildelt Titlen: Hertug og Hertuginde
af Guise.

+ kaj
EJ

NGLÆNDEREN Arthur
Blomfield, som har
bygget den engelske
Kirke i Grønningen, er
nylig i høj Alder af-
gaaet ved Døden. Af de
forskellige Arter Byg-
ningsstil satte han Go-
thiken højest, og :han
var en Mester i at re-
stavrere Kirker og føre
dem tilbage til den ori-
ginale Stil, som andre
før han havde misfor-
staaet og forvansket.

Arlhur Blomfeld.

RENEE

”

'
AE

[1
SELE 5.
eee BO

x

Engelsk Kavalleri indskibes.

— 120 —

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

Åæetenkelskende
datertyper, som
slutter sig til det
omstaaende Kort
fra Krigsskueplad-
sen, ser man, at Eng-
lænderne sætte Pris
paa ydre Prunk hos
AÅrmeen. I den Ret-
ning delerde Mening
med de indfødte syd-
afrikanske Stam-
mer. En Englænder
og en Zuluer i fuld
Krigsrustning erlige
pragtfulde at skue.
LORENCE MaR-

RYAT var Datter
af Kaptajn Marryat,
hvis Søfortællinger
er Ungdommens kæreste Læsning. Mereend 60 Arbej-
der har Florence Marryat udgivet. Hun begyndte at
skrive 1865, blev oversat paa næsten alle Sprog og
har leveret Bidrag iMængde til de store Maanedsskrif-
ter. Hun var meget interesseret i spiritistiske Ekspe-
rimenter og skrev flere Bøger om saadanne Æmner.

Miss Florence Marryat.

Englændcer og Zuluer i fuld Krigsrustning.

Folketeatret.

»Storm'' af Sven Lange.

VEN LANGES nye

Skuespil ,,Stormf

— Titlen angiver

Navnet paa Styk-
kets Hovedperson — var
oprindelig døbt ,,Den unge
Død".

Et Par Dage før ,,Stormf
løb af Stablen paa Folke-
teatrets Scene, spurgte vi
Forfatteren, hvorfor han
havde forladt den oprin-

Forfatteren Sven Lange. delige Titel, der i Grun-

. den siger saa meget. Med
et lille, fint Smil svarede Lange:

»Ser De, hvis nu Stykkets Liv paa Scenen
ikke bliver langt — og det gør det vist ikke —
maa, hvorfor skal man friste Folk til at sige daar-
lige Vittigheder?'” i

Lange er nemlig Ironiker af Fag, ogsaa, naar
det gælder ham selv. Han kender sine Arbejders
Fejl bedre og før end nogen anden. Sagen er
vistnok den,'at han slet ikke vil. gøre dem an-
derledes, end han gør dem. Naturligvis kan han
hele den dramatiske Kogebog paa Fingrene fuldt
saa godt som den mest rutinerede Teaterkok.
Naar han dog lader haant om Katekismens mest
fastslaaede Sætninger — naar han undlader at
forklare Ting, som Publikum nu en Gang er
vant til at faa forklaret — naar han benytter

- fra' Gaden.

Følelser, Li-
. denskaber

” ber i Ren-

"hans Styk-:

;Næring for

gamle Komediefif, som forlængst af Modens Be-

-herskere er erklæret for gammeldags — saa ser

det ofte næsten ud, som om han gør det paa
Dril, for at tvinge Publikum til selv at knække
Nødderne; hvis det vil have Kærnen.

Lige saa vist, som at Publikum ærgrer sig
sig over Skallerne, lige saa sikkert er Kærnen
god og fin.
Hans Men-
nesker er ik-
ke grebet ud

af Livet i
den For-
stand, at vi
saa at sige
kender dem

Det er men-
neskelige
og Daarska-

dyrkning.
Derfor har

ker altid god

dem, deri — SEEDEDE lle.
Teatret ikke Skuespiller Peter Fjelstrup.

— 121 —

sja

i
i
|
Å

FOLKETEATRET,

blot vil mores, men lære og

leve.
»Storm'' er en Satire over
Pressen — men den er ogsaa

mere end det. Dens Hoved-
personer, skønt gammel selv,
som en Levendegørelse af den
moderne Ungdoms Væsen —
Blandingen af Begejstring og
Pjalteri. For Lange har det
været et stort og alvorligt År-
bejde at arbejde disse Væsens-
mennesker ind i et samlet Bil-
lede. For Skuespilleren, Hr.
Fjelstrup, maaske et endnu
større. Forfatteren har Grund
til at være den udmærkede
Skuespiller taknemlig for hans
Forstaaelse, der ogsaa hos Publikum har aabnet
Øjet for Stykkets Fortrin. Ogsaa Hr. Herman
Bangs unge Stab vandt en smuk Sejr i ,,Storm'”.

J. D.

Af Dagens Krønike.

UNSTHANDLER KARL KøsteRr har i sine Lo-
kaler i Frederiksberggade udstillet en
omfangsrig Samling Raderinger af Carl
Locher. Denne Kunstner, der har givet

Stødet til en Renaissance for dansk Raderekunst
er repræsenteret dels gennem alle de Arbejder,
han hidtil har udsendt, dels gennem en ny Sam-
ling, bestaaende af fire Billeder under Fælles-
titlen: ,,Fra Skagen". Det er et af disse stem-
ningsfulde Blade, vi hosstaaende bringer i Gen-
givelse.

Fra Skagen, efter Radering af Carl Locher.

as Serre FT

Carl Locher, der længe saa godt som udeluk-
kende sysselsatte sig med Marinemaleriet, fat-
tede i Firserne en ivrig Interesse for Raderekunst
og har i de senere Aar viet denne sine fleste
Kræfter. Med Staisunderstøttelse rejste han til
Berlin for til Bunds at studere denne Kunst og
blev her Elev af en af Tysklands første Kobber-
stikkere. Snart hjemsendte han en meget virk-
ningsfuld Radering: ,,Frederik VII Ligfærd" ef-
ter: hans eget store Maleri, som er i Kunstmu-
sæets Besiddelse, samt den udmærkede Gengi-
velse af Sonnes Maleri: ,,Præsten bliver hentet
til en syg paa den anden Side Aaen".

Locher-Udstillingen, der danner Begyndelsen til
en hel Række Udstillinger af dansk Raderekunst
vil give Lejlighed til at-sammenligne Raderin-
ger paa Aftrykkets forskellige Stadier: Prøve-
tryk, halvfærdige Tryk, Kunsttryk, ,,avant la
leitre" og almindelige Tryk.

Em Verdensrejse for en Hustru.)

"Roman af Guy Boothby.

Paa Dansk ved Johannes Magnussen.

stand bag ved os raabe: ,Qvergiv Jer, eller vi
skyder!"

Han kunde lige saa godt have talt til Blæsten,
for før han havde endt, var vi alle nede paa den stejle
Skrænt og klatrede ned saa hurtigt, som vi kunde.
Det vilde have været farligt nok ved Dagslyset, men
hvorledes det lykkedes i Mørket, det fatter jeg ikke,
naar jeg tænker paa alle de Klipper og Huller og
Buske, som spærrede os Vejen.

»Af Sted, af Sted!" raabte Milhausen. ,De kom-
mer ned ad Klippen efter os! Gud give, vi maa finde
Buaden dernede!« .

Et Øjeblik efter lød der et Raab fra højre Side og
saa et fra venstre. De indesluttede os fra alle Kanter.
Hvis nu ikke Baaden var der, saa var vi fangne som
Rotter i en Fælde., Vi var ikke mere end halvandet

== Øjeblik hørte vi en Stemme i kort Af-:

hundrede Fod fra Vandet. De andre var dobbelt saa
langt borte, saa der var endnu en Mulighed, men den
var rigtignok meget ringe.

Endelig var vi dernede og ilede hen imod det Sted,
som Kaptajn Brown havde beskrevet. Vi var saa ner-
vøse, at vi næppe vovede at spejde efter Baaden, men
da vi endelig gjorde det, udstødte vi et taknemmeligt
Raab, for 7 pe laa der og ventede. Men der var
nogen Forskel i Ordningen. Styrmanden var ikke om
Bord. I hans Sted var Richard Morgrave mødt, og
ved Siden af ham stod den gamle Humphrey Var-

enal.
å »Hurtigt!« raabte Mulhausen, idet han sprang ned
paa en af de flade Klipper ved Baaden og vendte sig
om for at hjælpe Frøken Inez. ,Soldaterne er i Hæ-
lene paa os! Spring allesammen!"

Morgrave stod imidlertid agter ude med en Baads-

+) Paabegyndt i Nr. 38, den 18, Juni 1899. ADR

EN VERDENSREJSE FOR EN HUSTRU.

hage, som om han vilde holde Baaden stødt, medens
vi sprang ned i den, men da han hørte, hvor nær For-
følgerne var efter os, lænede han sig fremad og prø-
vede paa at støde Baaden fra Land, før nogen af os
kunde komme om Bord. I samme Nu saa' jeg Varge-
nal gribe noget og slaa Forræderen i Hovedet med
det. Han faldt om i Baaden, og i samme Øjeblik
naaede Soldaterne Klipperne oven over os.

Heldigvis nærmede Baaden sig igen helt til Land,
og vi sprang alle ned i den. Det vari det yderste Øje-
blik, for da Mændene gav sig til at ro, og den fo'r ud
af den Klippekløft, hvor den havde ligget, naaede de
spanske Soldater det Sted, hvor vi havde staaet et
Øjeblik i Forvejen. Saa affyrede de en Salve efter os,
men heldigvis blev ingen af os ramt. Morgrave laa
dér, hvor han var faldet. Vargenal forklarede senere,
at han havde haft Mistanke til Morgrave og givet
nøje Agt paa ham. Da han saa/', at han stødte fra
Land i Haab om, at de spanske Soldater skulde naa
os, greb han hurtigt en Planke og slog ham i Hove-
det med den med hele sin Kraft.

»Gud ske Lov, at vi endelig har faaet Dem tilbage!"
udbrød han, da den første Spænding var overstaaet.
»Det har været en frygtelig Nat for os alle sammen.”

Et Øjeblik senere kunde vi se Damperens sorte
Omrids forude. Saa naaede vi den, og lidt efter dam-
pede ,, Argentinas Rigdom" af Sted. Godfrey Blake
var iblandt sine egne igen efter alle de Lidelser, han
havde gennemgaaet.

La æ

Der er kun lidt tilbage at fortælle, Den Glæde, vi
følte over, at vi var i Sikkerhed, er ikke til at be-
skrive saa lidt som Mildreds Lykke ved at have gen-
fundet sin Broder; og den Kærlighed, hun viste Frø-
ken Inez, der havde lidt saa meget for den Mand,
hun elskede, bevirkede, at hun straks følte sig hjemme.
Selv Vargenal og Frøken Priscilla røbede stor Sinds-
bevægelse, ja, den sidstnævnte havde store Taarer i
Øjnene, da hun hilste mig velkommen, og jeg tror
godt, hun kunde have omfavnet mig. Der var ingen
af os, der for Øjeblikket tænkte paa Morgrave. Først
efter at vi havde nydt et godt Maaltid, og Damerne
var blevne underrettede om vore Eventyr og havde
trukket sig tilbage, gik vi ind i Bestiklukafet for at
overveje, hvorledes vi skulde straffe hans Forræderi.

»Han fortjener at lynches," sagde Kaptajnen, idet
han slog i Bordet, ,0g jeg maa sige, at det vilde glæde
mig at hænge ham i Raanokkem”

»Han har forraadt Don Manuel og mig,” sagde
Godfrey, ,0g han har i over tre Aar vidst, hvor jeg
var, uden at underrette min Søster om det.”

»Jeg har altid anset ham for en foragtelig Køter,”
sagde Vargenal, ,;men De maa dog huske paa, Blake,
at han er en Søn af Deres Faders eneste Søster. Det
maa vi tage Hensyn til, hvor meget han saa end for-
tjener at blive straffet.”

Vi blev enige om, at vi vilde opsætte at overveje
denne Sag til næste Morgen. Saa fattede vi en Be-
slutning. Kort efter Frokost blev der meldt en Sejler
i Vest. Det var ,Esdras W. Dyson" fra New Or-
leans, der skulde til Trinidad, og da vi signaliserede
og spurgte, om de kunde tage en Passager med, sva-
rede Kaptajnen, at det kunde han gerne, hvis han
var tilfreds med den Godtgørelse, vi bød ham. Da
dette Punkt var afgjort, sendte han en Baad hen til
os, og det blev saa paalagt mig at underrette Mor-
grave om vor Beslutning.

Da jeg kom ned i hans Lukaf, stod han med Hæn-
derne i Lommen og en Cigaret i Munden. Han skam-
mede sig øjensynligt ikke det allermindste.

»Maa jeg spørge, hvad skylder jeg Æren af Deres
Besøg?" spurgte han.

»Jeg kommer for at underrette Dem om den Beslut-
ning, vi har taget,” sagde jeg. ,,Deres Forræderi mod
Don Manuel de Ferrara, mod Blake og Deres Kusine
Mildred ligger klart for Dagen, og jeg behøver ikke
at sige Dem, hvor foragtelig vi anser Dem for, men
af Hensyn til Deres Slægtskab med Familien Blake
kan vi ikke straffe Dem, som De fortjener. Vi vil blot
være af med Dem hurtigst muligt.”

»Det er meget venligt af Dem,” sagde han med et
haanligt Grin. ,Maa jeg spørge, paa hvilken Maade
De vil blive af med mig?”

» Vi har betalt Passagen for Dem paa et Skib, der
ligger i Nærheden og skal til Trinidad, og jeg maa
bede Dem om straks at gaa fra Borde.”

Sig strøg meget roligt Asken af sin Cigaret og
sagde: ,

årer har allerede pakket min Bagage og er ganske
til Deres Tjeneste.”

Da vi kom op paa Dækket var alle de andre forsam-
lede dér. Morgrave var ikke det mindste forbløffet.
Han tog til Hatten, og da han kom hen til Faldere-
bet, vendte han sig om, tog Cigaretten ud af Munden
og sagde:

Eg te Damer og Herrer, jeg maa lykønske Dem til,
at De endelig har opdaget, hvor min kære Fælter
Godfrey var, og han ser jo ud som Sundheden og
Lykken selv. Det lader til, at Burwell Gaard ikke skal
blive min, men jeg kan trøste mig med den Tanke,
at jeg har gjort mit bedste for at faa den. Kære Mil-
dred, jeg ønsker dig til Lykke med den Mand, du har
valgt. Frøken Priscilla, jeg gratulerer Dem til, at De
paa Deres gamle Dage er bleven saa berejst. Hum-
phrey Vargenal, De bliver mere indbildsk end nogen

— 193 —

|
|

EN VERDENSREJSE FOR EN HUSTRU.

Sinde før, siden Deres Spaadom om, at det vilde gaa
galt med mig, er' gaaet i Opfyldelse, Men hvad
jeg skal sige til Dem, Milhausen, véd jeg næppe. Vor
lykkelige Familie betragtede Dem først som en stor
Slubbert, men nu lader det til, at De har omvendt
Dem, og at de allesammen gør Kur til Dem. Gid det
maa bekomme Dem vel! Men De er bleven narret
lige som jeg. Vi har begge to spillet et højt Spil og
tabt. Farvel, Kaptajn Brown, og Tak for Deres Gæst-
frihed!"

Der var kun én Person, han ikke havde henvendt
sig til, og del var Frøken Inez, men til det kunde
ikke en Gang hans Uforskammethed slaa til. Han tog
igen til Hatten og gik ned i Baåden, og et Kvarter
senere sejlede Skibet af Sted med ham.

Den følgende Torsdag forlod vi New Orleans, hvor
vi tog Afsked med Kaptajn Brown og , Argentinas
Rigdom". Den samme Aften opsøgte Miilhausen mig.

»Brudenell," sagde han, ,nu er Tiden kommet, da
vi skal sige Farvel til hinanden. Jeg har allerede ta-
get Afsked med de andre Medlemmer af vort lille
Selskab. I Morgen rejser De jo til New York paa Vejen
til England, medens O'Barry og jeg tager til Nicara-
gua, hvor Folk, der har lidt Hjerne i Panden, altid
kan klare sig. Vi mødes efter al. Sandsynlighed ikke
mere. Vor Forbindelse har været mærkelig. Hvis
jeg havde været. i Stand til at slaa Dem i det Spil, vi

.spillede sammen, saa tror jeg ikke, jeg vilde have

gjort mig Skrupler derved; men De har vundet, og
jeg vil være ærlig nok til at sige, at det ikke gør mig
ondt. Naar De kommer til England, gifter De Dem
med en ung Pige, som sikkert bliver Dem en god
Hustru, og jeg ønsker Dem af Hjertet, at De maa
blive lykkelig. Maa jeg trykke Deres Haand?"

»Ja, med Fornøjelse," svarede jeg. ,Jeg ønsker og-
"saa Dem god Lykke, hvad De nu end tager fat, paa."

Saa sagde vi Farvel til hinanden, og et Øjeblik ef-
ter saa” jeg ham vandre ned ad Gaden, ledsaget af
O'Barry og fulgt i kort Afstand af den frygtelige Tje-
ner Simeon, Siden den Tid har jeg hverken hørt eller
set noget til nogen af dem. ;

To Maaneder efter, at vi havde sagt Farvel til New
Orleans, var den gamle Kirke i Burwell Vidne til et
Dobbeltbryllup. Den Dag førte den unge Herremand
sin Hustru til sine Fædres Hjem, medens jeg fulgte
hans Eksempel og ægtede hans Søster Mildred. Hum-
bhroy Vargenal var Forlover for dem begge. Da Vog-
nen holdt for Døren, og jeg ventede et Øjeblik i For-
hallen med min unge Brud for at tage af Sted paa
Bryllupsrejsen, kom Humphrey Vargenal hen til mig
og tog mig i Haanden. jf

»Gud velsigne Dem," sagde han, ,0g gid De maa
faa et langt og lykkeligt Liv med den Hustru, De
har valgt, Det er en passende Afslutning paa alle de
Eventyr, vi har gennemgaaet. Synes De ikke?"

. do," svarede jeg, ,0g vi kunde jo skrive en Bog
Ve dg Eventyr, ikke sandt? Men hvad skulde vi kalde
en?"

»Hvis jeg var i Deres Sted," svarede han, ,tror jeg,
jeg vilde kalde den: :

»Em Verdensrejse for en Hustru."

— 19% —

ses
De: som ér Kunstner,
maa kunne sige mig ;Hvem i
gene 3-2 165

«

… Se nu rigtigt re
En SDEAESA Mand,.

En stor Kriger...
Vent KOS SÅGE hjælpe
Dem LÆSES SU
BW

…… Fa.nu har jeg

det er slaaende 1...

Deerikke denførste.der
. har sagt mig det 1.

zÆØ KINBERLEvS gg
Beans ad nige 55 > x;

£ tut ontem .

Kort over den vestlige Del af Krigsskuepladsen.
Paa Siderne: Engelske Militærlyper, Midtergruppen foroven: Boere.

— 1% —

|
|
|
|

|
R

fik

i
y

Kendte Navne

fra By og Land.
Dødsfald.

Den velkendte Musiklærer, Krigs-
raad Vilhelm Frederik Carl Brandt
er afgaaet ved Dødenien Alder af
79 Aar. B., som var Broder til tid-
ligere afdøde Chr. Brandt, som i sin
Tid var Dirigent i Kasino, viste tid-
lig musikalske Anlæg og fik en ud-
mærket Uddannelse i Violinspil,
for hvilket Instrument han besad
særlig Ta-
lent. Alle-
rede i en
ung Alder
begyndte

han at
virke som
Lærer og
hans Un-

dervis-
ning om-

fattede

baade
Sang, Vio-
— …… ren og

; aver.
Krigsraad Brandt. Ved Mari-
nens og Kommunens Skoler har
Krigsraad Brandt i en lang Række
af Aar udført et fortrinligt Arbejde.
Il 37 Aar var B. Kantor ved det
Harboeske Fruekloster og han har
som Dirigent virkel for forskellige
kendte Sangforeninger, f. Eks.
»Dagmar%, bestaaende af Flaadens
Underofficerer. Ved elskværdig
Hjælpsomhed vandt B. sine Ele-
vers Venskab og længe vil disse
mindes hans sympatetiske Person-
lighed. Som Paaskønnelse af hans
Virksomhed modtog han Krigsraad-
titlen og Dannebrogskorset.

Det kongelige Teaters Billetkas-
serer, M. Staal, som fornogen Tid si-
den afgik ved Døden, var oprinde
lig bestemt for Boghandelen; men
allerede i 31 Aars Alderen opgav
han denne Vej, efterat han dels
havde været ansat i Brødrene
Bings Forretning og senere i Loses

2 Bog- og
"DSE RE) SUGES Musik-

BR; handel,for

at overta-
ge Posten
som Bil-
letkasse-
rer, som
han be-
klædte i
lidt over
95 Aar.
Han var
en flittig
og punkt»
Billetkasserer Staal. lig Em-
beds-
mand, der havde et anset Navn
aa Teatret. Ved Siden af denne
tillimg satte han sig paa Uden-

KENDTE NAVNE.

landsrejser ind i Totalisatorsyste-
met, som han med stor Dygtighed
satte i Scene herhjemme baade
ved Væddeløbene paa Eremitagen
og paa vore Cyklebaner. Hans store
praktiske Sans kom ham paa disse
Omraader til stor Nytte. Desværre
blev hans Helbred meget nedbrudt,
og kun med stort Besvær passede
han sin Gerning i den sidste Tid.

Læge Hjalmar Fick i Kolding
døde den 1. November ved Middags-
tid pludselig paa Kolding Sygehus,
hvor han var til Stede for at ud-
føre en Operation; han var en usæd-
vanlig rask og rørig Mand, der uden
at træltes uafbrudt færdedes i Byen
og paa Landet for at varetage sin
store Praksis, men en Hjertefejl,
hvoraf han i den sidste Tid enkelle
Gange havde følt en Mindelse,
gjorde i Løbet af et Par Minutter
Ende paa hans rastløse Liv.

Læge Fick var en Skolelærersøn
fra Langeland; han blev Lærling
paa Svendborg Apotek, og siden
farmaceutisk Kandidat. Derefter
gav han sig til at studere og tog
Lægeeksamen. I 1870 kom han til
Kolding, hvor han blev Associé med
Byens mest benyttede Læge, og
fik saaledes straks en meget stor
Praksis og et betydeligt Arbejde.
Sammen med dette fik han dog Tid
og Kræf-
ter til at
udføre et

meget
stort kom-

munalt
Arbejde.
Siden Ja-
nuar 1885
har han
siddet i
Kolding
Byraad,
som et af

dettes
mest ind-
flydelses-
rige og mest arbejdsomme Med-
lemmer. Vandværket, det fortrin-
lige Epidemi-Sygehus, det offent-
lige Slagtehus og den nye Bygning
for Friskolen blev delvis til paa
hans Initiativ. I det hele havde den
afdøde Interesse for mange Ting
og Viden paa mangfoldige Omraa-
der, og han var en ligesaa ypperlig
Taler som Skribent.

Læge Fick.

Fratrædelse.

Etatsraad, Overlæge S. V.T. Dah-
lerup, der den 1. November tog sin
Afsked fra Militæretaten, er født
25. December 1844.

D. har i de senere Aar daarligt
kunnet taale det barskere jydske
Klima, og er derfor nu draget til
København. Han er Student fra 64,
cand. 72, Doct. med. 81, indtraadte
i Militærtjeneste 78, forflyttedes 87

— 126 —

til Aarhus som Overlæge, var ansat
ved 8. Regiment og tillige Chef for
Garnisonssygehuset i Aarhus, blev
95 dekoreret med Ridderkorset, og
udnævntes nu ved sin Afsked fra
Militæretaten til Etatsraad.

Ved Siden af sin Virksomhed
som Militærlæge valgte Overlæge
Dahlerup Øjensygdomme som Spe-
cialitet, og fik som saadan straks
ved sin. Ankomst til Aarhus en me-
get betydelig Praksis.

Stort er det Antal Øjenlidende,
der i Aarenes Løb efter heldig Ope-
ration for-
lod Over-

lægens

Klinik i

Aarhus.
Etatsraad
Dahlerup
fortsætter
nu denne
Virksom-
hed i Kø-
benhavn.

Hans
Navn vil

være
kendt af

en stor
Kreds for den af ham for nogle
Aar siden forfattede praktiske lille
Pjece ,Sundhedslære for Hjem og
Skolew”

Overlæge Dahlerup.

Den 1. November forlod efter en
45-aarig Virksomhed Forstander,
Dannebrogsmand Kr. Petersen sit
Embede-ved Stege Skolevæsen. I
denne Anledning blev der fra for-
skellige Sider vist ham megen Op-
mærksomhed for den store Dygtig-
hed og Nidkærhed, hvormed han
havde øvet sin.Gerning. Han har i

en lang
Aarrække mmm
tagetvirk- 1
som-Del i
det kom-
munale
LiviStege
som By-
raads-
medlem,
Kirkevær-
ge 0.5. v.
ligesom

han i

snart 30
Aar har
været For-
stander for det smukke Børnehjem
der i Byen, som i sin Tid stiftedes
af Konsul Alfred Hage og dennes
Hustru Vilhelmine HE Stege
Byraad har hædret ham ved et Til-

læg til hans Pension.

Forstander Petersen.

150-Aars Jubilgum,

Endnu henimod Midten af forrige
Aarhundrede stod det i Jylland
duarligt til med Medicinalvæsenet;
der var kun faa Læger og endnu

færre Apotoker. Paa Strækningen
Ribe-Thisted fandtes der, da Ring-
købing Apotek den 31. Oktober
1749 oprettedes, ikke et eneste pri-
viligeret Udsalg af Medicin. Men
ganske vist var Byerne heller ikke
tæt befolkede. Kun syv jydske Byer
havde flere end 1000 Indbyggere
over 12 Aar. Aalborg var næst efter
København Landets største By med
3000 voks-
gm Fag ] ne Ind-

, byggere,

Kolding
havde ik-
ke fuldt
1000 Ind-

byggere.
Om

Ringkø-
bing Apo-
tek i de
forløbne
150 Aar
har en

Apoteker Heiberg. YDSES
cand.

pharm., Hr. E. Dam, Redaktøren
af farmaceutisk Forenings Med-
lemsblad, forfattet et interessant
Værk, der er bygget paa Oplysnin-
ger fra gamle Retsprotokoller og
skildrer navnlig den økonomiske
Tilstand i Jyllands ældste Apote-
ker, deriblandt særlig Ringkøbing
Apotek.

Jubilæet havde for Hr. Heiberg
saa meget større Betydning, som
hans Slægt i tre Generationer —
' siden 1823 — har besiddet Apote-
ket, og fordi det.netop er den Hei-
bergske Slægt, der har drevet Apo-
teket op til dels nuværende smukke
Stilling. Apoteker Heiberg, sen.,
lever endnu, er Justitsraad og Ren-
tier og kendt som en ivrig Hede-
dyrker. For nylig skænkede han
sin Hedegaard ved Dejbjerg til
Landbrugskoloni for fattige Børn.
Den nuværende Apoteker Heiberg,
en Mand paa knapt de 50, er ogsaa
ivrig Plantningsven, desuden varm
Patriot og Talsmand for den søn-
derjydske Sag.

125-Aars Jubilæum.

Det bekendte Urmager-Firma
Win. Q.le Maire, Bredgade 14, der
i mange
Aar resi-
derede i
Skoubo-
gade, hvor
nu ,Hver
8. Dag"
har sine
Kontorer,
fejrede
den 1. No-
vember sit
125-aari-
ge Jubi-
læum, idet
den nuvæ-

Urmager le Maire,

KENDTE NAVNE.

rende Indehavers Oldefader Jean
Pierre le M., indvandret fra Besan-
con, i Aaret 1774 her i Byen gjorde
Mesterstykke samt etablerede den
Forretning, der nu uafbrudt gen-
nem Å Generationer er fortsat og
oparbejdet til en af de største og
mest ansete i denne Branche. Den
nuværende Indehaver Hr. William
Q. le M., uddannet i Loch og Genf,
har med Dygtighed arbejdet For-
retningen fremad.

»Verdens Undergang",

For en Række af Aar tilbage saa
man med Angst og Bæven hen til
Aaret 1899 som ,,Dommens Åar".
Midt i. November skulde Himlen
staa i Flammer og Jordens sidste
Time være slaaet! Da vi er vel for-
bi det kritiske Øjeblik, ville vi se
lidt nærmere paa denne Sag. Der
maa jo dog ligge noget til Grund
for der sørgelige Renommé, vort
Aar har faaet. Hvad lærer Astrono-
mien herom? Var der Sandsynlig-
hed for, at Jorden gaar til Grunde
midt i November? ,

Nej, og atter nej. Fra Himmel-
legemernes Side var der intet til
Hinder for, at ,Hver 8. Dag"s Læ-
sere uden Risiko fornyede Abonne-
mentet paa næste Kvarlal.

866.
H.S i
ae" alene = W Sen ,
kraj N Å ER
GmEN; ;: i ZN
FS: É t: Xi:
in: g . ff
SES $ Ø is
= Æ i
en, Kamal by > -

Det hele maa sikkert stamme fra
et ualmindelig rigt Stjerneskud-
fald, som ventedes i Tidsrummet
13.—18. November især i Morgen-
timerne. Det Tidspunkt, da Jorden

asserer nærmest ved Midten af

en kosmiske Støvsky, som afgør
Stjerneskuddene, var ifølge Bereg-
ningen den 15. November Kl. 18
Greenwich Middeltid. Man rettede
derfor ivrigt sin Opmærksomhed
mod Stjernehimlen Natten mellem
15. og 16. November i de sene Natte-
timer og i Morgentimerne. Den kos-
miske Skystribe har Retning fra
Stjernebilledet Løven (Leo), hvor-
for man har betegnet disse Stjerne-
skud som ,Leonider", Omløbstiden
er 33 Aar og Fænomenet gentages
derfor med Mellemrum af 33 Aar.
Det blev set i Aarene 1766, 1799,
1833 og 1866. Man har ogsaa gen-
nem Leverriers Undersøgelse faaet
Nys om, at Sværmen allerede i Aa-
ret 126 af Planeten Uranus blev
tvunget ind i sin nuværende Bane,
I Aaret 1366 iagttog Kineserne en
Komet 14 Dage efter en stor Stjer-

0 "1%7:—

neskudregn. Der gives netop en Ko-
met, der løber i samme Spor, som
Leoniderne. Kometer og Stjerne-
skudsværme ere nær beslægtede
med hinanden. De første kunne se
meget faretruende ud, de sidste
imponerende ved deres Mængde,
men Erfaring har lært, at Jorden
intet har at frygte af den Slags
»Sammenstød". Kometstoffet er me-
get løst bygget, og Stjerneskud-
stoffet er endnu finere.

Jordens Fart gennem Løvesvær-
men kan lignes ved Lokomotivets
gennem et Hagelvejr eller Kanon-
kuglens gennem en Myggesværm.
Baade i Aar og næste Aar kunne
vi glæde os til, hvis Vejret tillader
det, at se den glimrende Fyrvær-
kerifest, som Naturen selv foran-
stalter ved det 19. Aarhundredes
Slutning akkurat som for 100 Aar

siden.
Torvald Køhl.

Den bekendte ,,Vejrprofet= Ru-
dolf Falb meddelte for en Tid si-
den, at Verden vil forgaa midt i
November d. A. Nu erfarer man, at
Fabriksarbejderne i Guvernemen-
tet Charkow massevis forlod Fa-
brikkerne og drage hjem for — at
dø sammen med deres nærmeste
Slægtninge! Det er paa Tiden, at
Astronomerne med Kraft protestere
mod de intetsigende Spaadomme,
der sendes ud i Verden til Skam
og Skade for Menneskeslægten.

T.K.

Ny udkomne Bøger.
M. Andersen Nexø: Det bødes
der for — (Jul. Gjellerups Forlag).

Johan Skjoldborg: Kragehuset.
(Jul. Gjellerups Forlag).

Julekort.

Paa Alex. Vincents Kunstforlag
er udkommen en Serie særdeles
nydelige haandkolorerede Kort ef-
ter Tegning af Poul Steffensen med
Motiver fra Frederik Vl.s Tid.

Rettelse.

I vor Omtale af Lærlingelbjemmets Jubi-
læum i forrige Nummer, har der indsneget
sig en Trykfejl, idet Hr. Malermester Vi/h.
Schiønning fejlaglig er benævnet Vilh
Schiørring.

Redaktionen paatager sig intet
Ansvar for indsendte Manuskripter
etc. Dog vil ubenyttede Manuskrip-
ter saavidt mulig blive returnerede,
saafremt de ledsages med en Kon-
volut, forsynet med Adresse og Fri-
mærke.

-$&

Er ek er
mmm mm man" ” ARMEE SEERERRE RENEENDEENN

re FEST

Mener mer

poor + de

TY

mr en SDS RSS SEER

gears. Hk. see

DANMARES BYER OG DERES MÆND.

Aarhus og Omegn.

Sommer udkom første Bog af ,,Danmarks

'Byer og deres Mænd", Bogen om Fredericia.

Det blev en Succes, der blev fastslaaet fra

Berlingske Tidende op til Brønderslev Avis.
Den Maade, Værket var anlagt paa, den Plan,
hvorefter det var gennemført, vandt almindelig
Anerkendelse. Og de talrige Billeder, der med
” rund Haand var strøede hen over Bogens Sider,
vakte med Rette Opsigt, kunstnerisk udførte som
de vare.

Nu følger Aarhusbogen efter, større endnu,
rigere illustreret, en Bog paa henved halvandet
Hundrede Sider med 98 Billeder og Portræter
samt 4 Kort. Der 'findes i den alt, hvad man

kan have Interesse af at vide om Aarhus, alt

det, som særkender Aarhus. Der er Byens Hi-
storie, der er Aaen og Havnen og Banerne, For-
tidens Aarhus, Nutidens og Tegninger af Frem-
tidens Aarhus, Kampmanns Bygninger, de kul-
turelle Institutioner og Fornøjelserne. Der er Op-
lysninger om de politiske og kommunale For-
hold, om Aarhuspressen, om Kirken og Skolen,
om Lægerne og Sagførerne, om Garnisonen, om
Handelens og Industriens og Haandværkets og
Arbejdernes. Mænd. Og der er Drosketakster og
Togtider, Dampskibsruter og aab Big og uen-
deligt meget mere.

Og denne Bog er Send teret som end-
nu ikke nogen dansk Byskildring er bleven det
tilforn. Alt, hvad der rager frem i Aarhus af
Mænd, af Bygninger, af Natur, er her foreviget,
og foreviget i Billeder, der lader langt bag sig
alt, hvad der hidtil er præsterét paa lignende
Omraader,

Forfatteren af Aarhusbogen er Redaktøren for
det hele Værk, C. C. Clausen. Han har skrevet
denne Bog efter de samme Principper, som ligger

Borgmester Vestergaard.

Etatsrand urne

til Grund for Fredericiabogen. Han har studeret
Byen som en levende Organisme, han har over-
alt efterforsket Aarsagssammenhængen, Forbin-
delsen, Udviklingen. Og han har bestræbt sig
for at samle sine Indtryk til et kunstnerisk Hele.
Han har atter og atter understreget.alt det væ-
sentlige, alt det, der giver Aarhus sit Særpræg
mellem Landets Byer, medens han er gaaet let-
tere hen over det, som er fælles for alle Byer.
Billedet vinder derved Skarphed og Overskuelig-
hed, der bliver Perspektiv i det.

Inden Jul udkommer endvidere en Bog om
Ringkøbing af Forfatteren Mylius-Erichsen, en
Bog om Hobro, Mariager og Hadsund af Redak-
tør Greibe samt en Bog. om Middelfart af Re-
daktør C. C. Clausen.

Alle ,,Hver 8. Dag"s Kvartalsabonnenter faa

- mod Indsendelse af en: med Hovedbladet føl-

gende Kupon, deres egen By gratis tilsendt.
Og da det selvfølgelig vil være af største Inter-
esse for mange efterhaanden at anskaffe sig
denne Række af Byskildringer, der giver et sam-
let Billede af, hvor langt vort Land er naaet nu
ved Aarhundredskiftet, har Forlaget besluttet sig
til at tilbyde alle.Bladeis Abonnenter de, forskel-
lige Hefter til halv Bogladepris mod Indsendelse
af en ligeledes med Hovedbladet . følgende Ku-
pon.

Vi nærer ikke Tvivl om, at disse Skildringer
vil vinde vid Udbredelse; thi det er tildels nyt
Land, vi opdyrker. I gamle Dage var Danmark
næsten udelukkende København, man søgte”at
samle alt der, Provinsen laa hen i Halvmørke.
Nu er Forholdet anderledes. Store Virksomheder
ere voksede frem i Provinsens Byer, et ejen-
dommeligt Liv udfolder sig der, alt dette har et
Krav paa at blive skildret, vi, vil søge at gøre
det.

Og naar en Gang ad Aare hver By har faaet
sin Bog, vil ,Hver 8. Dag"'s Forlag i dette Værk
med sine Tusinder af Billeder og Portræter have
skildret Danmark, som endnu intet Land er ble-
ven gennemskrevet og gennemillustreret. Vil
man en Gang ind i næste Aarhundrede vide,
hvordan vore Byer saa ud, da" Aarhundredet
skiftede, vil ,,Danmarks Byer og deres Mænd"

være" den selvfølgelige Bog, man slaar op i og
læser i.

Adjunkt Brøndsted.

Prøver af Aarhus-Bogens Portræt-Galleri.

um

1895 21900. n Søndagen den 26. November. s RE

s Peter L. Peterzel fot.
Prins Christian og Prinsesse Alexandrine med deres Søn paa Bernstorff Slotstrappe.

— 129'—

Er REE RE TMS RE RS
3 ba — Ee

|
|
|
|
|

BEER REELT KERES ERE

En Nat blandt Nihilisterne.

Af A. Conan Doyle.

rettede sine skarpe graa Øjne mod mig.

»Mit Navn er Petrokine, De forveksler
mig vist med en af de andre. Men nu, ikke et
Ord om Forretninger, før Raadsforsamlingen er
mødt. Smag paa vor Overkoks Suppe; jeg tæn-
ker, De vil finde den fortræffelig?"

Hvem Petrokine eller de andre kunde være,
det kunde jeg ikke begribe. Maaske Dimidoffs
Godsforvaltere; skønt Navnet syntes ikke at
være min Bordfælle bekendt. Imidlertid, da han
gjorde Forsøg paa at undgaa ethvert Forret-
ningsspørgsmaal, gav jeg efter for hans Lune,
og vi samtalte om-de sociale Forhold i England
— ei Emne, i hvilket han lagde betydelig Kend-

ORMODENTLIG Hr. Dimidoff?" sagde jeg.
»Nej, min Herre," sagde han, idet han
”

-skab og Skarpsindighed for Dagen.

— »,I Forbigaaende sagt," bemærkede han,
da vi sad og røg en Cigar til vor Vin, ,vi vilde
aldrig have kendt Dem, hvis ikke de engelske
Mærker havde været paa Deres Bagage; det
var da ganske overmaade heldigt, at Alexan-
der fik Øje paa dem. Vi havde ingen Beskri-
velse af Deres. Person; vi vare virkelig forbe-
redte paa at der kom en noget ældre Mand.
Tænk, at De i deres unge Alder har faaet en
saadan Sendelse hetroet."”

»Min Principal forlader sig paa mig," svarede
jeg, »og vi have lært i vor Forretning, at
Ungdom og Klogskab ikke ere uforenelige."

»Deres Bemærkning er sand," svarede min nye
Ven; ,men det forbavser mig, at høre Dem
kalde vort herlige Samfund. en Forretning! Saa-
dant et Udtryk er virkelig plumpt at anvende paa
et Korps af Mænd, der har forenet sig om at
skaffe Verden det, den higer efter, men som
den ikke nogensinde kan haabe at naa uden ved
vore Anstrengelser. Et aandeligt Broderskab
vilde være et mere passende Udtryk."

»Naada", tænkte jeg, ,,hvor den gamle vilde
blive fornøjet ved at høre ham! Han maa selv
have været i en Forretning, hvem han end er".

»Ja, min Herre", sagde Petrokine, ,nu vi-
ser Klokken jo otte, og Raadet maa allerede
være sat. Lad os gaa op sammen, saa skal jeg
indføre Dem. Jeg behøver næppe at sige, at den
største Hemmelighedsfuldhed er at iagttage, og
at man spændt venter paa Deres Tilsynekomst."

Mens jeg fulgte ham, overvejede jeg i mit
Sind, hvorledes jeg bedst skulde fuldføre min
Gerning og sikre mig de fordelagligste Betin-
gelser. De syntes ligesaa ivrige som jeg med
Hensyn til Sagen, og der syntes ikke at være
nogen Konkurrence, saa det bedste vilde maa-
ske være at vente og se, hvad de vilde komme
frem med.

Fortsat.

Jeg var næppe kommen til denne Slutning,
førend min Fører slog en bred Dør op ved En-
den af Gangen, og jeg befandt mig i et Værelse,
der var slørre og endog mere pragtfuldt end det,
hvori jeg havde spist. Et langt Bord, bedækket
med grønt Tøj og overstrøet med Papirer, løb midt
igennem Værelset, og rundt om Bordet sad 14
å 15 Mænd og samtalte alvorligt. Hele Scenen
mindede mig levende om en Spillehule, jeg
havde besøgt tidligere. Da vi traadte ind, rejste
Selskabet sig op og bukkede. Jeg kunde ikke
lade være at lægge Mærke til, at medens min
Ledsager ikke tiltrak sig nogen Opmærksomhed,
var ethvert Øje rettet paa mig med en besyn-
derlig Blanding af Overraskelse og næsten kry-
bende Ærbødighed.

En Mand, der sad ved den øverste Ende af
Bordet og som var mærkelig ved sit overor-
dentlig blege Ansigt, der stod i. Modsætning til
hans blaasorte Haar og Overskæg, bød mig med
en Haandbevægelse at tage Plads ved Siden af
sig, og jeg satte mig.

»Jeg behøver næppe at sige", sagde Petrokine;
»at den engelske Agent Gustave Berger hædrer
os ved. sin Nærværelse. Han er i Sandhed ung,

Alexis", henvendte han til min Nabo med det

blege Ansigt, ,0g dog nyder han evropæisk Be-
rømmelse."

»Naa, ta” det med Ro," tænkte jeg, idet jeg
tilføjede højt: ;,Hvis De hentyder til mig, min
Herre, saa er mit Navn, skønt jeg virkelig op-
træder som engelsk Agent, ikke Berger, men
Robinson — Tom Robinson til Tjeneste."

En Latter blev opløftet rundt om Bordet.

»Ja, ja da; lad gaa," sagde den Mand, der
kaldtes Alexis. ,Jeg priser Deres Forsigtighed,

… højt ærede Herre. Man kan ikke være for om-

hyggelig. Bevar endelig Deres engelske Tilnavn.
Jeg beklager, at der skal udføres en pinlig Pligt
paa denne lykkelige Aften, men vort Samfunds
Regler maa, hvad det end. koster, blive bevarede
og en Afskedigelse er absolut uundgaaelig i Af-
ten, j

»Hvad Fanden mener den Fyr?" tænkte jeg.
»Hvad kommer det mig ved, at han jager sin
Tjener paa Porten? Denne Dimidoff, hvor han
end er, synes at holde en privat Sindssygean-
stalt."

»Tag Knebelen ud!” k

Det gav ligefrem et Sæt i mig ved Ordene,
og jeg for op af min Stol, Det var Petrokine,
der havde talt. For første Gang bemærkede jeg,
at en svær, stærk Mand, der sad ved Bordets
anden Ende, havde Armene bundne bag paa sin
Stol og et Lommetørklæde rundt om sin Mund.
— En frygtelig Mistanke sneg sig ind i mit

— 130 —

EN NAT BLANDT NIHILISTERNE.

Hjerte. Hvor var jeg? Var jeg i Dimidoffs Hus?
Hvem var disse Mænd der med deres sælsomme
Ord.

»Tag Knebelen ud," gentog Petrokine; og
man tog Lommetørklædet bort.

»Nu, Paul Ivanovitch," sagde han, ,hvad har
Du saa at sige, før Du gaar?"

»Åa, — ingen Afskedigelse, mine Herrer,"
tryglede han; ingen Afskedigelse: alt andet end
det! Jeg skal drage til et fremmed Land, og min
Mund skal være lukket for stedse. Jeg skal gøre
alt, hvad Samfundet forlanger; men Naade,
Naade, afskediger mig ikke.” .

»Du kender vore Love, og Du kender din
Forbrydelse," sagde Alexis i en kold og barsk
Tone. Hvo var det, der drev os fra Odessa ved
sin falske Tunge og sit falske Ansigt? Hvo-var
det, der skrev det anonyme Brev til Guvernø-
ren? Hvo var det, der overskar den Lednings-
traad, der vilde have gjort det af med Ærkety-
rannerne? Det gjorde Du, Paul lvanovitch; og
Du maa dø!"

Jeg lænede mig bagover i min Stol og snap-
pede tungt efter Vejret. 2

»Før ham bort!" sagde Petrokine; og Manden
fra Drosken tillige med to andre førte ham ud
med Magt.

Jeg hørte Fodtrinene lyde ned over Gangen,
og saa en Dør blive aabnet og lukket. Derpaa
kom en Lyd som af en Brydekamp, der endte
i et tungt, knusende Slag og med et dumpt
Bums.

»Saaledes gaa alle de, der have brudt deres
Ed, til Grunde," sagde Alexis højtideligt; og et
hæst ,,Amen" lød ud fra hans Fællers Læber.

»Døden alene kan løsrive os fra vor Orden,"
sagde en Mand længere nede i Rækken; ,,;men
Hr. Berg..... Hr. Robinson er bleg. Optrinet
har været for stærkt for ham efter hans lange
Rejse fra England."

»Aa, Tom, Tom," tænkte-jeg, ,hvis Du kom-
mer ud af denne Knibe, vil Du blive et nyt og
bedre Menneske, Du er ikke skikket til at dø,
det er vist og sandt."

Nu var det kun altfor indlysende for mig, at
jeg ved en sælsom Misforstaaelse var kommen
ind blandt en Bande koldblodige Nihilister, der
forvekslede mig med en af deres Orden. Efter
det, jeg havde været Vidne til, følte jeg, at den
eneste Mulighed, jeg havde for at beholde Livet,
var at prøve paa at spille min saaledes paa-
tvungne Rolle til Ende, for at en Lejlighed til
at undvige imedens kunde frembyde sig; der-
for forsøgte jeg med Møje at genvinde min
Selvbeherskelse, som var bleven rystet saa
haardt. $

»Ja, jeg er virkelig udmattet,” svarede jeg:
»men nu føler jeg mig stærkere. Undskyld min
øjeblikkelige Svaghed."

»Det var kun naturligt,” sagde en Mand med

et tykt Skæg, fra hans Plads tilhøjre for mig.
»Og nu højt ærede Herre, hvordan gaar det med
Sagen i England?"

»Mærkværdig godt,” svarede jeg. ,Har den
store Kommissær været saa naadig at sende et
Budskab til Solteff-Afdelingen?" spurgte Petro-
kine.

»Ikke noget skriftligt", svarede jeg.

»Men han har talt om det?”

»Ja! han sagde, han havde iagtlaget det med
en Følelse af den mest levende Tilfredshed,”
svarede jeg.

»Det er godt! det-er godt!” lød det rundt om
Bordet.

Jeg følte mig svimmel og syg ved min kriti-
ske Stilling. Hvert Øjeblik kunde der komme et
Spørgsmaal, der vilde vise mig i min sande
Skikkelse. Jeg rejste mig og tog noget af en
Brændevinskaraffel, der stod paa et Sidebord.
Den stærke Drik steg op til min ophidsede
Hjerne, og.da jeg satte mig ned, følte jeg mig
sorgløs nok til at være halvt fornøjet over min
Stilling og at have Lyst til at spille mine Pla-
geaander, et Puds. Imidlertid havde jeg endnu
min fulde Aandsnærværelse.

»De har været i Birmingham?” spurgte Man-
den med Skægget. '

»Ja!" mange Gange," sagde jeg.

»Saa har De naturligvis set det hemmelige
Værksted og Arsenal?”

»Ja, jeg er gaaet igennem dem mere end en
Gang.”

»Det er, tænker jeg endnu fuldstændig ube-
kendt for Politiet?" vedblev min Udspørger.

»Fuldstændig," svarede jeg.

»Kan De sige os, hvordan det kan være, at
saa stort et Foretagende holdes saa fuldstændig
hemmeligt?"

Her var der en haard Nød at knække, men
min medfødte Frækhed og Brændevinen syntes
at komme mig til Hjælp. i

»Det er en Oplysning, jeg ikke føler mig be-
rettiget til at aabenbare selv her. Naar jeg
holder den tilbage, handler jeg efter den øverste
Kommissærs Ordre.

»De har Ret — fuldstændig Ret,” sagde min
første Ven Petrokine. De vil uden Tvivl bringe
Deres Melding til Hovedkontoret i Moscow før
end De indlader Dem paa saadanne Enkelthe-
der.”

»Ja, netop saadan er det," svarede jeg, kun
alt for glad over at faa en Haandsrækning ud

af min Vanskelighed.
(Sluttes).

— 1381 —

.
Be

i
!
|
'
j

Thomas P. Krag og hans nye Bog.

5 gr ne ses
Thomas P. Krag i sit Hjem (Særlig fot. for , Hvor 8. Dag").

RAG er kendt blandt Københavnere langt
bedre end mangen af vore indfødte Dig-
tere. Han elsker nemlig København —
hvad de indfødte Digtere ikke altid

gør — og trænger til at færdes ude blandt Men-
nesker, mens Årbejdet hviler — for saa vidt det
overhovedet nogensinde hviler.

Og har man en Gang set ham langsomt og gravi-
tetisk bevæge sin høje, lidt duknakkede Skikkelse
hen ad Gaden, lagt Mærke til hans lille, aristo-
kratisk fintformede Hoved, men især lagt Mærke
til hans underlig bløde, lyse Øjne, der næsten
altid smiler halvt skalkagtig, halvt vemodigt til
den, de ser paa — saa glemmer man ham ikke
let igen.

Thomas P. Krag er nemlig selv et af de Men-
nesker, som han i sine Fortællinger helst og of-
test skildrer — et Racemenneske. Han er af
gammel, fin norsk Slægt, som igennem mange
Led har skabt sig en Kultur for sig selv, udvik-
let hos sig Ejendommeligheder og Særpræg, som
sidder igen hos de sidste Ætlinge og gør dem
til noget for sig, uddybende baade deres Evner,
deres Passioner og deres Særheder, farvende
deres Tale og bestemmende deres Handlinger.
saa det netop bliver deres og ingen andens. De
har Familieminder, de skinsygt ruger over og

atter og alter tager frem til
Beskuelse — saa vel som Fa-
miliesmykker, Diamanter, i
hvis rene Vand man synes
endnu at ane Genskæret af
en ung og dejlig Empirebed-
stemoders Øjne.

Alt saadant kender Krag
og sætter Pris paa og reg-
ner for sit bedste Eje, ogsaa
kunstnerisk. Han er bevidst
Åristokrat, agter og udvikler
kun det hos sig selv, som er
egent for ham. Det er ogsaa
dette, han søger hos andre.

Men han søger just evig
og altid, ligesom Diogenes.
Derfor er der vist næppe no-
gen Åristokrat, der i sin Om-
gang er mere alsidig, mere
demokratisk, end han. I hans
Dagligstue, hvis hele Interiør
— Møbler, Billeder, Buster
og Tæpper — han bestandig
fører med sig rundt i Verden,
fra sin norske Klippeø til Kø- .
benhavn, herfra til Paris,
maaske Maanedsdagen efter
tilbage igen — kan næsten
daglig træffes Forfattere, Ma-
lere, Journalister, men det skulde lige saa lidt
forundre mig, om jeg en Dag traf en Løjtnant,
en Fyrbøder, en Præst eller en Rovmorder.

Det kommer nemlig blot an paa, om Krag
fandt noget særegent ved Vedkommende, som
syntes ham smukt eller mærkværdigt, værd at
pleje og udgrunde.

»Kobberslangen”, ,,Ada Wilde", ,, Ulf Ran"
— de var allesammen Historier fra en svunden
Tid. Deres Mennesker levede i gamle Huse,
gærne nær en urgammel Skov, deres Mænd var
fulde af strenge Dyder eller vilde Lyster, deres
Kvinder var enten sygeligt kyske, som Sara i
Ulf Ran, eller ulæmmelig sanselige som Fru Ul-
rikke i ,Kobberslangen"., Deres Sprog var stift,
trods den Lidenskab, det gemte. '

»Enken", Krags sidste Bog, er forskellig i
mange Henseender fra sine Forgængere.

Her træffer vi en ung moderne Kvinde, som'
lever og aander i den levende Nutid. Hun bliver
først gift med den gamle Ven af Huset ,,Onkel
Fritz", som han kaldes, og som hun elsker i
Faders Sted. Men Gabrielles Blod cr ungt og
hedt. Hun ser sig om efter den, der skal fylde
hendes Liv, efter den, der skal give hende den
store Lidenskab.

Først træffer hun da Elg Trane, Ætling af en

— 132 —

THOMAS P. KRAG OG HANS NYE BOG.

Storbondeslægt. Han vækker hendes Kærlighed,
men hun bliver bange for hans altfor mørke og
vilde Sind og en Nat flygter hun for ham. En
Stund bor hun da i Hovedstaden, og hun lever
roligt der — indtil hun en skøn Dag opdager, at
hun er nok en skøn Kvinde, men en skøn Kvinde,
som ikke har Livet for sig — hun er 34 Aar.

Og nu først er det, som hun vaaguner til fuld
Bevidsthed om at hun er et Menneske, der endnu
ikke riglig har aandet frit ud i den højeste
Lykke. Og derfor, da hun nu træffer Espen Kuhn,
den unge livsmodige Mand, saa kommer over
hende den store Kærlighed der varer til Døden.
Alt ofrer hun, den inderste Krog af hendes Sjæl
er hans.

Og da nu den unge Espen bliver træt af hen-
des prægtige, men falmende Efteraar, synker
hun sammen, lever et kort Skyggeliv og glider
ud i Sløvhed og Død.

»Der siges om Døgnfluen, at den i lang Tid er en
'graadig Larve, og at den først langt om længe blir
det Væsen, hvis Udseende er ligesom en ængstelig
Bevidsthed om at være naaet frem til det vidunder-
lige. Dens Farve er grøn, dens Vinger er Slør, dens
Øjne er store og funklende. Og den staar der og mær-
ker, at nu først er den rigtig til. Og dens Øjne funk-
ler, og dens Følehorn vibrerer uafladelig.

Nu er Stunden der! Nu lever den!"

Aner man ikke allerede her, hvad ,Enken” in-
deholder? Og har man saa læst den, da ser man,
hvor klart Krag kan betragte sit eget Værk. Der
kan i alle hans Bøger paa samme Maade paa-
vises en Side, en Sætning, maaske blot et Ord,
der ligesom en Lampe i et Interiør belyser hver
Enkelthed i Billedet.

Krag har en sær Maade at arbejde paa. Han
digter paa Gaden, ved Bordet eller hvor som
helst, skriver saa en Uendelighed af smaa Par-
tier og Kladder, stryger ud, føjer ind, skriver om
og flikker sammen. Tilsidst ligger Bogen for ham
som et Kaos, ingen anden end han vilde kunne
finde Rede i, men i hans Hjerne staar Kunst-
værket helt og plastisk som en Statue.

Saa tager han fat og dikterer, stundom baade
Dag og Nat, til — en Stenograf, som bagefter
afskriver Stoffet "paa en Skrivemaskine. Han
maa høre sin Fortælling i Talesprogets naturlige
Rytme. Maaske just derfor har hans Stil hele
den mundilige Improvisations Charme, Foredra-
get bliver af lignende inspireret Art som de
gamle Skjaldes — takket være Stenograf og

Skrivemaskine!
Johannes Dam.

Valdemar Price.

stræde, hvor Pri-

ce har boet i 35 Aar.
Sammen med os stimer i;
der en hel Skare af pyn-
(|

|

I ringer paa i det FEER SE ELSE
gamle, stilfulde E RR Snrr ”
! Hus i Kannike- É

tede Drenge og Piger
ind i Forstuen. De skal
have Dansetime og se at
aflure den forgudede |
Kunstner en Smule, om '
ogsaa blot en lille bitte |!
Smule, af hans Anstand. |
Vi faar derfor — lidt
generende for en Jour-
nalist at skulle tilstaa
det — ikke andetudaf
delte Besøg end en høf- |
lig Anmodning omatse
derop igen i Morgen Kl.
1%/,, hverken før eller |
senere. Prices Tid er op- |
taget og afdelt efter Se= |
kundviseren, og ingen
Journalist i Verden skul-
de faa ham til at afbry-

Valdemar Price.

==: de sin Time for at sidde
og smiske for Pressen.

Er dette en gammel
Mand, der holder50-Aars
Jubileum — han! Ryg-
gen er rank og Gangen
spænslig, enhver Bevæ-
gelse graciøs og nydelig.
Ikke en Fiber i dette
Legeme er bleven sejg
eller stiv. Og de smukke
og livlige Øjne lyser og
flammer, saa at man
uvilkaarlig maa mindes
den unge neapolitanske
Fisker, som Price ikke
mindre end 123 Gange
har gjort levende for sit
tro Publikum.

Kun det prægtige,
krøllede Haar, er hvidt
og giver ÅAltest for, at
den Mand, vi har for os,
virkelig er en Jubilar.

Med Lune og Elsk-

SE NS GEEE ESPEN TER værdighed fortæller han

os saa et og andet Træk

…

VALDEMAR PRICE.

fra sit Teaterliv — om sin lykkelige Barn-
dom, da han af sin uforglemmelige Moder
ledtes ind paa Kunstens Vej, om Bournon-
ville og om sine Fremtidsplaner.

Desværre — de drejer sig jo om intet
mindre end ganske at sige Brædderne
Farvel. :

»Det bør man gøre i Tide, siger han.
En scenisk Kunstner bør ikke vente paa
den Dag, som uundgaaelig kommer, da en
velvillig Tilskuer opdager en Rynke ved
hans Øje, en Stivhed i hans Bevægelse.
Thi er det opdaget og sagt en Gang —
saa vil alle gentage det Dag efter Dag,
indtil han misfornøjet og lidet savnet gaar
ud af Sagaen. Scenens Liv er et Døgnflue-
liv. Det gælder om at vide det rette Tids-
punkt, da ens Døgn er forbi".

Og i dette Hjem, hvor alt er saa sirlig,
saa velordnet og saa smagsbehersket, vil
Valdemar Price kunne tilbringe en lang
og lykkelig Livseftermiddag uden at skul-
le misundelig lade sig danse agter ud af
yngre Kræfter, tvertimod selv misundt for
den blandt Kunstnere saa sjældne Lyk-
ke: at kunne danse ud af Scenen lige saa
glad og ligesaa ungdomsfrisk, som han
dansede derind.

Da Valdemar Price for sidste. Gang
havde danset Junker Ove i ,,Et Folkesagn'"'
fik han af Beundrere overrakt det pragt-
fulde Sølvbæger, som vi hosstaaende gen-
give. Rundt om Bægeret snor Folkesaguets
Elverpiger sig i dansende Kæde og øverst
er Brudevalsens Melodi ristet i Sølvet. Det
er udført efter Tegning af Maleren Slott-
Møller, modelleret af Billedhugger N. G.
Henriksen og forarbejdet i Juveler Michel-
sens Etablissement.

1
TEL Sølvbæger, skænket Valdemar Price.

Trawlere.

oaN Burr laver Muldvarpearbejde i vore Dage —
J baade i Sydafrika, hvor den aktuelle Krig for

England gerne skulde have til Resultat at
skaffe Transvaals rige Guldminer i engelske Kapita-
listers Besiddelse, og her i vore nordlige Farvande,
hvortil adskillige engelske Selskaber sender deres
Trawlere for af rasere vor Havbund for dens Rig-
dom, .

En Trawl bestaar af en lang, tung Stang, paa hvil-
ken et Net er fastgjort, Naar den stærke Damper
slæber den hen over Havbunden, er den i Virksom-
hed og river da alt med sig; naar den tages op paa
samme Maade som et almindeligt Vaad, indeholder
den en Rigdom af Fisk og en Overflødighed af Stene
og Havplanter; nu og da er der ogsaa gaaet et Tele-

grafkabel med i Løbet; Havbunden den har passeret,
er at ligne ved et Stykke Land, som har været hær-
get af en Græshoppesværm: for lange Tider er den
ødelagt for enhver indbringende Udnyttelse.

Derfor er Trawlerne Kulturfjender.

Naar vore Inspektionsskibe af og til snapper en
alt for nærgaaende af disse moderne Pirater, bringes
den ind til Frederikshavn, der er Station for Paa-
dømmelse af den Slags finere Tyverisager.

Med en for al Retspleje forbavsende Hurtighed
idømmes Kaptajnen en Bøde paa et Pår Hundrede
Kroner, — den han tager sig meget let — medens
hans Trawl konfiskeres. i É

Saa stikker han atter til Søs, meget ofte for at be-
nytte nye Redskaber, som er gemte paa et eller an-

— 134 —

det utænkeligt Sled om-
bord.

For et Par Uger siden
var man lige ved at kom-
me til at fortryde den om-
talte hurtige Retsforfølg-
ning.

Trawleren ,,Boyalist
428%, der i forrige Maa-
ned havde sejlet en afde
islandske Avtoriteter ud-
sendt Baad i Sænk oppe
i Dyrafjord, ved hvilken
Lejlighed tre Mennesker
druknede, havde haft den
utrolige Dumdristighed
straks derefter at begive
sig ind. til vore Kyster.

Øvede i at tænke sig
om paa Grund af mange
lignende Puds i tidligere
Tider var Islænderne
komne til det Resultat, at
det Navn, Fartøjet gik
under ved bemældte Lej-

lighed, ,Qyalis 42%, nok var paataget, og at man blot havde ov

Parti af den besluglagle Trawler ,Royalist«. (Særlig fot. for Hver 8. Dag").

TRAWLERE.

SLET

Damptrawleren ,Royalist” i Frederikshavos Havn. (Særlig fot. for ,Hver 8. Dag=<,)

— 135 —

ermalet Begyndelses- og Slutningsbogsta-
verne, og nu var det tillige saa heldigt, at
der kom Post fra Island med Efterretninger
om Udaaden, samtidig med at den blev ind-
bragt af Inspektionskibet Absalon. Kap-
tejnen, hvis Navn er Nielsson, og de af Be-
sætningen, der var ombord, da Forbrydel-
sen fuldbyrdedes, blev da arresterede, og
vil nu næppe undgaa Straf, selv om der
ikke ligefrem kan rejses Tiltale mod dem
for Drab.

Vort nederste Billede er taget efter at
Kaptejnen og den Del af Mandskabet, som
var ombord under Island, var komne under
Laas og Lukke; den ensomme Søulk til-
venstre tilhører den nuværende Besætning.
Paa Billedet ses Styrbords Trawl.

Forøvrigt kunde ,Hver 8. Dag" fristes
til at fremsætte den Tauke, at man fra vort
Land, som sikkert er det, der bliver haar-
dest hjemsøgt af udenlandske Pirater,
blandt hvilke vor sydlige Nabo ogsaa spil-
ler en fremtrædende Rolle, — at man her-
fra tog Initiativet til al faa givet de inter-
nationale Retsregler paa dette Omraade fa-
stere Former, end de saa sandt for Øjeblik-
ket har.

Hvorfor ikke?

Vor Tid er jo nu én Gang Kongressernes

Tid!
R.V.J.

FE 0 rar me,

——

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

IRKEN i den franske Landsby Herblay skulde
have nye Klokker hængt op, og under stor
Højtidelighed blev de døbte. Fra Naboby-
erne, selv fra Paris, strømmede Folk af alle
Klasser til, belejrede Kirkeportene, fyldte Skib og
Pulpitur, der var smykkede med Blomsterguirlander.
Man beundrede de nye Klokker, der var hængt op i Ko-

Kirkeklokker i Daabspynt.

ret, omgivet af Grønt og i Festdragt, det vil sige klædt
i praglfulde Kniplingskjoler, kunstnerisk drapperede,
ombundne med Eilksbaand Der var udvalgt fire Fad-
dere som tog Plads i Koret ved Siden af deres Gud-
børn. Under højtidsfuld Sang og mange Ceremonier
blev Daaben fuldbyrdet.

x x
%

DE sydafrikanske Republiks diplomatiske Repræ-
sentant i Evropa er Statssekretæren Willem Jo-
hannes Leyds. Han blev valgt til denne Post 1897,
er en klog Diplomat og har under de nuværende van-
skelige Forhold forstaaet dygtigt at varetage sit
Hjemlands Interesser.

id x

Tr teknisk Institut i Lon-

dons østlige Del blev ny-
lig hjemsøgt af en Ildløs, der
fortærede et stort Bibliotek,
som fandtes i Bygningen, og
i det hele anrettede en Ska-
de, der beløb sig til omtrent
50,000 Pund Sterling. Biblio-
teksbygningerne var aab-
nede for et Aars Tid siden
og havde kostet op imod
90000 Pund Sterling. Taagen
lagde Brandvæsenet saa
mange Hindringer i Vejen,
at Sprøjterne først sent
kunde tages i Brug. Vort Bil-
Willem Johannes Leyds. lede viser et af Kunsiskolens

Telegrafen melder fra Syd-Afrika ...

ødelagte Rum, hvor en meget grotesk Virkning til-
vejebringes ved de to tilbageblevne Figurer: Skelet-
tet og den til Paaklædnings-Model anvendte Man-
nequin. g

E "8 MESSEN SE ANSEELSE SE SEE,

Efter Kunstskolens Brand: Mannequin og Skelet.

— 136 —

Af Dagens Krønike.

C. Reinau fot.

Ellen Beck.

ET københavnske Koncertliv florerer
stærkt, men sjældent dukker der et nyt
hjemligt Navn op, som har de store
sanglige og dramatiske Evner, vor Opera
trænger saa haardt til. Med desto slørre Glæde
vil alle Musikvenner erfare, at der i Frøken E/-
len Beck pludselig er fremstaaet et eftertragtel-
sesværdigt Primadonna-Emne for det kgl. Tea-
ters Opera.

Fra forrige Sæson vil Københavns Koncert-
publikum erindre Frk. Ellen Beck, hvis ualmin-
delig kraftige Sopran straks vakte Opsigt, dels
ved Frøkenens egen Debutkoncert, dels ved de
mange forskellige Koncerter, hvor Frøkenen i Sæ-
sonens Løb medvirkede, Særlig synes Romancen
at ligge for Frøken Becks Stemme, mindre godt
lykkedes: derimod større Operapartier, hvor Stem-
men og Foredraget rent: dramatisk ikke slog til.

Frøken Beck havde indtil det Tidspunkt nydt
godt af Algot Langes fortræffelige Undervisning.
Hun er Datter af afdøde Etatsraad Beck, der
indtil sin Død for 3 Aar siden var Godsinspek-
tør paa Lerchenborg ved Kallundborg. Her havde
Lange ,opdaget" hendes Stemme, da Frøkenen
kun var lige nykonfirmeret. i

For yderligere at uddanne sig rejste Frk. Beck
til Paris, hvor hun hos den berømte Devilliers,
Operasanger Herolds Lærer, gennemgik et tre

1894), har været som

Maaneders Kursus. Hver eneste Dag i denne Tid
sang hun sine seks Timer, og hun følte stadig,
at Stemmen udvikledes og blev smidigere. Hvad
der i høj Grad støttede denne forcerede Uddan-
nelse var Frøken Becks fortræffelige Helbred,
den hele fysiske Sundhed, som Mennesker, der
har har levet deres Barndomsliv i frisk landlig
Luft, ofte har forud for Byernes, i hvert Fald
de store Byers Befolkning.

Hjemkommen til København gav Frøken Beck
for kort Tid siden en egen Koncert. Denne
faldt imidlertid sammen med Trubadurens Pre-
miere paa det kongelige Teater, saa at hverken
Publikum eller Presse den Aften kunde vise
Frøken Beck behørig Opmærksomhed.

Ved forrige: Palækoncert fik Frøkenen imid-
lertid glimrende Revanche. Hendes Sang og dra-
matiske Foredrag henrev i lige Grad Publikum.
Og Kendere spaar nu "Frøken Ellen Beck en
stor sang-dramatisk Karriére.

Thi behage vor primadonna-fatltige Opera da
at sikre sig den ny Stjerne!

x id
x

Med en stor Koncert, som afholdtes i Koncert-
palæets Sal, fejrede nys Sangforeningen ,, Arion"
sin 50-aarige Bestaaen.
Et meget elegant Publi-
kum mødte som Gratu-

lanter, selve Prinsesse
Marie tog Del i Begej-
stringen og Foreningens
syngeude Medlemmer
straalede af Festglæde
og sang deres Fryd ud
i saa rene Harmonier,
som det ikke er enhvers

Sangforenings Sag at
fr embringe. Albert Meyer.

ȁrion" regnes af alle
Kendere for et af vore bedste Mandskor, et San-
gerselskab, hvis Sammensang er bleven mer
end nogle Aftentimers

Adspredelse — er
bleven en Kunst, der
vil dyrkes med Alvor

og Arbejde. Hertil

har ogsaa Forenin-

gens Traditioner: hi-
draget, idet Mindet

om dens Tilblivelse
midt i Krigsaarene og må
dens Stifter og Pro-
tektor, gamle Justits-

raad Lund (død

— 1837 —

SSR

FREE

Frame DE TE

sg me Fade MIS

AF DAGENS KRØNIKE.

Sangforeningen ,Årion”s Banner.

en Faneindskrift for de Generationer som fulgte
efter.

Kantor Nils Lund ved Helligaandskirken be-
gyndte i Midten af Fyrrerne at samle unge, mu-
sikalske Mennesker om sig for at dyrke Kvar-
tetsangen. De vovede sig snart til at give smaa
offentlige Koncerter, og en af dem, som var sær-
lig vellykket — den afholdtes paa Skydebanen
29. Juli 1848 til Krigens Ofre — menes at have
givet Stødet til Dannelsen af , Arion" den 15.
November 1849.

Da næsten alle Lunds Sangere var Drejere,
især fra Holmen, blev ,Årion" oprindelig stiftet

som Drejersangforening. En Række af
Omdanuelser og Sammensmeltninger med
andre Foreninger gav saa i Tidens Løb
»Årion" dens nuværende Præg som en
ægte borgerlig Forening der søger sine
Folk blandt alle Middelstandens- Afskyg-
ninger.

Kantor Lund fungerede som Dirigent
indtil 1874 og efterfulgtes af Kantor Alb.
Meyer, der nu kan fejre sit 25 Aars Jubi-
læum.

Albert Meyer, der har et langt Kunst-
nerliv bag sig baade som Teater- og som
Koncertsanger, har været den altid sikre
og fint fornemmende Dirigent. I yngre
Dage var han tillige Solisten ved Forenin-
gens Koncerter, medens det nu hører til
Sjældenhederne at han lader sin "endnu
friske og klangfulde Stemme lyde. Trofast
har han følt sig bundet til Foreningen og
sammen. med dens Formand, Fabrikant
Oskar Lunge sat et utrætteligt Arbejde
ind paa dens Trivsel. '

Om Livet i Foreningen fortælles der un-
derholdende i et smukt Festskrift. Det er
heri lykkedes Forfatteren, Hr. Aug. Sæd-
der, at give et godt Billede af denne
Forenings Udvikling i de forløbne 50 Aar,
og Forfatteren vil ikke blive skuffet, naar
han slutter sit kønne Indledningsdigt saa-
ledes: ;

»Modtag nu med Mildhed ,,Arions" lille Bog,
den uden Bram de svundne Tider maler,

den viser i Aanden de glade Sangertog;

af deres Saga Tidens Skikke taler.”

Th. Wessel og EHmil Vett.

LADENE har meddelt det: Magasin du Nord
B træder ind paa den øverste Fløj af
danske Aktieselskabers uendelige Ræk-
ke. Grundlæggerne, Th. Wessel og Emil
Vett — begge to Mænd mellem 50 og 60.—
trækker sig tilbage og nu vil alle, selv de,
der hidsigst løb Storm mod Huset, bøje sig i
Beundring for at dette var to Mænds Arbejde.

Hvorledes gik det i Grunden til, hvordan er alt
dette vokset frem blot i Løbet af en lille Men-
neskealder? g
Biograferne vil notere: Emit Vett er født i
Rødby. Og man vil smile ved Tanken om, at
denne By, hvis Lidenhed har bragt den i Folke-
munde, har fostret en Handelsmand i Verdens-
udgave. Wessel er Odensianer, blev oplært i

— 138 —

TH. WESSEL OG EMIL VETT

blandet Købmandsforretning i Svendborg og kom
1864 til København, hvor han rejste for M. E.
Grøn & Søn. I Aarhus traf han Vett, der havde
en ledende Stilling i en af Byens største Mode-
forretninger og tilsammen begyndte de to saa en
beskeden Forretning der i Byen — da blev Ste-
nen lagt til et Hus
med Spir og Taarn
og Rum uden Tal.
Udmærket supple-
rede Wessel og
Vett hinanden, det
dobbelte W og det
enkelte V nittedes
sammen og i 1870
følte de sig stærke

lægge en større
Hvide-Vareforret-
ning i København,
hvor de lejede Stue
og Kælder i Hotel
du Nord under
Firma: Th. Wessel
& Co., samtidig med at de beholdt Aarhusfor-
retningen, som Vett fremdeles ledede indtil 1876.
Mens Aarene gaar, tager Udviklingen rivende
Fart, der lægges Beslag paa Naboejendommene,
rundt i Provinsbyerne skyder Filialerne frem,
Fabriken anlægges og tilsidst staar Huset der,
som giver Arbejde til et Par Tusinde Mennesker
og har Filialer i et halvt Hundrede Byer.

Th. Wessel.

nok til' at grund-

Men selv om Forretningen antog en Størrelse
som ingen anden herhjemme, fandt man sig let
til Rette inden for dens Mure. Var Navnet end
fint og fransk, saa mistede Tonen aldrig det
hjemlige Præg — sikkert forstod Wessel og Vett
at vælge sig de rette Medarbejdere. Tre af disse,
der alle bevæger
sig omkring 25
Aars Jubilæet i
Magasinets 'Tjene-
ste, skal fremti-
dig være øverste
Ledere af den ko-
lossale Virksom-
hed. Det er d'Hrr.
Vilh. R. Madsen,
der har ledet den

inden- og uden-

landske Korre-

spondance, C.
Osterhammel, der
har besørget. en
Del af Indkøbene
og J. Ferd. Pe-
tersen, der navnlig har taget sig af indre An-
liggenders Administration.

Selv har de været med til at mure Bygnin-
gen op og derigennem vundet Beundring for
Arkitekterne. Og de overtager Huset i det Haab,
at kunne holde det vel vedlige, uden at tænke
paa nogen Ændring. i Stil og Form.

Emil Vett

Det kongelige Teater.

ustav Esmann svinger bestandig som dra-
matisk Forfatter. Snart frister Sensatio-

g nen ham, snart kan han ikke modstaa

Stillelivet. Men hvor fint han end forstaar
at skildre gammeldags Menneskers Færden, saa
føler han sig dog langtfra fri derinde i de tunge
Stuer med de pertentlige Møbler og de henfarne
Ahner i Ramme paa Væggen. Viddet, der er
hans Styrke, visner i denne Atmosfære, Fan-
tasien, der er hans Svaghed, finder intet, der
kan løfte. Og dog kan han have Held til dér at
træffe paa en eller anden Menneskeskikkelse,
som han med sin fremragende Iagtlagelsesevne
forstaar at genskabe saaledes, at den vinder vor
Interesse. Saadan en Figur er just Urania Rabe,
i Det gamle Hjem" — for hende glemmer man
de øvrige Figurers Ligegyldighed.

Paa Bunden er den gamle, stive Frøken brav
og retsindig. Der er ingen Tvivl i hendes Hjerte
om at hun har den uangribeligsle Ret til at
holde paa det gamle Hjem mod Vandalerne, der
vil rive det fra hende.

Derfor gør hun sig haard, hun skøtter ikke
om deres Raad, har sine egne Meninger, der
ligger hende færdige i Blodet. Først da hun ser
sig forladt af alle, da Regeringen er lige ved at
slippe hende ud af Hænder, bryder Graaden
igennem og hun beder dem betænke, at hendes
Livsnerve vil briste, om de sælger det gamle
Hjem. Og Forfatteren, der har sine Grunde, vil
ikke gøre hende imod og standser Handlingen,
just da den skulde afvinde os Interesse.

Fru Hennings skabte af Urania Rabe en Fi-
gur, der var helstøbt og uden Lyde. Stram og
stiv, med den spidse Næse i Sky og med Hæn-
gekrøllerne, der understregede hvert myndigt
Ord, var hun forunderlig levende at skue.

Dialogen i , Det gamle Hjem" ér skrevet
med Esmanns altid sikre Haand. Men af Vid er
der i dette Lystspil mimdre end man havde Lov
til at vente. I fortrinlig Grad støttedes Forfat-
teren af alle de Spillende og Stykket vandt paa

Første-Aftenen en Succes.
G.K.

— 139 —

rene se 3

Fru Hennings som Urania Rabe i ,,Det gamle Hjemf.
Tegnet for ,Hver & Dag" af Achton Friis.

— 14 —

Malgamit-Ofrene.

Roman af H. S$. Merrimann,

Oversat af Johannes Maguussen.

Indhold af Begyndelsen.
I Begyndelsen skildres, hvorledes Professor von Holzen i Haag besøger en døende Mand og køber en værdifuld Opskrift af

ham. Da Manden er død, tager von Holzen sine Penge igen.
Læseren føres dernæst til London. En ung
sejrrigt tilbage fra en Eksp

af Arbejde i velgørende Øjemed. Hun omtaler et nyt stort Velgørenhedsværk, som hendes Fader, Lord
har sat sig i Spidsen for. Det vedrører Fabrikationen af Malgamit, et Stof, der er nødvendigt ved Papirfabrikationen,
derne. Han vil nu danne et Selskab, der skal beskylte Arbejderne og samle dem paa él
abrikation af dette farlige Stof. I den Anledning holdes der et Møde hos Lord Ferriby, ved hvilket Besty-
relsen vælges, der bl. a. kommer til at bestaa af Lord Ferriby, Cornish, White, Roden og Professor von Holzen.

andlingen forlægges nu til Haag, hvor Percy Roden paa et Hotel gør Bekendtskab med en yngre Enke,

Opfordring
men livsfarligt for Arbej
Selskabet overtager al 2

t til L ): erdensmand, Tony Cornish, træffer en gummel Ven, Major White, der vender
edition i Indien. De gaar sammen hen til Tonys Kusine, Frøken Joan pl, hvem de træffer optagel
'e

rriby, paa en Hr. Kodens

fed saaledes, at

Fru Vansittart, med

hvem han taler om Malgamitarbejderne og Selskabets Planer om at samle dem alle i Holland. Roden omtaler, at han har en Sø-
ster, som han bor sammen med i Nærheden. Dernæst skildres en Taage paa Maasfloden.

paa der var strøet Sand. Passagererne var
nede i den varme Salon. Kun den forfrosne

3 og forkrøbne Dreng ved Klokken var paa
Dækket. Undertiden kom en Mand ilende fra Kahytten
helt op paa Bakken med dampende Kaffe. Skibet
havde ligget for Anker siden Daggry, og Lyden
af andre Klokker og andre Piber fjernt og nær
meldte, at det ikke laa alene i disse Vande.
Det fjerne Drøn af en Damper, der listede sig forsig-
tigt frem fra Rotterdam, syntes at melde, at Taagen
ikke var saa tæt længere inde i Landet. En Tavs-
hed, der kun blev afbrudt af Vindens Susen i Rignin-
gen, hvilede over det hele, saa at Folk med en vis
Lettelse lyltede til de Klokker, der svarede rundt om-
kring. Himlen blev tilsidst lidt lysere, og noget efter
var der Huller i Taagen, saa man kunde kigge ud
over det grønne Vand.

Kaptajnen og Lodsen vekslede et Par Ord, saa faa
som muligt. De havde været paa Broen sammen hele
Natten og havde sagt alt, hvad der kunde siges om
Vind og Vejr. Kaplajnen gav en bestemt Ordre med
sin barske Stemme, og som ved Trolddom viste Mand-
skabet sig paa Dækket fra alle Sider. Den første Styr-
mand kom frem fra sit Lukaf under Rattet og van-
drede fremad i Taagen, medens han smøgede sin
Krave op.

Saa vidnede klirrende Raslen om, at Ankeret blev
hejset. Nu havde man givet efter for Taagen i seks
Timer, og den Tid var kommet, da man maatte gaa
frem gennem tykt og tyndt. Hvad brød Berlin, St. Pe-
tersborg og Wien sig om, at der var Taage bes Maas-
floden? Der var Post og Passagerer om Bord paa
denne Damper. Støjen bragte én af de sidstnævnte
op paa Dækket. Indenfor den høje Krave og Pels-
kappen og under Skyggen af en Filthat kiggede Tony
Cornish's skarpe, kønne Ansigt frem. Han vekslede
et Nik med Kaptajnen og Lodsen, for han havde snak-
ket med dem ved Frokostbordet. Han stillede sig bag
ved dem paa Broen med Hænderne i Lommerne og
en Cigaret i Munden, Et Raab fra Bakken tilkende-
gav snart, at Ankeret var oppe, og Kaptajnen signa-
liserede ned til Maskinen. De tre Mænd, der havde
Udkig paa Bakken, kunde dunkelt skelnes i Taagen;
den store Damper listede. sig forsigtigl frem. Men
Styrmanden, der holdt Haanden paa Linen, lod Piben
lyde hver halve Minut. Paa den ene Side viste der
sig straks efter en utydelig Skygge; det var en stor
Damper, som laa for Anker, og som de gik lige forbi,
ringende og pibende. En anden Skygge viste sig at
være en Lodsbaad, og den hollandske Lods vekslede
et Par Ord med en usynlig Person, der svarede ham
med Ordet ,,Sydost". Denne Skygge sejlede de og-
saa forbi, medens den vedblev atraabe: ,,Sydost, Syd-
ostlt
»Det er en hvid Bøje, jeg søger," sagde Lodsen,
idet han vendte sig om til dem, der stod paa

De Dæk var bedækket med' Is, hvor-

Broen bag ved ham, og der var Rynker i hans gemyt-
lige Ansigt af Angst og Bekymring.

Pludselig stak den anden Styrmand, en rødhaaret
Skotte med smaa skarpe, blaa Øjne, en rød Haand
frem og pegede paa noget.

»Dér er den!" sagde han. ,Styrbord med Roret!«

Der gik hele tredive Sekunder, før nogen andens
Øjne kunde gennemtrænge Mørket og se en stor, hvid
Bøje, der nejede hen imod Damperen som en Hof-
dame for en Dronning. Der var én Røst, som efter-
haanden syntes at beherske alle de mange advarende
Lyd fra alle Kanter. Denne Røst lignede en stærk
Mands, naar han er sikker paa sig selv i en Forsam-
ling af ophidsede og vaklende Raadgivere, og den
havde længe lydt med en Udholdenhed, der tilsidst
syntes at beherske alle andre, og Damperen bevægede
sig roligt hen imod den; thi den lød fra Sirenen paa Bro-
hovedet. I det ene Øjeblik syntes den at være ganske
nær og i det næste langt borte; thi naar Øret mang-
ler Øjnenes Hjælp, kan det kun daarligt bedømme
Afstanden.

n»Endelig!« sagde Kaptajnen pludseligt, medens
Angsten som ved et Trylleslag forsvandt fra hans
Ansigt. ,Endelig hører jeg Kranerne arbejde paa
Broen!"

Furvalteren var kommet op og nærmede sig Cornish.

» Vil De sætte Dem i Land her eller tage dem med
til Rotterdam? spurgte han.

»Vi sætter dem i Land her,” svarede Cornish. —
»Har De givet Dem noget Mad?"

»Ja, de har faaet deres Frokost. Men de har ikke
megen Appetit."

»Nej," sagde Cornish og saa paa ham. ,De spiser
vist ikke meget."

Forvalteren trak paa Skulderen og henvendte sin
Opmærksomhed paa andre Ting. Det lille Sømærke

aa Brohovedet traadte pludselig frem i Taagen en
Falvandet Hundrede Fod borte. Det var ligefrem en
Synaali en Høstak, som den dygtige Lods havde fun-
det. i
" "Hvad er det for nogle disse — disse hundrede og
tyve Spøgelser?” spurgte Forvalteren pludseligt.

»Det er Malgamitarbejdere,” svarede Cornish mun-
tert, ,og jeg vil gøre dem til Mennesker".

Forvalteren saa.paa ham, lo paa en forlegen Maade
og forlod Broen. Cornish blev staaende og iagtlog med
Interesse de Manøvrer hvormed det store Skib blev
bragt hen til Siden af Kajen.

Han syntes allerede at have glemt de hundrede og
tyve Mænd i anden Kahyt. Det havde kun været en flyg-
tig Bevægelse, han havde følt i Anledning af dem. Han
forstod, hvorledes man fik Damperen til at adlyde,
men han kunde ikke selv have gjort det. Han var en
sand Søn af vor Slægt, som forstaar meget og mange
Ting, men ikke tilstrækkeligt af nogen.

Han stod ved Falderebstrappen, da Malgamitarbej-
derne gik deres Vej i Gaasegang. Det var en sørgelig

— iii —

udtat Keld Sker. sr Ét

Sa sr ra eng. raa

MALGAMIT-OFRENE.

Flok, smalbrystet og huløjet, med den halvt haabløse,
halvt ligegyldige Mine, der vidner om et nøje Kend-
skab til Sygdom og Død.

Han nikkede flygtigt til dem, mens de gik forbi.
Nogle af dem gjorde sig den Ulejlighed at besvare
hans Hilsen, andre syntes ligegyldige. Et Par saa paa
ham med en Slags sløv Forundring. Og denne Mand
var i Virkeligheden heller ikke af det Stof, som man
laver store Menneskevenner af. Han var munter og
letsindig og overfladisk.

»Sørg for at faa dem op i Toget", sagde han til en
Betjent, og da han saa, at han ikke blev forstaaet,
gav han Ordrerne paa et andet Sprog.

De daarligt klædte rejsende sjokkede gennem Told-
boden. Det var kun faa af dem, der syntes at have
nogen Interesse for deres Omgivelser. De vekslede
IKE, Bemærkninger, men gik i Tavshed ved Siden
af hinanden som stumt Kvæg, der drives af Sted. Nogle
af dem bar Mærke af at være syge, hist og her var
der én, der snublede, et Par Stykker var halyt blinde
og famlede sig frem. Det var tydeligt nok, at de
var af forskellige Nationaliter. Her var en Jøde fra
Wien, i hvis Øjne Frygten for Jødeforfølgelsen funk-

lede. I Hælene paa ham fulgte en
lyshaaret Kæmpe fra Stockholm.
Én fiffig Londoner tog til Hatten,
medens han vendte sig temmelig
pralende om for at hjælpe en lille
hvidhaaret Italiener over den
ujævne Bro.

De havde kun én Ting tilfælles,
det var deres dødbringende Ar-
bejde.

En Skygge, Dødens Skygge, hvi-
lede over dem alle, En øjeblikkelig
Alvor fo'r hen over Cornish's An-
sigt.

Disse Mænd var saa langt fjernet
fra ham som den krybende Bille fra
Sommerfuglen. Men hvem kan sige,
at Sommerfuglen ikke ser andet
end Blomsterne?

Nogle af dem listede sig forbi
med sløv Ydmyghed af Frygt for,
at deres fattige Klæder skulde røre
ved hans Pelsfrakke. En, der bar
et Fuglebur, standsede lidt med en
Slags Stolthed, for at Cornish bedre
kunde se den ynkelige Kanariefugl.
Malgamitarbejderne, som de var
den Vinlermorgen her paa Broen,
var ikke de interessante Industriar-
bejdere fra Lady Ferribys Selskabs-
sal, Dér havde man talt, som om
deres Liv var kort, men lystigt.

Her kunde man næppe opdage
noget af Lystigheden.

De farlige Industriers Hemme-
lighed er én af de Hemmeligheder
i Livet, som ikke en Gang kan for-
klares af de yngste Romanforfat-
tere. At der eksisterer farlige Indu-
strier, det véd og beklager vi alle-
sammen. At Antallet af de Mænd
og Kvinder, der er rede til at søge
Beskæftigelse i den Slags Virksom-
heder, faktisk er uudtømmelig, det
er en Kendsgerning, der nok for-
tjener i det mindste et Øjebliks
Oprerkr enhed:

Cornish traf det fornødne Arran-
gement med Jærnbaneembedsmæn-
dene og talte omhyggeligt Folkene,
som alfårede sad i de Vogne, der
var reserverede til dem. Man maat-
te under alle Omstændigheder indrømme, at han
havde den moderne Dyd: at være overordenllig prak-
lisk og dygtig til at overvinde de smaa Vanskelighe-
der i Hverdagslivet.

Saa satte han sig alene i en Kupé med et lettet
Suk ved Tanken om, at han om et Par Dage var til-
bage i London igen. Hans Ansvar endle i Haag, hvor
han skulde overlevere Malgamitarbejderne til Roden
og von Holzen.

Ak ja, det var nogle sørgelige Mennesker, og Hol-
land, set fra Kupévinduet, en snedækt Slette med
frosne Grave og Kanaler, var ikke oplivende. Tempe-
raturen var bidende kold, Husene triste og rimbe-
dækkede. Malgamitarbejderne var hlevet samlede fra
alle Verdensdele i et Alan der var særlig indrettet
til dem i London. En anden Afdeling ventede i Ham-
borg; men de bedste Arbejdere var de Folk, som Cor-
nish havde Opsyn med.

Fortsættes.

— 142 —

Kendte Navne
fra By og Land.

Dødsfald.

Efter kort Tids Sygdom er Cand.
phil. Emil Trier død i en ung
Alder af 47 Aar. Dette Dødsfald,
der kom ganske uventet, har vakt
megen Deltagelse i vide Kredse.
Trier startede sit nu saa bekendte
Annoncebureau under smaa For-

hold i
Halvfjer-

serne;
men ved
sit Talent,
der parre-

de For-
retnings-
mandens

Snille
med Aka-

demike-
rens Intel-

ligens,

lykkedes
det ham
at svinge
det op til dets nuværende Stade.

Emil Trier var med til at starte
Studentersamfundet, til hvis mest
trofaste Medlemmer han i de for-
løbne sytten Aar stadig har hørt,
og i hvis Bestyrelse han i længere
Tid har haft Sæde. Ingen kunde
som han dirigere en lille, livlig
Generalforsamling, og i enhver
Festkomité var det en Selvfølge, at
han skulde være med.

Trier hører til dem, der vil blive
savnede, ikke mindst i det dag-
lige Liv.

Annonceagent Trier.

Kaptajn L. 4. 4. Hatting er ef-

ter længere Tids Sygdom afgaaet

ved Døden. Den afdøde deltog i

sidste Krig som Løjtnant med stor

Bravour i Kampen for Sønderjyl-
land.

3 Hans In-
;… teresse for
de gamle
Krigs-
kammera-
ter skaffe-
ham et
Virkefelt
blandt
Vaaben-
brødrene,
og det var
derfor in-
tet Under,
at man
knyttede
ham nær til de danske Vaabenbrød-
res Selskab, hvor han indtog Stil-
lingen som Kontorchef ved Hoved-
kontoret. I Finansministeriet, hvor
han ligeledes var Kontorchef, var
han meget afholdt, For nogle Aar
siden fik han Afskedspatent som
Kaptajn og Ridderkorset tildelt.

Kaptajn Hatting.

KENDTE NAVNE.

Aalborg Landmandsbank har mi-
stet sin Direktør, Semmy Raffel.
Saa godt som hele hans Liv har
været knyttet til hans Fødeby, i
hvilken han havde skaffet sig et
højt anset Navn i alle Samfunds-
kredse for
sin Dyg-
tighed og
Forekom-
menhed.
Som ungt
Menneske
lærte han
Handelen
i sin Fa-
ders For-
retning,
opholdt
sig en kort
Tid i Ud-
landet for
at faa vi-
dere Uddannelse og vendte saa
hjem for at overtage den hjemlige
Forretning. Da Landmandsbanken
blev oprettet i Aalborg, blev han
først Kasserer og Bogholder i denne,
og for 10 Aar siden overdrog man
ham Direktørposten ved Direktør

A. Jacobsens Død.

Direktør Raffel.

Jylland har mistet en i vide
Kredse kendt og anset Landmand,
Forpagter af Marselisborg F. J. L.
Bech. Udgaaet af en jysk Land-
mandsslægt blev han "Traditionen
tro og fra ganske ung uddannet til
Landvæsnet. Allerede tidlig over-
tog han Forpagtningen af den store
Gaard i Vesljylland, Rydhauge,
som han imidlertid for en Del Aar
siden forlod for at overtage For-
pagtningen af Marselisborg - ved
Aarhus, der da tilhørte Minister
Ingerslev. Med ægte jysk Støthed
blev Gaarden under hans Vejled-
ning bragt op til en Mønsterbedrift,
som bevirkede, at man i det jyske
Landbrug fik Øjnene op for hans
Dygtighed. Han blev inddraget i
mange officielle Stillinger i Land-
boforeninger og ved Dyrskuer, hvor
han ofte indtog en ledende Stilling.
Da imidlerlid sfore Dele af Mar-
selisborg blev bortsolgt til Aarhus,
ønsked» han sig fritaget for sin
Forpagtning, og netop nu stod han
i Begreb med at trække sig tilbage

for at
overtage '
en Ådmi-

nistra-
tionsstil-
ling ved
et Land-
brugsfore-
tagende i
Randers,
da Døden
desværre
standse-
de hans
store &
Foretag-

Forpagter Bech.

— 143 —

somhed. Hans Død er et absolut
Tab for vor Landbostand. Han var
dekoreret med Ridderkorset.

Fra Siam meldes, at Cand. polyl.
Ingeniør Hugo Waetzold er død
under et Ophold der i en Alder af
knap 25 Aar. Han absolverede en
glimrende polyteknisk Eksamen i
en meget tidlig Alder (han var lige
fyldt 21 Aar) og var derefter be-
skæftiget ved Anlæget af Slagelse-

Værslev

Banen,
indtil han

i Marts

Maaned
fik Tilbud
om at rej-
se til Siam

for at pro-
jektere og
undersøge
Havne og
Jærn-
bane-An-

æg.

En brat

Død har
imidlertid bortrevet den unge lo-
vende Ingeniør, idet han den 11.
Nov., da han befandt sig paa en
Udflugt med Overingeniøren ved de
siamesiske Statsbaner Gehrts, plud-
selig faldt død om, ramt af et Sol-
stik.

Han var ualmindelig afholdt saa-
vel af Overordnede som af Under-
ordnede paa Grund af sin beskedne
og brave Karakter. Det var derfor
med den største. Beklagelse, at
hans herværende Kolleger modtog
Budskabet om hans tidlige Død.

Ingeniør Waetzold.

»Hver 8. Dags
Musik og Sang",

Det i Dag udkomne Nummer af
»Hver 8. Dag" indeholder: C. van
Rees Boernes Nationalhymne;
Thorvald Hansens ,Albumsblad";
EH. di Capuas ,0 Sole mio (Min
Sol); Wilh. Matthisson-Hansen.
For Guitar: 1. ,Lille dumme Abe-
kat" af Oprt. ,,Geisha" og 2. Svensk
Bondedans; """ Italienske Melo-
dier.

Redaktionen paatager sig inter
Ansvar for indsendte Manuskripter
etc. Dog vil ubenyttede Manuskrip-
ter saavidt mulig blive returnerede,
saafremt de ledsages med en Kon-
volut, forsynet med Adresse og Fri-
mærke.

Fr]

Ny Kunstindustri.

S, Schmidts danske Lamper,

u er Lamperne ogsaa inde
under den danske Kunstin-
dustris Scepter. Hr. SS.
Schmidt har her haft en
virkelig original Ide, thi selv om
han ikke som Nourreddin sælger

nye Kobberlamper mod at faa gam-
le i Stedet, saa udfører han dog
det Kunststykke, at levere, for de
samme Penge som hidtil en ganske
almindelig Lampe kostede, en Lam-

; pe, der fremtræder som et Stykke

selvstændig Kunst.
Han henvendte sig
til danske Kunstne-
re, hvis Navne har
Klang, og bad dem
give Tegning til en
Række Lamper, som
han kun vilde for-
færdige i et ringe
Antal Eksemplarer.
Det vil nu gaa med
dem ganske som
med Platterne. Den,
som har faaet en af
de Schmidtske In-

dustrigenstande i
Eje, skal vel vogte
paa ikke atlade den
slippe sig af Hæn-
der, men føle sig som en Aladdin
og værne om Besiddelsen af den
vidunderlige Lampe.

Arkitekt Erik Schiødte har teg-
net en ,Empire-Hængelampe" ig;
1), som enten ire-armet vil faa Ind-
pas i Kabinet og Herreværelse el-

ler seks-armet vil være

| selvskreven lil at pryde

r Fig. 2

en Dagligstue. Fremde-
les har den unge Maler
Gudmund Hentze teg-
—- net en ,,Empire Bord-
lampe" (Fig. 2) og Ar-
kitekten K. Arne-Peter-
sen: yDen danske Stu-
dents Lampe" (Fig. 4)
ved hvilken den unge
Fig. 3... Rus altid vil have det

NY KUNSTINDUSTRI.

R himmelske Lys for
z Øje. Medens Male-
ren Paul Fischers
»Slange-Lampe"
(Fig. 5) er bestemt til
at hænge i Spisestu-
en, er Arne-Peter-
sens ,,Raadhuslam-
pe" (Fig. 6) en Bord-
lampe, der ogsaa fa-
brikeres i Stander-
facon. ,,S-Lampen"

Fig. 4. (Fig. 7), som Poul
Kronemann har

Æren af, vil faa sin Plads i Spise-

stuen og Gudmund Hentzes Værk

med det pikante Navn: ,,Det 20.

Aarhundredes Lysestage-Lampe"

(Fig. 7) vil indgaa som et meget

dekorativt Led i et Festbords Ud-.

smykning.

Alle disse Modeller er beskyttede
med Eneret. En anden Beskyttelse
er den, som Fabrikanten paalægger

sig selv, idet han lover sine Kø-
bere ikke at lade udføre mere end
et beskedent Antal Eksemplarer af
hver Model — et Antal, der ikke
overskrider 250 Stykker og i de
enke Tilfælde endda kun omfatter
Meget elendigt Kram vil disse
nye Lamper holde
borte fra vore
Hjem, der efter-
haanden som
dansk Industri be-
mægtiger'sig flere
Felter, ville faa et
Særpræg, som de
længe bittert har
savnet. Og selv
Studenten, der
ikke har Raad til
store Sager vil
kunne overkomme
at eje den Lampe,
der bærer hans
Navn eller Lyse-
stagen (Fig. 3),
som ogsaa blev
kaldt op efter ham.
Mange, derlæser
disse Linier, vil nu .… Fig. 6.

Ek

es ( 7 TRES

tænke: Her er jeg paa en nem
Maade sluppet til en. billig-Ide —
det skal jeg huske hen imod Jule-
tid. Men saa let gaar det heller ik-
ke at faa disse -Lamper -fat. Fabri-
kationen af disse kunstfærdige
Genstande tager Tid, og kun de
Lamper, der bestilles inden d..10.
December, vil kunne naa at blive en
rettidig Julegave, medens derimod
de Bestillinger, som indgaa efter
denne Tid kun kan loves færdige,
forsaavidt Tiden og de forud ind-
givne Bestillingers Antal tillader
det.

Saa solidt og omhyggeligt er
disse Lamper forarbejdede, at de
vil kunne gaa i Arv i Familierne
fra Slægtled til Slægtled, men
skulde det hænde, at noget gaar 1
Stykker, da er Firmaet-S. Schmidt
i Landemærket 3 den , Lampens"
Aand", som hurlig indfinder sig og
efterkommer enhver Befaling.

Naar det Antal Eks-
emplarer er solgt, som
forud er fastsat for
hver Lampe, agter Hr.
Schmidt at lade nye
Modeller tegne og det
er saaledes hans Øn-
ske stadig at kunne
give danske Kunstne-
re og danske Arbej- es,
dere nye Opgaver. SER
Selv til Kuplernes Ud- Fig.
arbejdelse søger Hr. Schmidt kunst-
nerisk Assistance. Saaledes har
Erik Schiødte tegnet en Empire-
Læse-Skærm, der forener Hensy-
net baade til Smag og praktisk
Nytte.

EP

Nes 0ee n

Søndagen den 3. December. =

10 Øre om Ugen.
1 Kr. 25 Øre Kvartalet.

Pensionatet for Nervesvage.

Af Maglekilde-Petersen og Peter Kronborg. (Med Tegning af Alfred Schmidt.)

gs

AMC 2
SE Er 5%

ANDSLAGTEREN holdt udenfor Pensionatet for
Nervesvage. — Ejerinden af samme, —
en ældre Dame, — kom ud til Vog-
nen. ; ;

»Go” da”, Frøken, — ska' vi sla en lille Han-
del a' ida'. — Her ska' De se Kyd, — Tællen
hvid som Sne, — Kydet smæller paa Gum-
merne, — man kan næsten suge det ind. — Her
ska” De se, — Frøken, — Hva' er det inte
pænt, — aa saa æ det første Klasse, prima, —
— og saa var det et Kreatur, — rundt som en
Pølse, — næsten ingen Ben i det, — det for-
sikrer jeg Dem for.”

»Nej, — Tak, Slagter, — jeg er forsynet. —
Jeg har i den senere Tid købt nogle Kalve af
Forpagteren derovre, og jeg har netop bestilt en

igen til denne Uge.” ;
»Naa saadan, — det æ altsaa derfor, De inte

har køft Kyd af mig i den
senere Tid; — men De ska'
være li'esom en Smule for-
sigtig med det Spæ'kalle-
sul, — jæ si'er det mest
af 'Ingteresse for Dem,
— ja, det gør jæ. —
Man blir saa nerviøs af
Spækallesul, og jeg forsikre
for, — alle Dereses Pensio-
nistere, som æ nerviøse i
Forvejen, de kommer til at
gaa og bævre af det Kallesul,
— og se helt daarlige ud.”
»Bævre! — Hvad mener
De med det, Slagter?”
»Har De aldrig set en slag-
tet Spækalle, Frøken? Den
bævre Timevis, etter den æ
slagtet. — Og jeg synes ær-
lig talt ogsaa, at De, Frøken,
ser saa daarlig ud idag."
»Saa! — Nej, jeg fejler saamænd ingenting."
»Naa, — ikke det. — Jo, jeg synes virke-

lig osse, at Deres Pensionistere, — de har
osse taft dem meget i den senere Tid, — de
ser saa slatne ud. — Jæ si'er det bare af

Ingteresse for Dem, Frøken, — men Folk
snakker da ligegodt om det, — og bliver De
ved Frøken at fo're Deres Pensionistere med
Spæ'kallesul, — ved De hvad saa, — saa har
De Lazaret i Løbet af 8 Dage, — og det næste
Skridt, — det kan man nok tænke sig til, —
og det kan da inte være en Anbefaling, naar
Pensionisterne kommer ud til Dem og krepere:
— Det kan de gøre hjemme, og det behøver de
inte at betale for. — Jeg ska' si'e Dem. —
Spæ'kallesul det æ ren Gift, — det æ Sandhed
Frøken!" :

— 145 —

PENSIONATET FOR NERVESVAGE.

»Ih! — bevares, Slagter! — De gør mig helt
bange og nervøs!"

»Ja, nerviøs. — Der har det! — Det æ Spæ'-
kallen, der virker, — tænkte jæ det ikke nok,
da jæ kørte forbi to af Dereses Pensionistere
deroppe i Skoven. Ved De hvad, Frøken! Saa
stod de saadan begge to og gav none Lyde fra
Dem som en Kalle! — Bøah! — Bøah!"

nÅah de ere forkølede, de har Hoste, Slag-
ter!”

»Javel, Frøken! — Hoste, der æ det, det be-
gynder det med. — Det æ Giften i Spæ'kallen,
der slaar sig paa Kadaveret. — Saa De inte det
Tilfælde i Efteraaret med de 39, der blev for-
gi'ede ved Høstgildet af Spæ'kalle, — det stod
i Avisen, — saa jæ ved da, det kan inte være
Løgn.”

»Jamen det var jo rædsomt, — døde de?"

»Ja, hver evige eneste en, — det var skrevet
til Bladene af én, der selv havde været med."

»Han kunde da ikke skrive om det, naar han
var død, — Slagter!"

nHvadbehaver? — Naa ja, — nej naturligvis

— jo — ja — — — Det kunde han vel nok,
— eftersom han var den eneste, der inte havde
spist af det Spæ'kallesul. — — Og det stod

med fulde Navne i Bladene. — Men natyrligvis
— det æ kuns af Ingteresse for Dem. — De vil
da vel inte lave Pensionatet om til Kapel?"

»Nej — bevares! — Jeg tror nu, Slagter, —
jeg ved saamænd ikke. — Jeg har jo bestilt
den Kalv derovre. — I næste Uge vil jeg købe
af Dem.”

»Blæse med det, den Kalle ta'r jæ. — Næste
Uge æ det for sent, — saa gaar det Dem, som
det æ gaaet den rige bovede Jens Jensen paa
den anden Side Fjorden. — Det æ en køn Re-
delighed; — men De har vel hørt den, Frøken!
af Gestriksen?" ;

Nej! — Hvad er der sket med Jens Jensen?"

»Jo, ser De! — Jæ møder i Gaar Gestriksen,

— han kom lige derfra, — og han fortalte, —
det æ sandfærdigt, — han fortalte, at Jens Jen-
sen hadde saadan en flink Karl — nu maa jæ
dertil bemærke, — at Jens .Jensens Køer de
kælver paa denne Tid, og Jens og hele Gaarden
de æder Spæ'kalle baade Dag og Nat. Jens si'er
en Besked til Karlen, og Karlen si'”er: — Bøah.
— Bøah. — Konen si'er Besked — og Karlen
sier: — Bøah. — Bøah. — Han brølte li'esom
en Spækalle. — Men han gjorde, hvad de sa'e
til ham alligevel. — Da han hadde brølet saa-
dan eu 8 Dage, sender de Bud etler Gestriksen,
— og da han kommer kørendes, staar Karlen
og brøler som en Studekalle ude i Porten. —
Gestriksen undersøger ham paa Stedet. — Kar-
len sagde: — Buh-Boah til Alt. — Den æ gal,
sa'e Gestriksen. — Hvad har han faaet og spise
i Dag?"

»Kallesuppe og Kallekyd til Middag og Mel-
lemmad!"

»Og i Gaar?"

»Kallefrikassée og Kalleost.”

»Og i Forgaars?”"

»Li'esaadan Kalleboeuf og Kallefrikadeller og
Suppe!"

»Det æ nok, sa'e saa Gestriksen. — Det æ
Spæ'kallen, der har slaaet sig paa Hjernen og
angrevet hans Nervesystemere. — De maa for-
andre Levemaaden øjeblikkelig. — Han ska” ha'
Oksekydsteg og mest Forkyd.

Saa kørte jeg straks derover og solgte Jens
Jensen 24 Pund Forkyd."

»Uh-ha! — Jeg bliver helt ængstelig, — jeg
kommer næsten til at bævre og ryste af alt det,
De fortæller. — Jo, — jeg tror saamænd, jeg
tager den Steg der alligevel, Slagter!"

»Ja, værs'go' — 16 Pund å 55 Øre — det
g'er lige 8 Kr. og 80. — Som sagt, Frøken! —
Det æ kun af Ingteresse, — og det bli”er mel-
lem os. — Det kunde da heller inte være rart
for Dem, om alle Deres Pensionistere rendte
råndt i Landskavet og brølte som smaa Spæ'-
kalle. — De skal se, — de kommer dem af
Nerviøsiteten. — Skal det ikke være et lille
Stykke Forkyd?"

»Åah, — nej —, det er vist ikke saa kraftigt.”

»Naada, — kraftigt, Frøken! — Se paa Dren-
gen der og se paa mig. — Sla' mig i Penalhu-
set! — Om vi æ nerviøse. — Og vi spiser al-
drig andet end som Forkyd; — det æ den tørre
Kraft, — og saa æ det 5 Øre billigere. — Ska”
vi ta' dette lille Stykke? — 29 Pund å 50 Øre,
Frøken?"

»Naa, — ja ja da, — men saa tager De Kal-
ven fra Forpagteren.”

»Ja, natyrlig, — den gi'er jæ Svinene, —
men maaske æ de for godt vant, de æder den
maaske næppe. — — Værsgo”, 11 Kroner. —

Jæ forsikkre Frøken! — at jæ ska” behandle
Dem med mit Kyd, saa Deres Pensionistere de
ska” bi'e none rene Bækolsener allesammen."

»Ja, ja, men det er jo kedeligt, at De ikke
har Butik i Nærheden.”

»Butik, Frøken! — Nej, min Butik, den æ i
Vovnen og paa mine Skuldre. — Og mit Borger-
skab, det æ i Lommen. — Men jeg kommer
igen paa Fredag, spare mig Helsen om alt gaar
vel, — God Bedring, og Tak for idag!"

»Farvel, Frøken!" Og saa kørte Slagteren ge-
myltlig videre,

Ovenstaaende Humoreske vil findes i en Julebog,
som under Navn af: ,,Læs og fortæl!" udgives af de
to populære Forfattere Maglekilde-Petersen og Peter
Kronborg. Skitsen er os velvilligst overladt af For
læggeren, H. Hagerup.

— 146 —

Em Nat blandt Nihilisterne.

Af A. Conan Doyle.

Kan De give os nogle nærmere Oplys-
ninger om den?"

»Hvad som helst De spørger om, skal jeg be-
stræbe mig for at besvare,” svarede jeg i For-
tvivlelse.

»Er'der bleven udstedt nogen Ordre i Birming-
ham angaaende den?"

— »Ingen, da jeg forlod England."

»Godt, godt, saa er der mere end Tid nok
endnu", sagde Manden med Skægget — mange
Maaneder. Vil Bunden blive lavet af Træ eller
Jern?" &

»Af Træ," svarede jeg paa maa og faa. ,,Det
er godt!" sagde en anden Stemme. ,,0Og hvor
bred er Clyde nedenfor Grenock?"

»Den veksler noget,” svarede jeg; ,,en 80
yards"” omtrent i Gennemsnit.

»Hvor mange Mand Besætning?" spurgte en
blodfattig Yngling nederst ved Bordet; han syn-
tes mere skikket til en offentlig Skole end til
denne Morderhule.

»Henimod 300," sagde jeg.

»En svømmende Ligkiste!" sagde den unge
Nihilist med Gravrøst.

»Ere Forraadskamrene i Højde med eller un-
der Sovekahytterne?" spurgte Petrokine. ,,Neden-
under," sagde jeg bestemt, skønt jeg behøver
vel næppe at sige, at jeg ikke havde den fjer-
neste Forestilling derom. -

»Og nu, meget ærede Herre," sagde Alexis,
»hvad svarede den tyske Socialist Bauer til Ra-
vinsky”s Proklamation?" :

Her standsede vi fuldstændigt. Hvorvidt min
Snildhed kunde have reddet mig ud af det eller
ej, det blev aldrig afgjort, thi Forsynet styrtede
mig fra en Vanskelighed ind i en anden, — og
det en endnu større.

En Dør blev smækket .i nedenunder, og man
hørte hurtige Fodtrin nærme sig. Saa lød en høj
Banken udenfor, efterfulgt af 2 mindre Slag.

»Ordenstegnet!" sagde Petrokine, ,,0g dog er
vi tilstede allesammen; hvem kan det være?"

Døren blev smækket op, og ind traadte en
Mand, støvet og rejsetilsølet, men med et Ud-
tryk af Myndighed og Magt i hvert Træk af det
barske og udtryksfulde Ansigt.

Han lod sit Blik glide rundt om Bordet, om-
hyggelig udforskende hvert Ansigt. Der blev en
Studsen af Overraskelse i Værelset. Han var
øjensynlig fremmed for dem alle.

1 have hørt,” sagde Alexis, ,at De var
sendt ud for at inspicere Livadia'en”,
37

+ Navnet paa et kejserligt russisk Lystfartøj, bygget i Skotland.
«+ En Sel = ca. 3 Fod (36 Tommer). É

Sluttet,

»Hvad er Meningen med denne Indtrængen,
min Herre?" sagde min Ven med Skægget.

»Indtrængen!" sagde den fremmede. ,,Man
havde ladet mig forstaa, at jeg skulde blive ven-
tet, og jeg havde haabet paa et varmere Velkom-
men af mine Kolleger. Jeg personlig er ikke Dem
bekendt, mine Herrer, men jeg mener alligevel, at
mit Navn kan gøre Regning paa Ærbødighed
blandt Eder. — Jeg er Gustave Berger, Agen-
ten fra England, og jeg bringer den øverste Kom-
missærs Breve til hans dyrebare Brødre i Solteff."

Var en af deres egne Bomber bleven affyret
midt iblandt dem, kunde den neppe have frem-
bragt større Overraskelse!

Hvert Øje blev afvekslende fæstet paa mig og
den nylig komne Agent.

»Hvis De virkelig er Gustave Berger,” sagde
Petrokine, ,hvem er saa han der?”

»At jeg er Gustave Berger vil disse Legitima-
tionspapirer vise,” sagde han, idet han kastede
en Pakke paa Bordet. ,Hvem den Mand kan
være, ved jeg ikke; men er han af sig selv
trængt ind i Forsamlingen under falsk Paaskud,
er det klart, at han aldrig maa bringe det, han
har hørt, ud af dette Værelse. Tal min Herre,”
tuiføjede han. ,,Hvem og hvad er De??

Jeg følte, at min sidste Time var slaaet. Min
Revolver laa gemt i min Lomme; men hvad kunde
den. udrette mod saa mange desperate Mænd?
Jeg gjorde et Greb i Lommen, og forsøgte at
bevare min Koldblodighed, idet jeg stirrede
rundt om paa de kolde, hævngerrige Ansigter,
der vare rettede mod mig.

»Mine Herrer," sagde jeg, ,den Rolle, jeg
har spillet i Aften, har været ren ufrivillig fra
min Side. Jeg er ingen Politispion, som De sy-
nes at mistænke mig for; og paa den anden
Side har jeg heller ikke den Ære at være
Medlem af Deres Orden. Jeg er en uskadelig
Kornhandler, der ved en usædvanlig Fejltagelse
er blevet tvungen ind i denne ubehagelige og
bagvendte Stilling."

Jeg holdt inde et Øjeblik. Var det kun Ind-
bildning: en mærkelig Uro naaede mit Øre — en
Lyd, som af mange forsigtig trædende Fødder?
Nu døde den bort; det var kun mit eget Hjerte,
der bankede.

»Jeg behøver næppe at sige," vedblev jeg,
»at De kan stole paa, at jeg skal holde hemme-
lig det, jeg her har hørt i Aften. Jeg sætter
højtidelig min Ære som Gentleman i Pant paa,
at ikke et eneste Ord deraf skal komme ud gen-
nem min Mund."

Menneskenes Sanser skærpes i overhængende

— 147 —

EN NAT BLANDT NIHILISTERNE.

Fare. Jeg sad med Ryggen mod Døren, men jeg
vilde have svoret, at jeg hørte tunge Aandedrag
bag ved den. Var det de tre Gripomenusser, jeg
før havde set udføre deres afskyelige Hverv, der
nu som Gribbe vejrede et andet Bytte?

Jeg lod mit Blik fare rundt om Bordet. Sta-
dig de samme haarde, grusomme ÅAnsigter! Ikke
et Glimt af Medfølelse!

Jeg spændte Revolveren i min Lomme.

Der opstod en pinlig Tavshed, som blev af-
brudt af Petrokines barske, skurrende Stemme.

nLøfter blive let aflagte og let brudte," sagde
han. ,Der er kun en Maade at sikre sig evig
Tavshed. Det gælder vort eller Deres Liv. Lad
den øverste af os tale."

»De har Ret," sagde den engelske Agent;
»Der er kun en Udvej aaben. Han maa afske-
diges."

Jeg vidste nu, hvad Meningen var med det,

de sagde i deres afskyelige Jargon, og sprang
op.
n Ved Himlen!” raabte jeg, idet jeg satte Ryg-
gen mod Døren. ,1 skal ikke slagte en fri Eng-
lænder som et Faar! Den første af Jer, der rø-
rer sig, er Dødsens!"

En Mand sprang hen imod mig. Saa trak
jeg paa Aftrækkeren og med et hæst Skrig skur-
rende i mine Øren, blev jeg slaaet til Gulvet af
et bragende Slag bagfra. Halvt bevidstløs og
knuget ned af en tung Vægt, hørte jeg Lyden
af Skud og Hug rundt omkring mig, — og saa
besvimede jeg. — — —

Da jeg kom til mig selv igen, laa jeg mellem
Resterne af Døren, der udefra var bleven
sprængt. Paa den modsatte Side laa tolv af de
Mænd, der fornylig havde fældet deres Dom over
mig, bunden paa Hænder og Fødder to og to,
og blev bevogtede af en Snes russiske Soldater.

Ved Siden af mig laa Liget af den ulykke-
lige engelske Agent med hele Ansigtet knust af
det kraftige Skud. Alexis og Petrokine laa begge
paa Gulvet ligesom jeg, blødende stærkt.

»Naa, min unge Ven, det var nær gaaet Dem
galt,” sagde en hjertelig Stemme i mit Øre. Jeg
saa op, og genkendte — min sortøjede Bekendt
fra Jernbanevognen. g

»Rejs Dem," vedblev han, ,De er blot en
Smule bedøvet, men ellers er der intet i Vejen.
Det er ikke underligt, at jeg forvekslede Dem med
en engelsk Agent, naar selve Forsamlingen blev
narret. De er den eneste fremmede, der nogen-
sinde er kommen ud af denne Hule i Live. Kom,
gaa ned ad Trappen med mig. Nu ved jeg, hvem
De er og hvad De er her efter. Jeg skal føre
Dem til Hr. Dimidoff. Nej, gaa ikke ind der,”
raabte han, da jeg styrede hen mod Døren til
den Celle, i hvilken man allerførst havde ført
mig ind. ,Lad være med det. De har set nok af

slemme Syner paa en Dag. Kom med og faa et
Glas Vin.”

Medens vi vendte tilbage til Hotellet, forkla-
rede han, at Politiet 1 Solteff, hvis Chef han
var, var bleven advaret og havde været paa
Post i nogen Tid efter denne Nihilistudsending.
Min Ankomst til et saa lidet besøgt Sted, i For-
bindelse med min hemmelighedsfulde Mine og
de engelske Mærker paa Gregorys forbandede
Vadsæk, havde fremkaldt hans Mistanke.

Jeg har kun lidet mere at fortælle. Mine so-
cialistiske ,, Venner" bleve alle enten deporterede
til Sibirien eller henrettede. Jeg udførte mit Fo-
rehavende til min Principals Tilfredshed og fik
mine Fremtidsudsigter forbedrede siden hin ræd-
selsfulde Nat, som jeg ikke uden Gysen kan
tænke tilbage paa.

Af Ruslands Sappho.

(€lisabeth Varshjenévskij).

Ån omkring mig sov ind; mæt og søvndysset blind
faldt den spejdende Skare til Ro.
Fra hver blomstrende Gren strømmer Duft af Syrén

som en tændende Sang om os To,

Strøm af Jld, o hvor mild, hvor berusende vild,
hvad betagende, dragende Kald I
Til min €Iskov afsted og forenes dermed

i et Stjerneskuds Højhed og Fald!

'Cad dem dømme mig vredt, Fjertet banker saa hedt,
at mit knugende Bryst splittes ad.

heller nedtraadt og brudt i et €lskovsminut
end dø bort som et visnende Blad.

Ved Thor Lange.

— 148 —

To Forfattere.

flere ny Dyrkere af virkelig Betydning.

Karakteristisk nok for den hele Demo-
kratisering her i Landet hører Flertallet af Halv-
femsernes ny Forfattere hjemme ude i Provin-
serne og paa Bondelandet, og de er rundne af
jævn, folkelig Rod. Derfor kender disse Forfat-
tere det jævne Folk og formaar at give paalide-
lige, alsidige Skildringer af Smaastadsborgeren
og Arbejderen, af Bonden og Fiskeren, og de
har levet saa nøje med i Naturens eget Liv, at
deres Naturbeskrivelser ikke er et forlorent Sce-
neri, lutter Teaterdekorationer af forslidt Præg,
men dybt følt og indtrængende selvoplevet.

To nyligt udgivne Bøger paa samme Forlag
(Jul. Gjellerup) bringer naturligt Forfatternavnene
Johan Skjoldborg og Martin Andersen Nexø
i Forbindelse med hinanden. Men der er ogsaa
Lighed mellem disse to Mænds aandelige Fysiog-
nomi. Begge har de alvorligt, ærligt Studium til
Grund for deres Forfatterskab. De er omhygge-
lige i Ordvalg uden i mindste Maade at være
søgte, deres Sprog er det jævnest mulige uden
noget Øjeblik at være banalt. Deres Komposition
er fuldt ud kunstnerisk, den afsluttede maleri-
ske Fremstilling formaar de begge at give, og
saa vil de begge noget med deres Arbejder. Ikke
pillent ,,Artisteri" blot for Lækkermunde, ikke
heller Underholdningslæsning for den ligeglade
Hob. Men sand og god Kunst, folkeopdragende,
tankevækkende, maalbevidst Kunst.

Johan Skjoldborg er
mmm - af Aar den ældste og som
Forfatter den mest kend-
te. Med Fortællingen Em
Stridsmand vandt han
sig det smukke Navn
»Husmandens Digter".
Her toges for første Gang
nyt Land ind til literær
Opdyrkning. Med nogle
fortrinlige, jydsk tonen-
de Sange — hvoraf den
bedste: ,, Min Hakke, min
Skovl og min Spade"
til Musik af Johanness Torrild fandtes i det
første Hefte af nærværende Blads ,,Musik og
Sang" — fastholdt Skjoldborg midlertidig sit
Navn i Publikums Erindring, indtil han nu med
Fortællingen Kragehuset har erhvervet sig sin
sikre. Plads i dansk folkeskildrende Literatur.
Om der ikke mere udkom en Linje fra Skjold-
borgs Pen, vilde hans Navn dog længe bevare
sin Plads som Slutstenen paa den danske rea-
listiske Folkeskildring, der fra Blicher gennem
Schandorph, Henrik Pontoppidan og Gustav

NG dansk fortællende Litteratur har i
Halvfemsernes sidste Par Aar faaet

Johan Skjoldborg.

Wied blev ført op til Nutiden. En samtidig tak-
nemmelig og fortjenstfuld Opgave vilde det være
at paapege, hvor meget mere sande og ægte og
alsidige, lige ud af Livet, de Skjoldborgske Bøn-
der er frem for Bønderne i al tidligere dansk
Literatur. I denne Sanddruhed ligger forresten
et af Karaktertrækkene i vore yngste Forfatteres
Maal og Produktion. Den hidtil gældende, ofte
lidt letkøbte Realisme er dem ikke nok. Den er
i deres Øjne kun Skallen, men det er til selve
Kernen, de vil trænge ind. j

Martin Andersen Nexø havde i Illustreret
Tidende" gjort sig be-
mærket med nogle godt
fortalte folkelige Novel-
ler, før i Fjor hans første
Bog, Novellesamlingen
Skygger, udkom. Det var
allerede den Gang paa-
faldende, hvor behersket
en Form den unge For-
fatter raadede over. Men
endnu sikrere Tegn paa
hans Talent var hans
modne Menneskekund-
skab, hans Evne til Ka-
rakterskildring, til hvad man med et tyndslidt
Ord kalder Sjælsanalyse. Hans ny Bog ,,Det bø-
des der for —" hævder sig smukt baade for-
melt og reelt. Stilen er rolig og koncis, ikke
billedrig, aldrig patetisk, snarerelidt enstonig, men
netop derfor ren og simpel, alvorlig og bevæget
af en ægte Følelses Understrøm. En gammel
Mand gør i Bogen Rede for sit Liv og hævder,
at selv de klogeste Mennesker kun lige har In-
telligens nok til at konstatere, hvad der foregaar
inde i dem selv, men de formaar ikke selv alt
gribe ind og forme deres eget Livs indre Karak-
ter og ydre Forhold. En Række Aar sidder han
hen fuld af Anger over et forspildt Liv og ender
tilsidst i det nye Samvittighedsnag: at angre sin
egen ørkesløse Anger! Denne negative, indetermi-
nistiske Lære er Bogeus noget triste Hoved-
tanke, men fint og gribende virker Ordene, og en
vis Storladenhed er der over den gamle Mands
aandeligt tunge Skikkelse.

Ren Stil og skarp Iagttagelsesevne er Ander-
sen Nexøs værdifulde Forfatleregenskaber. Og,
som sagt, sammen med Skjoldborg hører han
til — skal vi sige Ny-Realismens bedste Navne.

ger

Martin Andersen Nexø."

— 149 —

Vore Gadefigurer.

" 1 kender
dem alle —
vi, som

daglig fær-
des paa Gader og
Stræder, helstiden
gamle By, hvor der
endnu er en Rest
at finde af pudsig
gammel Fagcon, af
afslidt Pragt og
aflagt. Daarskab,
af Linjer og Far-
ver, som ikke er
lige ud af Aktie-
Arkitekturens lidet
afvekslende Lan-
devej.

Thi ikke ude i
de brede Forstads-
gader, men her
inde, hvor der
endnu er dunkle
Kroge at fjæle sig
i og skæve Hus-
rækker at snige
sig bag, her hol-
der de til, de sæ-
re, de snørklede Personligheder — Origina-

lerne, som vi kalder dem. i

Det gamle København. har altid haft dem og
altid interesseret sig for dem, En af dem hed
Peter Rundetaarn og lever endnu som Sagnfigur
i Folkets Tanke og Tale, medens saa mangen
anden stolt og statelig Hr. Peter hviler i en tid-
lig Glemsels Grav. Og hvem husker ikke hin an-
den Peter, Pudsepeter, som en skønne Aften i
en fuldgod Rus satte Livet til i Nyhavns kolde
Bølger, begrædt og besunget den Dag i Dag paa
pyntelige Vers af sin tro Ven, den endnu levende
Puste-Møller?

Nej, nej, disse Folk dør ikke som Liljerne
paa Marken i Københavnernes Bevidsthed. De
har foragtet dem, haanet og plaget dem, men
— de har holdt af dem, og de holder af dem,
der er tilbage.

Hvad en Original er, vilde være svært at sige
i faa Ord. Jeg vil slet ikke prøve derpaa. De er
af saa mangfoldig Slags, at et Fællesmærke
næppe vilde kunne findes.

Der er Storhedsvanviddet og der er dens yder-
ste Modsætning, Idiotien, som kan gøre Folk til,
hvad vi kalder Originaler. .Og imellem dem en
Rigdom af Nuancer og Sammenblandinger, som
er utallige. j

Fælles for dem alle er kun en større eller
mindre Grad af Forrykthed.

Der er nu Ekscellencen.

Den lille, visne Mand med det store Skæg,
med de mange Kotillonsordener og Medaljer
paa Opslaget af Sommerfrakken eller Vinterpel-
sen — for han gaar om Vinteren i Pels — med
Cigaren elegant klemt imellem den ene Haands
Pegefinger og Langemand, medens den anden
bærer Citytasken, i hvis Indre man aner et vær-
difuldt Statsarkiv.

»Er han gal eller er han bare durkdreven?"
spørger Folk ofte.

Naturligvis er han begge Dele. Storhedsvan-
viddet gløder bag hans Øjne og slaar ud i lys
Lue i hans Tale, og det næres i ægte dansk Stil
af Forestillinger om Hof og Titler og Ordener.
Men ganske .sikkert ved Manden klart, at den
vanvittige Ide, der i en usalig Stund skød op i
hans Hjerne — at han er Kong Frederik den
syvendes Søn, født paa ,,Sørgenfri Slot" — er
ham en Indtægtskilde, ja et Levebrød. Han lader
Folk grine og tager deres Almisser, stolt i sin
indre Bevidsthed og ukrænkelig som den Prins
af Danmark, han er.

Han hjemsøger de fine Folk, de store Grosse-

rere og — Bladkontorerne. Døren gaar rask op
— oftest uden Banken — og ind suser Ekscel-
lencen: ;

»Goddag, Goddag, Hr. Etatsraad, er Direk-
tøren hjemme?" Er der Penge til Ekscellencen i
Dag? Kan De laane ham 50,000 Kroner i Dag

. ikke? . .. 25 Øre da? De faar 1000 Kro-
ner igen, naar Ekscellencen en Gang faar sine
400 Millioner, han har tilgode hos Statskassen
.:. naar Venstreministeriet kommer til Magten".

En københavnsk Original: ,,Ekscellencen.”

VORE GADEFIGURER.

Munden staar ikke stille paa ham, og han
gaar ikke, før han har faaet en Mønt eller —
før Bydrengen tager ham i Krebsen og sætter
ham ud, hvad der i Reglen er ham en let Sag
og en sand Sjælesvir.

Ekscellencens Fortid ligger i dunkelt Mørke.
Spørger man, faar man kun at vide, at ,,han"
— altid ærbødig tredje Person om sig selv —
»bor paa Sørgenfri Slot og hedder Ekscellence
Frederik Frederiksen".

Forresten residerer han nok ude i en af Ve-
sterbros Sidegader. Men inde i Byen lever han
sit Liv.

Professoren bærer ikke Vanviddets Præg
fuldt saa paalideligt som sin dekorerede Kollega.
De fleste anser ham vist for en rigtig snu Plat-
tenslager — thi ogsaa han lever af for en billig
Penge at gøre sig til Grin for et tilfældigt Pub-
likum.

Hams Andersen-Bang, som hans borgerlige
Navn lyder, har just i denne Tid fejret sit 25-
Aars Jubilæum som , bekendt Person", for at .tale
med Nikolajsen i ,,Revuen". Han søgte i den
Anledning hos en bekendt Redaktør og Rigmand
et beskedent Bidrag paa 500 Kr. til at fejre Jubi-
læet med Fakkeltog og Musik af Joachim Ander-
sens Orkester, men desværre strandede Projek-
tet paa Redaktørens Gnavseri.

Hans Specialitet har været at holde F oredrag
om Tidens brændende Spørgsmaal. Først i Fir-
serne optraadte han i de unge Levemænds da-
værende Paradis ,,Braminerklubben", hvor han
en Gang blev sat op paa en glohed Kakkelovn
og nær var kommet til at dele Skæbne med den
hellige . . . var det ikke Laurentius han hed?
Siden producerede han sig i forskellige Bevært-
ningslokaler, der altid i Haab om forøget Søg-
ning beredvilligt overlodes ham. Hans Glanspe-
riode faldt samtidig med (eneral Boulangers,

En københavnsk Original: ,Professor" Andersen-Bang.

hvis udtrykte Billede han indbildte sig at være.
Han optraadte den Gang og senere i mindre Cir-
kus til Hest og i fransk Generaluniform, ivrig
forfægtende Middelstandens Sag.

Han kan iøvrigt med Rette rose sig af at være
den første, som rejste Middelstandens Fane i Kø-
benhavn. I Firserne vilde han stille sig paa et
Handelsprogram i 5. Kreds mod Goos og Holm,
men opnaaede desværre kun én Stiller, og han
havde ikke Valgret.

Middelstanden har heller aldrig glemt sin
gamle Talsmand. Andersen-Bang turer endnu
stadig om fra Dør til Dør med sin Slængkappe
og sine lumske, blaa Briller, og i smaa Butiker
og Beværtninger er der altid til ham, om ikke
andet, saa dog en Bid Brød og en Snaps eller
en Cigar.

For et Par Aar siden havde man ham paa
Oringe paa Prøve. Men der vilde de ikke be-
holde ham.

Han var ikke gal, mente man — i hvert Fald
ikke gal nok.

Disse to betitlede Personer danner Originaler-
nes Åristokrati. Vore andre Billeder fremstiller
et Par Gadefigurer, som maaske langt snarere
fortjener Navn af Stakler end af Originaler.

Den tynde, visne, tandløse Kvinde i den fat-
tige, men latterligt opstadsede Dragt færdes dag-
lig i Kvarteret mellem Dronningens Tvergade og
Købmagergade. Hun hedder Juliane Marie Han-
sen, men kun faa kender dette Navn. Som Jom-
fru Tidsfordriv kendes hun derimod af ethvert
Barn.

Hun er 45 Aar og paastaaes at være Præste-

datter, men har, saa længe man kan huske til-
bage, levet i den yderste Armod. Nu bor hun
paa en-Kvist i Lille Brøndstræde, hvor en fattig
Kone for en ringe Betaling giver hende, hvad
hun hehøver.
: Og det er just ikke meget. Hun
lever næsten udelukkende af Bol-
scher og Kager, som hun tigger
paa Sukkervarefabriker og i
Konditorier og venligt deler ud til
de store Flokke af Gadens Ung-
dom, hun altid har sværmende om
sig. Dem holder hun Skole for —
thi hendes Indbildning er den, at
hun er Lærerinde — og om Som-
meren sidder hun daglig i Kon-
gens Have og opdrager Ungdom-
men i Tugt og Herrens Forma-
ning, med skiftevis Anvendelse af
RR og fantastiske Skælds-
ord.

Sin underlige Garderobe, der
synes uudtømmelig og ofte va-
rierer med faa Dages Mellemrum,
faar hun hos Kvarterets Hand-
lende, som forærer hende bro-

— 151 —

VORE GADEFIGURER.

i

L

| er ERR

Jomfru Tidsfordriv i Vinter. og Sommertoilette.

gede Baandrester, Blomster og vanvittige Hatte-
forme. Bag al denne Pragt rører sig desværre
en ubegrænset Verden af levende Væsner, der er
Værlindens Fortvivlelse og ofte har kostet Jom-
fru Tidsfordriv hendes fedtede Haartjavser lige
til Roden.
- Hun er ivrig Kirkegænger og kan for sit gode
Hjertes Skyld vel fortjene en bedre Plads i et
andet Liv end den, der undtes hende her nede.
Jævnsides med denne agtbare Dame er det
naturligt at nævne Scheibelein. Paa 'en eller an-
den uforklarlig Maade er disse to Figurer i Fol-
kebevidstheden vokset saaledes sammen, at man
endog har afbildet dem i skøn Forening, uagtet
de næppe nogensinde har været hinanden nær.
Det kæmpehøje og knoklede Gespenst, som
prydede sig med Soldaterhue og Krigsme-
daljer, svigtede 1 Kampaarene, da Fæstningssa-
gen stod paa Programmet, aldrig ved. nogen Høj-

» redemonstration, og blev hurtig af Venstrepres-

sen benyttet til Latterliggørelse af Modpartiet
— en vandrende Parodi paa den tapre Landsol-
dat.

Da det politiske. Bulder døde hen, var ogsaa
Scheibeleinms Heltesaga ude, og han staar nu i
Folkets Øjne kun som det, han i Virkeligheden
altid var: et intellektuelt og moralsk svagt be-
gavet Individ, altid parat til for en Skilling til

Brændevin at gøre hvad som helst til kaade Nat-
tegæsters Moro. Og det er stundom de sælsom-
ste Ting, fulde Københavnere kan have For-
nøjelse af.

Scheibelein lever nu et paa sin Vis ganske
regelmæssigt Liv. Om Sommeren tjener han til
Reklame for et eller andet Tempel paa Dyre-
havsbakken, men naar Bakketiden er endt, mø-
der han regelmæssig paa Ladegaarden, hvor han
korter Arbejdstiden ved Minderne fra en bevæ-
get og ikke absolut glædeløs Tilværelse.

Rundt om paa Barberstuer og mindre Bevært-
ninger kan man finde vore kære Gadefigurer for-
evigede i smaa; indrammede Akvarelbilleder,
aabenbart alle stammende fra samme Haand.
Disse Folk har haft deres egen Maler, selv en
forhuilet Eksistens, men ikke ganske uden Ta-
lent. Manden hed vist Schmidt og døde for et
Par Aar siden. Han havde dog saa stort Mar-
ked for sine Billeder, at han altid var mæt, der-
imod næppe altid det, som ... som vi ved vore
Abonnenters Hjælp forhaabentlig snart vil faa
et godt dansk Ord for.

Denne Mands Kunst vil give vore Gadefigurer
Historiens Liv og blandt kommende Slægter
vække Lysten til at træde i deres Fodspor.

Johannes Dam.

Rs

— 152 —

MAXIM KANONEN.

Maxim Kanonen.

og halvvilde Folkeslag, har man stadig hørt Tale

om et bestemt Vaaben: Kuglesprøjten eller Maxim

Kanonen. Ogsaanu under Englændernes Krig mod
Boerne gaar Navnet paa dette Vaaben igen i næ-
sten alle Beretninger fra Krigsskuepladsen. Vaabnet
har da almen Interesse.

Opfinderen er Englænderen Maxim og Ideen i det
er den samme omtrent som i den franske Mitrailleuse,
Forskellen er kun, at mens der i Mitrailleusen var en
Mængde Løb, er der i Maxim Kanonen kun ét Løb,
der er paa 11 Millimeter, altsaa som de gamle Gras-
Geværer. Hele Kanonen er ikke tungere, end at den
med Affutage kan bæres paa en Hesteryg. Naar man
ser paa vor lille Tegning af Maxim Kanonen i skyde-
færdig Tilstand, vil man forstaa hele Principet. Fra
en ved Kanonens Fod staaende Ammunitionskasse
løber det saakaldte Projektilbaand op til Kanonlaa-
sen. Baandet er et fortløbende Projektilhylster, hvori
der kan sidde indtil 1000 Projektiler. En Mand er nok
til at betjene Kanonen. Med et Haandtag sætter han
Baandet i Bevægelse. Projektilerne føres ind i Ka-
nonløbet, og den samme Kraft, der fører dem ind,
bevirker at de udskydes. Der kan paa den Maade af-
fyres 600 Kugler i Minuttet eller 10 i Sekundet. Det
er en bogstavelig Straale af Bly, der staar ud af Lø-

et.

Mod vilde Stammer, hvis Krigsførelse ikke staar
paa Højde med deres Mod, har Maxim Kanonen vist
sig aldeles fortræffelig. Den formelig mejer de tæt-
sluttede fremstormende Skarer ned. Mod en Fjende,
der forstaar at benytte Terrænet, er dens Virkninger
ikke saa frygtelige, om den end til enhver Tid er et
farligt Vaaben, at have mod sig. Under Boerkrigen
har Englænderne ikke haft stort mere Nytte af deres
Maxim Kanoner end Franskmændene havde af deres
Mitrailleuser i 1870.

Den bedste Egenskab ved Vaabnet er den Lethed,
hvormed det kan transporteres fra Sted til Sted. Det
kan bæres af en Hest, og det kan køres paa en Tri-

I de sidste Krige, Evropæerne har ført mod vilde

i

cycle af to Mand. Tricycle-Maxim Kanonen er den

E> nyeste Opfindelse paa delte Omraade. Paa Tricyclen

hviler to Maxim's, og naar Vaabnet skal bruges, sti-
ger de to Ryttere af Sadlerne og betjener hver sit
Løb. De kan da affyre 1200 Skud i Minuttet tilsam-
men. Men rammes Apparatet blot af en rigtig Kanon-
kugle, er det jo forbi med hele Herligheden.

Af Dagens Krønike.

upr i et Hav af Blomster, der ganske

dækker hver ledig Bordplads, og Flyg-

let med, saa man næppe finder Plads

til et Par "Handsker — staar en høj,

ung, lys Pige og lader Blikket straalende kares-
sere de duftende Herligheder:

»Se, se en Gang, er det ikke dejligt! Hvor
Folk har været gode imod mig!f ?

Og Moderen — saadan en rigtig hyggelig og
venlig Moder af den gode, gamle Slags — nik-
ker fornøjet og siger:

»Ja, hvor Folk er rare
mod vor lille Pige! Og
De maa ogsaa komme
her hen og drikke et Glas
Vin med hende . ..%

Den unge, glade Pige
er Frøken Nørregaard-
Hansen, som forrige
Mandag debuterede i
»Den flyvende Hollæn-
der".

Hendes Stemme er
uddannet af Fru Kel-
ler, men — siger hun
selv —:

»Operarepetitør Salomon Levysohn skylder jeg
min egentlige musikalske Uddannelse, og hans
Dannelse og fine Smag har lært mig saa uende-
lig meget. For Resten er jeg 23%, Aar — og
hvad saa mer? Jo, saa har jeg lige fra ganske
ung elsket Wagner over alt, og mit højeste Øn-
SAGER: naar Jeg har set og lært lidt i Udlandet,
at komme til at synge rigtig meget Wagner,
helst her i Ka eriherii:” SEES fe:

Moderen nikker igen og ser glad paa sin Dat-
ter. Som Senta har stirret paa og tilbedt Hol-
lænderens Billed, saaledes har denne jo studeret
og elsket Wagner og haabet paa den Dag, da
hun kunde ofre ham sit Liv.

Vi tømte i Oprigtighed vort Glas paa, at En-
den maa blive Begyndelsen lig.

[ Bal el 4
kr: Betlesnot SES

Frøken Nørregaard-Hansen.

—m.

Å

hennes dne Es

Malzamit-Ofrene.

Roman af H, S. Merrimann,

Oversat af Johannes Magnussen.

Indhold af Begyndelsen.
I Begyndelsen skildres, hvorledes Professor von Holzen i Haag besøger en døende Mand og køber en værdifuld Opskrift af

ham. Da Manden er død, tager von Holzen sine Penge igen.

Læseren føres dernæst til London. En ung Verdensmand, Tony Cornish, træffer en gammel Ven, Major White, der vender
sejrrigt tilbage fra en Ekspedition i Indien. De gaar sammen.hen til Tonys Kusine, Frøken Joan Ferriby, hvem de træffer optaget

af År

ejde i velgørende Øjemed. Hun omtaler et nyt stort Velgørenhedsværk, som hendes Fader, Lord Ferriby, paa en Hr. Rodens

Opfordring har sat sig i Spidsen for, Det vedrører Fabrikationen af Malgamit, et Stof, der er nødvendigt ved Papirfabrikationen,
men livsfarligt for År ejderne. Han vil nu danne et Selskab, der skal beskylte Arbejderne og samle dem paa él Stéd saaledes, at
Selskabet overtager al Fabrikation af dette farlige Stof, I den Anledning holdes der et Møde hos Lord Ferriby, ved hvilket Besty-
relsen vælges, der bl. a. kommer til at bestaa af Lord Ferriby, Cornish, White, Roden og Professor von Holzen.

Handlingen forlægges nu til Haag, hvor Percy Roden paa et Hotel gør Bekendtskab med en yngre Enke, Fru Vansittart, med

hvem han taler om Malgamitarbejderne og
ster, som han bor sammen med i Nærheden.

de Dage, da de ankom, og man skulde sørge for

at huse dem og tage sig af dem, var det fanta-

stiske i den store Plan langsomt falmet for en

noget barsk Virkelighed. Joan Ferriby havde fun-
det Malgamitarbejderne mindre maleriske, end hun
havde ventet.

n»Hvis de bare vadskede sig," havde hun sagt i al
Fortrolighed til Major White, ,saa er jeg vis paa,
at det var langt lettere at have at gøre med dem. Og
efter at hun meget livligt og dristigt havde talt Fransk
med en Mand fra Lyon, ilede hun tilbage til West
End til de talrige Forlystelser, som ganske naturligt
optager En saa meget i Karnevalstiden.

Naa, men her var Malgamitarbejderne, og man
maatte sørge for dem,

Det var maaske ikke saaledes, som de fleste
havde ventet, og Cornish saa med usminket Glæde
hen til det Øjeblik, da han skulde frigøre sig for disse
Mennesker, som man maatte indrømme var smudsige
og uinteressante.

Han ventede ikke en Gang som Joan, at Konerne
og Børnene, som skulde følge senere, vilde være mere
maleriske og tiltalende.

Toget strøg langsomt hen over de taagede Sletter,
og Cornish gyste, da han saa ud af Vinduet.

»Schiedam!" raabte Dragerne.

Var det Schiedam? Det var kun en Landsby, og
saa kendte man Navnet saa godt. Verden syntes plud-
selig saa lille og smudsig.

Saa kom der et Par andre Stationer med historiske
Navne og saa Haag.

Cornish forlod sin Kupé og traadte hen til Roden,
som ventede ham paa Perronen i en tyk Pels.

Roden saa flink og dygtig ud, mere flink og dygtig
end Cornish nogen Sinde havde ventet, og Årrange-
mentet syntes udmærket. Alt var godt forberedt.

nJeg har Omnibusser og Fragtvogne til dem og de-
res Bagage," var de første Ord, Roden sagde.

Cornish stillede sig instinktmæssigt under Rodens
Kommando. Denne Mand var steget umaadeligt i hans
Agtelse efter den første Malgamitarbejders Ankomst
til London. Den sørgelige Virkelighed, der viste sig,
da den første kom, havde forøget den spændte For-
ventning om, hvorledes den anden vilde være. Cornish
havde været optaget af saa mange Velgørenhedsvær-
ker, der nærmest var Adspredelser, at den Alvor, der
var i dette, muligvis kunde synes alt for stor, hvis Al-
vor i det hele taget kunde fæste Bo i hans Sjæl.

»Jeg har talt dem alle sammen ved Ankomsten,%
sagde han. ,Der er et Hundrede og tyve — gennem-
gaaende er det nogle højst sørgelige Karle.«

»Ja, der er ikke meget at se paa,” svarede Roden.

Og de to Mænd stod ved Siden af hinanden og

Selskabets Planer om at samle dem alle i Holland. Roden omtaler, ut han har en Sø-

saa paa Malgamitarbejderne, der nu havde forladt
Toget og stod trængte tæt sammen i sløv Dvaskhed.

»Men. De vil snart faa ordentlig Facon paa dem,"
sagde Cornish med betegnende Optimisme.

Han hørte egentlig til en Klasse Mennesker, der
altid har én eller anden ved Haanden, til hvem de
kan overgive Hverv, som de maaske kunde gøre bedre
og hurtigere selv. Hemmeligheden ved den menne-
skelige Lykke er at være afhængig af saa faa Menne-
sker som mulig.

»Ja, vi skal snart faa Fagon paa dem — ser De, Sø-
luften og saa videre —"

Roden saa -paa Folkene med store, bedrøvede Øjne,
i hvilke der hverken var nogen Begejstring eller Gnist
af Menneskevenlighed. Cornish spekulerede uvilkaar-
ligt paa, hvad den anden kunde tænke paa, Der var
sikkert Pessimisme i hans Tanke og de manglede helt
den Begejstringens Blindhed, af hvilken Mennesker
drives til at arbejde paa store Maal til Gavn for Mas-
serne, og til — for saa vidt det er muligt for den
menneskelige Opfattelse at skelne — at gøre store og
hæslige Fejltagelser.

»Von Holzen er dernede," sagde Roden tilsidst.
»Saa snart de kommer, sender vi dem af Sted i Grup-

er Rae ti og pakker dem i Omnibusserne. Bagagen
an følge senere,"

mee: dér kommer von Holzen! De kender ham ikke,
vel?«

»Nej, jeg gør ikke,”

PR As ham i Møde. .

Det var en middelhøj Mand med brede Skuldre og
et roligt, glat barberet Ansigt. Otto von Holzen tog
Hatten af og holdt den i Haanden, medens han hil-
ste paa dem. å

»En Præsentation er unødvendig," sagde han, vi
har jo arbejdet sammen i flere Maaneder, hver paa
sin Side af Nordsøen, og nu har vi da i alt Fald et.
Slags Restltat af vort srberde.s j

Han havde et rask, udenlandsk Væsen, et venligt
Smil og en vis Livlighed. Han var helt anderledes
end Roden — hurtigere til at føle for andre, til at
forstaa andre, skikket til at gøre mere godt og mulig-
vis til at gøre mere ondt. Han kastede et Blik paa
Cornish, nikkede sympatisk og saa” saa hen paa Mal-
gamitarbejderne. Disse, der stod i en Gruppe paa
Perronen med deres Pakkenelliker i Haanden, gen-
gældte hans Blik med Interesse. Toget, som havde
bragt dem dertil, dampede bort fra Stationen, og dér
stod Malgamitarbejderne og stirrede i sløv Forun-
dring paa de tre Mænd, til hvem de havde betroet
deres Liv

& — ib —

MALGAMIT-OFRENE.

6. KAPITEL.
I Klitterne.

Landsbyen Scheveningen er, som mange véd, byg-«
get paa Sand og kun beskærmet mod Oceanet ved en
Sandbanke. Et nyt Scheveningen har rejst sig paa
denne Sandbanuke, en Terrasse af røde Murstenshuse,
som allerede er medtagne og vejrslagne og stirrer trist
ud over Havet. Inde i Landet er der Klitter undtagen
dér, hvor Byggeforetagender har rejst Villaer og anlagt
Veje. Mod Syd paa den anden Side af Fyrtaarnet er
der Klitter. Mod Nord er der Klitter lige saa langt,
som Øjet kan naa. Dette Land er meget øde, Mare-
halmen svajer i Vinden; hist og her ligger der Vrag-
stykker, og Sandet, der drives af Vinden som Sne,
fyger frem og tilbage til alle Tider.

Denne Eftermiddag saa Klitterne saa triste ud, som
man kunde forestille sig deti sine mørkeste Øjeblikke.
Taagen havde rigtignok hævet sig lidt, men der faldt
en iskold Støvregn, saa at Jorden hurtigt blev bedæk-
ket med et tyndt -Islag. Den korte Januardag var
snart til Ende.

Mod Nord kan den nysgerrige nu til Dags finde et
Par lave Bygninger, der ligger spredte om et Vand-
taarn. Disse Bygninger er af Træ med Tage af Bølge-
blik, og da de var nyopførte for ikke saa mange Aar
siden, saa de pæne nok ud med deres grønne Skod-
der og fine Tagskæg. Det hele var indelukket af et
Stakit af Bølgeblik, og man kom til det ad en Vej,
der ikke var meget godt anlagt. ;

»Vi ønsker ikke, at Turisterne fra Haag skal be-
fragte dette som et Sted, man gør Udflugter til," sagde
Roden til Cornish, da de nærmede sig Malgamitfa-
briken i en lukket Vogn. :

Cornish saa ud af Vinduet og sagde ingen Ting.
Saa vidt han kunde se, var der intet som helst paa
nogen af Siderne undtagen Sandbanker og graat
Græs. Vejen var snæver og førte kun til den lille
Gruppe Huse inden for Gærdet. Det var et ensomt
Sted og afskaaret fra al Forbindelse med Yderverde-
nen. Folk kunde komme der forbi i en Afstand af et
Par Hundrede Fvud uden at ane, at Malgamitfabriken
var til. Vognen kørte gennem den høje Port. Der laa
et Antal Hytter, to lange lave Bygninger og Vand-
taarnet.

»De ser," sagde Roden, ,at vi har Masser af Plads
til, at vi kan udvide ogs, naar det behøves; men vimaa
være langsomme og føle os frem. Det kan ikke gaa
an, at Foretagendet mislykkes. Vi har Plads til et Par
Hundrede Arbejdere og deres Familier, men med Ti-
den faar vi fem Hundrede — det er alle Malgamitar-
bejdere i Verden."

Han brød af med en Latter og saa sig om. Der var
en Klang i hans Stemme, som vidnede om Sindsbe-
vægelse. Kunde Percy Roden, naar det kom til Styk-
ket være en Enthusiast. Cornish saa uroligt paa ham.
I den Verden, som Gornish hørte til, var oprigtig Be-
Bejslang saa sjælden, at den aldrig blev godt mod-

aget.

ROTERE Væsen forandrede sig igen, og han forkla-
rede Planen til den lille Landsby med sin sædvanlige,
halvt ligegyldige Mine.

»Disse to Bygninger er Fabriken," sagde han;
»i dem kan tre Hundrede Mænd arbejde paa én Gang.
Her bygger vi Skur til Raamaterialet. Her opfører vi
et Pakhus. Men jeg venter ikke, at vi nogen Sinde
har noget stort Oplag af Malgamit; jeg tænker, at vi
faar en hurtig Omsætning.”

Cornish lyttede med den ærbødige Opmærksomhed,
som F'orretningsspørgsmaal altid fremkalder hos dem,
hvis Fødsel og Opdragelse gør dem uskikkede til
sligt Arbejde. Det var klart nok, at han ikke fuld-
stændig forstod de Udtryk, som Roden benyttede,
men han slog med sin Stok mod sin fikse Støvle, nik-

kede hurtigt og saa sig intelligent om. Han havde en
vis Respekt for Percy Roden, mens denne Filantrop
maaske ikke tog sig allerbedst ud i det Øjeblik, han
gav sig af med Forretninger.

»Og bor De og denne Udlænding — hvad er det nu,
han hedder? — naa, Hr. von Holzen, indenfor dette
— Indelukke?% spurgte han.

»Nej, von Holzen bor nu i Scheveningen. Han bor
paa et Hotel, og jeg har lejet mig en Villa i Klitterne,
hvor min Søster holder Hus for mig."

»Ja saa? Jeg vidste ikke, at De havde en Søster,”
sagde Cornish og vedblev at se sig om med en intel-
ligent Uvidenhed. ,,Har hun nogen Interesse for vore
Planer med Malgamitarbejderne?%

»Kun for saa vidt som de vedrører mig,” svarede
Roden. ,Hun er mig en god Søster. Huset ligger mel-
lem Vandværket og Sporvognsstationen. Vi vil se der-
ind paa Vejen tilbage, hvis De har Lyst.”

Det vilde jeg umaadelig gerne," svarede Cornish
høfligt, og saa fortsatte de deres Inspektion af den
lille Koloni. Ordningen var lige saa simpel som eks-
emplarisk; enten Roden eller von Holzen maatte have
et stort Organisationstalent. I et af Husene var der
dækket to lange Borde med kolde Retter. Der var
udsøgte Vine; særlig fremtrædende var en Del Flasker
Champagne paa en Buffet.

»Det er til Journalisterne," forklarede Roden. ,Der
kommer en Del af dem i Eftermiddag for at se paa
det første Selskab Malgamitarbejdere, som ankom-
mer. Man maa jo avertere paa en fornuftig Maade.
Vi har indbudt en hel Del Korrespondenter til frem-
mede Blade. Vi giver dem Champagne og betaler de-
res Udgifter. Naar man er lidt venlig imod dem, bli-
ver de frygtelig glade. Og de véd naturligvis, hvem
man er. Jeg skal sige Dem, lidt Smiger er ikke af
Vejen.”

»Smiger og Champagne," sagde Cornish leende,
ydet er de vigtigste Midler til at opnaa Popularitet.”

»Her har jeg en Del Fotografier," vedblev Roden,
»som er taget af en rar Mand i Nabolaget. Han har
anbragt en Udsigt over Havet i Baggrunden; den er
der ikke, men han har overført Himlen og Vandet fra
en anden Plade, for at det kan blive til et godt Bil-
lede. Vi sender det til de vigtigste illustrerede Blade.”

»Og jeg antager," sagde Cornish med sin lystige
Latter, ,at nogle af Jornalisterne ogsaa selv sætter
Baggrund paa."

»Ja, naturligvis,” svarede Roden alvorligt. Saa bli-
ver de sentimentale tilfredstillede. De sentimentale
standser aldrig ved det-nødvendige, de vil altid have
mere. De bliver frygtelig glade naar de tænker paa,
at Malgamitarbejderne, som er samlede fra alle Ver-
dens Huler, har Udsigt over Havet og al mulig mo-
derne Luksus.”

»Vi maa føje dem," sagde Cornish praktisk, vi
kommer ikke langt uden dem."

I dette Øjeblik fik Lyden af Vognhjul dem begge
til at vende sig hen i mod Indgangen. Det var en Om-
nibus — den bedste Omnibus med de smukkeste He-
ste, og den bragte Journalisterne. Disse Herrer steg
ud og kom hen imod det lille Hus, hvor Cornish og
Roden ventede.

Det var, hvad man med et velvilligt Udtryk kalder,
et noget blandetSelskab;nogle var alt for godt klædte,
andre for daarligt, men alle optraadte de med en Mine,
der vidnede om en Bevidsthed om Storhed, dog ikke
ublandet med godt Kammeratskab. Den ledende, en
tyk Mand, trykkede venligt Cornish's Haand, og denne
satte sin bedste Mine op til det.

»Ja, saa er vi her," sagde Manden og gned sine
Hænder, medens han saa paa Champagnen.

Fortsættes.

— 155 —

VENT BØN RED

pre Le

Privatteatrene.

Frk. Blad som ,,Snefrid."
Tegnet for ,Hver 8, Dag" af Achton Friis.

VEM skulde have troet, at den samme
Gustav Wied, der en Gang blev ud-
hysset ved det fri Teaters Opførelse af
hans kras-realistiske lille Enakter, efter
kun faa Aars Forløb vilde opnaa at høre til vore
Teatres faste Repertoire. Det samme Publikum,
der efterhaanden blev Wieds trofaste Læsere,
søgte ham ogsaa i Teatret, og baade Første
Violin i forrige Sæson paa Folketeatret og Ero-
tik og Em Mindefest og Bønder paa Dagmar-
teatret i denne Sæson har været indbringende
ig Teatrene og til megen Morskab for Publi-
um.

Ofte hænder det, at man sidder i Teatret og
falder hen i den oprørske Tanke, at visse tragi-
ske Stykker egentlig er lige paa Siden af det
latterlige. Som Læsedrama betoges man ofte af
et Skuespil, der overført i Scenens Kød og Blod

blev En fuldkommen ligegyldigt eller endogsaa
frastødende. Et saadant Øjeblik er man Gustav
Wied inderlig taknemlig for hans Humør. Den
Dag, Humøret forsvinder fra den danske Scene,
vil Publikum forsvinde fra Tilskuerpladsen. Hos
de fleste Skuespillere var det, især i tidligere
Tider, deres Humør, deres Kopieringstalent, de-
res komiske Evne, der fristede dem til Scenen.
Gaar end i vore Dage adskillige unge Menne-
sker til Scenen for at udøse deres forpinte Sjæl
i tragiske Roller, viser det sig dog temmelig
hurtig, at Kothurnen kun passer for de allerfær-
reste. Hellere blive en middelgod komisk Skue-
spiller end en latterlig Tragiker. Den første er
dog Galleriet til Glæde, den sidste volder Sorg
over det Hele.

Hr. 4age Garde paa Folketeatret er en ung
Karakterskuespiller af afgjort Talent. I Over
Æwnes første Del vovede han — oven i Købet
som en Årt anden Debut — Præsten Sang, efter
at vort Publikum har faaet blivende Indtryk af
Johannes Nielsens Præstation og endnu har
Lugné Poé i frisk Minde. Men de tre Aftener,
Hr. Garde spillede Rollen, overbeviste han Pub-
likum om, at Sang maa dø med alt Haab bristet.
Der var Selvstændighed i hans Spil, hans An-
sigt er karakterfuldt og — ligesom Johannes

Hr. Garde som Præsten Sang i ,,Over Ævne,"
Tegnet for ,Hyer 8, Dag" af Achton Friis,

35 EB ==

PRIVATTEATRENE.

Nielsens — langt fra det traditionelle Teaterpræg.
I Hr. Garde er Folketeatret bleven en Person-
lighed rigere.” Den unge Skuespiller er et intel-
ligent og gennemdannet Menneske, han er Stu-
dent, var et Aarstid Elev paa Dagmarteatret,
spillede en Sæson i Provinsen hos Helsengreen,
men hentedes af den altid aarvaagne Hr. Her-
man Bang til Folketeatret, da Johannes Nielsen
hestemte sig for Inspektørstillingen paa det konge-
lige Teater.

Medens Folketeatret med Opførelsen af Over
Æwnes anden Del stadig handler til den gode
Literaturs Vel, gør Kasino vel imod det store
Publikum, der med Øje og Hjærte hænger ved
Udstyrskomedien fra de berømmeligste Kasino-
dage. Efter Kaptajns Grants Børn er Kejse-
rens Kurér en naturlig Fortsættelse. Og — ærlig
talt — hvorfor skal man ikke være glad over
at have et Teater for Operetten og Udstyrsko-
medien. Efter en munter Middag falder det na-
turligt i de fleste Københavneres Smag at høre
den lettere Musik og Sangkunst, og hvem af os
er ikke taknemlig over at kunne belønne vore
Børn og Tjenestepiger med Billet til Kejserens

Hr. Albrecht Schmidt i ,Afsked med Regimentet."

Tegnet for ,Hver 8. Dag" af Achton Friis,

Kurér. Ja, var det ikke for Skams Skyld, kunde
vi alle som én gærne tilstaa, at vi den Aften, vi
selv fulgte Baby i Kasino — naturligvis alene
for at passe paa Baby — sad og morede os
ganske fortræffeligt over Kejserens Kurér, mest
maaske fordi vi i det Par Timer genoplevede
vor Barndoms eller første Ungdoms broget-stærke
Indtryk af det paa ydre Handling saa rige Stykke.

Hellere se Kejserens Kurér end Naar Klo-
stermure brydes. Det gør ondt langt ind i
Hjærteroden at blive klog paa, hvilket Juks
Drachmann imellem Stunder kan skrive. Styk-
ket er tyndt at læse, og grelt virker det paa
Scenen. Snefrid derimod er jo fint skrevet, en
hel lille Perle, men stærkt egnet til Opførelse er
det i Virkeligheden ikke — selv ikke med
Carl Nielsens stemningsfulde Musik. Men det
tager sig alligevel ud, om end Pragten af og til
nærmer sig det maskeradeagtige. Bedst i det
hele Stykke er Em. Larsens vidunderlige Maske
og Spil — det stumme især — som Finnehøv-
dingen Svase. Der er længe ikke set en saa
kunstnerisk skabt Maske som Svases. Skade
kun, at Em. Larsens evige Optagethed forhin-
drede os i at faa den tegnet. Ogsaa for Frk.
Blads slanke, dejlige Snefrid er 'Stykket værd
at se. Der er Linjer i det Kvindelegeme og Ho-
vedet sidder stolt paa højen Hals.

Med den originale Ide at præsentere fire smaa
Enaktere af samme Forfatter paa samme Aften
slutter Dagmarteatret Nyhedsrækken for Novem-
ber og gaar Julemaaneden imøde vel rustet med
et skiftende, rigt Repertoire. I et af disse fire
Stykker af Hartleben — ,,Afsked med Regi-
mentet" — fik Albrecht Schmidt Lejlighed til
at tage Revanche for hans lidt farveløse Skjald i
Snefrid. I en bedragen Ægtemands Rolle gav
han en stor Stemningsskala saa levende bevæget
Udtryk, at al Tale om denne iøvrigt saa sym-
patetiske Skuespillers ,,træede" Væsen. herefter
har tabt al Kurs. Men sandt nok er det, at ikke
i historisk Formumning men i det moderne Skue-
spil har Hr. Schmidts Talent Rod og Ret og

Værdi.
M-E.

— 157 —

Kendte Navne

fra By og Land.

Jubilæum.

Landbobanken i Køge kunde ny-
lig fejre sit 25-aarige Jubilæum.
Banken har en aarlig Omsætning
paa 4|, Million Kroner og har i en

Aarrække
i givet sine
Aktionæ-
rer et
Udbytte
af8299/..
I Spidsen
for Besty-
relsen,
som be-
staar af
7 Med-
lemmer,
staar
Prokura-
Prokurator Ritzau. tor H.C.
Ritzau,
der har været Medstifter af Banken
og med anerkendt Dygtighed ad-
ao zerer den siden dens Opret-
telse.

Kgl.Kapelmusikus August Blau-
hut fejrede den 1. December 235-
aarigt
' Jubilæum
| - som Med-
AE lem af det
| kgl. Ka-
i MEL pel. B.,

. der er
født 9, Ok-
tober
1850, er
en fortrin-
lig Bas-
sist, der
regnes
blandt de

Kgl. Kapelmusikus Blauhut. bedste

Orkester-
spillere i Danmark. Han er meget
afholdt af sine Kolleger i det kgl.
Kapel.

50 Aars Borgerjubilæum fejredes
nylig af Handskemager N. Å. Neu-
schawvang
i Slagelse,

Jubila-

ren, der
deltog
med Hæ-
der i Tre-
aarskri-
gen, er
alminde-
lig af-
holdt
af sine
Medbor-
gere, som
aa Fest-
agen for
en Gangs
Handskemager Neuschwang. Skyld

. KENDTE NAVNE.

drog ham ud af den beskedne Ro,
hvori han ellers lever.

Hr. Neuschwang, der om et Par
Maaneder fylder de 80 Aar, er end-
nu i sin høje Alder i Stand til at
arbejde fra tidlig Morgen til sen
Aften.

Dødsfald.

Kammerherre, Ritmester J. C. E.
Moe, der fornylig afgik ved Døden
her i Hovedstaden, var født 1848.
Han valgte sig, da han i 1867 blev
udnævnt til Sekondløjtnant, samme
Vaabenart som Faderen, der i sin
Tid ogsaa var Ritmester. Dels har
han tjent
ved 2. og
3.Dragon-
regiment

og dels
ved Gar-

dehusa-

rerne,
hvor han
i 1890 var
Skolefor-
stander
for Regi-
mentet
paa Jæ-
gersborg.
Ritmester
Moe var i en Del Aar en meget
kendt Skikkelse som Rytter paa
Væddeløbsbanen; men i forholdsvis
ung Alder maaite han paa Grund
af Svaghed trække sig tilbage fra
Tjenesten og tage Afsked med Ryt-
teriet 1896. I 1891 fik han tildelt
Ridderkorset, og ved sin Afsked
modtog han Udnævnelse til Kam-
merherre.

Ritmester Moe.

Distriktslæge Sophus Møller i
Nørre Sundby er efter kort Tids til-
tagende Svaghed afgaaet ved Dø-
den i sit 59. Aar. I Aaret 1859 blev
han Student fra v. Westenske In-

stitut og

Er DE. tar W tog Em-

' Er bedseks-
amen

1865. I
Barndoms-
hjemmet
havde han
rig Lejlig-
hed til at

faa San-

sen vakt

for Litera-
tur og

Kunst,

idet han

. varen

Søn af C. A. Reitzels gamle Bog-
holder, der paa saa mange Maader
var knyttet til Datidens store Skøn-
aander. Ved Siden af det medicin-
ske Studium syslede han til det
sidste med mange af de Ting, som
han havde faaet kær fra Ungdom-

Distriktslæge Møller.

lem af flere videnskabelige Selska-
ber, ligesom han indtog Medlems-
plads i Bestyrelsen for Aalborg
Musæum. Hans nære Venskab med
Brygger Dr. Carl Jacobsen har sik-
kert ikke bidraget lidt til at øge
Interessen for dette. Som Læge be-
gyndte han sin Virksomhed i Brovst;
men allerede 1878 flyttede han til
Nørre Sundby, hvor han modtog
Udnævnelsen til Distriktslæge og
senere Ridderkorset. Den afdøde
var en pligtopfyldende og til de
mindste Detailler punktlig Embeds-
mand.

Pludseligt er Kammerraad, Bog-
trykker Henrik Rasmussen i Thi-
sted af-
gaaet ved
Døden i
en Alder
af kun 49
Aar. R.
nød vidt
omkring
en stor
Populari-
tet og har
forHaand-
værker-
standen
udført et
stort og
heldbrin-
gende Arbejde. Han var Formand
for Thisted Haandværkerforening
og Haandværkssvendenes Rejse-
og Sygeforening for Danmark. Efter
Amtsudstillingen for Thisted Amt
i 1898 udnævntes han til Kammer-
råad. Hans udmærkede Arbejde og
gode Humør skaffede ham mange

Venner.

Kammerraad Rasmussen.

»Hver 8. Dags
Musik og Sang"

Det i Dag udkomne Nummer af
»Hver 8. Dag's Musik og Sang in-
deholder: Robert Henriques: For-
aarsvers. (Tekst af Christian Palu-
dan). C. M.v. Weber: Opfordring til
Dans. Asta Thorlacius: Jægerne.

Redaktionen paatager sig intet
Ansvar for indsendte Manuskripter
etc. Dog vil ubenyttede Manuskrip-
ter saavidt mulig blive returnerede,
saafremt de ledsages med en Kon-
volut, forsynet med Adresse og Fri-
mærke.

men, og han blev et virksomt Med-. .

— 158 —

DANSK ETABLISSEMENT.

A. Fonnesbechs Etablissement paa Østergade.
Dansk FEitablissement.

STERGADE bliver ved med at være vor hyggelige
Ø lille overfyldte Frilufts- Dagligstue, medens
dens hele Udstyr mere og mere antager
Former, der hører Salonen til. Ingen Verdens-
stad vilde undse sig for at optage i sin Midte det
pragtfulde Silke- og Modevaremagasin, som under
Navn af 4. Fonnesbechs Etablissement er kendt af
enhver Københavnerinde over Konfirmationsalderen.
Allerede Vinduerne faa Kvindehjerter til at banke,
og inden man ved deraf, staar man, drevet frem af en
uimodstaaelig Magt, inde under Halvtaget ifærd med

at træde ind i Lokalet. Man vil.da straks tilhøjre be-
finde sig i Lingeri-Afdelingen, der omfatter alle de
Smaaartikler, hvormed en Dame gaar sit Toilette ef-
ter og fuldender det. Blandt disse Smaaartikler er
Slørene en saa stor Artikel, at 3 Mennesker udeluk-
kende er beskæftigede med Ekspeditionen deraf. Til-
venstre er Silkeafdelingen, hvor Øjet mødes af Farve-
nuancers Utallighed. Ad en tæppeprydet 'T'rappe, ved
hvis Fod Giovanni da Bolognus ,,Merkur" fra Musæet
i Florens holder Vagt, naar man fra Stuen op paa
første Sal. ;

Heroppe er i Rummet mod Østergade den store
Udstilling af Damehatte, hvor baade den raffinerede
Smag og den mere borgerligt-pæne jævne finder sig
til Rette. Mange forskellige Artikler fylder Fløjen
mod Lille Kongensgade. Lange Rækker af Skabe
rummer de brogede, knitrende Silke-Liv og Skørter,
heroppefindes de ægte Strudsfjer-Vifter og dekorerede
Vifter i Empire og Rokoko, de engelske Paraplyer,
og paa høje Standere pranger en fantastisk Sværm
af Lyseskærme. Her er desforuden et Prøveværelse
i Pariserstil, medens dybt i Kælderen findes det saa-
kaldte ,,Mørkeværelse", hvor Damerne kunne under-
søge, om de Farver, som de valgte sig ud ved Solens
Skin, beholder deres flatterende Evner i Festbelys-
ning.

Lokalernes Udstyr er gennemgaaende lyst Egetræ,
dekoreret med Delfter Vaser. Magasinets anden Sal
er udelukkende optaget af Kontor- og Lagerlokaler
og øverst oppe findes de udstrakte Ovenlysstuer, hvor
Syerskerne har Plads.

A. Fonnesbechs Etablissemet, der har Udsalg paa
alle Broerne og Filialer i Aarhus og Odense, stifte-
des 1847 af Faderen til de nuværende Ledere, Herrer
A. og J. Fonnesbech. Fra en beskeden Begyndelse
som blandet Manufakturhandel har Forretningen
fulgt med de vekslende Tider, og da den moderne
Tids Krav gik i Retning af Specialiteter, blev den

Damehatteafdelingen paa første Sal i A. Fonnesbechs Etablissement.

sæt ==

DANSK ETABLISSEMENT,

efterhaanden om-
dannet til en Spe-
cialforretning i Sil-
ke og Modevarer i
Stil med lignende
udenlandske Etab-
lissementer, Den
sysselsætter c. 60
Herrer og Damer
foruden mange Sy-
ersker ude i Byen og
et stort Personale i
Filialer og Udsalg.
- Nu, da de store
Festdage nærmer
i å sig, vil Lokalerne
| med det første for-
andre deres daglige
Udseende, og Maga-
sinet vil da fremtræ-
de som en Julebazar
Å i stor Stil. Genstan-
, denes brogede
Mangfoldighed vil SØEN É = É
å gøre Valget me Lingeri-Afdelingen i A. Fonnesbechs Etablissement.
| men alt vil blive fremlagt saaledes, at man efter en
$ Promenade gennem Etablissementet er å jour med,
ti hvad der over hele Verden i Øjeblikket anses for fin
' og udsøgt Smag. Der er, for blot at nævne et Par
Ting, Puderne i den moderne Liberty-Stil, der er de
franske og Wiener-Galanterisagerne, og der er nyde-
lige Forklæder baade i Silke- og i Vaskestoffer. Paa
alle Varer kan udstedes elegante Gavekort i gammel
Stil paa Pergament.

” Magasinet paa Østergade omfatter nu 3 Ejendomme,
som paa den sindrigste Maade ersammenbyggede efter
Borgerrepræsentant Arkitekt Ingemanns Plan. Hver
Tomme af den kostbare Grund er udnyttet; staar man
i Ejendommens nederste Rum, befinder man sig dybt
under Gaarden, hvor al Fugtighed holdes borte ved
en elektrisk Pumpe og hvor den friske Luft tilføres
ved Hjælp af en elektrisk Motor. Den ene Gaard er
overbygget og giver -Plads for en Del af Varelageret,
og under Gaardene
findes dels de store
Maskiner, som for-

syner Ejendom-
men med Varme,

dels det omtalte

»Mørkekammer",
Frokostværelse og
andre Rum.

Og som dette
Hus bogstavelig
talt har en dybere
Bund end de fleste
andre, saaledes er
ogsaa dels Navn
trængt usædvanlig
dybt ind i det kø-
benhaynske Publi-

kums Bevidsthed.

ER
(n/

AT mE

UA RE EN EEN Ta

g

==
—

—

==
-—

mn

—
—
—
—-
-

-—
nn]
-—
-=-
-—
-=
—
—
—

sf rl DER Ddr

KE,

ES '
yY

Silkevare-Afdelingen i A, Fonnesbechs Etablissement.

— 160 —

a rr, abilks: - fiber kes ss
"at ÅL. thes »

æg rl

Ab

PA,
SO
AS ED

—

——r7

22

IN oner, R

Søndagen den 10. December. 3

10 Øre om Ugen.
1 Kr. 25 Øre Kvartalet.

De titusind Traades Hal.

Det store Taarn paa Telefonstationen.

hvor Væggene baade have Øren og kunne
—" tale, hvor Byens fusind Tunger taler i
Munden paa hinanden og hvor der alligevel er
stille som i en Skolestue. Prægtigt virker denne
Længdehals lyse Udstyr, de tunge Loftbuer
baarne af Englebørn, som med milde Øjekast
opmuntrer de unge Telefondamer til ikke at tage
sig nær al Verdens Ondskab og haarde Ord,
naar de blot ved, at de har gjort deres Pligt.
Ilangt højere Grad, end det nu sker, burde Te-
lefonselskabet drage deres Abonnenter op i
denne Sal, hvor de hurtig vilde lære at føle Re-
spekt for dette udmærkede Korps, . . . se, hvor
lynsnare de fremstrakte Arme farer op og ned,
se, hvor Øjet følger og hvor Haanden lystrer og
hvor hele legemet er i anspændt Bevægelse og
spar saa næste Gang den ganske vist ypperlige;

ENTRAL -her!f .
€ Ja, her er den, den fortryllede Sal,
”

men lidt for tit benyttede Vittighed,
om de sover til Middag. deroppe.

Men ogsaa i flere Retninger vilde
et Besøg paa Centralslationen virke
til det Gode. Man vilde lære, at er
Centraldamen en Gang ringet op og
lader hun en Smule vente paa sig,
fordi man nu kun kan besørge en
Abonnent ad Gangen, da hjælper det
ikke om man saa ringede sin Klokke
og sin Haand af Led, at gentage
Ringningen, hun hører det ikke, hun
aner det ikke, kun en Gang virker
Signalet og hun lystrer det, saasnart
hun faar Tid. Man kan naturligvis
være saa heldig, at hun, just som
- hun griber sit Hørerør, faar den op-
hidsede Kimen i sit Øre, men da vil
Tilfældet altid — det er mærkvær-
digt, men man har tusind Eksemp-
ler derpaa — at den Abonnent, man
ønsker at tale med, er optaget.

Af lutter Begejstring for Damernes Korps har
vi glemt at fortælle, hvordan vi fandt Vejen til
dem. De residerer højt tilvejrs i Sidebygningen
i Jorcks Passage under Tagets Jerntaarn, hvor
Traadene samles. I lange grønne Uniformer har
de Plads langs Salens to uendelige Sidevægge,
hvor hver af dem staar til Tjeneste for 80 Abon-
nenter. Og disse 80 skal de hver fra sin Plads
kunne forbinde med en hvilkensomhelst anden
af de 10,000 Abonnenter. Der er altsaa Græn-
ser for, hvor mange Abonnenter en Central kan
modtage, saavist som der er Grænser for, hvor
langt den unge Piges Arme kan række. Ringer
mu en af hendes 80 Abonnenter, da sker blot
dette, aft en Nummerklap falder ned, hun svarer
sit ,Central her" og ved Hjælp af en lang Snor,
der ender i en Metalprop, sætter hun sin Abon-
nent i Forbindelse med den anden, idet hun fø-

— 161 —

—> KRAK SB
En SE m 7 CX
KERNER RER 3 88 <
- Ek 5 i: z
FE å

re E i n
"Fa R

rr

DE TITUSIND TRAADES HAL.

Den store Centralhal pua Københavns Telefonstation.

rer Proppen op i det Kontakt-
hul, som paa Bordet foran
hende er mærket med den øn-
skede Forbindelses Nummer.
Hvis Abonnenten er opta-
get, mærker Telefondamen det
straks, og undlader at etablere
den nye Forbindelse. Efter endt
Samtale falder Klappen, som
imidlertid var bragt i sin van-
te Stilling, atter ned og deref-
ter afbrydes Forbindelsen. Alle
Signaler sker allsaa pr. Klap
uden Ringning, kun om Nat-
ten, naar nogle ganske faa
skal passe de mange Borde,
kimer en Klokke ved det Bord,
som ønsker Telefon-Damens
Assistance.
Saadan gaar det i al Sim-
pelhed til, og nu vil man efter
" at have erfaret denne Sammen-
hæng, aldrig mere . spørge:
»Frøken, kunde De ikke sige

Det automatiske Telefonapparat.

— 162 —

mig, hvem det var, der lige
kaldte paa mig?" ihi det er
klart, at det kan Frøkenen
ikke, da hun kun kender sine
egne 80 Abonnenter, der kal-
der paa hende, men ikke no-
gensomhelst andre, der kalder
paa dem.

Den nuværende Central aab-
nedes i 1896 og er dog nu saa
lille, at en ny er under bestan-
dig Overvejelse, men saa bliver
det store Spørgsmaal: Skal In-
slitutionen samtidig miste sin
Poesi, skal vi selv herefter
skaffe os den Forbindelse, hvor-
til en Kvindehaand forhen
ydede os sin Hjælp.

Virkelig eksperimenterer man
for Tiden paa Centralstationen
med den nye Opfindelse Auto-
matic Telephon Ææchange.
Paa Automat - Apparatet, som
vi i Dag kan gengive, er an-

DE TITUSIND TRAADES HAL.

bragt en Skive, hvor-
paa en Række Huller
findes mærkede med
Numrene 1-9 og 0. Øn-
sker man nu Nummer
397, sætter man sin
Finger først 1 Numme-
ret 3 og drejer Skiven
rundt, dernæst i 9 og
og i 7. Da har man
Forbindelsen og kan
nu ringe Abonnenten
op. Er Samtalen færdig,
hænger man Hørerøret
paa Plads og Forbin-
delsen er afbrudt. Det
er jo unægtelig be-
kvemt. Endnu mere
fortræffelig er den
snurrende Lyd, som
forkynder at en Mand
er optaget. Saaledes
spares man for Gang
paa Gang at ringe og
undersøge, om han nu
er ledig, thi saasnart
den snurrende Lyd op-

Parti af Gangen bagved Centralapparaterne.

hører, ved man, at han
har talt færdig.

Det er ogsaa ud-
mærket, at den som
man staar i Samtale
med, kan ringe en Tre-
diemand op, uden at han
behøver at af bryde den
første Forbindelse. Den
automatiske Telefon er
da ogsaa i Brug i man-
ge amerikanske Byer.

Men tit og mange
Gange vil vi, om den
bliver indført her, sav-

ne Telefondamernes
elskværdige Koketteri

pr. Traad og, irrite-

rede af Åvtomatens
kedsommelige Stum-
hed, vil vi med Venlig-
hed mindes den unge
Dame, som i et Anfald
af altfor godt Humør
besvarede Anmodnin-
gen: 1013, Bajer, med
et hjerteligt: - Klar til
Øllet. Mirliton.

To fra Tugthuset.

Et muntert Rejseminde fra i Sommer.

ERNBANEFARTEN fra Eisenach til Weimar va-
rer med Hurtigtog henved fire Timer. Sig-
nalklokken havde klemtet for anden Gang,
og jeg glædede mig over at have erobret
en Kupé for mig selv og havde lumskelig smæk-
ket Døren til. Jeg var søvnig og træt og læng-
tes efter at slibe mig en alvorlig Middagsskra-
ber. :
Den overvejende Del af sidste Nat var nemlig
bleven forbrugt til Bakkusdyrkelse i Selskab med
to udmærkede Landsmænd — de første Danske
jeg havde truffet paa min Vej gennem Thurin-
gen. Med dem havde jeg slaaet mig ned mellem

Laurbærtræerne udenfor Hotellet ,,Zum Rauten- >

kranz" paa Eisenachs store Torv, og i en iskold
Laubenheimer, serveret af en nidkær Kellner,
der hadede tomme Flasker, havde vi drukket
Skaaler for alt mellem Himmel og Jord, indtil
en respektabel Hane i Nabolaget havde averte-
ret Dagens Frembrud.

Det havde været én af disse blikstille, lune
Sommernætter, hvilke her i Danmark — naar
Sommeren er skikkelig — kan nydes i et Antal
af otte, maaske ni! Maanen stod rund og” skin-
nende over Torvet og kastede sit Sølv igrams
over Georgskirkens Tag, over Johan Sebastian

Bachs Statue og henover Pladsens Brosten, som
efter den lange, vedholdende Tørke var slebne
blanke som Staal.

En saadan Nat i saadanne Omgivelser! Fra
et aabent Vindu i Georgskirken svang Luthers
Stemme sig aandeagtigt gennem den tavse Luft.
Derinde havde han jo talt djerve Ord mod Pave-
dom og mod købt Aflad, før han drog til Worms
og paa Tilbagevejen derfra! Og i det fjerne, højt
over Torv og By, skimtes Wartburgs Murtinder,
— se, netop nu gyder Maanen sin hvide Glans
over det gyldne Kors deroppe! Og fra Sidegaden
strømmer smeltende Toner fra en Guitar gen-
nem den slille Nat til vort Øre. En ung Kvinde-
røst .synger sine Haab og Længsler ud i det
dæmrende Mørke. En Ungersvend gaar over
Torvet. Han standser sin Gang og lytter; thi
Guitarens Klang og Pigens Stemme laaner sag-
tens Vinger til hans egne Længsler og Haab,
som Dagen holder i Ave.

En saadan Nat! Sove, hvem der kan! Vi
kunde ikke! — — —

Afgangssignalet lød, da Døren til min Kupé i
sidste Øjeblik blev revet op. Min Glæde over at
være ene var forbi, og jeg blev ubarmhjertigt
skræmmet op af de milde Drømmerier om den

— 163 —

TO FRA TUGTHUSET.

forløbne Nat. To Mandspersoner brød med Brask
og Bram ind i mit Lukaf og væltede sig ned i
Sæderne under Latter og svært Haløj. Jeg blev
gnaven som en Hund, fra hvem man vrister et
godt Kødben, og paa de to Herrers indladende,
næsten familiære ,,Guten Tag", svarede jeg med
en reserveret Knurren. Jeg borede mig ind i Ku-
péens modsatte Hjørne, hvorfra jeg underkastede
mine to Rejsefæller en skarp Kritik. Den ene af
dem var en vældig, garderhøj Kammerat, meget
velklædt men med grove, plebejiske Ansigtstræk.
Han grinte uophørligt, mens han raabte op med
en Stemme, der var hæs af for megen Brug.
Aabenbart havde han nydt rigeligt af vaade Va-
rer i Restavrationen paa Wartburg, hvorfra de
— efter hvad jeg kunde forstaa af deres Sam-
tale — var ankommen til Jernbanestationen i en
Droske i fuldt Firspring. Den anden var mere
stilfærdig, lille og bleg og øjensynlig en Smule
generet af sin Følgesvends anmassende Væsen.
Hans Ansigtstræk var ligeledes af en noget finere
Bonitet, og mit første Indtryk var, at de to egent-
lig passede underligt for hinanden. Efter et Kvar-
ters Tids Forløb holdt den store pludselig op
med at grine og sløje, kastede et Blik paa min
ringe Person, hvorpaa han hurtigt nærmede sig
til min Plads, plantede sin svære Krop ved min
Side og spurgte mig, uden indledende Betragt-
ninger, om hvad jeg var for en Landsmand. Det
kom mig lidt pludseligt, og Gnavenheden sad
mig endnu i Kroppen.

nich bin Dåne, — wir sind also Feinde," sva-
rede jeg, idet jeg med et svagt Smil antydede,
at heller ikke jeg var uimodtagelig for en Spas,
naar det endelig skulde gælde. Og Spas blev det,
— om end paa en noget uventet Facon. Jeg
havde nemlig knap udtalt Svaret, før de begge
— som efter en fælles Indskydelse — sprang
op med martialske Miner, trak hver sin Revol-
ver op af Lommen og satte mig den for Panden,
medens den store samtidig rev en lang Jern-
kæde ud af sin Frakke og holdt den raslende
frem for mine Øjne.

Situationen var, ærlig talt, uhyggelig. Jeg var
som sagt alene med de to Herrer, og uagtet jeg
rigtignok kun et Sekund svævede i den faste
Tro, at.de virkelig havde i Sinde at skyde mig
ned, var deres Væsen og Udseende, i Forbin-
delse med Revolverne og den mystiske Jern-
lænke, af saa paafaldende en Beskaffenhed, at
jeg i alt Fald længtes stærkt efter en Station.

»Mine Herrer!" sagde jeg i en Tone, der var
fjern fra at være spøgefuld, ,,;maa jeg spørge,
hvad dette skal belyde?”

Da den store saa, at jeg virkelig et Øjeblik
havde kunnet tro, at de vilde overfalde mig og
skyde mig væltede han paany sin Kæmpekrop
ned i Sædet, strakte de lange Ben fra sig og
gav sig til at skoggergrine i Bas, mens hans
Rejsekammerat akkompagnerede i Diskant. Naa

— det var altsaa heldigvis en behagelig Skæmt,
det Hele! Dog — af Skæmt at være, en tem-
melig grov. Jeg udbad mig paany en Forklaring,
og den fik jeg saa. Af mig selv havde jeg neppe
fundet paa den, — og da jeg havde faaet den,
forekom den mig saa naturlig og den eneste mu-
lige og bestyrkede mig i den gamle Erfaring, at
Virkeligheden ofte arter sig mere fantastisk og
eventyrligt end Romanforfatterne digter den.

. Forklaringen var 1 sin eventyrlige Simpelhed
den, at de to Herrer var ingen ringere end In-
spektøren og Opsynsmanden fra Tugthuset i
Apolda. De havde den foregaaende Dag ledsa-
get to Stratenrøvere til Statsfængslet i Eisenach
og var nu paa Tilbagevejen. Revolverne havde
de ført med sig for at kunne skyde Gaviyvene

”ned, om de havde faaet i Sinde at echappere, og

Jernlænken — ja, naar man hører Forklaringen,
synes det Hele ganske selvfølgeligt! — Jern-
lænken havde sammenkoblet de to Tyveknægte,
den tredie var paa Grund af sin høje Alder ble-
ven anset for ufarlig og var bleven. forskaanet
for denne: AÅrmprydelse. Jeg saa med egne Øjne
de tre trykte Certifikater, "hvorpaa de tre For-
bryderes Navne stod optegnede med Angivelse
af hver enkelts Brøde og den Straf, han var
idømt, samt en Bevidnelse af, at de var rigtigt
og samvittighedsfuldt afleverede. Nu var de to
Herrers Mission tilendebragt, og nu vilde de s'gu
more sig, og de længtes aldeles ikke efter at
komme tilbage til Apolda. En saadan Ekspedi-
tion hørte ikke til de hverdagsagtige Hændelser,
— den var en sjelden og fed Bid, der maatte
nydes med en Feinschmeckers forstandige Ap-
petit, ikke sluges i en dum Mundfuld paa Bon-
demaner. Efterat de havde gjort deres Pligt,
havde de to Herrer slaaet nogle forsvarlige
»Slag" i Eisenach og Omegn.

»Man er da ikke Slaver selv, fordi man faar
sit Brød i et Tugthus," sagde den -store. ,,Sidst
var vi paa Wartburg. Nu skal .de.se, hvad vi
neglede der. Det smitter jo, forstaar sig, at om-
gaas Tyveknægte og Mordbrændere til daglig".

Under skrattende Latter tog den store med
varsom Haand ud af sin Tegnebog et lille sam-
menrullet Papir, som han endnu varsommere
viklede op.

»Se her, min Herre," sagde han med Stolt-
hed, ,hvad tror De dette er? En stor Splint af
Luthersengen! Det var nok noget, De kunde
lide!" ”

Unægteligt! Denne ret tarvelige Opsynsmand
fra Apolda steg adskillige Grader i mit Omdøm-
me, da jeg saa ham i Besiddelse af det sjældne
Relikvie, som jeg selv under mit Ophold paa
Wartburg forgæves havde forsøgt at faa Magen
til. I ældre Tid har Udlændinge — selvfølgelig
navnlig Englændere — gjort Tusinder af Indsnit
i Wartburgs berømte Lutherseng. Nu er der sat
en Stopper for denne Sport, og Opsynsmanden i

— 164 —

TO FRA TUGTHUSET.

Lutherstuen er ubestikkelig som en Cato. Bor-
det -— som staar særlig udsat for pietetsløse Ef-
terstræbelser — har man for en Sikkerheds
Skyld beslaaet med Jernskinner.

»Hvorledes har De dog kunnet faa fat i den
Splint?" spurgte jeg.

Og saa forklarede den store mig, at han var
gammel Soldaterkammerat med Betjenten i Lu-
therstuen, og at han af ham havde faaet Tilla-
delse til at blive et Øjeblik tilbage, for at tilegne
sig det kostbare Stykke trøskede Træ, medens
de øvrige Besøgende blev lukket ud.

Fristelsen blev mig for stor. Jeg nedlod mig
til at tigge en Splint af Splinten, idet jeg gjorde
gældende, at jeg maaske nok som en Slags
Gengæld for Revolverattentatet havde gjort mig
fortjent til en saadan Udmærkelse.

Og den store Opsynsmand steg yderligere en
Hoben Grader i min Agtelse, da han uden Be-
tænkning og med synlig Glæde tegnet i sit egent-
lig godmodige Ansigt delte sit kostbare Stykke
Træ i to lige store Dele, hvoraf jeg er i lykkelig
Besiddelse af den ene.

Nu maatte jeg vise mig behagelig og mit For-
hold til Inspektøren og Opsynsmanden blev ef-
terhaanden saa kordialt, at jeg befandt mig
ganske vel i deres Selskab, — dog ikke bedre,
end at den forestaaende Skilsmisse i Weimar
var mig godt tilpas. Mohren havde gjort sin
Pligt og foræret mig Splinten, — Mohren kunde
gaa! Men — saadan skulde det nu ikke være.

»De maa nu ikke bilde Dem ind," sagde den
store,…idet han fortrolig slog mig over Ryggen
med sin kraftige Næve, ,at vi er saa gale at
rejse til Apolda i Dag. Hvor skal De hen, med
Forlov at være saa næsvis?"

»Jeg," svarede jeg, idet jeg anede det vær-
ste, ,jeg skal til Weimar, — og der er vi nok
omtrent om en halv Times Tid."

Den store saa paa Inspektøren og fik sagtens
i et fortroligt Øjenblink et samtykkende Svar.

NTET an-
Sted er
Kampen
for Til-

værelsen

haardere end
imellem de pa-
risiske Teatre.
Detgælder om
altid at have
en Ting, ny og
uanet, der la-
der alt gam-

»Saa staar vi s'gu ogsaa af i Weimar og bli-
ver der i Nat og tilbringer Aftenen sammen med
Dem!"

Jeg tror ikke, mit Ansigt udtrykte Begejstring
ved den Ordning af Sagerne. Jeg havde ære-
frygtfulde Fornemmelser ved Tanken om at
nærme mig .den navnkundige By, og jeg havde
glædet mig til ganske alene og i Stilhed at nyde
dens Skønhed og herlige Minder. Og nu skulde
jeg — af Taknemmelighed for en Splint —
finde mig i.at lure "rundt paa Ølstuer og Vin-
knejper i et Selskab, som. var mig ligegyldigt.
Nej — Pinedød — om jeg. vilde!

Ganske rigtigt! Vi var neppe stegen ud af
Kupéen i Weimar, før vi sad bænkede i en Øl-
have nær ved 'Jernbanestationen. Selskabet var
bleven suppleret med en Fjerdemand, en lokal
Politikonstabel, som var en Bekendt af den store
og udmærkede sig ved at-være i den Grad kop-
arret, at Øllet kvalmede mig, hver Gang jeg saa
paa ham.

Saa rev jeg mig løs med et Ryk, sagde, at jeg
nødvendigvis endnu i Aften maatte sende Breve
til Hjemmet, og at mit Ophold i Weimar des-
værre kun blev saa kort, at hver Time var mig
kostbar. Min Meddelelse blev meget unaadigt
optagen, og mine to Rejsekammerater besluttede
straks — hvad jo var yderst smigrende for mig
— at tage videre med første Tog. Før jeg for-
lod dem, bad jeg om Tilladelse til i mit Hjem«
land at maatte sætte Revolverdramaet fra Ku«
péen paa Tryk; og det fik jeg Lov til paa den
udtrykkelige Betingelse, at jeg maatte love dem
ikke åt nævne deres Navne, hvoraf jeg slutter,
at deres Samvittighed ikke har været ganske
ren, og at Inspektører og Opsynsmænd ved
Fængslet i Apolda har at skynde sig hjem, naar
de har afleveret Stratenrøvere til Tugthuset i
Eisenach.

Men — Tilladelsen har jeg benyttet, og Løf-

tet har jeg holdt.
Elith Reumert,

Ein Kæmpehest paa Scenen.

melt bag sig, og som alle skal se. For Øjeblik-
ket er det Operaen, der har det store Trækpla-
ster. Det opfører for Tiden Berlioz": Trojas Erob-
ring. Og nu ved man fra sin Homer og sin Ver-
gil, at ved samme Erobring spillede en uhyre
Træhest den væsentligste Rolle.

I ti Aar laa Grækerne for Troja uden at kunne
tage det, saa faste var dets Mure, saa modige
dets Mænd. Da faldt omsider det hellige Troja
for List og Svig. Grækerne byggede en uhyre
Træhest, og i dens hule Bug skjulte sig de tap-
reste af de helleniske Krigere. Resten drog bort
paa Skrømt. Tilbage. blev kun én, der fortalte

— 165 —

de tililende Trojanere,
at hvis de kunde faa
Hesten inden for Tro-
jas Mure, vilde Troja,
være evigt uindtagelig.
Og Trojanerne lod sig
lokke, de nedbrød en-
dog et stort Stykke af
Bymuren for at faa den
uheldsvangre Hest ind.
Under Jubelsange trak
de den ind i Byen, og
om Natten aabnedes
Bugen, og ud steg de
fjendtlige Krigere. Da
faldt det hellige Troja
da får Ilden hen over
Templet og Priamos
Borg og Hektors Hus.

Og denne Træhest
er det nu, der hver Af-
ten trækkes over Paris-
Operaens Scene under
Folkets Jubel. Den be-
tegner det Højdepunkt,
som scenisk Maskin-

kunst hidtil er naaet

til. Selve Hesten er
121/, Alen høj, Hove-

det 5”/, Alen, dens Vægt er 8,400 Pd. Den er
tømret af Gran, og dens Mester er Vallenot, Ope-

raens Maskinchef.

Operascenen spiller ikke Aften paa Aften det
samme Stykke, og en saa formidabel Teater-
rekvisit som den trojanske Hest kunde være

EN KÆMPEHEST PAA SCENEN.

Kæmpehesten skilles.

slemti Vejen for de an-
dre Stykkers Opførelse.
Vallenot har derfor
konstrueret sin Hest
saaledes, at den i min-
dre end en Time kan
tages helt fra hinanden
og stilles til Side.

De græske Krigere
sad og ventede i He-
stens Bug, men denne

moderne trojanske

Hests Bug rummer
ikke Mænd. Stykkets
Tekst fordrer ikke, at
man skal se Krigerne
stige frem af Bugen,
den forlanger kun, at
Hesten skal drages over
Scenen fra Kulisse til
Kulisse. Og her ligger

- øjensynligt et Finger-

peg om, hvad vi, Pub-
likum, med Rette kan

» fordre næste Gang: Hr.

Vallenot, De maa vir-
kelig lave Deres Hest
saaledes, at vi ser saa
og saa mange gæve

Hellener med Hjelmbusk og Bronceskjold og
Benskinner og Spyd stige ned fra den aabnede

Bug. Før er vi ikke tilfredse. Mén saa kan det

ogsaa være ganske ligegyldigt, hvorledes: Mu-
sikken og Spillet er. Kun Kæmpehesten og Hun-
dreder af Mænd, der stiger ud af dens Bug.

Scene af ,Trojas Erobring" paa Pariser-Operaen: Den trojanske Hest føres over Scenen,

— 166 —

Af Dagens Krønike. |

AN vil ikke fortryde for et Øjeblik at godt som alle de Raderingeraf Hans Nic. Han- |
forlade Strøgets Trængsel og Flirt og sen, som i disse Dage blive udstillede i Winkel SS
svippe over i den Verden af Poesi og & Magnussens smukke Lokaler.

Romantik, som strømmer ud fra saa Det er virkelig en helt imponerende Række
af gode Raderinger, Hans Nic. Hansen
her møder op med — ved et Overblik |

vil man hurtigt lægge Mærke til et ud- |

præget og sjeldent Kompositionstalent, |
en betydelig Formsans og en sikker Teg-
nekunst.

— Disse Egenskaber er det, der har
skabt ham den smukke Førsterangsplads,
han ubestrideligt indtager blandt vore
hjemlige Radere-Kunstnere, — han for-
binder sand Følelse, Lune og Fantasi
med en sund og sikker Teknik, og viser
i saa godt som alle sine Arbejder, at han
har ,forstaaet" sit Materiale og vidst at
gøre sig til Herre over det.

Man vil i vore Illustrationer se smukke
Prøver paa H. N. H.s Kunst, — den fine
Ynde i ,,De lyse Nætterf, den kraftige,
dekorative Virkning i ,, Taarnet ved Stran-
den" og den smukke Komposition i
»Kroen paa Heden".

x x

Den unge Forfatter Sigurd Trier har til
sit lille Skrift dristig valgt det største teo-
logiske Æmne: Jesus af Nazareth selv.
Og det, der har draget ham, er alt det
humane, alt det kærlige og lyse, det er
den Jesus, der elsker Børnene, der heler
Vunderne og giver de syge og hbedrø-
vede Sjæle Fred.

Man maa ikke af en Forfatter forlange
mere, end han selv vil give. Det er ikke
nogen Jesu Historie her er skrevet, ikke
nogen kritisk Udredelse af de gamle
Tekster. Dertil er Forfatteren for ung,
dertil mangler han endnu en Del Læs-
ning og videnskabelig Metode.

MenBogen eren pal DR RER
religiøst bevæget RT
ung Mands varme | |
Indlæg i Tidens
Strid. Han har følt
sig draget til Jesus
af Nazareth, har el-
sket ham og følt
Trang til at tale,

følt, at det ,,maa-
ske var bedre at
tale end at tie."

Taarnet ved Stranden, efter Radering af Hans Nic. Hansen. Sigurd Trier.

ERE ry Fe

ALVERDENS NYT I BILLEDER

Lesseps-Stutuen i Port-Said.

dive-Aarsdagen for Suez-Kanalens Aa ning og
samtidig afsløret en kæmpemæssig Lesseps-Sta-
tue, som har fauet Plads et Stykke ude i Vandet.
Den er i fire Gange naturlig Størrelse og fremstil-
ler en staaende Lesseps, der med stolt løftet Hoved
skuer ud over sit Værk. Det er den ,store Fransk-
mand i sin fulde Glans, som her er manet frem paa
Port-Saids Dæmning. I sin venstre Haand: holder han
et Kort over Suez-Kanalen, og saa nøjagtig er dette
gengivet i Bronzen, at man godt kunde paabegynde
Gennembrydningen alene efter dettes Angivelser.
Billedhuggeren, Frémiet, havde hafti Sinde at frem-
stille paa en Sokkel i Broncemedailloner Portræterne
af de fire Khediver, som havde stillet sig velvillig
overfor Lesseps Plan. Men han erfarede, at de orien-
talske Folkeslag vilde have følt sig lidet glade ved
at se Portræterne af deres fire KHELrER figurere un-
der en anden Mands Statue, og de blev derfor erstat-
tede af det kendte Ord: Aperire terram gentibus (at
aabne Jorden for Nationerne).

I Port-Said har man med store Fester fejret Tre-

bd kul
kd

RE SesrstoG" er Navnet
z paa den stolte Statue, som nylig
afsløredes i Paris. Den symbolske Tanke
i Kunstværket er let tilgængelig og fjærn
fra det søgte, Øverst paa en Triumfvogn,
som trækkes af et Par Løver, hæver Re-
publiken sig paa Jordgloben. Med en be-
skyttende Ekaauiborrelse udstrækker
den sin højre Haand og med den venstre
støtler den sig til et Knippe, Symbolet
paa det samlede, der giver Styrke. Paa
en af Løverne sidder Frihedens Genius,
svingende en Fakkel. To Personer støde
Vognen fremad, paa den ene Side en
kraftig Mandsperson: ,Årbejdet%, paa
den anden. Side en alvorlig Kvindeskik-

OG TEKST.

Den i Paris nys afslørede Gruppe: ,,Republikens Sejrstog".

kelse: ,,Retfærdigheden." Bag dem udstrøer Freden
sie Velgærninger, medens Børn, der bære forskellige
Attributer, fuldstændiggør Allegorien.

Mange Lovord ofres paa den virkningsfulde Gruppe,
for hvilken Billedhuggeren Dalou er Mester. Efter
Kommunen maatte han flygte til England, her und-
fangede han Ideen til Kunstværket, men først 1886
fik han Bestilling paa ,,Republiken"%, der nu midt i et
Bassin hæver sin majestætiske Skikkelse med Ansig-
tet vendt imod en af de.gamle Forstæder, hvor Revo-
lutionen blussede stærkest.

& É bad
I Leipziger den 79-aarige bekendte Bismarck - Hi-
storiker Moritz Busch nylig afgaaet ved Døden.
Han var en af de faa, i hvis Lod det var faldet gen-

"nem et langt Tidsrum at staa Fyrst Bismarck person-

lig saa nær, at de næsten daglig var i Forbindelse
med hinanden. Den afdøde Forfatter havde ført et
meget bevæget Liv. Oprindelig studerede han Theologi
i Leipzig, men literære Interesser lagde efterhaanden
udelukkende Beslag paa ham og han vandt sig først et
Navn som Oversætter af engelske Ro-
maner, specielt de Dickenske. Da han
ikke følte sig tilfreds med Forholdene i
Tyskland, begav han sig ud paa lange
Rejser,snart tog han Opholdblandt Ame-
rikas Mormoner, snart var han i Græ-
kenland, i Ægypten, Nubien, Palæstina
og Syrien og om alt, hvad han paa disse
" Farter samlede af rige Erfaringer, for-
talte han siden i Bøger, der vandt ham
interesserede Læsere. 1870 vendte han
tilbage til Berlin og nu var det, at han
kom i Berøring med Bismarck og de
- Mænd, der stod ham nær — en Kreds
bom han har skildret i sin mest læste
og.

Moritz Busch.

— 168 —

MØN sr VE
porre Luk Calz nemnd
sæ « gg ”

Malgamit-Ofrene.

Roman af H. S. Merrimann.

Oversat af Johannes Magnussen.

Indhold af Begyndelsen.

I Begyndelsen skildres, hvorledes Professor von Holzen i Haag besøger en døende Mand ogli,køber en værdifuld Opskrift af

ham. Da Manden er død, tager von Holzen sine Penge igen.
Læseren føres dernæst til London. En ung

erdensmand, Tony Cornish, træffer en gammel Ven, Major White, der vender

sejrrigt tilbage fra en Ekspedition i Indien. De gaar sammen hen til Tonys Kusine, Frøken Joan Ferriby, hvem de træffer optaget
af År ejde i velgørende Øjemed. Hun omtaler et nyt stort Velgørenhedsværk, som hendes Fader, Lord Ferriby, paa en Hr. Rodens

Opfordring har sat si

i Spidsen for, Det vedrører Fabrikationen af Mal

amit, et Stof, der er nødvendigt ved Papirfabrikationen,

men livsfarligt for Arbejderne, Han vil nu danue et Selskab, der skal bæskyile Arbejderne og samle dem paa él Sted saaledes, at

Selskabet overtager al
relsen vælges, der bl. a. kommer til at bestaa a

abrikation af dette farlige Stof, I den Anledning holdes der et Møde hos Lord Ferriby, ved hvilket Besty-
F Lord Ferriby, Cornish, White, Roden og Professor von Holzen.

Hundlingen forlægges nu lil Haag, hvor Percy Roden paa et Hotel gør Bekendtskab med en yngre Enke, Fru Vansittart, med
hvem han taler om Malgamitarbejderne og Selskabets Planer om at samle dem, alle i Holland. Roden omtaler, at han har en Sø-
ster, som han bor sammen med i Nærheden. De uhyggelige Malgamitarbejderes Ankomst til Haag i Taage og Slud skildres, Ne føres

dertil af Cornish og modtages af Roden, Derfra gaar
en Del Korrespondenter til fremmede Blade.

AA kom paa en eller anden Maade Cornish i Spid-

sen,medensRoden trak sig tilbage i Baggrunden.

Det var Cornish, som aabnede Champagnefla-

skerne og fyldte Glassene. Det var Cornish,
som sagde de morsomste Ting og lo mest af de jour-
nalistiske Vittigheder, som de andre gav til bedste.
Cornish syntes at forstaa Gæsterne bedre end Roden,
der var tilbøjelig til at være stiv imod dem. De, der
er sikre paa deres Stilling, tænker ikke altid paa den.
Folk, der holder meget paa deres Værdighed, har som
Regel ikke meget at io)de paa.

»Skaal,4 sagde den tykke Journalist med hævet
Glas og Hjertet overstrømmende af Champagne. ,Jeg
drikker Deres Skaal, skønt vi ikke kender meget til
hinanden. Men lad os nu komme til Forretningerne,
maaske De vil vise os om i Fabriken",

Dette gjorde Cornish med stort Held. Han stod hos
Korrespondenterne, medens Malgamitarbejderne steg
ud af Omnibussen og tog deres nye Boliger i Besid-
delse. Han gav Journalisterne Fotografier og en kort
trykt Beretning om Malgamit, som von Holzen havde
skrevet. Det var endelig Cornish, som besørgede dem
ind i Omnibussen igen i rigtig godt Humør, da de
skulde tilbage til Haag.

»Glem ikke at sætte lidt Farve paa!" sraabte han
efter dem. ,Husk paa, det er en velgørende Anstalt,"

Malgamitarbejderne blev avergivet til von Holzen,
der havde truffet alle nødvendige Forberedelser til
deres Modtagelse.

»De er flinkere, end jeg havde troet," sagde Ro-
den til Cornish, medens de i Mørkningen vandrede
over Klitterne hen mod Rodens Hus, Det var vanske-
ligt at sige, om Roden var fornøjet eller ikke. Han
talte ikke meget paa Turen, men var øjensynlig for-

dybet i sine Tanker.

Cornish var letsindig og inkonsekvent som sæd-
vanlig.

»Vi faar snart flere Penge ud af det," sagde han.
»Vi maa have Malgamitballer, Malgamitbazarer, Mal-
gamitballoner — hvis det ikke er for høj en Flugt.«

Klitvillaen staar, som dens Navn antyder, imellem
Klitter, der vender mod Syd og Vest. Den ligger tem-
melig højt, og derfor er der Udsigt over Havet og ind
over Landet, hvor man ser Spirene i Haag. Haven er
gammel, og der er hyggelige Smuthuller i den, hvor
Træerne er blevet ret høje. Holland er saa ganske
særligt et propert Land, at man ikke taaler noget
gammelt eller mosgroet. Man spekulerer paa, hvor
alt Affald fra Aarhundreder er blevet skjult; for alle
Ruiner er blevet pænt ryddede af Vejen, og Byer,
som har Overflod af historiske Minder, synes paa et
Par Undtagelser nær at være blevet byggede 1 Fjor.
Klitvillaens Have udmærkede sig derfor mere ved
Renlighed end ved Overdaadighed, Huset selv var

ejsen til Klilterne ved Scheveningen, hvor Fabriken ligger. Denne beses af

ikke interessant og lignede tusinde andre ved Kysten
deri, at det var mere hyggeligt, end det saa ud til.
Gennem de nedtrukne Gardiner sivede der et Skær
af Varme og Lampelys ud.

Roden viste Vej ind i Huset efter at have lukket
op med en Smæklaasnøgle. ,,Dorothea!" raabte han,
saa snart Døren var lukket efter dem — de to høje
Mænd med deres tunge Frakker fyldte næsten hele
Forstuen — ,Dorothea, hvor er du?”

Husets Atmosfære — hvert enkelt Hus har sin ejen-
dommelige Atmosfære — var behagelig. Man mær-
kede, at der var Blomster i Værelset, og at man var
i Færd med at lave Te.

Døren til venstre blev-aabnet, og en lille. Kyinde
viste sig. Hun var meget lille, en' rank Skikkelse
med lysebrunt Haar, en god Teint og muntre funk-
lende Øjne. 2

»Maa jeg forestille Dig Hr. Cornish," sagde Roden.
» Vi er forfrosne og vil gerne have noget Te."

Dorothea Roden nærmede sig og gav Cornish Haan-
den. Hun saa op paa ham og mønstrede med et hur-
tigt Blik hans hele Person fra Top til Taa.

»Det er frygtelig koldt," sagde hun. Å

Man kan ikke altid være original og sprudle af Vid,
og det er klogere ikke altid at prøve ad. Hun vendte
sig om og gik ind i Dagligstuen. Cornish fulgte
hende. Dagligstuen var smukt udstyret paa hollandsk
Vis, og der var Blomster. -

Dorothea Roden havde samme Væsen som en
Kvinde, der ikke er pur ung mere; og som har set
mange Mennesker og Stæder. Hun var bedre op-
draget end hendes Broder; hun var sandsynligvis
bedre begavet. Hun havde under alle Omstændighe-
der det fine Udtryk af Selvbeherskelse, som beteg-
ner de Kvinder, hvis Liv er blevet tilbragt i Selskab
med en Mand, der er dem aandelig underlegen. Na-
turligvis er alle Kvinder i en vis Forstand fordømte
til dette — i Følge deres egen Mening.

»Percy sagde, at han sandsynligvis vilde tage Dem
med til Te," sagde Frøken Roden, ,, og at De rimelig-
vis vilde være dødtræt."

»Jeg er ikke træt, Frøken; vi havde en god Over-
rejse, og alt er gaaet meget godt. Har De Interesse
for vor Sag?" ;

Frøken Roden, som var i Færd med at skænke Te,
standsede og saa paa ham.

»Åa ja," svarede hun alvorligt, og et Øjeblik efter
saa hun paa ham igen.

»Det blkzer storartet,” sagde han begejstret. ,,Min
Kusine, Joan Ferriby, tager ordentlig fat i London.
De kender hende STGEKG VÅR

»Jo, vi er Skolekammerater," svarede Frøken Ro-
den med sin blide Latter; ,da vi skiltes ad, svor vi

— 14 —

MALGAMIT-OFRENE.

paa, at vi vilde skrive til hinanden en Gang om Ugen.
Vi holdt det — i fjorten Dage."

Cornish's Ansigt røbede ingen Overraskelse, skønt
han havde troet, at Frøken Roden var flere Aar æl-
dre end Joan.

»Maaske De ikke har Interesse for de samme Ting
som Joan," sagde han taktfuldt, ,jeg mener Interesse
for nyere Forhold — ikke for Klæder. For Foreninger
af Fabrikspiger, for Kræmmermedhjælpere eller Kvin-
dens Rettigheder eller noget af den Slags."

»Nej, jeg er ikke begavet nok til at interessere mig
for den Slags Ting. Jeg er forfærdelig uvidende med
Hensyn til Kvindens Rettigheder og véd ikke en
Gang, hvad jeg savner eller burde savne.”

Roden, som havde nærmet sig til Bordet, lo; han
tog sin Te og gik hen og satte sig ved Kaminen. Han
var under alle Omstændigheder træt og saa mat ud —
det var, som om hans Ansvar allerede begyndte at
tynge paa hara.

Cornish gik ogsaa der hen og stod med Koppen i
Haanden og saa ned paa Frøken Roden med en skep-
tisk Mine.

»Jeg har altid Mistillid til Kvinder, som siger det,"
sagde han, ,man mistænker dem ganske naturligt for,
at de faar det, de savner, paa en hemmelig Maade,
og for at have svigtet deres Køn. Vor Tid er Amal-
gamationens Tid, ikke sandt, Roden?"

Han vendte sig om og satte sig ved Siden af Do-
rothea. Roden gjorde, efter at der saaledes var blevet
appelleret til ham, en eller anden høflig Bemærkning
og faldt sau i Tanker igen.

Men det saa ud til, at Cornish var i Stand til at
føre Samtalen alene.

»Véd De ikke noget om den Uret, Deres Køn li-
der?% spurgte han Dorothea.

»Nej,” svarede hun, ,jeg har ikke en Gang Bega-
velse nok til at vide, at jeg lider nogen Uret."

»Du gode Gud!" udbrød han. ,,Det er intet Under,
at Joan holdt op med at skrive til Dem. Det er et
meget mistænkeligt Tilfælde, De lider af, Frøken Ro-
den. De har naturligvis klaret Sagen for Dem selv,
og saa overlader De til de andre Kvinder at gøre,
hvad de kan. Det er det, man kalder at være Skrue-
brækker. De svigter Deres Fagforening. I vore Dage
træder vi alle i Skranken for en eller anden Sag, vi
kan. ikke andet, og den nyere Lovgivning fremmer

ogsaa dette. Man maa enten være rig eller fattig. For
Øjeblikket kan man kun leve i Fred med sin fattigere
Nabo, naar man til en vis Grad underkaster sig en Ud-
plyndring. Men en skønne Dag maa Klasserne forene
sig mod Masserne. Masserne er allerede forenede. Man
maa enten være Mand eller Kvinde. En Dag maa
Mændene foréne sig imod Kvinderne,.som allerede
har samlet sig med en larmende Avantgarde i Spid-
sen. Maa jeg faa noget mere Te?" k

»Jeg er bange for, at jeg ikke er kommet med i
den almindelige Fremrykning," sagde Frøken Roden
og tog hans Kop. :

»Det er jeg ogsaa bange for. Jeg véd naturligvis
ikke, hvad det er, virykker frem imod —" Han stand-
sede og drak langsomt sin Te. ,,Det er der ingen, der
véd," tilføjede han. j

»Det er sandsynligvis mod et Punkt, hvor vi alle be-
gynder at slaas for os selv igen." >

»Det er muligt," sagde han alvorligt og satte sin
Tekop fra sig. ,,Men nu maa jeg se at komme tilbage
til Haag. — Godnat!" å

»Han er flink," sagde Dorothea, da Roden kom til-
bage efter at have fulgt Cornish ud. ;

»Ja," sagde Roden uden Begejskunge

»Det lader ikke til, at du synes om det," sagde hun

skødesløst. É p SER
»Aa jo, hvis hans Flinkhed gaar i den rigtige Ret-

ning."

7. KAPITEL.
Officielt.

Statsøkonomien vil en Dag blive nødt til at aner-
kende Menneskekærligheden som en mulig eller sna-
rere en sikker Anstødssten paa Verdens Vej hen imod
det tusindaarige Rige, i hvilket Forsyning og Efter-
spørgsel sætter sig i Fred ved Siden af hinanden. Vel-
gørenheden saar Sæd i Tidens Furer, som vil bære
forbavsende Frugt i Fremtiden; thi Velgørenheden
tøver ikke med at standse en Industri eller blande sig
i en Forretning, som giver Tusinder deres daglige
Brød. Malgamitplanen, der blev saa pænt fremstillet
for Publikum af Lord Ferriby i hans Sal, bar saaledes
i Løbet af en Uge Frugt i en Retning, som sandsyn-
ligvis faa, der var indviede i Sagen, nogensinde vilde
have skænket en Tanke. Prisen paa det finere Papir
faldt pua alle Markeder i Verden. Dette Papir
kunde kun fabrikeres med en stor Tilsætning af Mal-
gamit til dets andre Bestanddele. I Planen for Mal-
gamilselskabets Dannelse blev det meddelt, at delte
store Velgørenhedsværk blev stiftet for at afhjælpe
Malgamitarbejdernes Lidelser ved at sætte disse ulyk-
kelige Mænd 1 Stand til at lave denne farlige Artikel
til en billigere Pris og uden Fare for dem selv. Denne
Plan naaede naturligvis dem, den mest angik, nemlig
Papirfabrikanterne og de Folk, som forsyner disse
Fabrikanter med Raastoffet.

Lord Ferriby, der stod og straalede velvilligt i en
Løvhytte af Chrysantemum en vis Vinteraften for ikke
-saa mange Aar siden, salte altsaa en lille Sten i Be-
vægelse paa en stejl Bakke. Saaledes svajer Verden
frem og tilbage, og ingen af os kan vide, naar Gen-
lyden af et ligegyldigt Ord kan holde op med at dirre
i nogle af Tilhørernes Hjerte.

Malgamitforretningen var bleven indskrænket, idet
dette Produkt kun gik igennem faa Hænder, og de
Mellemmænd, der skaffede Fakrikanterne det, evnede
ikke lige over: for Lord Ferribys Meddelelse at for-
hindre Malgamitpriserne i at falde. Ligesom disse faldt,
saaledes faldt ogsaa Priserne paa de mange Slags
Papir, som ikke kunde laves uden Malgamit. Med
den Sløvhed, som meget ofte findes forbunden med
en højt udviklet Menneskekærlighed, kom Lord Fer-
riby saaledes til indirekte at gøre Indgreb i Tusinders
daglige Liv. Han vidste det ikke. Og Tony Cornish
vidste det heller ikke. Og Joan og Aktionærerne
havde ikke Anelse om det.

Papirmarkedet blev nervøst, det vil sige Priserne
steg og sank pludseligt uden nogen tilsyneladende
Grund. Nogle Mænd tjente Penge, og andre tabte
Penge. Men straks efter, det vil sige i Marts Maaned,
to Maaneder, efter at Tony Cornish havde bragt sine
Malgamitarbejdere til deres nye Hjem, blev Markedet
roligt igen. Aarsagen til dette kunde, som Aarsagen
til alle kommercielle Forandringer, føres tilbage til
én af Hovedkilderne for Forsyning og Efterspørgsel.
Den skyldtes den simple Kendsgerning, at en Mæg-
ler i London havde købt noget af den nye Malgamit
i Scheveningen og solgt den til sine Kunder, som
sagde, at den var god. Han havde desuden købt den
gores sk Par Dk Ske Sense alle vedkommende

et. Saaledes gaar det med Handelen i ing
af Aarhundredet. E: engen

ornish, der tilfældigvis mødte paa Mal itsel-
skabets lille Kontor, REM en tysk Kontormt SE
von Holzen havde anbefalet, førte Bøgerne, fandt sit
Bord bogstavelig talt bestrøet med Telegrammer.
Tony Cornish havde Ry for at være dygtig. Han var
faktisk intelligent. Verden antager altid fejlagtigt
Intelligens for Dygtighed, ligesom den næsten altid
fejlagtigt antager Latter for Lykke. Men han var dyg-
tig nok til i de sidste to Maaneder at have opdaget, at

— 171 —

Fame me enn rr rn,

mm mera

MALGAMIT-OFRENE.

Malgamitfabrikationen var af langt større Omfang,
end hans Onkel nogen Sinde havde forestillet sig.

I disse to Maaneder, i hvilke Cornish havde fun-
geret som Sekretær i detle Selskab, var der opstaaet
mange Spørgsmaal, som han ikke havde været i Stand
til at besvare, og som han havde været nødt til at
henvende sig til Roden og von Holzen om. Disse
havde svaret raskt nok, og saaledes, som de frem-
stillede Sagen, syntes den meget simpel. Men hvert
enkelt Spørgsmaal kunde tilsyneladende løses paa
andre Maader, og hele Sagen syntes pludselig lige-
frem at stritte af Løsninger, og Tony Cornish be-
gyndte endelig virkelig at faa Interesse for noget.

Der laa ikke blot Telegrammer paa Bordet, men
ogsaa Breve. Det var et pænt lille Kontor, som Joan
havde udstyret med en vis Originalitet, der ganske
vist gjorde det forskelligt fra andre Kontorer i West-
minster. Der var desuden den store Behagelighed ved
det, at det laa ovenover en Dameklub, saa det var
let at skaffe Eftermiddagste. Den tyske Kontorist
gjorde Jigefrem Regning paa tre halve Fridrage om
Ugen, og Joan kom med sine Venner til Te og med
sin Moder som Duenna. Disse smaa Teselskaber blev
ligefrem berømte, og der var Tale, om at man skulde
anskaffe et Piano; men man opgav det tilsidst og
nøjedes med en Banjo. I denne Vinler var Puzzle-
spillene paa Mode, og Cornish havde. den bedste
Samling Ringe, som det ligefrem var umuligt at faa
fra hinanden, Saa var der naturligvis Kommitémøder,
det vil sige Møder af Damekomitéer, der skulde
arrangere Bazarer og Baller. !

Cornish var vant til at finde en Mængde Breve
og havde været nødt til at anskaffe sig en uhyre stor.
Papirkurv; der var nemlig saa mange døende Vel-
gørenhedsselskaber, der kastede misundelige Blikke
paa Malgamitselskabet og spekulerede paa, hvordan
det dog kunde gaa, og tilbød Cornish den højsthæ-
derværdige Plads som deres ulønnede Sekretær. Te-
legrammer havde der hidtil kun været faa af, og de
havde næsten alle været fra Roden. Denne Morgen
var der et Brev fra Roden. Han skrev:

Kære Cornish!

De vil sandsynligvis faa Ansøgninger fra Malga-
mitarbejdere fra forskellige Verdensdele, som gerne
vil ansættes paa vor Fabrik. Sig Ja til dem alle

og sørg for, at de bliver indskrevne saa snart som
muligt.

I Hast!
Deres hengivne

P.R.

Percy Roden havde som sædvanlig Hastværk og
skrev et daarligt Brev med en smuk Haandskrift.

Saa gav Cornish sig til at læse Telegrammerne.
Det var allesammen Ansøgninger fra Malgamitarbej-
dere — lige fra Venezia til Valparaiso — og de -øn-
skede alle at komme til Scheveningen. Han var
endnu i Færd med at læse dem, da Lord Ferriby
traadte ind i det lille Kontor. Hans Herlighed havde
en moderne spraglet Vest paa. Det var i April Maa-
ned, og i den Maaned. bærer je ogsaa hele Natu-
ren spraglede Veste. Lord Ferriby var som sædvanlig
ganske godt fornøjet med sig selv. Han var spadseret
ned ad Piecadilly og havde gjort stor Virkning. En
Biskop havde endogsaa bukket for ham; han havde
anerkendt ham som en Slags Lægbiskop.

»Hvad er det, Du læser der, Tony?" spurgte han
elskværdigt og lagde sin fikse Spadserestok paa en
indlagt Pult, som gik for at være hans og altid var
laaset, skønt der ingenting vari den |

»Det er Telegrammer,” svarede Cornish. ,De er
fra Malgamitarbejdere, som vil ansættes paa Fabri-

ken i Scheveningen; der er seks og halvfjerdsindstyve.
Jeg forstaar ikke rigtig hele denne Sag."

»Det gør jeg heller ikke," indrømmede Lord Fer-
riby i en Tone, der tydeligt røbede, at hvis han blot
gad gøre sig den Ulejlighed, saa kunde han forstaa
alt. ,,Men jeg tror, at det er et af de største Velgø-
renhedsværker, som nogen Sinde er blevet stiftet,”

Naar Lord Ferriby var sammen med Mænd, især
med unge Mænd, tillod han sig at tale noget frit;
undertiden tangerede han det vulgære, hvad der na-
turligvis er korrekt og fint, og han ønskede sikke at
blive anset for en gammel Idiot, som hans samtidige
blev. Derfor kaldte han sig selv for en gammel Idiot,
naar han havde Lejlighed til det. Quis'exæcuse s'accuse.

»Naturligvis maa vi tage de stakkels Fyre," til-
føjede han.

Cornish rakte ham Rodens Brev uden Kommentar,
og medens Lord Ferriby læste det, gav han sig til at
lave en Liste over Ansøgernes Navne og Adresser.
Cornish udviklede sig faktisk under sit Arbejde. Un-
der andre Forhold kunde han, hvis nogen havde øvet
en gunstig Indflydelse paa ham, være bleven, hvad
man kalder en god Forretningsmand. Han havde saa
godt som ingen Opdragelse faaet; han havde kun
faaet en Mundsmag af Klassikerne, og saa havde han
lært, hvorledes man skulde opføre sig som gentle-
man; men han fattede sædvanligt, hvad det var
Flogt at gøre. Nogle Folk kalder dette Geni, andre
Held.

»Jeg ser, at Roden er af samme Mening som jeg,”
sagde Lord Ferriby. ,,Det er en begavet Fyr, den
Roden!" og han trak i sin spraglede Vest.

»Saa kan jeg vel skrive eller telegrafere lil de
Folk, at de skal komme?" sagde Cornish.

»Ja, naturligvis, kære Anthony. Vi vil samle .dem
eller mønstre dem, som White siger, her i London og
saa sende dem til Scheveningen ligesom før, naar
Roden og Hr. von Holzen er parate til at tage imod
dem. Send et Par Ord til White — det hører jo ind
under hans Departement at mønstre dem. Som Soldat
forstaar han sig paa at tumle saadan en Skare. Du og
jeg egner os bedre til at have med en Sum Penge at

øre."

Lord Ferriby saa” henimod Døren for at overbevise
sig om, at den var aaben, for at den tyske Kontorist
i det ydre Kontor ikke skulde gaa tabt af noget, der
kunde være til Gavn for ham — ja, for at han kunde
opsamle nogle Krummer fra den store Mands rigt
forsynede aandelige Bord, SGT sed

Lord Ferriby trak langsomt sine Handsker af og
lagde dem paa Pulten. Han saa” ud som en Direktør
for et Aktieselskab og havde det alvorsfulde Væsen,
der gør Indtryk paa Aktionærer. Han talte om Vej-
ret, henledte Tonys Opmærksomhed paa det fine Ta-
petpapir og tog saa sine Handsker paa igen, godt
fornøjet med sig selv og sit Dagværk.

»Det lader til, at alt er i Orden, min kære Antho-
ny," sagde han; ,saa der er jo ingen Grund for mig
til at blive her længere," -

»Nej," svarede Cornish, og Hans Herlighed gik.

(Fortsættes).

— 172 —

En zammel Rekord.

Der tages Maal til Frakken (efter et gammelt Stik).

88 Aar er en ærværdig Alder for en Rekord
— særlig i vore Dage, da Rekorden næppe faar
Tid til at sætte sig triumferende i Højsædet, før
den atter detroniseres som en latterlig og foræl-
det Umulighed, der med Lethed er bleven over-
fløjet af en ny og langt mere imponerende Navne-
fælle. Sikkert nok vil ogsaa den her omtalte Ol-
ding-Rekord uden Vanskelighed kunne blive sendt
til sme Fædre ved Hjælp af de Maskiner, der
staa til Nutidens Raadighed, men alene i den
Omstændighed, at den har faaet Lov til at staa
uanfægtet i en saa lang Aarrække, ligger der en
tilstrækkelig Motivering til at skænke den en
kort Omtale.

Det var, som et engelsk Tidsskrift meddeler,
i. Forsommeren 1811, at Sir John Throckmor-
ton af Newbury i det venlige Grevskab Berk-
shire i Syd-England indgik paa et Væddemaal
om 1000 Guineer — henved 19,000 Kroner —
med nogle gode Venner. Væddemaalet gik ud
paa, at Sir John paa en bestemt Dag skulde give
Møde ved et Festmaaltid Klokken & om Aftenen
iført en efter Datidens Begreber elegant Frakke
syet af Klæde, der var fabrikeret af Uld, som
samme Dags Morgen Klokken 5 -havde siddet
paa Sir Johns Faar.

Sir Johns gode Ven, Mr. John Coxeter; en
stor og anset Klædefabrikant i Newbury, der
ofte med Stolthed havde omtalt de store Forbed-
ringer, han i den senere Tid havde faaet indført
i Klædefabrikationen, paatog sig at tilvirke Tøjet,
og Tirsdagen den 25. Juni 1811 blev fastslaaet
som Afgørelsens store Dag. Hele Byen holdt
Fest- og Hviledag, — kun de mange Hænder,
der vare beskæftigede med”Sir Johns Frakke,
vare i travl Virksomhed. Da Morgenen brød frem
begav Sir John, ledsaget af sin Hyrde og to
brægende Faar, sig til Mr. Coxeters Klædefabrik,
og ved Fem-Slaget begyndte man at beklippe
Faarene, medens Skrædderen, Mr. James White,

samtidig tog Maal af Herremanden. Ulden blev

— 173 —

derefter vasket og gennemgik de forskellige Pro-
cesser, indtil den naaede Væven, der blev betjent
af en af Mr, Coxeters Sønner, som havde Ord
for at være særlig rap paa Haand. Fra Væven
igen til Vaskeri og Farveri igennem nye Proces-
ser, indtil Ulden af de to Faar Klokken 4 om
Eftermiddagen laa forvandlet til et saa smukt og
godt Stykke Klæde, der før eller senere er ud-
gaaet fra en engelsk Klædefabrik.

Mr. James White, var forlængst færdig med
Maal og Mønster, og saa snart Klædet blev ham
overleveret, tog han og ni Skræddersvende fat
paa Frakkens Syning. I to Timer og ti Minutter
blev der skaaret og syet og prøvet og presset, og
Klokken tyve Minutter over seks iførte Sir John
Throckmorton sig sin nye Frakke, medens 5000
Mennesker tiljublede ham deres Bifald. Rygtet
om, hvad der den Dag foregik i Newbury, var
naaet viden om i Nabobyerne, og Tilstrømningen
af Nysgerrige var stor. '

Sir John gav Møde med 40 andre af Grevska-
bets Spidser ved Festmaatidet Klokken 8 om
Aftenen og var stolt af sin elegante Frakke. Og
ude under aaben Himmel spiste Newburys År-
bejderbefolkning de to af Sir Johns Faar, der
havde leveret Uld til Frakkens Klæde og drak
mange Hundrede Potter stærkt engelsk Øl, som
Mr. Coxeter betalte. Berkshire Landhusholdnings-
Selskab lod præge en Sølvmedaille til Mr. Coxe-
ter til Erindring om Dagens Daad, og paa den
første Internationale Udstilling i London, der blev
afholdti 1851, dannede Sir John Throckmortons
Frakke en af de mange store Seværdigheder.

Frakken existerer
endnu og bevares BR R
som en stor Hellig- EET
dom af dens nuværen-
de Ejer, Sir William
Throckmorton. Sir Wil-
liam er ligeledes i Be-
siddelse af de to Kob-
berstik, af hvilke vore
Illustrationer er en Gei-
givelse, og som frem-
stiller Scener af den be-
vægede 25. Juni 1811
r Byen Newbury, Grev-
skabet Berkshire, Eng-
land, hvor man satte
en Rekord,.der ikke
visnede bort i en enkelt
Dag eller Uge.

En historisk Frakke.

Danske Børneskoler i Amerika.

mr ED

En dansk Skole i Amerika.

ET er næppe enhver saa bekendt, som det burde
være, at der i Amerika findes danske Børne-
skoler, hvor vort Sprog, vore Sange og Folke-
minder bevares og udmøntes som gangbare

Værdier for de unge.

Og dog er dette Tilfældet. Rundt om i de danske

Kendte Navne

fra By og Land.
Dødsfald.

Hvis Baron Gregers Wedell- We-
dellsborg var død, som vi døer flest
efter saa og saa lang Tids Sygdom,
vilde man
have sagt:
en/flink og

munter
Officer, en

dygtig
Rytter, en
ivrig

Sports-

mand er
død, men
Dødsfal-
det vilde
næppe ha-
EK vakt
Z sigt i
Baron Wedell-Wedellsborg.… TD RK ag:
se. Nu modtages dette Dødsbud-
skab med almindelig Deltagelse;
thi det er, som blev denne unge
Rytter et Memento om Livets Al-
vor og dets bratte Omskiftelse. Hin
Væddeløbsdag i Fjor og dens Hæn-
delse staar fast i vor Erindring. Om
Morgenen munter, smuk, rig — et
Fald med Hesten — om Aftenen

en Krøbling for Livstid. Halvandet
Aar bar Baron Gregers sin tunge
Skæbne med al en Mands Energi.

Baron W.-W. var født 1863, blev
Student, derpaa Officer, 1887 Pre-
mierløjtnant ved Dragonerne i
Næstved, 1893 ansat ved Gardehu-
sarerne. Foretog 1894-95 en Rejse
omkring Jorden, En ivrig Sports-
mand, med mange Sejre paa Væd-
deløbsbanerne, Skrev i 1898 en
sagkyndig og udtømmende Bog om
Hestens Træning.

Efter nogle Aars Svaghed er
Lægen, .Etatsraad Just Valentin
Haurowitz afgaaet ved Døden her
i Byen. Han var Student fra 1837,
laa nogle
Aar paa

Regen-

sen, tog
Embeds-
eksamen

1843 og

nedsatte
sig i Hor-
sens By,
til hvilken
han i hen-
ved40 Aar
var knyt-
tet dels

som prak- Etatsraad J. V. Haurowitz,

— 174 —

Kolonier, saa vel som paa Steder,
hvor vore Landsmænd har bosatsig
i større Antal, gøres et ret godt or-
ganiseret Arbejde for Danskhedens
Bevarelse, og man har særlig haft
Syn for,at Begyndelsen til nogetsaa-
dant maatte gøres i Skolen for de
smaa. Saa er der da rundt omkring
bygget og indrettet saadanne Sko-
ler, som kunde hjælpe den opvoks-
ende Slægt til at tænke og tale paa
Modersmaalet.

Det Billede, vi bringer idag, vid-
ner om at danske Udvandrere paa
detteSted — iStaten Iowaved Bred-
den af Mississippi — ikke saa gan-
ske, som maaske mange tro, er gaae-
de op i det fremmede, som fra alle
Sider trænger sig ind paa dem.

Viser den ene Halvdel af Skole-
lokalet. Længst i Forgrunden staar
en udstoppet dansk Stork; til ven-
streses Lærerinden, Frk. Karen Bis-
gaard. Paa Væggene hænger dan-
ske Kort og Billeder af bekendte
Mænd og mythologiske Skikkelser.

Børneskolen i Clinton er opret-
tetog holdes i Gang af St. Johannes
danske evang. luth. Menighed, hvis

Præst siden 1883 har været F.L. Grundtvig, som i
1900 vil aflægge et længere Besøg i Danmark med
sin Hustru og Datter.

Af andre Steder, hvor det danske Skolearbejde er
i god Gang, nævnes Ringsted i Iowa, West Denmark
i Wisconsin, Tyler i Minnesota og Dwight, Illinois.

tiserende Læge og dels som Læge
ved Tugthuset. Ved sit Giftermaal
blev han med endnu fastere og stær-
kere Baand knyttet til denne By,
idet han med sin Hustru kom i Be-
siddelse af Stjernholm udenfor Hor-
sens, hvor dette Ægtepar vil mindes
som Velgørere baade mod Byen og
i det private Liv. Han var en varm-
følende Patriot, dér straks meldte
sig som frivillig Læge i Krigsaa-
rene 1848—50, og ofte følte han
sig oplivet ved at komme tilbage
til Minderne fra denne bevægede
Tid. I 1885 flyttede han til Hoved-
staden og levede her sine sidste
Aar, "afholdt af Venner og Be-
kendte, der paa saa mange Maader
skattede hans brave Tænkemaade
og store Hjælpsomhed. Den afdøde
var dekoreret med Ridderkorset."

Grosserer H. J. Hiort, den æld-
ste af Cheferne for det gamle højt-
ansete Handelshus, Firmaet Brødr.
Hiort, er nylig efter kun faa Dages
Sygeleje afgaaet ved Døden i den
høje Alder af over 80 Aar. Med en
sjælden Aundsfriskhed deltog H.
J, Hiort lige til kort før sin Død i
Forretningslivet. Hiort, der var født
iNorge 1819, startede efter sin Ud-
dannelse i Udlandet en Forretning
i Holbæk sammen med nuværende

Etatsraad S. Seidelin -og flyttede
senere til København, hvor han i
Forening med sin yngre Broder A.
E. Hiort
grundlag-
de det nu-
værende
Firma
»Brødr.
Hiort",
der for et
Par Aar
siden fej-
redesit50-
Aars Ju-
bilæum.
Som Ejer
af den syd
for Aal-
borg be-
liggende over 900 Tdr. Land store
Ejendom ,,Raakildegaard" med til-
hørende Plantager og Teglværk
fulgte H. J. Hiort ogsaa med stor
Interesse Landbrugets Udvikling
her hjemme, og var særdeles godt

kendt indenfor Landbostanden.
Den afdøde var en Hædersmand,
ualmindelig anset i Forretningsver-
denen, hvor han har beklædt flese
Tillidshverv, blandt andet som Med-
lem af Privatbankens Bankraad, en
Mand med Hjertet paa rette Sted,
der øvede en udstrakt Godgøren-
hed i det skjulte, og vil blive mindet
med stor Taknemmelighed af de
mange, der lærte ham at kende.

Grosserer Hiort.

Nylig døde kgl. Klasselotterikol-
lektør J. C. L. Magnussen i en Al-
der af 79 Aar. Han var oprindelig
Lærer og var som saadan ansat i
Aalborg, ved Jellinge Seminarium
og fra Begyndelsen af Halvtred-
serne ved den højere Borgerskole i
Husum i Slesvig. Herfra blev han
fordrevet, som saa mange andre
Embedsmænd, i 1864, og virkede

senere
mu somlLærer
Fa i
| ved
Schnee-
kloths

Skole,
indtil han

blev ud-
nævnt til
Klasselot-

terikol-

lektør.
Han var
en livlig,
frisindet
Natur, der
Ét SR; 2 sine
yngre Dage me iv 0 st to
bd i Snake Beaver len Sa
lig paa Skolens Omraade, og har
i sit lange Liv rundt om i Landet
vundet sig mange Venner, der nu
ved hans Død vil skænke ham en
venlig Tanke.

rem ennen n

i
i
i
'
|
i
|
i

Klasselotterik. Magnussen.

Pastor Hans J. V. Berthelsen i
Søvind og Gangsted er i forrige

KENDTE NAVNE.

Uge afgaaet ved Døden i sit 66.
Aar. Den afdøde, der var Søn af
Amtsfuldmægtig B. i Thisted, blev
som Skolediscipel anbragt i Huset
hos sin Morbroder, Stiftprovsten, i
Aarhus og blev Student fra Kathe-
dralskolen i 1853. Efter at han havde
taget Embedseksamen 1859, blev
han atter knyttet til Aarhus som
Lærer ved Borgerskolen. Med Iver
tog han Del i at stifte en Missions-
forening, for hvilken han blev For-
mand. I 1862 blev han præsteviet
og fik Embede som Kapellan i Bjer-
regrav. I 1866 repræsenterede han
Løvel Kreds som Folketingsmand
og var med til at stemme mod
Grundlovsrevisionen. I 13 Aar var
han Sog-
nepræst i
Lomborg,
hvorfra
han for-
flyttedes i
1887 tilsit
nuværen-
de Embe-
de. Paa
det kirke-
lige Om-
raade har
| han gjort
: sig be-

kendt ved
Pastor Berthelsen. Udgivel-

sen af en Prædikensamling og et
Forslag til nye Prædiketekster, li-
gesom han ogsaa har udgivet en
Samling Morgen- og Aftensalmer.

Træskæringens smukke Kunst,
der herhjemme som praktisk Re-
produktionsmiddel er blevet over-
fløjet af den fotografiske Ætsning,
havde en

afsine. . ER

bedste
Dyrkere i

HÆR:

Hamsen,
som nylig
er afgaaet
ved Dø-:
den. Som
ung Be-
gyndervar
han kom-
metiLære
hos Kit-
dere Xylograf Hausen.
ogsaa en Tid Akademiet, men fik
snart Rejselyster og skabte sig de
følgende Aar en god Virksomhed i
Leipzig og Dresden, og udviklede
her til Fuldkommenhed sin Kunst,
der navnlig for Portrætskæringens
Vedkommende altid bar et per-
sonligt Præg. Herhjemme be-
gyndte han 1864 en Forretning, der
skaffede ham Navn blandt vore før-
ste Træskærere. Hans elskværdige
Natur vandt ham mange Venner
overalt.

— 175 —

Fødselsdag.

Nævner man en dansk By, er der
næsten al-
tid eteller
to Navne

paa

Mænd,
der sam-
tidig træn-

ger sig
frem. Hor-

sens —

Levy og

Stall-

knecht.

Det er ?

Byen og Se

Navnene. J. L. Stallknecht.

Levy er

nu død, Stallknecht. fejrer sin
170-aarige Fødselsdag. Han over-
tog efter sin Fader det store Jern-
støberi i Horsens, der særlig til-
virker Landbrugsmaskiner. En saa-
dan Virksomhed har altid Betyd-
ning for den By, den ligger i, men
Stallknechts væsentligste Fortje-
neste er dog hans store offentlige
Virken. Han har i mange Åar væ-
ret et fremragende Medlem af By-
raadet, han har udført et stort og
uegennylttigt Arbejde til Bedste for
Byen. Derfor har Borgerne ogsaa
hædret ham med talrige Tillids-
hverv, sidst er han efter Levys Død
bleven valgt til Formand i Besty-
relsen for ,Spare- og Laanekassen
for Horsens og Omegn". Stallknecht
har særlig interesseret sig for de
for Byens Opkomst saa vigtige Pri-
vatbaner, han er endnu Medlem af
Bestyrelsen for Horsens-Juelsmin-
debanen. Intet Under da, at Stall-
knecht er en populær Mand i sin

By.

»Hver 8. Dag"s
Musik og Sang.

Det idag udkomne Nummer af
»Hver 8. Dag"s Musik og Sang in-
deholder: Tekla Griebel: Kukke-
ren (Tekst: H. C. Andersen); Chr.
Geisler: Drengenes Frikvartér; H.
T. Manicus: Idyl; Th. Nykjøbing:
Marsch fra 1848; Jul. Ostier: Sø-
mandssang.

Til vore Læsere.

Saafremt nærværende Nummer
af ,Hver 8. Dag" skulde komme
nogle af vore Abonnenter for sent
i Hænde, er Aarsagen den, at Bla-
dets Trykning, der foregaar ved
Hjælp af elektrisk Kraft, har lidt
Standsning paa Grund af Branden
paa den elektriske Station. Vi bede
vore Abonnenter undskylde denne
Forsinkelse.

DANSK ETABLISSEMENT.

2 HR ETS

vær ss 3 &

Interiør fra Larsen & Nielsens Elablissement.

Dansk Fitablissement.
Vi: man nutildags skabe sig et Navn paa indu-

strielt-merkantile Felter, maa man i Alminde-"

lighed straks fra Begyndelsen anlægge den
store Stil. Vi kender ikke længere de gode gamle
Dages sunde og sikre Fremvækst- af en Forret-
ning, der begyndte næsten paa den bare Bund indtil
den en skønne Dag rager op over alle andre i Byen.
Nu bygger man straks højt op i Vejret for at kunne
ses paa lang Afstand, men man bygger for hurtigt og
glemmer ofte Fundamentet for Facaden. Naar man
ved, at dette er Reglen er der ikke Grund til at for-
bavses over den enkelte Undtagelse, som bekræfter
den, men alligevel studser man, naar man paa nær
Haand betragter Udviklingen af den Virksomhed,
som her skal skildres i de store Træk.

Det er kun ganske faa Aar siden, at to unge Mænd
under Firmaet Larsen & Nielsen paabegyndte en
Brudeudstyrsforretning i Kronprinsensgade. De havde
kun en eneste Dame til Hjælp, men lagde
personlig saa megen Energi i Arbejdet, at
de efter det første Aars Forløb følte, at
Forretningens Basis var fæstnet og sikker.
Da de var naaet saa vidt, søgte de at ud-
vikle sig en Specialitet, et Omraade, hvor
de altid kunde være Nr. 1, og de fandt det
i Vaskesto/ferne, vore unge Pigers sommer-
ligø Pynt. Selv Fabrikanter tyer nu gerne
til denne Forretnings store Mønster-Udvalg
for herigennem at finde Ideer for deres Pro-
duktion.

Udviklingen førte det siden med sig, at
mange nye Artikler optoges til Forhandling,
og nu spænderEtablissementet over alt,hvad
der har Berøring med Udstyrsbranchen: Gar-
diner, Tæpper, Sovekammerudstyr og hele
det personlige Udstyr af egen Tilvirkning,
ERE og Kostumer i Vaskestoffer, Uld og

ilke.

Dane Efteraar viste det sig, at Lokalerne
var blevne for smaa til den Åkerse Omsæt-
ning, og man tog da fat paa en gennemgri-
bende Ombygning og Udvidelse, saaledes at
Forretningen nu indtager Kælder, Stue og

breg« OA ang fz al-am am % å
havns slørste Yaskestols Magasin,
> SY

Mezzanin i Kronprinsens-
gade 6 foruden Lagerloka-
lerrundt i samme Ejendom.
En betydelig Stab af Da-
mer og Herrer besørger Eks-
peditionen, og det store Sy-
Arbejde udføres dels paa
Forretningens egen Systue,
dels paa 40 andre ude i By-
en. For blot at nævne et en-
keltillustrerende Eksempel
paa Omsætningens Størrel-
se: I Sommer blev der for-
færdiget mellem 5000 å
6000 Bluser, hvilket store
Kvantum ved Sæsonens
Slutning var udsolgt paa
nogle faa Dusin nær. Gen-
tagne Gange har Forret»
ningen haft store Leveran-
cer og Monteringer til In-
stitutioner, Hoteller og Re-
stauranter (f. Eks. i Som-
mer Skodsborg Søbad) og
altid faaet mange Lovord
for sine Arrangementer.
For Øjeblikket er Larsen
og Nielsens Etablissement
omdannet til en stor og
pragtfuld Juleudstilling og vil ved denne Lejlighed
med Lethed lokke Strømmen omkring” Hjørnet af
Kronprinsensgade. Dets Juleudstillinger har nemlig
ikke alene Pressen berømmet, men Folk har i stadig
større Mængder kontrolleret denne "Berømmelse og
fundet den.ganske fortjent. Tilmed møder Forretnin-
gen hvert Aar op med Nyheder, der kræver virkelig
Opfindsomhed. Det var herfra, at de nydelige Kiosk-
Attraper i sin Tid udgik og man vil i Aar finde en
ikke mindre-sindrig og smagfuld Ide i de smaa Pot-
teplanter, hvorfra Roser og Krysantemums skyder
frem, medens brøgede Julegaver skjuler sig i Urte-
pottens Bund. Udstillingen er fuld af solide, fine og

" smagfulde Sager (særlig maa de orientalske Tæpper

fremhæves) og Genstandenes Art strækker sig selv til
Felter, som Forretningen ellers ikke til daglig naar
at spænde over.

Interiør fra Systuen.

— 176 —

Nr. 12. 18995790. og

Søndagen den 17. December. z

10 Øre om Ugen.
1 Kr. 25 Øre Kvartalet.

,Huset med de glade Ansigter".

I.

ER
I) SE
. ger
et

stort rødt
Hus ude paa
Vodrofsvej,

en Digter
døbte det en
Gang ,Hu-
set med de
glade Ansig-
ter", og Hu-
set svarer til
sitNavn. Det
er ,Børne-
hjemmetpaa
Al Børnehjemmets Stifterinde Frk. Selmeider. Vodrofs-"

vej", som ”

det officielt hedder eller ,,Fyk. Schneciders Børne-
hjem", som man endnu Kan (

den' ædle Kvinde, dersæskabl
endnu hviler over Husejø"
det 25 Aar siden, hv;

I:
E

gt

sig, og jeg vilde et tre eng fr: af”Jubi
læet slaa-en Smtsltyd ”foridette "fjem, se

$ om jeg ikke Kundé bevæge en eller anden til at
" støtte det. Der øves derude bag Søerne en nyt-

tig "og Bamfri Gærning, mange har hjulpet til;
men der er. kommen saa meget nyt frem i de
senere Aar, der strækkes saa mange Hænder ud
mod Folks Pengepung, at man bliver lidt tilbøje-
lig til at glemme de gamle Institutioner. Hjem-
mets gamle Venner stølter efter Evne, men de
døer. Maatte man nu ikke forgæves kalde paa
de ny.

Se paa det Kvindehovede, der staar som Ind-
ledning til disse Linjer. Man læser i det Klog-

— 177 —

skab og Verdenserfaring, men først og sidst
den store Kærlighed, Kærligheden til dem, der
lider, Kærligheden til de Smaa. Sin Ungdom
havde hun tilbragt i Udlandet, i Tyskland, Østrig,
Ungarn. Hun færdedes. der i Samfundets højeste
Lag. Men hendes Kærlighed drog hende udad
og nedad. Hun hjalp selv, hvor hun kunde, og
hun lærte at kende Udlandets filantropiske An-
stalter. 1 Begyndelsen af 60erne tog hun fast
Bopæl i København, og rig, som hun var, øvede
hun udstrakt Godgørenhed. Hun gav ikke blot
sine Penge, men sig selv, sine Kræfter og sin
Tid. Hun vovede sig ind i Byens mest hberyg-
tede Kvarterer, saaledes i Kvarteret omkring
Peder Madsens Gang, hvor Byens værste Bærme
da holdt til, og hun blev ikke træt af at udfri
Mennesker af Elendighed. Hun besøgte Hospi-
talerne, bragte Trøst og venlige Ord.

Mere og mere samlede hendes Kærlighed sig
om Børnene. De led mest, syntes hun, de vær-
geløse. Og de kunde reddes. Børn er som Plan-
ter. Fæstede i sur Jord, i mørke Afkroge, hvor-

høreudetil idt.efter= hen Solens Lys aldrig naar, visner de, hensyg-

er ”de.. Men omplantede i god Jord, stillede i
s, skøder de ranke Skud. Og saa tog hun til
g i sig Hjem Smaabørn, uden Hjem, hvis For-
Ældre værdøde, eller fra Hjem, der var værre
end intet Hjem, og blev dem en Moder. Flere og
flere kom der til, hun sagde ikke Nej, og snart
var hendes Hjem fuldt. Da fattede hun Tanken
om at stifte et rigtigt ,,Børnehjem", og da hun
havde deres Evne til at begejstre, som helt op-
ofrer sig selv, vidste hun at samle en Kreds af
Mænd og Kvinder om sig, vidste hun at skaffe
Penge. I December 1874 oprettede hun sit før-
ste Børnehjem i Nr. 20 paa Vodrofsvej, og i
1885 fik hun rejst den store Bygning paa samme
Vej, hvor Hjemmet nu er til Huse.

Et Hjem vilde hun skabe, ikke en Anstalt.
Derfor fik hendes Hjem ingen ,,Love”. Hvert
Barn skulde, saa vidt gørligt indenfor et Hjem,

Omme
sneen,

HUSET MED DE GLADE ANSIGTER.

have sin Frihed, opdrages efter sin egen Natur.
Og hun tog ogsaa imod Børnene uden ,,Regler".
Hun tog dem, hvor der var Trang, hun spurgte
ikke om Konfession, om ægte eller uægte, om
Alder, om Sundhed eller Sygdom. Hun blot
modtog og modtog. Og hun tog dem helt. Fra
den Dag, de kom inden for hendes Hjems Døre,
var det deres eneste Hjem. Det var nødvendigt
af Hensyn til de Hjem, hvorfra hun hentede Bør-
nene. Og hun lærte med sin rige Kærlighed
Børnene at elske dette nye Hjem, det blev vir-
kelig Hjemmet for dem, hvortil de søgte tilbage,
selv naar de længst var gaaede ud i Livet. Og
deri Hjemmet levedes Livet lyst og barnelet, med
god Mad, gode Klæder, gode Værelser, god Sko-
legang, med Leg og Lystighed.

Frk. Schneider døde i 1887, i de sidste 10
Aar har Frk. Inger Pontoppidan været Hjem-
mets Leder.

II.

»Huset med de glade Ansigter" kaldte
Herman Bang dette Børnehjem. Jeg kunde have
Lyst til at bruge en endnu nøjere Betegnelse:
»Hjemmet med de straalende Øjne". Thi straa-
lende Øjne var det, Hundreder af straalende
Øjne, der mødte mig, da jeg ved Frokosttid
traadte ind i den lange Spisestue. Der sad de
bænkede ved deres Blikkrus fulde af Mælk og
den tykke Mellemmad. Helt oppe i Salens øver-
ste Del ved et mindre Bord sad de yngste, elleve-
tolv Smaapiger i to-tre Aarsalderen. Jeg synes
aldrig, jeg har set saa sunde og røde Smaabørn
som dem, de lignede gånske de smaa Jesusbørn
som Renaissancens Kunstnere, som Leonardo
og Rafael malede paa Jomfru Marias Arm, rund-
kindede, rundarmede, med Velvære og Livslyst

Fra Børnehjemmet paa Vodrofsvej: I Legestuen.

lysende ud af de buttede Smaakroppe. Jeg lo til
dem, de lo igen, der kom Smilehuller i de tykke
Kinder, og deres Øjne straalede. Jeg mindes især
en, med et Par store, runde, brune Øjne, de
straalede som Sole.

Tænk et Øjeblik paa, hvordan disse Børns
Skæbne havde været, hvis ikke dette kærlige
Hjem havde optaget dem. Hjemløs, hos frem-
mede, eller i daarlige Hjem. Boende paa en Bag-
sal eller en Kvist. Sletklædte, urenligt holdte.
Med den trøstesløs snavsede Gang eller Gaden
til Legeplads. Daarligt Selskab, slet Eksempel.
Hvad vilde de være blevne til efter en saadan
Opdragelse?

Og nu. En lykkelig Barndom, gode Værelser,
god Mad, gode Klæder, venlig Omgang, en stor
Have at lege i, om Sommeren paa Landet ved
Kattegattets Kyst, en god Skolegang, Oplæring
i alle nyttige Kunster. Og dog er alt usigeligt
tarveligt og nøjsomt. Alene Hjemmets Regnskab
siger det. Hele Udgiften til Hundrede Børns Op-
dragelse, Skolegang, Kost, Klæder, Husly, Som-
merophold ca. 21,000 Kr., eller 200 Kr. pr.
Barn. Men det naaes ogsaa kun ved, at Forstan-
derinden og hendes Medhjælpere ser paa hver
Øre.

Tarvelighed, Arbejdsomhed, Properhed, Orden
er de store Ledestjerner for dette Hjem . .. eller,
nej, det lyder for koldt og stift, alle disse Dyder
avler ikke de ,,straalende Øjne". Lad mig hellere
Time for Time sige, hvordan Dagen gaar.

Sommer og Vinter, Kl. 6 er man oppe. De
store hjælper de smaa, klæder dem paa, reder
Senge, gør rent. Man kender ikke til Tjeneste-
piger i dette Hjem. Børnene gør selv alt, de va-
sker, de syer, under Ledelse af Forstanderinden
og hendes Medhjælperinder. Kl. 7 spises Ølle-
brøden, Kl. 8 holdes en Mor-
genandagt, og Kl. 9 begyn-
der Skolen. Til den Tid skal
.nde store" — og man bliver
tidlig stor og nyttig i dette
Hjem — være færdige med
al Morgengerning. De smaa
kommer, saa ofte Vejret er
til det, ud i frisk Luft og le-
ger i Haven. Skolen varer fra
Kl. ni til tre, gærne med en
Times Leg. Kl. 11 Frokost,
Mælk og Smørogbrød og
Fedtogbrød. Kl. 3 Middag,
almindelig borgerlig Mad. Ef-
ter Middag Leg. Fra fire til
seks læres Lektierne. De
smaa kommer allerede i Seng
Kl. 7, 8—12-Aars Pigerne
Kl. 7//,, de større Kl. 10. Om
Aftenen sidder de og syer paa
deres Tøj, stopper, lapper,
medens en læser højt.

— 178 —

HUSET MED DE GLADE ANSIGTER,

Fra Børnehjemmet paa Vodrofsvej: I Vaskekælderen.

Oppe ved Gilleleje har Hjemmet sin Sommer-
bolig med friske Bade. Det har særlig Betyd-
ning for de mange: kirtelsyge Børn. Her tilbrin-
ger hvert Barn sin bestemte Tid efter Tur.

Alt dette kunde synes tarveligt og smaat, men
for disse Børn er det Rigdom og en Verden af
Lykke mod den Lod, de vilde have faaet uden-
før dette Hjems Mure. Og sikkert er det, at dette
Liv med sin Blanding af Arbejde og Leg gør
dem sunde -og glade, giver dem .de straalende
Øjne. De hænger derfor ogsaa ved deres Hjem,
de søger tilbage til det. De kommer der i deres
Ferier. Nu, da Hjemmet holder Jubilæum, 'har
de samlet sammen til et stort Flag til det gamle
Hjem.

I Kælderetagen findes alle Husholdningsværel-
serne, det store Køkken, Forraadskamrene, Va-
skerum, Rullestue, ;Spisesal og Gymnastiksal. I
Stuen er der Skolelokaler, Legestuer, Opholds-
stuer, Sløjdstue. Paa første Sal findes Sovekam-
rene. Hvor er de pyntelige og nette. Hvor er
Lagnerne skinnende hvide, og de sidst paalagte
har dog ligget eu hel Uge. Vinduerne staar
aabne hele Dagen, Luften er ren og let. I Gan-
gen i Loftsetagen findes en Række nummererede
Smaaskabe. Hvert Barn har sit, hvortil det har
Nøglen. Alt det andet er fælles, dette ene er

Særeje. Og der er noget rørende i den Omhu,
hvormed disse Skabe pyntes og holdes. Paa de
tre Hylder gemmer Børnene deres Gaver, Jule-
gaver og Fødselsdagsgaver, deres pæneste Tøj,
deres Syæsker, de Hundrede Ting, som en lille
Pige holder af. I et Skab havde Ejerinden paa
det nydeligste arrangeret sine Gratulationskort,
som vi opstiller Fotografier paa en Hylde.

Der er meget, meget mere at sige om dette

.Børnehjem. Men gaa selv ud og se det. Hjem-

met staar aabent for Besøgende. hver Tirsdag,
Torsdag og Lørdag fra Kl. 12—92 og i Reglen
fra 6—7. Og tænk saa paa, at nu er det snart
Jul, og Hjemmet holder Juletræ for sine Børn.
Der samles ind til saa mange Juletræer paa Ho-
spitaler, paa Ladegaarden, paa Johannesstiftel-
sen, glem ikke det røde Hus paa Vodrofsvej.
Giv Penge, giv Legetøj, giv Klæder,. giv, hvad
Du har, og de straalende Øjne vil straale dob-
belt Juleaften, og naar de næste Morgen kan
sætte Julens Gaver ind i det lille Skab oppe paa
Loftsgangen. De kan sidde Timevis heroppe og
se paa deres Skab og dets Herligheder.

C. C. -Clausen.

— 179 —

|
|
H
|
|
|
|
|
|

FOLKETEATRET.

Arbejdere og Arbejdsherrer i Bjørnsons ,,Over Ævne" pau Folketeatret, tegnet for ,Hver 8, Dag" af Achlon Friis.

Bjørnstjerne Bjørnson pludselig Henrik Ib-

Folketeatret.

Over Ævne, andet' Stykke.

| | ED de to Over Ævne-Forestillinger rykker — ket, vækker hans Forstaaelse af Handlingen og hans

sen nær som dramatisk
Digter. Over Ævne, begge Styk-
ker, har vel hist og her saadanne

teknisk-dramatiske Mangler, som |

aldrig findes hos Ibsen, men hvor
langt varmere end Ibsen taler
ikke Bjørnson Menneskenes Ret-
færdigheds-Sag! Han er det store
Hjerte paa vor Scene.

Fra først til sidst er Hr. Her-
man Bangs impulsive Instruktion
iøjnespringende. I Glimt paa
Glimt lindrer hans sjældne Ska-
berevne frem. Ikke alene i de
store Ensembler kender man
Bangs nervøse Sans for' Masse-
virkninger, for bevægeligt Liv, for
et saa mangfoldigt Røre, at ikke
den ringeste Statist er upaavir-
ket, men ogsaa hos den enkelte
Skuespiller kan man eftervise, at
den hele Grundopfattelse eller de
spredte Væsenstræk, der gør Fi-
guren levende, er indblæst af In-
struktøren. Herman Bang har
fremfor alt den Fortjeneste som
Instruktør, at han lærer Skue-
spilleren Agtelse for Digtervær-

Hr, Fjelstrup i ,Over Ævne" IL
Tegnet for , Hver 8. Dag" af Achton Friis.

— 180 —

BRS LÆRNDS Fase mr

Interesse for dens hele Udvikling og ansporer ham til

indtrængende Studium af den Rol-
le, hvis Fremstilling er ham be-
troet, og saaledes bliver da til-
sidst Rollen til en Karakter,
Fremstillingen bliver mindre en
scenisk Præstation end virkeligt
Liv omsat og koncentreret i en
scenisk Situation. Skuespillerne
ikke spiller, men lever Begiven-
heden sammen, og den stærkeste
Virkning bliver Resultatet. Hem-
meligheden ved Bangs Instruktion
er maaske væsentlig den, at han
forstaar at indgyde hver enkelt
Skuespiller en urokkelig Tro paa
netop hans store eller lille Rolle-
parts Betydning, faar hver enkelt
til at føle sig som eneansvarlig
ikke blot, naar han har Replik,
men lige saa fuldt naar han tier
og ser til,

Ved Premieren paa Over Ævne,
andet Stykke, var det dog ikke
helt lykkedes Hr. Bang at faa de
mange Statister i første og tre-
die Akt gjort til en Skare Men-
nesker. Tutirepliker. af Bifalds-
raab og Mishagsudbrud .er hel-

||
i
i

i
i

|

FOLKETEATRET.

digvis altid paa Folketeatret langt fra de kanibalske
Hyl, hvortil Dagmarteatrets Statistvrimmel er opfa-
natiseret. Men et Stykke Vej til Naturlighed er der
endnu for Folketeatrets Arbejdere og Arbejdsgivere i
Over Ævne. De falder for meget ind med samlet Raab,
hvor Raabene burde komme spontant og spredt.

Overfor Hr. Bangs udprægede Hang til at lade Skue-
spillerne i de .stille.Scener: uafladeligt skifte Plads
maa en Indvending gøres. Rachel og Elias, Holger og
Rachel, Elias og Bratt, Rachel og Halden — i evig
Uro skifter de Sæde, de krydser Scenegulvet fra ven-
stre til højre, fra Baggrund til Forgrund og. prøver
undervejs alle Stole og Sofaer. Selvfølgelig er Bangs
Grundsyn rigtigt: Scenerummet maa ingen døde Ste-
der have. Men hvad der vindes i Liv, gaar tabt i Na-
turlighed. Man render ikke en saadan stadig Tagfat
i sin Stue, naar man ene to taler alvorligt sammen.

Stærkest Indtryk har man af Hr. Fjelstrup. Hans
Bratt rager nu himmelhøjt over hans Bratt i Over
Ævnes første Stykke. Hvilken Forvandlingsevne ejer
ikke denne Skuespiller! Han rangerer højt blandt
vore komiske Scenekræfter, Publikum er rede til at
le af ham, ja kræver ligefrem, at han skal være im-
mer-morsom, og.saa viser han en skønne Dag et Ka-
rakterspil, som griber dybt og varigt. I første Akt lyt-
ter man med Undren til hans Stemmes forpinte Vi-
breren, der her har et Undervæld som af nedstemt
Graad, og hans mægtige Skikkelse dirrer af Had til
Menneskene og af Tro paa samme Tid. I sidste Akt
hæver Fjelstrup en Rolle, som i og for sig ligger
paa Grænsen af det latterlige og det ophøjede, til en
grandiøs Storhed. Ved faa og sikre Midler, med klar
Intelligens og megen Følelse tegnede han den gale,
saa man aldrig glemmer. ham——. hans store tomme
Blik, hans klangløse, næsten oversanselige Stemme,
hans søvngængeragtige, brudte Skikkelse!

Næst Fjelstrup maa Hofman nævnes med Hæder.
Denne unge Skuespiller hører til Menneskene paa
vore Scener. Hans Tale lyder som vi ved, Folk taler
ude i Livet. Det er velgørende, en.ren Nydelse at
høre hans Stemmes fuldstændige Frigjorthed for Tea-
terklang. Klart og klogt kommer Ordene, man mær-
ker, han har gennemtænkt alt, hvad han siger. Der
ligger et stort Studium og megen Vilje parret med
gode Evner bag saadan en jævn og vægtig Tale som
Hofmans. Ved sin sikre Intelligens skaber han derfor

Skikkelsen som den aandeligt skal være, uden at
man savner den ydre Form, som Hofman ikke ganske
ejer,

Blandt det bedste i Stykket er desuden Hr. Helle-
manns Blinde Anders, der, ligesom den gamle Præst
i Over Ævnes første Stykke, viser Hellemanns for-
bløffende Talent for Maskering. Ogsaa Hr. Rings
Præst var dygtig skabt og naturtro gennemført, Berg-
gren gav et. stilfærdigtgodt Billede af Værtshusman-
den, i første Akt var alene Hr. Zinck paatrængende
rædselsfuld. Aftenen beviste endvidere, at den unge
Hr. Wiehe har et paaagtelsesværdigt Talent. Baade
hans Arbejder.og Arhejdsherre var karakteristiske,
hans Spil i begge Roller energisk og bevidst. I de nye
Navne Rostrup, Schrøder, Lomholt og Røbert Neiien-
dam besidder Folketeatret utvivlsomt evnerige Kræf-
ter. Der var Stil over deres Præstationer. Og hvor
forbavsende godt slipper ikke Hr. Garde fra det van-
skelige Hverv at le den brune Mands gale Latter hele
tre Gange. Der skal et lykkeligt Instinkt og et fastGreb
til en saa farlig Ting. Med. beundringsværdig Fast-
hed gav Hr. Hjernø i ligesom én mørk Streg Haldens
ret uklare Skikkelse.

Saa er der tilbage Hr. Boesen og Frk. Ahlstrøm.
Nogen afgjort Sejr blev Elias langtfra. I Slutnings-
scenen alene virkede Hr. Boesen, her var hans Spil
helt brugeligt. Men i følelsesfulde Scener vækker
Hr. Boesen baade ved Figur, Mimik og Stemme med
Rette Publikums Smil. Føre sig kan han ikke, tale
gør han som en skabagtig Backfisch og hans Smil
meddeler hele hans Underansigt et sært taabet Præg.
Ærlig talt — jeg tror ikke paa Hr. Boesen! Og med
det samme maa jeg sige, at jeg har mistet Troen
paa Frk. Ahlstrøm. Hun er den mest enstonige paa
vore Teatre. Altid og altid Fru Sang fra Dødslejet.
Lukkede man Øjnene i Over Ævnes andet Stykke 4.
Akt var hun grangivelig FruSang. Ogsaa har jeg den
Mistanke, at hun ikke forstaar et Muk af alle de Ord,
der i rasende Fart, men uvejede og uvægtige, rent
ud sagt bare læste og tillærte, farer hende af Mun-
den. Hendes Ansigt er dejligt, smertelig dejligt! Men
jeg tvivler om, at der er stort mere Stof end netop
Ansigtet. Hun er slaaet for hastigt op. Boesen i lige
Maade. Begge er de fristede over Ævne!

M-E.

"… To Grave.

Grav, helt henne i Krogen laa den —. saa
inderlig fattig paa Blomster.

Der var én, som rømmede sig bag ved
mig. Jeg drejede Hovedet. Det var Graveren.
Han saa' forsigtig paa mig og talte saa:

»Kendte De hende, som ligger dér . . . eller

J: stod paa Kirkegaarden ved en ensom

egentlig de to... Ja, Herregud, den ene var
da kun en bitte Orm."

Jeg svarede benægtende. ,,Men den Grav har
vel en Historie?”

»Ja, Historien er trist," fortsatte Graveren,
»egentlig en rigtig skidt Historie. Jeg kan slet
ikke lide at grave en saadan Grav. Man bliver

— 181 —

|
|
|
!
|
j
|

ar. -

TO GRAVE.

helt bedrøvelig ved det.… Og det kan jo ikke
nytte noget i vores Bestilling."

»Var det Moder og Barn?"

»Ja, Herregud, det var da egentlig to Børn
begge to. Hun var altfor ung, og saa var hun
af fin Familie. Det assurerer jo ikke imod at
gøre Dumheder. Helt sær i Hovedet blev hun
nok, og hun gjorde saa det... det, som jeg
ikke en Gang kan lide at tænke paa."

»Var hun smuk?"

Jeg véd skam ikke. Jeg synes nu alt ungt er
kønt," og han saa' ned for sig, som vilde han
drage Tankerne op der nede fra. Saa fortsatte
han:

nHør, véd De hvad, jeg faar tit saadan en
urimelig Lyst til at faa fati ham, Fyren, og saa
give ham en læsterlig Dragt Prygl.”

»Gaar De og tænker paa saadan noget —
her mellem Gravene?"

»De mener vel, at jeg helst slet ikke burde
tænke."

»Saa omtrent!"

»Ja, det var vel det nemmeste, for vi skal
jo være her. Men var jeg i Deres Sted, ja saa
véd jeg nok, hvad jeg vilde.”

»Hvad da?” ;

»Jeg vilde holde mig herfra saa længe, jeg
kunde." eg

»Ja, ja, saa længe, man kan, men vi skal jo
her hen — alle!"

»Det skal vi vel. Men forresten, her er snart
ikke Plads til flere.” ;

Og min Ven, Graveren, saa' paa mig med et
lunt Blink og saa forlod han mig.

Jeg var atter ene ved denne stille Gravhøj —
— kun Jord og Græs. — Dækker det nu alt,
kan man ikke se ned under Muldet, er der intet
iilbage af det Liv, der har været. Det Liv, der
var saa ungt .......

Var hun 20 Aar — ældre i hvert Fald ikke
— denne blege, unge Moder med de unaturlig
store Øjne, der glinsede som i Feber. Paa Skø-
det laa et lille Væsen, hendes Barn. To smaa
rosenrøde Hænder rakte frem af Svøbet, og en
lille, bitte Tunge drejedes rundt og ligesom su-
gede efter noget. Moderen blottede hurtigt sit
runde, hvide Bryst og søgte at presse den lille
Mund derimod.

Barnet gjorde først uden Held nogle smaa
kejtede Forsøg. Men Moderen retledede det var-
somt med sin fine Haand — og se, nu fik det
fat. Der kom en velgørende Ro over hele det
lille Legeme, de smaa missende Øjne sænkede
sig efterhaanden helt ned og faldt ganske lang-
somt til.

Det var med en underlig Lykkefølelse den
unge Moder mærkede den Lilles faste Greb om
Brystet. Hun bøjede Hovedet ned imod Barnet
og kyssede dets Pande. gta, i

»Lille Puds, lille Puds, dette er din og min

Lyksalighedsstund — den eneste, der forundes
Oos .... aldrig — aldrig vil :den komme til-
bage — aldrig som nu.... To Draaber for
søde, lille Puds og ti for mig . .. . og vi slum-
rer ind — bort fra det hele — bort fra alt det,
der vil komme; men som ikke er endnu. Lille
Puds har slet ingen Papa og lille Puds's Moder
ejer slet ingen Penge..... Saa kommer det
altsammen — det grimme og stygge, som Puds
aldrig skal se. —

Nu skal Puds og lille Moder sove dejligt og
længe. Lille Puds flyver foran op til Vorherre
og beder om en ganske lille Plads til Puds og
Puds's Moder. Og er der ikke Plads nok, kan
lille Mo'er godt staa uden for, kun at Døren
aabnes ganske lidt paa Klem, at Moder kan
kigge ind paa lille Puds..... for søde, lille
Puds .kommer nok ind. Hende kan ingen sige
nej til — — allermindst den rare, gode Vor-
herre, for han er slet ikke slem, som onde Men-
nesker vil gøre ham til — Ja, lille Puds, vi har
en dejlig Vorherre, som Puds skal op at besøge
— og Puds skal sige, at Moder nok vidste, hun
skulde have ventet lidt længere. Men det var

saa svært .... lille Mo'er var saa træt, hun
havde slet ikke Kræfter til at kæmpe i den
store, strænge Verden ..... og derfor putter

lille Mo'er sig ganske tæt ind til lille Puds's
bløde Kind . ... og vi rejser langt — og læn-

gere end langt ..... lige -— lige ind i det
ukendte!"

Jeg vaagnede op af mine Fantasier og saa'
mig om ....saa”7 kun den nøgne Grav. Nej,

her er altfor trist. Jeg maa bort herfra til lysere
Grave, hvor der er Sol og mange Blomster.

Se hist en lille Grav, helt dækket af Roser.
— Et Kors, hvidt som Sne. Man læser kun:

»Her sover Tulle!"

»Lille Tulle, er dit Rosenleje blødt, — er din
Moders Smerte uden Ende?"

De vare saa unge og glade — deto......
Reden var saa lun. — De kyssedes,-lo og sang
fra den tidlige Morgen til den sene Aften -— og
til sidst fik de et dejligt lille Barn.

Vuggen var foret med rosa Silke. Brede, hvide
Kniplinger hængte derudover. Men dejligst var
den lille Tulle, der laa deri, helt dækket af
Kniplinger og røde Sløjfer.

»Tulle skal være saa fin," saa fin, sagde den
henrykte Moder. ,,Tulle skal have smaa, bitte
Sko,” og de pressede den lille bløde Fod ind i
en Sko af Safian. Lille Tulle var slet ikke saa
glad for de smaa Sko — det irak op til Regn-
vejr.

»Nej, Tulle,slet ikke græde . ... Tulle skal
le,£ og saa prikkede den unge Moder Tulle saa
længe paa de smaa Kinder, til der kom et lille,
anstrængt Smil, : 3: ;

»Værs'go', Faer, kys Tulles Sko.” Og den

— 182 —

TO GRAVE.

forelskede Ægtemand lagde sig paa Knæ og
gjorde, som den unge Frue bød. Men lille Tulle
strakte sig træt paa de bløde Puder. — Øjnene

gik op og i.
»Nej, lille Tulle slet ikke sove. — Fa'er og
Mo'er holder saa forskrækkelig af Tulle. — Nu

skal Tulle lege. — Tulle helt op til Loftet,f og
ind i Stuen med Tulle løb den unge Moder. Hun
var færdig at spise Tulle med Kys.

»Ja, Tulle er mit eget store Dukkebarn. Fa'er
slet ikke finde Tulle. Faer tro, Tulle er løbet
sin Vej, løbet sin Vej paa de smaa, røde Pusse-
lanker.” Og hun dukkede sig ned og kyssede
de smaa Fødder.

»Hvad, Tulles smaa Fødder kolde. Skal Mo-
der varme dem." Og ind paa det varme Bryst
puttede hun de smaa Fødder. De to — Moderen
og Barnet — dannede en henrivende Gruppe
— og den unge Ægtemand saa' det.

»Min Hustru — Tulles søde Moder,” hvi-
skede han ømt.

»Ja, Tulle skal faa en god Moder," sagde den
unge Frue kælent. ,,Se, jeg tror, hun sover.
Helledusse, er lille Tulle træt . ... Tulle ind i
Visselulle. — Tulle ha” sin Flaske.” Og ind i
Sovekamret med Tulle fo'r den unge Kone. ,,Se
saa, nu skal Tulle sove.”

Men Tulle kom ikke til at sove den Gang.
Bedstemama var i Entréen.

Skal Tulle narre Bedstemoder, Fader fik vi
ikke narret. Nu putter vi Tulle: hen i Moders
store Seng, — saa ligger Tulle ganske stlille
under Tæppet og Bedstemoder bliver forskrække-
lig bange, naar hun ikke sér sin Tulle i.den lille
Vissevugge. :

Bedstemoderen fik Tøjet af og kom ind.

,»Naa, mine to store Børn, hvor har I saa
Dukkebarnet?'”

Ubesvarede Tilnærmelser (efter et Amatørfotogratfi).

— 153 —

»Dukkebarnet'', det er her slet ikke mere, —
det er løbet sin Vej, det er løbet op at se til
Bedstemama. Har du ikke mødt ,,vores Tulle?”
Og den unge Frue saa” skælmsk til sin Mand.
Øjnene strejfede Sengetæppet.

Der hørtes en svag Klynken fra Sengen.
Bedstemoderen foer derhen og greb Barnet.

Aa. I er slet ikke gode ved min Tulle, og I
giver hende slet ingen Mad. Tror I, saadan et
lille Væsen kan leve af en Flaske . ... Vill

...…. Vi skal give Tulle Vælling med Smør og
Æg, skal vi . . ... Hun skal rigtignok ikke
sulte . . . Bedstemoders egen Tulle, som de to
store Børn slet ikke forstaar at passe.”

Og Tulle fik hver Dag nye Besøg . . . og alle
elskede de Tulle.

Moder maatte hvert Øjeblik hen til Vuggen
og vise Tulle frem og Tulle maatte smile og
le til alle de mange rare Damer. Men Tulle
blev saa træt, saa træt. De smaa Øjne bad saa
bønligt: ,,Faar Tulle ikke Lov at sove en lille,
bitte Smule.'” Men Tulle fik ikke Lov. ... og
tilsidst kunde Tulle slet ikke mere, hun maatte

sove . . . og nu — nu kunde Tulle ikke vaagne
igen . . . . Hun sov altfor fast.
Tulles Moder var saa bedrøvet — og — for-

undret. Hun kunde slet ikke forstaa, at Vorherre
kunde nænne at tage det søde, lille Englebarn
fra hende. Hun, som kun havde haft Tanke for
et eneste her i Verden — hendes egen lille
Tulle. Aa, hvad det var for en Sorg. Mon ikke
hendes Hjærte vilde briste.

Og den unge Moder maatte ud . . .. ud paa
Kirkegaarden til den lille Grav, dækt af Roser
og med Korset hvidt som Sne .... Hun knæ-
lede ned og hviskede ganske stille:

Sover Tulle . ... sover du nu?

Charlotte Eilersgaard.

Amatørbilleder.

A vi nylig bragte Gen-

givelser af nogle uden-

landske Amatørfoto-

grafier bebrejdede vi
vore hjemlige Amatører, at de-
res Billeder kun sjældent vid-
nede om Fantasi og Opfind-
somhed i Æmnevalget. En af
»Hver 8. Dag's Venner, der
for sit Vedkommende ikke har
villet lade denne Anke blive
siddende ubesvaret, har sendt
os det hosstaaende Billede,
hvis Sujet virkelig synes os
valgt med godt Lune. Paa en
Cykletur er to unge Menne-
sker kommet ind i Lynæs Kro-
have, hvor en kvindelig Gal-
lionsfigur er opstillet, og det
muntre Situationsbillede gen-
giver Cyklisternes varme Til-
nærmelser overfor den uimod-
tagelige Dame.

& aa

RB 1050740. SNU REE S
OSS ROSKRELSET] |

ZZ

Ni
KV n

KOR
a
Fortvivlede : = i
HveråDag kommer forsent! , Mine Herrer,
Vi level Elektricitetens

Aarhundrede .…

|
ÉN,

HOR
sly

ch i, -

AIR

an oj
WIRE

» Undskyld , lille Froken ,
jeg saa Dem ikke |!"

Fra den mørke Uge.
Tegnet for , Hver 8, Dag af H. V. Westergaard.

BERØMTE PATENTER.

i
2
; SER 3 2)" EEal
SEES SEER mr Vg ket g SÆ we |
ka BEDES AARS Ler SPREE å ER]

Den første Skrivemaskine.

Berømte

LANDT de tusinde Modeller af Genstande,
hvorpaa der i. Tidernes Løb er søgt Pa-
tenter, og som opbevares i den. ameri-
kanske Regerings Patent-Kontor i Wa-

shington, findes en Mængde Sager af betydelig
kulturhistorisk Interesse.

Den første Skrivemåskine, det første Vaske-
brædt, den første Symaskine, det første Telegraf-
apparat, den første Teléfoni, den første Buelampe
og 'den første Glødelampe — alle disse Ting,
som har haft større eller mindre Betydning for
Aarhundredets Kultur, findes her samlede paa
ét Sted. Næsten utrolig er det, at alle disse Gen-
stande, som for ikke ret mange Åar siden kun
eksisterede i. Tanken eller i den ufuldstændige
Skikkelse, hvori de her foreligger, saa hurtigt er
bleven uundværlige for' dette Slægtled.

Og morsomt er det at se, hvor mange for-
skellige Former de nævnte Opfindelser har maat-
tet gennemgaa, førend de kunde tilfredsstille
hvad Krav man stillede til dem.

I den raat tilskaarne Træblok, paa hvis ene,
trappetrinsformigt tildannede Side der sidder

Den første Telefon.

Den første Symaskine.

Patenter.

Rækker af Bogstavtangenter, genkender man
Grundtrækkene af Skrivemaskinens Form; —
men hvor langt er der ikke fra denne klodsede
Tingest til de elegante, forniklede Apparater,
som nu "benyttes i ethvert tidsmæssig udstyret
Kontor!

Og Symaskinen! Hvad maa ikke Nutidens
Kvinder tænke om denne komplicerede Meka-
nisme, som ved det ringste Uheld kom i haab-
løs Uorden! I de moderne Maskiner findes der
saa godt som intet ,,Maskineri" — kun nogle
Aksler, koncentriske Skiver og enkelte Hjul, som
der næsten hører Geni til at faa Bræk paa.

Opfinderen af Principet for Skrivemaskinen er
R. T. P. Allen, Kentucky, og Patent blev ud-
stedt til ham i Aaret 1876.

Det er almindelig bekendt, at Telefonen i dens
første Skikkelse blev anvist af Alex. Graham
Bell i 1876 — lige tyve Aar efter at Professor
Morse havde udtaget Patent paa Telegrafappa-
ratet. .,, Telefon" er imidlertid en Nydannelse,
idet Bell oprindelig kun betegnede sit Apparat
som ,en Forbedring i Telegrafien". J. C.B.

Den første Telegraf.

— 185 —

mn ERR

Be RANE

PERS sank: É =
BEBOERNE Klinik

een

EET rss=

Malgamit-Ofrene.

Roman af H. S. Merrimann.

Oversat af Johannes Magnussen.

Indhold af Begyndelsen.

I Begyndelsen skildres, hvorledes Professor von Holzen i Haag besøger en døende Mand og køber en værdifuld Opskrift af
ham. Da Manden er død, tager von Holzen sine Penge igen.

Læseren føres dernæst til London. En ung Verdensmand, Tony Cornish, træffer en gummel Ven, Major White, der vender
sejrrigt tilbage fra en Ekspedition i Indien. De gaar sammen hen til Tonys Kusine, Frøken Joan Ferriby, hvem de træffer optaget
af Arbejde i velgørende Øjemed. Hun omtaler et nyt stort Velgørenhedsværk, som hendes Fader, Lord F'erriby, paa en Hr. Rodens
Opfordring har sat sig i Spidsen for, Det vedrører Fabrikationen af Al Frlgi et Stof, der er nødvendigt ved Papirfabrikationen,
men livsfarligt for Arbejderne, Han vil nu danne et Selskab, der skal beskylte Arbejderne og samle dem paa ét Sted saaledes, at
Selskabet overtager al Fabrikation af dette farlige Stof. I den Anledning holdes der et Møde hos Lord Ferriby, ved hvilket Besty-
relsen vælges, der bl. a. kommer til at bestaa af Lord Ferriby, Cornish, White, Roden og Professor von Holzen.

Handlingen forlægges nu til Haag, hvor Percy Roden paa et Hotel gør Bekendtskab med en yngre Enke, Fru Vansittart, med
hvem han taler om Malgamitarbejderne og Selskabets Planer om at samle dem alle i Holland. Roden omtaler, ut han har en Sø-
ster, som han bor sammen med i Nærheden. De uhyggelige Malgamitarbejderes Ankomst til Haag i Taage og Slud skildres. De føres
derlil af Cornish og modtages af Roden. Derfra gaar Rejsen til Klitterne ved Scheveningen, hvor Fabriken ligger. Denne beses af
en Del Korrespondenter til fremmede Blade. Roden forestiller Cornish for sin Søster Dorothea, der er en Skolekammerat af Joan
Ferriby. Man indføres saa i Malgamitselskabets Kontor i London, hvor Cornish har alt Arbejdet, medens Lord Ferriby kun møder

der for et Skins Skyld, I dette Kontor samles ogsaa Kredsens Damer til smaa Udvulgsmøder og Theselskaber,

ORNISH blev, indtil det var Tid for ham at gaa
over i sin Klub og spise Frokost. Han besva-
rede selv en Del Breve; de andre gav han til
den tyske Kontorist, en Mand med alle Dyder,
strittende Haar og drømmende Øjne. Malgamitarbej-
derne blev opfordrede til at komme, saa snart de
kunde. Efter Frokost maatte Cornish skynde sig til-
bage igen. Det var én af hans travle Dage. Klokken
fire skulde der være et Udvalgsmøde i Anledning af et
Bal, og Cornish huskede, at man indtrængende havde
Paalask ham at faa en ny Streng til Banjoen. Den
øjvelbaarne Hr. Rupert Dalkyn havde lovet at
komme, men han havde svoret, at han ikke vilde røre
Banjoen, hvis der ikke var nye Strenge paa den. Alt-
saa købte Cornish den Streng, og den første Forbere-
delse til Udvalgsmødet bestod i, at Kontoristen stemte
Banjoen. '

Der skulde naturligvis købes Blomster, og de skulde,
saa godt det lod sig gøre, ordnes i tomme Blækhuse,
et Indfald af Joan, som ikke vilde have, der skulde
ødes Penge paa mindre alvorsfulde Prydelser, me-
dens hun indrømmede, at Blomster var nødvendige
ved et Udvalgsmøde-af Herrer og Damer.

Den højvelbaarne Hr. Rupert var den første, der
kom. Han var meget lille og pæn og noget kvind-
agtig. Han havde en alvorlig og noget adspredt Mine.
Han salte sig paa Armen af en Stol, og saa” trist ind
i Ilden, medens han bevægede Læberne.

nÉr der noget, dertrykker Dem?" spurgte Cornish,
medens han lagde den sidste.Haand paa Arrange-
mentet i Værelset.

Ja, det er en ny Sang, jeg har komponeret i An-
ledning af Dagen. Den hedder ,,0 triste Malgamit!«
Har De Lyst til at høre den?”

nJeg vil h-llere vente. Jeg synes, jeg hører en Vogn
ved Porten," svarede Cornish hurtigt,

Rupert Dalkyn skulde vælges til Medlem af Ud-
valget, fordi han var Fru Courtevilles Broder, og Fru
Courteville var den bedste Dame i London, man kunde
have til at fungere som Værtinde og som Beskytter-
inde for de unge Damer ved saadanne Lejligheder.
Hun var ikke blot Enke, men hendes Mand var bleven
dræbt paa en temmelig uhyggelig Maade.

»Den Stakkel,” sagde Folk, naar hun havde gjort

noget, der ikke var helt lige ud ad Landevejen, —
»den net, hendes Mand blev dræbt, det véd De
jo nok.”
? Saaledes vaagede den afdøde Courteville i sin en-
somme Grav ved Ogoweflodens Bredder over sin Hu-
strus Velfærd og skabte hende en god Stilling i Lon-
dons gode Selskab.

Rupert skulde have været Præst, men medens han
studerede i Cambridge, havde han vist saa megen

humoristisk Sans og saa stor en Evne til at efterabe,
at ingen af hans Foresatte var sikker, og at hans Ven-
ner sagde, han ikke maa blive Præst. Saa lod han være.
Siden den Tid havde han, rent ud sagt, ingenting
bestilt. Hans humoristiske Sans var efterhaanden for-
dampet. Folk sagde: ,,Jo, han er grinagtig!" — in-
tet er mere ødelæggende for Humor end det — og
ældre Damer smilede lidt krampagtigt. Det er saa
vanskeligt at se noget morsomt gennein disse Stang-
Lorgnetter!

Cornish havde Ret, da han sagde, at han havde
hørt en Vogn; for straks efter gik Døren op, og Fru
Courteville traadte ind. Hun var lille og spinkel —
hun havde ,,en Figur som en ung Pige", sagde hendes
Terne — og hun var velklædt. Hun var netop i den
Alder, hvor man ikke ser saa gammel ud, som man
er, en Alder, i hvilken nogle Kvinder synes at forbinde
den største Erfaring med et Minimum af Tanker. Men
hvem er vi, som vil se Skæven i vor Næstes Øje? Hvis
nogen af os er ganske sikker paa, at han ikke gør
mere Skade end Gavn her i Verden. saa maa han
endelig kaste Sten paa Fru Courteville.

Saa kom Joan, ledsaget af Lady Ferriby, som vid-
ste, at dersom hun blev hjemme, saa maatte hun
spendere Te paa en.Mængde Mennesker, som hun
ikke havde saa meget tilovers for, at hun kunde for-
sone sig med Udgifterne. Joan saa” hurtigt fra Fru
Courteville hen paa Tony. Hun havde lagt Mærke til,
at Fruen altid kom tidligt til Udvalgsmøderne, naar
de blev holdt paa Malgamitkontoret eller i Tonys
Lelighad: Da Fru Courteville gav hende et Kys, spe-
kulerede Joan paa, om Enken var kommet før sin
Broder eller sammen med ham.

»Har han ikke pyntet Værelset nydeligt med den
Mimose?% spurgte Fru Courteville med Liv. Folk
vidste ikke, hyaledes Sagerne stod mellem Joan Fer-
riby og Tony Cornish, og vilde altid gerne vide det.
Derfor sagde Fru Courteville kun ,han", da hun
gjorde Joan opmærksom paa Blomsterne. i

Mødet kan kun karakteriseres som livligt. Men vi
hører til en overordentlig praktisk Slægt, og der blev
virkelig gjort noget Beberde. Malgamitballet blev af-
talt, og der blev udnævnt en Del Balinspektører. Saa
spillede Rupert paa Banjo.

Lady Ferriby havde nogle Visiler at gøre, derfor
tilbød Cornish at spadsere gennem Parken med Joan,
der holdt af Motion. De talte om forskellige Ting og
veptite atter og atter tilbage til Malgamiten.

»Det er sandt”, sagde Joan, ,jeg har faaet Brev
fra Dorothea Roden. Du véd vist, at vi har været
Skolekammerater, ikke sandt? Jeg havde ingen Anelse
om, at Hr. Roden er hendes Broder; jeg havde næ-
sten glemt, at hun var til. Hun kommer her over til

Er. ge

MALGAMIT-OFRENE.

Ballet, Hun skriver, at hun saa dig, da du var i Haag.
Det har du slet ikke talt om, Tony!«

»Har jeg ikke? Jeg skal sige dig, hun interesserer
sig slet ikke for Malgamitselskabet, og det er ikke
Umagen værd at omtale nogen, der ikke interesserer
sig for det.”

De spadserede et Par Minuteri Tavshed. Saa gjorde
Cornish et Spørgsmaal.

»Hvordan var hun i Skolen?"

»Aa, hun var meget overfladisk. Hun tog aldrig
noget alvorligt. Det er vel derfor, hun ikke interesse-
rer sig for Malgamitselskabet."

»Ja, det er det vel," svarede Tony.

8. KAPITEL.
Skyggesiden.

Fru Vansittart fortalte Roden, at hun boede i Park-
gade i Haag; men hun sagde ikke, at Huset laa paa
Hjørnet af Oranjegade, og det gør stor Forskel.
For Parkgade er lang, og den Del, der ligger længst
borte fra det kongelige Slot, er den mindst pæne.
Fru Vansiltarts Hus laa i den pæneste Del af en me-
get pæn lille By. Det var omgivet af Huse, i hvilke
der boede Folk med Navne, som er godt kendte i Hi-
storien. Der er desuden noget bedaarende kosmopo-
lilisk ved disse Mennesker. De stammer oprindelig
fra alle mulige Egne i Verden. Her bor f. Eks. Hol-
lændere, hvis Navne er skotske. Andre er af fransk
eller spansk Oprindelse.

Fru Vansittarts Hus var af mørkerøde Mursten
med Granitprydelser. Indvendig var det saa hyggeligt,
som tykke Tæpper, kostbare Gardiner og smukke
Udskæringer kunde gøre det. Der er ingen i Verden,
der kan dyrke Blomster som Hollænderne, og en op-
mærksom Rejsende, der vandrer gennem Oranjegade,
vil selv ved Midvintertid lægge Mærke til, at Blom-
sterne i Vinduerne skifter hver Dag. I denne som i
mange andre Ting fulgte Fru Vansittart Skik og
Brug. Holland tænker man sig bedst som en ældre
Herre, der bliver lidt tyk og efter en letsindig Ung-
dom begynder at paskønne Hvilens og Hyggens Vel-
signelser. Han har lagt lidt Penge op, sidder fredeligt
ved Ilden og tænker paa svundne Dage.

Fru Vansittart holdt af Hygge og Luksus. Hun
holdt af at gaa smukt klædt, at bo godt og blive godt
opvarlet: Hun havde Penge, og derfor kunde hun
skaffe sig mange Ting, som næsten alle til en vis
Grad kan opnaa, skønt faa har Forstand nok til at
værdsætte dem. Hun pralede ikke af sin Tilfredshed.
Som mange andre Kvinder ønskede hun sandsynlig-
vis noget, som hun ikke kunde faa for Penge.

For at opfylde sit Løfte til Percy Roden gjorde hun
Visit hos Dorothea i Klitvillaen, og Dorothea gen-
gældte saa straks Besøget. Dorothea havde været ude,
da Fru Vansittart besøgte hende, men efter sin Bro-
ders Beskrivelse troede hun, at hun vidste, hvad Slags
Kvinde, det var. Thi Dorothea Roden var opdraget i
Udlandet og vidste god Besked med en Slags engel-
ske Damer, som man træffer paa Fastlandet, som al-
tid har gode Bekendtskaber, er meget dovne og sæd-
YARDRRE yndefuldt hentyder til en stor Sorg i Forti-

en.

Men saa snart Dorothea saa Fru Vansittart, vidste
hun, at hun havde dannet sig en ganske fejlagtig
Forestilling. Hun var ikke en Kvinde af den Slags,
der ønskede at blive beundret af den første, den bed-
ste, og Percy Roden havde gjort Indtryk af at.beun-
dre hende i allerhøjeste Grad, enten hun nu havde
ønsket det eller ikke.

»Det er pænt af Dem at gengælde mit Besøg saa

— 187 —

hurtigt,” sagde Fru Vansittart venligt. ,De er vel
gaaet hele Vejen fra Klitvillaen? Engelske Piger er
saa dygtige til at gaa Tur — og det er brillant. Jeg
hører til et Slægtled, som er lidt ældre end Deres og
fortrækker at køre. Jeg duer ikke til at gaa. De lig-
ner slet ikke Deres Broder." Hun saa tankefuldt paa
sin Gæst. ,Vær saa god at tage Plads," sagde hun
leende. ,De er sandsynligvis kommet her med en For-
dom imod mig. Man burde aldrig lære en Kvinde at
kende gennem Mænds Beskrivelser. Det er en Regel,
der næsten er uden Undtagelse. De kan tro én, som
er mange Aar ældre end De. Men — naa, nous ver-
rons. Vi hører maaske til Undtagelserne.”

»Det haaber jeg," svarede Dorothea, som var slag-
færdig nok. ,Jeg har i alt Fald længtes efter at se
Dem efter alt, hvad Percy har fortalt mig om Dem.
Der er saa ensomt i Klitvillaen. Percy er jo optaget
af sine Malgamitarbejdere hele Dagen. Og vi kender
naturligvis endnu ingen her.”

»Hr. von Holzen er her jo," sagde Fru Vansit-
tart og ringede for at bede om Te.

»Ja, det er ham, der arbejder paa Fabriken sam-
men med Percy, ikke sandt? Jeg kender ham ikke.
Percy har ikke taget ham med bjem.”

»Ja saa? Det er pænt af Deres Broder! Mændene
bruger jo somme Tider deres Koner eller Søstre til at
hjælpe dem med deres Forretningsforbindelser.. Jeg
har set en Mand bruge sin smukke Datter til at vinde
en Klient. Skønhed jævner alt, skal jeg sige Dem.
Det er ikke pænt, vel? Jeg antager, Hr. von Holzen
er ja — skal vi sige en indenlandsk Videnskabsmand.
Det er et rart omfattende Udtryk og undskylder en
hel Masse Mangel paa Sæbe.” Hun lo, men hendes
Øjne var ganske alvorlige og paapasselige.

»Min Broder taler ikke meget om ham," svarede
Dorothea Roden. ,,Percy fortæller mig ikke meget om
sine Forretninger, og det er jeg meget glad ved. Jeg
kunde vist ikke engang forstaa dem. Hvad forstaar
jeg mig paa Papirer og Aktier og Fragt og den Slags
Ting? Jeg véd ikke rigtig, om en Fragt er noget paa
et Skib, véd De?"

»Nej! Der er mange Ting, der er nyttigere at vide,
ikke sandt? Man maa da f. Eks. hellere vide Besked
om Mennesker, og hvordan de er."

»Ja," svarede Dorothea og saa” tankefuldt paa sin
Gæst.

Fru Vansittart gengældte hendes tankefulde Blik.
»Kender De den anden?" sagde hun pludseligt. ,Jeg
mener Hr. — Cornish.”

»Han har været hos os en Gang. Min Broder tog
ham med til Te den Aften, da de første Malgamit-
arbejdere kom," svarede Dorothea.

»Jeg interesserer mig for Hr. Cornish,” sagde Fru
Vansittart. ,Jeg har kendt ham, da han var Dreng —
eller halvvoksen. Han kom til Weimar med en Hov-
mester for at lære Tysk, og den Gang boede jeg til-
fældigvis dér. Senere har jeg en Gang imellem hørt
noget om ham; man ser undertiden hans Navn i Avi-
serne. Han er et af den Slags Mennesker, som hans
Venner venter noget af — ikke han selv. Den unge
Mand, som venter noget af sig selv, bliver sædvanlig
skuffet. Naar De har læst store Mænds Biografier,
Frøken Roden, har De saa lagt Mærke til, at Folk
næsten altid begyndte at vente noget af dem, da de
var ganske unge? Det er,som om de fra Begyndelsen
af var helt anderledes skabte. Jeg mener virkelig
store Mænd, ikke Virtuoser eller Romanforfattere,
der er i Skuddet, og hvis Portræter maaske i to Maa-
neder findes i alle illustrerede Blade, medens de saa
bliver glemte.£

Fru Vansittart talte hurtigt og paa en udenlandsk
Maade, hun spurgte med en vis Livlighed uden at
vente Svar. Dorothea Roden var ikke langsom af sig,
men hun tog mindre let paa Samtaleemner, et Emue,
der tiltrak hende, de andre lod hun ligge.

MALGAMIT-OFRENE.

»Hvorfor interesserer De Dem for Hr, Cornish?"
spurgte hun,

Fru Vansittart trak paa Skuldren og lænede sig
tilbage i Stolen.

»Han gør Indtryk DR mig af at kunne spille sine
Kort udmærket. Andet er det i Grunden ikke, Men
maaske han slet ikke har gode Kort paa Haanden.
Maaske det kun er ganske almindelige Kort og ikke
en eneste Trumf. Ja, hvem véd? Qui vivra verra,
Frøken Roden. Det bliver maaske ikke i min Tid, at
Verden hører Tale om Tony Cornish — Jeg mener
den virkelige Verden, ikke den journalistiske, Han
bliver maaske langsomt moden, og saa er jeg. død.
Jeg bliver jo ældre nu, Hvor gammel tror De, jeg er,
Frøken Roden?”

»Fem og tredive," svarede Dorothea, og Fru Van-
sittart vendte sig pludselig om for at se paa hende.

»Ja," sagde hun langsomt og tankefuldt. ,,Ja, De
har Ret. Saa gammel er jeg akkurat,.og jeg ser vel
ogsaa ud til det. Andre vilde vist lige saa let have
gæltet det; men det er ikke alle, der vilde have væ-
ret saa ærlige at sige det.”

Dorothea lo og skiftede Farve. ,Jeg sagde det gan-
skei Tanker," svarede hun. De bliver vel ikke vred?”

»Nej, hvorfor skulde jeg det?" sagde Fru Vansit-
tart og saa” ud af Vinduet, ,,Men vi talte om Hr. Cor-
nish.”

»Ja," svarede Dorothea, idet hun knappede sin
Handske og saa” paa Uhret. ,,Men jeg har ikke Tid
til at tale mere, ellers kommer jeg for sent hjem, og
min Broder venter at træffe mig, naar han kommer
fra Fabriken.”

Hun rejste sig, gav Fru Vansittart Haanden og saa”
hende ind i Øjnene, Da Dorothea var gaaet, stod

” Fruen et Minut og saa” hen paa den lukkede Dør.

n»Gud véd, hvad hun mener om mig?" sagde hun.

Skønt det var i April Maaned kom Vintertaagerne
dog om Aflenen og svævede ud imod Havet. Træerne
var næppe begyndt at knoppes, for det havde været
et koldt Foraar, og Isen død langsomt af Sted paa
Kanalen, medens Dorothea vandrede langs med dens
Bred. Klitvillaen var jo noget ensom, den laa en seks,
syv Hundrede Fod fra en sandet Vej — én af de
mange Veje, der førte fra Haag til. Scheveningen.
Klitterne mellem Vejen og Huset var næsten uskadte,
naar man undtager, at der var lagt. en snæver Vej
hen til Huset. Da Dorothea kom hjem, var hendes
Broder endnu ikke vendt tilbage. Hun saa” paa Uhret.
Han kom senere end almindeligt. I de sidste Uger
havde Malgamitfabriken optaget ham mere og mere.
Naar han kom hjem om Aftenen, var han træt og
ikke meget meddelsom. Otto von Holzen viste aldrig
sit Ansigt udenfor Fabriken nu, han syntes at leve
som en Eneboer indenfor det Jernstakit, der omgav
den lille Koloni.

Percy Roden var ikke kommet tilbage til sædvan-
lig Tid, fordi han havde noget andet for. Von Holzen
og han stod i Tavshed i én af de smaa Hytter. Den
nedgaaende Sols Lys faldt gennem Vinduet og skin-
nede hen deres Ansigter, paa Værelsets nøgne Vægge,
der blev gjort endnu mere nøgne og paa ingen Maade
skønnere af et frygteligt tysk Litografi, der skulde
fremstille Fyrst Bismarck.

Von Hoølzen stod ved Vinduet med Hænderne paa
Ryggen og saa' ud paa Klitterne. Roden stod ved
Siden af ham, tung og bredskuldret, med Hænderne
i Bukselommerne. Hans Underlæbe var trykket ind
Fifi Tænderne, hans Øjne var anstrengte og æng-
stelige.

Paa Sengen, imellem de to, laa en ung Mand, der
saa” gammel ud, med tyndt rødt Haar. Det var den

amle Historie fra St. Jakobs Gade, men den var ny

or Percy Roden, som ikke kunde faa Øjnene bort fra
ham. Manden var ved at dø. Det var en Polak, som
ikke forstod et Ord Engelsk. Disse tre Mænd havde

ikke noget Sprog fælles, som de kunde gøre sig for-
staaelige paa for hinanden.

»Kan De gøre noget for ham!" spurgte Roden for
anden eller tredie Gang.

»Nej," svarede von Holzen uden at vende sig om.
»Han var allerede dødsdømt, da han kom hertil,”

Manden laa i Sengen og stirrede paa von Holzens
Ryg. Maaske det var Grunden til, at von Holzen saa
vedvarende stirrede ud af Vinduet. Arbejdstiden var
forbi, og fra en Hytte i Nærheden hørte man en Har-
monikas Toner i den stille Luft. Spillemanden havde
valgt en populær Variétésang, som han spillede atter
og atter med en sindsforvirrende Haardnakkethed.
Roden bed sig i Læben og rynkede Panden, hver
Gang Melodien begyndte igen. Von Holzen med sit
stille, blege Ansigt og de haarde Øjne syntes ikke at
høre noget. Han havde ingen Nerver. Af og til fug-
tede han sine Læber med Tungen og undertrykkede
et utaalmodigt Suk, Manden var længe om at dø. De
havde ventet der i to Timer. Denne lille Begivenhed
maatte gaa saa roligt hen som muligt af Hensyn til
Harmonikaspillerens og de andres Følelser.

Døren atol paa Klem, og i Værelset ved Siden af
sad en Sygeplejerske med Kaffe og Forklæde paa og
læste i en tysk Avis. Det var ogsaa et Sovekammer.
Denne Hytte var nemlig Malgamitarbejdernes Ho-
spital. Sygeplejersken, hvis Tjeneste hidtil ikke havde
været nødvendig, havde efter Fabrikens Aabning til-
bragt nogle behagelige Uger i et Pensionat i Scheve-
ningen. Hun læste meget filosofisk sin Avis og ven-
tede. Fortsættes.

En jævn Storhed.

— 188 —

Em gammel Ulk.

Med Tegning af Achton Friis,

LØS FEE " Mud 6
BIN

GSAA andre Steder langs Vesterhavet end
() paa Skagen, i Kandestederne og Løn-
strup findes der typiske Repræsentanter
for den vejrbidte vestjydske Fisker. Han
er bare endnu "ikke ,,opdaget" alle Vegne —
man kunde næsten fristes til at sige heldigvis.
Sandt at sige bliver det noget ensformigt i
Længden at se evindeligt de samme Fiskere
figurere paa alle vore Vesterhavsmaleres Bille-
der, snart i en Baad, snart røgtende deres Garn
eller siddende i Hjemmet.

Kommer man tilfods langs Vesterhavet, træf-
fer man netop paa de mindre stærkt besøgte
Steder de reneste Typer blandt Fiskerne. Ejen-
dommeligere Skikkelse end gamle - Hans Aa i
Søndervig skal man lede længe om. Hans lille
faste Figur med de hjulede Ben har i næsten et
Par Menneskealdre været at se, hver Gang der
i Søndervig Distrikt var noget at gøre ved Stran-
den med Redningsbaaden.

Å

BR.
i É: ! É
.]V SED W LSE

N

FE
ØR :

ir mal amwhklide

Som den bedste Baadfører og dygtigste Fisker -
i sim Egn, var Hans Åa selvsagt i en lang
Aarrække Redningsbaadens Fører. Har man blot
én Gang sét ham styre Baaden gennem Brændin-
gen og hørt ham raabe et gennemtrængende Var-
sko for de brydende Søer, glemmer man ham
aldrig. Hans mørkhudede Ansigt, der bare er
Fure ved Fure, ejer i saadant Øjeblik et iltert
Liv og hans sorte Øjne et hvast Blink, som vi-
ser, at han er-den rette Mand paa den vigtige
Plads.

Nu har Hans Åa trukken sig tilbage fra Red-
ningsbaaden. En Smule knækkede det ham vel
nok, da han for nogle faa Aar siden saa” Havet
i samme Nu berøve ham to unge Sønner. Men
paa Færde i farefulde Øjeblikke er han altid, og
kniber det haardest, er det endnu gamle Hans
Aas Raad der spørges om.

-8s —n.

FS bi

Af Dagens Krønike.

1 bringe i Dag vore

Læsere Billedet af

Frk. Thekla Grie-

bel, ,,Skøn Karens
| sympatetiske Komponist.
! At Frk. Griebel har kun-
: net præstere et saa dygtigt
musikalsk Arbejde og har
opnaaet at faa det frem
! herhjemme, taler Danmarks
” Kultur-Trin til Ære i dob-
belt Forstand. Frankrigs
kvindelige Komponist Mlle.
Chaminade har endnu ikke opnaaet at se sine
Opera-Forsøg paa Scenen.

»Skøn Karen" holder sig næppe længere paa
det kgl. Teaters Program end Bartholdy's ,,Dy-
veke" eller saa mange andre Debut-Arbejder,
— Hr. Christiansens yndefulde Lyrik og drama-
tiske Farveløshed hjælper dem blandt andet tid-
lig til en blid Død, men interessant har det væ-
ret at se, hvad Frk. Griebel kunde yde, ti me-

get dygtigt og kønt indeholder hendes lille
Opera.

Thekla Griebel.

Kendte Navne
frå By og Land.

Jubilæum,

%5-Aars Jubilæum som Jærnbane-
mand fejredes forleden af Stations-

Frk. Thekla Griebel er Datter af Violinist
Theodor Griebel og viste morsomt nok i sin
Barndom særligt Anlæg for Tegning, der findes
i hendes Hjem en hel Samling af de pudsigste
Tegninger fra hendes Barndom og Opvækst,
smaa Piger, som løber ned ad Bjerge med store
Blomster-Buketter og danser til ,,Kongen
Schweiis's (!) Fødselsdag" etc. Til at begynde
med var det dette Talent, der syntes at fængsle
Thekla Griebel mest, hun fik Undervisning paa
Prof. Kleins Tegneskole og bestod derfra en Af-
gangs-Eksamen. Men derefter helligede Frk.
Griebel sig ganske Musikken, kom 1889 ind
paa Konservatoriet og studerede der i tre Aar.
Vinteren 96—97 tilbragte Frøknen i Dresden,
hvor hun studerede Instrumentation under Pro-
fessor Draesekes Vejledning. Frøknens første ny-
delige Kompositioner, Oratoriet ,,Fred" og Bal-
letkompositionen ,,I Rosentiden" gjorde fortjent
Lykke. Som Musik-Pædagog synes Frøknen at
have særlige Evner, hvorom Udarbejdelsen af
hendes ,, Musikalsk Børnehave" (Vejledning i
den første Musikundervisning) vidner.

M. v. W.

brikerne fandt Sted i 1889. Hans
sjældneAdministrationsevner og ud-
mærkede

——— »eBe RE menes esserne ed teen nes

faglige : ; i
Tilbagetrædelse. EBBE 7 JER Enke der Buadsses j ; É
sy: er bragte £ RE ssnii
Oberst H. P. Carstensen, som SEE ham da | : i
fornylig er traadt ud af SEEREN Tese areas USLÆR == É |
SEERE SERBERE] gyndte EST SeS 42 den RG ” y
;… 1858 som for en sær- store, | BEM 7
Infanteri- lig dygtig samlede j
officer ved og SamVvIt- — Industri,
992, Batail- tigheds- qet han
lon, det fod ng: overtog
daværen- 2 sl den ene af
de 5. Jæ- Kun en.30 de to Di-
Berkorpa) Aar gam- BE RSDO, Direktør H. Trolle.
efter blev Stationsforst. J. Henriksen. mel Sea Ba Piefa rl keg, SåGen Diuskter
han forsat . se Kjeldsens Død har Trolle alene le-
til Artille- Stetionsforstander til Ikast, hvorfra 924 den vidt forgrenede Virksom-

rietog har
Oberst Carstensen. gjort Tje-.
neste ved
denne Vaabenart Resten af sin mi-
litære Løbebane. Ved 1. og 3. Ar-
tilleriregiment, ved Artilleristaben,
ved Laboratorieafdelingen har han
gennemgaaet de forskellige Offi-
cersgrader, indtil han i 1894 blev
udnævnt til Chef for Trænafdelin-
re: Med Hæder har han i 1864
eltaget i Forsvaret af Dybbølstil-
lingen. Oberst C., der er Komman-
dør af Dannebroge og Dannebrogs-
mand, er kendt i Armeen som en
sjælden human Officer, lige afholdt
af ældre og yngre.

"han i 1896 forflyttedes til sin nu-

værende Plads i Vinderup mellem
Skive og Struer, hvor hans elskvær-
dige Karaktér har vundet ham man-
ge Venner.

Direktør for ,,De forenede Papir-
fabrikker", H. Trolle, kunde nylig
fejre de 25 Aars Arbejde i Papir-
fabrikkernes Tjeneste. Den 4. De-
cember 1874 ansattes han som For-
retningsfører forDalum Papirfabrik.
Tre Aar senere overtog han her i
København Salget af denne Fabriks
hele Produktion og denne Virksom-
hed beholdt han, indtil den store
Sammenslutning af alle Papirfa-

— 190 —

hed, som under hans Hænder har
haft en Fremvækst, der taler højt
om Ledelsens Fortræffelighed.

Dødsfald.

Lærer J. N. Vinther, som nylig
afgik ved Døden, var født den 17.
Avgust 1837. Oprindelig bestemt til
Haandværker, uddannede han sig
dog til at blive Lærer, blev først
ansat paa Hindsholm Højskole og
oprettede senere selv en Privatskole
paa Amager, men afbrød snart
denne Virksomhed, da han i 1867
af afd. Kaptajn la Cour blev kaldet
til den nylig opreltede Landboskole.

I Avgust 1878 kom han til Birke-
rød Skole og virkede der lige til
Avgust
1899. Han
beklædte
forskel-
lige Til-
lidsposter
saasom
Formand
for Arbej-
derfor-
eningen i
Lyngby.
Budska-
bet om
hans Død
vil mod-
tages med
Sorg, thi adskillige ere de unge
Mennesker, som gennem Åarenes
Løb lærte at paaskønne hans gode
Arbejde i Opdragelsens Tjeneste.
Ogsaa hans varme patriotiske Inter-

esse fortjener at fremhæves.

Lærer J. N, Vinther.

Den gamle Distriktslæge Ru-
dolph Schøning i Sorø er nylig af-
gaaet ved Døden. Schøning, som
var født den 22. December 1819, tog
medicinsk Embedseksamen 1845,
fungerede derefter som Kandidat
ved Almindelig Hospital indtil Kri-
gen kom, i hvilken han gjorde
Tjeneste som Underlæge ved Am-
bulancen og Lazarettet paa Avgu-
stenborg. Siden hen praktiserede

KENDTE NAVNE.

han dels
paa Gyl-
denholm
ved Sla-
gelse, dels
i Fugle-
bjerg ved
Næstved
og ud-
nævntes
1877 til
Distrikts-
læge i
Sorø.
Schøning,
der i sin
lange Lægevirksomhed vandt sig
et trofast Klientel og en stor Venne-
kreds, hædredes me! Ridderkor-
set.

et FN SS ESS rl

Teater- i

direktør
Julius Ja-
kobsen,
der forle-
den afgik
ved Dø-
den paa
St. Jo-
sephs Ho-
spital var
velkendt i
alle Lan-
dets Pro-
vinsbyer,

"Teaterdirekt. Jul. Jacobsen. Som han 1

Distriktslæge Rud. Schøning,

de senere Aar "berejste med et
mindre Personale, Jukohsen var
sidst i 70erne knyttet til Kasino
hos Th. Andersen, senere ansat ved
Cortes, Aug. Rasmussens og afd.
Ferd. Schmidts Personaler. Hans
Hovedfag var Bonvivanen, men og-
saa i ældre komiske Roller gjorde
han god Fyldest. J., som kun blev
48 Aar gammel, var gift med den i
Provinserne meget bekendte og af-
holdte Skuespillerinde Fru Helvig
Jakobsen.

»Hver 8. Dags
Musik og Sang"

Det idag udkomne Nummer af
»Hver 8. Dag"s Musik og Sang in-
deholder: R. Leoncavallo: Vals af
Op. ,La Bohéme"; 0-x: Gluntarne,
Parodiduet; Weber: Melodi af Op.
»Preciosa.”

Nye Bøger.

Forbrydelsers Efterforskning og
Opdagelse, forkorlet Gengivelse af
Dr. Hanns Gross”: ,,Handbuch fir
Untersuchungsrichler" ved Vitus
Ingerslev. (G. E. C. Gads Forlag).

ÆPPERNES Tid er inde, nu da
Blæsten fejer gennem alle
Sprækker. Travlt faar man
med at lune og hygge og man

gaar paa Opdagelsesrejse for at-se
de Stoffer, som sidst kom hertil med

Verdensry. Hos Louis Pfliiger, Vim-
melskaftet 38, findes en god Vej-
ledning. Her er den moderne Li-
berty-Stil og den antike Louis-seize,
PræRdBe Smyrnatæpper og rige Go-

eliner, en Vrimmel af Puder, Bord-
tæpper og Sybordstæpper.

»x

m«

sk
I ,Absalonshus" (Bygningen Ve-
sterbrogade57) har 4, Neuhaus Lam-

peforretning arrangeret en smag-
fuld og rig-
holdig Ud-
stilling. En
Nyhed gørsig
swrlig be-
mærket midt
i Genstande-
nes brogede
Mangfoldig-
hed. Det er
en Gaslampe,
der ganske
har bevaret
Petroleums-
lampens hyg-
gelige Ydre.
LG LG
buJ
»Legetøjs-
huset", den
Bygning i
Vimmel-
skaftet, som
nu ved Julelid fanger alle Smaa-
børns Sind og Sanser, byder i Aar
paa en Række Nyheder uden Tal.
Alt, der efter barnlig Tankegang

Skrivebords-Gaslampe.

Legetøjet: »Redningsbaaden=,

— 191 —

er værd at eje, findes i Hr. Thorn-
greens kæmpemæssige Legetøjs-
Æske. (Der er det mekaniske Lege-
tøj: ,, Valkyrien paa Vej til Siam"
og ,det store Hjul paa Verdens-
udstillingen", der er ,,Kamp mel-
lem Englændere og Boere" og ,Ån-
drés Ballon", som gaar til Vejrs.

Kaffe i Gaarden, man studser
over denne dristige Vending, som
i den sidste Tid dukker op i alle
Blades Spalter. Spørger man saa,
hvad det betyder, faar man snart at
vide, at disse Ord er Feltraab for
en ny Kaffehandel, der har slaaet
sig ned i Gaarden, Vimmelskaftet
4L, og kan sælge meget billigt, da
Huslejen jo er ringere i Gaard end
i Gade.

DANSK INDUSTRI.

iM. DIE in, Kal. ry

EN
of Par
FB t-Later: Udsat nlsfabuil

ar Cal Skuld ER] Ex

STM
Ni
ASEL I

En ES ES En ni

Mm Polack jun.s Etablissement,

Dansk Industri.

ED de stærkeste Baand er de tre livløse Ven-
M ner, som følger os paa Vej og Gade: Stok-

ken, Paraplyen og Parasollen, knyttet til
vort inderste Væsen. Mister vi den Stok, som længe
har været i vort Eje, da føler vi.det som om en ublid
Skæbne havde taget noget af det bedste fra os og
det nytter intet at ræsonnere, at der jo er andre Stok-
ke til, thi den, som vi besad, synes os at være den
eneste, der var værd at eje. Ikke mindre uundværlig

er Paraplyen os. Savner vi den er vi mere hjælpeløse
end nogensinde ellers og mens vi i en af Gadens
Porte søger Beskyttelse mod Skylregnen, kredser
vore Tanker bestandig om Vennen, som vi lod blive
tilbage derhjemme. Og nu endelig Parasollen. Rent
bortset fra dens nyttige Virksomhed som Solskærm,
hvor vilde ikke selv vi Mandfolk savne den, om den
pludselig gik af Mode og forsvandt ud af Verden.
Den spiller jo med ind i vore lyse Sommerminder,
i Erindringen titter snart et, snart et andet Par skælm-
ske Øjne frem under den graciøse, sløjfeprydede
Skærm.

Hvor der bestaar et saa lykkeligt Forhold mellem
en Vare og dens Forbrugere har Fabrikanterne nalur-

Et Værksted hos M. Polack jun.

ligvis de store Chancer. Derfor kan ogsaa et Firma
som M. Polack jun. give sine Varer en saa virknings-
fuld Ramme som det straalende Vindu, vi alle især
ved Aftenstid har beundret paa Købmagergade nær
Ranchs berømte Uhr.

Det lyser ud af dette Vindu, at Feretili gen ikke
hører til de almindelige, og ser man nøjere efter,
huder man naturligvis Prædikatet Kgl.-Hof fæ-

: stet til dens Navn paa Spejlglas-
ruden. Den tæller da ogsaa blandt
sine Kunder Alverdens Monarker.

M. Polack jun. var den eneste
Paraplyfabrikant, som vandt Me-
daille paa Udstillingen 1888. Og
her paa Udstillingen var det, at
den store Vanderbilt afkøbte Fir-
maet en Samling af Paraplyer
med Thorvaldsens Værker i El-
fenben for en Pris af 1000 Kr.

I det blændende Lys fra Maga-
sinets Vinduer ser vi den mandig-
stærke Paraply og den graciøse
Parasol Haand i Haand danne det
klædeligste Par. Uden at være
hverken Monark eller Vanderbilt
vil man i denne Forretning kunne
finde Gaver, der synes Modtageren
fyrstelige.

— 192 —

[

NE HUE TA

BF TET I Ma OR

emmer mme,
sin HET DIED ITE

; ng
DEL

Nr. 13. 1852155. 52

Søndagen den 25. December. Es

10 Øre om Ugen.
1 Kr. 25 Øre Kvartalet.

JUL.

Med Tegninger af H. V. Westergaard.

ET er Jul! ;

Jeg vaagner og ser gennem den aabentstaa-
ende Dør, at min Dagligstue er fyldt med Sollys.
Gennem det gule Vinduesforhæng falder det gyl-
dent over Stuens Møbler og tænder Billedernes
Glas i Brand. Og som altid gør Lyset mig frej-
"dig og munter.

Jeg staar hastigt op, og trækker Forhænget
fra. Jeg ser ud over Haven og Villatage, der ere
hvidklædte af Rim, og som glindser i Sollyset,
ind imod Byen, mod Raadhusets Spir, der stræ-
ber op i Lyset slank og stærk og yndefuld som
en ung Solgud.

Saa blaa har Himlen ikke været i mange Da-
"ge, og saa leende ikke Sollyset.

I Aften er det Jul!

Men i min Sjæl er der ingen Julehøjtid, ingen
Forventning, ingen Længsler. Ogsaa Julen hører
det til, der ligger bag mig. Min Barndoms Jul.
Netop fordi jeg har elsket Julen saa inderligt,
har talt Dagene til Julens Aften med saa megen

Utaalmodighed og saa mange For-
haabninger, vil jeg ikke nu gøre af-
mægtige Forsøg paa at kalde til Live
min Barndoms Jul. Jeg er en anden
nu, og jeg bryder mig ikke om at fejre
en skindød Jul, jeg. vil ikke lyve mig
op til en Stemning, der ikke springer
vældfrisk af min Sjæls Jord. Jeg kan
ikke lide Mænd, der spiller Julekome-
die for sig selv og andre.

Og dog, mens jeg staar der og ser
ud imod Lyset, kommer Minderne op
i mig, jeg siger Gang efter Gang højt:
I Aften er det Jul! Og en Længsel
kommer over mig efter det, der ligger
bag mig, en Sorg over det, der ikke
er mere.

Da tager jeg mig sammen og ven-
der mig belt imod Lyset, imod den klare Dag,
der er inde. Jeg vil nyde den, inden Aftenen og
Mørket kommer. Hvor maa der ikke være lifligt
og lyst derude i store Skove, henover store Enge
og Marker, og frosne Søers blanke Spejl. Jeg vil
derud.

Jeg sidder i Toget, ene i Kupéen. med min
Hund. Den er sprunget op paa Sædet, og sidder
logrende og tilfreds og gør sig lækker for mig.
Den ved, at dette underlige Værelse, der rum-
ler og rasler, og som den slet ikke fatter, fører
ud til Marker, hvor den kan strejfe viden om,
jage efter Krager, kanske en Hare.

Ånar, min Hund, ser du, .hvor det bliver ly-
sere og lysere, lettere og frejdigere, jo mere
Byen svinder derinde. Her er vidt til alle Sider,
her har Solen Magten.

Og en Glemsel kommer over mig, alt som jeg
fjerner mig fra Byen. Alt det, der lever derinde,
er noget fremmed, der ikke kommer mig ved.
Der er noget nyskabt over mig, det er, som er
jeg kommen til Verden i Dag paa denne sollyse

— 193 —

er
- —pwayt rn" Sme sv

JUL.

Dag. Min Sjæl er tom, helt rede til at modtage
Solen og Skovene og Markerne.

Jeg har, som jeg plejer, løst Billet til Banens
Endestation. Jeg vil kunne standse, hvor jeg vil.
Og nu dukker pludselig Mindet om en liden Sø
op i min Erindring. Jeg ser den ligge foran mig
oppe fra Stenten, der fører over Gærdet. Og en
uimodstaaelig Længsel griber mig, efter atter at
se den.

Jeg staar af ved den nærmeste Station, og
skraaer straks opover, ind gennem Granskoven.
Her er tyst og stille, høje Graner danner en
Hvælving over Stien. De gamle, brune Naale
breder deres Tæppe, der fanger Lyden af mine
Skridt. Selv paa denne lyse Dag er her halv-
mørkt og hemmelighedsfuldt under Granerne.
De lange Rader af høje, nøgne Stammer er som
Søjlerækken i et mægtigt Tempel, viet Livets
mørke Magter.

Stien bøjer, forude ser jeg en Plet af hvidlig
Himmel, der er Gærdet, der er Stenten, og der
bagved mine Minders Sø.

Nu staar jeg oppe paa Stenten, og ser ud
over Landet og Søen... langt... langt ud.
Rim over Marker, og Rim over frosne Veje, og
Søen ligger der med den nattegamle Is staalblaa
Flade. Og over det altsammen hvælver sig en
sartblaa Himmel, saa gennemsigtig og fin, ikke
Sommerens grove Blaa, men en sart og skær og
uberørt hvidlig Blaanen. Og bag Søen hæver Lan-
det sig, og paa Skrænterne ligger rige Bygher-
rers stilfulde Huse, hvide Villaer med brune
Planker.

Længe staar jeg der. Fatter først det hele ind
i et Blik, gennemgaar saa nøje hvert Træ, hver
Krumning i Landet, hvert Vindue ... lukker
Øjnene, jo det staar der dog klart og mangfol-
digt. En Side til er skreven i mine Minders
Bog.

Min Hund gøer heftigt. Ud af Skoven kom-
mer en Arbejder med en ung Gran over Skuld-
rene.

Jeg gaar hen ad en lang lige Vej,. der ligger
frossen og hvid af Rim, Den fører mig op pa
en høj Bakke. i

Overalt hvor mit Øje naar, det samme Land-
skab. Grønne Rugmarker, sorte Agre, Søer, hvis
staalblaa Is funkler, brunsorte Skove med bøl-
gende Linjer ude i Synskredsen . .. og hvide
Huse og gule . . . og røde Tage . .. og Solly-
set over det hele. ;

En Mand gaar mig forbi, han byder mig glæ-
delig Fest. Det er sandt, det er Jul i Aften, jeg
havde glemt det. Jeg er helt optagen af min
Glæde over Lyset, over disse klare Linjer og
rene Farver, af delte, at den korteste Dag nu er
bag mig, nu gaar det fremad til lange Dage med
megen Sol og høj Himmel og til lyse Nætter. -

Gennem Skove gaar jeg, og selv i disse sorle
Skove er der muntert og frisk. Intet Løv skyg-
ger og tager Udsigten bort. Jeg ser langt hen
mellem Stammerne, gennem Kronernes Fletværk
trænger Lyset ind i Skovens forborgneste Rum.
Jeg nyder denne Klarhed som et simpelt og
klassisk Digt. Alt er simpelt og enfoldigt her,
ikke Sommerens forvirrende Mangfoldighed, men
en fornem Ro, en ædel Simpelhed. Disse Træer
uden Løv ere smukke som Billedhuggernes nøgne
Jomfruer, medens Sommerens Træer ere paa-
klædte Frøkener med Liv og Nederdel og Sko
og Hat og Parasol.

Jeg gaar ned mod en lille By. Udenfor den
ligger store firkantede Villaer med brede Vin-
duer, i store Haver med velholdte Græsplæner
og grusede Gange. Ud af dem aander en solid
Velstand. Det er Helaarsvillaer. Nu er jeg inde
i denne gamle Bondeby, med gule Huse og
smaa Ruder, med Lader og Længer, og Facader
dækkede af Vildvinen, med det frosne Gadekær,
hvor Drengene laver Glidebaner.

Jeg gaar ind i en Købmandshandel. Gennem
Døren ind til Dagligstuen ser jeg det pyntede
Juletræ med Vatsne paa Grenene, med gyldent
Englehaar og røde og blaa, grønne og gule
Kurve og Kræmmerhuse.

Butikken er fuld af Folk, der alle kende hin-
anden. Der er mellem dem en glad Fortrolighed.
Ved Siden af mig ved Disken staar en ung,
knap udvokset Pige. Af hendes Dragt og hele
Væsen ser jeg, at hun hører bjemme i de store
Villaer i Byens Udkant. Pigerne har travlt med
Bagning og Stegen, og hun er nu selv løbet op
for at gøre det sidste, forglemte Indkøb. Jeg har
den hele Dag ikke set andet end halvgamle
Bønder-Koner, hun er det første, unge Ansigt,
der møder mig. Smukt var det i Forvejen, og
dobbelt smukt bliver det ved -den Forventning
og Glæde, der lyser ud af hendes Øjne. Og mit
Hjerte glæder sig og jeg siger til mig selv: Hvor-
for ikke gøre Julens Engel til slig en ung, frisk
og frejdig Pige i Stedet for disse gamle Mænd
og klodsede Nisser. Saadan en ung Pige, der i
sit Forklæde bærer Trommer og Heste og Duk-
ker, og giver det ud til glade Børn. Denne halv-
voksne Pige med røde fine Kinder, det muntre
blaa Øje, hun er som selve Livet og Solen og
Lyset, der nu atter vender sig til os, da Aarets
korteste Dag er svunden.

Jeg ser hende aldrig mere, som jeg aldrig har
set hende før. Men hun staar lysende for mig i
sin skolsktærnede Kjole, i sit staalblaa Bluseliv
og den sorte, firkantede Fløjelsbaret paa det
lyse Haar.

Aftenen er inde.
Solen er sunken bag sorte Skove. Dens Glød

— 194 —

JUL.

er brændt ud. Maanen lyser midt fra Himlen.
Jeg gaar ad en smal Skovsti. Men selv nu er
der lyst og let i Skoven i Maanens fulde Skin,
og langt ser jeg ud mellem slanke Stammer af
El og Birk og Ahorn.

Stien løber ud i en fastfrossen Eng, og foran
mig, oppe paa en Bakke ser jeg Kirken med
Lys i alle Vinduer. Festligt ligger den, dette
store, højtliggende Guds Hus.

Jeg spørger en gammel Kone, der gaar op
mod Kirken om, naar Gudstjenesten begynder.
Klokken fire, svarer hun, og nu er den allerede
halvfem. Men da kommer Minderne almægtigt
frem i min Sjæl. Jeg vil gaa til Guds Hus, som
jeg gik der som Barn, atter. høre Julens Bud-
skab.

Og jeg skynder mig op imod Kirken. Jeg sæt-
ter min Hund i Kroen, der ligger ligeoverfor
Kirken, og gaar over paa Kirkegaarden. To
slanke Graner staa ved Kirkegaardsmurens
Laage. Rimen ligger paa deres Grene.

Sagte lukker jeg Kirkens Dør op, og sætter
mig paa en Bænk i Tvergangen. Smukt er her.
Graner vokse -op langs de hvidkalkede Vægge.
Paa hver Kirkestol er der sat Lys, omvundne
ved Foden med Grangrene. Ja, lyst og festligt
er der i denne hvide Kirke med de mørkegrønne
Graner. Er der noget Steds Jul, er det her. Jeg
kan ikke lide de gratis Kirkekoncerter, som de
store Byer spenderer Juleaften. I denne raffine-
rede, kunstige Sang, i disse pragtfulde Musik-
numre er der intet af Julens Fred og intet af
Troens Enfold. Og jeg kan heller ikke lide disse
Gasblus, der imiterer Kirkens gamle Lys ved et
hvidt Porcellænshylster om Gasarmen.

Præsten er en ung Mand med et aabent An-
sigt og en smuk Stemme. Han taler mildt og
jævnt for, at Julen maatte komme til alle, til
fattige og rige, til gamle og unge, til de karske
og de syge, med sin Fred over Sjælene og sin
Forventning om Frelseren.

Og Sangen lyder, enfoldigt og sungen af alle,
om glade Jul og Julens velsignede Barn.

Og da omsider føler jeg mig løftet og baaret
af denne gamle Sang, som jeg selv har sunget
som Barn.

Juleaften og Julenat er over Lande!

Fra Kirken spredes Menneskenes Børn ud lil
Byer og Marker og Villaer, til Julemad og Jule-
gaas og Julegaver og Glæder. Jeg gaar midt i
Skaren og hører Børnenes forventningsfulde
Spørgsmaal og de unge- Pigers lyse, glade Rø-
ster. "Men jeg gaar .hurtigt til, og snart er jeg
-ensom. Kun nu og da ruller en Vogn mig forbi.
Dens Hjul synger paa den frosne Vej, og Mau-
nelyset tindrer i Seletøjets Beslag.

Saa smuk og fredsæl er denne Aften.

Maanens stilfærdige Lys gør alle Omrids
bløde. Jeg ser ud over Landets blide. Enge, over

et Jordsmon, der bølger ud og ind til fjerne
Skove der langt borte.

Nu spiser de Julenadveren.

Jeg standser foran en Villa. Gennem det brede
Vindue ser jeg hele Familjen sidde ved Bordet.
Og jeg bliver selv sulten, jeg husker, at jeg den
hele Dag ikke har spist noget.

Og det er, som gælter min Hund mine Tan-
ker. Maaske har dens fine Næse lugtet Stegen.
Den stryger sig op ad mit Knæ og ser bønligt
paa mig.

Jeg træder ind i Hotellets Vestibule. Under-
vejs har jeg gaaet og drømt om at fejre Juleaf-
ten med god Mad og god Vin, paa godt Service
og i smukke Glas, siddende i et hyggeligt Væ-
relse. En Opvarter kommer mig imøde.

»Hvad kan jeg faa af varm Mad?”

»Herren kan faa Kotelet, Bøf, Gaasesteg.”

»Men hvor kan jeg sidde?"

Han viser mig ind i den store Spisesal. Der
er mørkt og uhyggeligt. Paa et Bord henne i det
ene Hjørne staar en Lampe med ituslaaet Glas,
uden Skærm. Der er hundekoldt, jeg kan se min
Aande.

»Her kan man jo ikke sidde.”

»Ilden er gaaet ud, men der er lagt i igen."

Jeg gaar hen til Kakkelovnen, den er ganske
kold. Dog jeg er sulten.

»Kan jeg da ikke faa et Tæppe til at lægge
over mine Ben?”

Det havde de ikke. Jeg mærkede, at han helst
vilde af med mig. Han skulde maaske selv et
eller andet Sted hen for at fejre Jul.

»Her er for koldt og grimt, her vil jeg ikke
være."

Og jeg ser paa mit Ur, jeg kan naa Toget,
der gaar til Byen fem Minutter før seks. Og jeg
gaar træt og skuffet ned mod Stationen.

Jeg sidder i Ventesalen, og lytter efter Toget,
der skal komme nordfra. Om mig sidder Folk,
der skal ind til Byen for at fejre Julen, mest
yngre Folk, der skal hjem til Forældrene. Og
alle har de Pakker i hvidt og graat Papir, maa-
ske Ugers Arbejde, maaske Ugers Afsavn for at
give og modtage.

Klokken bliver seks, ti Minutter over, et Kvar-
ter over, intet Tog. Jeg finder en Avis paa Bor-
det, og læser om alle de Kaféer, der lukker Kl.
syv, og jeg kan ikke naa Byen inden syv. Jeg
sidder og faar Hovedpine af Sult, og min Hund
kryber sammen ved mine Fødder. Jeg føler mig
ensom og forladt.

Et Tog farer ind foran Stationen, hvæsende
og sydende. Det er et Tog inde fra, og Jernba-
neassistenten trøster mig med, at nu vil det
mindst vare et Kvarter til; thi nu maa Togene
krydse hinanden ved næste Station.

I et Nu er Ventesalen fyldt med travle og

— 195 —

JUL.

glade Mennesker. Det er Folk, der boer herude,
og Gæster, der skal fejre Jul her. De haster forbi
Bænken, hvor jeg sidder, puffer til hinanden for
at komme et Minut før hjem til dem, der- ven-
ter, hjem til Jul og Hygge. Men jeg føler mig
dobbelt ensom, og tænker kun paa det Tog, der
skal føre mig ind til en By, hvor alt er slukket
og mørkt.

Da hører jeg en sige:

»Hvad, er De herude'i Aften?”

Det er min Ven, Fuldmægtig Hirsch, hvis
Villa ligger oppe bag Skoven.

»Ja, jeg har flakket rundt den ganske Dag,
og nu har jeg i over en halv Time med Læng-
sel ventet paa et Tog."

»Hvor skal De da hen?"

»Jeg . . . jeg skal blot ind til Byen og spise
mig noget Mad paa en eller anden Kafé, og
såa 7

»Nej, nu skal De gaa hjem med, saa skal vi
have det rart.”

»Jeg . . . jeg er hverken paaklædt, eller ...”

ȁa ... gaa nu blot med, Vi er ganske for
os selv, min Kone og jeg. Af Fremmede er der
kun denne gale Maler."

Og ud af Sværmen triner en ung Mand med
glatbarberet Ansigt, stor Næse og fremtrædende
Hage.

nHurra, boys! for Ingenting,
det jeg har i Lommen,"
synger han paa ravnorsk.

»Han er splittergal, De maa ikke lade dem
forvirre af ham."

»Ja-a, jaj ærr tinddrende ga-el."

Vi gaar op gennem Skoven ad en smal, mørk
Sti, under høje Graner, der lukker alt Lys ude.

Sult.”

Under vore Fødder et
tykt Lag af Grannaale,
der er som et Tæppe,
at træde paa. Vi gaar

aen

tavse, Mand efter
Mand.
En Uhyggefølelse

kommer over mig, som
jeg gaar der, ad denne
mørke Sti, hvor Maa-
nelyset ingen Magt har,
og hvor jeg ikke kan
se, hvor min Fod træ-
der. Maaske er det og-
saa Sulten, der gør mit
Sind rædt. Men det er
mig, som ventede en
Fare paa mig, der vil-
de opsluge mig. Eller
som gik vi ad en under-
jordisk. Gang, -dybt i
Jorden inde. Og Gan-
gen faar aldrig Ende, og
bag mig styrter den sammen, alt som jeg gaar
frem.

Da dæmrer det svagt, langt borte ser jeg en
lille hvidlig Aabning. Vi gaar hurtigt til, jeg fø-
ler mig atter Herre over mig selv, nu da jeg
undslipper Mørket.

Vi standser oppe paa Gærdet. Igennem Maa-
nenatten blinker Husenes Lys som venlige Stjer-
ner os imøde, der kommer fra Mørket.

»Der oppe ligger mit Hjem,” siger Hirsch, og
der er Stolthed i hans Stemme. Han ser med
Skaberglæde over mod det Hjem, der er hans
eget Værk. Og det ligger der fuldt oplyst, med
det gule Lys rindende ud gennem smaa Ruders
Munding i Maaneskinnets Sølvhav.

Der er Varme og Hygge og Mad for de trætte,
og vi skynder os muntert op over Marken.

Pigen fortæller, at Fruen er oppe for at klæde
sig om. Og selv gaar vi op, for at soignere os
en Smule.

Inde fra Fruens Værelse lyder
aften."

»Ja, Frue! Jeg er sanket op paa en Landsta-
tion, ventende paa et Tog, med Hovedpine af

Kr: »God-

ȁa, er det Dem, det var da morsomt."

»Ikke skulde De have en tør Rugbrødsskorpe
til at begynde med?" .

»Nej, nu faar De vente. Men De maa ikke

.gaa ind i Spisestuen. De skal sidde pænt nede

i Dagligstuen . . . allesammen."

Og saa sidder vi der nede i Dagligstuen. Jeg
tænder en Cigar og falder, som de andre, hen i
mine egne Tanker.

— 196—

JUL.

Der klappes i Hænderne inde i Spisestuen,
der raabes: Kom, og Dørfløjene slaas op.

Bag Bordet, ude i Vinterhaven, straaler Julens
Træ med blinkende Lys og Sne. Og ved Træets
Side staar høj og statelig den unge Frue som
en Vinterens og Julens Genius.

Kaminens Døre staa aabne, Baalet lyser ud i
Stuen, og sender os sin stærke Varme. Naar
Grangrenene kastes ind i Luerne, gnistrer og
knalder de som Jernspaanerne og Krudtet ved
et Fyrværkeri. Og en Duft af Gran bølger gen-
nem Rummet.

Vi sidder der, fire til Bords. Den unge Frue
for Bordenden, nærmest Kaminen, højtidsklædt
mellem disse tre Mænd, der har slæbt Hverda-
gen og Arbejdet ind med sig.

Og saa skrider da Maaltidet frem, lettere og
muntrere, alt som Aftenen rinder. Og Menneske-
nes Børn blive mætte og glade. Og vore Hunde
æder Andeskrogene og Grøden, som de er Ven-
ner til, og blive mætte, og strække sig velfor-

nøjede foran Baalet. Og Kaiten mættes, og læg-
ger sig kælent til Hvile i den unge Frues Skød.

Det er Jul!

Vi staar i Julenatten for at sige et sidste Far-
vel. Den unge Frue har lagt et .Skindslag om
Skuldrene.

Hemmelighedsfuldt ligger Landet for os. En
egen Højtid er over det. Der fødes nogen i denne
Nat. Tyst og stille venter rimklædte Marker og
blankfrosne Søer paa det, der skal komme.
Maanelyset er som Forventningen og Længselen
selv.

Vi gaar hurtigt ned mod Stationen. Søens lyse
Flade skimtes mellem Skovens Stammer. Fra
hvert Bo tindrer Lyset ud i Nattens Stilhed.
Tavse gaar vi. Kun nu og da skingrer gennem
Tystheden den gale Malers Sang:

Hurra, boys! for Ingenting,.
det har jeg i Lommen.

95. December 1898. C. C. Clausen.

I siamesiske Figne.

Af Emil Opffer.

siddende paa en Kurvestol i Forstavnen

paa den lille Damper Sakru, som Admiral

Richelieu venligst havde stillet til min Dis-
position. Solen stod i Vandskorpen og lyste hen
over en skinnende, flaskegrøn Sø. Bag os laa
det siamesiske Fastland som en tynd, halvt ud-
visket Stribe. Den friske Luft kildrede mine Lun-
ger, efter at jeg i saa lang Tid havde indaan-
det den tykke Luft, der plejer at hvile over Si-
ams Hovedstad.

Forude viste sig i Horisonten det uklare, lyse-
blaa Omrids af en Klippeø, der efter et Stykke
Tids Forløb fremtraadte som den 600 Fod høje,
skovbevoksede Ø, Koh-Chang, de mere velha-
vende Bangkokkeres Opholdssted i den hedeste
Tid.

Vi kastede Anker udenfor et stort Hotel, en

| EG vaagnede en Morgen og fandt mig selv

Aflægger af det danske Orienial-Hotel i Bangkok.
Sammen med Kaptajn Andersen (Chefen for Øst-
asiatisk Kompagni) foretog jeg en Vandring
igennem de Indfødtes tæt ved beliggende paa
Pæle byggede By, hvor de bosiddende Siamesere
i hele Geledder, liggende paa Bastmaatter inde
i Husene, foretog sig deres Hovedbeskæftigelse:
at sove. Hvor man tilfældig kommer til at kigge
ind i et siamesisk Hus, opdager man altid en
Bunke sovende Mennesker.

Paa Øen saa vi en Snes Spedalske med af-
ædte Fingre, afmagrede og med andre Tegn paa
deres sørgelige Sygdom. Der var Tale om at
flytte dem over til en øde Ø.

Vi besøgte ogsaa det ældre danske Hotel, der
laa paa el højereliggende Punkt med en henri-
vende Udsigt over den flimrende Sø og med
Fastlandeis maleriske Bjergformationer i Bag-

— 197 —

|
|
|

00. RØN EREERE

I SIAMESISKE EGNE.

grunden. I Salen hang et stort Billede af Kong
Ghulalongkorn i Gallauniform. Han havde dine-
ret her sammen med 35 af sine Hustruer. Kon-
gen har iøvrigt senere bygget sig et Palads her-
ude.

Vi tog os et Søbad og svømmede om Bord
for at lade Sakru dampe over ad Fastlandet til.
Fra vore Kurvestole i Forstavnen og iførte et Par
lette Kineserdragter, nød vi Synet af den tropi-
ske Kyst. Et Par sorte Marsvin snøftede forbi
os i deres bølgelignende Bevægelser. Inde ved
Landet sprang en Slags store, sølvglinsende
Hornfisk op i Vandkanten og fortsatte i en lang
hoppende Bane deres Vej i Bølgekammene. Tu-
sinder af Smaafisk sprang paa en Gang som ef-
ter fælles Aftale op i Kompagnivis. Kort sagt:
der var det livligste Røre i Vandet.

Vi ankrede op udfor et Par Bambushytter,
byggede paa Pæle i Strandkanten. Da vi steg i
Land, kom hele Kolonien: Mænd, Kvinder og
Børn løbende for at betragte os. Børnene vare
alle nøgne; kun Pigebørnene havde om Lænden
bundet et Baand, hvori hang et lille Messing-
hjerte. Det var tydeligl nok, at man her ikke var
vant til at se Evropæere, thi Børnene var ganske
sky og løb af Sted, saa snart vi gjorde en Be-
vægelse. Man betragtede med stor Nysgerrighed
vore Vandstøvler og Gamascher, som vi havde
taget paa for at gardere os imod Slangerne.

Med indfødte Førere og ledsagede af et Par
patronbærende Matroser begav vi os ind i Sko-
ven. Mægtige hvidstammede Gummitræer skyg-
gede over den frodige Jordbund. Hist og her
kom vi ind paa store Enge, hvor vilde Høns, ført
an af røde Haner, ved første Mistanke foer af
Sted i rasende Karriére. Fasaner med lang Hale
vare heller ikke sene til at forsvinde. Derimod
gav de vilde Duer lettere Lejlighed til Aflæg-
gelse af Prøver paa vor Sikkerhed i at haand-
tere en Winchester. Duerne vedbleve i deres
Uskyldighed at sidde paa Grenene og kurre, ind-

til de styrtede hovedkulds ned, ramt af et Par
Hagel.

En stor rød Høg, en grønt skinnende Kæmpe-
due, en sort Peberfugl med et mægtig gult Næb
maatte bide i Græsset før vi begav os om Bord.

Næste Morgen tog vi fat, før Solen havde vist
sig paa Himlen. Der var behageligt i Skoven i
den aarle Time. Duerne begyndte deres hygge-
lige ”Kurren, og Græshopperne lavede allerede
den dejligste Musik.

Vi havde først til Morgen et Eventyr med
tre—fire halvvilde Bøfler, der stod inde i Krat-
tet og gloede paa os med deres dumme, blod-
skudte Øjne, aabenbart i Tvivl om, hvorvidt de
skulde gribe Offensiven eller Defensiven. Hel-
digvis for os greb de den sidste; med opløftet
Hale løb de afsted ind i Skoven, saa at det dun-
drede i Jorden efter dem. Et Par smaa Raadyr

havde Hast med at komme bort, da de blev os -

var.

Rundt omkring i Træerne sprang nogle smaa,
sorte Maarer af Sted paa Grenene; naar de lod
sig alt for tydeligt se, fik de et Par Hagel efter
sig, men de vare os for hurtige i Vendingen. I
Trætoppene fløj grønne Papegøjer og blaat glin-
sende Fugle med lange, saksformede Haler il-
somt bort, saasnart de hørte Skuddene.

Vi gik saa atter ned til Kysten for at tage
paa Storjagt ovre paa den grønne Ø, Koh Kram.
Paa Strandbredden lod vi en Indfødt klatre op i
en Kokospalme. Han bragte os et Par store,
grønne Kokosnødder, huggede Spidsen af og lod
os drikke den dejlige, læskende Mælk. Der var
allermindst tre Pægle klar IKokosmælk i hver
Nød.

Atter om Bord. Med Røgen ud af Halsen kar-
lede vor Damper af Sted, bugserende en Baad,
hvori fem siamesiske Jægere med et Par afret-
tede Ulvehunde til Brug for Jagten paa Koh Kram.

Vor Damper bevægede sig fremad imellem de
dejligste Landskaber med Fasiland paa den ene
Side og frodige Øer paa den anden Side. Søen
laa klar i Smaragdens Farve, der til Tider i den
krusende Vind gik over i en kraftig Kløverku-
lør. De springende Smaafisk spillede i Sollyset,
medens Flyvefisk stod som en Pil hen over
Vandfladen, durnpende ned, hvor de kunde bedst.

Koh Kram er en idyllisk beliggende Ø. Den
strækker sig over en Flade paa 12 engelske
Kvadratmil. Ankeret faldt under dens høje, skraa
Skovsider, og efter at vi havde taget nogle Ko-
raller op fra Bunden, der var mangfoldigt over-
saaet med en Skov af de fine Stenvækster, gik
vi med ,Riffel paa Skulderen i Land og ind i
Skoven. Oppe fra Trætoppene lød nogle stik-
kende, hæse Skrig. Det var Aber. Det var van-
skeligt at komme frem, og jeg begav mig ud til
den hvide Strand, for at vente paa, hvad de
tvende, glubende Hunde kunde bringe til os
fra Kraitet.. Hvor jeg sad, havde et mægtigt
Tusindben efterladt sit Spor i Sandet, der var
iblandet med de prægtigste Konkylier.

Min lille Siameser-Boy pegede ud over Van-
det. Det var den trekantede Rygfinne og spidse
Halefinne af en Femfodshaj, der viste sigi Vand-
fladen. Jeg gav den nogle blaa Ænter et Par
Overgange, men det endte med, at Hajen gan-
ske ugenert gik sin Vej, rimeligvis med en større
Ladning Hagl i Livet.

Der blev varskoet: Et Dyr paa den anden
Side Øen! Jeg sprang øjeblikkelig i Vandet og
for ud til min Baad, stikkende mig paa Søpind-
svinenes lange, sorte Børster, men Dyret ...!

Mine to Siamesere roede saa hurtigt de for-
maaede (hvilket ikke vilde sige meget), og da vi
naaede om Pynten, saa vi et mægtigt Dyr svømme
midt ude i Strømmen. Jeg gav den ene Siame-
ser mit Ur og min Trøje og stod beredt paa at

— 198 —

EA!

I SIAMESISKE EGNE.

Hs. Maj. Kongen af Siam og Kronprinsen i Oksekærre.
Kongen sidder under Solskærmen i den første-Vogn — Richelieu holder med sin Haand ved den anden Vogn.

springe i Vandet for at føre Dyret levende i Land.
Men inde fra Kysten lød Advarselsraab ud til
mig. Kaptajn Andersen kom med sin Baad ud

paa Dybet, og en Kineser af Besætningen las- .

soede Dyret. Den blev slæbt om Bord ved Hjælp
af Reb om For og Bagben. Da det var vel om
Bord, opgav det Aanden, enten af Skræk eller
Udmattelse eller maaske kvalt af Kineserens
Lasso. Det var et prægtigt ungt Dyr, omtrent
paa Størrelse med en dansk Kronhjort.

Gudskelov for Kaptajn Andersen! Havde han
ikke raabt ud til mig i rette Øjeblik, havde jeg
da snart efter ligget i Maven paa en eller anden
Grundhaj. Der er saa tæt af Hajer i det dybe
Farvand, at det skulde være et rent Mirakel, om
man ikke blev spist paa Stedet.

Efter den lille Træfning nød Kaptajn Andersen
og jeg vor Tiffin paa Damperens Dæk, og me-
dens den isafkølede Johannisberger afløste den
blaasorte Burgunder, bragte Folkene os efter-
haanden hele tre Hjorte, tagne af Hundene, om
Bord.

Vi fandt, at detie kunde være nok, og vi dam-
pede om paa den anden Side Øen, der udmær-
kede sig ved store mystiske Huler, kronede af

. aparte formede Kaktus, store Palmer og forskel-

lige Slags Løvtræer.
Solen gik ned, stor og luende rød. En lang,

flimrende Purpurstribe skinnede hen over de
blødt rundede Bølgetoppe, indtil hele Himlen
stod som en rasende Brand.

Paa en Studs var det mørkt. Vi gik i Land
for at fange de store Havskildpadder, som efter
Solens Nedgang plejede at færdes her og lægge
deres Æg i Sandet. Vore Siamesere kendte Smut-
hullerne. I store Fordybninger, en Snes Ålen fra
Kysten, saa jeg de smaa brune Matroser staa
paa Hovedet, halvt forsvundne, og efterhaanden
bringe store Haandfulde runde Æg op. De smage
omtrent som Hønseæg.

Vi fulgte Sporene af forskellige store Skild-
padder fra Strandkanten og opefter, men des-
værre: Vandet begyndte at falde, og der kom
ingen Skildpadder den Aften.

Dermed var vor Jagt til Ende. I Nattens Mulm
dampede vi af Sted og næste Morgen traf vi i
Golfen paa en norsk Bark, ,, Lyra" af Arendal.
Kaptajn Andersen sendte et halvt Dyr om Bord,
Og »Lyra"s Kaptajn viste sig, svingede med
Hatten og sagde et velment, norsk: ,,Tak ska'
De ha”!

Alter gik vi over salten Vove til Bangkok.
Ud for Floden mødte vi fire kongelige Skibe.
Fra , Fylla" havde Kongens Broder, Premiermi-

nister Ong Noi, hejst sin vældige, røde Stander.

— 19 —

|
I
i
i
||

bå, zar nere "s= ur Sen, re

ens sr PR ge sr slkn rn Mn ns royal

nm HEL RER SR

I.SIAMESISKE EGNE.

Officerer ombord paa ,,Valkyrien" under Siam-Turen. (Særlig fotograferet for Hver 8. Dag.")
Paa iredie Siddeplads i forreste Række ses Hs. kgl. Højhed Prins Valdemar.

Paa Skibsbroen stod Admiral Richelieu og 1il-
vinkede os en venlig Hilsen, da vi gled forbi.
Selvfølgelig vakte de fire Hjorte udelt Tilfreds-

om en lykkelig Aftén i Sabatum, en Slags ,,Kir-
sten Pils Kilde" udenfor Bangkok, hvor vore

Landsmænd tilbringer nogle Aftener om Maane-

hed i den danske Koloni, thi 'de vare et Varsel den paa ægte, gammel nordisk Vis.

men mer]

ER er kommet nyt

se Blod i vor Opera
Fr i de sidste Aar;
”& : ja, den er egentlig
I bleven en helt anden.

(oa SEERNE Medens den i 1892 raa-

dede over følgende Perso-
nale: Herrerne Schram,
N. J. Simonsen, Christophersen, Aage Foss, Algot
Lange, Alex. Brandt og Fr. Brun samt DamerneSo-
phie Keller, Emanuela Schrøder, Fanny Christen-
sen, Regina Nielsen, Harriet Rothe og Clara Skytt,
tæller den nu følgende Kræfter: Damerne Dons,
(som for Tiden har Orlov og, efter hvad der si-
ges, aldrig mere vil betræde Scenen), Fanny
Christensen, Regina Nielsen, Ida Møller, Mar-
grethe Boeck, Johanne Brun, Emilie Ulrich,
f. Boserup og Krarup-Hansen, samt Herrerne

Johanne Brun.

Vor Operas unge
Kræfter.

Simonsen, Brandt (der
har haft Orlov saa længe,
at han næsten ikke kan
medregnes), Herold, Cor-
nmelius Petersen, Fr.
Brun (der saa at sige al-
drig optræder), Edv. Ager-
holm, Lincke, Max Miil-
ler og Helge Nissen.
Man vil se, hvor faa der er tilbage af ,de
gamle", d. v. s. af den lidt ældre Generation.
Naar undtages N. J. Simonsen, — der jo har
holdt sin prægtige Røst forbavsende frisk gen-
nem Åarene og saaledes udmærket vel kan tage
det op med Kollegerne af de senere Aargange, —
og Fr. Brun er det da saa godt som udelukkende
de unge, der bærer den Smule Operarepertoire,
vi har herbjemme i det statsunderstøttede Skue-

Margrethe Boeck.

gener

VOR OPERAS UNGE KRÆFTER.

spilhus paa Kongens Ny-
torv, — man behøver blot
at tænke paa saadanne
Forestillinger som ,Car-
men", ,Troubadouren",
»Den flyvende Hollæn-
der" og nu , Figaros Bryl-
lup”.

Der var en Periode, da
det saa ud, som om det
skulde knibe haardt at
finde Sangere og Sanger-
inder, der kunde træde i
Stedet for de ældre, som efterhaanden blev ud-
slidte og sattes ud af Spillet eller havde saa me-
gen Selverkendelse, at de frivillig trak sig tilbage,
medens Tid endnu var. Man saa med en vis
Ængstelse hen til den Dag, da man skulde er-
statte hver paa sit Omraade saa fremragende
Operister som Fru Litken, Fru Keller og Schram,
og man sagde til sig selv, at dem vilde man al-
drig faa igen. Ganske rigtig! Man fik ikke dem
igen, men man fik efterhaanden andre, der kunde
overtage deres partes, gaa ind i deres Fag og
om ikke helt løfte deres Arv, saa dog gøre hæ-
derlige og anerkendelsesværdige Forsøg paa det.

Det er en kedelig Fordom, at den, der følger
efler en stor eller blot fremragende Kunstner i
en Rolle, skal tage denne ganske paa samme
Maade som Forgængeren, og at hvis det ikke
sker, er den nye Fremstiller ikke til at sammen-
ligne med den gamle. Det er den Slags Idéer
hos Publikum, der gør det saa vanskeligt for
mangen ung scenisk Kunstner at slaa igennem i
Roller, hvori en ældre har fejret Triumfer. Da
det jo dog er vitterligt, at to Mennesker aldrig
er ens, hvordan i al Verden skulde saa to Kunst-
nere eller Kunstnerinder efter hinanden kunne
løse den samme kunstneriske Opgave paa samme
Maade? Er. der en Personlighed, maa den have
Lov til at give sig Udslag, og har en Kunstner
visse Ævner fremfor sin Forgænger i Rollen, bør
han selvfølgelig benytte disse, maaske for at
bøde paa Mangler i Retninger, hvor den anden
havde særlige Fortrin.

Lad os til Eksempel tage Schram! I sine se-
nere Åar var det særlig hans store dramatiske
Ævner, man beundrede, medens hans Stemme

RT Chen
as

Vilh. Herold.

"kun var en Skygge af sig selv. Da saa de Unge

— først Emil Holm, saa Lincke, Helge Nissen
og Max Miller — blev sat til at udføre hans
gamle Partier, beklagede- man sig over, at disse
Efterfølgere manglede hans frodige Skuespiller-
fantasi, hans Lune, hans Avtoritet, — som kun
Aarcne og den lange Rutine kan give, — me-
dens man var stærkt tilbøjelig til at overhøre,
at man havde faaet unge friske Stemmer, der i
en ganske anden Grad end hans Bas-Ruin lod
Partierne vokalt komme til at gøre sig gældende.

Saaledes gaar det jo altid: hvad der vindes

paa den ene Led, tabes i
Reglen paa den anden
Led; man kan sjældent
faa baade i Pose og i Sæk;
og virkelig dramatisk be-
gavede Sangere med vir-
kelig udmærkede Stemmer
hænger ikke paa Træerne,
her saa lidt som andet-
steds, og hos os mindre
end andetsteds, fordi
Chancerne er ringere.

Vi bør da holde os fra
alle golde Sammenligninger mellem før og nu
paa det Omraade. De, der er gamle nok til at
have hørt Christian Hansen og Nyrop og Schram
i hans unge Dage, kan jo glæde sig over deres
smukke Opera-Minder, men deres Erindringer
bør ikke trænge sig paa os andre, der aldrig har
kunnet høre disse udmærkede Kunstnere, og
blande Malurt i vor Glæde ved at nyde det nu-
værende Opera-Kulds Præstationer.

De Kræfter, vor Operascene for Tiden har til
Raadighed, har det tilfælles, at deres Stemmer
er gode, friske og unge, og at deres Lyst til at
tage fat og bestille noget er stor; at der tilsyne-
ladende alligevel udrettes saa forbavsende lidt
Sæsonen igennem — i hvert Fald maa enhver
indrømme, det har været Tilfældet de nærmest
foregaaende Aar, — ligger i helt andre Ting,
bl. a. i Systemet, som det dog ikke er Menin-
gen her.at komme ind paa at kritisere.

Med den Arbejdskraft, den ungdommelige
Spændstighed og den Sum af Talent, vort nu-
værende Operapersonale besidder, maa der un-
der en omsigtsfuld, energisk Ledelse, der for-
maar at disponere og holde Disciplin, kunne præ-
steres meget og gennemgaaende fornøjelig Opera.
Og det skal nok vise sig, at den Dag, Operaen
— sammen med Balletten — fik Bygningen,
som nu staar paa Kongens Nytorv, stillet til Dis-
position for sig alene, saa at Skuespillet med
dets Prøver og andet hæmmende Tilbehør for-
lagdes til en anden Scene, — den Dag vilde
Operisternes Lyst til at arbejde og Ævne til at
tage fat vokse endnu yderligere.

Der er da kun Åarsag til at være glad for de
Sangere og Sangerinder, vor Opera i Øjeblikket
raader over, og det vil efter disse forudgaaende
Bemærkninger være paa sin Plads at skænke
hver enkelt af dem en kort karakteriserende
Omtale.

Cornelius Petersen.

Gustav Hetsch.

— 2% —

Musik: OLFERT JESPERSEN.

IS.

øjtel

En lille Julevals.

Julesne og Sk

-ERICHSEN.
, Vals Tempo.

Text: L. MYLIUS

tyst o-ver

vær alt det |grim-me et

skyn-

der sig | ud modden

(<]
==)
'
[=
DD
i
nm
>
4
a=]

(<=)
æ
<d
—
(sm

lig

et da |virke

Her-re-gud!ska

tj

By— aa

nes |gam - le

-der-

og |Fær-gen den |frag-ter sit Ju - le -| læs til | Jy

)

de |Strand

de |Busk er

spi-ren

de |koldt! Sit |Fla

-den

ten er |med,det er | bi

den

sker Na -
stjaal - ne
ser hans

og
end
ham | hil

øn

kj
”)

==
n
=
[s=

12)
5)
H=|
U
&o
k=
'
o
=|
U
(=|
o
=
wo
=
'
ao
|
'
an
un

Fær - gen |holdt

der den |Regn og den

er der vel

han |fam

ler ner -| vøs. Saa gør

ha

razioso

is!
is!

-te-! is!

Ju - le-fsne! og |Skøj

Malgamit-Ofrene.

Roman af H. S. Merrimann.

Oversat af Johannes Magnussen.

Indhold af Begyndelsen,

I Begyndelsen skildres, hvorledes Professor von Holzen i Haag besøger en døende Mand og køber en værdifuld Opskrift af
ham. Da Manden er død, tager von Holzen sine Penge igen.

.…, Læseren føres dernæst til London. En ung Verdensmand, Ton
sejrrigt tilbage fra en Ekspedition i Indien. De gaar sammen hen til Tonys Kusine, Frøken Joan Ferriby, hvem de træffer optaget
af Arbejde i velgørende Øjemed. Hun omtaler et nyt stort Velgørenhedsværk, som hendes Fader, Lord Ferriby, paa en Hr. Rodens
Opfordring har sat si i Spidsen for. Det vedrører Fabrikationen af Malgamit, et Stof, der er nødvendigt ved Papirfabrikationen,
men livsfarligt for Ar »ejderne. Han vil nu danue et Selskab, der skal beskytte Arbejderne og samle dem paa él Sted saaledes, at
Selskabet overtager al I"abrikation af dette farlige Stof. I den Anledning holdes der et Møde hos Lord Ferriby, ved hvilket Besty-
relsen vælges, der bl. a. kommer til at bestaa af Lord Ferriby, Cornish, White, Roden og Professor von Holzen.

Handlingen forlægges nu til Haag, hvor Percy Roden paa et Hotel gør Bekendtskab med en yngre Enke, Fru Vansittart, med
hvem han taler om Malgamitarbejderne og Selskabets Planer om at samle dem alle i Holland. Roden omtaler, ut han har en Sø-
ster, som han bor sammen med i Nærheden. De uhyggelige Malgamitarhejderes Ankomst til Haag i Taage og Slud skildres. De føres
dertil af Cornish og modtages af Roden. Derfra gaar Rejsen til Klilterne ved Scheveningen, hvor Fabriken ligger. Denne beses
en Del Korrespondenter til fremmede Blade. Roden forestiller Cornish for sin Søster Dorothea, der er en Skolekammerat af Joan
Ferriby, Man indføres saa i Malgamitselskabets Kontor i London, hvor Cornish har alt Arbejdet, medens Lord Ferriby kun møder
der for et Skins Skyld, I dette Kontor samles ogsaa Kredsens Damer til smaa Udvalgsmøder og Theselskaber, Man beslulter at holde
et ,Malgamitbal"«, I Haag dør imidlerlid atter en af Arbejderne, til Trods for von Holzens Løfter om, at deres Sundhedstilstand

Cornish, træffer en gammel Ven, Major White, der vender

skal blive forbedret.

BE var Roden, svm gav sig af med Palienten;

men den døende Mand ænsede ham ikke, han

vedblev at se hen paa von Holzen. Udtrykket

i hans (Øjne viste, at han vilde have talt til
ham, hvis de havde haft noget Sprog fælles. Roden
opdagede Mandens Blik og forstod maaske dets Be-
tydning; thi Percy Roden blev hindret i at gøre Kar-
riére ved den værste Hemsko af alle — han havde et
blødt Hjerte. Han kunde tale haardt nok om Malga-
mitarbejderne som Klasse betragtet, men han følte
sig draget til dette stumme Menneske. Han følte den
størsle Trang til at gøre det umulige. Von Holzen
havde ikke lovet, at der ingen Dødsfald skulde ind-
træffe; han havde kun paataget sig at indskrænke
Malgamitindustriens Farer efterhaanden, langsomt,
men sikkert, indtil de ikke eksisterede mere. Han
havde desuden Sindsstyrke nok til lige over for den
foreliggende Begivenhed at henvise til en bedre Frem-
… tid. Han følte sig, kort sagt, ikke hemmet som Roden.

Solen sank ned i det rolige Hav, og Aftenens Skyg-
ger listede sig mod Vest, hen over Klitterne. Jærn-
kanslerens Ansigt forsvandt efterhaanden i Mørket,
tilsidst var det kun en Skygge i en Ramme paa den
nøgne Væg. Harmonikaspilleren spillede ikke mere.
Tavshed hvilede over Land og Sø.

Von Holzen drejede sig om paa Hælen og bøjede sig
ned over Sengen.

»Kom saa," sagde han til Roden med bortvendte
Øjne. ,,Det er forbi. Der er intet mere for os at gøre."
, Med et Blik hen imod Sengen fulgte Roden ham
ind i Værelset ved Siden af, hvor Sygeplejersken sad,
og hvor deres Frakker og Hatte laa paa Sengen. Von
Holzen tiltalte hende paa Tysk.

.»Ja," svarede hun med mild Deltagelse og lagde
sin Avis sammen.

De to Mænd gik ud i den skarpe Lufl; de saa” ikke
paa hinanden og talte ikke sammen. Maaske de vid-
ste, at det er det bedste at tie, naar det er vanskeligt
at tale om en Sag. De gik.over Sandet mellem denne
Hytte og de andre, der laa grupperede om Fabriken
” som Telte omkring deres Hovedkvarter. En af disse
Hylter var von Holzens — den indeholdt ire Værel-
ser, i hvilke han arbejdede og sov. Vinduerne vendte
ud imod Fabriken og imod den eneste Udgang til
det Gilter, der omgav hele Kolonien. Von Holzen
havde for Skik at lukke sig inde i Dagevis og leve
saa ensomt som en Østers i sin Skal. Da han stod
ved Døren, vendte han sig om.

»De maa ikke være ked af det," sagde han til Ro-
den uden at se paa ham. ,Der er jo ingen Ting at
gøre ved det."

»Nej, det véd jeg.”

»Og vi maa naturligvis tie. God Nat, Roden!"

»Ja, naturligvis. God Nat, von Holzen!«

Percy Roden gik gennem Gitterporten og vandrede
langsomt over Klitlerne hen imod sit eget Hus, me-
dens von Holzen iagttog ham fra Vinduet.

9. KAPITEL.
Em Skygge fra Fortiden.

»Ja, det er længe siden — , lang, lang ist”s her!" —
Kan De huske den Sang, som Fru Neumayer altid
sang? Det er saa længe siden, Hr. Cornish — ja, nu
maa jeg jo sige Hr. Cornish og ikke Tony."

Fru Vansittart lænede sig tilbage i den magelige
Stol og saa” spejdende paa sin Gæst. De, der ser mest,
er de, som aldrig synes at iagitage. Det er uheldigt,
al andre skal sige, at man er saa skarpsynet, og
Folk sagde det om Fru Vansittart, der havde rappe,
mørke Øjne og et fiffigt Væsen.

- »Ja," sagde Gornish, ,det er længe siden, men jeg
synes dog ikke saa længe."

Der kom en lille Rynke i hans kønne, glatte Ansigt
ved Bevidstheden om, at hun hentydede til Minderne
om de Dage i Weimar, da hun, som nu var Enke,
havde været en ung gift Kone. Tony Cornish havde og:
saa været ung og let modtagelig for Indtryk den Gang.
Det var, før Verden havde slebet hans Overflade og
gjort den blank og haard. I Weimar havde Fru Van-
siltart gjort det Indtryk paa ham, at hun var én af de
sjældne Kvinder, som havde giftet sig af Kærlighed.
Og nu havde han tilfældigvis truffet hende paa Ga-
den i Haag for et Par Timer siden og gjorde pligt-
skyldigst straks Visit i Huset paa Hjørnet af Park-
gade og Oranjegade. . 2 i

»Jeg kender Deres Historie, siden De var i Wei-
mar," sagde hun og saa' paa ham med en næsten
moderligt ransagende Mine.

»Jeg har ingen Historie," svarede han. ,,Jeg havde
ikke en Gang en Fortid for et Par Aar siden, da en-
hver Mand, der tog Sagerne alvorligt, mindst havde
én."
Han talte, som han havde lært at tale, overfladisk
— med det Formaal at faa Tiden til at gaa og at
undgaa Æmner, som muligvis kunde være pinlige.
Denne gode Bevæggrund maa sikkert tilskrives mange
Mennesker, der synes at være egoistiske, Man er i
alt Fald sikker, naar man taler om sig selv. I det sel-
skabelige Samkvem er det tilstrækkeligt, naar man

REE", ER

MALGAMIT-OFRENE.

lader ganske uvidende om, at der skjules et Skelet i
hvert Hus.

Der fulgte en Pause efter Tonys heltemodige Tale,
og det var maaske bedre at møde den med aaben
Pande end at undgaa den.

»Ja," sagde saa Fru Vansittart, ,jeg er Enke og
barnløs. Jeg kan læse det Spørgsmaal i Deres Øjne.”

Cornish nikkede og saa” ud af Vinduet. Fru Vansit-
tart var kun et Aar ældre end han, men Forskellen i
deres Liv og Erfaring havde gjort hende ældre endnu,
da de havde truffet hinanden i Weimar.

»Saa har de aldrig —" sagde han og standsede.

»Nej,' svarede hun. ,Jeg er, hvad man kalder uaf-
hængig. Jeg har ikke Spor af noget Paahæng eller
nogen Byrde, der tynger paa mig."

Han nikkede igen uden at tale.

»Grænsen imellem en Byrde og et Formaal er ikke
saa let at drage, vel?" sagde hun let. Saa tilføjede
hun; , Hvad giver De Dem af med i Haag? — Mal-
gamit?"

»Ja,f svarede han overrasket, ,,Malgamit?%

»Det- véd jeg Besked med," sagde Fru Vansittart
leende. ,Jeg taler mindst en Gang om Ugen med Do-
rothea Roden."

»Men hun har ikke Interesse for det."

»Nej, mon ami, ikke, undtagen for saa vidt det
vedrører hendes Broder og tvinger hende til at bo i
en trist lille Villa mellem Klitterne."

»Og De — har De nogen Interesse derfor?

rJa, det har jeg rigtignok. Jeg har endogsaa givet
min lille Skærv. Jeg interesserer mig for" — hun
standsede og trak paa Skuldren — ,for Dem, siden
De spørger om det — for Dorothea og for Hr. Roden.
Det er for Resten ham, der har givet mig de Blom-
ster, De ser saa alvorligt paa."

»Ja saa!" sagde Cornish høfligt.

»Ja," svarede Fru Vansittart med et lille Smil. ,Han
er saa venlig at forære mig Blomster af og til. De
gav mig aldrig Blomster i gamle Dage, Hr. Cornish."

reg havde ikke Raad til at købe smukke Blom-
ster,”

»Og De vilde ikke købe billige?”

nikke til Dem," svarede han.

»Ak, det er saa længe siden!"

»Ja. — Det glæder mig at høre, at De kender Frø-
ken Roden. Det gør den lille Villa imellem Klitterne
mindre trist. Malgamitatmosfæren er ikke opmun-
trende. Den tager sig bedst ud i en Selskabssal i Lon-
don. Det er én af de Ting, som dufter ilde, naar man

kommer for nær."

n»Kommer De nærmere til den?"

»Den kommer nærmere til mig.”

n»Ja saa! sagde Fru Vansittart og saa' paa sine
mange Ringe. ,Jeg troede, der skulde være en Slags
Sammenkomst. ;

»Det skal der ogsaa. Det er derfor, jeg er i Haag.
Lord Ferriby og hans Familie kommer i Morgen, og
det gør ogsaa min Ven, Major White."

»Ér det ham, der har været ude at slaas i Indien?”
spurgte hun.

»Ju netop. Vi skal have et højtideligt Møde, Man
anser det for nødvendigt at forandre vor finansielle
Stilling —" SE i
Hr bealetiad hævede afværgende Haanden. ,, Tal
ikke til mig om noget finansielt," sagde hun. ,Jeg
forstaar mig ikke paa Penge. Det er ikke fra det
Syneern jeg betragter deres Malgamitplan."
de” me Maa jeg spørge, fra hvilket Synspunkt det

a er : 3

»Fra et humant Synspunkt — ligesom alle de andre
Kvinder, som interesserer sig for det. Jeg indrømmer,
at vi gør Fremskridt, men jeg tror, at vi altid gerne
vil overlade det ,finansielle" til Deres underkuede
Køn.”

»Det er meget pænt af Dem, at De interesserer

Dem for de stakkels Mennesker," begyndte Cornish;
men Fru Vansittart afbrød ham ivrigt.

»De stakkels Mennesker! Gudbevares!" udbrød
hun. ,Tror De, jeg mener Arbejderne? Nej! Dem inter-
esserer jeg mig ikke for. Jeg interesserer mig for Folk
som Roden, Ferriby, White og Tony Cornish. Jeg
gad vide, hvem der kommer op at skændes, og hvem
— ja hvem der gør det modsatle, og hvad det hele
bliver til. I min Tid kom unge Mennesker sammen
for at more sig; det er gaaet af Mode. Nu prøver man
paa at gøre det umulige, at standse Stjernerne paa
deres Bane ved at holde Fællesmøder og ved lydeligt
at forkynde forslidte, trivielle Fraser om de fattige
og Masserne — det er den Slags Ting, som bringer
den moderne Slægt til det Samkvem, som ender med
Kærlighed, Giftermaal og Død — det gamle Program.
Og det er kun fra det Synspunkt, at jeg har en Smule
Interesse for Deres Malgamithistorie.”

Tony Cornish huskede dette senere; for det var ikke
sandt. — Han rejste sig for at sige Farvel og udtrykte
høfligt Haabet om at se hende igen.

»Har De saa travlt?" spurgte hun. ,,Jeg venter Do-
rothea Roden; hun har lovet at komme til The. Hun
bliver skuffet, hvis hun ikke træffer Dem."

Cornish lo paa sin lette Maade. ,,Det er meget ven-
ligt af Dem at tænke saaledes," svarede han. ,,Frøken
Roden aner knapt min Eksistens." Pad

Han blev alligevel og gik nogle Minuter omkring i
Værelset og saa” paa Blomsterne og Billederne, som
han forstod sig abknrat tilstrækkeligt paa. Han vidste,
at Fuksiaer og Tulipaner for Øjeblikket var moderne,
og at Kameliaer og dobbelte Hyacinther ikke var
det. Han vidste lidt om Billederne og gjorde et Par
Spørgsmaal om nogle, der hørte til den hollandske
skole. Han var jo i det hele en ung Mand med almin-
delige Interesser. Saa satte han sig igen, og Fru Van-
sittart syntes ikke at lægge Mærke til det, skønt hun
saa” paa Uhret, 2

Et Par Minuter efter kom Dorothea. Hun skiflede
Farve, da Fru Vausittart halvvejs præsenterede Cor-
nish med den konventionelle Frase: ,,De kender jo
hinanden!"

»Jeg vidste, at De kom til Haag," sagde Dorothea
og gav ham Haanden. ,Jeg fik Brev fra Joan forleden.
De kommer jo alle, ikke sandt? Jeg er bange for, at
jeg skal skuffe Joan meget. Hun tror, at jeg er fuld-
stændig optaget af Malgamitarbejderne, og det, véd
De jo nok, jeg ikke er.”

Han lo og henvendte sig til Fru Vansittart, der
iagttog hende nøje, som om Dorothea udfoldede en
eller anden Egenskab, som den ældre Kvinde. hidtil
ikke havde kendt. Den unge Piges Øjne straalede
ganske vist mere end sædvanligt.

»Joan tager nogle Ting med stor Alvor," svarede
Cornish.

»Det gør vi alle," sagde Fru Vansiltart uden at se
op fra Thebordet, hvor hun var optaget.

»Det er naturligvis en Fejl." 7

»Ja, muligvis," svarede Fru Vansittart. ,,Vil De
have Sukker, Frøken Roden?"

»Ja, Tak, det maa jeg ganske alvorligt bede Dem
om. To Stykker." ARE

»Ligner De Joan!" spurgte Cornish, idet han rakte
hende Koppen. j

»Er der noget andet, De tager alvorligt?"

Nej," svarede Doroihea Roden leende.

Fortsættes.

— 901 —

ennen

Mounet Sully som Hamlet.

Mounet Sully.

I) Mounet Surzy i 1868 paa Odeon-Teatret
|

traadte frem for Puriserne var de meget uvil-

lige til at anerkende hans Talent. Man
ofrede hverken ham eller hans Medspillerske,
Sarah Bernhardt, nogen Opmærksomhed, og da In-
teressen fra det franske Publikums Side og=aa de
følgende Aar udeblev, bestemte han sig i sin Mod-
løshed til helt at forsage den Kunst, han elskede
højere end alt og gemte sig fortvivlet bort i en lille
Landby, sysselsat med kommunalt Kontorarbejde.
Falde til Ro paa Kontorstolen kunde han dog ikke
og en skønne Dag genopdagedes han af den store
Delaunay fra Théatre frangcais, der forbløffedes over
den Prøve, han aflagde for ham og straks lovede at
anbefale ham til Nationalscenens Direktør. Saa
debuterede da Mounet Sully Sommeren 1872 paa
Théatre frangais i en af Racines Tragedier. Hans
ejendommelig skønne Skabning, hans Stemme, der
var saa rig paa Vellyd, det melankolske Blik og det
voldsomt flammende Temperament vakte straks Be-
gejstring. Fra nu af fik han Lejlighed til at udføre
en Række af de store tragiske Helteroller hos Cor-
neille og Racine, hos Shakespeare og Hugo og
vandt sig Ry over Verden længe inden han fik i
Sinde at vise den sin Kunst: Nu, da vi lærer ham
at kende, har han ffyldt sit otteoghalvtredsindsty-
vende Aar, men endnu brænder den hellige Ild i
hans Kunst med uforringet Styrke.

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

triske Lysbad vundet bestandig mere Ry. Naar
Sommersolen, i hvis Straulebad der ligger Læ-
gedom, er forsvundet, da tager man sin Til-

B LaNDT moderne Helbredelsesmidler har det elek-

.
i.
HC.

flugt til det elektriske Lys, der har vist sig ikke min-
dre helbredende. De to hosstaaende Billeder viser
tydeligt, hvorledes disse Badeapparater er indrettede.
Man aabner Døren til et elegant, ottekantet Skab,

Det elektriske Lysbad, lukket og aubent.

gs

i.
Eg
i
g
Es

—æn
si mas

"SENER

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

som indvendig er garneret med Rækker af elektriske
Glødelamper, ialt 50 Stykker, Desuden er det her gen-

givne Lysskab forsynet med fire stærke Buelamper.
Den badende tager afklædt Plads paa en lille Stol
inde i Skabet, hvis Døre "lukkes og efter nogle faa SADIG med at de moderne Krigsvaaben bliver mere

Minuttters Forløb indtræder en slærk Transpiration.

Der fyres pua Boererne.

For Hudsygdomme og Nervøsi-
tet har disse Bade vist sig megel
virksomme. Lyset gennemtrænger
Huden og dræber alle Baciller,
virkerrensende for Blodet og gen-
oprejsende for Konstitutionen. —
Skal en særlig Legemsdel behand-
les, har man en dertil konstrueret

Vagt hos den Saarede før Operationen.

— 9206 —

elektrisk Lyskaster, hvis Straaler rettes direkte mod
den syge Del af Legemet.

xx x
x

fuldkomne Ødelæggelsesmaskiner, gør Lægekun-

sten Fremskridt, der raader Bod paa Elen-
digheden, som Kampmidlernes Udvikling
fører med sig. Hvad den menneskelige
Opfindsomhed paa den ene Side udspeku-
lerer i den Hensigt at tilintetgøre Menne-
skeliv, søger den paa den anden Side at
svække i Virkning gennem Nyopdagelser
paa Lægekunstens Omraade. Naar den
morderiske Kamp er til Ende, kræver
Menneskeligheden sin Ret — det røde
Kors kender hverken Ven eller Fjende.
Behandlingen af de Saarede i den syd-
afrikanske Krig har haft fortrinlige Re-
sultater at opvise og mangfoldige Menne-
skeliv er reddede ved Hjælp af Røntgen-

straalernes gennemskuende Evner.

I Paris har man nylig udkæmpet dette
Aars Væddekamp om Verdensmester-
skabet i Brydning. I Fjor var det vor gode
Bekendt fra Sommerens Brydekampe, Paul
Pons, der gik af med Sejren, og vi tør

Første Gang ude (efter Amputationen).

Kara-Ahmed, Aarets Mester-Bryder.

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

sikkert regne paa Inter-
esse hos vore Læsere,
naar vi her præsentere
den nye Mester, Tyrken
Kara-Ahmed, som med
Glans har fældet al Ver-
dens mest fremragende
Brydere. Han ligner al-
deles ikke nogen Her-
kules. Hverken hans
Højde eller hans Vægt
(ca. 200 Pd.) er impone-
rende og hans Muskler
er næsten ikke udven-
dig synlige, men at de
er tilstede, er hævet over
enhver Tvivl, thiTyrken
er i Besiddelse af Kæm-
pekræfter. Foruden sin
stærkt misundte Titel,
vil den nye Champion
hjemføre 3,500 Frcs. i
Udbytte. Tilmed har
han forstaaet at vinde
Franskmændene ved sin
ærlige og sympatetiske

Kæmpemaade og noble Op-
træden.

hd bd
ked

D: mærkværdige ekvili-
bristiske Kunststykker,
som nutildags præsenteres
os paa Variéleerne har væn-
net os til at betragte den
behændigste gymnastiske
Præstation som noget gan-
ske almindeligt og nær-
mest kedsommeligt. Men
selv den mest forhærdede
Varietégænger vil forbløf-
fes over det Nummer, som
en Tysker, der skjuler sig
under det engelske Navn
Great Gillett, nylig har ud-
ført i Berlin. ldet han blot
støtter sig paa sin ene Fin-
ger, som han har anbragt i
enChampagneflaskes Hals,
kaster han sit Legeme i Vej-

Manden med Jernfingeren,

ret og holder Ligevægten i denne Stilling. Alle Varie-
tédirektører kappes om at faa fat i denne Jernfinger.

Kendte Navne
fra By og Land.

Fødselsdag.

Ved et Uheld er Distriktslæge Schønings
Biografi i vort sidste Nummer kommet ind
under en fejl Rubrik af ,Kendle Navne%,
hvorfor vi gentage den i nærv. Nummer.

Den gamle Distriktslæge Rudolph
Schøning i Sorø fejrede nylig sin
80-aarige Fødselsdag. Schøning er
født den
92, De-
cember
1819, tog
medicinsk
Embeds-
eksamen
1845, fun-
gerede
derefter
som Kan-
didat ved
Alminde-
lig Hospi-
tal indtil
Krigen
kom, i
hvilken han gjorde Tjeneste som
Underlæge ved Ambulancen og La-
zarettet paa Avgustenborg. Siden
hen praktiserede han dels paa Gyl-
denholm ved Slagelse, dels i Fug-
lebjerg ved Næstved og udnævntes
1877 til Distriktslæge i Sorø. Schø-
ning har i sin lange Lægevirksom-

Distriktslæge Schøning.

hed vundet sig el trofast Klientel
og en stor Vennekreds og er hæd-
ret med Ridderkorset.

En anden fm
af vore
ældste
Læger,

Landfysi-
kus Dr. i

Knudsen, ;

fyldte for |

kort Tid |
siden 80 |

Aur. Det |

er navnlig |
paa det

hygiejni-

Se Om-

raade han

Landfysikus Knudsen.

har indlagt sig store og gode For-

tjenester. Allerede midt i Halvtred-
serne træffe vi ham som Koleralæge
ved Lazarettet paa Nørrebro, og da
han disputerede for sin Doktorgrad,
vakle han ikke ringe Opsigt ved at
optage Spørgsmaalet om ,,Begra-
velsespladsers Indflydelse paa det
sanitære Omraade", Hans praktiske
og omfatlende Blik for Hygiejnen
førte ham i 1869 til Embedet som

Landfysikus. Som Læge ved Her-.

lufsholms Opdragelsesanstaltog ved
sin Praksis i Næstved By i de
mange Aar har han skaffet sig al-
les Højagtelse og Kærlighed, lige-
som han i Lægestanden er en skat-

— 207 —

tet Kollega. Dr. K. er Kommandør
af Dannebroge og Dannebrogs-
mand.

Dødsfald.

Fornylig afgik ved Døden en
af Fredericia Bys mest kendte og
agtede Mænd, nemlig Kancelliraad
Jens Jacob Utzon, 71 Aar gammel.
Den afdøde, der var født i Kolding

Juni
1822,
ass0-
GLS
e sig
med
sin
Svo-
ger,
Køb-
mand
Kragh,
og har
under
Fir-
muet
Kragh
& Ut-
zon
drevet en af de største, mest ansele
Købmandsforretninger i Fredericia.
Han var i Besiddelse af stor Ar-
bejdsevne og Arbejdslyst, og natur-
ligt var det da ogsaa, at man, hvor
det lod sig gøre, lagde Beslag paa

Kancelliraad Utzon.

fe gører TE

ke SÅRE es > SANGE]

em

Zak > Be

i
Bl
få
;

disse Egenskaber, I ca. 30 Aar var
han Medlem af Ligningskommissio-
nen og i en meget lang Aarrække
var han Medlem af Borgerrepræ-
sentationen og af Byraadet. Endvi-
dere har han været Formand for
Fredericia Handelsforening og
Jydsk Handelsforening. Kancelli-
raad Utzon var en Mand af den
gamle Skole, hans Forretning var
bygget op paa gode, gamle, solide
Principper og i hans Hjem virke-
liggjordes gamle Tiders patriarkal-
ske Samliv.

Nakskov By har fornylig mistet
en af sine bedste Borgere ved Di-
rektør C. Jessens Død. Han var er
. af Byens

større Næ-

ringsdri-
vende, og

i 28 Aar

knyttet

til Lol-
landsSpa-
rekasse

som Di-

rektør, —

en Stil-
ling, som
han om-
fattede

med stor

Interesse.

Ligeledes
har han i nogle Aar siddet i By-
raadet.… Den afdøde var en Mand,
der i fuldt Maal nød sine Medbor-
geres Agtelse baade som Forret-
ningsmand og som Menneske.

Direktør Jessen.

Nylig afgik ved Døden en i vide
Kredse agtet Mand, forhenværende

KENDTE NAVNE.

Inspektør P. D. Juhl. Den Afdøde,
der i en lang Aarrække som In-
spektør for ,,Foreningen til Frem-
me af BlindesSelvvirksomhed", ud-
førte et
ihærdigt
Arbejde i
Blindesa-
gens Tje-
neste, var
født i Ha-
derslev
1841 og
deltog
med Hæ-
der i Felt-
toget
1864, blev
saaret den
18. April
under
Stormen
paa Dybbøl og indlagdes paa Laza-
reltet i Flensborg. 1866 blev han
udvist fra sin Fødeegn, fordi han
paa Grund af sit danske Sindelag
ikke . vilde aflægge Faneeden til
Prøjserne. Da Erindringsmedaljen
for Deltagelsen i" de slesvigske
Krige blev uddelt 1876, paatog han
sig det store Arbejde at uddele den
til alle de Slesvigere, som havde
deltaget i Krigen paa dansk Side.
Som en Erkendtlighed herfor mod-
tog han af Hs. Maj. Kongen Beløn-
ning-medaljen i Guld.

Inspektør Jubl

Jubilæum,

50-aarigt Soldaterjubilæum kan
den 27. December fejres af fhv.
Stabshornblæser Johan Nielsen,
der som frivillig traadte ind i Hæ-
ren 1849 og ansattes som Spille-

mand ved 6. Bataillon. Med Hæ-
der har han deltageti vore to store
Felttog, han var med ved Isted og
under For-
svaret af cu
Dannevir-
ke og Dyb-
bøl. Efter
en udmær-
ket Tjene-
stetid, i
hvilken
han vandt
sig alles
Tillid og
Agtelse,
faldt han
for Al-
dersgræn-
sen 1893
og overtog nogle Aar efter en Klas-
selotterikollektion paa Frederiks-
berg. N. er dekoreret med Danne-
brogsmændenes Hæderstegn.

Stabshornblæser Nielsen.

»Hver 8. Dags
Musik og Sang",

Det idag udkomne Nummer af
»Hver 8. Dag"s Musik og Sang brin-
ger: C.E.F. Weyse: Julen har bragt
velsignet Bud; Holger Dahl: Bør-
nenes Julehilsen, I Juleferien, Jule-
sang ved Vuggen; endvidere: Et
Barn er født 1 Bethlehem, Glade
Jul og Julestemning.

Rettelse.

Da det elektriske Lys i forrige Uge gik
ud paa vort Trykkeri, var Sætternissen
såraks paa Spil. Saaledes kom der i sidste
Nummer til at staa Oberst Carstensen i
»Kendte Navne" i Stedet for Oberst Cas-
persen.

rosenfremidetMylrafsprag-

en Mission at udrette i vor By.

Renlighedssans er betydelig mere

EH: og undselig kigger Jule- sine rigt høstede Erfaringer have og er blevet anbefalet af Folk, hvis

let Flora, som med udsøgt
Smag er stillet til Skue i en
nylig aabnet Blomsterforretnings
Vindu paa Købmagergade 60. Hr.
Møllmann Ibsen,derharrejstbaade

i Amerika og
at lære sit Fag at

Evropa, for tilfulde
ende, vil med

Vi kan faa for meget af alt, kun

ikke af Renlighed, Da derfor en

en lang Række Munke drog

HR
ned gennem vor By, for at forkyn- -

de, at den fortræffelige Eremit-Sæ-
be var kommet hertil, hilstes de
med Jubel. Siden da har dette Sæ-
bepulver vundet Indpasihele Landet

— 208—

” Rigdom paa

udviklet end Munkenes.

x %
x

De gode Brødre i Klostret Gråce-
Dieu i Nærhe- :
den af Besan-
gon har Æren
af at kompo-
nere den vidt
og bredt be-
kendte Likør
»La Trappi-
stine", som
hurtig har
haft Sukces i
Danmark.
Den opliver
Sjælen og
holder Maven
i Orden. De
forarmede
Trappister
harvundetsig

denne Likør,

BERIT IT IRI

Nr. 14. 18595790. n

Søndagen den 31. December. s

10 Øre om Ugen.
1 Kr, 25 Øre Kvartalet.

I ,Nationernes Gade".

Lehnsgreve Raben-Lewelzau,
Danmarks Repræsentant pua Pariser-
udstillingen.

En Betingelse er der: . fær-
dig paa Slaget 10 om Morge-
nen den 15. April 1900, den
Dag, Udstillingen officielt aab-
nes.

Det er ikke, som maaske
mange tror, Meningen at præ-
sentere vore danske Udstil-
lingsgenstande i ,,Det danske
Hus". De skal udstilles paa
fem, seks forskellige Pladser
omkring i Udstillingens for-
skellige Sektioner. Meningen
med det danske Hus er kun
med det at repræsentere Dan-
mark i ,,Nationernes Gade",
paa den vældige Udstilling at
skabe et særligt lille Stykke
Danmark, i dansk Aand, med
dansk Flag, hvorom alle dan-
ske Udstillingsrejsende såa at
sige kan samle sig: I denne
Mening bygges det danske Hus

ANMARKS
Hus" er
bleven til
z Virkelig-

hed. De 50,000
Kroner er tegnede,
Grunden, hvorpaa
Huset skal staa,
er højtidelig over-
leveret de danske
Udstillingskom-
missærer, og Herr
Køhler,
sine danske Tøm-

der med

rersvende skal .

bygge Huset, kan
altsaa tage fat,naar

det lyster ham.

og med samme Mening er det ogsaa, de andre
Nationer bygger deres .Palæer i Nationernes
Gade.

Hvor skal vi bo, hvem faar vi til nærmeste
Naboer.

— ,Nationernes Gade" ligger paa Quai d'
Orsay, paa Seinens venstre Bred. Oppe paa den
høje, stensatte Terrasse, langs hvis Sider de
muntre smaa Seinebaade piler af Sted, hæver sig
allerede nu de forskellige Nationers Huse, Slotte,
Pavilloner. Pragtfuldt vil det blive at se den
lange Gade med de hvide og skifferblaa, knal-
dende røde og spinatgrønne Bygninger, med.
mauriske Kupler, indiske Pagodetaarne, russiske
forgyldte Løg og sydtyske Nirnbergerspir over>
— og over det hele de mange Nationers forskel-
lige Flag i alle Farver med alle Kors og Striber
og Stjerner. En Solskinsdag, med Menneskemylr,

Re"

VAGE FÅ GRAN ØD NONNE

Mid me
ER MS NER ibe5 g 1 2
ae N | » AR ba

> -
——

;

(==

— 909 —

I ,NATIONERNES GADE".

med pragtfulde Dragter og Liv og Farver, — det mr
vil blive vidunderligt.

At bringe Billeder af alle de forskellige Na- |
tioners Pragthuse, — det vilde fylde dette Blad
i et Par Numre. Man maa jo huske paa, at der
nu efter at Danmark er kommen med, ikke findes
en eneste Stat paa Jorden, der ikke faar sit eget
Hus. Fra Nordamerika til Herzegowina, fra Rus-
land til Peru og Transwaal, alle er de paa det
store Stævne med deres Hus og deres Flag,
naar Paris næste Foraar aabner sine Årme og
raaber til hele Verden: Kom!

Men lad os se paa nogle af de Smaastater,
— smaa af Magt eller Folk eller Kultur, — som
staar omtrent sideordnede med vort Land. At
Tyskland, Amerika, England, Rusland og de an-

Sverigs Bygning paa Pariserudstillingen.

Stavkirkens Arkitektur, det sidste en Bygning,
der vil minde svært om Bygningerne paa Stok-
holmerudstillingen for to Aar siden. Jeg ved ikke,
om det er en Gengangerpavillon, men jeg har
rigtignok en Mistanke om det. Begge Landes
Huse vil forøvrigt sikkert gøre stor Effekt paa
Udstillingen ved deres i Frankrig saa aldeles
ukendte Arkitektur. De er opførte og -tegnede
henholdsvis af Herr Sinding Larsen og Herr B.
; ) Norges Hus paa Pariserudstillingen. Boberg.

dre store Lande faar umaadelige Palæer, alle im BE

ponerende, mere eller mindre smagfulde, ko-

stende en eller flere Millioner, siger jo sig selv.
' Rusland faar en kirkelignende Kreml-Bygning,
| Tyskland en sydtysk Borg, Amerika en Kopi af
Hg Washingtoner-Kapitoliet og England en engelsk
ål Herresædebygning. Men de andre Lande. Hvor-

i ledes bliver de repræsenterede ?

i For Danmark har Arkitekt V. Koch tegnet et

to-Etages Hus, der skal udføres i Bindingsværk
og udstyres i Stil med saadanne to-tre hundrede
Aar gamle Bygninger, som man endnu kan støde
paa rundt i vore Provinsbyer. Saa ganske lidt
lå vil Huset ikke fylde, thi dets Hovedfacade vil Og for at holde os til de Lande, der staar os
| ; komme til at maale 32 Alen, medens Bredden nær, tager vi nu Grækenland. Dets Hus bygges
Å; bliver 16 og Højden 24 Al. Taget bliver af røde i gammel byzantisk Stil, men efter Tegningerne
É Teglsten og Vinduesruderne indfattes i Bly. at dømme, vil det ikke gøre noget særligt impo-
Bk" Der er vore nærmeste Naboer, Norge og Sver- nerende eller karakteristisk Indtryk. Saa er Hol-
ig rig. Det første faar en norsk Bjælkebygning i lands Bygning meget morsommere. Den bliver

Grækenlands Bygning paa Pariserudstillingen.

— 210 —

TET] porn uee

I ,NATIONERNES GADE".

opført i samme Stil som de ostindiske Templer
i nederlandsk Indien, og den smykkes med en
Række Friser og Billeder af indisk Liv, indiske
Guder og Dyr, der allerede nu har vakt den
største Opmærksomhed i Paris. Holland faar en
sikker Sukces paa sit Hus. Serbien har en ke-
delig Bygning og Rumænien er saa stilret og
firkantet, at Folk næppe vil værdige den mange
Øjekast. Rumænerne naturligvis undtaget. De
vil, som de store Patrioter de er, finde den vid-
underlig. Skruptudsen finder jo. ogsaa, at hendes
Unger er de kønneste. Persien møder med en
orientalsk Bazar og Peru med et hvidt med
Taarne prydet Slot, hvis Stil rimeligvis er op-
funden af Peruvianere. En lille Sukces vil Trans-
waal faa. Dets Pavillon bliver noget af det lette-
ste og. eleganteste paa Udstillingen. De arme
Boerer! Hvis nu Krigen bliver ved, vil deres Hus
staa tomt, og hvis Transwaal bliver ædt af Eng-
land, hvad saa? Hvem tilhører saa Huset? Eng-
land? Den offentlige Mening i Frankrig vil sik-
kert med Hænder og Tænder modsætte sig Hu-
sets Udlevering til John Bull. Der bliver maaske
en lille diplomatisk Konflikt ud af den Historie.

— Vil de forskellige evropæiske og amerikan-
ske Nationers Huse overvejende kun blive be-
søgt af selve Nationens Folk, kan man være sik-
ker. paa, at alle vil søge hen til. Siams og Japans
og Kinas Egne. Ålene at se Siamesernes bril-
lante Dobbelthus med Broen og Dragehovederne,
vil jo være at opfriske Mindet om Billederne paa
de gamle københavnske Porcellænstallerkener og
Ingefærkrukker, og hvor vil man ikke kunne
nyde den lille kinesiske Park med vaskægte Ki-
nesere, klingrende Porcellænsklokker, Thehuse,
krumme Broer, Pagoder og Søjleporte. Ganske
vist, det er et lille Sidespring, jeg har gjort fra
Nationernes Gade, thi baade Siam, Kina og Ja-

pan ligger jo ovre ved Trocadero. Men det løb
mig i Pennen.

Ovre paa venstre Bred er der endnu Portugal.
Den tager jeg sidst, dels fordi man bliver saa
rart hurtig færdig med den, dels fordi Portugal
bliver Danmarks nærmeste Nabo. Det er ærlig
talt et forfærdeligt Skur, Portugiserne har lavet
sig, men saa meget desto bedre for Danmark.
Derved vil vi synes langt bedre. Pladsen, vi faar,
er noget nær en af de bedste i hele Gaden, og
Omgivelserne trykker os som sagt ikke. Hvor-
dan vort danske Hus bliver, — ja, det maa blot
huskes, at for 50,000 Kr. faar man ikke meget
Hus i Paris. Imidlertid, alene det, at vi faar vort
Hus, er lykkeligt. Det havde været for ydmy-
gende, at vi var det eneste Land, der ikke
mødte, at vort Flag var det eneste, der ikke
saas over Paris. Det er undgaaet nu. Vi møder
i hvert Fald. Saa har vi i alt Fald Ret til at
haabe, at vi, nu da vi dog ikke er udelukket
helt fra Løbet, maaske kan vinde os en smuk
Plads mellem de smaa Stater. ,,Vi er ikke fødte
til Højhed og Blæst”, — men rent for Katten
er vi nu ligegodt heller ikke. Det skal vi nok
faa at se næste Åar. v. F.

x Eg

Vor øverste Rrepræsentant paa Verdensudstil-
lingen i Paris næste Aar, Lehnsgreve Raben-
Lewetzan, der foruden at være Besidder af Grev-
skabet Christiansholm, tillige ejer Bremerwold
paa Lolland, Beldringe og Lekkende paa Sjæl-
land, er født den 27. Maj 1850. I en Alder af
20 Aar tog han Studentereksamen og blev 1877
statsvidenskabelig Kandidat. Sin diplomatiske
Løbebane begyndte han i 1877 som attacheret
ved Gesandtskabet i Paris og var senere fra
1879—81 i Wien.

Det siamesiske Parti paa Pariserudstillingen.

— 2ii —

Er

,
É

Eee]

[I Frk, Krarup-Hansen.

II.

pragt og blændende
Kunst. Vore Opera-Røster er gennemgaaende
af beskedent Format, og af egentlige Vokal-Vir-
tuoser har vi for Tiden slet ingen. Men mindre

kan jo ogsaa gøre det.

Som i saa mange andre Henseen-
der indtager Hr. Simonsen ogsaa
med Hensyn til Stemmens Styrke en
Særstilling. Enkelte af de unge har
ganske vist store, flotte Stemmer,
men saå hæfter der til Gengæld an-
dre Mangler ved dem, f. Eks. i Ret-
ning af kunstnerisk Uddannelse. En
Undtagelse danner Hr. Herold, hvis
Tenor er baade stærk og klangskøn
og omhyggelig kultiveret.

Medens vi for Tiden savner en
primadonna assoluta, en Sljerne-
Sangerinde, hvis blotte Optræden i

Frk. Ida Møller.

en Opera er nok til at bringe Sukces, har vii
Hr. Herold en Sanger, der fuldtud. opvejer en

saadan Mangel — for Kassen.

Denne Sangers Yndest er saa stor, Skåren af
hans Tilbederinder og — hvad der er sjældnere
— Tilbedere saa talrig, at den røde Lygte kan
sættes ud saa at sige straks hver Gang, hans
Navn staar paa Plakaten i et Hovedparti. Der
er noget Aladdinsagtigt i den Karriére, Herold
har gjort. Den fattige, bornholmske Bagerdreng,
der efter mange Trængsler og Savn, efter at
have slidt sig til at blive Almueskolelærer ,,0p-
dages" som Sanger, faar sin sjældne Stemme
uddannet her og i Udlandet, erobrer Publikum
øjeblikkelig ved sin Debut, med ét Spring naar
frem i første Række, gifter sig med en adelig,
formuende ung Dame, gaar fra Sejr til Sejr paa
Scenen og nu efter Sigende nærer Planer om at
drage til Paris for at blive evropæisk Sanger —
lyder dette ikke som et Æventyr? Og dog er det
altsammen foregaaet i det jævne, borgerlige Dan-

mark.

Herold staar absolut som Nr. 1 blandt den
yngre Generation af danske Operister — NB.
blandt dem, der ere blevne herhjemme; thi San-
gere som Emil Holm og Erik Schmedes ere jo
komne godt efter det i Udlandet. Hans Stemmes
store Charme, hans naturlige, musikalske Synge-
maade og hans overraskende dramatiske Talent
gør det let for ham at overfløje de andre. Det

Vor Operas unge
Kræfter.

AAR Man nu om
Stunder i det kgl.
Teater for at høre

Opera, maa man
ikke vente sig altfor me-
get i Retning af Stemme-

vilde derfor være meget
sørgeligt, om han virkelig ;
skulde forlade os for at (mm 0.
søge .ud til større Forhold. |; T ler ES KS

Ret ualmindelig er ogs KESERE A
saa den Karriére, Corne-
lius Petersen har gjort.
Fra en saare lidet fremskudt Stilling i Samfun-
det blev han tagen ud i Lyset og fik sin bløde,
smeltende Baryton uddannet først hos gamle
Nyrop og Prof. Rosenfeld her i Byen,
senere i Udlandet, og hurtig vandt
| han sig et trofast og taknemmeligt
"… Publikum.

D'Hir. Agerholm, Max Miller
| og Helge Nissen har det tilfælles,
| at de er Akademikere. De har baa-

ret de danske Studenters Kokarde og

har været aktive, vellidte og ansete

Medlemmer af Studentersangforenin-
| gen. Fra denne er de da — efter at

M " have opgivet Bog-Studierne —
É gaaede over i det offentlige Musik-

liv. Førstnævnte, der kuriøst nok i
É sine Studenterdage sang den Bas
jævnsides med de to sidstnævnte, er en brugbar
Tenorist til de lettere Opéra comique-Partier,
og i hvert Fald en af hans Præstationer — Da-
vid i ,,Mestersangerne" — viste sig meget lo-
vende ved den Intelligens og Elskværdighed,
med hvilken Figuren var opfattet og fremstillet.

Max Miller, der har haft en usædvanlig lang
og trang Læretid og har prøvet forskellige Læ-
rere i Ind- og Udland, — han har sunget med
AÅlgot Lange i København, Siga Garso i Bremen,
Tørsleff i Leipzig og maaske endnu flere, —.er
nu endelig kommen an ved vort kgl. Teater,
som vistnok vil kunne faa god Nytte af hans
sjældent smukke Basstemme og hans fine mu-
sikalske Sans. Om Helge Nissen er endnu ikke
meget at sige; han har hidtil kun forsøgt sig i
et Par Roller, men allerede af dem fik man det
Indtryk, at han er en stemmebegavet, intelligent
Bassist, der blot burde være nogle Tommer
højere af Vækst for at kunne gøre sig gældende
paa Scenen.

Endelig maa med Sympati mindes Hr. Lincke,
der med en usædvanlig smuk og varm Basstemme
forener et sikkert musikalsk Øre og den dannede
Mands Smag.

Ligesom Herrerne, vi her har omtalt, er om-
kring de 30, er det unge Kuld af Damer ved
vor Opera kun oppe i Tyverne, altsaa endnu ikke
helt i det, man kalder ,den bedste Alder"; saa
meget mere har man da at glæde sig til.

Fru Emilie Ulrich.

— 212 —

VOR OPERAS UNGE KRÆFTER.

Den ene vellykkede Dame-Debut
efter den anden har fundet Sted i de
sidste Aar for Operaens Vedkom-
mende, og Teaterbestyrelsen har
været meget villig til at knytte de
mest lovende af Debutantinderne til
sig.

Efter i nogle Aar at have staaet
i Stampe er Fru Johanne Brun,
gift med .Operasanger Fr. Brun, nu
hurtig kommen frem i første Række.
Fru B. har en decideret Primadonna-
Sopran af en usædvanlig Højde og
en overlegen flot Maade at udslynge sine Bra-
vur-Passager paa, hvilket allerede har indbragt
hende megen Anerkendelse og Popularitet, og en
fortsat sanglig Uddannel-
se vil sikkert give hendes
Præstationer endnu stør-
re Værdi. For en Gangs
Skyld er der da fra Bal-
letten fremgaaet en lo-
vende Sangerinde !

En af de nydeligste
Repræsentanter for Spin-
desiden ved vor Opera
for Tiden er Frk. Ida
Møller. Som hun er La-
dy i sit hele Væsen, er
hun den personificerede
Ynde paa Scenen. Stem-
men, denne høje, klare Sopran med den indta-
gende Klang, og den velgørende naturlige og
musikalske Syngemaade gør Frk. Møller til en af
de mest sympatetiske Sangerinder, vi har i hele
Landet. Hendes Felt er ganske vist begrænset,
men paa sit lille Omraade — det in-
genue-agtige, uskyldig-ungpigeagtige
— naar hun meget højt. I de store
dramatisk-bevægede Partier har Fru
Brun en farlig Medbejlerske i Emi-
lie Ulrich, f. Boserup, der nylig
er vendt tilbage til det kgl. Teater
efter et længere Ophold i Udlandet
og en paafølgende Sygdom i Hjem-
met. Fru Ulrichs Sopran, der er saa
stor og saa smuk, vilde være en
Pryd for mangen fremmed Opera-
scene, og dertil kommer hendes ud-
prægede dramatiske Ævner, men

Eduard

V. Lincke.

desværre ogsaa en Tilbøjelighed til
at detonere, som gør Skaar i det iøv-
rigt saa fortræffelige Indtryk, man
faar af hende og hendes Sang.
Forlader vi Sopranerne og gaar
over til de dybere Kvindestemmer,
kommer vi først til Frk. Margrethe
Boeck, Carmens højst talentfulde
Fremstillerinde. Med ét Slag vandt
denne unge Dame straks ved sin
Debut for et Aar siden Publikum.
Man beundrede Klangen i den mørkt-
farvede Stemme, der minder om Fløjl,
hendes sikre musikalske Opfattelse og hendes
store dramatiske Talent. Frk. Boeck er ikke
kommen sovende til denne Sejr. Hun har Dl. a.
i Leipzig slidt og slæbt
for at lære og udvikle E: Sr z73N
sig, og det er da glæde-
ligt, at hendes Ævner
og Energi i disse Dage
har faaet en ny større
Opgave, som hun har
løst med Glans — Pa-
gen i ,,Figaros Bryllup".
Endelig har. Operaen
i den seneste Tid sikret
sig en ypperlig Alt i Frk.
Krarup-Hansen, der
ikke alene har en stor
og omfangsrig Stemme,
men ogsaa utvivlsomme Skuespiller-Ævner, hvad
hun har faaet Lejlighed til at vise baade i ,,0r-
feus og Eurydike" og i ,, Troubadourenf.

Agerholm.

Max Maåller.

Det er da en efter vore hjemlige Forhold højst
respektabel Række unge, talentfulde
Kræfter,. Operaen i København kan
opvise; og der er Tegn i Luften
om, at Tilgangen af nye Sanger-
Æmner kan blive endnu større, —
hvis Operaen blot havde Brug for et
talrigere Personale!

Men som sagt er Opera-Virksom-
heden jo for Tiden kun ringe — for
Tiden, d. v. s. indtil Operaen sam-
men med Balletten bliver eneraa-
dende i den nuværende Teaterbyg-

ning.
Gustav Hetsch.

— 213 —

Malzamit-Ofrene.

Roman af H. S. Merrimann,

Oversat af Johannes Magnussen.

Indhold af Begyndelsen.

I Begyndelsen skildres, hvorledes Professor von Holzen i Haag besøger en døende Mand og køber en værdifuld. Opskrift af
ham, Da Manden er død, tager von Holzen sine Penge igen.

Læseren føres dernæst til London. En ung Verdensmand, Tony Cornish, træffer en gammel Ven, Major White, der vender
seJtni tilbage fra en Ekspedition i Indien. De gaar sammen hen til Tonys Kusine, Frøken Joan Ferriby, hvem de træffer optagel
af Arbejde i velgørende Øjemed. Hun omtaler et nyt stort Velgørenhedsværk, som hendes Fader, Lord Ferriby, paa en Hr. Rodens
Opfordring har sat Sig i Spidsen for. Det vedrører Fabrikationen af Malgamit, et Stof, der er nødvendigt ved Papirfabrikationen,
men livsfarligt for Arbejderne, Han vil nu danne et Selskab, der skal beskytte Arbejderne og samle dem paa ét Sted saaledes, at
Selskabet overtager al Fabrikation af dette farlige Stof. I den Anledning holdes der et Møde hos Lord Ferriby, ved hvilket Besty-
relsen vælges, der bl. a. kommer til at bestaa af Lord Ferriby, Cornish, White, Roden og Professor von Holzen.

Handlingen forlægges nu til Haag, hvor Percy Roden paa et Hotel gør Bekendtskab med en yngre Enke, Fru Vansittart, med
hvem han taler om Malgamitarbejderne og Selskabets Planer om at samle dem alle i Holland. Roden omtaler, at han har en Sø-
ster, som han bor sammen med i Nærheden. De uhyggelige Malgamitarbejderes Ankomst til Haag i Taage og Slud skildres. De føres
dertil af Cornish og modtages af Roden. Derfra gaar Rejsen til Klitterne ved Scheveningen, hvor Fabriken ligger. Denne beses af
en Del Korrespondenter til fremmede Blade. Roden forestiller Cornish for sin Søster Dorothea, der er en Skolekammerat af Joan

Ferriby. Man indføres saa i Malgamitselskabets Kontor i London, hvor Cornish har 'alt Arbejdet, medens Lord Ferriby kun møder
der for et Skins Skyld. I dette Kontor samles ogsaa Kredsens Damer til smaa Udvalgsmøder og Theselskaber. Man beslutter at holde
et ,Malgamitbal£, I Haag dør imidlertid atter en af Arbejderne, til.Trods for von Holzens Løfter om, at deres Sundhedstilstand

skal blive forbedret.

OMMER Deres Broder i Eftermiddag?" spurgte
Fru Vansittart.
n»

»Ja, han kommer senere. Han har travlt
med de nye Malgamitarbejdere, som kom i
Morges. Kom De ikke med dem, Hr. Cornish?%

n»Jo. Der var fire og tyve — Bærmen, om jeg saa
maa sige. Det er de allersidste Malgamitarbejdere,
som er samlet fra alle Verdensdele. Jeg var ikke stolt
af dem."

Han satte sig og skiftede hurtigt Æmne, idet han ty-
deligt viste, at dette Thema interesserede ham lige saa
lidt som de andre. Han bragte de sidste Nyheder fra
London, og Damerne var meget glade over at høre
dem. For Dorothea Roden var i alt Fald Haag et
Landsforvisningssted, hvor Mændene levede og Kvin-
derne tænkte heltanderledesend hun varvanttil. Erder
ikke hundrede smaa Nyhedsbække, der aldrig flyder
gennem Aviserne, men gaar fra Mund til Mund, er
ubetydelige nok, men, naar de endelig forener sig, dan-
ner den offentlige Menings store Strøm? Den har
dannet sig umærkeligt, men strømmer pludselig af
Sted og er saa tydelig og klar, at Aviserne helt glem-
mer at omtale den. Naar derfor Folk fra Kolonierne og
andre landflygtige vender tilbage til England og ro-
ser sig af, at de har holdt sig i Forbindelse med Tan-
kerne og Begivenhederne i deres Fædreland, saa fin-
der de, at deres Tanker hele Tiden har strømmet i
de gale Kanaler — at tilsyneladende store Begiven-
heder har været meget smaa, og atsmaa Idéer er blevet.
løftede højt op af den pludrende Mængde, som man
kalder Samfundet.

Af Tony Cornish erfarede Fru Vansittart, at Vel-
gørenheden, blandt andet socialt Legetøj, for Tiden
var lagt til Side. Det lader til, at vi har arvet en stor
Æske Legetøj, og naar man omhyggeligt studerer Hi-
storien, vil man opdage, atiutet af det Legetøj er nyt,
men at vore Forfædre, der bar sig ad akkurat som
vi, har leget med det. Detog hvert enkelt Stykke Lege-
tøj ud af Æsken og raabte højt, at det var nyt, at
Verden aldrig havde set Mage til det før. Mon den
virkelig ikke havde? Saa lidt efter lidt bliver Lege-
tøjet — enten detnu er Velgørenhed, en ny Religion,
en Følelse, en Lyst til Vinding eller en Krig — lagt
ned i Æsken igen, og dér ligger det, indtil vi senere
en Gang tager det frem og atter siger, at det er nyt.
Vi bliver vilde af Spænding, naar der er Tale om de
sydafrikanske Miner, og vi ser slet ikke, at det kun
er den gamle Sydhavsboble, der er pudset op igen i
Dagens Anledning." .

Tony Cornish, som var med paa Noderne i alle Hen-
seender, meddelte saaledes sine Tilhørerinder, at
Tidsaanden nu fik et kraftigere Præg. Det gik til-

bage med Interessen for Velgørenheden, medens der-
imod al atletisk Sport blev moderne. Malgamitplanen
var altsaa tilsyneladende allerede noget, der hørte
Fortiden til, ialt Fald for det gode Selskab i London.
En opsigtvækkende Kapsejlads havde givet Velgø-
renheden Naadestødet og'varslet et Foraar, i hvilket
selv de fattige maatte klare sig selv.

»Og i Mellemtiden", bemærkede Fru Vansittart,
»er der kommet fire Hundrede Fabrikarbejdere her til
Haag."

»Ja, men de klarer sig nok," svared Cornish med
sin muntre Latter. ,,De trængte til at blive sat i Be-
vægelse, og det er de blevet. Hvad kan de forlange
mere? Lord Ferriby kommer jo selv herover! Han er
i dette Øjeblik om Bord paa Damperen. Og han brin-
ger et stort Offer; for han maa vide, at han langt fra
gør det Indtryk paa Fastlandet, som han gør, skal vi
sige, i Piccadilly, hvor Politibetjentene kender ham,
og hvor selv Avissælgerne har et dunkelt Begreb om,
at han ikke er en almindelig Mand, hvem man kan
byde et radikalt Skillingsblad."

- Cornish standsede og saa” hen. imod Døren, som i
dette Øjeblik blev aabnet af en Tjener, der meldte:

»Hr. Roden! Hr. von Holzen!"

De to kom sammen, Roden slentrende og bred-
skuldret, men velklædt, von Holzen mindre, fastere,
med et tankefuldt, stille Ansigt og beregnende Øjne.
Roden forestillede sin Ledsager for de to Damer. Det
er muligt, at noget modstræbende i hans Væsen vid-
nede om, at han havde von Holzen med imod sinVilje.
Enten havde von Holzen bedt ham tage ham med, el-
ler Fru Vansittart havde meddelt Roden, at hun gerne
vilde se hans Kollega; men dette blev ikke omtalt.
Cornish saa' alvorligt til. Von Holzen viste en øje-
blikkelig Kejtethed, som om han ikke følte sig ganske
hjemme i en fin Dagligstue.

Roden tog en Stol og satte sig i Nærheden af Fru
Vansittart med en familiær Mine, som denne Dame syn-
tes snarere at indbyde til end at være vred over. Det
lod til, at der var mange Ting, som de to interesse-
rede sig for. Roden var kommet for at besøge Fru
Vansittart og ikke af nogen anden Grund. Hendes
Væsen blev ogsaa helt anderledes fra det Øjeblik af,
da han var traadt ind, og hun syntes i alle Henseen-
der at appellere til hans Dom med en Slags Ærbødig-
hed. Det var dog maaske kun en umærkelig Foran-
dring, skønt Dorothea, som vekslede et Par alminde-
lige Bemærkninger med von Holzen, saa” paa dem.

»Ja," sagde von Holzen paa sin alvorlige Maade,
med Hovedet bøjet lidt frem, som om den runde
Pande var for tung. ,Ja, men jeg er kun Kemiker,
Frøken Roden. Det er Deres Broder, som har lagt

— 214 —

MALGAMIT-OFRENE.

Gunden til vor udmærkede finansielle Basis. Han er
meget begavet i den Henseende og regner hurtigt.
Han forstaar sig paa Penge; jeg er kun Videnskabs-
mand."

Han talte Engelsk korrekt, men langsomt og med
hollandsk Akcent. Dorothea interesserede sig for ham
og vedblev at snakke med ham uden at bryde sig om
Cornish, der stod i Nærheden med sin Tekop i Haan-
den. Von Holzen var helt anderledes end de to Eng-
lændere. Han var alvorligere, mere tænksom, mindre
overfladisk og langt intelligentere. Der var noget'na-
poleonsagtigt i hans faste og beregnende Blik; det
var, som om han aldrig saa” paa noget uden en be-
stemt Hensigt. Efter nogle Minuters Forløb gjorde han
en Bevægelse, som om han var kommet sig af den
første Forvirring og ikke havde i Sinde at blive læn-
gere, end Etiketten krævede. Han gik hen til Fru
Vansittart, slog Hælene sammen og gav sig med et
stift Buk til at konversere hende paa den mest for-
melle Maade.

»Jeg har et venligt Minde," sagde han, idet han
lavede sig til at-sige Farvel, ,,om en Student i Leyden,
der hed Charles Vansittart, og med hvem jeg ogsaa
kom i Berøring senere i Livet. Han var vist fra Am-
sterdam. Hans Moder var Englænderinde."

»Ja saa!" svarede Fru Vansittart. ,Ja, det er et
temmelig almindeligt Navn."

Og de sagde Farvel til hinanden.

10. KAPITEL
Dybere Vande.

»Jeg har megen Erfaring i den Slags Sager, og jeg
tror, jeg tør sige, at den nye Plan, som Hr. Roden og
jeg har lagt, er meget solid,” sagde Lord Ferriby.

Han talte til Major White, Tony Cornish, von Hol-
zen og Percy Roden, som var mødte hos ham paa Ho-
tellet i Haag.

Den Sal, de opholdt sig i, laa i første Etage og
vendte ud imod Parken, hvor Træerne begyndte at
blive lysegrønne under Paavirkning af den forræde-
riske Aprilsol. Major White, der sad stiv og strunk
paa sin Stol, saa” ud 'af Vinduet med mild Overra-
skelse. Han havde saa ringe en Mening om sin For-
stand, at han i Reglen bad Folk om venligst at fri-
tage ham for Forklaringer. ,,De har vist ganske Ret,
men det kan ikke nytte, De prøver paa at forklare
mig det, skal jeg sige Dem"; den Bemærkning plejede
han at gøre, og hans Holdning i dette Øjeblik ud-
trykte det samme.

"Von Holzen sad og støttede Hovedet med sin Haand
og iagttog Lord Ferribys Ansigt med større Opmærk-
somhed, end dette gennemsigtige Fysiognomi kræ-
vede. Roden var fuldstændig optaget af de Billeder,
der laa foran ham paa Bordet. Han sad ved Siden af
Lord Ferriby, rede til at yde al den Hjælp, som det
sømmede sig en rent mekanisk Underordnet. Lord
Ferriby, der havde en dunkel Bevidsthed om dette,
havde nævnet Rodens Navn meget protegerende, som
om han vilde give enhver, hvad der tilkom ham. Cor-
nish saa” paa sin raske overfladiske Maade fra det
ene Ansigt til det andet og opfattede flygtigt alt, hvad
der for Øjeblikket kunde paakalde Opmærksomhed.
Han lagde Mærke til den sløve Overraskelse, der
prægede Whites Ansigt, og spekulerede paa, om den
skyldtes Majorens Forbavselse over, at han selv tog
Del i et Udvalgsmøde, eller Overraskelse ved Tanken
om, at Lord Ferriby skulde have Hjerne nok til selv
at kunne udvikle nogen som helst Plan. Dette Udvalg
var en god Prøve paa den Slags Udvalg, Her var et
Antal Mænd, der fordelte en Ansvarsfølelse indbyr-
des saa upartisk, at der næsten ikke var nok til dem
alle. Sikkerhed kan garanteres ved at have en Mængde

Repræsentanter; men det er ganske vist kun Repræ-
sentanterne, der er sikrede.

»Der er alt for mange Grunde,” sagde Lord Ferri-
by, yder gør det upraktisk, at vi opretholder vor nu-
værende Stilling som Tillidsmænd i et velgørende
Selskab, til at jeg kan gaa ind paa dem for Øjeblik-
ket. Det maa være nok at sige, at der er mange
Grunde, og at jeg har overbevist mig om, at de er
gode. Vi ønsker jo først og fremmest at forbedre
Malgamitarbejdernes Tilstand, og det maa være ind-
lysende for enhver, at vi gør det paa den bedste
Maade ved at lade Arbejderne slutte sig sammen i
en uafhængig Forening, der holdes sammen ved det
stærkeste af alle Baand, den fælles Interesse."

Han standsede og saa” paa Roden med et trium-
ferende Smil, som om han vilde sige: ,,Saa stik den,
om De kan."

Roden kunde ikke stikke den; derfor nikkede han
tankefuldt og undersøgte Spidsen af sin Pen.

»Mine Herrer," sagde Lord Ferriby med Eftertryk,
»den største Fællesinteresse er en fælles Pung.”

Da der var for faa Folk til, at der kunde være Tale
om noget almindeligt Bifald, ventede Lord Ferriby
kun saa længe, at man kunde faa Tid til at tilegne
sig denne store Sandhed. Saa vedblev han:

»Jeg foreslaar derfor, at vi danner et Aktieselskab,
i hvilket Flertallet af Aktionærerne bestaar af Malga-
mitarbejderne selv. Flertallet af Aktionærerne, vel at
mærke ikke dem, der har det højeste Antal Aktier.
Det skal vi selv have. Vi sætter Aktiekapitalen til ti
Tusind Pund, det er jo tilnærmelsesvis det Beløb,
som vi har faaet ind til dette store Velgørenheds-
værk ved vor Henvendelse til Offentligheden. Vi de-
ler denne Kapital i to Tusind Aktier paa fem Pund
Stykket, giver hver af Arbejderne én Aktie — det
bliver fem Hundrede Aktier — og beholder selv Re-
sten — altsaa femten Hundrede Aktier. Af disse fem-
ten Hundrede Aktier, foreslaar jeg, at vi faar tre
Hundrede hver. Udtrykker jeg mig klart?«

»Ja," svarede Major White og pudsede optimistisk
sit Øjeglas med sit Lommetørklæde. ,,Det kan enhver
Idiot begribe."

»Vor Ven Roden,” vedblev Lord Ferriby, ,,der i Pa-
rentes bemærket er én af de fineste Finansmænd, jeg
har haft at gøre med, mener, at dette Selskab, som
har sin Fabrik i Holland, ikke skal lade sig indregi-
strere i England. Grunden hertil staar, i Korthed, i
Forbindelse med den engelske Aktielovgivning. Her
er jo ikke Tale om et Aktieselskab, der er dannet
kun for at tjene Penge. Vi vil ikke regne os for et
saadant Selskab, og vi har heller ikke Lyst til at be-
tale Skat af Penge, der kun er beregnede paa at be-
nyttes i velgørende Øjemed. Hver enkelt Malgamit-
arbejder med sin Aktie er ikke saa meget Aktionær
som Parthaver i Indtægten af en god Forretning.”

At Lord Ferriby igen havde udtrykt sig klart, frem-
gik af den Kendsgerning, at Major White nikkede

med en alvorsfuld og viis Mine.
(Fortsættes).

— 215 —

ALVERDENS NYT I BILLEDER OG TEKST.

Alverdens Nyt

i Billeder og Tekst.

NGLAND har først afslaaet de
E evropæiske Magters Tilbud

om at sende dem Afdelinger
af det røde Kors over til Krigsskue-
pladsen, men da Antallet af Saa-
rede stadig tager til, vil det rimelig-
vis snart se sig nødsaget til at tage
mod den fremrakte hjælpende Haand.
Sanitetskorpsets Virksomhed falder
i tre store Afdelinger. Under Ledelse
af Militærlæger følger det de kæm-
pende Tropper, uden just at udsætte
sig for Ilden, og udsender i alle Ret-
ninger Patrouiller af Bærere, som op-
søge de Saarede og paa Baarer brin-
ger dem 'til Forbindingspladserne.
Her træder Lægerne i Virksomhed.
Under hastigt opslaaede Telte fore-
tages de nødvendigste Operationer
og Bandager lægges. Dernæst sørges"
der for de Saaredes Tilbagesendelse.
Naar Klimaet kan have en ugunstig
Indvirkning paa Helbredelsen, maa
den saarede Soldat hurtigst føres til "
'sundere Egne og den engelske Armé
har i den Hensigt et større Antal Ho-
spitalsskibe til Raadighed.

bel

En huardt saaret engelsk Soldat hæves om Bord 'i Hospitalsskibet ved Hjælp af Dampkranen.

— 216 —

Hvordan , Hver 8. Dag" bliver til.

de færreste, der aner, hvilket Arbejde, der er
nedlagt paa disse 16 Sider, hvilket stort Ap-
parat, der har maattet sættes i Gang, hvor mange
Menneskehjerner og Menneskehænder, der har maat-
tet virke sammen, for at ,,Hver 8. Dag" hurtigt kunde
bringe Bud om det, der
er sket ude i Verden og
uden for vore egne Vin-
duer. Lad os da nu i Ugen
mellem Jul og Nytaar
gøre, som vi gjorde som
Børn, naar vi havde faaet
et nyt og sammensat Le-
getøj. Vi pillede det op
og Saa ,det, der var in-
den i". Lad os se paa
hele Maskineriet i ,,Hver
8, Dag", se, hvordan Bla- .
det bliver til fra Uge til
"Uge. :
Men inden vi gaar over
til at skildre, hvorledes
»Hver 8. Dag" bliver til,
lad os først fortælle, hvor-
dan ,Hver 8. Dag" blev
ti

il.

Det hed først ,,Hver 14.
Dag" og blev startet af
det Reitzelske Forlags

daværende Indehaver,

George C. Grøn, Menin-
gen med det var at give
et godt, populært Tids-
skrift med gode Fortæl-
linger og gode Illustra-
tioner. Detkostede 25 Øre
pr. Nummer. Det slog al-
deles ikke an. Saa kom
man ind paa at gøre det
noget mere aktuelt og
nedsatte Prisen til 16 Øre.
Men heller ikke det gik.
Hverken Publikum eller
Forhandlere syntes om denne Pris, 16 Øre.

Tiøren er den virkelige Skillemønt i vort daglige
Liv. Hvad Skillingen en Gang var, er Tiøren nu. Ti
Øre koster det at køre i Sporvogn, Tiøren er den
gængse Drikkeskilling. Tiøren er en rar og rund Mønt,
som man giver ud ved alle mulige Lejligheder. Og en
Tiøre maa Bladet koste. Altsaa maatte ,Hver 8. Dag",
hvis det skulde leve og vokse, ned paa de ti Øre. Og
det kom det i Efteraaret 1897. Samtidig skiftede Bla-
det Karakter, det blev den ,,Hver 8. Dag", vi nu kende,
saa aktuel som det er muligt for et Ugeblad, med sine
mange Billeder. Mønsteret var nærmest de store en-
gelske Ugeblade. Bladet blev startet med hele den

AAR vore Læsere sidst paa Ugen tager deres
»Hver 8. Dag" i Haanden, er det sikkert kun

nHver 8. Dag"s nye Facade, tegnet af Paul Fischer.

moderne Reklames fulde Musik. Men samtidig ka-
stede det nordiske Forlag, ganske uanet,,, Frem" ind
paa Bogmarkedet. ,,Hver 8. Dags Plakater hang paa
alle Plankeværker, i alle Vinduer Side om Side med
Ynglingen med Faklen i Haanden. Det formede sig
som et Kapløb om Tiøren, men det viste sig, takket
være vort Folks høje kulturelle Standpunkt, at der
var Plads til begge, baa-
de til ,Hver 8. Dag"s
Revy over Nuet og Frems
tungere Kost.

»Hver 14. Dag" var i
sin Tid sammen med det
øvrige Reitzelske Forlag
gaaet overtil det Gylden-
dalske Forlag. Paa dette

Forlag udkom ogsaa
»Hver 8. Dag" en Tid
lang. Men efterhaanden
voksede Bladet sig større
og større, det følte Trang
til at. sætte Foden under
eget Bord, og nu sidste
Efteraar blev der mellem
det Gyldendalske Forlag
og Hr. Grøn truffet en

Overenskomst, hvorved
»Hver 8. Dag" blev et
selvstændigtForetagende
og et særligtForlag. Sam-
tidig flyttede Bladet ind i
sine nye Redaktions- og
Ekspeditionslokaleri den
bekendte Ejendom paa
Hjørnet af Skoubogade
og Nygade. Vi kan nok i
al Beskedenhed sige, at
smukkere og stilfuldere
Bladlokaler findes der
ikke inden for det dan-
ske Monarkis Grænser.

Og ikke blot den sta-
digt voksende Kreds af
vore Læsere nødvendig-
gjorde, at Bladet satteFo-
den under eget Bord. ,,H.8.D." havde som de stærke og
frodige Vækster foruden sin ranke Hovedstamme
skudt flinke Sideskud. Der var først vort Romanbiblio-
tek, der har Æren af at have indført Dr. Nikolas sære
og betagende Skikkelse i danske Læseres Bevidsthed,
han, der er for os, hvad Greven af Monte Christo var
for vore Fædre, Det næste Skud, det, der næsten er
en Tvillingstamme til , Hver 8. Dag", er ,, Musik og
Sang", Det sendte sit første Nummer ud for kun ef
Aar siden, og dog har det allerede vundet Hævd og
Udbredelse som et gammelt, længe indarbejdet Fore-
tagende. Redaktøren, den populære Komponist Olfert
Jespersen, har en lykkelig Haand til at finde baade

— 217 —

HVORDAN ,HVER 8.

ise

rande TE PEPE ere

renses
bleer:

Hi

Redaktørens Modtagelseskontor.

nyt og gammelt. Og nu I Sommer, til Fredericia-
festen kom den første Bog Fredericiabogen, af den
store Samling ,,Danmarks Byer og deres Mænd", hvor
vort Land vil blive gennemillustreret, som endnu ikke
noget Land er bleven det. En Række Forfattere vil,
under Redaktør C. C. Clausens Ledelse, skildre hver
sin By. Og endelig — som det foreløbig sidste Skud
stiger nu i Vejret ,, Hver 8. Dags illustrerede Serier%,
hvori vi give vore Abonnenter en hel Bog for én Krone.

»Hver 8. Dag" har kun levet godt to Aar, og dog
synes disse to Aar indholdsrige som et langt Liv.
Pressen har kaldt ,,Hver 8. Dag" Ideernes Blad, og
naar viser ud over vore Foretagender, smigrer vi os
med, at det ikke er helt med Urette. Vi har været det
ny Blad med Initiativet og Foretagsomheden og
Ungdommens Opfindsomhed. Vi har med Glæde set
de ældre Blade tage vore Ideer op, vi haaber endnu
at kunne give dem mangen god Impuls. Man har og-
saa kaldt vor Blad det/ikseste Ugeblad, og dette Navn
vil vi ikke uden haard Kamp lade gaa fra os.

Ved et illustreret Blad som
vort, gør imidlertid Ideerne og
Stoffet det ikke alene, et illu-
streret Blad maa trykkes særligt
godt, og vi regner det for et
Held, at ,Hver 8. Dag" straks
fik den rette Bogtrykker i Hr.
Egm. H. Petersen, der har vun-
det Navn, som vor fineste Tryk-
ker særlig af illustreret Bog-
tryk.

I.

Og nu vil vi følge Bladet lige
fra Redaktionens Kontorer og
indtil det, fiks og færdigt, af
wæ Damer leveres ud over vor

isk.
Der er nu først Redaktionen,
bestaaende af Redaktør Grøn,
Redaktionssekretær Georg Kal-
kar og Staben af de faste Med-
arbejdere. ,H. 8. D.% har man-

e Melarhedece Det har sine
aste Korrespondenter, der sen-
der os Nyt og Billeder, paa alle
vigtigere evropæiske Pladser.
Ogsaa i Amerika har vi Forbin-

DAG" BLIVER TIL.

delser. Og foruden vore faste,
stadige Medarbejdere er der
mange, der kommer til os, naar
de har noget paa Hjerte. Ende-
lig er der hele Landet over
elskværdige Mennesker, der
sender os Tekst og Billeder,
særlig til vore ,Kendte Navne".
Vi vilde egentlig helst, at alle
vore Læsere vare tillige vore
Medarbejdere, følte sig medan-
svarlige til at gøre ,,H. 8. D."
saa aktuelt og godt som muligt.

Alt dette Stof, der saaledes
strømmer ind, skal nu af Redak-
tionen sigtes og vejes, underti-
den formes og omarbejdes. Det
er et ikke ringe "Arbejde, ikke
mindst fordi vi, fra Uge til Uge,
maa kæmpe med Pladsen. Der
er saa meget, vi gærne vilde
have med, uden at vi se Udvej
derfor. Vi maa derfor ofte si-
ge Nej til Stof, som vi gærne
tog. Og netop ved et aktuelt
Blad kan det i Reglen ikke
lade sig gøre at opsætte til
næste Uge, hvad der ikke kan komme med i denne.
Og en endnu større Vanskelighed end Pladsmanglen
er der. Vort Oplag er saa stort, det tager Tid at trykke
det, og vi vil iave det trykt smukt, derfor bruger vi
to Dage alene til ,,Formeéns Tilretning', som vi senere
skal forklare. Derfor maa Bladet, der udkommer Søn-
dag den 31. December, allerede foreligge færdigt fra
Redaktionens Haand Lørdag Nat den 23. December.
Kun en ganske enkelt, særlig vigtig Ting kan vi endnu
indskyde Mandag Morgen. Enhver af vore Læsere vil
kunne forstaa, hvilken uhyre Vanskelighed .det er for

et aktuelt Blad at skulle være færdigt en Uge. før.”

Det beder vi Dem betænke, naar De en Gang imellem
klager over, at vi ikke har faaet.den sidste Uges Nyt
med. Vi er, det kan vi forsikre, paa Benene til sent
Lørdag Aften. É
Under disse Omstændigheder er det svært at kæmpe
med Dagspressen, der mere og mere bringer Billeder.
Men vi har det store Fortrin, at Dagspressens Papir

og Trykning kun tillader en ret mangelfuld Gengi-"

Redaktøren af ,Hver 8. Dags Musik og Sang", Hr, Olfert Jespersen, ved Flygelet,

elg ==

velse, medens vore Bille-
der kan blive klare og
skarpe, de kommer et
Par Dage senere, men de
har varig Værd. Og man-
"ge Ting "lader sig slet
ikke gengive i Aviserne.
Derfor bliver vort Billed-
galleri fuldstændigere og
værdifuldere. Og medens
Dagens Blade. bruges til
Indpakning, indbindes
EL: 8. D." og bliver, Aar
efter, den illustrerede Re-
vue over Nutiden.
Endnuen Vanskelighed
er der. Forfattere, det er
et udmærket Folkefærd,
men de har næsten alle
en stor Skrøbelighed, de

afleverer aldrig Manuskript i rette Tid. Redaktions-
sekretæren maa derfor skrive flere Rykkerbreve end
nogen Skrædder i hele Landet. De første er elskvær-
dige og begynder med et ,,Kære", Efterhaanden bli-

HVORDAN .,HVER 8. DAG" BLIVER TIL.

Ar

hl

hu

fir

A ?

x >: sæ DA

Ko eee

Bi

ey Ser så Fi)
LER UCR 2

Et af Redaktionskontorerne.

ver de bidskere i Tonen, og naar Redaktionssekretæ-
ren om Lørdagen staar med det halve af et Manu-
skript, sniger der sig en Gang imellem en lille Ed

ind mellem Linjerne.

Samme Redaktionssekretær har ogsaa Bryderier af
andre. Han faar undertiden mærkelige Besøg. Da, vi
forleden havde haft vor Artikel om de københavnske
Originaler, tren ind paa Kontoret Professor Andersen
Bang, meget vred, og forlangte adskillige Hundrede
Tusind Kroner i Skadeserstatning. Se, ham kunde
Redaktionssekretæren nok magte, men han sidder i

z Et Hjørne af Sætteriet!

— 219 —

disse Dage og frygter for
Besøg af en meget stær-
kere Original, der gaar
rundt og truer. Og hver
Post bringer adskillige
anonyme Breve fra me-
get vrede Folk. En be-
brejder os endog at yri-
ve ned paa alt, hvad der
hédder Avtoriteter". En
anden gyder sin Harmes
Skaaler ud over vore syn-
dige Hoveder, fordi vi
bringe ,slibrige Novel-
ler", Vore Læsere vil sik-
kert indrømme os, at dis-
se to Udtalelser ikke net-
op slaaende karakterisere
vort Blads Bestræbelser.

Ikke alle de indsendte

Bidrag er lige vellykkede. Som et morsomt Eksempel
aftrykker vi nogle spredte Linjer af en Sang, som
Sommerens Dreyfuskampagne gav Anledning til, idet
vi bibeholde den originale Retskrivning:

»Af Venner havde Dreyfus flere
der var Labori og Piqart.
Piqart sagde det gaar ej mere
Dreyfus hjem maa i en Fart.

Sola han tog fat paa Sagen
til Fru Dreyfus sagde han

HVORDAN ,HVER 8. DAG" BLIVER TIL.

nHver 8. Dag" paa Fart gennem Hurtigpressen.

snart oprinde vil jo Dagen
Da deres Mand vi frelse kan.

Retfærdigheden skete Fyldest
Frankrig tog han i sin Favn
Dreyfus Navn vil nu forgylles
han ej mere lider Savn.

IO.

Efterhaanden som Manuskriptet er færdigt fra Re-
daktionen, gaar det i Trykkeriet. Der staar Sætterne
rede ved deres store Skriftkasser, der i sine 129
Rum rummer de forskellige Bogstaver og Tegn, med
»Vinkelhagen" i den venstre Haand. Vinkelhagen er
en lille Ramme af Messing eller Nysølv eller Jern, i
hvilken Sætteren stabler Bogstav ved Bogstav de Ty-
per, som han fisker op af Kassens Rum. Han har na-
turligvis ikke Tid til at se efter, om det er det rette
Bogstav, han griber blot i det paagældende Bogstavs
Rum, og stoler paa, at der er bleven ,lagt rigtig af”,
da Typerne efter den sidste Brug fordeltes i de for-
skellige Rum. Naar han har en fuld Linje, ,sluttes
den ud"; en Linje kan jo kun ende med et Ord eller
en hel Stavelse, og Mellemrummene mellem de en-
kelte Ord maa derfor gøres noget større eller noget

mindre, for at det kan Paner Vinkelhagen kan rumme -

en ti-tolv Linjer, — at have mere i Haanden vilde
blive for tungt — og naar den er fuld, ,,hæves Satsen
ud", og anbringes 1 en større Ramme ,Skibet". Heri
sættes nu Vinkelhage paa Vinkelhage, indtil man har
en ,Spalte", Naar Spalten er færdig, bindes der en
Snor om den, for at Karde de løse Typer sammen, og
man tager et Aftryk af den saaledes tilvejebragte

»Sats",

Nu kommer ,første Korrektur", og den er ikke al-
tid saa morsom at læse. Manuskriptet er ofte temme-
lig utydeligt. Forfattere, særlig Journalister, har travlt,
deres Haandskrift er mer end flydende. Sætterne ud-
vikler ganske vist efterhaanden en betydelig Færdig-
hed i at læse ulæselige Haandskrifter, man har Eks-
empler paa, at Sættere har kunnet læse, hvad. For-
fatteren bag efter ikke selv har kunnet tyde. Men
der er dog ogsaa Nødder, som en Sætter ikke kan
knække. Deraf nogle Fejl. Andre Fejl fremkommer
ved, at et Bogstav staar paa Hovedet, at der er indsat
et galt Bogstav, fordi der i sin Tid er lagt galt af
0. 5, v. Alt dette rettes, og Sætteren faar Aftrykket
og Spalten tilbage. Med en Syl, den saakaldte , Aal",

» stikker han ind i Siden paa Blytypen og fisker det

gale Bogstav op.

Samtidig. foretager han ,,Ombrydningen", eller som
Typografen kalder det ,,Ombrækningen", Thi nu skal
BE dSans føjes ind. Det vilde føre os for vidt her
at give en i det enkelte gaaende Skildring af, hvorle-
des vore Billeder blive til. Saa godt som alle ud-
føres de ved Hjælp af det moderne Reproduktions-
middel, Zinkætsningen, der traadte i Stedet for Træ-
skæringen, og ,Hver 8. Dag" har til denne Side af
sit Udstyr haft en udmærket Medarbejder i F'. Hen-
driksens Reproduktionsatelier. Kniber det med at gøre
Teksten aktuel,kniber det endnu mere med Billederne,
thi de skal jo zinkætses. først, og det drejer sig jo her
om Minutter. Derfor sættes Bladets Tekst først med
hele Linjer, og naar Clichéerne er komne, ,,brækkes
den om" i halve eller fjerdedels Linjer, alt eftersom
Billedernes Størrelse kræver det. Og saa læses der
en anden Korrektur. Alt dette er sket i Ugens Løb,

.indtil Mandag Morgen. Undertiden er den samme År-

tikel for Hurtighedens Skyld bleven stykket ud til
tre-fire Sættere. )

— 220 —

HVORDAN ,HVER 8” DAG” BLIVER TIL.

Interiør fra Bogbinderiet.

Den Mand, der i Sætteriet leder og fordeler Arbej-
det, hedder ,,Faktoren". Han er imellem Sætterne det
samme som Redaktionssekretæren er paa Bladets
Kontor. Og som Redaktionssekretæren øver sit Skøn
over Manuskripterne og Bladets Indhold, saaledes er
- det for Bladets ydre Udseende ret vigtigt at have en

Faktor med Smag og Omdømme. é

Nu tager ,Trykkerne" fat. .

»Hver 8. Dag"s Sider, lagte sammen, danner
»Formen"%, den anbringes inden i en stor Jernramme,
der passer til Maskinen. Mellemrummene mellem
Formen og Rammens Kanter udfyldes af ,Stege%,
Jern-ogBlyklodser, for at Formen kan ligge fast. Ram-
men løftes op i Maskinen, og saa tung er den, at der
maa mindst fire Mand til atløfte den. Hvis Kræfterne
svigtede en af dem, vilde Rammen falde, alle Typerne

gaa i Fisk%, og alt Arbejdet være gjort forgæves, og
Læserne intet Blad faa den rette Dag.

Nu tror naturligvis de fleste Læsere, at nu er det.

hele rede, nu kan man begynde at trykke, men nu
kommer omtrent det allervigtigste for Bladets smukke
Udseende: ,Tilretningen", To Mand ligger i to Dage
over Formen, for at ,rette den til". Alt skal være gan-
ske jævnt, alt staa i et Plan, særlig maa Billederne staa
i den rette Højde, Og det er netop Vanskeligheden.
For at være en god Trykker maa man være noget af
en Kunstner, man maa have et Kunstnerøje for den
rette Virkning af hver Cliché. Ved Trykningen skal
det, der er Forgrund, fremdrages, og det, der hører
til Billedets Baggrund, trykkes svagere. Der skæres
saakaldte ,,Tilretninger", der lægges paa Maskinens
Cylinder, for at frembringe det kraftigere Tryk paa
de Steder, der skal være mørke, og det lettere paa de
lyse Steder, alt for at frembringe de forskellige Toner,

er skal frembringes i Billedet.

Hermed gaar Mandagen og Tirsdagen, først Tirs-

dag Aften kan selve Trykningen begynde, Og nu ar-
bejder Maskinen uafbrudt til Torsdag Aften, hver Ti-
me udsendes 14—1500 Eksemplarer af , Hver 8. Dag".
Samtidig trykkes Omslagene og ,Hver 8. Dag"s for-
skellige andre Foretagender. Paa en Gang er der
syv—otte Maskiner i Gang dermed.

Saa snart Arkene er færdigtrykte, bringes de til
Bogbinderiet. De falses paa Maskiner, medens Om-
slagene falses i Haanden. Ogsaa Heftningen foregaar
paa Maskiner. Af en Nikkeltraad danner Maskinen
selv Klammerne og lukker dem til. En saadan Ma-
skine hefter 14— 1500 Eksemplarer i Timen.

. Der er paa Bogtrykkeriet sysselsat i alt ca. 60 Per-
soner. Maskinerne drives ved Elektricitet, og hvilke
Følger det kan have i Retning af Forsinkelse af Bla-
det, naar Centralstationen gør Skrue, har vore Læsere
jo nys faaet Beviser for.

IV.

Torsdag Morgen kommer de første Eksemplarer af
Bladet op i vor Ekspedition, og vort store Dameperso-
nale staar da fuldt rustet til at modtage dem. Alle Fak-
turaer er udskrevne, alt gjort Rede til at pakke. Tors-
dag, det er Provinsens Dag; Bladet maa udsendes en
Dag før til vore Provinslæsere, for at det nogenlunde
samtidigt kan komme alle vore Abonnenter i Hænde.
Det ene Tusinde efter det andet, lige saa varme som
de kommer fra Bogbinderiet, bringes op og sendes
ud. Der er Røre, men det er intet mod Fredagen. Da
fyldes Rummet uden for vor Disk af vore københavn-
ske Forhandlere og deres Bude, og særlig Bydrengene

ør et-velsignet-Spektakkel. Disse københavnske By-
rEnge er en Race for sig selv, de føler deres Bel
ning i hele det sociale Maskineri, og de forstaar at
henlede den almindelige Opmærksomhed paa denne

— lil —

HVORDAN ,HVER 8. DAG" BLIVER TIL.;

Betydning ved en selv-
bevidst Optræden, der
træder fast i Gulvet og ta-
ler i bestemte Ord. Sæt
tyve af dem sammen i
samme Stue, og man vil
forstaa Virkningen. Mest,
naar Bladet er bleven en
Smule forsinket. Det er
ikke lutter Velsignelser,
der da lyder de stakkels

Ekspedienter imøde.
Længe vil de mindes den
Dag, daBladet paa Grund
af den elektriske Kalami-
tet var forsinket i hele to
Dage. Vi vil ikke ønske
vor værste Fjende værre "
end at betjene vor Tele-
fon, hvis det skulde hæn-
des en Gang til.

Se saa, nu er Numret ude, men vi har ikke Tid til
at trække Vejret, vi har allerede længe været optagne
af det næste Nummer, vi skal snart til at slutte dets
Redaktion.

Saadan gaar det Uge paa Uge. Saa mange Menne-
sker, saa stort et Maskineri for at skabe dette lille,
fikse Blad og dets mange store Biforetagender. Alt
maa gaa paa Minutten, hver Del har sin nøje til-
maalte Tid. Gaar blot ét Hjul i Staa, standser det
hele. Udebliver der Manuskript, kan der ikke sættes,
kom en Cliché for sent, kan der ikke brækkes om
0. s. v. Eller tænk, om Papiret ikke kommer hurtigt
nok fra Fabrikkerne.

Den, hvis Virksomhed hele Tiden har ligget bag-
ved, men hidtil har skjult sig, det er Forlagsbestyre-
ren, Ivar Hiort. I hans Kontor mødes de forskellige
Traade. Han maa være åjour med Redaktionen, vide,
hvad der kommer i Bladet, for at kunne bestemme
dets Oplag. Er der noget særligt opsigtsvækkende i
Bladet, maa der nemlig trykkes et betydeligt større

Forlagsbestyrerens Kontor.

Oplag end ellers. Lige-
saa med,, Musik og Sang".
Naar ,,RidderRapogRo",
naar ,Kom Karoline" eller
Kvæservalsen er i Bladet,
maa Oplaget forøges; thi
da stiger det løse Salg
betydeligt, Han har Eks-
peditionen og hele den
forretningsmæssige Side
af Bladet, Musikbladet,
Romanbiblioteket, ,,Dan-
marks Byer og deres
Mænd" og Serierne under
sig. Han planlægger nye
Foretagender og drager
Omsorg for at hele Ma-
skineriet virker som det
skal. Han modtager Til-
bud om Leverancer og
forhandler med alle. Under ham sorterer Boghol-
deriet, det hele Personale og de rejsende Agen-
ter. Reklameafdelingen har sin særlige Leder,
Hr. Alb. E. Jessen. Vore Annoncer er omtrent de dy-
reste herhjemme, og dog ere vore Annoncespalter
stærkt søgte. Annoncerne syner paa Omslaget, de ses
og virker. Det ved Forretningsverdenen godt. Ja, selv
et Dagblad gav os forleden det Vidnesbyrd, at en
Annoncecliché i vort Blad ikke kunde skelnes fra en
virkelig kunstnerisk Tegning.
% : 5 %

Ligesom Annoncerne bære alle vore Dagblade,
saaledes bære de ogsaa en Del af vort Blads store
Udgifter, men kunde vi ikke samtidig udsende det
store Oplag, lod det sig ikke føre igennem at præ-
stere det, som vi kan byde paa. Og paa dette Punkt
skulle vi da med Tak erkende, at vi er blevet støttet
bravt af vore Venner og Læsere, hvem vi nu som
Afslutning paå denne private Passiar om vore indre
Forhold sende mange venlige Nytaarstanker.

BE HR

Kendte Navne

fra By og Land.

Dødsfald.

Længe før Tiden har Døden bort-
revet Telegrafingeniør Arthur Fjel-
strup i St. Petersborg. Han var,
efter at have uddannet sig i store
nordiske
Telegraf-

selskabs
Tjeneste,
tidlig

gaaet i

russisk

Statstje-
neste,
hvor hans
store Dyg-
tighed i
forbav-
sende kort
Tid bane-
de ham
Vej til Le-
delsen af betydelige Ingeniørfore-
tagender. Hans Helbred undergra-
vedes for et Par Aar'siden efter et
apoplektisk Tilfælde, der nu har
fældet ham i 43-Aars Alderen. Hans
Arbejde hædredes med russiske
Dekorationer, hans Personlighed
skaffede ham Venner, hvor han
kom frem. Den afdøde var en Bro-
der til Skuespiller Fjelstrup.

Telegrafingeniør Fjelstrup.

KENDTE NAVNE.

sen an-
sat: som
Fuldmæg-
tig paa
Ribe By-
fogedkon-
tor og var
da ofte,
naar den
daværen-
de Borg-
mester,
der var fu
Lands-
tings-
mand, var
inde i Tinget, konstitueret Borg-
mester. I Krigsaaret 1864 blev Ther-
kildsen i Forening med Byens Her-
redsfoged og Telegrafbestyrer ta-
gen til Fange af Tyskerne og af
disse ført til Kolding, hvor Ther-
kildsen maatte forblive som Fange
i 8 Uger. T. har ved sin bramfri
og elskværdige Karakter forstaaet
at gøre sig ualmindelig afholdt.

Litt

Sagfører. Therkildsen.

Johammes Anton Schmidt er født
1. Februar 1843, tog Skolelærer-
eksamen 1870, var derefter Lærer
i Viuf ved Kolding og senere i And-
kær ved Vejle, indtil han fik An-
sæltelse som Kordegn og Klokker
i Kolding den 1. Januar 1875. Ved
Siden af sim Embedsvirksomhed
har Hr. Schmidt i de forløbne Aar
udøvet stor Indflydelse paa Byens
Musikliv. S. er en fin ”Violinist, er

ens kommunale Skoler etc. Som In-
formator har Hr. S. bl. a. givet den
første Undervisning til kejserlig
russisk Kapelmusikus Johannes
Nørvang, der endnu hver Sommer
i Ferien gæster sin Ven og Lærer.

»Hver 8. Dag"s
Musik og Sang.

»Hver 8. Dag"s Musik og Sang
for denne Uge indeholder: Folke-
vise fra Ukraine (Tekst ved Thor
Lange). Serenade af Op. ,,Don Juan"
af W. A. Mozart. , Musik og Sang."
— Galop. ” , ”. Julesne og Skøjte-
Is af Olfert Jespersen (Tekst af
L. Mylius-Erichsen).

»Dansen gaar."

I et særligt Hefte har ,Hver 8.
Dag"s Forlag under Titlen: ,,Dan-
sen gaar” udsendt en Samling af
elleve udvalgte Dansemelodier, som
i det forløbne Aar har vakt særlig
Jubel. Man vil i Heftet finde baade
Les Cigarieres Mazurkaen, den
graciøse Mdm. Pompadour Vals,
Philokoros - Studenternes. , Ving-
åkerdans" og den overstadig lystige
Marsch-Polka: ,,Karnevalstummelf.
Prisen paa det omfangsrige Hefte
er Kr. 0,76. ;

»IUlustrerede Serier",

Jubilæum. Medstifter af , Musikforeningen af IL og IIL. Bind
Sagfører Jes Therkeld Therkild- 1880" og "Or Sne

sen i Ribe fejrer ved Aarsskiftet 25- har væ- Lige op imod Juletid udsendte vi
Aars Jubilæum som Værge for Ribe ret dens andet og tredje Bind af vore illu-
St. Catharinæ Kirke. UnderHr. Ther- mange- strerede Serier. Andet Bind inde-
kildsens Værgemaal er Kirkens aarige Di- holder: ,,Det tredje Køn" af den
Tarv varetaget og dens Midler for- rigent, … meget populære, for sit Lune saa
valtede med Dygtighed paa en paa- ligesom kendte, Ernst von Wolzogen — en
skønnelsesværdig Maade. Therkild- hanien Bog, som i Tyskland er solgt i
sen, der er 62 Aar gammel, inde- Snes Aar 22,000 Ekspl. — og tredje Bind er
haver ved Siden af sin Sagfører- , har været Anthony Hope: Fangen paa
virksomhed mange betroede Stil- Dirigent i Zenda"%, en fortræffelig Roman, der
linger, Han er saaledes bl. a. Di- »Kolding har vundet begejstrede Læsere over
rektør i Sydjydsk Landmandsbank Sangfor- hele Europa. Prisen for hver af
i Ribe og Branddirektør for Land- ening", disse Serier er for ,,Hver 8. Dags
bygningernes almindelige Brand- —. Sanglæ- Abonnenter 1 Kr., medens den for

forsikring. I Tredserne var Therkild- Kantor Schmidt. rervedBy- alle andre er Kr. 2,50.
bå ; N udmærket nyttig Opfindelse: ",,Kun- Utvivlsomt vil denne Opfindelse faa stor
å stige Lemmer med Luft som Fast- Betydning, thi Patienterne vil herefter med
spændingsmiddel" har vakt betydelig == langt større Lethed og langt mindre Géne

Opmærksomhed og Opfinderen, Hr.
Niels Faarup, har nu oprettet en Fabrik
for Tilvirkningen af saadanne Lemmer, ef-
ter at have udtaget Patent paa Konstruk-
tionen i fjorten forskellige Lande.
Tidligere var det saaledes, at de, der.
nødtes til at bære kunstige Lemmer, paa
meget generende Maade maatte fæste disse
ved Remme til de forskellige Legemsdele.
Hr. Sarup Opfindelse gaar derimod ud
paa at holde Benet fast ved Hjælp af Slan-
er, der lægges omkring Benet og i hvilke

19 de indpumpes Luft gennem en Ventil.

=— 83 —

kunne bære de kunstige Lemmer. Lægerne
har da ogsaa straks vist Opfindelsen den
mest levende Interesse. Hr. Faarup kan
fremlægge anbefalende Vidnesbyrd fra Au-
toriteter som Overkirurg Tscherning, Re-
servekirurg Ulrich, Overlæge Bjerring og
Karantænelæge Clod-Hansen.

SEER NNE

ASSURANCE.

Assurance.

OLKET — man kunde ikke her have fundet et
bedre, klarere, fyldigere Navn end netop dette
til.et dansk Assuranceselskab.. Folket, det er
os alle i alle de mulige Livsstillinger og For-

hold, som et moderne Assuranceselskab skal beskytte,
og samtidig er der i Navnet en Klang, der bringer i
Erindring den ægte demokratiske Lov om Forsikring
af Arbejdere, som gav Stødet til dette Selskabs Stif-
telse. -Og.medens ,Folket" i det Par Leveaar, det
endnu har haft, bestandig har udvidet sig til at
spænde over alle Arter af Forsikring, som specielt ved-
rører hele Befolkningen, saaledes staar det nu atter
ved Løsningen af en særlig demokratisk Opgave gen-
nem den ypperlige Ordning af Børneforsikringen, som
det nylig har gennemført.

De Folk, som satte sig i Spidsen for dette Fore-.
tagende, forstod straks, at om Sågen skulde lykkes,

maatte der arbejdes paa et Grun lag, der tillod de
store Udvidelser. Man henvendte sig da til indflydel-
sesrige og højtansete Mænd i alle danske Byer, fik
hurtig disse interesseret for Tanken og snart steg
Grundkapitalen fra Kr. 500,000 til 1 Million Kroner.
Kammerherre J. F. Scavenius, Gjorslev, blev For-
mand og iøvrigt kom Bestyrelsens orretningsudvalg
til at bestaa af: Overretssagfører 4. Albeck, Kontor-
chef J. Nyholm, Overretssagfører N. H. Bache, Mønt-
mester V. B. Poulsen, Ingeniør Ed. Andersen, For-

agter J, Mackeprang og Fakrikant H. Steensen.
Fremjerkentenant G. 4. Clausen-Kaas blev Selska-
bets utrættelige Direktør. ”

I et Foretagende af Størrelse som ,, Folket" blev det

af Vigtighed, at den daglige Forretningsførelse vir-
kede saa praktisk som blot muligt. Direktøren erhver-
vede sig' ved Køb Ejendommen Nytorv 17.og indret-
tede her i hele Husets Omfang. et ypperlig ordnet
Assurance-Etablissement. De c. 16 Kontorer lagdes
saaledes, 'at Folk fik den letteste Adgang til netop
det Kontor, som de søgte, og ved indvendige Trapper,
Elevatorer og et sammensat Telefon-System bragtes
alle Rum i-en saa nem indbyrdes Forbindelse, at det
hele Maskineri kunde virke, uden at nogen af Perso-
nalet behøvede at forlade sit Kontor. Alle Breve aab-
nes i Stueetagen, glider videre pr. Elevator, og hvert
enkelt Dokument bliver efterhaanden paa Vejen gen-
nem Kontorerne en mere og mere omfangsrig Sam-
ling Aktstykker.

Alle Klasser af Befolkningen har dette Selskab,
hvis Tariffer har fuldt op af Fordele og hvis Lederes
Navne er.fuldt ud betryggende, forstaaet at drage til
sig. Men hver enkelt ny, der stiller sig under dets
Varetægt, vil føre dette danske Selskab frem imod
ideale Forhold. I Folkets Kærlighed ser ,,Folket" sin
Styrke.

> ;

1. Teknisk Afdeling (2. Sal). 2. Registraturet (bb Sul). 3. Bog-
holderikontor med det samlede Personale (Stuen).

— 224 —

Søndagen den 7. Januar. , sy

10 Øre om Ugen.
1 Kr. 25 Øre Kvartalet.

Den engelske Soldat.

Af Rudyard Kipling.

Den berømte engelske Forfatter Rudyard Kipling har i en af sine Soldaterhistorier fra Indien givet nedenstaaende
livlige Skildring af den engelske Soldat, som i Øjeblikket vil læses med særlig Interesse.

Den engelske Forfatter, Rudyard Kipling.

EN engelske Soldats Mod er en Kendsger-
ning, som officielt forudsættes at være
hævet over enhver Tvivl, og som almin-

…… delig gældende Regel kan man vel og-
saa sige, at det forholder sig saaledes. Undtag-
elserne tysser man ned og kun naar Samtalens
Bølger en eller anden Gang efter Midnat begynde
at gaa højt i Officersmessen, skyller disse Beret-

ninger tilfældigt op. Da kan man faa at høre
underlige, uhyggelige Historier om Mand-
skab, der ikke følge deres Officerer, om Or-
drer, der gaves af Folk, som ingen Ret hav-
de dertil og om skammelig Fejghed, der vilde
have endt med glimrende Nederlag, hvis
ikke den engelske Armé forfulgtes af saa
heldig en Skæbne. Saadanne Historier er
kedelige at høre paa og de berettes ogsaa
kun i halvt hviskende Tone, naar man sid-
der i god Ro omkring Ilden, og den unge
Underofficer sænker sit Hovede og haaber,
at hans "Folk med Guds Hjælp aldrig skal
bære sig saa ynkeligt ad.

Det er dog ikke altid, man har Ret til at
gøre den Menige ansvarlig for tilfældige
Uheld, en Afgørelse, som man imidlertid gør
bedst i at fælde for lukkede Døre. En kun
jævnt forstandig General kan f. Eks. sløse
bort en seks Maaneders Tid, inden det gaar
op for ham, hvorledes den særlige Krig, som
er lagt i hans Hænder, rigtig skal føres, en
Oberst kan gaa i tre Maaneder uden mind-
ste Idé om, hvad det Regiment duer til, som
han er gaaet i Felten med, ja, mangen Kom-
pagnichef ser forkert paa sin Deling Folks
hele Væsen og Stemning. Og derfor skal
man ikke laste Soldaten og især ikke Nu-
tidens Soldat, om han en eller anden Gang
svigter. Skyd ham eller hæng ham bagefter, -—
pour encourager les autres. Men lad være at
skandalisere ham i Aviserne. Det er bare Man-
gel paa Takt og for Resten Synd for Pladsen.

Lad os nu f. Eks. sige, at han har været i
Hds. Maj. Kejserinden af Indiens Krigstjeneste i
maaske fire Aar. To Aar til, og hans Tjeneste-
lid er udløben. Medfødte moralske Begreber- er

RR

—7——…

SEERE aA
se ….2 piner eee ES E. R

DEN ENGELSKE SOLDAT.

han ikke videre besværet af og de fire Aars Tid
er ikke tilstrækkelige til at gøre ham standhaf-
tig og sejg helt ind i Hjerterødderne eller til at
gøre ham det fuldstændig klart, hvad hans Re-
gimente er for en Helligdom. Han vil tage sig
et Glas, han vil more sig — i Indien vilde han
gerne ogsaa lægge sig lidt Penge op — og han
har ikke den allerringeste Lyst til at skaffe sig
ærerige Saar. Opdragelse har han faaet netop
tilstrækkeligt af til at forstaa den halve Mening
af de Ordrer, han faar, og til at spekulere over
den naturlige Beskaifenhed af Hugsaar, Stiksaar
og Sprængsaar. Faar nu en saadan Fyr Ordre
til at danne Skyttelinje, lige inden et Udfald skal
foretages, saa ved han, at han løber en stor Ri-
siko for at blive dræbt og han faar den Mistan-
ke, at man vil opofre ham for at vinde en Tid
af 10 Minutler. Da udfører han naturligvis Be-
vægelsen med den Hurtighed, som Fortvivlelsen
indgiver ham eller ogsaa klumper han sig sam-
men med Kammeraterne og det hele bliver ét
Virvar, eller ogsaa stikker han simpelt hen af,
alt efter som den disciplinære Opdragelse er, han
han faaet under sine fire Aars Tjenestetid.
Udrustet med mangelfulde Kundskaber, liden-
de under en uudviklet Fantasis Forbandelse, med
Begreber, forvirrede af de lavere Klassers græn-
seløse Egoisme og uden nogle Regimentstraditio-
ner at støtte sig paa, bliver nu denne unge Mand
helt uforvarende præsenteret for Fjenden, som
i Østerland altid ser meget uhyggelig ud, er høj
af Vækst og langhaaret og ofte kommer imod
ham under forfærdelige Hyl. Hvis han da til
højre og venstre omkring sig har gamle Soldater
— Karle med 20 Aars Tjenestetid, som han ved,
har Rede paa, hvad det gælder — og ser dem
rykke frem, springe ind paa Fjenden eller ud-

føre en hvilken som helst anden Bevægelse med
urokkelig Sikkerhed, da bliver han rolig og sæt-
ter Geværet til Skuldren nogenlunde modig. Og
hans Tillid vokser, hvis hans ældre Kammerat,
som maaske har ledet hans første Skridt paa
den militære Bane og ved Lejlighed banket ham
baade gul og blaa, hvisker til ham: ,,Nu skal Du
se, saadan hyler og skaber de sig i 5 Minutter,
saa kommer de imod os og saa ta'r Fanden ved
dem." e

Men ser han derimod ikke andre omkring sig
end Folk af samme Aargang som han selv og
mærker han, hvor de blege og nervøst fingerere
ved Aftrækkerne, medens Officererne knuger
Værget, saa at Sveden løber dem af Panden og
skriger: Første Geled! Bajonetterne paa! Hold
jer rolige der bagved! Staa stille for Satan! Sigt
paa 300... nej paa 500, mener jeg. Ned med
jer, alle Mand! Rolig bare! Første Geled, paa
Knæ! 0. s. v., da bliver han uhyggelig til Mode
og endnu elendigere bliver han, naar hans Side-
mand snurrer rundt og styrter om med et Ra-
balder som naar Ildtang og Ildrager ramler sam-
men og med en Stønnen som fra en Okse, der
er slaaet for Panden. Faar han saa Lejlighed til
at røre sig lidt og iagttage den Virkning, som
hans Kugler gør i Fjendens Geledder, saa bliver
han lidt bedre til Mode og kan muligvis da
skrues op til det blinde Raseri efter at slaas, som
faar Folk til at skælve ligesom i Febergysninger.
Er han derimod tvunget til at staa stille, medens
Fjenden trænger voldsomt paa, da begynder han
snart at høre Ordrer, som aldrig blev givet, og,
bedst som det er, tager han Benene paa Nakken,
saa hurtigt han bare kan. Og intet under Solen
er saa uhyggeligt at se paa som et engelsk Re-
giment, der er sprængt. Gaar det saa ilde at Pa-
niken bliver epidemisk, saa er
der intet andet at gøre, end at
lade Folkene løbe, og Office-
rerne gør da bedst i at flygte
over til Fjenden og blive der
for at være sikre paa deres
Liv. Men kan man faa Solda-
terne til at staa og gøre et nyt

Angreb, da er de ikke just
behagelige at staa for, thi for
anden Gang griber de ikke
-Flugten.

Om tredive Åar, naar hver
eneste Sjæl, der gaar i et Par
Bukser, har faaet lidt Dannel-
se, kommer den engelske Hær
til at virke med den herligste
Uensartethed. Den kommer da
til at kunne for meget og ud-
rette for lidt. Længere frem i
Tiden, naar de menige har
naaet den Intelligens, som Nu-
lidens Officerer besidder, da vil

aserne er 2
es SNERRE

SS SED SEE 5 ESS ED EDER EET EDEN EPE

Syn NÅ, r i
k x SOS i J mn ”
d | Fx Øde
É
! '
mrs Sad g
! »”» 2 å "gel
S FRE z Øg es ”v, É É VIS
i 2 | y re å
k L ø , 4 2
ÆR N vr 4 Se BBR GR
, EA y ” ae = ad fr
y i: "SE å —
v ræs y krars ER LÅ F: i: É

En [udfødt bringer Englænderne Efterretninger fra Ludysmith.

|
"Å
i

rn", 7. JS

DEN ENGELSKE SOLDAT.

De saarede engelske Soldater føres bort fra Slagmarken.

den erobre Verden. Eller med andre Ord, man
maa anvende enten Pak eller Gentlemen eller
allerhelst Pak, kommanderet af Genilemen, hvis
man vil have dette Slagterhaandværk udført med
Fynd og Klem.

Et højhelligt Regiment fra de skotske Høj-
lande, som drager i Krig under Ledelse af strengt
religiøse Officerer, er maaske i selve det Øjeblik,
da det gaar løs, værre at komme i Lag med end
lige saa mange raabarkede irlandske Kæltrin-
ger, som giver Fanden i alt og kommanderes af
de værste Bespottere. Men dette er kun Bevis
paa, at saadanne Folk ikke er til at stole paa,
naar de er uden Ledelse. De har deres Tanker
om Livets Værdi og Selvopholdelsesdrift, som er
afgjort imod bare at gaa paa og lade det enten
bære eller briste. Man har undladt at give dem
Rygstød af Kammerater, som tidligere har været
Skydeskive og indtil man giver dem et saadant
Rygstød, som mange Kompagnichefer fordre, vil
de komme til at prostituere sig mere. end det

indiske Kejserdømmes Sførrelse eller Armeens
Ære kan taale. Officererne ere saa udmærkede
Folk som kan ønskes. Ti deres Træning begyn-
des i god Tid og Gud har nu en Gang for alle
arrangeret det saaledes, at en Dreng af den en-
gelske Mellemklasse er bedre udrustet med
baade indre og ydre Egenskaber end alle andre
Drenge i Verden. Og derfor bliver ogsaa saadan
en ung Fyr paa atten Åar staaende, hvor han
staar med Sablen i Haand og Fryd i Hjertet lige
til han falder. Dør han, saa dør han som en
Gentleman. Beholder han Livet, saa skriver han
hjem til England, at man har villet ,,gøre Kaal
paa ham", at man har ,,nappet" lidt i ham eller
noget lignende og bedrøver siden Regeringen med
Ansøgning om Godtgørelse for Saarene, indtil
næste Krig bryder ud. Da søger han at klare
sig overfor Lægekommissionen, narre Obersten
og indsmigre sig hos hans Adjutant, indtil man
endelig lader ham marchere mod Grænsen endnu
en Gang.

Lille Hansemand.

Et Virkelighedsbillede af Dr. med. Chr. Langgaard.

ET var en frostklar Eftermiddag midt i
December for 21 Aar siden, at jeg før-
ste Gang saa lille Hansemand. Jeg
var den Gang bosiddende som Læge ude

paa Landet og var paa min sædvanlige Vandring
gennem den idylliske Landsby, for at tilse Pa-
tienterne. Da jeg var ved at passere forbi et
lille Hus med et grønmalet Stakit foran, fik jeg
Øje paa en prægtig Dreng; han stod uden for
Stakittet med et stort Smil over det brede, jovi-
ale Ansigt; da han tog Huen af og hilste God-
dag, blottede han en Fylde af gule Krøller, som
hang ned i Panden og stod ypperligt til de fri-

ske, røde Kinder. Jeg følte mig straks tiltalt af
denne Dreng; det var ligesom "der skinnede mig
en Solstraale i Møde fra. dette Ansigt. Der findes
virkelig enkelte Solskins-Mennesker i denne tri-
ste, graa Verden; han var ubetinget et af dem.
Jeg gik hen og klappede ham paa Skulderen og
spurgte ham, hvad han hed. —"

»Jeg hedder Hans!'' sagde han.

Det var vort første Møde og den Gang var
han 8& Aar gammel.

Vi var siden den Tid gode Venner, og vi
saaes jevnligt.

Jeg behandlede en Gang hans lille Søster og

— 227 —

LILLE HANSEMAND.

fik derved Lejlighed til at gøre nærmere Be-
kendtskab med Hansemands hjemlige Forhold.
Der er ikke stort at bemærke herom. Foræld-
rene vare jevne Husmandsfolk;-og Hjemmet var
kun tarveligt, men jeg kan huske;-der stod en
stor Sparegris paa Kommoden; det vår<hans.
Idet jeg lod en lille Mønt glide ned i dens Mave,
der iøvrigt gjorde Indtryk af at være uhyggelig
slunken, spurgte jeg ham, hvad han
sammen til. Han fortalte mig med ef-steaatende
Smil i de store lyseblaaØrme; at det var til et
Par Skøjter!—Men — det varede vist længe, in-
den der blev Penge nok.

Det maa der dog alligevel være blevet; for
den følgende Vinter maalte jeg tage Affære over-
for ham selv, fordi han — ved at prøve sine
nye Skøjter paa Mølledammen — var plumpet i
en Vaage og nær havde sat Livet til. Han var
frygtelig forkommen, da han blev trukket op,
men den følgende Dag var han frisk som en
Fisk. — Et Jern-Helbred havde han.

At han holdt af mig, mærkede jeg alifor tyde-
ligt, — først og fremmest af den Glæde, der al-
tid lyste ud af hans Ansigt, naar han saa mig,
dernæst af alle de smaa Opmærksomheder, som
han viste mig. Han havde en Gang fanget en
Solsort; den vilde han absolut forære mig, men
jeg lod ham vide, at saadan en Fugl trivedes
daarligt i Fangenskab; man havde meget mere
Fornøjelse af den, naar den sad oppe i Træerne
og fløjtede for os. Saa lod han den Fugl flyve.
Jeg husker, hvordan han en Sommerdag — med
Sveden trillende i stride Strømme fra Lokkerne
ned over Ansigtet — kom springende ind i min
Konsultationsstue og rakte mig en stor Buket
gule Iris, som han havde: plukket nede i Engen,
— "i al sin Simpelhed en straalende Hyldest paa
Venskabets Alter.

En anden Gang havde han fanget en Forel
nede ved Mølleslusen; den kom han -løbende
med til mig; hvor han var henrykt ved at for-
ære mig den!

Den Dreng holdt af mig; og jeg holdt af ham.
Der var noget godt og lyst ved ham; han var
virkelig som en lille spillende Solstraale midt i
alt det stereotype og stillestaaende i den land-
lige Koloni. :

Den sidste Gang, jeg saa ham derude, var
nogle faa Dage før jeg forlod Egnen, for at ned-
sætte mig i Fredericia. Han var den Gang 12
Aar. Jeg fortalte ham, at jeg skulde rejse bort,
og han saa virkelig helt betuttet ud, da jeg sagde,
at jeg ikke kom tilbage igen, Vi vekslede et lille
Haandtryk, og jeg klappede ham paa Kinden,
idet jeg sagde:

»Lev nu vel, min egen lille Hansemand! Det
kunde jo da nok være, at vi to kunde ses igen!
Naar Du kommer til Fredericia, maa Du ikke
glemme at besøge mig."

Og Aarene gik. Ja — der gik 16 lange Aar.

— Og han kom til Fredericia! Og han besøgte
mig — som Bysborger! Han havde nemlig faaet
en Plads som Bødkermester ved Bayerskølbryg-
geriet her. En Aftenstund ringede han paa min
Dørklokke; jeg lukkede ham selv ind. Han var
nu bleven en bred velvoksen Kaval=« påe 25
Aar. Jeg kendte ham-—nrudigvIs ikke, da han
spur som jeg vidste, hvem han var. Men
a-han Saa fortalte, at han var lille Hansemand,
saa paa mig med et polisk Smil og hjalp mig
med at faa min Hukommelse paa Gled, — saa
— — ja saa kendte jeg ham naturligvis heller
ikke! Men nu vidste jeg jo altsaa, hvem han
var; og jeg følte en hjertelig Glæde ved Gen-
synet. Trækkene var blevne mandige, Haaret
mørkere, men — Solskinnet var der endnu.

Han var for Resten kommen, for at bede mig
se op til et af hans Børn; og kort efter gjorde
jeg saa Bekendtskab med hans Kone,og hans
seks velvoksne Poder. Særlig den ældste Dreng
— Patienten — tiltalte mig; jeg syntes, jeg
skimtede lille Hansemand igen i den 8-Aars
Drengs lyse, frejdige Ansigt.

Da jeg var hos ham sidste Gang — Drengen
var kommen op og var rask, — opfriskede vi
endnu en Gang vore smaa fælles Minder fra hans
Drengeaar.

Et Par Dage efter mødte jeg ham paa Gaden;
han standsede mig, for at faa nogle Oplysninger
om en Mand, der var trukket op som død af
Vandet den foregaaende Dag; han vidste, at jeg
som Embedslæge havde været med til den For-
retning, og han lod til at være optagen af Sagen.
Jeg fortalte ham, hvem det var, og at han havde
druknet sig, fordi han var ked af Livet. Jeg hu-
sker, at han udbrød:

»Uha! saadan at dø ude i Vandet! det maa
være skrækkeligt. — Ja — De kan nok huske,
jeg: var lige ved det selv en Gang! — — Nej,
maa jeg saa faa Lov til at dø i min varme
Seng!"

Tilsidst sagde han: :

»Det er dog ikke til at begribe, at et Menne-
ske kan komme paa den Tanke at ville aflive
sig! Jeg synes, man skal lade Vorherre bestem-
me, hvornaar det skal være forbi — — — —
Herregud! man kan saamænd tidsnok komme af
med det kære Liv!f d

Jeg smilede til ham, idet jeg sagde:

»De har saamænd alle mulige Betingelser for
at leve længe! De er jo bomstærk og kærne-
sund!" — Og saa skiltes vi.

Fyren var stadig livsglad; det var der ingen
Tvivl om. Der var noget godt og frejdigt i hans
Smil, da han trykkede min Haand til Farvel, —
Solstraalen var der bestandig.

Saa var det en Eftermiddag hen i Novem-
ber 1899. Jeg var træt og havde lagt mig paa
min Sofa for at faa lidt Ro, men jeg havde ikke
ligget 10 Minuter førend jeg maatte op igen;

— 228 —

LILLE HANSEMAND.

der var blevet telefoneret fra Sygehuset, om
jeg hurtigst muligt vilde komme derud til en
nyankommen Patient; der var sket et alvorligt
Ulykkestilfælde.

Efter nogle faa Minuters Forløb var jeg der-
ude. Jeg mærkede straks paa Personalets Uro,
at der var noget mere end almindeligt paa Fær-
de. Da jeg aabnede Døren til Optagelseslokalet,
saa jeg en Mand ligge paa Sengen; han saa saa
uhyggelig ud, at det uvilkaarligt gav et Sæt i
mig. Naar man har praktiseret som Læge i 21
Aar, saa har man dog set en Del, men jeg har
aldrig følt nogen lignende som da jeg saa denne
Mand. Jeg troede straks, han var død, men det
viste sig snart, at Aandedrættet gik for sig med
sædvanlig Regelmæssighed, hvad der var saa
meget uhyggeligere som Ansigtet med de tæt
tillukkede Øjne præsenterede sig som en livløs
Maske med en underlig fugtig Glans; men Øjen-
bryn og Øjenhaar var der ikke Spor af. Hele
den behaarede Del af Hovedet var forvandlet til
en fast, skorpet Masse, der som et sort Over-
træk ligesom var klistret paa Hovedet helt ned
over Ørerne. Klæderne, han endnu var iført, var
forrevne og forbrændte og hist og her overtrukne
med en lignende sort Masse som Haarbunden.

»Hvad er der foregaaet?" udbrød jeg.

Han gjorde ligesom et Forsøg paa at dreje

Hovedet, da han hørte min Stemme, — hvad
der dog var ham umuligt. Han spurgte ganske
sagte:

»Hvem er det?"

»Det er Doktoren!' sagde jeg og nævnede
mit Navn.

»Åa, er det Dem?" udbrød han. ,,Kender De
saa ikke mig?"

»Nej, hvem er De?!

»Jeg er jo Deres egen lille Hansemand".

Der gik som et Stød igennem mig! Jeg kunde
godt have grædt; men det er nu noget, en
Læge ikke indlader sig paa. — Jeg skyndte mig
med at yde ham min Hjælp, — for saa vidt der
da kunde være Tale om Hjælp lige over for en
saa haabløs Situation.

Paa Ølbryggeriet, hvor Hans jo var ansat som
Bødker, havde man, fornylig anskaffet en stor
Kedel til at koge Beg i. Den var konstrueret
efter et nyt Princip og mentes at være overor-
dentlig praktisk. Den første Gang, Haus saa den,
havde han sagt: ,Det gaar aldrig med det Ap-
parat! det ender med en Forskrækkelse, gør
det!” — Men det kunde Hans naturligvis umu-
ligt have nogen Forstand paa! Han ledede imid-
Jertid Arbejdet ved Kedlen, og han var begribe-
ligvis ikke rigtig glad ved det, men Hans var
et Pligtmenneske, og han lystrede Kommando.
Han skulde nok blive paa sin Post. — Den om-
talte Eftermiddag gik det imidlertid som han
havde forudset; der skete én Eksplosion, og da
han stod lige ved, gik det ud over ham. Han

blev helt overgydt med den kogende Beg og faldt
i samme Nu om som ramt af et Skud. Han kom
imidlertid straks til Bevidsthed og laa og jam-
rede sig stille, Det maa have været en hjerte-
skærende Smerte, han har følt. Den først til-
kaldte Læge, der straks gav ham en Morfinind-
sprøjtning, havde, saa godt som det var ham
muligt, fjernet Begen fra Ansigtet; det var og-
saa for saa vidt lykkedes; men hele Qverhuden
var fulgt med, det var uundgaaeligt. — Han
hviskede gentagne Gange til mig, stadig jam-
rende sig stille i Smerte: ,Tag Begen bort fra
mine Øjne! jeg kan ikke lukke dem op!"

Den var jo borte! Staklen troede kun, at det
var derfor, han ikke kunde aabne Øjnene.

Det pinligste af det hele var næsten, at hans
Bevidsthed var fuldstændig klar. Og trods gen-
tagne Morfinindsprøjtninger vare Smerterne ulide-
lige! Hvor jeg beundrede hans Taalmodighed.
Han talte af og til til mig med sagte Stemme,
— bævende og bedende, men uden Spor af Angst,
vaandende sig af og til lidt 1 Smerte, men mild
og god.

Solstraalen var der endnu.

Da han var fuldstændig befriet for Klæderne
— det var en skrækkelig Afklædning! — blev
han varsomt sænket ned i et Vandbassin med
varmt Vand; det var det eneste Leje, der kunde
være Tale om for denne Stakkel, fra hvis ynke-
ligt forbrændte Legeme Varmen stod ud som en
Damp.

Han rystede af Kulde.

Men i Bassinet, hvori han anbragtes saaledes,
at han var fuldstændigt omskyllet af det varme
Vand, — at hvile mod et fast Underlag, kunde
der ikke være Tale om — befandt han sig vel,
følte sig snart varm og blev befriet for sine Smer-
ter.

ȁa, hvor det lindrer!" hviskede han.

Idet jeg puttede ham ned i Vandet, kunde jeg
ikke lade være med åt tænke paa hans Ord hin
Dag i Anledning af den druknede Mand: , Nej,
maa jeg saa faa Lov til at dø i min varme Seng!”

Han fik ikke Lov til det.

En halv Times Tid før han døde, nynnede
han med svag Røst flere Vers af Salmen: ,Jeg
gaar i Fare, hvor jeg gaar!" Og kort efter, 7
Timer efter Katastrofen, iog han Afsked med
sin Familie, som næsten hele Tiden var hos
ham, — og med Præsten, som stod uforstaaende
overfor denne Hengivelse, denne Fred i Lidel-
sen. — Han døde stille og klart bevidst.

Solstraalen holdt ud til det sidste.

— 929 —

Den hellige Ægtestand.

Lidt Statistik i Ord og Billeder.

Opgørelse, at i Åarene 1893—1896 gik
Ægteskaberne 632 tilbage og Skilsmis-
serne 235 frem. Alt i alt kan Frankrig
paa 100 Mennesker opvise 40 Gifte, 57
Ugifte og 3 i Enkestand. I England er For-
holdet saaledes, at der af 100 Personer
bliver 35 Gifte, 60 Ugifte og 5 i Eunke-
stand. Ogsaa i England og Tyskland flo-

AT 20 Børn, der fødes, har Y (de hvidklædte) Udsigt til at blive gift, rere Skilsmisserne, som mindre ofte finder

hvorimod Ii (de sortklædte) forbliver ugifte,

op, naar den skal til at beskæftige sig

med det ægteskabelige. Men det gælder

for den, at Sandheden gaar frem for alt,
og de, der har til Opgave at undersøge den
ægteskabelige Atmosfære, kan ikke lægge Skjul
paa, at Hymens Termometer viser en sørgelig
Tilbøjelighed til at synke ned mod Nulpunktet.
Der er saa meget, som skræmmer den gode
Vilje fra at gifte sig. Der er de dyre Tider, den
usikre Fremtid og Erhvervs-Kampen, der raser
paa alle Kanter og faar Fædrene' til

Gener sætter sit betænkeligste Ansigt

bekymret at ryste paa Hovedet, naar — mmm

de tænker paa deres Børns Fremtid.
Hjertespørgsmaalet alene duer ikke
længere som Grundbasis for den æg-
skabelige Pagt, der strander saa let
paa Overvejelserne over Dagen i Mor-
gen og alle de følgende Dage. I vor
Tid forstaa vi det fulde Omfang af
Ordet Konsekvenser, og denne For-
staaelse viser sig tydeligsti den Varsomhed, hvor-
med vi omgaas alle Giftermaalstanker. Maaske er
der ogsaa en god Del Egoisme i Forsigtigheden.
Man stiller større Fordringer nutildags til Livet
og ræsonnerer, at det kan jo være svært nok at
sørge for sig selv, endsige da for Kone og Børn
desuden. Hjernerne har faaet et stort Ord at sige
der, hvor forhen kun Hjerterne førte Ordet.
Sikkert er det, at i alle Lande formindskes i
betydelig Grad Antallet af indgaaede Ægteska-
ber. I Tyskland er der 5 Millioner Kvinder, som
forbliver ugifte og alene Overskuddet i Antal af
Kvinder beløber sig til langt over en Million.
Gaar man (il Frankrig, finder man efter statistisk

KEN
AJ

Paa et Antal af 20 Mænd, kommer 7 Gifle, 12 Ugifte, 1 Enkemand.

Sted, naar Manden er nogle Aar ældre
end Hustruen, oftest naar han er yngre
end hun.

Fra de forsætlige Skilsmisser kommer man let
til at tænke paa de tilfældige, som Døden frem-
tvinger, og 'det er da interessant at undersøge,
hvad der er Gennensnitstiden for Ægteskabets
Varighed, naar de to Parter kommer godt ud af
det med hinanden. Da vil de i Frankrig kunne
regne paa 20 Aars Samliv, i England paa 27 Aars
og i Rusland endog paa 30.

Men naar man dvæler ved Skilmisserne, maa
man ikke heller helt forbigaa dem, der for an-

Paa et Antal af 20 Kvinder, kommer 7 Gifte, 12 Ugifte, 1 Enke.

den Gang træder ind i Ægteskabet, og under-
søger man i den Anledning engelsk Statistik,
viser det sig, at af de to Køn er Enkemændene ab-
solut de villigste til paany at styrte sig i Fordærvel-
sen. Det er om dem,. at Beaumarchais har sagt,
at de, saafremt de gifter sig igen, ikke har for-
ijent at miste deres første Kone. Der er ogsaa
Lande (baade i Dele af Frankrig og Østrig), hvor
Befolkningen har en indgroet Uvilje mod
dem, der gifter sig paany, selv om det sker
længe efter, at Døden har afbrudt det første
Ægteskab. Da samles alle gamle Gryder, Kasse-
roller, Stegepander, Ildtænger og Klokker og
udenfor de skyldiges Bolig arrangeres en Kon-
cert, som kan vare undertiden i oite
Dage — først da kan Synderne be-
fries mod -at byde alle de assisterende
paa et større Sold.

Hvad angaar Alderen for Ægteskabs
Indgaaelse, da er for Kvinderne den
fra 20—25 Aar den udsigtrigeste, thi
"i denne Periode tages til Ægte omlrent
36 Procent i alle civiliserede Lande,
men der er endnu godt Haab indtil de

DEN HELLIGE ÆGTESTAND.

Amerika benyttes Da- i
mer af Forretningsinde- Sl
havere til paa Skrømt fk
at besøge deres Kon- ik

30 Aar, hvorefter Chan-
cerne synker betænke-
ligt. Mændene er der-
imod langt fra saa hur-

tige af sig. kurrenter, fh
SR Be af skaffe dem Op- i
ændenes 2 or lysninger af É:
overhaandta- ÅRG N å li)! KR enhver Art ii
gende Ulyst til Ar : vedrørende if

deres Varer, og if
pumpe dem for,
hvad der kan ven-
tes af Nyheder til I
den forestaaende |
Sæson. Lige saa
ejendommelig er
en anden Beskæf-
tigelse. Damer, $
som ved Skæbnens
Ugunst ikke mere
kan tillade sig at
føre stort Hus, lader
sig for et bestemt |
Honorar engagere af i
Familier til at ordne alt |
ved selskabelige Lejlig- ;
heder, give Kokkepigen |
Ideer, smage paa Ma- |
den, sætte Opvartnin-
gen i System og arran-
gere det hele paa den

ter, Handlende og Kon- eleganteste Facon. Af
alle disse amerikanske

torist, jai Amerikaselv . g 7 É 2 É E
som Bårgmester, Dom AE åg dt Å£ JP Evinder aller sg rglep 159p) Arr: 33 Port Hverv er dog den Op-
mer og Præst har Kvin- mellem 35 og 40: 6 %q mellem 40 og 50: 5 %o gave, som tilfalder ,,den
derne taget et Arbejde op. Lige fra den unge kvindelige Patient", den mest anstrengende. |
Pige af Folket, der søger til Fabrikerne, indtil Denne Dame skal i Venteværelset hos den unge |
Bourgeoisi-Frøkenen, der studerer Lægekunst og Læge, underholde de ventende med æventyrlige
Retsvidenskab, søger Kvinden at gøre sig nyttig, Beretninger om de Vidundere, som hans Be-
men ikke altid er hendes Lyst til at bestille no- handling har affødt. Hun maa ogsaa være beredt
get forenet med udprægede Evner i nogen be- til at underkaste sig ubehagelige Kure, for at ind-
stemt Retning og saaledes er det gaaet til, at gyde de andre Mod.

amerikanske Kvinder, der skulde Hun maa gøre det for at leve,

leve, har fundet paa nye og højst og naar hun er uheldig, kan hun

originale — ogsaa godt ; |
Erhvervs- dø af i
grene. I det.

at gifte sig er de
Midler, hvortil
Kvinderne griber
for at skaffe sig
det nødvendige
til Livets Ophold.
Der gives snart
ikke den Stilling,
i hvilken Kvin-
derne ikke har for-
søgt sig, med større
eller mindre Held,
men altid med det
Mod og den Energi,
som krævedes for at
bekæmpe Fordomme
og nedbryde Skranker
paa Omraader, hvor
Vejen længst var jæv-
net for Manden, blot
fordi han var Mand.
Som Læge og Forfat-

p.
é

Ek 1455. 2. 8. É ugle: EEE ERR 3. DY 1
ig. 1 porsonificerer alle Kvinder, som aarlig gifter sig (100 fol: ig. . Personificerer alle Mænd, som gifter sig i Løbet af et

Fig. 2 de, som gifter sig mellem 20 og 25 Aar (36 %), Fig. 3, mel- — Aar, Fig, 2 de, som gifler sig mellem 20 og 2 ;
lem "25 og 30 (22 4) og Fig. 4 efter det 30. Aar (23 Y)- len 95 og 30 og Fig. 4 (omtrent 27) Sfler del Bor an

— 931 —

CHAMBERLAIN

Aa

Sally
ER
ar

ARKEN

en ==

Dronningens Nytaarspresent. — ,,Bare jeg nu &
vidste, hvordan Fez takalde faa "den spist”, »Dum-Dum-Galopf. England, de Svages Beskytter. |

Tralalala, Tralalala, her kommer Englændoørne, Løven (England) og Pindsvinet (Kroger).

Krigen i Karrikaturer.

”
2 nn RE rr -— sn

rr em ve tv ver ae rer RENNER nn = df
mmm,

ba sy sa ane EEEREEEEEEEESLEE O eeme
mæ sangen

;
i
i
i
i

Krigen i Karrikatur.

UNSTEN
at lade
Tids- og

Verdens
begivenheder
fremtræde i Hu-
morens og Sati-
rens ofte kun li-
det flatterende
Lys og at for-
skyde deres Lin-
jer, saa at de ses
som i et Hulspejl,
er ikke fra i Gaar.

Den klassiske
Oldtid har haft si-
ne smilende Phi-
losofer og store
Spottere, som har
udviklet Satiren til Kunstform og uden al Tvivl
allerede benyttet, hvad vi nu til Dags kalder
»Karrikatwrer" — Blyantens Vrænge- og Spolte-
billeder. Husenes Mure i Pompeji og Roma
sotterranea giver Dag for Dag nye Beviser
herfor.

Men, den politiske Karrikatur — maa nær-
mest betragtes som Barn af den moderne Tid.
Dens Oprindelse gaar næppe længere end til Be-
gyndelsen af det nittende Aarhundrede og den
optræder først i England og Frankrig.

Den moderne Karrikatur følger tro de sidste
Aars historiske Udvikling og giver et Spejlbilled
af hver enkel Epoke kun at den lader Billedet
straale tilbage fra et Spejl med forskudt Brænde-
punkt. ;

Den politiske Karrikatur blomstrer selvfølgelig
yppigst, naar de politiske Politikkampes Bølger i
et eller andet Land gaar saa højt, at deres Døn-
ninger naar ud over Grænserne. Dreyfus-Affæren
og nu sidst Transwaalkrigen har sat Blyanterne
i den livligste Bevægelse og rundt i alle Kultur-

lande er en hel satirisk Presse ivrig paa Færde.

for at sikre sig de bedste Tegninger. Et af de
mest berømte: af disse Blade er det franske ,,Le

Den franske Karrikaturtegner Ad. Willette ”

Rire", som har
ofret de senere
Aars Verdensbe-
givenheder spe-
cielle Hefter, som
hurtigst muligt
blive beslaglagte
i det Land, som
det i hvert en-
kelt Tilfælde
gaar ud over.
Ganske som Ty-
skerne konfiske-
rede ,Le Rire”'s
Skildring af Kej-
ser Wilhelms

Pilgrimsfærd,
saaledes har nu
Englænderne un-
dertrykt dette Blads meget dristige Behandling
af den famøse Krig under Titlen: ,,Her skal De
se Englænderne!"

Det er England, der rammes i saa godt som
som alle de evropæiske Vittighedsblades Krigs-
satirer, af hvilke vi paa foranstaaende Side brin-
ger et lille Udvalg. Fra det beslaglagte Hæfte af
»Le Rire", som den berømte Karrikaturist Ad.
Willette har været ene om at tegne, har vi hen-
tet John-Bull-Optoget med Frelserpiger og Synge-
piger i Spidsen og Præsten og Pesten i Bagtrop-
pen. En anden af ,Le Rirefs Tegnere, C. Léan- ,
der, er Mester for den ondskabsfulde Situation:
»England, som beskytter de svage". Fra det
amerikanske ,Puck" laaner vi Billedet af den
engelske Løve, der ikke tør binde an med Pind-
svinet (Præsident Kriger), fra hvis Legeme Ba-
jonetterne stikker frem. Endelig har vi i tyske
Blade fundet den ypperlige ,,Dum-Dum-Galop",
danset af Chamberlain og Dronning Victoria
samt Scenen med den lemlæstede engelske Sol-
dat, som faar overrakt sin Dronnings Nytaarsgave
i Form af en Pakke Chokolade og ikke aner,
hvordan han skal faa den spist.

— 933 —

|
|

Malgzamit-Ofrene.

Roman af H, S$. Merrimann.

Oversat af Johannes Magnussen.

Indhold af Begyndelsen.

I Begyndelsen skildres, hvorledes Professor von Holzen i Haag besøger en døende Mand og køber en værdifuld Opskrift af

ham. Da Manden er død, tager von Holzen sine Penge igen.

Læseren føres dernæst til London. En ung Verdensmand, Ton
Ste t tilbage fra en Ekspedition i Indien. De gaar sammen hen til
a'

Cornish, træffer en gammel Ven, Major White, der vender
onys Kusine, Frøken Joan Ferriby, hvem de træffer optaget

Arbejde i velgørende Øjemed. Hun omtaler et nyt stort Velgørenhedsværk, som hendes Fader, Lord Ferriby, paa en Hr. Rodens
Opfordring har sat sig i Spidsen for. Det vedrører Fabrikationen af Malgamit, et Stof, der er nødvendigt ved Papirfabrikationen,
men livsfarligt for Arbejderne, Han vil nu danne et Selskab, der skal beskylt St

Selskabet overtager al

e Arbejderne og 'samle dem paa ét Sted saaledes, at

abrikation af dette farlige Stof, I den Anledning holdes der et Møde hos Lord Ferriby, ved hvilket Besty-
relsen vælges, der bl. a. kommer til at bestaa af Lord Ferriby, Cornish, White, Roden o

Professor von Holzen.

Handlingen forlægges nu til Haag, hvor Percy Roden paa et Hotel gør Bekendtskab med en yngre Enke, Fru Vansittart, med
hvem han taler om Malgamitarbejderne og Selskabels Planer om at samle dem alle i Holland. De uhyggelige Malgamitarbejderes

Ankomst til Haag i Taage og Slud skildres. Dorfra Kano Rejsen til Klitterne ved Scheveningen, hvor Fabriken ligger.

sliller Cornish for sin Søster Dorothea, der er en S

Roden fore-

olekammerat af Joan Ferriby. Man indføres saa i Malgamitselskabets Kontor i

London, hvor Cornish har alt Arbejdet, medens Lord Ferriby kun møder der for et Skins Skyld. I dette Kontor samles ogsaa Kred-

sens Damer til smaa Udvalgsmøder og Theselskaber. Man beslutier at holde et ,M
bejderne, til Trods for von Holzens Løfter om, at deres Sundhedstilstand skal b

lalgamitbal«, I Haag dør imidlertid atter en af Ar-
live forbedret. Malgamitselskabets Bestyrelse holder

et Møde, ved hvilket Lord Ferriby foreslaar Selskabels Omdannelse saaledes, at Arbejderne bliver Aktionærer, medens Selskabet ikke
er underkastet den engelske Aktielovgivning.

EG er desværre ikke Forretningsmand," vedblev
Lord Ferriby; ,men jeg tror, at vi alle véd, at
vore Forretninger blive udmærket ledede. Me-
ningen er naturligvis ikke den, at vi som Ak-

tionærer paa nogen Maade skal drage Fordel af denne
nye finansielle Basis. Vi er kun Aktionærer af Navn,
og hvis vi faar nogen Indtægt af vore Aktier, saa skal
den anvendes, som vi har anvendt Kapitalen, kun til
Gavn for Malgamitarbejderne. Det, som disse stak-
kels Mennesker tjener paa deres egnes Aktier, kan
fornuftigvis betragtes som en Slags Bonus. Det er,
hvad jeg har at sige om det Grundlag, paa hvilket
jeg foreslaar, at vi skal arbejde. Hr. Roden har om-

yggeligt overvejet Sagen, og jeg tror, at vi gerne gi-
ver vort Samtykke til ethvert Forslag, som han efter
en saadan Overvejelse fremsætter, Der er naturligvis
mange Enkeltheder, som maa drøftes — — Hvad be-
hager?"

» Lord Ferriby standsede og vendte sig om imod Ro-
den, der havde mumlet nogle Ord.

»Naa — ja! Ja, det er rigtigt. Hr. Roden vil saa
meget som muligt fritage os for Enkeltheder."

Det var hensynsfuldt og meget belejligt; for Tony
Cornish havde gabet mere end én Gang.

»Fabriken har nu arbejdet i omtrent (re Maaneder,"
sagde Lord Ferriby, ,,0g Resultatet har været meget
tilfredsstillende — — Hvad behager?" ;

»Er der mange Dødsfald?" spurgte Major White.

»Dødsfald? Naa — blandt Arbejderne! Ja, det er
der. Det kan maaske Hr. von Holzen sige Dem bedre
Besked om end jeg." Hans Herlighed bukkede hen
imod von Holzen paa en Maade, som han ansaa for
udenlandsk. .g

»Ja,+ sagde von Holzen roligt, ,,der har naturligvis
været Dødsfald, men ikke saa mange, som man havde
ventet. Hr. Cornish vil bevidne, at de fleste af Ar-

MALGAMIT-OFRENE.

bejderne allerede var mærkede af Døden, da de an-
kom til Haag."

»Ja, de saa”. meget daarlige ud," indrømmede Tony»

»Jeg synes — hm — jeg synes, vi skal hellere sys-
selsætte os med — hm! — med de levende," sagde
Lord Ferriby og bladede i nogle Papirer med en be-
brejdende Mine. Han mente øjensynligt, at det var
lemmelig upassende af White saaledes at give dem
en Spand koldt Vand over Hovedet. Thi Lord Ferriby
ejede den Mennneskekærlighed, der haaber alt og
lukker Øjnene for praktiske Kendsgerninger, saa-
fremt de ikke er opmuntrende. — ,,Her har jeg Resul-
tatet af det første Fjerdingaars Arbejde."

Han saa' paa Papirerne med saa nedladende en
Mine, at det var ganske klart, al hvis han ikke havde
været Lord, men Forretningsmand, saa vilde han ved
første Blik have forstaaet dem. Der var Tavshed, me-
dens han vendte de tætskrevne Blade med en inter-
esseret og bifaldende Mine.

»Ja," sagde han, som om han i det Øjeblik havde
ransaget alle Talrækkerne og fundet dem rigtige; ,som
jeg sagde, mine Herrer, Resultatet er meget tilfreds-
stillende. Vi har fabrikeret en Malgamitmasse, som
Papirfabrikanterne har været godt fornøjede med. Vi
udvider Fabriken, og den Dag er ikke fjern, da vii alt
Fald kan haabe, at Forretningen bærer sig."

Lord Ferriby trak sin Vest ned, et sikkert Tegn
paa, at Kilden til hans Veltalenhed for Øjeblikket
var udtørret.

Tony Cornish gjorde med stor Aandsnærværelse et
Spørgsmaal, som kun Roden kunde besvare, og efter
at man havde overvejet nogle statistiske Æmner,
blev Mødet sluttet. Det havde hele Tiden været ind-
lysende, at Percy Roden var den eneste Forretnings-
mand blandt dem alle. I de Spørgsmaal, der vedrørte
Tal, viste hans Kolleger, at de var fuldstændig ude
paa de vilde Bølger. Lord Ferriby var bleven opdra-
get af en økonomisk Moder, som i Tidens Løb havde

faaet ham gift med en økonomisk Hustru. Tony Cor- |
nish-havde haft Fataliteter med en Skrædderregning. "

Major White var en Gang fra Gibraltar bleven sendt
ind i Spanien for at købe Muldyr paa sin Dronnings
og sit Lands Vegne. Han blev uenig med en Pranger
i Ronda, gav ham et Nakkedrag og vendte tilbage til
Gibraltar, brændemærket som en daarlig og ubesin-
dig Forretningsmand, og dermed endte hans kommer-
cielle Løbebane. Von Holzen var kun Videnskabs-
mand, derom forsikrede han i alt Fald gentagne Gan-
ge sine Værkfæller.

Hvis ærlig og ligefrem Tale er et Tegn paa Ven-
skab, saa er Kvinder sikkert i Stand til en højere Flugt
end Mænd. Et livsvarigt Venskab imellem to Kvin-
der betyder sædvanligt, at de har været oppe at skæn-
des i Skolen og senere hen har holdt fast ved det
Privilegium at tale aabent og ligefremt til hinanden.
En Mands Venskab er baseret paa hans Kendskab til
Vennens forsonende Egenskaber. En Kvindes kære-
ste Veninde er den Kvinde, hvis Fejl kan taale den
strengeste Ransagning.

Joan Ferriby fik i ti Minuter mere at vide om Haag,
Percy Roden, Olto von Holzen og ikke mindst om
Fru Vansittart, end Tony Cornish vilde have erfaret
efter en Maaneds taalmodig Granskning. De første
fem af disse kostbare ti Minuter gik med at kysse
Dorothea Roden og beundre hendes Hat og se paa
hende og sige, at hun var sød. Saa spurgte Joan, hvor-
for Dorothea var holdt op med at skrive, og Dorothea
beviste, at det var Joan, der havde været Synderen,
og saa blev der kastet en Bro over alle de Aar, og de
var Venner igen.

»Mener du virkelig, at du ikke har Interesse for
Malgamitfabrikationen?” spurgte Joan, medens de
spadserede langs med Kanalen, hen imod Skoven.

»Ja," svarede Dorothea. ,Jeg er led og ked af Or-
det alene.«

»Men du har jo altid været lidt — lidt overfladisk
— ikke sandt?"

»Jeg tog maaske ikke al den Lærdom saa alvor-
ligt som du, Det er vel det, du mener,” svarede Do-
rothea.

Joan, som var kommet til Holland, opfyldt af Iver
efter at gøre gode Gerninger, gik videre i Tavshed,
Træerne var lige ved at springe ud, og der var Vaar-
duft i Luften. Her var en helt anden Atmosfære end
den, Joan var vant til; den var roligere, maaske renere,
ganske vist sundere, muligvis mere tankevækkende,
og naar Velgørenhed skal øves godt, saa maa den
frem for alle Dyder øves uden for megen Eftertanke.
Den, der lader Visdommen lede sin Gavmildhed alt
for meget, ender med slet ingen Ting at give.

»Det er i alt Fald brillant af Hr. Roden, at han ar-
bejder saa ivrigt for Sagen, ligefrem ofrer sig for den,”
sagde Joan.

»Ja—al"

Joan vendte sig hurtigt og saa” paa sin Ledsager-
inde. Det var maaske ikke let at læse i Dorothea Ro-
dens Ansigt, især naar hun vendte sig bort, som hun
gjorde nu for at kunne møde et ransagende Blik med
et roligt Smil.

»Jeg har været indviet i saa mange af Percys Pla-
ner,” sagde hun, ,saa du maa ikke vente, at jeg skal
være begejstret for denne.”

»Men denne maa lykkes, hvordan det saa end er
gaaet med de andre," udbrød Joan. ,,Det er saadan
en god Sag. Man kan da ikke tænke sig noget bedre
Maal end at hjælpe elendige Mennesker, der ikke kan
hjælpe sig selv. åg nu er den saa glimrende organi-

” seret. Det siger alle de, der har Forstand paa det.

Hvis din Broder tror, at det ikke gaar godt, saa
tager han fejl. — Desuden,” sluttede han, har han
jo Tony Cornish til at hjælpe sig.”

»Ja, det har han jo," svarede Dorothea.

»Tony har altid Held med sig," vedblev Joan ivrigt.
»Der er noget,— jeg véd ikke hvad, ved ham.”

Dorothea ÆREN SS fe at Fru -Vansittart havde sagt
noget lignende om Tony Cornish. Hun havde sagt,
at han kunde holde paa sine Kort og spille dem ud i
det rigtige Øjeblik. Det er maaske Hemmeligheden,
naar man vil have Held med sig her i Livet, at holde
paa sine Kort og slet ikke at spille dem, hvis det rig-
tige Øjeblik ikke kommer, holde paa dem, til Spillet
er forbi, og nøjes med at vide, at man alligevel har
haft Udsigter til et smukt Spil, som muligvis kunde
have været Umagen værd at spille.

»Jeg skal sige dig," sagde Joan alvorligt, ,der gi-
ves Folk, som mener, at de er sikre paa godt Vejr paa
en Skovtur, naar de kan faa Tony med.”

»Véd han det? spurgte Dorothea lidt kort.

»Tony?" svarede Joan leende. ,,Nej, naturligvis véd
han det ikke. Den Slags Ting tænker han aldrig paa.”

11. KAPITEL.
En Spadseretur.

Porineren paa Hotellet stod og nød sin Morgen-
cigaret i Porten, da han af naturlig Høflighed blev
nødt til at træde til Side for én af Hotellets Gæster.

»God Morgen, Herre," sagde han, ,,De gaar nok
Morgentur?" É

»Ja," svarede Cornish muntert, ,jeg gaar Morgen-
tur."

»Har Herren faaet Kaffe?" spurgte Portneren. ,,Det
er ikke sundt at komme i Nærheden af Kanalerne med
en tom Mave.”

Cornish stod stille og beroligede Manden. Der ér
mange, som faar en Mængde at vide uden nogen
Sinde at gøre noget Spørgsmaal, ligesom der er nogle
— og det er for det meste Kvinder — som gør mange

5;

MALGAMIT-OFRENE.

Spørgsmaal og faar mange Løgne til Gengæld. Tony
Cornish havde et frejdigt Væsen, som fik andre Mænd
til at tale, Han var ogsaa lige saa væver som en
EDER Han vandrede omkring i Verden og blev be-
ært.

Byens Uhre slog syv, og Morgentaagen hvilede
endnu over Træerne. Den store Plads, Toornoifeld,
var næsten øde. I Holland ligger man længe i Sen-
gen, og paa en Tid, da man i en fransk By vilde være

aa Benene og Gaderne overfyldte af Mennesker, som
søber og sælger, ligger en hollandsk By og sover.
Parkgade var næsten øde; der var kun et Par Gade-
fejere og nogle Mælkemænd, der ilede fra Dør til Dør;
men Husene var stængede og tavse,

Tony Cornish gik Dag det højre Fortov, og dette
gjorde det saa meget leltere for Fru Vansiltart at se
ham fra Sovekammervinduet, da han gik gennem
Oranjegade. :

»Ja saa!" sagde denne Dame, idet hun ringede paa
sin Pige, hvem hun forklarede, at hun pludselig havde
faaet Lyst til at gaa en Morgentur.

Tony Cornish vandrede altsaa af Sted under Oude
Wegs Træer, medens Fru Vansittart mageligt fulgte
efter ham paa én af Sidevejene, der laa op ad Bakke,
saa hun stadig kunde holde Øje med ham. Da han
kom til den brede Vej, som f